Jeg er ikke til turister i hobetal - slet ikke. Vi tager ikke på ferie for at finde andre danskere at være sammen med. Alligevel har vi rejst en del med charterfly, og så lander man som oftest, midt i en myretue af turister. De fleste kæmper om liggestolene ved poolen eller ved stranden hele dagen. Vi har sågar registreret, at mange overhovedet slet ikke kommer udenfor hotelområdet i både 8 og 14 dage. Sådan en badeferie er helt afgjort ikke noget for os. Uanset hvor vi er rejser hen, flygter vi lidt fra turisterne, og drager ud på vores helt egne ture med rygsækken, på cykel og i lejet bil. Vi finder oftest de skønneste steder, hvor ikke turistbusserne kører, og vi kommer helt ud til lokalbefolkningen, langt fra civilisationen, hvor vi ikke ser en eneste turist, som her ved Keribugten. Vejene var bestemt ikke beregnet til noget der var større end en lille personbil. Mange steder var det nærmest en cykelsti og der var utroligt stejlt.
 |  |
 |  |
 |  |
Anden gang, tog vi på en heldagstur, med en lokal båd rundt om øen, på trods af at jeg ikke er særlig søstærk. Jeg klarede skærende, ved at holde syntet inde på land og helt væk fra det store åbne hav. Vi havde det skønneste syn hele vejen rundt. På nordsiden er øen helt ubeboet og meget barsk.Vi sejlede ind i lagunerne mellem klipperne. Der var mulighed for at bade fra båden, ved at springe lige på hovedet, og det er bestemt heller ikke noget for mig. Så jeg var “vagthund” mens Allan tog sig en dukkert.
De græske øer er vi nok faldet lidt for, men alligevel vil jeg stadig vove den påstand, at intet kan slå første gangs indtrykket.
