Pærekage, pæresaft, pæremos og andre sysler

Vi har haft vores pæretræer i rigtigt mange år. Normalt giver det ene et pænt stort udbytte, og det andet giver absolut aldrig noget, men det skal være der for at få en bestøvning. Sidste år havde vi ikke en eneste pære. Det var også meget småt med æblerne. I år er det frugtår. Den danske sommer har, nemlig i år, givet frugttæerne de mest optimale betingelser, for en rigtig god høst.   
Foruden de pærer jeg plukkede for et par dage siden, har jeg plukket 6 kg mere. Altså ialt 14½ kg, og da pærer ikke kan holde sig ret længe, med mindre de er tilberedt, eller opbevares ved en temperatur på 2-4° måtte jeg jo gøre noget. 
Kage er altid et hit til Allans søde tand, så en stor pærebradepandekage blev bagt. Jeg prøvede at lave en portion ren pæresaft af 1 kg pærer, skrællet og skåret i små stykker, kogt og hængt til afdrypning, hvorefter saften igen blev kogt op og hældt på flaske. Det sorte, der ligger i flasken, er en vaniliestang. Pærestykkerne blev blendet til mos, og kogt op med sukker. Kan man lave æblekage med rasp og flødeskum, kan man vel også lave pærekage! Eller man kan bruge mosen til noget helt andet. Nu ligger den i fryseren.
Når nu jeg skulle have gang i ovnen, kunne jeg jo lige så godt bage lidt brød samtidig. Forskellige melsorter kom på bordet. Gær, æg osv. blev hevet ud af køleskabet. Jeg havde planer om det helt store, men fandt ud af, at køleskabet trængte til en afvaskning. Vasketøjet skulle passes, lige som andre småting, jeg mødte på min vej. Lige pludselig have jeg bare gang i alt for meget, så det blev kun til to sigtebrød, og alt det andet blev sat på plads igen. Jeg stod jo stadig med en masse pærer, selv efter at have kogt en stor portion til fryseren også.
Knapt 6 kg var der tilbage, og så fik jeg en lys ide, at spørge søster, om hun ville have nogle af dem. Det ville hun gerne. Min svoger, som ellers er en ret kræsen mand, elsker pærevælling. Da jeg lærte svoger at kende, for 40 år siden, kunne det han spiste, tælles på 10 fingre. I vore unge dage, når vi var til jul- påske- og pinsefrokoster, havde han altid en dåse makrel samt en dåseåbner med i jakkelommen. Så var han sikker på, at han fik lidt at spise.
Tilbage til lørdagens høst og køkkensysler. Mine hokkaido, som jeg ellers plejer at drukne i, har ikke givet meget i år, så den høst var hurtigt overstået. Noget helt nyt i år, er mine tyttebær og tranebær. Begge dele blev plantet sidste år, så det blev kun til et eneste tranebær, og ingen tyttebær. Tyttebærrene er endnu ikke høstklare, men jeg fik høstet den kopfuld tranebær der var.
Lørdagen forsvandt, mest hen i pærer, og søndagen blev brugt på meget mere frugt hos Pometet i Tåstrup. Det bliver vist for nørdet at fortælle om. Du kan evt. besøge deres hjemmeside, hvor der er rigtigt meget information at hente. Frøsamlerne efterlyser gamle frøsorter til deres genbank. Samme sted kunne man bl.a. købe frø fra lollandske rosiner og meget andet. Læs evt.mere om dette på Frøsamlerforeningens hjemmeside. Foruden alt dette nørderi, var der uddeling af smagsprøver på forskellige specialiteter på flaske. Nogle var temmelige dyre. I dagens anledning specialpris 500,- kr. for en maskulin dessertvin, og 300,- for den feminine. Der var kirsebærvin og alkoholfrie moste. Ellen bemærk æblesorten Filippa til venstre i billedet, som i dag kunne købes hos Pometet. 

En gang pærevælling

Jeg høster på livet løs. Det er vist ikke kun frugtår i år. Mine peberplanter i drivhuset giver meget mere end sidste år. Af den ene plante knækkede endda to store grene af, da vi var på campingferie i Silkeborg. Det var vist meget godt det skete.


Jeg har plukket 3 store kasser æbler på vores lille træ, så jeg skal vist ikke til mere pluk selv af den slags i år. Og dog… det er jo en helt anden slags æbler, så man ved aldrig. Efterårets første æbleflæsk kom på bordet denne uge.
 











Solopgange ser jeg mange af os i denne tid. Her er min fra i onsdags.

I mandags måtte Allan til læge med en rød, hævet og betændt storetå. Han blev sendt hjem med penicillin og en henvisning til en fodterapeut. Der var han så heldig at de havde et afbud allerede om onsdagen. Han har fået en fin lille bøjle på, som han skal gå med i 6 uger. Om den så bliver taget af, eller den bliver strammet, det vil tiden vise, når han skal til kontrol. Måske bliver den pillet af, eller måske skal den strammes.
Og så til den pærevælling man kan spise. Den kan vi rigtig godt lide, men… Foreløbig har jeg, i går, plukket 8½ kg pærer på vores lille træ. Jeg tror grenene var glade for at slippe af med noget af den tunge byrde. Det rettede sig helt op.

Jeg er ikke vild med syltede pærer, så jeg plejer at koge dem og fryse dem i lagen, lige klar til en gang pærevælling, men så meget pærevælling får vi altså aldrig sat til livs. I dag fløj jeg lige hjem fra arbejdet og skrællede to kg pærer, som jeg kogte og syltede. Allan kan nemlig godt lide dem. Jeg prøvede også lige en gang syltning til den varme mad. Pærer med citron, frisk estragon og peberkorn. Lidt vand, eddike og sukker. Nu må tiden vise om det er noget vi kan lide.
Min weekend skal bruges i haven og i køkkenet, men nu skal jeg ind og se ‘Vild med dans’ mens jeg tænker på alle vores sjove dansetimer, som vi desværre måtte droppe. God weekend til alle der læser med.

De sidste gensyn, inden vi siger farvel

Onsdag den 28. august. 8. og sidste feriedag. Det var atter en dag med tåge, men det er jo også de dage, der er allerflest af på Færøerne.
Vi har ingen problemer med at være ude af hotelværelset kl. 10, og da vi først skulle være i lufthavnen halv to, havde vi masser af tid til rådighed. Der var ingen grund til bare at sidde i lufthavnen og vente, så hellere se det samme et par ekstra gange. Vi havde den lejede bil, lige til vi skulle flyve

Billedet til højre er den tidligere militærbase. Den falder vældig godt ind i landskabet. I dag er det omdannet til fængsel. Det ligger ret isoleret, men med den bedste udsigt over hele Torshavn.

 
Vi kørte til Kvivik, som Allan bestemt mente vi ikke havde været i. Det er mig, der sidder med landkortet, og har styr på hvor vi er, eller har været.









Da vi nåede frem, kunne han godt genkende det hele, men så gik tiden med det.




Her var der gratis, og høflig selvbetjening af kaffe eller te, men vi havde jo lige drukket. Ikke engang Allan kunne drikke mere på dette tidspunkt. Sidst vi var forbi, sad og stod folk med regntøj, gummistøvler og paraplyer, og nød en tår varm kaffe. 

Da vi nåede Sandavagur på Vágar, havde vi stadig masser af tid, og da vi så et skilt med seværdighed, fandt vi et sted at parkere, og gik på fjeldvandring, ad en pæn lille sti. Hvad der var derude, vidste vi ikke. Vi gik rigtigt langt over vandløb og gennem låger. Hoppede fra sten til sten. Det sidste hop over et bredt brusende vandløb, skulle det rigtige lange skræv i brug, så det undlod jeg, på de våde sten, mens Allan tog den sidste lille tur alene, helt uden at falde i. Serværdigheden var en meget stejl klippe, Trøllkonufingur, som Allan tog billeder af.    
Tilbage i bilen og vi afsluttede ferien med et besøg i Gásadalur, hvor vi faktisk startede. Vi havde talt om, at der måtte være en naturhavn, når båd var den eneste forbindelse til omverdenen, inden tunellen blev indviet. Vi tror også, vi fandt ud af hvor det var, men nu var der ikke tid til at gå mere på opdagelse. Vi ville, som altid, gerne have god tid, til at nå frem til check-in. Efter hjemkomsten, har vi fundet ud af at de stakkels indbyggere, måtte sejle til Bøur, og gå over fjeldet for at komme hjem. 
Da vi landede i Kastrup var det 21° . Normalt står vi og småfryser, når vi kommer hjem fra ferie, men ikke denne gang. Skijakken virkede igen malplaceret, selvom den kun hang på kufferten. Vi nåede at køre lige knapt 1.000 km i bilerne, og gå 88.578 skridt, i snit 11.072 skridt pr. dag.
Vi kørte hjem i det fineste vejr. Varmere end man kan forestille sig, sådan en dag sidst i august måned. Vi nåede Farøbroen tids nok, til at tage et billede mens solen gik ned. Vi skyndte os videre helt ud til Alstrup Strand, for at få de sidste solstråler med. Her 8 dage efter sejlturen hjem fra Mykines, bliver jeg stadig søsyg ved tandbørstningen.
Færøerne er meget mere, end jeg har vist og fortalt i disse 8 afsnit, så jeg har planer om et indlæg mere, der samler lidt andet op.  

Naturen- og havens overflod, svampetur og nyt vindue

Så fik jeg endelig plukket nogle hyldebær og lavet hyldebærsuppe til fryseren. Der blev også lagt en del ubehandlede hyldebær i fryseren. Så er der arbejde til senere på året.



For at få plads til naturens forråd, må der andet op. Det gik ud over en pose jordbær, som der blev kogt grød af.  

Allerede sidste år, skulle vi have haft skiftet en punkteret termorude, men det nåede vi ikke. Allan fik målt glasset op, og det blev leveret til døren, inden vi tog til Færøerne, men han var afhængig af et par ekstra hænder, for at klare opgaven, så det skulle være når jeg var hjemme. 
Vi fik løftet vinduet af, og Allan kunne fjerne lister og gøre klar, så vi kunne lægge den nye rude i, og derefter hænge vinduet på plads igen. Nu skal de nye lister bare males. Og så venter endnu et vindue. Værkstedsdøren skulle også udskiftes, men den nye dør har fået en transportskade, så vi venter på en ny plade. 
Jeg fik tømt drivhuset for tomater. De få fuldmodne der var, blev langtidsbagt og fyldt i et glas, sammen med chili, basilikum og hvidløg. Ærgerligt at jeg først har fundet den opskrift nu, men nu ved jeg, hvad jeg skal lave til næste år. Alle tomatplanter er hevet op, og de siste tomater ligger nu i vindueskarmen for at modnes. De grønne skal jeg have syltet.


Jeg fik kogt noget æble-lakridsmarmelade. Og lavet endnu flere æblechips. Denne gang helt uden kanel. De stod i ovnen, mens jeg fik ordnet en bid af haven.
Både lørdag og søndag var der svampetur, og jeg vi ville gerne have været med på dem begge, men måtte nøjes med søndag. I drivhuset har jeg haft et par kæmpe svampe. Jeg regnede ikke med de var spiselig, men tog den ene med til eksperterne på svampeturen. Interessant syntes de. Hvor har du fundet den? Vokser der noget eksotisk i nærheden?  Tjaa.. min ananaskirsebær. Den var så interessant, at de gerne ville have den med til endnu mere analyse, når alle eksperter samles i morgen. 
Der var kæmpe tilslutning til turen i dag. 70-80 mennesker var mødt op ved Barokhaven på Søholt. Desværre har vi fået alt for lidt vand på Lolland. Der er langt mellem svampene. Den Sorte Trompetsvamp, som man ellers kan være heldig at få en hel kurvfuld med hjem af, var der ikke en eneste af, men vi fandt da lidt andet spiseligt. Ikke det store, men lidt har også ret. Stor løghat, Violet Amatysthat, som ikke smager af meget, men giver en god farve til salatskålen. Den bedste af dem alle, er den fine Karl Johan. Sidste år fandt vi ikke en eneste Karl Johan, men et par andre svampe.
I dag ved jeg, at vi alligevel valgte den rigtige tur i denne weekend. De fandt nemlig slet ingen spiselige svampe ved Knuthenlund i går. Det er åbenbart heller ikke svampeår i år, men det kan jo komme, senere, hvis bare vi får lidt regn.

Chefen gav massage. Knipling, æblechips og andet tidsfordriv

Min nye chef tilbød, at jeg kunne komme ind og få en gang massage. Massage plejer at være godt, så jeg slog selvfølgelig til. Han havde fået en massagestol på prøve. Det er tængt som et gratis tilbud til kunderne, så de kan få massage, mens de venter på vi bliver færdige med det arbejde, de gerne vil have udført. Billedet har intet med det at gøre. I øjeblikket er landskabet bare fyldt med de  gule marker, af enten sennep eller agerkål. 
Det nye tiltag i vores lille samfund, kunne man som sagt alt mellem himmel og jord. Jeg har ikke brug for socailt samvær, og kan lave det meste af det herhjemme. Jeg havde vældig lyst til at gå med i en læseklub, for så fik jeg da læst noget. Det har været lidt småt med det, de seneste år. Jeg ved bare, at jeg vil føle det som et pres, at skulle nå en bog til en bestemt dato. Selvom jeg har svært ved at lægge den fra mig, når først jeg er begyndt, så er der altså også andre ting der skal passes, og meget andet der også er sjovt. Jeg hader snore der strammer.
Jeg vil helst selv stramme mine snore, så i stedet kastede jeg mig over knipling. Det er noget jeg altid har drømt om at lære, men nu er tiden jo en anden. Man jeg skal ikke have flakoner, jule- og påskepynt eller noget der bare skal ligge i en skuffe. Jeg vil kun have noget jeg bruger, men i og med at jeg kunne låne mig frem til nogle kniplepinde. Vi selv havde flamingo, skumgummi, og de andre remedier i huset, så det koster mig ikke en eneste jante, bortset fra den 10,- jeg måske på længere sigt, skal lægge i klubben hver gang, jeg møder op, så nu har jeg kastet mig ud i kniplingens kunst.  Et bogmærke kan man jo altid bruge. Efter jeg er startet, har jeg så fået at vide, at jeg skal afsætte 3 timer, hver dag, hele ugen i to måneder, for at lære det. Tænk jer. Det er så vigtigt at sno garnet den rigtige vej rundt om pindene. I skrivende stund, har jeg kun brugt de par timer i hygge-hobbyklubben, og lige om lidt er det tirsdag igen. Jeg har ikke 3 timer om dagen til knipling. Nu ser vi hvor langt jeg når.
Strikketøjet kan jeg passe mens morgenkaffen drikkes, og har man 10 min. er det nemt at tage fat i. Jeg faldt over 20 nøgler strømpegarn på tilbud, så nu er der gang i sokkerne. 2. par er på pindene. Haven kalder på mig, hver eneste dag. Der er stadig hindbær, æbler, nødder, og det i drivhuset, at høste.



















Jeg har eksperimenteret med æblechips. Tre aftener i denne uge er brugt på projektet. Det lyder voldsomt, men projektet passer nu mest sig selv. Æblerne skal blot skæres i skiver, drysses med rørsukker og kanel, hvorefter de lægges på bagepapir, og sættes i varmluftovn ved 120° i 2½ time. Det svære i arbejdet var, at finde den rigtige tykkelse for æblerne. Hverken agurkehøvlen eller foodprocessoren havde den rigtige størrelse. Til sidst blev de håndskårne. Så det er håndplukkede æbler der behandles nænsomt fra først til sidst. Efter tredie forsøg blev det rigtig, rigtig godt. Det er helt sikkert noget der skal laves mere af. De er knasende sprøde, og alligevel har de bevaret den rigtige gode æblesmag.
Hele weekenden er afsat til at høste forskellige ting, samt få det tilberedt og hældt på flasker, glas og lagt i fryseren.

Når regnen stilner af, og tågen letter lidt igen

Tirsdag den 27. august og 7. feriedag.
Der fandtes snart ikke en eneste vej, af de bro- og tunnelfaste, vi ikke allerede havde kørt på mere end en gang.
Hjemmefra Lolland, havde vi planlagt, at vi ville gå over fjeldet til Kirkjubuør, men med gårsdagens regn og turen på Mykines i erindring, var det vist alt for farligt. Det var også regnvejr i dag, men dog nogenlunde klart i vejret. 
Vi manglede kun en vej syd for Torshavn, og det kunne ikke tage mange minutter. Der var også to små bitte afstikkere på Eysteroy, som vi var sprunget over. Det var godt nok en lang tur for at se de par km vej, men nu var vi jo kommet til Færøerne, så skulle vi da også have det hele med, når vi havde masser af tid til det. Derfor valgte vi at tage turen til Elduvik og Hellur med en omvej over Eidi, i håb om at få mulighed for at se, hvad der gemte sig i tågen, da vi skulle flytte til Gjórgv.
Vi havde ikke kørt længe, før den første regnbue viste sig på himlen, og har du et skarpt øje, kan du se en dobbelt regnbue på det allerøverste billede. Disse regnbuer forsvandt, men lidt senere så vi endnu en. 



Det var et meget skiftende vejr med regn, tåge, skyer, sol og blæst. Vi kom til endnu en naturhavn, hvor vi gik helt ned, og så det flotteste klare blå vand inde i ‘gryden’. En farve man ellers kun ser sydpå.
Vi gik en tur rundt i den lille bygd Elduvik. På mange måder meget anderledes end de andre. 
Tilbage ad de små snoede bjergveje og op til Hellur. Et par rigtige dejlige små ture, som vi sprang over i første omgang, den dag vi var på Ø-hop, fordi vi regnede med det lignede alle de andre små bygder
Men den der eftermiddagskaffe, var stadig ikke til at købe sig til, så jeg foreslog, at vi kørte til Gjáargardur, hvor vi have boet. Der vidste vi, der var åbent, og vi vidste at de serverede nogle lækre lune pandekager med rabarbermarmelade. Alt hvad de serverer er hjemmelavet og godt. Ikke noget industriproduktion her.
Efter kaffen, kørte tilbage til Eidi igen, for at prøve at se det hele fra en anden synsvinkel. Den anden mulige vej, havde vi kørt på masser af gange, så skulle vi nyde den samme udsigt en gang til, eller skulle vi satse på, at der også var noget smukt at se den anden vej. Heldigvis var der det. Selvom det var tåget kunne vi godt se Kæmpen og Kællingen, som vi på grund af regnen ikke kunne se fra Tjørnuvik i går. Læs et af sagnene her.

Nu var der ikke mere at udforske der nordpå, så vi satte kursen mod Kirkjubøur syd for Torshavn. Ud fra landkortet at dømme var der en anden vej, der gik udenom tunellen til Torshavn, og den fandt vi denne gang. Skiltning er mangelfuld, men lige borset fra Torshavn, er der så heller ikke så meget at tage fejl af. Man opdager hurtigt, at man er havnet på en blind vej.  
Kirkjubøur er også en fin lille plet, med glasmosaik på kirkelågerne. En lille bitte butik med strik og kunsthåndværk. Der var også lukket, og det lille hus, trænge til en kærlig hånd, med maling og den slags. Om aftenen gik vi vores sædvanlige aftentur i Torshavn. Billederne nedenfor viser henholdsvis et smalt stræde i byen, og kommunens bygning.
Jeg tog 330 billeder den dag, så det har virkelig været svært at udvælge dem, der bliver vist her. Landskabet ændrede sig fra det ene knips til det næste, bare fordi solen og skyerne flyttede sig hen over fjeldene og omgivelserne. Det var slet ikke så tosset at tage den lange vej til Eysturoy. Vi fik set alt det, vi gik glip af for nogle dage siden og lidt til.