Et gammelt ugeblad sendte os til Bindeballe ved Vejle

Normalt læser jeg kun ugeblade hos tandlægen og frisøren, men da jeg for meget længe siden blev spurgt, om jeg ville have en stak gamle blade, sagde jeg ja tak. De blev lagt på en hylde i et skab, og der her de ligget siden. 
En af majdagene her i sommervarmen, fik jeg hevet et par blade med ud i haven og sad og læste lidt i. Her faldt jeg over en artikel om Bindeballe Købmandsgaard. Det lød ret interessant, at man stadig kunne købe mange gamle varer, som ellers ikke kan købes andre steder, men gad vide om butikken stadig eksisterede? Bladet var trods alt fra 2008. Der blev googlet og den eksisterede stadigvæk.

Da jeg skulle til det årlige bestyrelsesmøde i det sønderjyske, og chefen, to dage før, sendte en sms, om jeg havde mulighed for (igen) at køre selv, var det oplagt at tage Allan med. Det var fredagen op til pinse, så vi startede tidligt hjemmefra, for at nå det hele. Vi ville nemlig også gerne gense naturen omkring Vejle, som er noget så smuk.
Det var ikke bare en købmandsbutik. Det var også museum, cafe og meget andet.
Du kan læse meget mere om Bindeballe Købmandsgård her


Vi kørte ad små smalle veje, langt, langt ude, hvor der intet andet er end naturen, men Købmandsgården er godt besøgt.
I cafeen er alle bordene (der var rigtig mange)  lavet af forskellige symaskinestel, og ens træplader.



Man kan nyde den medbragte mad, man skal blot købe drikkevarerne på stedet.
Der er nok at kigge på alle vegne .Små og store ting. Både i gården og ud mod gaden. Herunder et lille hjørne af butikken med varer til salg. Hvis du, lige som Allan har søgt efter sagogryn de sidste 3-4 år, uden resultat,  så er det her de kan købes.

Kigger man til den anden side, er der lige så mange varer til salg. Der var uddeling af smagsprøver på begge diske.
Jamen altså, der var alverdens varer overalt -  i flere rum. Glansbilleder, nips, tøj, kaffe, krydderier, ost…ja, jeg kan fortsætte i det uendelige. Alt har de. Der er også campingplads med hytter. Det hele ligger i et skønt naturområde, hvor der er mange muligheder for at vandre eller cykle.


Noget af det er dog ikke til salg. Museumsgenstande er fint placeret mellem alt det man kan købe.

På loftet ligger det de betegner som museum. Vil man se det, skal man betale sølle 10,- kr. pr næse. Her finder man også flere scrapbøger, man kan studere.Vi brugte et par timer på at gå rundt og kigge på alle herlighederne, og vi opdagede hele tiden noget nyt, selvom vi allerede havde været forbi en gang.
På den anden side af vejen, lå en gammel station, som vi også ville kigge nærmere på. Der var ingen oplysningen at finde, og vi tænkte, at det nok bare var det, men da jeg tog i døren, gik den op, og man kom ind i det gamle venteværelse , hvorfra man kunne se ind til kontoret, hvor der var tydeligt afmærket med tyverialarm.



Det viste sig at dette var en bygning, man kunne bruge. Der var både køkken med det hele, spisestue og toiletter. Her kunne campister slå sig ned, og en overnatning koster kun 40,- kr. pr. næse.

Feriekompromis 3 – Mønsted Kalkgruber, ost, Give-Egnens Museum og …

Torsdag den 10. august og 6. feriedag
Vi ville gerne opleve lidt mere, men vi havde slet ikke forudset, at det var i dette område, vi ville havne. Hvad er der så lige at se her, som vi ikke allerede har set på et tidligere tidspunkt, og uden at køre nordpå igen, eller tage de store afstikkere. Vi skulle jo have campingvognen med på krogen hele vejen.
Jeg kom i tanke om at Allan gerne ville se Mønsted Kalkgruber, så det blev første destination. Man kan blive kørt med toget ned til minen, men toget kørte først senere, da de dårligt havde åbnet, da vi stod der, og desuden ville vi gerne gå.
Der er 60 kilometer underjordiske minegange, så der er nok at udforske, og vi gik rundt mange steder. Der var selvfølgelig mørkt, men vi havde lommelygte med. Der var stejlt, og der var fedtet. Meget blev udforsket, men langt fra alle gangene. 
Vi havde godt nok fået udleveret en brochure, men den havde vi ikke fået læst, og dernede i minen var der for mørkt. Et skilt med teksten ‘ost’ og en pil. Det måtte undersøges. Mørke gange og ingen skilt. Er vi på rette vej? Pludselig møder vi en meget smal og meget høj vindeltrappe. Vi standser, for må vi gå derop, og hvad er der, der? En anden turist, der åbenbart bare står og venter, fortæller os, at de siger man kan kigge 6 meter ned til ostelageret, så vi stiger til vejrs. Det er lige til at blive rundtosset af, og det kilder i maven, når jeg kigger ned. Op kommer vi, og gennem små bitte firkantede tremmer, kan vi rigtigt nok se et par mænd gå, men i samme gulvhøjde som os. De vender oste, maskinelt, og de kører den ene palle ost væk efter den anden med truck. Det er svært at få et billede af. Vi kravler går ned igen. Damen stod der stadig, nu med de følgere vi mødte oppe ved gitteret. Der farer en truck forbi flere gange med ostepaller. Truckføreren er så flink at stoppe op, så vi alle kan tage et billede af grubeosten. 
Vi forlod Kalkgruben og Allan ville til Give-Egnens Museum.
For en tid siden så han i tv, at en meget fjern slægtning H (som vi pga. skilsmisse og senere dødsfald, ikke har set eller talt med i mange, mange år) havde fået job der, og hende ville han gerne hilse på også. Udefra så museet ikke ud af meget, men vi gik ind og købte entrebillet. Allan spørger, er H her ikke. Jo, vil du gerne tale med hende. Da H kom anede hun ikke, hvem vi var, før Allan sagde sit navn. Vi fik en kort sludder, og hun ville finde os et eller andet sted i bygningen om ca. ½ time, så ville hun give kaffe og nybagte vafler fra det gammeldags komfur. Snakken gik lystigt, om alt fra museumsgenstande, livet i almindelighed, og vi fik fulgt op på hinandens liv, gøren og laden inden vi kørte videre sydpå.
Museet overraskede i den grad mig. Jeg havde ikke forventet, at der var så meget, da jeg så det udefra. Vi så Hedebondens gård, den var indrettet, som man nu boede dengang. Der var indrettet butikker med handel og håndværk. Der var alt hvad hjertet begærer. Absolut anbefalelsesværdigt at besøge. Det eneste vi ikke kunne se, var det historiske køkken, for der var en skole på besøg, som havde undervisning der, og det var dem der bagte de lækre gammeldags vafler til vores kaffe.  
Selvom jeg ikke er særlig søstærk, besluttede vi at tage over Langeland hjem. Det er trods alt en del nærmere, og prisen er kun 15,- kr. dyrere end broen. Det får vi hurtigt brugt i brændstof, og vi kom væk fra den trivielle motorvej. Da vi nåede Spodsbjerg meddelte Allan, at han ikke kørte længere i dag, så vi skulle have en overnatning mere. Færgen ligger da lige der, sagde jeg. Du skal da bare køre på, og så er der hviletid næsten en time. Vi er jo næsten allerede hjemme. Jamen så kører du af færgen og resten af vejen hjem. Nej, du ved godt jeg nægter at køre med det dyr campingvognen. Jamen så overnatter vi altså i Spodsbjerg, sagde Allan, og det gjorde vi så, på Billevænge Camping.
Endelig lykkedes det at få et gensyn med den campingplads, hvor vi to gange har haft lagt planer, der er blevet spoleret. Det var der min barndoms første campingtur gik hen, og det var også der, Allan og jeg holdt vores første fælles ferie for 43 år siden. Campingpladsen var lille, hyggelig og fredelig. Nøjagtig som vi huskede den, og alligevel kunne vi ikke helt genkende den. Der var i hvert fald noget længere til stranden end Allan huskede.
Næste dags morgen, den 7. feriedag, kørte vi til færgelejet og var hurtigt hjemme. Vi havde allerede en halv aftale om lørdagen og en fast aftale om søndagen, men vi blev endnu en dejlig ferie rigere. Bilen fik kørt en masse kilometer, og vi fik travet mange campingpladser, strande, søer og andet rundt. Vi har, som altid, kun været i campingvognen for at sove. Vejret var så godt, at vi hver aften (selvom alle taler om en dårlig, våd og kold sommer) kunne sidde ude at spise. Når vi havde spist gik vi ture. Vi nåede at få 80.000 skridt på kontoen den uge, og vi har nydt al den friske luft, vi har indåndet undervejs.

Feriekompromis 2 – Læsø, Voergaard slot og Thorup Strand

Stadig tirsdag den 8. august. Se evt. foregående blogindlæg.
Det var især på Læsø, vi ville have brugt vores cykler, men nu var det jo udelukket. Vi kunne da også bare gå rundt derovre, men hvad nu hvis vi ikke nåede at se det, vi gerne ville. Der er jo trods alt grænser for, hvor langt man kan nå at komme rundt på gåben. Vi kunne også leje cykler, eller tage gratisbussen, men hvor kører den så hen, hvornår kunne vi komme på bussen igen, hvis vi stod af? Med min tendens til både sø- og køresyge, blev bussen udelukket. Det endte med vi betalte den hampre pris, for at få vores egen bil med. Bagefter har Allan fundet ud af, at vi kunne leje en elbil en hel dag for 300,- kr. mindre, end vi betalte for at få bilen med over.
Det første skilt vi mødte var Saltsyderiet. Vi havde nok forestillet os, at det var en lidt større historie, end det der mødte os, men interessant var det bestemt, og vi fik da også købt lidt med hjem, selvom det kan købes alle vegne. Smagsprøverne lokkede.
Vi besøgte også Museumsgården ‘På Lynget.’ Spændende og interessant. Det er lige os, sådan noget, hvor man kan gå rundt overalt, og se det hele på nært hold i hvert eneste rum. Der får man valuta for pengene, hvis man spørger os. Da vi betalte entre, blev vi tilbudt et fint adressekort over de tanghuse, der var etableret eller restaureret de sidste par år. Derudover var der også oplysning om, hvor der tænges lige nu. Selvom håndværkerne var gået hjem, måtte vi gerne gå ind på grunden og kigge, så det gjorde vi. Da vi kom, var forskellige håndværkerne i gang med både at male, mure og meget andet.
Vi kørte rundt på øen, fra den ene ende til den anden og så lidt på omgivelser og naturen. Vi besøgte også Tanglabyrinten, hvor der var en overraskelse i midten i form af bord og stole, men det er ikke der, man skal finde ly for regnen, for der var åbent lige op til himlen. Uldstuen og systuen der, brugte vi også lidt tid på. Vi mente nu, vi har set alt det, der var værd at se på Læsø. Vi indtog vores aftensmad i det fri på restaurant Carlsen, inden vi sejlede hjem med dagens sidste færge.
Onsdag den 9. august tager vi igen huset på krogen og kører mod Voergaard Slot, som desværre ikke åbnede før kl. 11:00, så vi havde 1½ time, som vi ikke kunne bruge til noget. Jeg udnyttede tiden med at strikke, og så tillod vi os at liste rundt i parken og omgivelserne, selvom der stod, vi ikke måtte før de åbnede. Vi blev ikke jaget ud, selvom vi blev set.
Voergaard slot er virkelig også et besøg værd. Det rummer en masse gamle ting og sager. Kunst, kalder de det. Ikke det vi, her i huset, umiddelbart forbinder med kunst, men i vores øjne, er det alligevel det, der virkelig er kunst. Nemlig håndværk i forskellige genre. Da det er et privat hjem og ikke et museum, måtte vi desværre heller ikke fotografere der. Der var enormt mange ting at kigge på og forundres af. Også her fik vi en meget interessant rundvisning, mens vi gik rundt i alle, eller rigtig mange af værelserne, og det var utroligt mange. Jeg har slet ikke tal på dem. Det var helt klart en stor oplevelse.
Thorup Strand lå langt væk, syntes selv Allan, men se det, ville han. Vi var der nu hurtigere end vi selv havde turdet håbe på, så vi ville så købe vores frokost der. Klokken havde lige akkurat passeret 13. Desværre var der to, som ellers havde lovet at komme på arbejde, der havde svigtet, så de havde været nødsaget til at lukke køkkenet mellem 13 og 15, da de skulle bespise en hel busfuld. Jeg talte lidt for min syge moster, og de stegte os et par fiskefrikadeller. De kunne dog ikke levere tilbehør af nogen art, men vi havde heldigvis selv et par skiver ‘tørt’ brød i campingvognen, så det blev vores frokost. Og hold da op, hvor var de bare både gode og store, de fiskefrikadeller.
Nu gjaldt det bare om at komme sydpå. Vi besluttede at køre over Mors. Der var godt nok langt udenom ad landevejen, men sådan måtte det være. De der færger er jo næsten ikke til at betale, og slet ikke når man også skal have en campingvogn med. Der blev googlet lidt, og det endte med vi tog den lille hyggelige Feggesund færgeoverfart. Færgen sejler hvert 20. minut, og vi kørte lige om bord. Overfarten tog kun 5 minutter og prisen var for en gangs skyld til at betale. Kun 130,- kr.
Herfra gik turen til Skive, hvor vi begyndte at holde udkig efter campingpladser, da chaufføren ikke ville køre ret meget længere den dag. Vi tog en enkelt overnatning på Viborg Sø Camping. 

Feriekompromis til det jyske - 1

Lørdag den 5. august 2017
Som nævnt mange gange før, er jeg hverken vild med bilkørsel eller campinglivet. Allan er til gengæld ret vild med begge dele, og hans ønske var blandt andet at komme en tur til Thorup Strand. Der hvor 'Gutterne på kutterne' huserer. Min kommentar var, at jeg ikke gad køre så langt, for at se et par blå fiskerbåde, for sådan nogle har jeg set før. Måske var de ude at fiske, og så var der jo intet at se. Jeg gad i hvert fald slet ikke, hvis vi også skulle have campingvognen på slæb, med alt hvad det indebærer. Det tager jo et par dage, inden vi kommer helt derop, og vi skal også bruge to dage på at komme hjem igen, og så er den uge næsten røget.

Vi indgik et kompromis, hvor vi medbragte campingvognen uden fortelt og andre dikkedarer. Jeg nægtede at være med til at opstille forteltet. Vi blev enige om, at cyklerne også måtte blive hjemme denne gang. Selvom vi begge meget gerne vil cykle, så kunne vi ikke se, hvornår det skulle kunne lade sig gøre. Vi vil jo også gerne gå. Vi havde nogle notater om, hvad vi godt kunne tænke os at se, men det eneste der stod helt fast, var Læsø, Thorup Strand, Rosenholm og meget gerne flere slotte. Hvad vi fik set, blev afgjort af hvor vi havnede. 
Første stop for natten blev Blommehaven camping, hvor vi ville tage et gensyn med Den Gamle By i Aarhus, den næste dag. Det har vi nemlig tit talt om, men vi ville have en hel dag til det. Vi havde sådan glædet os, men blev noget så skuffede, begge to. Set med vores øjne, er det blevet ringere som årene er gået, selvom der er kommet mere til. Møntergården var dog ret interessant. Her gik en vagt, der var villig til at fortælle og svare på spørgsmål. Der var også et par andre interessante steder, som lejlighederne fra 70'erne og købmandsbutikken, hvor man kan komme ind og virkelig se det på tæt hold, men de fleste andre steder må man nøjes med at kigge på det gennem ridsede og uklare ‘glasdøre’. Det er ikke helt det samme. Kort sagt, vi var ikke imponeret, men skuffede. Vi var heller ikke imponeret af Botanisk Have, som vi fik travet tyndt. Haven ser noget forsømt ud.  
Det er allerede den tredje dag. Campingvognen blev hurtigt hægtet på krogen. Målet var Rosenholm Slot, som har stået på ønskelisten flere år. Selvom vi tit er kørt forbi, har vi aldrig set det andet end fra vejen. Slottet består af fire fløje, som er tegnet af fire forskellige arkitekter. Det tog 50 år at opføre slottet. Vi var med på en interessant rundvisning. Her blev vi bestemt ikke skuffet. Da vi ikke måtte fotografere indendørs, er der kun billeder udefra. 
På vores videre vej mod nord, kom vi til at holde i kø under Limfjordstunnellen. Der smuttede lige en lille time, som betød, at vi desværre ikke kunne nå Voergaard Slot og dagens sidste rundvisning. Æv og øv. Det havde vi ellers lige sat os op til. Vi slog os ned på Hedebo Strandcamping i Sæby. Derfra var der ikke langt til Frederikshavn og færgen til Læsø, hvor vi ville sejle over næste dag.

Det er den 8. august og vores 4. feriedag. Selvom det stadig er højsæson, er der allerede taget flere afgange ud af sejlplanerne til Læsø. Vi havde derfor tid til at udforske området, inden vi skulle sejle.

Vi var en tur i Bangsbo, og ude at se et militærområde, her så jeg skiltet med Pikkerbakken, og spurgte Allan om ikke vi skulle undersøge hvad det var.

Jeg har selv bemærket, at jeg tit foreslår noget jeg fortryder, så snart jeg opdager, hvad det er. Jeg hader at køre på de der  meget stejle, smalle veje med dybe skrænter, og så oven i købet på en løs grusvej. Plads til to biler var der ikke ret mange steder, så vende om kunne vi ikke. Vi jeg håbede bare, at vi ikke mødte noget modgående trafik, for så ville jeg ud ad bilen. Da vi nåede toppen, holdt der allerede en bil. Der var selvfølgelig en hel fantastisk udsigt. Jeg overvejede at gå den lange tur ned, men hoppede dog ind i bilen, og vi kom også ned igen uden at møde modgående trafik.



I Bangsbo bor Enten. Han er 3 meter høj og vejer 500 kg. Hånden er 90 cm lang og 8 cm tyk. Hovedet er 90 cm højt. Han er lavet af jern, flamingo og beton. Det ligner i den grad træ, der er udskåret. 
Vi besøgte også Palmestranden i Frederikshavn. Stranden startede som en skør ide, men det endte med, der blev plantet 100 palmer, som trak mange badegæster til. Der var dog ikke mange strand- og badegæster at se, da vi var der den formiddag. 
For at slå den sidste tid ihjel, besøgte vi Frederikshavn kirke. Det er en korskirke med fire lige lange korsarme, og kirken (som er så stor at billedet tilter) har derfor et ret specielt udseende. Spiret er 56,5 meter højt, og der er fire mindre spir. Skagenskunstneren Michael Ancher har malet altertavlen og døbefonten er en muslingeskal. Klokkespillet består af 24 klokker og … læs evt. selv mere her.
Det var ved at være tid til færgeafgang mod Læsø. Det kommer der mere om i et senere indlæg.

Postgården og Fredericia Miniby

Som jeg skrev her, skulle vi bare have en overnatning et eller andet sted, hvor vi kunne få en oplevelse med hjem.
Valget faldt på Postgården i Fredericia, fordi han gerne ville se minibyen, som han havde læst eller forstået, var en større håndværksmæssig oplevelse end Kjøge.
Allerede da vi ankom til hotellet, bemærkede vi, at det var noget helt specielt over stedet, og at dette besøg i sig selv var en oplevelse. Vi vidste med andre ord hurtigt at vi skulle på opdagelse.
Da vi havde tjekket ind, gik vi ned i restauranten for at se om de havde noget lækkert på menukortet. Vi valgte kokkens menu, og blev bestemt ikke skuffet. Mange gæster valgte dagens ret. Den så bestemt også lækker ud, og det var tydeligt, at folk var ret begejstrede for maden, uanset hvad de fik serveret for deres penge.

Postgården er et gammelt hyggeligt sted med gamle møbler, der passer til omgivelserne, og en imponerende samling af kaffekander, kagefade med ører, platter, malerier og en stribe billeder, der hver indeholder en del af en rørende fortælling om Moderen med barnet. Kongeligt porcelænsfigurer samt sølvkander og skåle. Hver gang havde sin egen genre. Et eksempel er en H. C. Andersen gang. Det er umuligt at vise det hele. Billederne lever heller ikke rigtigt op til stemningen.   
Næste morgen var der morgenbord fra kl. 6, ikke fordi vi er nede SÅ tidligt, men det passer os ganske fortræffeligt, at man kan få morgenmad serveret før kl. 8. Morgenbordet var udmærket og havde et pænt udvalg af mælkeprodukter, pålæg, ost og frugt. Der manglede bestemt ikke noget, men brødet kunne ikke måle sig, med det vi fik serveret til aftenens menu.

Da vi forlod morgenbordet gik vi på opdagelse i alle hotelgangene, hvor meter efter meter under loftet, var fyldt op med kaffekander og andet. Vi havde tidligere talt med den ene af ejerne, hvor jeg spurgte om han havde tal på hvor mange kaffekander han havde. Svaret var nej, men sidst han talte var der godt 500 forskellige. Det samme antal gjorde sig gældende for kagefade med ører.










Bent havde lige fået 38 kaffekander mere, som han gik rundt med på alle gange for at tjekke, om de stod der i forvejen. Der var 'kun' 16 han kunne bruge. Måske kan man, selvom billederne ikke yder det retfærdighed, fornemme stemningen overalt. Hotellet er et besøg værd, og vi overnatter der gerne igen, hvis behovet skulle opstå.


Vi gik en morgentur til havneområdet, hvor vi så os lidt omkring, inden vi gik tilbage til Postgården og tjekkede ud for at være i Minibyen når de åbnede.


Da vi gik gennem billetlågen blev vi modtaget af en venlig herre, der spurgte om vi havde nogle spørgsmål, hvortil jeg svarede, at det vidste vi først, når vi så, hvad der var. Jamen jeg går bare med, siger han. Det var jeg ikke helt sikker på vi ønskede, men sagde ingenting og tænkte, så blev han nok hvor han var, så vi i fred og ro kunne gå og tale om, hvad de måske kunne have gjort bedre.
Jeg må sige, jeg blev overrasket, for manden holdt sig hele tiden i god afstand fra os, så vi kunne gå i fred. Så snart en af os vendte os om, og gik ham i møde for at stille et spørgsmål, kom han straks hen til os.
Det første der slog os var alle de mange tobakslader, som var tilknyttet mange af de små huse. Han fortalte med stor entusiasme om alt. Ingen tvivl om, at manden kendte alt til Fredericias historie, og at han bruger masser af tid på at forske i historien. For nylig fandt han dokumentation for noget fra 1700-og- et-eller-andet, som man ellers ikke kunne finde en forklaring på.

Også i minibyen synker husene og slår revner. Derfor må der drænes. Vi blev meget klogere på hvordan Fredericia købstad så ud i 1849. 
Det var virkelig en interessant guide, som dog måtte slippe os ude ad syne, da der kom en flok på 75 børn, som han var nødt til at holde øje med, da han havde mange dårlige erfaringer med sådan et besøg. Det forstår vi godt var nødvendigt. Vi havde også svært ved ikke at blande os.
Ingen af børnene så ud til at være mere end 10 år, men det forhindrede dem ikke i at ryge smøger. De kravlede gennem den lille byport (den episode var, den eneste vi så en af lærerne tage sig af) kastede med sten, løb frem og tilbage og sprang over husene. De pillede ved husene og legede slåskamp på skråningen af de små volde, med det eneste formål at få den anden part skubbet i minivoldgraven. Endelig blev ungerne kaldt sammen af lærerne, hvor de fik lidt historieundervisning. Minibyen åndede atter fred og idyl, men der var vi også klar til at forlade stedet.
Vi ville gerne have set de arbejdende værksteder, men de er flyttet et andet sted hen, hvor man skal advisere sin ankomst, men de lukker allerede 11:30 så det kunne vi ikke nå. Så alt hvad vi så, var en der sad og murede og klippede mursten til.