Strik til Røde Kors

Jeg syntes det er et rigtigt godt koncept Røde Kors har skabt. Det styres af en masse frivillige rundt omkring i landet, til  stor gavn og glæde for både nørklekvinderne og modtagerne. Der strikkes næsten udelukkende af garnrester og optrevlergarn. Frivillige kører rundt og henter garn fra dødsboer osv. eller tager imod på hjemmeadressen. De der ikke kan strikke, kan måske trevler strikketøj op og vikle på nøgle, så andre kan strikke og til sidst er der én der står for indsamlingen af det hele og sørger for at det kommer afsted til f.eks. børnehjemsbørn i Rumænien.

Avisudklippet er fra Lolland-Falsters Folketidende 2004

Jeg er sådan set ikke “medlem” af denne strikkeklub, men når jeg har fået samlet nogle garnrester, får jeg ryddet ud i dem ved at fabrikere en sweater. Der er bestemte mønstre der skal følges, og det er forbudt at pynte med knapper o.l. Jeg havde rester til denne

 

Min mor har været en del af dette team i mange år, og det er hun stadig. Nørkle-damerne i vores område samles EN gang om måneden i et af kommunens lokaler. Her medbringer de månedens arbejde, mens de samtidig strikker et par timer over en tår kaffe, og ser om der er kommet nyt og spændende garn, som de kan få med hjem til næste måneds forbrug. Dette er hvad mor afleverer denne gang, og hun får selvfølgelig min trøje med.

Blogleg – hvordan så du ud i 60´erne

Annette har startet denne leg, som også kan ses på Blogkvinder 40+ Jeg leger selvfølgelig også gerne med.

På det første billede er jeg sammen med mine småsøskende ca. 1962 og vi var altid ens klædt på. Den historie komme måske en anden gang. Næste billede er fra min første skoledag i 1962. Jeg er 6 år gammel og har fået den flotteste læder-skoletaske, der fandtes i hele forretningen, :-) Den og et næsten lige så stort dobbeltradet læderpenalhus var jeg meget stolt af. Jeg er i hjemmesyet og broderet kjole. Vi gik næsten altid i hjemmesyet tøj. Til venstre har vi alle 3 den samme model på. Den kjole har jeg stadig. 

Første billede er fra 6. kl. i 1967, hvor jeg lige har fået mine første briller. Det andet billede er fra min konfirmation den 20. april 1969. Der er jeg 14 år.

Håret skulle altid være sat op, forlangte mor, ellers blev vi klippet korthåret. Før jeg kunne klare opsætningen selv, gjorde mor det, og hun strammede det så meget, at det næsten var umuligt at lukke øjnene, så det var bare om at se at få det lært. Jeg har heller ikke undladt at fortælle hende det mange gange senere i livet. I de større klasser i skolen hev jeg selvfølgelig sløjfer og elastikker ud i skoletiden, selvom det var forbudt, og det ses også tydeligt på et skolefoto jeg har, at håret bærer præg af de evige elastikker. Jeg havde en gevaldig diskusion med mor til min konfirmation, fordi jeg ikke ville have de der “lille-pige-rottehaler” Der var ingen pardon, håret skulle sættes. 

Høreapparater – et aktuelt emne

Jeg skrev, at Allan var testperson hos GN ReSound 1-2 gange årliget. Det stemmer ikke helt. Dvs. han er stadig testperson, og rigtig glad for at være det, selv om han har taget mange fridage for egen regning, og i øvrigt ikke får andet end fornøjelsen og en masse viden ud af det. I år har GN allerede haft brug for ham tolv gange, da han er en af dem med et ekstremt høretab, som de tester høreapparater til lige nu. Heldigvis er han gået på efterløn, for ellers ville det have taget et godt indhug i vores ferie, eller i lønnen, da det sammenlagt bliver mindst 3 uger, der rives ud af dette arbejdsår.
Hver gang han er derinde justerer de enten apparaterne, eller beholder dem for at videreudvikle på dem. I næste uge skal han derind igen og det er ikke sidste gang i år.De høreapparater han tester i år, kommer højst sandsynlig på markedet i 2011, og da Allan først kan få nye apparater i 2011, håber han selvfølgelig på at kunne få de sidste nye, som han ved virker og passer lige nøjagtigt til ham, da han selv har været med til at godkende dem inden de bliver produceret.
Som tak for hjælpen fik han før i tiden 2 flasker rødvin i julegave, men de blev sparet væk allerede sidste år. I denne uge kom han dog hjem med denne flaske. GN uddeler så længe lager haves, efter først til mølle princippet. Vi var en af de heldige.

Aftalesvigt

Sådan noget gør mig sur. En aftale er en aftale. Jeg havde sådan set fået det rystet af mig, indtil mit blik faldt på disse spejle på værkstedsbordet.

Vi havde fået samlet et lille lager af campingspejle, fordi sådanne tingester ikke er lavet så de passer til alle bilmærker. Nu syntes jeg efterhånden, at vi måtte se at få ryddet lidt ud. Allan satte en lille annonce i den Blå Avis, og der var da også straks henvendelser. Allan og køberen aftale, at køberen kom mellem 10 og 11, og køberen sagde selv, at han ville ringe eller sende en sms, hvis han blev forsinket. Med min 6. sans fornemmede jeg, at vi aldrig så noget til den køber, så jeg sagde til Allan, da vi stod op om morgenen, at jeg tror køberen svigter os i dag. Hvorfor skulle han dog det. Jeg ved det ikke, siger jeg, men jeg tror bare ikke vi hører mere fra ham, nogen sinde. Jeg ved det irriterer Allan, når jeg fortæller om mine fornemmelser, men jeg får som regel ret. Da klokken blev 11.15 havde vi ikke set skyggen af køberen, og han havde heller ikke ringet. Dårlige erfaringer har lært mig at lave helt klare aftaler, hvor det indgår, at varen ikke holdes tilbage, men ryger til den næste på listen, men nu var det jo Allan der havde lavet denne. Jeg mener at en aftale er en aftale, så køber kunne ikke forvente at vi var hjemme, hvis han kom om eftermiddagen, for der havde vi selv lavet en aftale. Allan ville ikke være med til at forlade matriklen, hvis køberen dukkede op, så nu havde Allan et problem, da han aldrig selv ville svigte en aftale. Det endte med Allan ringede til køberen. Det var et barn der tog telefonen. Langt om længe, fik Allan køberen i røret, og spurgte hvad det blev til med deres aftale. Jamen køberen var da lige vågnet, for han havde været til fest i går, og det blev sent….. Hrmp…. jeg kan ikke tage det…så kunne han have sendt en sms inden han gik i seng. Køberen sagde til Allan, at han meget gerne ville have de spejle, så Allan kunne bare sende dem sammen med sit kontonr. så han kunne overføre pengene til os. Allan sendte kontonr. på mail og sms, og pointerede at spejlene blev sendt når pengene var på vor konto.

Episoden er næsten 2 mdr. gammel, men manden har vi stadig ikke hørt noget fra. Heldigvis er vi blevet af med de nyeste og dyreste spejle, så vi må jo bare på den igen.

Sådan så skoven ud til fyraften i dag.

Dagen blev ikke helt som planlagt

Den blev faktisk meget bedre……Allerede i aftes, ringede min mor, bare til sådan en gang hyggesnak, som hun tit gør, og så siger hun, jeg har forresten lavet kludder i alt mit strikketøj – nej, jeg har da stadig et jeg kan strikke på, men det kan jeg jo også hurtigt få lavet kludder i. Hun har haft hjertestop m.m. Jeg vidste, at vi i denne weekend ikke kunne regne med assistance fra nogen af mine søskende, så jeg tilbød at hente mor i løbet af formiddagen, fordi jeg ikke syntes hun skulle sidde i lejligheden helt uden håndarbejde en hel søndag, da hun bruger utrolig meget tid på dette. Jeg kunne nok få ordnet det strikketøj, mellem de andre gøremål, som hun vidste vi havde gang i. Jeg gik i gang med at tapetsere fra morgenstunden, og hentede mor til formiddagskaffen. Allan skar et par fliser til, mens jeg fik gjort mor køreklar med et sæt strikketøj.

Så forsvandt Allan ud til campingvognen, som skulle have en ordentlig omgang. Jeg rørte flisemørtelen op, og mens det trak, skar jeg de sidste fliser til, og rettede strikketøj.

Allan blev lige så våd som campingvognen - nok mest forde det øs regnede, men højtryksrenseren gav også et tilskud. Jeg havde efterhånden nærmest opgivet at blive færdig med rummet i dag, og havde bestemt også mere lyst til bare at sidde med mit eget strikketøj. Så ved frokosttid, tog jeg fat i det, og fik strikket nogle omgange. Da Allan sagde, at han ikke kunne fjerne de sorte striber på campingvognen med de midler han havde til rådighed, og derfor var nød til at køre ud og investere i et vidundermiddel, fik jeg da hevet mig selv op ved nakkehårene og fortsatte fliseopsætningen og tapetseringen. Ligesom Allan var tilbage, får vi et uanmeldt kort besøg af en ven. Allan og vennen drikker en øl sammen, mens vi alle 4 får en lille sludder. Vennen kører, og det er blevet kaffetid, som udnyttes med et par omgange på strikketøjet. Det var meningen at jeg ville have kørt mor hjem efter kaffetid, men nu kunne jeg trods alt se, at det var muligt, at nå at blive færdig med at tapetsere, så jeg sagde til mor om hun ikke ville spise med, for så kunne jeg nå at blive færdig til spisetid, og det ville hun da gerne. Allan gik ud til campingvognen og jeg til mit tapet.

Allan kom ind 16.30 og havde opgivet at blive færdig med vognen i dag, så det er udsat til en tørvejrsdag, forhåbentlig i løbet af ugen. Og jeg…. jubiiiiiii….. jeg blev også færdig. Jeg har kørt mor hjem med 4 sæt strikketøj. Hun strikker til Røde Kors.

Nu skal jeg bare have fuget fliser og malet vægge, og Allan skal montere skabe, vask og fodpaneler.

Opfriskning og vinterklargøring

Det trængte gevalding det rum, som har skiftet funktion fra vi i sin tid byggede huset. Det startede med at være et bryggers, hvor jeg kunne, slagte gris, ordne havens grønsager og vaske børnenes støvler osv. Men da børnene blev for store til potten, var der somme tider gevaldig trængsel på badeværelset. Og da Allan er blikkenslager og vvs-mand, var det let for os at installeret toilet m.v., og det har vi efterfølgende haft meget glæde af. Senere har Allan lagt gulvvarme, og jeg har lagt fliser på gulvet og malet vægge et par gange, men det er efterhånden meget længe siden, og nu skulle det altså være. Allan har brugt ugen på at pille skabe og håndvask ned, samt rive tapet af og lappe hullerne i væggen.

I dag gik jeg i gang med at sætte fliser op, der hvor håndvasken normalt sidder. Det er noget vi har talt om i flere år, men aldrig har fået gjort noget ved.

Mens jeg, for det meste, kunne arbejde inde i varmen, var Allan ude i kulden for at gøre campingvognen klar til vinteren, så vi kan få den kørt til vinteropbevaring. Laderen virkede ikke, så vi har måtte købe en ny. I dag har han afmonteret dem gamle lader. Ligesom han har tømt vandbeholdere og slanger for vand, så det ikke frostspringer i vinter.

Vi ved godt hvad vi skal få tiden til at gå med i morgen.

Halloween i Tivoli

I onsdags holdt jeg en fridag, og vi kørte en tur til staden, hvor vi havde et par ting vi skulle ordne. Da jeg, som i måske ved, har vundet dette guldkort til Tivoli, kunne vi ligeså godt benytte os af det samtidig. Tivoli var fyldt med mennesker og græskar overalt. Det var virkelig flot pyntet.

Køerne var alenlange til alle aktiviteterne samt is, slik og madboder, men da vi hverken skulle køre med klapvogn eller rollator, kunne vi smyge os igennem trængslerne. Mange steder, hvor vi ville ind og have en tår kaffe, var alt optaget, men det lykkedes os til sidst.

Vi havde travet Tivoli rundt, flere gange, da det blev mørkt. Og da det samtidig var blevet regn- og stormvejr, samt hundekoldt, droppede vi aftensmaden i Tivoli, og kørte mod Lolland.

Vi kørte ind og spiste et fredeligt sted på hjemvejen i stedet, og landede på matriklen kl. 21.30 hvor vi indtog aftenkaffen.

Med hjertet i halsen – Panik på broen

Broarbejdet er forlænget en måned, så der er stadig kun en kørebane på broen. Jeg kørte selvfølgelig frem, ligesom bilisten foran mig, da der blev grønt lys. Midt på broen stoppede trafikken. Brovagten stod inde til højre og fægtede gevaldigt med armene, og det betød at vi skulle køre fremad, og det kunne ikke gå stærkt nok, broen skullel op. Mit hjerte fløj op i halsen, jeg havde absolut ingen mulighed for at køre fremad, og jeg holdt på broklappen ligesom bilisten foran mig. Jeg kunne ikke se hvad der skete foran mig, men min fantasi fejlede ikke noget, der passerede et par scener revy for mit indre, da et et par broarbejderne røg ud på kørebanen og fik klaret paragrafferne. Der blev plads til mig og den forankørende, på sikker “brogrund.” Jeg var kun lige akkurat kommet i sikkerhed, da jeg hørte signalet, og begge broklapperne blev åbnet. Først der kunne jeg komme ud og se hvad der var i gære.

Mens hjertet prøvede at finde tilbage til sin oprindelige plads, sad jeg og tænkte hvordan jeg kom ud af dette cirkus, da brovagten kom hen til mig og spurgte, om han kunne få mig til at bakke et pænt stykke og køre ind og parkere bag afskærmningen, når skibet havde passeret, fordi han ikke mente det førte til noget positivt, at få dem på den anden side til det, da det var der kaosset var skabt, da en bil og traktor med et roelæs stødte sammen. Den ene trafikant var tilsyneladende bakket ind i den anden, mere vidste brovagten ikke, det hele lød meget mærkeligt i mine ører. Men da store skibe ikke bare sådan lige kan bremse, så skulle broen op, ellers var skibet kollideret med broen.

De to sammenstødte, var nød til at passere broen, før vejbanen kunne åbnes, så et par broarbejdere overtog trafikreguleringen, så jeg og min medfange kunne befries, og trafikken igen kunne blive normal.

Vi bygger hus

Det er mange år siden, men vi skulle bruge en pæn sum penge, for at købe vores byggegrund, så vi kunne komme i gang med vores drømmehus. Allan solgte derfor sin forholdsvis nye bil, en Morris mascot, og så kørte vi i min ældgamle model af samme slags. Jeg var stadig under uddannelse, så pengene var meget små.
Da vi byggede foregik alt pr. håndkraft, ingen maskiner til hjælp ud over en blandemaskine. Vi gravede hele husets grund med en spade, så det tog sin tid. I 1976 begyndte det at gå fremad, nu skete der noget vi kunne få øje på. Billederne er elendige, og de bliver ringere og ringere for hvert år. Allan graver ud til gulv, og jeg er ved at få arrangeret et stykke have, så vi kan dyrke vores egne grønsager. En hjælpende hånd sagde vi ikke nej til.
Min far er i gang med at mure, og pr. 1. maj opsagde vi vort lejemål i Sakskøbing og flyttede ind på campingpladsen nær vort kommende hjem, så vi kunne bruge mere tid på huset. Vi flyttde ind i huset senere på året, selvom vi langt fra var færdige, vi havde slet ikke noget køkken, vi brugte campingblusset til at lave mad på.
Vi havde en deadline, fordi byggeriet skulle være færdiggjort og godkendt inden to år, men også for at få det bedste lån hjem, nemlig til en rente på “kun” 16,474%. Nej, jeg har ikke skrevet forkert. Det var rigtige gode vilkår, dengang. Vi fik samlet en flok medhjælpere, en weekend, så huset kunne blive fuget, og vi skiftedes til at fodre blandemaskinen, her er det min mor i aktoin.
Vi nåedede det, og fik det “billige 30 årige lån.” Den første termin skulle betales 11. juni 1977. Dengang var der jo kun 2 terminer om året.
Sommeren 1978 havde vi fået både græs, blomster og urtehave. Jeg havde fået lagt fliser på terrassen. Efterfølgende har vi renoveret haven flere gange. Men også lavet nyt køkken, og badeværelse, så vi kom af med alle de brune og grønne fliser, som var topmoderne da vi byggede. Stuen har også fået et helt nyt look, med parketgulv i stedet for det brune gulvtæppe. Selvom vi har bået på samme adresse i 34 år nu, så har vi nærmest fået nyt hjem flere gange.

En seddel på skrivebordet

Det er ikke hver dag jeg ser min arbejdsgiver. Og mange gange ved jeg slet ikke hvor han befinder sig, hvornår jeg ser ham, eller hvornår han kommer på kontoret. De par kollegaer jeg har, arbejder i helt andre bygninger langt fra mig, eller på helt andre matrikler, så jeg hersker helt alene på kontoret. Det har både fordele og ulemper. De mange fordele er jeg vældig godt tilfreds med. En af fordelene er bl.a., at jeg bare kan lægge en seddel på skrivebordet, hvor jeg har skrevet, at jeg holder et par fridage. Sådan en seddel har jeg lagt i dag.

Hej ……… Jeg holder fri onsdag den 20.10. Hilsen Pia

Hvis vejrudsigten holder, får vi næppe sådan en solopgang i morgen.

I morgen skal jeg nemlig til arbejdsplads nr. 2, hvor jeg har den samme frihed. Der er jeg nærmest også uden kollegaer, og der har jeg heller ikke styr på chefen, han er dog mere stabil. De kollegaer jeg har der, står oppe i butikken og sælger varer, men kommer dog ud til mig flere gange i løbet af dagen. Når jeg beder om fri, siger chefen til mig, det styrer du selv, det behøver jeg ikke at vide, bare du ordner det der skal ordnes. Selvfølgelig gør jeg det, det er jo derfor jeg er ansat. Men hvis jeg var chef, ville jeg da gerne vide hvornår mine ansatte var der, selvom de sagtens kan åbne forretningen, fordi jeg ikke møder op. De butiksansatte har ikke samme frihed, hvis nogen skulle være i tvivl, men vores trivsel og meninger lytter chefen meget til.

Jeg lægger en seddel når jeg ønsker en fridag, så kan chefen jo selv afgøre om han vil læse den.

Hvorfor blogge

Det er noget der har rumsteret i mine tanker de seneste år. Ikke fordi jeg har læst blogge sådan generelt, overhovedet ikke, men af og til, når jeg har ledt efter noget på nettet, er der dukket interessante ting op, og pludselig er jeg havnet et helt andet sted end tiltænkt. Det sker i øvrigt alt for tit, fordi der er så meget spændende indenfor rækkevidde. Når jeg så er landet på en blog, har jeg tænkt, at det kunne jeg da også kaste mig ud i, men jeg har alligevel holdt mig tilbage, fordi jeg var klar over, at det var tidskrævende, og sådanne tidskrævende projekter har jeg rigeligt af, da jeg elsker at stikke næsen i alt mellem himmel og jord. Jeg vil nemlig gerne det hele, og det er der jo ingen der kan. Jeg har så haft en lille og lang kamp med mig selv, men har, som nogen allerede har observeret, kastet mig ud i det. Jeg skriver jo alligevel dagbog og notater, og gemmer alverdens udklip …….alt for mange…… og alligevel ikke nok. Så kunne jeg jo ligeså godt skrive på en blog, og samle en del af det der. Så er jeg sikker på det ikke bliver brændt af den dag nogen skal rydde op efter mig. 

Som slægtsforsker, og interessen i bevaring af gamle billeder,hvor jeg i Sakskøbing Lokalhistoriske Arkiv, som rigtigt mange andre også gør, hjælper med  datering af gamle begivenheder, opklaring af navne, bygninger osv., når Arkivet råber om hjælp på nettet, således at gamle billeder for Sakskøbing og omegn bliver så fyldestgørende som muligt, til glæde for fremtidens slægts- og historieinteresserede. Der er mange andre steder jeg får rodet mig ud i noget, så det var jo en oplagt sag, at starte en blog og skrive min egen livshistorie. Dagbogen slipper jeg ikke helt, da der, trods alt, er for mange private ting, som jeg ikke ønsker at offentliggøre. Måske hvis jeg kunne sende det ud i æteren til læsning om et par hundrede år eller mere.

Jeg havde slet ikke regnet med at blive opdaget, uden selv at vise mit ansigt på nogle blogge først. Men pludselig var der én helt nede i Holland, der som den første fik øje på mig, bortset fra et enkelt familiemedlem som vidste jeg var gået i gang, og det var da spændende. Jeg hygger mig ved dette skriveri, og har "travlt nok med at passe mit eget.” Selvfølgelig er det da dejligt, at nogen overhovedet gider læse det jeg skriver, og en kommentar, er da også skønt. Men jeg skriver primært ikke, for at få en masse kommentarer, det er ikke et must for mig. Ligesom jeg ikke vil være den flittigste til at kommentere hos andre. Det betyder bestemt ikke, at jeg ikke læser med, jeg kan jo slet ikke lade være. 

Min plan er også, at jeg bestemt ikke skal skrive et indlæg hver eneste dag, og det stadie, har jeg flere gange besluttet mig for at være nået til, men det er svært at lade være. Jeg har stadig en mening om, at jeg ikke skal skrive så tit, hvornår det så end bliver. Lige nu har jeg bare så mange emner, jeg gerne vil have gemt for fremtiden, og så bliver jeg også grebet af det andre skriver om, for slet ikke at tale om bloglegen, som jeg syntes er rigtig sjov.

Jeg skriver som nævnt, blot for at fortælle mit livs historie. Billederne har intet med indlægget at gøre, de er bare sat ind for at krydre siden lidt med naturen omkring mig, som jeg holder rigtigt meget af.