Kom med mig på arbejde

Den sol, sommer og varme vi manglede i foråret, har vi heldigvis fået lagt til her i efteråret. Det er et fantastisk vejr, selvom der godt nok ikke er meget varme i luften om morgenen.
De to dage om ugen jeg kører til Stubbekøbing, sidder jeg lunt i bilen, og kan ikke helt nyde udsigten på samme måde, da jeg selv er chauffør. Disse paddehatteskyer måtte jeg dog stoppe op og tage et billede af i tirsdags.
De tre andre dage, hvor jeg tager cyklen, har jeg meget mere nydelse på hele min rute. I onsdags tog jeg hjemmefra et kvarter før normalt, så er der tid til et par stop undervejs.

Første gang jeg hoppede af cyklen, var jeg kun kommet godt en halv kilometer væk hjemmefra. Det er blevet rigtigt koldt om morgenen. I starten af turen, mærker jeg den kolde luft igennem tøjet, og hvis nogen af jer skulle være i tvivl, har jeg faktisk både en lille trøje, jakke, ørevarmere og lange tynde bukser på. Næste stop er lige før skoven.
Den lille remise der ligger ude på marken, kan, i mine øjne, både ligne en kæmpe færge og en lille ø. Nu er jeg godt en kilometer hjemmefra, og har allerede fået arbejdet mig varm, så lynlåsen i jakken er blevet åbnet. Man arbejder sig jo hurtigt varm, på krop og ben. Anderledes ser det ud med fingrene. Jeg må altså huske de handsker i morgen, for fingrene var ved at fryse af. Jeg prøvede at trække hænderne op i jakkeærmet, men så kunne jeg ikke nå cykelstyret.
Når jeg kommer ud ad skoven, ved jeg at det næsten er en selvfølge at se dyr, så jeg sagtnede farten rundt om hjørnet, og her stod et af dyrene lige midt på vejen. Jeg forventede at det ville løbe sin vej, når jeg steg af cyklen for at tage et billede, men det blev stående, og så kom der et dyr mere fra den anden side, og lidt senere endnu et.

Vi stod en rum tid og holdt lidt øje med hinanden, inden jeg satte mig op på cyklen, som bevirkede at de sprang afsted.
Når jeg ankommer til kontoret har jeg ingen problemer med at holde varmen i sommertøjet og de bare arme.
Når arbejdsdagen er slut, og jeg ikke hænger i en eller anden snor, med noget der skal nås til et bestemt tidspunkt, fristes jeg ofte til at tage en lille afstikker hjem.

 
Jeg har kigget på flagermustræer. Dem er der rigtig, rigtig mange af. Jeg har kigget på ny sø i skoven.
Man vurderer søen vil tilføre skoven øget biologisk værdi, da den vil have en positiv effekt på flora og fauna og blandt andet også fremme levevilkårene for den grønbrogede tudse. Nu venter søen bare på at vejrguderne fylder den med vand og det har den sådan set gjort i flere uger, men vandet skal nok komme.
Jeg har kigget efter svampe, som jeg bare har beundret og ladet stå. Lige bortset fra en enkelt støvbold, som kom med hjem. Støvbolde er der rigtig mange af. Flere end jeg kan spise mig ud af, da de tilmed er kæmpe store.

Vanskabte høns eller æg? - og legehjørnet

Da jeg stillede de nyindkøbte æg, fra de fritgående høns i køleskabet, bemærkede jeg at et af æggene var meget, meget tynd i skallen, men alligevel tæt og stærkt nok til at jeg kunne trykke på det uden det knustes. Efter et par dage, stak ægget mig lige i øjnene, da jeg åbnede køleskabet. Skallen var nu bristet og krøllet helt sammen. Efter et par dage skulle jeg lave en portion melboller. Da jeg slog det ene æg ud, indeholdt det slet ingen blomme.


Jeg har brugt en del tid i haven, for at få den til at se ud som jeg allerhelst vil have det. Desværre er det kun en stakket frist, men nu er den finkæmmet. Da bladene fra påskeliljerne altid irriterer mig, og lukker af for de andre blomster bagved, så fandt jeg på at flette alle bladene langs hele indkørslen. Måske en skør ide, men det pyntede.
Jeg elsker mit drivhus, som jeg besøger flere gange dagligt. Selv når vejret ikke er allerbedst, så er der dejligt tørt og varmt og så kan man også lege lidt med kameraet. Her er det purløgene der blomstrer og årets første peberfrugter har været på vej et stykke tid. Da jeg skulle vande mine blomsterkrukker, fik jeg pludselig øje på denne mikroskopiske edderkoppefamilie. De var bare bitte, bitte små gule prikker i blomsten. Jeg tror ikke de kan lide brusebad, for de fik godt nok travlt med at krybe sammen. Sikke en aktivitet der blev. Jeg måtte ind og hente kameraet.

Forkælelse, 7 rejser og meget mere på en weekend

Så kan man vist næppe ønske sig mere.
Fredag morgen sagde chefen, mens hun strøg ud ad døren. Jeg kommer igen om et øjeblik. Da hun trådte ind ad døren få minutter senere, kom der et glædesudbrud nede fra døren, hvor mine kollegaer sidder. Jeg kunne ikke se hvad der foregik, da jeg sidder med ryggen til og der er reoler imellem os. En af mine kollegaer gik på påskeferie allerede nu, så der var simpelthen uddeling af påskehilsener til os alle.


Her i vores lille by, er der mange tilbud at vælge imellem, når vi taler om aktiviteter i fritiden, og der kommer flere, takket være en masse ildsjæle. Det hele er på frivillig basis. Til denne udsigt, har Allan hver 14. dag det sidste halve år, gået til ‘gør dine digitale billeder levende’. Kontingentet var 175,- kr. for hele husstanden. Fredag aften var der afslutning med spisning, hvor jeg valgte at tage med. Efter spisningen var der nemlig eksamen fremvisning af deltagernes egne små film, som var vidt forskellige både hvad kvalitet og øvrige indhold angik. Vi var på tur og fulgte Rhinen gennem Tyskland, Østrig og Schweiz, sejlede fra Göteborg til Stockholm på Götakanalen til Læsø og Fejø. Vi besøgte Mærskskibet. Holdt ferie på Limfjorden, var i Ålesund i Norge, samt en tur på Færøerne Allans projekt. Det sidste indslag var en rundvisning i vores egen lille flække, det var lige til en turistbruchure. Jeg tror at alle fik inspiration nok til nye ferieoplevelser.
Lørdag var det det skønneste vejr, så det blev haven og friluftlivet der trak i mig, mens Allan blev sendt afsted med indkøbssedlen på de sidste mangler, til hans egen lidt forsinkede fødselsdagsafholdelse i morgen, hvor ungerne kommer hjem og er her hele dagen. Jeg fik ordnet hele forhaven, så den nu er præsentabel til påsken. Jeg fik plukket mælkebøtter til mælkebøttesirup og Allan fik slået græsplænen. 
Jeg havde selvfølgelig mit kamera med i haven, så jeg har været nede at ligge på maven på fortorvet og lege med makro, da jeg så en masse mariehøns. Gad vide hvad naboerne har tænkt. Da vi havde drukket eftermiddagskaffe, gik jeg en tur, først i den ene skov, der er ved at drukne i ramsløg, som står lige på spring til at blomstre. Så tilbage igen og en tur rundt i vores ‘egen’ skov. Jeg spiste af de hvide skovsyrer, som har sådan en dejlig syrlig frisk smag. Endnu en tur på maven i det våde sand for at fange fjeren i midten.Efter 1½ time i skoven, var det ved at være spisetid. Allan havde lovet at starte op på aftensmaden. Efter den var sat til livs, skulle jeg i gang med lagkagen til i morgen, for det hører sig til når man holder fødselsdag, siger ham med den søde tand. Jeg har tilberedt et par tærter, og resten må jeg klare i morgen. 

Ud ad huset i ekspresfart

Klokken var næsten 22 mandag aften, hvor Allan gik i køkkenet for at lave kaffe. Vi havde tændt vores pc´er. Da han skulle tappe vand, kom der et udbrud… Ej for helvede… himlen er fyldt med røde skyer over skoven.
Skal vi afsted, spurgte jeg. Nja, neej det er jo sent og kaffen… Kaffen kan da vente, siger jeg, som sagtens kan leve uden den et par dage eller mere. Skal vi cykle eller gå, spørger jeg. Vi skal cykle, hvis vi skal nå det, siger han. Det gik tjep med at få slukket pc´erne, lukket alle døre og vinduer i hele huset, før vi kunne springe på cyklerne. Afsted med 25-30 km i timen, for at få frit udsyn på Falster, som er det nærmeste sted for os at se en solnedgang.
Hjemme igen blev kaffen sat over, og alle døre og vinduer blev igen gavlet op, mens vi sad ude i haven, omsværmet af myg i tusindvis, og drak kaffen mens flagermusene fløj rundt om hovedet på os. Her er det helt almindeligt at se flagermus i haven hver eneste aften. Vi imponeres altid over de blinde flagermus har så gode flyvefærdigheder.

Allerede skidt igen - Lidt praleri og bryllupsdag

I weekenden kom Mads til morgenkaffe, og fortalte at han var blevet ringet op af en ven, hvis svigerfar ellers er mekaniker og laver både biler og andet småkørende materiel, men alligevel kunne han ikke få svigersønnens plæneklipper til at starte. Mads kommer som regel når nogen kalder, og der gik også kun et øjeblik, så var maskineriet køreklar, sagde han.
Når nu du er så klog Mads, kan du så ikke også lave mit fotografiapparat. Jeg har nemlig lige opdaget, at der igen er pletter på billedet. To pletter øverst i hver side, og en stor en i nederste højre hjørne. Det ved jeg ikke, siger han, sådan noget har jeg aldrig kigget på, men jeg vil meget gerne prøve. Jeg ved han elsker nye projekter og jeg havde ingen betænkeligheder ved at lade ham prøve. Garantien var jo udløbet i modsætning til juli sidste år, hvor det kom på autoriseret værksted.
Allan fandt den mindste stjerneskruetrækker han havde, og så gik Mads forsigtigt i gang med at skille kamaraet ad. Bemærk de mikroskopiske små skruer der ligger i det lille bæger på billedet til venstre. Da det var første gang han kiggede på indmaden i et kamera fik han skilt mere ad end nødvendigt, og jeg fik forklaring på hvad både det ene og det andet var. Hvor pokker ved drengen fra, hvad det hedder alt sammen og hvad det skal bruges til. Jeg glemte hurtigt hvad det hed og hvilken funktion det har. Jeg må indrømme at jeg er imponeret over, at han bare kan lave næsten alt, og at han kan finde ud af at sætte det hele sammen igen. Jeg er forlængst holdt om med at undre mig, og bliver først overrasket, den dag han ikke kan samle skidtet igen, uanset hvor mange løse ledninger og dele der ligger alle vegne.
Han fandt skidtet, blæste det væk og samlede kameraet igen. Nu er alt igen i den skønneste orden og bedst af alt, jeg behøver ikke undvære mit kamera. 

I dag der det 36 år siden Allan og jeg gik op ad  kirkegulvet. Hvor pokker er alle de år blevet af! Det var en god dag at blive gift på, så god at kongehuset også valgte denne dato, men først 27 år senere i 2004.

Brudebuketten ligger stadig på loftet, og ser noget sølle ud. Heldigvis står det anderledes til med vores ægteskab. I bund og grund er der ikke meget der har ændres sig i alle de år, selvom vi har taget nogle rutscheture i livets karrusel. 

Den dejligste morgen

Hvad gør man når man allerede er færdig med at sove klokken 5. Man ligger Jeg lå og vred mig en times tid, inden jeg vippede benene ud over sengekanten, mens jeg kiggede ud ad soveværelsesvinduet, og så en dejlig ny dag byde velkommen. Det måtte da udnyttes.
 


















Overskriften kom helt af sig selv. Jeg opdagede, at jeg på hele turen hele tiden sang for mig selv: “ Det den dejligste morgen i 100 år, og jeg lever.” 
Grammofonen er gået i stå, eller rettere, den kører i samme rille hele tiden, for nu kan jeg slet ikke få de to linier ud af hovedet igen.
Det må være fordi det er og bliver en dejlig dag. Og jeg har tænkt mig at udnytte den på alle måder, og jeg er allerede i fuld gang.

Vi halter bagud

Det er lidt mærkeligt, når man sidder her på den grønne ø, og læser, ser og hører om al den sne resten af Danmark er indhyllet i. Onsdag morgen da vi stod op, var der kommet et pænt lille hvidt lag her på matriklen. Endda så meget, at Allan var ude at skrabe det væk fra indkørslen inden jeg skulle køre. Jeg kunne nu sagtens køre igennem de par cm, men Allan vil have renset indkørslen inden den bliver kørt til. På arbejdet var der stadig helt grønt, men det ændrede sig i løbet af dagen. Sådan så himlen ud i eftermiddags, da solen var på vej ned. Jeg vil se om jeg kan få lukket lidt jul ind i weekenden. Der skal laves et par dekorationer til kirkegården, både til svigermor og fars gravsted. Jeg prøver at bestræbe mig på at få fars færdig til hans fødselsdag. Selvom far har været død siden 2007, samles vi stadig på dagen og spiser grønlangkål. Og ligesom sidste år, har mor inviteret, men hun har også bedt om min hjælp til at lave grønlangkålen. Måske kan jeg også få hentet et par nisser ned fra loftet og…
.
I sidste weekend tog jeg rigtigt mange billeder af solopgangen. Jeg vil gerne dele endnu et af dem med jer. Det er rimfrost, og ikke sne, man kan se på bord og bænk. 
Se flere himmelske billeder her

Post Danmark imponerer

I fredags, da jeg modtog dette brev på arbejdet, undrede jeg mig en del over, hvordan Postbudet havde fundet frem til, at brevet var til os. Jeg ringede til kreditoren og bad om at få fremsendt en kopi, men kunne ikke give hende de oplysninger hun umiddelbart bad om, da jeg kun sad med et halvt brev. Kunde- og fakturanr. var det eneste synlige. Vi var enige om at det var lidt mystisk, men det lykkedes hende selvfølgelig alligevel at finde os og fremsende en kopi via mail.

I dag, da posten kom, var der brev fra Post Danmark. Kuverten indeholdt den del der manglede. I brevet står der, at vi har prøvet at sende et brev. De har tilsyneladende ikke styr på hvem der er afsender og hvem der er modtager, når de skal læse et brev.
Når nu vi er i postafdelingen, så er her et par bud på hvordan en postkasse også kan se ud.

Nyt legetøj

Nej, nej, det er skam ikke mig, der har fået legetøj, men igen Allan, der har fået overtalt mig til en ny investering.
Da han for et par år,eller tre siden købte nyt kamera, fulgte der kun et lille objektiv med, så allerede der, var han klar over, at han måtte have et større af slagsen også. Derfor gik der heller ikke lang tid, før han havde investeret i det. Det ville nemlig dække alle hans behov for fotografering. Altså når også han fik en ekstern blitz og et fotostativ. Det var han i hvert fald fuldt overbevist om, og han var faktisk også godt tilfreds med, at han nu kunne zoome motivet længere ind. 
Ulempen var bare, at han alt for ofte havde det forkerte objektiv på, eller værre endnu, at han slet ikke havde tagt det med sig, men når nu han absolut vil have sådan et stort kamera, så mente jeg umiddelbart, at han bare måtte sørge for at tage det med, han skulle bruge.
Da vi så var her, fik Allan lov at låne noget udstyr af ham her, og det skabte et helt nyt behov. For lige siden har Allan jamret sig over, at han skal skifte objektiv hele tiden. Mærkeligt nok, så er det nemlig altid det forkerte objektiv, der sidder på kameraet, når han skal fotografere. Jeg syntes egentlig, at Allan har fotoudstyr nok, men jeg har overgivet mig, efter Allan har undersøgt markedet og egne behov grundigt, en ekstra gang. Det viste sig nemlig, at det han troede han ønskede sig, alligevel ikke var det helt rigtige. Han er nu blevet den lykkelige ejer af endnu et objektiv, og han påstår, at han ikke har flere ønsker til sit kamera…………hvis altså han også bare lige får en modlysblænde og et polaroidfilter.











Jeg ved noget Allan ikke ved. Hans ønsker stopper ikke her, jeg kender ham alt for godt.