Løvfrøer, løvfrømusik, havens første figner og sommerstrik

Vi skriver stadig august måned. Datering er mest til brug for min egen fornøjelse.

Som nævnt før, møder jeg et rigt dyreliv, når jeg cykler frem og tilbage på arbejde. Hele foråret og sommeren har jeg naturens musik til arbejdet. De små springfrøer kvækker nemlig meget højlydt. Det er øredøvende musik. Når jeg har kontordøren stående åben, er det umuligt at høre radioen. Et løvfrøkor kan tydeligt høres på to kilometers afstand.
Jeg har tit kigget efter de små løvfrøer, som kun måler 3-4 cm, men har aldrig rigtigt set dem. Det nærmeste har været en skygge og et plask, når de sprang i søen. En dag, da jeg skulle hjem fra arbejde, kiggede jeg igen efter dem. Da jeg gik ud i græsset hoppede de rundt mellem benene på mig. Hver gang jeg var klar med kameraet sprang de fra mig. Til sidst lykkedes det dog nogenlunde. Jeg har set dem efterfølgende. Nu kender jeg tricket til at få dem frem i lyset.
 
Der er høstet en masse peberfrugter, agurker og tomater i drivhuset. Hele sommeren består min frokost udelukkende af agurk og tomater samt et ½ stk. rugbrød. Somme tider er der blandet et æg, laks eller andet i. Tomater er det bedste snacks der findes, men uanset hvor mange vi spiser naturel og forærer væk, eller bruger i madlavningen, er der stadig et stort overflod. Så sædvanen tro, har jeg lavet en masse tomatsuppe og lagt i fryseren.



Noget helt nyt er mit lille figentræ. Sidste år, som var første år med figentræ, var der godt nok figner på det lille træ, men de nåede ikke at udvikle sig. Det gjorde de i år. Dog har det ikke bugnet med figner, men jeg har spist dem efterhånden som de er modnet. Jeg er vild med disse friske figner. Det er noget helt andet end syltede og tørrede figner, som slet ikke kan sammenlignes, og som er alt for søde til mig. 
Normalt bliver det ikke til meget strik om sommeren, for mit vedkommende. Der er så meget andet der trækker ude i haven og naturen, når jeg har fri, men lidt små projekter, er der da røget af pindene.
Jeg har noget rigtigt tykt garn, som er alt, alt for tykt til at lave små sweatere til Røde Kors. Det er der nu blevet små sutsko ud af. To firkanter og to trekanter sys sammen. Lidt bomuldsgarn er blevet til karklude. Jeg selv bryder mig ikke om at bruge den slags klude, så jeg må finde nogen at forære dem til. En enkelt sweater, er det også blevet til. For en gangs skyld, havde jeg så meget garn, endda nyt garn, at den kunne blive ensfarvet. Det betød, at jeg også havde mulighed for at strikke et mønster, der til en forandring ikke bare var striber.

Feriekompromis 3 – Mønsted Kalkgruber, ost, Give-Egnens Museum og …

Torsdag den 10. august og 6. feriedag
Vi ville gerne opleve lidt mere, men vi havde slet ikke forudset, at det var i dette område, vi ville havne. Hvad er der så lige at se her, som vi ikke allerede har set på et tidligere tidspunkt, og uden at køre nordpå igen, eller tage de store afstikkere. Vi skulle jo have campingvognen med på krogen hele vejen.
Jeg kom i tanke om at Allan gerne ville se Mønsted Kalkgruber, så det blev første destination. Man kan blive kørt med toget ned til minen, men toget kørte først senere, da de dårligt havde åbnet, da vi stod der, og desuden ville vi gerne gå.
Der er 60 kilometer underjordiske minegange, så der er nok at udforske, og vi gik rundt mange steder. Der var selvfølgelig mørkt, men vi havde lommelygte med. Der var stejlt, og der var fedtet. Meget blev udforsket, men langt fra alle gangene. 
Vi havde godt nok fået udleveret en brochure, men den havde vi ikke fået læst, og dernede i minen var der for mørkt. Et skilt med teksten ‘ost’ og en pil. Det måtte undersøges. Mørke gange og ingen skilt. Er vi på rette vej? Pludselig møder vi en meget smal og meget høj vindeltrappe. Vi standser, for må vi gå derop, og hvad er der, der? En anden turist, der åbenbart bare står og venter, fortæller os, at de siger man kan kigge 6 meter ned til ostelageret, så vi stiger til vejrs. Det er lige til at blive rundtosset af, og det kilder i maven, når jeg kigger ned. Op kommer vi, og gennem små bitte firkantede tremmer, kan vi rigtigt nok se et par mænd gå, men i samme gulvhøjde som os. De vender oste, maskinelt, og de kører den ene palle ost væk efter den anden med truck. Det er svært at få et billede af. Vi kravler går ned igen. Damen stod der stadig, nu med de følgere vi mødte oppe ved gitteret. Der farer en truck forbi flere gange med ostepaller. Truckføreren er så flink at stoppe op, så vi alle kan tage et billede af grubeosten. 
Vi forlod Kalkgruben og Allan ville til Give-Egnens Museum.
For en tid siden så han i tv, at en meget fjern slægtning H (som vi pga. skilsmisse og senere dødsfald, ikke har set eller talt med i mange, mange år) havde fået job der, og hende ville han gerne hilse på også. Udefra så museet ikke ud af meget, men vi gik ind og købte entrebillet. Allan spørger, er H her ikke. Jo, vil du gerne tale med hende. Da H kom anede hun ikke, hvem vi var, før Allan sagde sit navn. Vi fik en kort sludder, og hun ville finde os et eller andet sted i bygningen om ca. ½ time, så ville hun give kaffe og nybagte vafler fra det gammeldags komfur. Snakken gik lystigt, om alt fra museumsgenstande, livet i almindelighed, og vi fik fulgt op på hinandens liv, gøren og laden inden vi kørte videre sydpå.
Museet overraskede i den grad mig. Jeg havde ikke forventet, at der var så meget, da jeg så det udefra. Vi så Hedebondens gård, den var indrettet, som man nu boede dengang. Der var indrettet butikker med handel og håndværk. Der var alt hvad hjertet begærer. Absolut anbefalelsesværdigt at besøge. Det eneste vi ikke kunne se, var det historiske køkken, for der var en skole på besøg, som havde undervisning der, og det var dem der bagte de lækre gammeldags vafler til vores kaffe.  
Selvom jeg ikke er særlig søstærk, besluttede vi at tage over Langeland hjem. Det er trods alt en del nærmere, og prisen er kun 15,- kr. dyrere end broen. Det får vi hurtigt brugt i brændstof, og vi kom væk fra den trivielle motorvej. Da vi nåede Spodsbjerg meddelte Allan, at han ikke kørte længere i dag, så vi skulle have en overnatning mere. Færgen ligger da lige der, sagde jeg. Du skal da bare køre på, og så er der hviletid næsten en time. Vi er jo næsten allerede hjemme. Jamen så kører du af færgen og resten af vejen hjem. Nej, du ved godt jeg nægter at køre med det dyr campingvognen. Jamen så overnatter vi altså i Spodsbjerg, sagde Allan, og det gjorde vi så, på Billevænge Camping.
Endelig lykkedes det at få et gensyn med den campingplads, hvor vi to gange har haft lagt planer, der er blevet spoleret. Det var der min barndoms første campingtur gik hen, og det var også der, Allan og jeg holdt vores første fælles ferie for 43 år siden. Campingpladsen var lille, hyggelig og fredelig. Nøjagtig som vi huskede den, og alligevel kunne vi ikke helt genkende den. Der var i hvert fald noget længere til stranden end Allan huskede.
Næste dags morgen, den 7. feriedag, kørte vi til færgelejet og var hurtigt hjemme. Vi havde allerede en halv aftale om lørdagen og en fast aftale om søndagen, men vi blev endnu en dejlig ferie rigere. Bilen fik kørt en masse kilometer, og vi fik travet mange campingpladser, strande, søer og andet rundt. Vi har, som altid, kun været i campingvognen for at sove. Vejret var så godt, at vi hver aften (selvom alle taler om en dårlig, våd og kold sommer) kunne sidde ude at spise. Når vi havde spist gik vi ture. Vi nåede at få 80.000 skridt på kontoen den uge, og vi har nydt al den friske luft, vi har indåndet undervejs.

Feriekompromis 2 – Læsø, Voergaard slot og Thorup Strand

Stadig tirsdag den 8. august. Se evt. foregående blogindlæg.
Det var især på Læsø, vi ville have brugt vores cykler, men nu var det jo udelukket. Vi kunne da også bare gå rundt derovre, men hvad nu hvis vi ikke nåede at se det, vi gerne ville. Der er jo trods alt grænser for, hvor langt man kan nå at komme rundt på gåben. Vi kunne også leje cykler, eller tage gratisbussen, men hvor kører den så hen, hvornår kunne vi komme på bussen igen, hvis vi stod af? Med min tendens til både sø- og køresyge, blev bussen udelukket. Det endte med vi betalte den hampre pris, for at få vores egen bil med. Bagefter har Allan fundet ud af, at vi kunne leje en elbil en hel dag for 300,- kr. mindre, end vi betalte for at få bilen med over.
Det første skilt vi mødte var Saltsyderiet. Vi havde nok forestillet os, at det var en lidt større historie, end det der mødte os, men interessant var det bestemt, og vi fik da også købt lidt med hjem, selvom det kan købes alle vegne. Smagsprøverne lokkede.
Vi besøgte også Museumsgården ‘På Lynget.’ Spændende og interessant. Det er lige os, sådan noget, hvor man kan gå rundt overalt, og se det hele på nært hold i hvert eneste rum. Der får man valuta for pengene, hvis man spørger os. Da vi betalte entre, blev vi tilbudt et fint adressekort over de tanghuse, der var etableret eller restaureret de sidste par år. Derudover var der også oplysning om, hvor der tænges lige nu. Selvom håndværkerne var gået hjem, måtte vi gerne gå ind på grunden og kigge, så det gjorde vi. Da vi kom, var forskellige håndværkerne i gang med både at male, mure og meget andet.
Vi kørte rundt på øen, fra den ene ende til den anden og så lidt på omgivelser og naturen. Vi besøgte også Tanglabyrinten, hvor der var en overraskelse i midten i form af bord og stole, men det er ikke der, man skal finde ly for regnen, for der var åbent lige op til himlen. Uldstuen og systuen der, brugte vi også lidt tid på. Vi mente nu, vi har set alt det, der var værd at se på Læsø. Vi indtog vores aftensmad i det fri på restaurant Carlsen, inden vi sejlede hjem med dagens sidste færge.
Onsdag den 9. august tager vi igen huset på krogen og kører mod Voergaard Slot, som desværre ikke åbnede før kl. 11:00, så vi havde 1½ time, som vi ikke kunne bruge til noget. Jeg udnyttede tiden med at strikke, og så tillod vi os at liste rundt i parken og omgivelserne, selvom der stod, vi ikke måtte før de åbnede. Vi blev ikke jaget ud, selvom vi blev set.
Voergaard slot er virkelig også et besøg værd. Det rummer en masse gamle ting og sager. Kunst, kalder de det. Ikke det vi, her i huset, umiddelbart forbinder med kunst, men i vores øjne, er det alligevel det, der virkelig er kunst. Nemlig håndværk i forskellige genre. Da det er et privat hjem og ikke et museum, måtte vi desværre heller ikke fotografere der. Der var enormt mange ting at kigge på og forundres af. Også her fik vi en meget interessant rundvisning, mens vi gik rundt i alle, eller rigtig mange af værelserne, og det var utroligt mange. Jeg har slet ikke tal på dem. Det var helt klart en stor oplevelse.
Thorup Strand lå langt væk, syntes selv Allan, men se det, ville han. Vi var der nu hurtigere end vi selv havde turdet håbe på, så vi ville så købe vores frokost der. Klokken havde lige akkurat passeret 13. Desværre var der to, som ellers havde lovet at komme på arbejde, der havde svigtet, så de havde været nødsaget til at lukke køkkenet mellem 13 og 15, da de skulle bespise en hel busfuld. Jeg talte lidt for min syge moster, og de stegte os et par fiskefrikadeller. De kunne dog ikke levere tilbehør af nogen art, men vi havde heldigvis selv et par skiver ‘tørt’ brød i campingvognen, så det blev vores frokost. Og hold da op, hvor var de bare både gode og store, de fiskefrikadeller.
Nu gjaldt det bare om at komme sydpå. Vi besluttede at køre over Mors. Der var godt nok langt udenom ad landevejen, men sådan måtte det være. De der færger er jo næsten ikke til at betale, og slet ikke når man også skal have en campingvogn med. Der blev googlet lidt, og det endte med vi tog den lille hyggelige Feggesund færgeoverfart. Færgen sejler hvert 20. minut, og vi kørte lige om bord. Overfarten tog kun 5 minutter og prisen var for en gangs skyld til at betale. Kun 130,- kr.
Herfra gik turen til Skive, hvor vi begyndte at holde udkig efter campingpladser, da chaufføren ikke ville køre ret meget længere den dag. Vi tog en enkelt overnatning på Viborg Sø Camping. 

Feriekompromis til det jyske - 1

Lørdag den 5. august 2017
Som nævnt mange gange før, er jeg hverken vild med bilkørsel eller campinglivet. Allan er til gengæld ret vild med begge dele, og hans ønske var blandt andet at komme en tur til Thorup Strand. Der hvor 'Gutterne på kutterne' huserer. Min kommentar var, at jeg ikke gad køre så langt, for at se et par blå fiskerbåde, for sådan nogle har jeg set før. Måske var de ude at fiske, og så var der jo intet at se. Jeg gad i hvert fald slet ikke, hvis vi også skulle have campingvognen på slæb, med alt hvad det indebærer. Det tager jo et par dage, inden vi kommer helt derop, og vi skal også bruge to dage på at komme hjem igen, og så er den uge næsten røget.

Vi indgik et kompromis, hvor vi medbragte campingvognen uden fortelt og andre dikkedarer. Jeg nægtede at være med til at opstille forteltet. Vi blev enige om, at cyklerne også måtte blive hjemme denne gang. Selvom vi begge meget gerne vil cykle, så kunne vi ikke se, hvornår det skulle kunne lade sig gøre. Vi vil jo også gerne gå. Vi havde nogle notater om, hvad vi godt kunne tænke os at se, men det eneste der stod helt fast, var Læsø, Thorup Strand, Rosenholm og meget gerne flere slotte. Hvad vi fik set, blev afgjort af hvor vi havnede. 
Første stop for natten blev Blommehaven camping, hvor vi ville tage et gensyn med Den Gamle By i Aarhus, den næste dag. Det har vi nemlig tit talt om, men vi ville have en hel dag til det. Vi havde sådan glædet os, men blev noget så skuffede, begge to. Set med vores øjne, er det blevet ringere som årene er gået, selvom der er kommet mere til. Møntergården var dog ret interessant. Her gik en vagt, der var villig til at fortælle og svare på spørgsmål. Der var også et par andre interessante steder, som lejlighederne fra 70'erne og købmandsbutikken, hvor man kan komme ind og virkelig se det på tæt hold, men de fleste andre steder må man nøjes med at kigge på det gennem ridsede og uklare ‘glasdøre’. Det er ikke helt det samme. Kort sagt, vi var ikke imponeret, men skuffede. Vi var heller ikke imponeret af Botanisk Have, som vi fik travet tyndt. Haven ser noget forsømt ud.  
Det er allerede den tredje dag. Campingvognen blev hurtigt hægtet på krogen. Målet var Rosenholm Slot, som har stået på ønskelisten flere år. Selvom vi tit er kørt forbi, har vi aldrig set det andet end fra vejen. Slottet består af fire fløje, som er tegnet af fire forskellige arkitekter. Det tog 50 år at opføre slottet. Vi var med på en interessant rundvisning. Her blev vi bestemt ikke skuffet. Da vi ikke måtte fotografere indendørs, er der kun billeder udefra. 
På vores videre vej mod nord, kom vi til at holde i kø under Limfjordstunnellen. Der smuttede lige en lille time, som betød, at vi desværre ikke kunne nå Voergaard Slot og dagens sidste rundvisning. Æv og øv. Det havde vi ellers lige sat os op til. Vi slog os ned på Hedebo Strandcamping i Sæby. Derfra var der ikke langt til Frederikshavn og færgen til Læsø, hvor vi ville sejle over næste dag.

Det er den 8. august og vores 4. feriedag. Selvom det stadig er højsæson, er der allerede taget flere afgange ud af sejlplanerne til Læsø. Vi havde derfor tid til at udforske området, inden vi skulle sejle.

Vi var en tur i Bangsbo, og ude at se et militærområde, her så jeg skiltet med Pikkerbakken, og spurgte Allan om ikke vi skulle undersøge hvad det var.

Jeg har selv bemærket, at jeg tit foreslår noget jeg fortryder, så snart jeg opdager, hvad det er. Jeg hader at køre på de der  meget stejle, smalle veje med dybe skrænter, og så oven i købet på en løs grusvej. Plads til to biler var der ikke ret mange steder, så vende om kunne vi ikke. Vi jeg håbede bare, at vi ikke mødte noget modgående trafik, for så ville jeg ud ad bilen. Da vi nåede toppen, holdt der allerede en bil. Der var selvfølgelig en hel fantastisk udsigt. Jeg overvejede at gå den lange tur ned, men hoppede dog ind i bilen, og vi kom også ned igen uden at møde modgående trafik.



I Bangsbo bor Enten. Han er 3 meter høj og vejer 500 kg. Hånden er 90 cm lang og 8 cm tyk. Hovedet er 90 cm højt. Han er lavet af jern, flamingo og beton. Det ligner i den grad træ, der er udskåret. 
Vi besøgte også Palmestranden i Frederikshavn. Stranden startede som en skør ide, men det endte med, der blev plantet 100 palmer, som trak mange badegæster til. Der var dog ikke mange strand- og badegæster at se, da vi var der den formiddag. 
For at slå den sidste tid ihjel, besøgte vi Frederikshavn kirke. Det er en korskirke med fire lige lange korsarme, og kirken (som er så stor at billedet tilter) har derfor et ret specielt udseende. Spiret er 56,5 meter højt, og der er fire mindre spir. Skagenskunstneren Michael Ancher har malet altertavlen og døbefonten er en muslingeskal. Klokkespillet består af 24 klokker og … læs evt. selv mere her.
Det var ved at være tid til færgeafgang mod Læsø. Det kommer der mere om i et senere indlæg.

Lopper og skanseindvielse med lirekassemusik, krudt og kugler

Lørdag den 12. august. (Hjemvendt fra en uges campingferie i går.) 
Vores naboø, Falster, startede vejloppemarked op sidste år, hvor rigtigt mange husejere deltog. Der var en trafik igennem byen, som vi sjældent ser. Succesen var så stor, at de ville gentage arrangementet igen i år.
Man skal være lokalkendt, før man forstår problematikken omkring denne by, som ligger på begge øer, og tilhørte en helt anden kommune, før vi blev storkommuner.
Vores bys Fællesråd fik en aftale med Falster om, at vi godt måtte hægte os på, så det blev et flere kilometer langt loppemarked. Som nævnt så mange gange før, støtter vi gerne op om de initiativer Fællesrådet laver. 
Problemet for os, der bor på Lolland, i forhold til Falster, er, at vi har ret mange sideveje med pænt mange huse på begge sider af hovedvejen. På Falster ligger alle husene lige ud til hovedvejen.
Vi der bor nede ad alle sidevejene og et stykke væk fra hovedvejen, var spændt på, om der i det hele taget kom nogen forbi os. Det kan jeg så sige, på både egne og andre borgeres vegne, at det gjorde der bestemt. Alle har haft mange besøgende. Der var en livlig trafik hos os, selvom vi var de eneste her på gaden, der deltog. Sådan var det også, for dem der bor endnu længere væk fra centrum. Det helt store salg, kan vi dog ikke prale af, men noget røg der også denne gang. Vi fik ryddet ud i noget, af det der bare står og fylder, så vi er tilfredse.

Dagen efter havde selv samme Fællesråd indkaldt til skanseindvielse. Der har vi begge lagt nogle arbejdstimer sammen med andre frivillige, men det har taget flere år at nå hertil, da der er mange instanser der skal spørges. Heldigvis var både den private skovejer, kommunen og ikke mindst Naturstyrelsen med på ideen, så ‘vi’ fik grønt lys til at gå i gang med at rydde Danskerskansen, så vi kunne få lavet en plads, hvor alle byens borgere og alle vores turister, som vi heldigvis får flere og flere af, kan sidde og hygge og nyde udsigten over sundet, nøjagtig som vi kunne, da vi selv flyttede hertil for over 40 år siden. Alle byens unger har også tilbragt mange timer derude. Nu har Allan og flere andre frivillige efterlønnere og penisonister lagt ret mange timer med motorsav og kratrydder, mens et par af os kvinder, og mænd uden motorværktøj, har slæbt til bålet, kørt brænde, og klippet mindre ting ned.
Indvielsen af den nu åbne og brugbare plads, skulle fejres på behørig vis. Det blev annonceret i de lokale aviser, og alle var spændt på, hvor mange der ville dukke op. Der dukkede omkring 50 personer op fra fjern og nær. Pressen var der også, og det blev en dejlig dag med alskens underholdning i form af tale, foredrag om skansen, lirekassemusik, gevær- og kanonsalut, mens bålfadet brændte. Der var også sørget for at man kunne købe kaffe, kage, soldatermad, mjød og andre drikkevarer et godt stykke inde i skoven. Det hele var transporteret derud på en havetraktor og i en lille trækvogn. Hvordan havetraktoren er kommet derud, forstår vi ikke, for der er ikke så bred en skovsti, men derud er den altså kommet.
På den lange bane, er det meningen, at der både skal være en form for borde og bænke på pladsen, samt trappe ned til vandet og en badebro. Man er nemlig også gået i gang med oprensning af stranden. Det tager tid, for som tidligere nævnt, er det en langsommelig proces, da mange instanser hele tiden skal godkende.

Det har holdt hårdt, men endelig kom vi i gang, og vi slutter weekenden med en udflugt.

Vi har haft utroligt mange undskyldninger for ikke at gå i gang med et par af de lidt større projekter. I flere år, har vi talt om, at når jeg fik ferie, så skulle vi i gang med at tapetsere gangen. Den ene ferie efter den anden  er holdt, uden at der er sket noget i den retning.
Arbejdsopgaven krævede mere end to hele sammenhængende fridage, hvis ikke det skulle strække sig over et par måneder. For selvom det er weekend, betyder det jo ikke nødvendigvis at kalenderen er tom. Der er mange forskellige ting, der pludselig får fyldt kalenderen godt ud.
Siden vi måtte rive en væg ned, på grund af vi skulle have ny fryser, har jeg truet med at jeg ville tapetsere, fordi vi nu havde to forskellige tapeter i gangen. Hele vinklen ved døren er blå, som man lige kan ane på billedet. Det var okay, da jeg bare kunne lukke døren, og rummet var helt anderledes, men efter historien med den famøse fryser, som gjorde det hele endnu mere grimt, har det redet mig som en mare. Vinduet i rummet havde også set bedre tider. Ikke endt med det trængte til maling. Der skulle også helt nye gummilister i termoruden og noget af træværket, havde det heller ikke helt godt. Vi blev enige om, at det vist var nu, det 40 år gamle vindue skulle skiftes, men der var flere ugers ventetid på sådan et, og det ville være dumt og spildt arbejde at tapetsere, før vi fik skiftet det. For et par uger siden satte Allan det nyt vindue i.  
Da min aftale blev aflyst sidste lørdag, brugte jeg hele dagen fra morgen til aften på at rive tapet af, men jeg blev lige knapt færdig. Jeg skulle jo også pille ting og sager ned fra væggen. Der var ingen hjælp at hente fra Allan, for han havde en anden aftale med Camilla, om at være fotograf, så han kørte hjemmefra tidligt om morgenen, og kom først hjem til aften. Jeg fortsatte søndag, og fik hjælp fra Allan, som fik spartlet det, der skulle spartles, og jeg gik i gang med at tapetsere. Det tager sin tid, for der er ikke mindre end syv døre, et skab, to vinduer og to radiatorer i den gang, men jeg var ovenud tilfreds, med det arbejde jeg havde nået, for jeg nåede længere end jeg havde turde håbe på.
Desværre måtte arbejdet hvile lige til fredag eftermiddag, fordi jeg skulle passe mit arbejde. Jeg gider ikke starte alt det op efter spisetid om aftenen, når jeg alligevel ikke har en chance, for at blive færdig på en enkelt aften.
Da vi havde en aftale både lørdag og søndag, var jeg nødt til at gå i gang fredag og fortsætte lørdag, så jeg kunne blive færdig, hvis ikke det skulle strække sig over en uge mere. Jeg har dog planer om at ændre på dette rum, men vi skal lige have overstået en ‘fest’ i næste weekend, og en mere den efterfølgende weekend og …. 


Allans projekt var vores indkørsel. Når det havde regnet, var der kæmpe store pytter, så det var svært at komme tørskoet frem. Indkørslen lagde vi for knapt 40 år siden, men de sidste år, har der været nogle gevaldige kørespor.

I mandags begyndte han at tage all fliserne op. Eller i hvert fald et stor del af hele indkørslen. Det tog flere dage, og det har taget flere dage at lægge dem ned igen, da alle fliserne også skal renses. Han er lige knapt færdig med sit arbejde, så det var en kærkommen fridag i dag søndag, som var afsat til et lille blogtræf, for alle der kunne være interesseret, på Frederiksdal Gods. (Dem med kirsebærvinen) Her kunne man nemlig plukke gratis stevnsbær (nogle helt specielle små kirsebær) Allan og jeg var der også sidste år, hvor vi også fik en interessant rundvisning og en masse smagsprøver.
Dette blogtræf, blev dog mere et lille familiemøde, da det kun var os selv, samt Ellen og John, der havde meldt sig til. Det vil jeg ikke skrive om, da det, bortset fra kirsebærmængden ikke veg sønderligt fra det vi oplevede sidste år. 
Til sammenligning er høsten pga. den kolde sommer kun 50.000 ton i år, hvor den normalt ligger på 250.000 ton. Det er immervæk en forskel, der både kan ses og mærkes.

Mia, havde inviteret alle på kaffe og kage og en rundvisning i hendes hyggelige butik. Billedet herover viser kun et lille udvalg af hvad Mia har at byde på. Du kan finde flere oplysninger hos Mia selv. Jeg har aldrig mødt Mia. Jeg kendte hende kun fra bloggen, men snakken gik lystigt mellem os alle fem, inden vi valgte at takke for gæstfriheden og sætte kursen mod øst til Oreby, hvor der ligger en lille havn. Vejret har været helt fantastisk. Både solrigt og varmt. Aftensmaden blev indtaget på Oreby Kro, hvor vi sad ude og spiste, mens vi nød synet ud over Sakskøbing fjord. Vi sluttede dagen af med en tår kaffe hos os, mens vi sad og kiggede på alle flagermusene der fløj rundt i haven.
Du kan helt sikkert læse meget mere om dagens oplevelser hos Ellen.