Den forgangne uge, har været fyldt med en masse omsorg. Det meste af tiden i relation mellem børn og forældre.
Mads har hjulpet Allan med bl.a. at efterse bremser på den gamle Polo, som skal til syn lige om lidt.
Fredag, efter job, kørte jeg op til mor. Hun vidste godt, at jeg knapt havde 1½ time til hende i denne omgang. Alligevel spørger hun, hvor travlt jeg har, for hun ejede hverken brød, morgenmad eller frugt, så hun kunne overleve weekenden. Afsted til byen, sammen med mor, handle, hjem til hende, læsse af, pakke ud, åbne ting og sager, pille mandariner osv. så hun havde mulighed for at klare sig selv. Mor blev overladt til et indkøbsrod, som hun selv kunne gå og pusle med, for jeg skulle nå min brillemand, som dragede omsorg for mig og mine øjne i 1½ time. Jeg blev målt og testet af apparater, som min øjenlæge ikke ejer.
Det er længe siden Mads spurgte mig om jeg ville tapetsere et mindre område i hans køkken. Det lovede jeg. Han skulle nok sige til, når der var pudset og klargjort omkring den nye terrassedør, så jeg kunne komme til. Mads har bare glemt at sige til mig, at han for længst var blevet klar, og jeg har glemt at spørge til det. Derefter var min kalender optaget, men i lørdags blev det så til noget. Både Mads og jeg nyder at høre Mads og Monopolet. Radioen var, som altid, også tændt, men vi fik ikke hørt et eneste dilemma, for vi havde travlt med at følge op på vores eget livs gøren og laden og hele verdenssituationen. Det er længe siden, han og jeg har været på tomandshånd. Ih, hvor vi altså snakkede hele lørdag formiddag og lidt til. Da tiden kom og han skulle gøre sig klar til at tage til 60 års fødselsdag, gik jeg hjem og drog omsorg for mine egne ting og sager.
Camilla spurgte i sidste uge, om jeg var hjemme søndag, og om jeg, i så fald ville hjælpe hende med at dobbelthandle hundene. Hun skulle nok selv tage billederne. Det blev aftalt til søndag.
Onsdag fik jeg en sms fra Camilla, om vi kunne tænke os at se musicalen Cats. Jeg kender den ikke, men det vil vi da gerne, skrev jeg tilbage. Hun fik billetter, men det ødelage lidt vores første søndagsaftale. Faktisk fik hun fire billetter, så hun spurgte, om Mads også kunne tænke sig at tage med, men det turde han ikke love, han havde energi til, ovenpå lørdagens fest, selvom det kunne være rigtigt hyggeligt.
Camilla ville gerne holde fast i aftalen med mig, om hjælp til dobbelthandlingen, men hun synes også det kunne være rigtigt hyggeligt, hvis vi kunne spise en frokost sammen, inden vi skulle se musicalen. Hun kunne dog ikke se, hvordan hun skulle kunne nå det hele.
Aftalen blev, at Camilla ville komme til Lolland søndag morgen, så vi kunne få den del af det overstået, og så kunne vi spise aftensmad sammen i stedet. Inden hun kørte hjemmefra, spurgte hun hvordan stormen Ingolf, og vejret i det hele taget, så ud på vore kanter.
Jeg gik til stranden, som aftalt. Efter Camillas eget udsagn, fik hun nogle rigtige gode billeder. Dog var hun utilfreds med, at Ingolf havde sendt Paganis ene øre ud på en flyvetur.
Camilla kørte hjem, og et par timer senere satte vi og Mads, kursen mod København, med et lille stop i Albertslund, hvor vi samlede Camilla op. Ved Royal Arena havde vi fået VIP parkering. Knapt var vi kommet ind i bygningen, før vi blev kropsvisiteret og vi, der havde tasker skulle åbne, så alt indholdet kunne ses. Derefter viste Camilla os vej til vores suite, hvor vi købte os en tår kaffe, mens vi snakkede løst og fast inden forestillingen begyndte. Af en steward blev vi fulgt ned til vores pladser. Salens bedste, eller i hvert fald dyreste pladser. Musikken var generelt ikke vores smag, men der var et par numre der gav gåsehud overalt på kroppen. Vi var imponeret over de mange kostumer, de optrædendes smidighed og kondition. Efter forestillingen kørte til Felix Steakhouse, hvor Camilla vidste, at man var sikker på at få rigtig god og lækker mad. Her hyggede vi videre, inden det var tid at sætte os ud i bilen, hvor vi snakkede, grinede og hyggede videre, inden vi satte Camilla af, og kørte tilbage til Lolland. Det var en rigtig dejlig weekend, hvor omsorgen gik begge veje, og vi skal allerede være sammen igen i den kommende weekend.
Da vi kom hjem om aftenen var vandstanden steget så meget, at der kun var en kørebane på hovedvejen, som findes helt oppe ved det røde hus. Allerede ved middagstid, så det truende ud.
Ud over denne dejlige omsorgsweekend, har jeg også draget omsorg for andre ved at aflevere disse fire trøjer til Røde Kors. Det er immervæk blevet noget sjovere at strikke små trøjer, efter jeg har fået et større garnudvalg forærende. Havde jeg ikke fået det garn, havde trøjen på første billede ikke fået ærmer.
Om end det stadig kun er garnrester, og mange striber, så er udvalget, og dermed også mulighederne for variation, blevet noget større, end det har været længe. Jeg kan næsten ikke vente til jeg er færdig med den ene trøje, før jeg går i gang med den næste.
mandag den 30. oktober 2017
tirsdag den 24. oktober 2017
Eksotiske frie fugle på en tysk mark og hyggelige Gothmund
Vi kørte ad en meget smal og pænt trafikeret hovedvej. Træerne stod tæt på begge sider, som de gør i en allé, og træerne hældte ind mod kørebanen. Skilte viste at høje køretøjer, skulle være særlig opmærksom på ikke at ramme træerne.
Mellem disse træer så jeg noget ude på marken, og sagde hvad søren var det, der stod der! Vi havde ikke mulighed for at parkere. Lidt senere så jeg det igen, og denne gang var der mere end en. Jeg kan simpelthen ikke nå at se, hvad det er. Det ligner nogle kæmpe store fugle, og det ser ud som om de går frit og slet ikke er indhegnet. Allan skulle passe sin kørsel, så der var ingen hjælp at hente hos ham, men hans forslag var traner. Det tvivler jeg på. De ser større ud. Hmm, det lyder mærkeligt.
Stop så snart du har mulighed for det, siger jeg. Om vi så skal gå hele vejen tilbage, for at se hvad det er, så vil jeg altså finde ud af, hvad det er. Deri var Allan ganske enig. De blev ved med at dukke op mellem træerne ude på marken og Allan fandt et hul mellem træerne, hvor vi kunne holde et øjeblik. Vi kunne stadig ikke finde ud af, hvad det var. Det lignede strudse, men de så ikke ud, som de strudse vi kender. Vi syntes det var underligt, at de store fugle bare gik frit omkring uden indhegning. Hjemme igen blev der googlet. Det viste sig, at det er nanduer, der har invaderet det Nordtyske, allerede for flere år siden. Som turist er sådan noget sjovt at opleve, men det er ikke spor sjovt at være tysk landmand. Nanduerne kan vi også forvente at se på de danske marker, skrives der. Vi har ellers rigeligt at slås med af gæs og ænder. Du kan læse om de tyske nanduerne her og her.
Efter en tur til Grenzhus Schalgsdorf, kørte vi til Gothmund, som er en lille hyggelig fiskerby, man åbenbart kun kan komme gående til.
Oppe fra landsbyvejen kunne vi se ned over et område, hvor en masse stråtækte hustage stak op. Vi kørte ned mod vandet, hvor vejen endte blindt, med en bom og et skilt privat, så vi vendte om og fandt et sted at parkere, for at lede efter en lille sti.
Stien førte os forbi denne specielle havelåge, lavet som farveblyanter, og vi fulgte den afmærkede sti gennem det lille paradis.
Husene ligger i niveauforskelle. Nogen vil kalde det terrasser, som man ser det i bjergområderne sydpå. Som turist har man kun adgang til den brede sti, der fører gennem området. Der var rigtigt meget at kigge på. Små og store kunstværker af forskellige slags.
Vejret viste sig fra sin allerbedste side i uge 42. Sol og sommer med temperaturer på 21° midt i oktober.
Ikke to huse var ens. Alle havde hver deres særpræg og form for udsmykning i haven eller omkring huset.
Hækkene var ikke højere end man sagtens kunne kigge helt ned til vandet fra stien.
Hvert eneste hus og grund var unik. Den del af Gothmund er virkelig en lille perle.
Beretningen om miniferien er slut for denne gang. Hverdagen er atter i gang.
Mellem disse træer så jeg noget ude på marken, og sagde hvad søren var det, der stod der! Vi havde ikke mulighed for at parkere. Lidt senere så jeg det igen, og denne gang var der mere end en. Jeg kan simpelthen ikke nå at se, hvad det er. Det ligner nogle kæmpe store fugle, og det ser ud som om de går frit og slet ikke er indhegnet. Allan skulle passe sin kørsel, så der var ingen hjælp at hente hos ham, men hans forslag var traner. Det tvivler jeg på. De ser større ud. Hmm, det lyder mærkeligt.
Stop så snart du har mulighed for det, siger jeg. Om vi så skal gå hele vejen tilbage, for at se hvad det er, så vil jeg altså finde ud af, hvad det er. Deri var Allan ganske enig. De blev ved med at dukke op mellem træerne ude på marken og Allan fandt et hul mellem træerne, hvor vi kunne holde et øjeblik. Vi kunne stadig ikke finde ud af, hvad det var. Det lignede strudse, men de så ikke ud, som de strudse vi kender. Vi syntes det var underligt, at de store fugle bare gik frit omkring uden indhegning. Hjemme igen blev der googlet. Det viste sig, at det er nanduer, der har invaderet det Nordtyske, allerede for flere år siden. Som turist er sådan noget sjovt at opleve, men det er ikke spor sjovt at være tysk landmand. Nanduerne kan vi også forvente at se på de danske marker, skrives der. Vi har ellers rigeligt at slås med af gæs og ænder. Du kan læse om de tyske nanduerne her og her.
Efter en tur til Grenzhus Schalgsdorf, kørte vi til Gothmund, som er en lille hyggelig fiskerby, man åbenbart kun kan komme gående til.
Oppe fra landsbyvejen kunne vi se ned over et område, hvor en masse stråtækte hustage stak op. Vi kørte ned mod vandet, hvor vejen endte blindt, med en bom og et skilt privat, så vi vendte om og fandt et sted at parkere, for at lede efter en lille sti.
Stien førte os forbi denne specielle havelåge, lavet som farveblyanter, og vi fulgte den afmærkede sti gennem det lille paradis.
Husene ligger i niveauforskelle. Nogen vil kalde det terrasser, som man ser det i bjergområderne sydpå. Som turist har man kun adgang til den brede sti, der fører gennem området. Der var rigtigt meget at kigge på. Små og store kunstværker af forskellige slags.
Vejret viste sig fra sin allerbedste side i uge 42. Sol og sommer med temperaturer på 21° midt i oktober.
Ikke to huse var ens. Alle havde hver deres særpræg og form for udsmykning i haven eller omkring huset.
Hækkene var ikke højere end man sagtens kunne kigge helt ned til vandet fra stien.
Hvert eneste hus og grund var unik. Den del af Gothmund er virkelig en lille perle.
Beretningen om miniferien er slut for denne gang. Hverdagen er atter i gang.
fredag den 20. oktober 2017
Karls Jordbærmarked i Lübeck
Aldrig har vi set noget tilsvarende. Det var en oplevelse ud over alle grænser, og der er gratis entre. Jeg havde hørt lidt om det fra en kollega, men noget må man bare se med egne øjne.
Da vi parkerede, en tidlig morgen, på en kæmpe parkeringsplads, sammen med en anden lille håndfuld biler, sagde jeg, at vi nok hurtigt fik det besøg overstået, da jeg tænkte det nok mest var for børnefamilier og shoppinglystne gæster, men jeg tog så grueligt fejl. Der er alt. Simpelthen ALT. En masse ansatte var allerede i gang med alt muligt fra vareopfyldning til marmeladeproduktion og servicering af overnattende gæster.
Vi fik hurtigt øje på de mange tusinde kaffekander højt oppe.
En imponerende samling.
Skal vi nu gå til højre eller venstre? Til venstre lå restaurationsafdelingen og legepladsen, så det kunne vi da lige ‘løbe’ igennem. Jamen du godeste. Det er jo et helt museum. Der var høvle, save, bamser og alverdens sager alle vegne. Vi blev ved med at opdage sjove ting, der var placeret rundt omkring. Og sjovest af alt. Meget af det blev brugt nyttigt, og var ikke kun til pynt.
Læg lige mærke til lamperne i loftet, som består af gamle gryder og sigter. Ikke to er ens. Barstolene er også et specielt design.
Se bare de fine lamper af kopper.
Eller den her af en symaskinekasse.
Bemærk også bordene som er lavet af understellet fra gamle symaskiner.
Jordbærtemaet bruges alle vegne. Selv stolehynderne og tapet er med jordbær.
Og på legepladsen, som her med de syngende og spillende jordbærbamser. Der var dog også halloweenpyntet med græskar og skeletter, af både mennesker og dyr, på traktorbanen, hvor man kan køre rundt i en stor og rigtig traktor, som dem landmanden bruger. Dog ikke en Fendt 939, men nogle der er noget mindre, som bl.a. Ford. Traktorerne kører selvfølgelig på skinner.
I den udendørs pølsebod, var der placeret kødhakkere på stribe. Og indendørs var placeret en stor traktor, som var monteret med flere tappehaner til øl på fronten.
Det der virkelig holder jordbærmarkedet i live, må uden tvivl være den store butik, hvor der er alt fra regnfrakker, porcelæn og legetøj med jordbær på, til marmelade, saft og andet spiseligt af jordbær.
Jordbærmarkedet indeholder også en lille slagter- og ostebiks, og man kan både dufte og smage på sæbe, drikkevarer og mere eller mindre søde sager. Man kan se sin egen bamse blive fyldt og man kan se bolsjer blive fremstillet.
Allan skulle på toilettet, og kom tilbage og sagde, at det godt nok var specielt. Mere sagde han ikke. Jeg var nødt til selv at se det, så jeg gik en tur i kælderen.
Toiletterne var delt op med pandeplader. Der var gammeldags træk og slip. Flere var i gang med at tage billeder. Håndvaskene var gammeldags gulvspande, hvor der i bunden var monteret en rist. Arrangementet ser flytbart ud, men skamlerne er fastmonteret. Det er også de helt gammeldags vandhaner med slange. Der er selvfølgelig monteret et stort stykke jordbærsæbe på en bøjelig spiralslange på væggen.
Der er ikke grænser for underholdningen. Der findes så meget, og selvom jeg har prøvet at give et godt indblik i hvad man kan møde, så er der stadig noget der ikke er nævnt. Uanset alder er der oplevelser for alle og enhver. Mens Allan faldt for jordbær i honning og jordbær i marcipan, samt havtornmarmelade, faldt jeg for de lidt stærkere varer, som jordbærsennep og jordbærpeberod, som virkelig har smag. Nogle vil sige det er alt for stærkt, men ikke til mig, og jeg ved jeg får lov at have det for mig selv. En havtorndrik og et stykke sæbe kom også med hjem.
Da vi parkerede, en tidlig morgen, på en kæmpe parkeringsplads, sammen med en anden lille håndfuld biler, sagde jeg, at vi nok hurtigt fik det besøg overstået, da jeg tænkte det nok mest var for børnefamilier og shoppinglystne gæster, men jeg tog så grueligt fejl. Der er alt. Simpelthen ALT. En masse ansatte var allerede i gang med alt muligt fra vareopfyldning til marmeladeproduktion og servicering af overnattende gæster.
Vi fik hurtigt øje på de mange tusinde kaffekander højt oppe.
En imponerende samling.
Skal vi nu gå til højre eller venstre? Til venstre lå restaurationsafdelingen og legepladsen, så det kunne vi da lige ‘løbe’ igennem. Jamen du godeste. Det er jo et helt museum. Der var høvle, save, bamser og alverdens sager alle vegne. Vi blev ved med at opdage sjove ting, der var placeret rundt omkring. Og sjovest af alt. Meget af det blev brugt nyttigt, og var ikke kun til pynt.
Læg lige mærke til lamperne i loftet, som består af gamle gryder og sigter. Ikke to er ens. Barstolene er også et specielt design.
Se bare de fine lamper af kopper.
Eller den her af en symaskinekasse.
Bemærk også bordene som er lavet af understellet fra gamle symaskiner.
Jordbærtemaet bruges alle vegne. Selv stolehynderne og tapet er med jordbær.
Allan skulle på toilettet, og kom tilbage og sagde, at det godt nok var specielt. Mere sagde han ikke. Jeg var nødt til selv at se det, så jeg gik en tur i kælderen.
Der er ikke grænser for underholdningen. Der findes så meget, og selvom jeg har prøvet at give et godt indblik i hvad man kan møde, så er der stadig noget der ikke er nævnt. Uanset alder er der oplevelser for alle og enhver. Mens Allan faldt for jordbær i honning og jordbær i marcipan, samt havtornmarmelade, faldt jeg for de lidt stærkere varer, som jordbærsennep og jordbærpeberod, som virkelig har smag. Nogle vil sige det er alt for stærkt, men ikke til mig, og jeg ved jeg får lov at have det for mig selv. En havtorndrik og et stykke sæbe kom også med hjem.
Etiketter:
Ferie,
Seværdigheder,
Sjovt,
Tyskland
onsdag den 18. oktober 2017
Havde vi bare vidst …
Vi har lige været på et 4 dages ophold ved Timmendorfer Strand, men havde vi vidst
Heldigvis lider ingen af os af fobi for elevatorer. Vores princip er bare, at vi ikke bruger elevatorer. ligesom vi også undgår rulletrapper. Vi overvejede et gå forbudte veje og tage brandtrappen, men holdt os dog til elevatoren, selvom det var et irritationsmoment.
Man kunne ikke køre fra garagekælderen til en udvalgt etage, uanset om det var 1. eller 8., uden at skulle mellemlande i receptionen, hvor man skulle finde en anden elevator. Samme procedure når vi skulle ned til bilen, eller ud og gå ture. Vi fik os nogle ufrivillige ture til forskellige etager, fordi andre også havde trykket på nogle knapper, både oppe og nede, og lige så ofte stod der ikke nogen der ville med, når dørene gik op, fordi de må være hoppet ind i en anden elevator, som kom hurtigere.
Det er dumt at bruge sin energi på ting, man ikke kan ændre på, så vi glædede os bare til at komme ud i det fri, hvor vi helt selv kunne bestemme retning og tempo.
Vi gik en tur ved stranden og i byen, hvor vi nød kaffen på en udendørs cafe, siddende i bare arme. I parken så vi en masse paraplyer og vandkander både i luften og på plænen. De var alle lavet om til lyskilder, og fungerede som kulørte lamper.
Vi valgte meget bevidst at køre til Lübeck en søndag, da vi alligevel ikke skulle shoppe, men bare slentre rundt i byen og se på arkitektur i fredelige omgivelser. Solen var længe om at bryde igennem, men da det skete, nåede vi helt op på 21° Hvem skulle dog have troet det, i den ellers kølige sommer.
Hele dagen gik vi rundt i Lübeck Altstadt, som er med på UNESCO’s liste, og kirker og bygninger i massevis. Da vi på et tidspunkt blev sultne og havde brug for at hvile benene, fandt vi Ratskeller zu Lübeck. Et ret specielt sted.
Loftet er hvælvet, som i en kirke, og man sidder i små båse og spiser, hvis altså ikke man vælger at spise oppe og ude i det fri.
Efter indtagelsen af en sen frokost, gik vi videre og kom forbi et marcipanmuseum, som dog først åbnede nogle timer senere, men butikken var åben, så her kiggede vi ind. Vi har før set marcipan i forskellige former og farver, også som flydende drikkevarer, men ikke i form af varme drikke som kaffe, chokolade eller te. Heller aldrig som rom, sæbe, lamper, nudler, marmelade, honning og meget andet. Måske fordi jeg ikke bryder mig om marcipan, hverken i chokolade eller på kager. Jeg ved det ikke, men nyt for os, var det.
Vi gik videre og pludselig siger Allan, er det ikke Mogens Lykketoft, der går der? Mens Allan gik ham i møde, listede jeg videre i en anden retning. Da jeg vendte mig om, så jeg de to trykke hånd, men der var jeg ikke hurtig nok med kameraet.
Helt øde var Alstadt dog ikke, for der var stofmarked i byen. Hvis du nogensinde har været til et julemarked der, så kan du uden tvivl forestille dig hvilket udvalg af stoffer, der var, gade op og gade ned. Heldigvis for os, var der kun en brøkdel af mennesker i forhold til et julemarked, så der var god plads. Stofboderne ‘løb’ vi ret hurtigt forbi, men mine øjne nåede at fange en lille rulle stof, som kom med hjem.
Vejret var ikke mindre end fantastisk. Her gik vi i lange bukser, og lukkede sko, mens andre cyklede i bare overkroppe, eller sad og nød solen i små toppe, shorts og sandaler. Selvom vi havde droppet jakken, kogte vi i det alt for varme tøj og fodtøj.
Kommer du til Lübeck, er en tur An der Obertrave absolut anbefalelsesværdigt. Der er fredeligt og roligt. Går man ind ad de små private porte, som man gere må, kommer man ind i små baggårde med mange forskellige små haver og terrasser. Her er en helt speciel atmosfære og charme over det, og ingen gårde er ens.
Bliver man ude på det mere offentlige areal, er der også en helt anderledes ro og charme over det, end når man går rundt i resten af byen.
Da vi igen trængte til at hvile benene, fandt vi langt om længe en fortovscafe, hvor vi fik os en tår kaffe og et stykke kage, hvorefter vi var på benene igen i en ny retning.
Senere, da vi var på vej ned til bilen, hørte vi en masse larmende tudehorn nede fra et stort lyskryds, som vi skulle passere. Vi tænkte, at der nok var sket et større sammenstød mellem biler og bus, men det blev ved og ved at larme, uden noget tilsyneladende rørte sig. Pludselig så vi bussen trille afsted. Bagefter kom personbilerne blæsende lige imod os, stadig med hornene i bund og videre bagud i den rundkørsel, vi lige var kommet fra. Det så lidt vildt ud, men ingen tog rigtigt notits af det. Tværtimod. Bilerne fortsatte rundt i rundkørslen, endda flere gange, stadig med hylende horn. Endelig kørte de ud ad rundkørslen og efterhånden fortonede larmen fra hornene sig i det fjerne.
Det viste sig, at det var et brudepar med en masse følgebiler. Vi spurgte os selv og hinanden, om det mon var lovligt i Tyskland. Uanset hvad, så var det en speciel oplevelse.
- at vi ville glemme den lækre frokost, jeg stod og klargjorde en sen aftentime, kunne jeg godt have sparet mig det arbejde.
- at det ville være så solrigt og sommervarmt, havde vi pakket shorts og sandaler og ladet jakkerne blive hjemme.
- at det ikke var muligt at benytte trapper på hotellet, havde vi helt klart valgt at bo et andet sted.
Heldigvis lider ingen af os af fobi for elevatorer. Vores princip er bare, at vi ikke bruger elevatorer. ligesom vi også undgår rulletrapper. Vi overvejede et gå forbudte veje og tage brandtrappen, men holdt os dog til elevatoren, selvom det var et irritationsmoment.
Man kunne ikke køre fra garagekælderen til en udvalgt etage, uanset om det var 1. eller 8., uden at skulle mellemlande i receptionen, hvor man skulle finde en anden elevator. Samme procedure når vi skulle ned til bilen, eller ud og gå ture. Vi fik os nogle ufrivillige ture til forskellige etager, fordi andre også havde trykket på nogle knapper, både oppe og nede, og lige så ofte stod der ikke nogen der ville med, når dørene gik op, fordi de må være hoppet ind i en anden elevator, som kom hurtigere.
Det er dumt at bruge sin energi på ting, man ikke kan ændre på, så vi glædede os bare til at komme ud i det fri, hvor vi helt selv kunne bestemme retning og tempo.
Vi gik en tur ved stranden og i byen, hvor vi nød kaffen på en udendørs cafe, siddende i bare arme. I parken så vi en masse paraplyer og vandkander både i luften og på plænen. De var alle lavet om til lyskilder, og fungerede som kulørte lamper.
Vi valgte meget bevidst at køre til Lübeck en søndag, da vi alligevel ikke skulle shoppe, men bare slentre rundt i byen og se på arkitektur i fredelige omgivelser. Solen var længe om at bryde igennem, men da det skete, nåede vi helt op på 21° Hvem skulle dog have troet det, i den ellers kølige sommer.
Hele dagen gik vi rundt i Lübeck Altstadt, som er med på UNESCO’s liste, og kirker og bygninger i massevis. Da vi på et tidspunkt blev sultne og havde brug for at hvile benene, fandt vi Ratskeller zu Lübeck. Et ret specielt sted.
Loftet er hvælvet, som i en kirke, og man sidder i små båse og spiser, hvis altså ikke man vælger at spise oppe og ude i det fri.
Efter indtagelsen af en sen frokost, gik vi videre og kom forbi et marcipanmuseum, som dog først åbnede nogle timer senere, men butikken var åben, så her kiggede vi ind. Vi har før set marcipan i forskellige former og farver, også som flydende drikkevarer, men ikke i form af varme drikke som kaffe, chokolade eller te. Heller aldrig som rom, sæbe, lamper, nudler, marmelade, honning og meget andet. Måske fordi jeg ikke bryder mig om marcipan, hverken i chokolade eller på kager. Jeg ved det ikke, men nyt for os, var det.
Vi gik videre og pludselig siger Allan, er det ikke Mogens Lykketoft, der går der? Mens Allan gik ham i møde, listede jeg videre i en anden retning. Da jeg vendte mig om, så jeg de to trykke hånd, men der var jeg ikke hurtig nok med kameraet.
Helt øde var Alstadt dog ikke, for der var stofmarked i byen. Hvis du nogensinde har været til et julemarked der, så kan du uden tvivl forestille dig hvilket udvalg af stoffer, der var, gade op og gade ned. Heldigvis for os, var der kun en brøkdel af mennesker i forhold til et julemarked, så der var god plads. Stofboderne ‘løb’ vi ret hurtigt forbi, men mine øjne nåede at fange en lille rulle stof, som kom med hjem.
Vejret var ikke mindre end fantastisk. Her gik vi i lange bukser, og lukkede sko, mens andre cyklede i bare overkroppe, eller sad og nød solen i små toppe, shorts og sandaler. Selvom vi havde droppet jakken, kogte vi i det alt for varme tøj og fodtøj.
Kommer du til Lübeck, er en tur An der Obertrave absolut anbefalelsesværdigt. Der er fredeligt og roligt. Går man ind ad de små private porte, som man gere må, kommer man ind i små baggårde med mange forskellige små haver og terrasser. Her er en helt speciel atmosfære og charme over det, og ingen gårde er ens.
Bliver man ude på det mere offentlige areal, er der også en helt anderledes ro og charme over det, end når man går rundt i resten af byen.
Da vi igen trængte til at hvile benene, fandt vi langt om længe en fortovscafe, hvor vi fik os en tår kaffe og et stykke kage, hvorefter vi var på benene igen i en ny retning.
Senere, da vi var på vej ned til bilen, hørte vi en masse larmende tudehorn nede fra et stort lyskryds, som vi skulle passere. Vi tænkte, at der nok var sket et større sammenstød mellem biler og bus, men det blev ved og ved at larme, uden noget tilsyneladende rørte sig. Pludselig så vi bussen trille afsted. Bagefter kom personbilerne blæsende lige imod os, stadig med hornene i bund og videre bagud i den rundkørsel, vi lige var kommet fra. Det så lidt vildt ud, men ingen tog rigtigt notits af det. Tværtimod. Bilerne fortsatte rundt i rundkørslen, endda flere gange, stadig med hylende horn. Endelig kørte de ud ad rundkørslen og efterhånden fortonede larmen fra hornene sig i det fjerne.
Det viste sig, at det var et brudepar med en masse følgebiler. Vi spurgte os selv og hinanden, om det mon var lovligt i Tyskland. Uanset hvad, så var det en speciel oplevelse.
Etiketter:
Ferie,
Seværdigheder,
Tyskland
onsdag den 11. oktober 2017
Født til at blive trådt på, eller det der er værre
Selvom vi hører til dem, der har været med til at træde på den gamle dame, og endnu værre, kørt over hende, så længe vi selv har eksisteret, endda flere gange dagligt, så blev vi alligevel inviteret til 83 års fødselsdag den 6. oktober.
Selv i den fremskredne alder, er damen stadig på arbejdsmarkedet. Alle ugens syv dage, syv måneder om året, har hun 12 timers vagter. Dertil kommer, at hun de andre 12 timer i døgnet altid står standby. Det er der mange der benytter sig af.
Vi taler om vores lille bro, som har været på piller hele livet, og alligevel har et jernhelbred. Billederne er taget samme dag med 20 minutters mellemrum fra to forskellige vinkler.
Broen, der er lavet på Nakskov Skibsværft, er vores livline til resten af Danmark, og det er her, de allerstørste skibe går igennem, fordi vi netop har så dybt vand, som vi har, men farvandet er smalt og skarpt, så det er ikke nemt, for de kæmpe store skibe at manøvre igennem i, og slet ikke i stærk vind. Er de først på vej ind, har de ikke mulighed for at vende om.
I 1954 påsejlede det 10.875 tons dampskib Nevada, broen. Alle de mennesker der opholdt sig på broen blev slynget til side, og flere hundrede biler holdt i kø. Det var dengang broen var den eneste bilvej mellem Sjælland og Tyskland. I dag ledes en stor del af trafikken gennem Guldborgsundtunnellen, så i dag er der noget mere fredeligt. Det er dog stadig en ret trafikeret vej. Når broen går op, er der hurtigt en lang kø på begge sider. Det er ikke ualmindeligt at broen går op, hver halve time hele sommeren, så her er en livlig trafik, på både land- og vandvejen.
Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne være så interessant at se og høre om broen og brovagternes arbejde, som det faktisk var. Vi var både inde og nede i tårnene.
Nede i tårnet blev døren åbnet så vi kunne kigge ud under broen, og vi kom noget tættere på det 20 meter dybe vand.
I det andet tårn var vi en tur nede i maskinrummet. Her er det forbudt at opholde sig når broen går op. Disse tandhjul løfter snildt de mange ton broklapperne vejer.
Vi var endda så heldige, at opleve hvordan det så ud, inde fra vagttårnet, når broen skulle op, og det ikke var os der holdt i kø derude. Det føles nemlig rigtig lang tid, når man venter 12 minutter på, at et af de kæmpe store skibe skal passere.
Er du interesseret kan du læse mere om broen her.
Selv i den fremskredne alder, er damen stadig på arbejdsmarkedet. Alle ugens syv dage, syv måneder om året, har hun 12 timers vagter. Dertil kommer, at hun de andre 12 timer i døgnet altid står standby. Det er der mange der benytter sig af.
Vi taler om vores lille bro, som har været på piller hele livet, og alligevel har et jernhelbred. Billederne er taget samme dag med 20 minutters mellemrum fra to forskellige vinkler.
Broen, der er lavet på Nakskov Skibsværft, er vores livline til resten af Danmark, og det er her, de allerstørste skibe går igennem, fordi vi netop har så dybt vand, som vi har, men farvandet er smalt og skarpt, så det er ikke nemt, for de kæmpe store skibe at manøvre igennem i, og slet ikke i stærk vind. Er de først på vej ind, har de ikke mulighed for at vende om.
I 1954 påsejlede det 10.875 tons dampskib Nevada, broen. Alle de mennesker der opholdt sig på broen blev slynget til side, og flere hundrede biler holdt i kø. Det var dengang broen var den eneste bilvej mellem Sjælland og Tyskland. I dag ledes en stor del af trafikken gennem Guldborgsundtunnellen, så i dag er der noget mere fredeligt. Det er dog stadig en ret trafikeret vej. Når broen går op, er der hurtigt en lang kø på begge sider. Det er ikke ualmindeligt at broen går op, hver halve time hele sommeren, så her er en livlig trafik, på både land- og vandvejen.
Jeg havde ikke forestillet mig, at det kunne være så interessant at se og høre om broen og brovagternes arbejde, som det faktisk var. Vi var både inde og nede i tårnene.
Nede i tårnet blev døren åbnet så vi kunne kigge ud under broen, og vi kom noget tættere på det 20 meter dybe vand.
I det andet tårn var vi en tur nede i maskinrummet. Her er det forbudt at opholde sig når broen går op. Disse tandhjul løfter snildt de mange ton broklapperne vejer.
Vi var endda så heldige, at opleve hvordan det så ud, inde fra vagttårnet, når broen skulle op, og det ikke var os der holdt i kø derude. Det føles nemlig rigtig lang tid, når man venter 12 minutter på, at et af de kæmpe store skibe skal passere.
Er du interesseret kan du læse mere om broen her.
Etiketter:
Interesser,
Lokalsamfundet,
Trafik
Abonner på:
Opslag (Atom)