Butik – typograf - og kontor i 70´erne

Inspireret af Madame vil jeg fortælle lidt om udviklingen på mine mit arbejdsområde.

Jeg fik mit første “rigtige job” i den lokale Brugs, efter skoletid i en alder af 15 år. Rigtigt job, skal forstås på den måde, at der var faste arbjdstider og arbejdsdage.

På det tidspunkt talte vi kundernes varekøb sammen på et stykke papir og slog det samlede beløb ind i kassen. Regnemaskinen stod på kontoret, og blev af og til hentet til butikken. Det var en med et håndtag man skulle hive i for hvert beløb man tastede ind. Tipskuponer med avancerede systemtipning, hvor vi skulle regne beløbet ud manuelt. Det hadede jeg, ligesom når jeg skulle ud og blande olie og benzin til den mobile knallertstander.

Begge billeder er lånt fra nettet.

Jeg overvejede kraftigt at blive typograf, og var derfor i praktik i en periode på et avis- og bogtrykkeri, hvor vi opsatte den ugentlige avis med en pincet og små blybogstaver fra en sættekasse. Hver medarbejder havde sin egen sættekasse. Når dagens avis var trykt, skulle alle bogstaver tilbage i sættekassen, i det rigtige rum selvfølgelig, i en helt speciel orden. De lå ikke i alfabetisk orden. Så forstår man bedre, hvorfor et bogstav kunne snige sig helt forkert ind.

Sættekasse med små blybogstaver, der blev sat på højkant i en metalskinne. Bogstaverne var så små, at man måtte bruge pincet.

Jeg valgte at arbejde med regnskab, og blev elev i en entreprenørvirksomhed. En udpræget mandeverden, hvor jeg oftest deltog i licitationer, som eneste kvinde mellem utallige mænd, som her på billedet.

Regnskabet blev skrevet i kassekladder med viking nr. 2. (læs blyant) Det hele blev bogført på kæmpe bogføringsmaskiner, der fyldte meget mere end et helt skrivebord.

Efter udstået læretid fik jeg job i landbrugsverdenen. De store datamængder blev tastet, på noget der ligner en regnemaskine, og papirrullerne blev sendt til en kæmpe datacentral i Århus, hvor rullerne blev indlæst og skulle igennem flere procedurer i meget, meget store maskiner. Jeg har været så heldig at se det hele i funktion, og ser altid LEC datacentralen for mig, når Kim Larsen synger “Blip-båt” “Når jeg står ved min maskine” Vi fik fakturaer retur i endeløse baner og utallige store kasser, til videre foranstaltning til landmænd i hele Danmark. Det var revolutionerende da vi fik EDB i virksomheden. Den eneste maskine blev opstillet på mit kontor med et DOS program.

Tre jobs hvor der bestemt også er sket en stor udvikling.

Vild med dans – vi starter sæsonen igen

Jeg har altid været vild med dans. Det er måske en sandhed med modifikationer. For som lille pige, husker jeg ikke begejstringen var så stor. Dans var vist bare noget der hørte sig til dengang. Men i mine teenagerår gik jeg til jazzballet inde i byen, det krævede ingen dansepartner. Jeg cyklede gerne 10 km hver vej, for at komme til dette, som var noget af det hotteste dengang.

Billedet er lånt fra nettet

Da jeg mødte Allan, havde han ikke helt samme interesse for dansen som jeg, det var mere fodbolden der trak . Han har dog også danset lidt som barn. Så jeg fortsatte med at gå til diverse ting inden for gymnastikkens verden, så som cancan og disco-rytmer, hvor vi blev udstyret med hat og stok og andre remedier. Jeg har altid godt kunne lide det lidt hurtige af slagsen. Senere blev det aerobic high impact, indtil for ca. 12 år siden, hvor Allan en dag kom hjem og spurgte, om vi skulle gå til dans. Jeg var helt sikker på, han tog gas på mig. Det gjorde han så ikke. Han mente det virkelig. Vi startede og gik to år i en danseklub på Falster, hvorefter vi flyttede danseklub, men måtte holde et pause et par år, fordi Allan skulle igennem et par operationer.

Nu starter vi vores 9 dansesæson sammen, hvor vi danser både vals, tango, quickstep, slowfox, jive, rumba, cha-cha-cha og wienervals. Så må vi se om Allans knæ kan klare opgaven. Han har lige været til kontrol efter operationen, og fik at vide at han skal regne med endnu et par måneder før det er optimalt. Gad vide om den mand ikke snart er færdig med at være under kniven! Vi har det mægtig skægt til dans. Vi får sved på panden, pulsen i vejret, en masse motion og ikke mindst nogle rigtige gode grin. Hvis nogen har set vild med dans i tv, så har vi det absolut ikke mindre sjovt. Lattermusklerne bliver bestemt også rørt meget. ☺ Ovennævnte billede er fra en opvisning, som tydeligt viser, at det er noget alle kan være med til, da det ikke kræver fint og dyrt dansetøj, men bare almindelig påklædning. Alle modne voksne dansere, som deltager i opvisningen, får udleveret en flaske god rødvind pr. næse, som tak for deltagelsen. Programmet i år har nye tiltag med både jitterbug/rock og zumba. Hvis Allan må opgive, melder jeg mig uden tvivl til zumba.

Syltetid

Haven og naturen bugner af bær. Vi har altid rigtig mange hindbær, og vel at mærke ormefri, for det sætter jeg stor pris på. Jeg hader de små hvide kryb orm, og kan se dem på flere meters afstand. Hindbær plejer jeg at kunne høste lige til frosten tager dem, så det bliver til rigtigt mange kilo. Stormen har lagt en del af buskene ned nu, om de er knækket og færdige i år ved jeg endnu ikke, men mange af bærrene er blæst af under stormen i dag.
Jeg har fået lave lidt marmelade af de brombær og hyben, som jeg pillede under vores ferie ved Henne strand.
Da haven også giver en masse salatagurker, så har jeg også fået syltet et par glas af dem.
De små cherrytomater, smager jo bare skønt som de er, og dem kan vi sagtens nå at spise efterhånden.

Ventetiden er forbi

I godt 7 mdr. har vi ventet på dette øjeblik. I dag skete det endelig – Allan har hentet vores nye bil i eftermiddag.

Det er flere bilhandler siden, vi har fået en flaske vin med i købet, men det fik vi i dag.

Henne, Fanø og omegn

Som skrevet her, har vi været få ferie i Henne. Mens det væter ned med vand i Kbh. og ikke mindst Nordsjælland, så har vi et par fantastiske tørre solrige varme dage i det jyske. Vi kørte en tur til Esbjerg og tog færgen til Fanø, hvor vi lejede et par cykler her. Godt jeg havde tjekket priser hjemmefra. For tæt på færgelejet lå også en “Fanø cykler” og da vi spurgte om prisen, var svaret 100,- kr. pr. cykel og det var en rigtig skærveknuser. Vi gik en lille km, og fandt så den rigtige udlejer hvor prisen var 50,- kr. pr. cykel. Cyklerne var næsten nye og i tip top stand. Vi manglede vores cykelcomputer, så det nøjagtige km vides ikke, men et sted mellem 30 og 40 km blev det til.
I Esbjerg så vi disse fire kæmpe hvide mænd, der kigger ud over havet. Og i Henne blev vi modtaget af en due og en masse frøer.
Mandag kørte vi til Blåbjerg, Nyminde klitplantage, Hvide Sande, og rundt om Ringkøbing fjord, og vi når et familiebesøg i Brørup.
Vi besøgte Gram Slot, som vi følger tæt i den kæmpe udvikling det har gennemgået, siden nye ejere erhvervede det i 2007. Det er et slot vi har besøgt jævnligt de sidste mange, mange år. Vi er vildt imponeret over hvad de magter, de to unge mennesker. Det er virkelig et besøg værd. Slotshaven er åbent hele året og ganske gratis at besøge. Det var vores andet besøg på slottet, efter de nye ejere har købt det. Selvfølgelig besøgte vi også Nybøl Cotel, hvor landbruget ligger. Der hvor bl.a. Aarstiderne hører hjemme, foruden selvfølgelig Gram slots egne produkter, som kan købes i Rema 1000.
Gram slot har en masse visioner, og indtil nu er alt gennemført længe før tid. De har stadig masser af visioner, og nogle vil allerede blive påbegyndt til efteråret og endnu mere til foråret, så vi skal helt klart afsted igen.
Onsdag piskede det ned. Vi går 3 dejlige lange ture, og fordriver ellers tiden med kryds og tværs i sommerhuset. Bøger havde vi også med, men det blev der ikke tid til. Torsdag havde vi sandstorm, så der blev fejet og skovlet, ligsom vi andre skoler sne. Jeg er glad for vi ikke bor ved Vestkysten, vi har nok i sneen alene. Vi tog en tur til Tyskland og tog en tur over Rømø hjem.
Fredag fik vi besøg af en af mine mange kusiner og hendes mand. En km før sommerhuset, ville deres bil bare ikke køre mere, så Allan måtte hente dem og senere køre dem til et værksted, hvor de fik klaret problemet, ved at købe et nyt batteri, mens jeg udnyttede tiden ved at pille nogle af de mange brombær og hyben, der var ved sommerhuset, mens jeg forberedte aftensmaden.
Om aftenen hyggede vi med mad, rødvin og snak inden vi gik til køjs alle fire. Efter morgenmaden, kørte vi mod Lolland mens kusinen og manden fortsatte turen i det jyske.
Selvom vi har måttet indskrænke vores spadsereture, p.g.a. af Allans knæ, til langt under det halve af hvad vi plejer at gå, så har vi alligevel nået at vandre godt 52 km på en uge.

Solnedgang ved Henne strand

Før vi fik investeret i ny campingvogn, havde vi allerede bestilt sommerhus ved Henne strand, hvor vi har opholdt os hele ugen. Vi kørte hjemmefra i silende regn, men vejret blev heldigvis bare bedre og bedre jo mere vi nærmede os målet. De første to dage skinnede solen fra en skyfri himmel. Vi sad ude og spiste og kunne sidde og og holde øje med solnedgangen. Og hver eneste aften gik vi ned til Vesterhavet for at nyde synet. Dog var der absolut ingen solnedgang at se onsdag. Den dag stod regnen ned i stænger i “vores” område. Billund lufthavn og Legoland var nærmest druknet. Det forhindrede os dog ikke i at trække i regntøjet, og gå den ene km ned til havet, for at se det hele i det vejr også, men kameraet lod vi blive i sommerhuset, det havde det vist bedst af, og der var som nævnt heller ingen sol at fange.
Et rigtigt flot syn er det, at sidde og se hvordan solnedgangen ændrer sig, nærmest fra sekund til sekund, men det vil fylde alt for meget her. De indsatte billeder er vist rigeligt i sig selv. De dækker over flere forskellige dage med sol, regn gråvejr og sandstorm.
Hver eneste solnedgang er meget forskellig, men alle lige fasinerende at kigge på. På vores adresse her på Lolland, er skoven desværre i vejen, for at vi kan se en solnedgang.

Pause

Der vil være stille på bloggen den næste uges tid. I aften skal vi til fest i den lille grundejerforening, hvor vi altid har det hyggeligt. Vi plejer at være ca. 20 personer, der spiser den medbragte mad. Hver familie har en ret mad med, som bliver stillet frem på bordet, så alle kan tage hvad de har lyst til. Vi medbringer selv drikkevarer, kaffe m.v. og så plejer vi, at synge nogle af vores lokale sange, som både jeg og min far har forfattet en del af, samt nogle gamle skillingsviser. En af grundejerne har altid sin harmonika med, så det er meget hyggeligt. I år kan vores lille grundejerforening fejre 20 års jubilæum, så i aften kommer maden udefra. En tre retters menu bestående af skaldyrs roulade, krydderstegt oksefilét og is. Maden bliver leveret af Schous på Marielyst, hvor man spiser fantastisk godt.

Vi skal både på besøg og have besøg, samt ud og opleve lidt af Danmark i den kommende uge. Så den står på ren nydelse og så meget afslapning, som vi nu kan holde til.

Biluheld i september 2002

Min far lå på sygehuset, mor og jeg var på vej hjem fra et sygebesøg, da jeg nærmede mig en traktor på hovedvejen, som jeg selvfølgelig overhalede efter at have orienteret mig, som man nu gør. Da jeg er oppe på siden af traktoren, ser jeg han drejer ud mod mig, mor siger ihhh han drejer…. Jeg havde set det, men kunne intet gøre. Det sagde BANG, og vi røg tværs over vejen, lagde et vejskilt ned, og landede inde i roemarken. Der røg en million tanker igennem mit hoved på få øjeblikke.

Der var fyldt med røg og damp i bilen. Og da jeg ikke var klogere, troede jeg bilen kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. Jeg tog min håndtaske, med penge og mobil tlf., så jeg kunne tilkalde hjælp, og kastede tasken med indhold langt ud i roemarken, så var det da reddet. Mor var meget stille og reagerede slet ikke, da jeg sagde vi skal ud, og det skal gå strækt. Jeg fløj om til modsatte side hvor hun sad, og hev døren op og sagde, kan du komme ud. Helt forvirret sagde hun, hun havde været besvimet, øh.. hva´ - ja, - det tror jeg da. Vi skal ud og væk NU, jeg ved ikke hvad der sker med bilen. Det er tilladt at grine. Til min skræk så jeg, at traktoren lå væltet oppe på landevejen, føreren kunne jeg ikke få øje på, og der var en pøl på vejen af noget, jeg troede var, diesel. Jeg tænkte bare, jeg må redde manden, inden det går helt galt. Jeg benede derop, og da jeg nåede frem, kravlede en meget brødebetynget ung mand ud med hænderne over hovedet, og han kunne kun sige flg.: ”Min far slår mig ihjel, min far slår mig ihjel” Nej, han gør ikke siger jeg, han er glad for du er i live. Nej, han slår mig ihjel, han slår mig ihjel, for jeg glemte det han havde sagt til mig, både at kigge bagud og vise af, og da jeg så jer på siden af mig, rev jeg i rattet og så væltede traktoren.

Inden vi kørte fra hospitalet, havde jeg talt med Allan, og sagt vi var på vej hjem med noget let aftensmad, så ham ringede jeg til igen og sagde, at vi blev lidt forsinket, fordi der var en ….. ,jeg brugte ikke et særligt pænt udtryk, der var kørt ind i os, og bilen ikke kunne køre mere, så vi ville gerne hentes. Derefter ringede jeg til politiet, og der kan jeg love for virkningen kom, mine ben kunne slet ikke stå stille, jeg rystede som et espeløv og hjertet hamrede løs, mens jeg fortalte historien. Politiet sagde, holdt, stop, det skal jeg lige have en gang til. Siger du, at en traktor er væltet på landevejen, og at I ikke har brug for nogen ambulance. Ja, rigtigt forstået. Hmm, jeg sender en bil.

Jeg havde dårligt lagt røret, da der allerede stod en betjent, ankommet i civil bil. Det var godt nok hurtigt. Han sagde det så voldsomt ud, og spurgte hvad der var sket. Jeg forklarede, og spurgte så, om ikke han skulle notere noget, nej, han var bare på vej hjem fra job, og ville blot se om der var brug for hjælp. I mellemtiden, havde nogle vidner fra et nærliggende hus, ringet til den unge mands forældre, og faderen råbte, skreg og skabte sig overfor sin søn, så både vidner og konen måtte tysse på ham. Og jeg kunne altså heller ikke lade være at sige, at det trods alt så ud til, at det kun var døde ting, det var gået ud over. Han himlede op over at han ikke kunne sprøjte som planlagt. Den unge mand var blot 16 år, og havde lige akkurat fået sit traktorkørekort, som han ikke engang havde fået med, og det var hans allerførste køretur. Jeg havde ærlig talt lidt ondt af ham. Konen sendte faderen hjem, mens hun selv blev hos drengen.

Vel hjemme om aftenen, spurgte jeg Allan om han var meget ked af det med bilen. Han er meget, meget næn over vores biler, JA, det er jeg……….. men jeg er meget glad for du stadig er i live.

Jeg kunne ikke sove om natten. Ikke fordi jeg havde mareridt, nej bestemt ikke. Jeg kunne bare se det komiske i det hele. Så jeg lå og grinte højlydt, flere gange. Mor og jeg blev selvfølgelig tjekket hos lægen, men bortset fra at mors krop var lilla overalt, lægen havde aldrig set noget lignende, og jeg havde et par trykkede ribben, så slap vi fra det uden mén. Men ømme og forslået, af slag, seler og airbags, var vi i mange måneder. Hold da op hvor mor og jeg har fnist og skraldgrinet af det utallige gange i lange, lange tider. Egentlig er der vel ikke så meget at grine af, men vi kunne bare ikke lade være, jeg tror også det er god terapi.

Ikke god nok – fortsættelse om slægten

Som skrevet i dette indlæg, fandt jeg via slægtsforskningen nogle oplysninger, som satte det hele lidt i perspektiv. Min mormor og morfar var desværre allerede døde, da jeg fandt disse data.

Min mor har fortalt meget om, hvor godt og sjovt der var hos bedstemor og bedstefar, hvor hun sammen med min moster, blev forkælet og altid har haft nogle rigtige dejlige ferier. De blev taget med til dyreskue og alverdens andre ting. Der blev virkelig gjort meget for de to piger, og de har også altid følt sig meget afholdt og elsket.

Det var to meget stolte piger i deres fineste dress. Kjolerne har min mormor selv syet og broderet til.

Det var en meget stor overraskelse og nærmest chock, for min mor og moster, da jeg kunne fortælle, hvad jeg havde fundet ud af. Set i bakspejlet, har bedstemor vel villet skåne sine børn, for at begå den samme fejltagelse, som hun selv gjorde, men hun er gået lige lovligt langt, vil de fleste vel nok være enig med mig i.

Da jeg ledte efter bedstemor og bedstefars vielse i kirkebogen, fandt jeg ud af, at bedstemor var fraskilt. Så blev det rigtigt spændende, ikke mindst fordi der også stod, at de var udmeldt af folkekirken, og var blevet borgerligt viet. Jeg fandt bedstemors første vielse, og dermed også oplysningen om, at den søn, som skød sig selv, var medbragt fra første ægteskab.

Mor kan huske, at der er blevet talt meget om, at familien altid havde været pot og pande med præsten, og pludselig var det forbi, uden at nogen kunne forstå hvorfor. Forklaringen var at præsten ikke ville vie bedstemor i kirken, fordi hun var en fraskilt kone med barn, så de måtte “nøjes” med en borgerlig vielse.

Det har åbenbart været en meget stor katastrofe i familien, og den skulle tilsyneladende holdes meget hemmelig. Sådanne hemmeligheder var dengang meget normalt. Helt anderledes var det i min farfars slægt.

Camping og friluftsliv

Jeg har de sidste par år, især af vores gode venner, fået tudet ørene fulde med, at der er sket meget med campingpladserne, siden vi, her i huset, har benyttet os af den ferieform sidst. Det var så bare ikke lige det jeg oplevede, da vi fredag eftermiddag ankom til Præstø campingplads. Det var nøjagtigt som for 15 - 20 år siden. Campingpladsen var lille og hyggelig nok. Der var en masse fastliggere, som jeg så ikke forstår mig på i dette tilfælde, men jeg skal sikkert lære meget om det i fremtiden. Vejret var med os, og vi fik travet Præstø tyndt om eftermiddagen, og igen om aftenen. Der var fest på havnen, og den musik havde vi gælde af hele aftenen og natten mens vi opholdt os på campingpladsen.
Vi glæder os altid over at se Bevaringsforeningen blive nævnt i de små byer og landssogne, fordi det betyder, at en masse ildsjæle har arbejdet rigtigt hårdt for, at bevare noget eksisterende eller bygge nye tin op, som her ved Præstø rutebilstation, hvor kommunen ville lukke stationen p.g.a. hærværk. Nu er cykler osv. låst inde døgnet rundt, og man køber et adgangskort.
Springvandet i Præstø er tilsyneladende et meget eftertragtet sted for børn og barnlige sjæle, fordi man kan komme ind og stå i midten uden at blive våd. Vi brugte meget tid på at se på fra sidelinien, også om aftenen da det blev mørkt, der kom der nemlig lys i og omkring springvandet.
Vi så en fantastisk solnedgang, over Præstø fjord, som det desværre ikke lykkedes os at få noget ordentligt foto af.
Lørdag cyklede vi bl.a. ud for at se den gamle Oldtidsvej ved Broskov. Den har Allan talt meget om, da han i mange år har arbejdet som naturplejer i Storstrøms Amt og derfor bl.a. har været med til at vedligeholde dette område. Vi så også et et par fint restaurerede gamle huse, som ligger idyllisk ved skoven, og fik godt nok afprøvet benmusklerne, da der var utroligt mange lange stejle bakker. Vi nød den medbragte klap-sammen-mad i solen på en rasteplads. Cykelstier er en mangelvare i Præstø, man cykler ude på den smalle trafikerede hovedvej. Der er vi godt nok priviligeret her i byen. Cykelturen blev på 22 km.
Søndag morgen så det ud til regn, men vi havde besluttet, at vi ville Jungshoved rundt på cykel, inden vi kørte mod Lolland. Vi startede tidligt, og tog regntøjet med. Der gik ikke lang tid før det begyndte at småregne, men pyt, vi fortsatte til Ambæk, Roneklint, Bønsvig, hvor disse to idylliske billeder stammer fra.
Videre til Bøget, hvor der var fyldt med rhododrendon langs vejen og i skovkanten meget, meget langt. Det var et helt specielt syn. Vi nåede Stavreby, som er Danmarks mindste fiskerihavn. Der så vi denne fantastiske flotte båd fra Holland, mellem mange små faldefærdige fiskerbåde. En lokal mand medgav, at det var meget sjældent, der kom så fint besøg der.
Da vi kørte derfra begyndte det at øs, sjask regne. Vi skar lidt af turen, og kørte hjemad over Jungshoved by, og fandt et stort træ, hvor vi stod i rimelig tørvejr, mens vi spiste vores medbragte klemme, inden vi fortsatte turen over Stenstrup og Øen Smidstrup tilbage til Præstø. Det var en dejlig frisk tur på 34 km. Vi havde gjort “huset” afrejsningsklar, det skulle blot hægtes på krogen og cyklerne skulle læsses på stativet.
I morgen har jeg lovet at tage på arbejde. Jeg ved, at det bliver rigtigt mange timer, men jeg ved også at tiden flyver afsted.