Gamle frøer og Holberggård

De gamle frøer er os, der var kollegaer i frøfirmaet SN-Frø. For mit vedkommende fra april 1976 til juli 1989. Vi ses en gang om året. Nogen har set hinanden lige siden firmaet lukkede og blev en del af DLF. Andre, som jeg selv, er kommet med senere. De fleste af os fandt et helt andet arbejde, men nogle flyttede med til DLF. Tre af dem er der stadig. En har dog været ude at snuse til andet job, men er vendt tilbage. De fleste af os andre, har haft 25 års jubilæum i det nye job. 

Vi mødtes på Flamez sidste fredag og spiste noget god mad sammen. 


Det er så hyggeligt at ses og blive opdateret på hinandens liv, og tale om gamle dage. 
Hende der underviser unge studerende, bliver jævnligt mindet om at hun er gammel, når hun f.eks. nævner disketter. De unge aner ikke hvad det er. De skulle bare høre os, når vi begynder at tale om kundekartoteket på metalprintplader, håndskrevne kuverter, breve og regninger, fordi der ikke altid var plads til navn, titler og adresser på printpladerne, når det drejede sig om de større gårde. Om telefax, hulkort, hullestrimler. Bogføringsmaskine og kopimaskine, som hver især havde en størrelse som et stort skrivebord. Kontokort på størrelse med hængemapper. Om kæmpe store regnskabsbøger og de lidt nyere, men i dag for længst afskaffede grønne regnskabsark, og at vi skrev med Viking nr. 2 og fyldepen.  Afregninger i kassevis, på papir i endeløse baner kom retur fra LEC i Aarhus, efter de store maskiner havde læst vores hulstrimler.
Om skrivemaskiner uden rettebånd eller kvajelak. Skrev man forkert, var det i gang med en viskeblyant. Om trækpapir og kalkerpapir. Om duplikator og papirtynde stensil. Om postbakken med dagens breve, der blev sendt rundt på kontorene for at alle kunne være opdateret. Og da der kom EDB og elektronisk ETB i huset i DOS version. Den brandsikre boks, på størrelse med et helt kontor, hvor vi kørte alle vigtige papirer ind hver aften, og ud igen om morgenen. Om frankeringsmaskinen, som vel er det sidste, der, indtil videre, er forsvundet fra kontorene. Inden længe, aner man ikke hvad hverken et frimærke eller kontanter har været brugt til.
En af de gamle frøer, ringede til mig og sagde, at nu var hun blevet gammel (83 år) så hun kunne ikke deltage i år. Heller ikke selvom jeg tilbød at hente hende. Jeg lovede både hende og mig selv at besøge hende efter frømødet. Det gjorde jeg i søndags, medbringende kage til kaffen. Jeg kunne godt se at hun var dårligt gående og mærket af alderen, men hukommelsen og snakketøjet fejler ikke noget. Hendes far var med til at starte firmaet i 1945 og hun blev ansat i 1950, så hun har om nogen – og som den eneste – den største viden om firmaet. Sikke en udvikling hun har været igennem. Hun fik også andet job – i branchen i Nakskov, hvor hun var i 9 år, inden hun gik på pension.


I går fik vi indløst mors julegave. En 5-retters menu og 5 vine på Holberggård til 500,- kr. pr.næse. Det synes vi er billigt. Det var rigtig god mad. Der var mere gourmet over den menu, end der var over den jeg fortalte om her. Holberggård kaldte det ikke gourmetmad. 

Vi havde garderet os, og fået privatchauffør af Mads. Vi anbefaler med glæde stedet, og spiser der gerne igen. Vi sad og blev ret fristet til en 10 retters menu om 14 dage, men har dog ikke bestilt noget.

Juleforberedelser er mange ting, og starter tidligere og tidligere, eller…

Vi er bagud på flere fronter. I hvert fald når jeg hører og læser om andre.
I skrivende stund, står det meste af julepynten stadig i kasser på loftet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Sådan har det altid været. Lige fra jeg var en lille pige, har vi altid først pyntet op til jul, omkring fars fødselsdag den 8. december.
Julegaverne er jeg heller ikke begyndt på endnu. Det var dog noget anderledes da ungerne var små, og jeg skulle købe julegaver til  20-30 personer. Sådan er det heldigvis ikke mere, og har ikke været i mange år. Dengang var jeg færdig med alle julegaveindkøb den 1. december, med undtagelse af de par stykker, der havde fødselsdag i december.
I november slagtede jeg altid gris. Jeg lavede medisterpølser, finker, sylte, svær- og rullepølser, leverpostej, så vi havde julemaden klar til alle juledagene. Der blev lavet juledekorationer og bundet adventskrans, klar til at nyde 1. søndag i advent. 
I december blev der bagt alle de traditionelle julesmåkager. Der blev lavet konfekt, og fyldte chokolader. Kogt klejner og æbleskiver. Den gang havde vi også meget mere urtehave, end vi har i dag, og var selvforsynede stort set med alt til hele året. Grønkålen blev også høstet, kogt, hakket og lagt i fryseren. Der blev flettet stjerner, julehjerter og musetrappe samt klippet og klistret mens julehyggen langsomt bredte sig.  
Når jeg tænker tilbage, husker jeg det som en hyggelig tid med juletravlhed, men ikke som stress og jag, som mange føler det i dag.
Tiderne skifter, så vores jul har set meget anderledes ud i mange år. Jeg tager det ganske roligt, og laver det jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg har ingen faste krav til mig selv udover at juleaften og juledagene skal være hyggelige, og det skal hele december også være. Der skal være plads til andre fornøjelser, for dem har vi ret mange af.
Jeg bager ikke julesmåkager, da ingen (hvis vi ser bort fra Allan) i den nærmeste familie er småkagespisere. Jeg er til æbleskiver og klejner. Resten rører jeg ikke. Bare lugten duften af brunkager og pebernødder er næsten mere end jeg kan klare. Konfekt er de fleste af os også for kræsne til. Marcipan spiser jeg ikke, og andre kan ikke tåle det, så det springer vi også over.
Jeg er derimod vild med al slags mad, så jeg har lavet rullepølse og leverpostej og i løbet af den næste uges tid, får jeg også pyntet op og købt julegaver. Jul bliver det under alle omstændigheder, og både grønkålen, hamburgryggen, medisteren og anden ligger klar i fryseren, så der er ingen grund til at få stress.  

De sunde og de gode valg i livet

Hvad der er sundt og godt, er der ikke nogen entydig facitliste på. Hvad der er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig, uanset om vi taler livsform eller kosten alene. Måske vil mange umiddelbart tænke, at sund kost er ens for alle, men sådan er det ikke. Det vi får tudet ørene fulde med er sundt, kan nogen, i værste fald, dø af at spise. Og selvom vi synes vi lever et godt liv, er det ikke nødvendigvis et sundt liv.
Jeg vil påstå, jeg lever et rimeligt sundt liv. Jeg lever i hvert fald et godt liv, og det vil jeg vove at påstå, jeg altid har gjort, når vi ser bort fra de ting, der bliver trukket ned over hovedet på en, men som man ikke selv har den store indflydelse på. De ting har der såmænd været nok af igennem årene. Så må der justeres, så vi kan få det bedste ud af det, vi er havnet i.
På et enkelt område, synes Allan at mit liv er kedeligt, mens andre måske vil mene jeg er heldig. Jeg bryder mig nemlig ikke om søde sager. Der er f.eks. ikke meget chokolade, jeg sætter tænderne i, af den simple grund, at jeg ikke kan lide mørk eller fyldt chokolade, hverken med creme, spiritus, marcipan, kokos eller rosiner, for slet ikke at nævne smagen af pebermynte eller alt muligt andet. Flødeboller og isvafler kan heller ikke friste og tørrede frugter er for søde. Småkager rører jeg helst heller ikke. Er der glasur på kagen, bliver den pillet af, og sådan kunne jeg blive ved. Allan kan ikke forstå at jeg fornægter mig alle disse ting, for som han siger, ved du jo ikke om du dør i morgen. Nej, det ved jeg ikke, men så er jeg ikke gået glip af noget i den retning. Jeg gider ikke fylde mig med noget, jeg ikke bryder mig om. Det kan se nok så lækkert ud, og være nok så dyrt, men hver gang jeg har smagt en lille flig, bekræftes jeg gang på gang i, at det ikke er noget jeg bryder mig om. Anderledes ser det ud, hvis der er frugt, mad eller nødder i nærheden. Her er jeg altspisende, og kan sagtens spise usundt, og mere, end jeg har godt af.  

 

Siden juleaften 2016 har det skortet noget på det sunde liv, når vi taler motion. En ting var, at jeg dårligt kunne gå, men jeg fik også, pludselig midt i det hele, forbud mod at cykle. Da jeg i hverdagen sidder på min flade mellem 7 og 10 timer dagligt, uden mulighed for at gå mere en højst 10 skridt til kopimaskinen, er det vigtigt for mig at få rørt mig lidt, når jeg har fri, for sådan har jeg det nu en gang bedst.
I 2017 har mit liv bestemt ikke været normalt, hvad bevægelse angår. Den fod har spærret utroligt meget ben for mine udfoldelser. Siden november er det gået rimeligt godt med at gå. Jeg er så meget tilbage på sporet, og er usigelig taknemmelig over, at jeg igen kan bevæge mig rundt, de allerfleste steder med det rigtige fodtøj på.

Det sunde valg er også, at man ikke lader sig påvirke af at uret siger bip, når nu man ikke har mulighed for at gå nogen steder. Da jeg for nogle år siden købte uret, fordi mit ‘normale’ ur var gået i stykker, var det lidt svært at ignorere disse små bip-lyde, som kommer, når det er tid for bevægelse. Det eneste jeg kunne, og stadig kun kan, er at hæve skrivebordet og arbejde stående. Det får desværre bare ikke de røde streger til at forsvinde. Her måtte jeg, som så mange andre gange i livet, sige til mig selv, at jeg ikke skulle lade mig irritere af noget, jeg ikke havde mulighed for at ændre på. Det er fint med en lille reminder om, at det er tid at lette rumpen og gå en tur, hvis man altså har mulighed for det, men uanset hvor mange skridt man har gået, går der ikke lang tid, før uret bipper igen for at fortælle, at det er tid at komme i bevægelse. Det har jeg ingen problemer med at ignorere, men jeg kan også fristes til at give den en skalle mere. Når alt kommer til alt, så er det trods alt mig der bestemmer.

Gourmetweekend på Hindsgavl Slot

For 5 måneder siden, fik jeg et gavekort af mine kollegaer i Stubbekøbing til et ophold på Hindsgavl Slot. Vi skulle bare lige spare de sidste penge sammen, så Allan også kunne komme med. Nej… pjat…. Allerede i november måned var vi klar, men  alt var optaget. Det blev jul, og meget andet fyldte vores kalender.
Det er længe siden vi bookede os ind til sidste weekend, og ugen før fik Allan en opringning, at de havde et rigtigt godt tilbud til os. Vi kunne deltage i deres store vinterfest i laden, sammen med 250 andre, og få den store buffet med 3 retter mad, musik, dans og natmad til samme pris. (kun drikkevarer var ikke inkluderet)  Det ville Allan klogt nok, gerne lige vende med mig, før han svarede. Jeg var ikke tilhænger af det tilbud. Faktisk syntes jeg, vi blev ringere stillet. men hver sin smag for sine penge. Jeg ville hellere side, om nødvendigt, mutters alene i fred og ro og spise ‘dagens 4 retter’ 
Vi var tidligt fremme og kørte igennem dyrehaven og så de mange store flokke af dyr, inden vi kørte til Gals Klint, hvor vi spiste den medbragte klemme, hvorefter vi gik os en tur langs stranden og skansen, mens vi ventede på at klokken blev 13, hvor vi kunne tjekke ind. Vi nåede også at gå en tur i Batteriplantagen, som er et meget bakket skovterræn.
Da vi havde fået udleveret nøglen til vores værelse, gik vi en tur rundt på Hindsgavls område. Vi havde jo siddet længe nok i bilen på vej dertil, så det var rart at få rørt sig lidt, inden vi satte os til kaffebordet i Café Den Hvide Hingst, hvor de åbnede kl. 14, for os der ville med på 1½ times guidet gåtur kl. 15. Det ville vi meget gerne.

Efter det store kaffebord, mødte vi op på gårdspladsen. Oftest foregår gruppeture i et lidt for sløvt tempo til mig os, men den pensionerede skovfoged Kiholm holdt et kvikt tempo på hele turen. Det var koldt og vinden bed. Det både regnede og haglede under turen, så der var nok flere årsager til at flere faldt fra lidt efter lidt, men vi tog hele turen.
Pludselig øjner jeg, på skovvejen langt fremme, noget der lyser op. Zoomet på kameraet afslører en række termokander. Gad vide om vi får serveret kaffe, tænkte jeg, men blev enig med mig selv om, at det nok var andre, der havde et lille arrangement i skoven.
Da vi kom nærmere, kunne jeg se, det var selveste direktøren fra Hindsgavl, der stod der og ventede på os. Kiholm anede tilsyneladende intet, men...  det var vist mest skuespil fra hans side. Selvom jeg havde handsker på, var det godt at få varmet fingrene på kruset med den varme hyldeblomstdrik med rom, som vi fik serveret. Det smagte dejligt. Vi gik samlet hjem gennem dyrehaven og så masser af dyr.
Vi nåede hjem og fik vendt badeværelset og kom i noget andet tøj, inden vi skulle gå til bords i en af slottets stuer, hvor vi fik serveret en velkomstvin, mens vi talte om, vi skulle bestille en vinmenu, eller ‘bare’ dele en flaske rødvin. Det blev det sidste, da 5 glas vin pr. næse, ville være lige i overkanten at kapere på de få timer. En skål med lunt nybagt brød, i 5-6 forskellige udgaver, der var ‘bagt sammen som et lille rundt brød’ blev placeret på bordet sammen med hjemmelavet kryddersmør.
Første ret var slottets røgede laks med syltet skorzonerrod i rugcrumble, citroncreme, sprøde skorzonerrod og fuglegræs. Det var så lækkert.

Næste ret: Koriandergravad vildt fra dyreparken med duet af svampe, friterede løg og ruccola. Uhm...




Hovedretten: Rosastegt oksemørbrad med brændt porre, balsamico og honningbagte rødbeder, ‘brændende kærlighed’ og skilt persillesky. Det var så mørt og lækkert. 

Dessert: Æblemazarin med syrlig friskost, æblesifon, syltede og sprøde æbler.
Nu hører søde desserter ikke lige til min hofspise. Nogen synes synes det sætter prikken over i’et, mens jeg synes det ødelægger hele mit måltid. Selvfølgelig smagte jeg på kagen, men den var som jeg havde forventet, så jeg lod den stå. Kunne jeg vælge, havde jeg valgt ost, men alt i alt var det absolut en meget lækker menu – også desserten, hvis du spørger Allan.
Vi var godt mætte, da kaffen blev serveret, og da kokken pludselig havde fundet på at servere noget pesto til det varme brød, til de spisende gæster der kom senere end os, blev vi snydt for det. Derfor fik vi som kompensation chokolade til kaffen, men jeg var så mæt, at jeg kun tog en lille bid af det første stykke, mens Allan kom igennem alle 4 stykker. Efter det festmåltid, var det tid at gå tilbage til værelset.
Næste morgen var der den helt store morgenbuffet i Laden hvor dørene åbnede kl. 7. Vi er altid glade, når der serveres morgenmad tidligt. Er det senere end 8 klarer vi hellere os selv på anden vis. Min start på dagen blev friskpresset appelsinsaft, kaffe. skyr med friske frugter og lidt hjemmebagt rugbrød med ost, bacon og røræg, mens Allan selvfølgelig sluttede af med kage.

Vi var færdige med morgenmaden længe før de fleste fik øjne. Det er dejligt at have det hele for sig selv, så har personalet også tid at snakke og svare på vores spørgsmål. Jeg ville blandt andet gerne vide hvilken varmekilde man brugte på Hindsgavl. Svaret er naturgas. For et par år siden var det oliefyr. Her sagde det bare slup, så var tanken tom.

Inden vi kørte hjem, ville jeg gene ud at gå en tur. Da vi gik ved vandet hørte vi et plask længere fremme, og ville se hvad det var. En lille flok morgenfriskekvinder var ude at vinterbade. De påstod det var dejligt, og at man fik den indre varme, men indrømmede også at vandet var rigtigt koldt.

Mellem blomstrende tæpper af vintergækker og erantis, samt påskeblomster og rododendron med knopper så store, gror der masser af ramsløg. Vi tjekkede ud, og da det var ret tåget og udsigt og sigtbarhed ikke indbød til udflugter, kørte vi direkte til Lolland.

En interessant oplysning er, synes jeg, at Hindsgavl har 80 ansatte, hvoraf de 30 alene er ansat i køkkenet med  23 udlærte kokke og 7 kokkeelever.

Rawgulerodskage og anden mangfoldighed

Jeg elsker at eksperimentere med ting i køkkenet uden at have en opskrift at holde mig til, men det hænder også, at jeg falder over noget der lyder så mærkeligt, at jeg bliver nød til at prøve det, og så alligevel måske ændre lidt på det. Enten fordi jeg ikke har, eller kan skaffe, det der skal bruges, eller måske fordi jeg tror noget andet er bedre, om ikke andet, så i hvert fald i min egen mund, men denne gang manglede jeg alt til kagen undtagen skyr. Jeg kunne næsten ikke vente til jeg kunne få afprøvet opskriften. Onsdag aften mens jeg lavede aftensmad, kunne jeg endelig gå i gang. 

Gulerodskagen, som jeg dog mere vil kalde en dessert, eller…? Hvad mener I om rå gulerødder til dessert?  Eller en kage med skyr?  Måske skulle vi hellere kalde det morgenmad? Kald det hvad I vil. Her kommer min version af opskriften.

• 2 dobbelte daim
• 100 g fuldkornskammerjunkere
• 2 dl piskefløde
• 2 dl skyr med vaniljesmag
• 5 spsk. flormelis
• 2-3 gulerødder

Kammerjunkere og chokolade hakkes groft og blandes i 8-9 portionsglas. Fløden piskes til skum sammen med flormelis, blandes med skyren og fordeles i glassene. Gulerødderne rives groft og lægges på som topping. Det hele sættes i køleskabet mindst 2 timer. Da jeg ville servere disse 6 kager/desserter for mine kollagaer i Stubbekøbing, måtte det komme an på en prøve, om de kunne tåle at stå så længe i køleskabet inden vi skulle have eftermiddagskaffe næst dag. Kagerne tog absolut ingen skade af dette. Alle var meget begejstret for den underlige kage. Også dem der ikke bryder sig om gulerødder og skyr, spiste op.
Jeg kan sagtens forestille mig gulerodstoppen blive erstattet af friske jordbær, kiwi eller andet frisk frugt. Det er helt sikkert noget der vil blive serveret flere gange her i huset, både med og uden gulerødder.

Torsdag morgen, da vi kigger ud ad køkkenvinduet, ser vi den flotteste fuldmåne.  
Vi har, som så mange andre, haft nogle meget våde og blæsende dage. Solen har mest været ikke eksisterende på himlen, men da jeg kørte hjem fra arbejde, måtte jeg stoppe op flere gange og tage billeder af solnedgangen.

 Himlen blev bare smukkere og smukkere.

Da jeg nåede havnen, parkerede jeg bilen og gik mig en tur og så solens sidste stråler forsvinde.
Fredag fik vi set og talt med flere gode gamle venner. Nogen have vi ikke set meget længe. Lørdag var det meningen jeg ville give hytten lidt julebelysning i vindueskarme og diverse andre steder, men der kom mange andre ting på tværs. En pludselig hovedrengøring i køkkenet. Familiebesøg, først af en, så et par stykker mere. Alt sammen rigtigt hyggeligt. Der er jo stadig længe til jul og adventdekorationen blev klargjort allerede sidste weekend.  
Søndag havde vi lovet at bakke op om ungernes julearrangement på Friskolen Øster Egesborg. Hold da op et storslået arrangement. Det hele er kreeret af ungerne og deres forældre. Der var alt til julen. Lige fra dekorationer og pynt, til hjemmesyltede ting og sager af den spiselige slags. Jeg havde hørt om de syltede nissenumser, men nu så jeg dem med egne øjne. Der var luciaoptog gennem hele skolen, og flere sange blev sunget af koret. Vi kunne købe mad, kaffe, kage, æbleskiver og gløgg og andet spiseligt. Der var bålfade i skolegården, gran- og juletræsalg, motorcrosskørsel og ponyridning. Kæmpe tombola, med ikke bare mange, men også meget flotte gevinster. Jamen du milde, jeg kan slet ikke opremse det hele. Vi fulgte ungerne hele dagen. Alle elever havde vagt ved flere forskellige boder i løbet af dagen. Afhængig af ungernes alder, og den vagt de skulle bestride, måtte forældrene stå dem bi. Vi var meget imponeret af dette arrangement, og har haft en rigtig hyggelig dag. Jeg kunne ikke stå for denne lille pottenisse. Lidt hjemmelavet fuglemad kom også med hjem.
Vi nåede lige hjem. Fik parkeret bilen, hvorefter vi gik til det årlige juletræstænding i vores eget lille lokalområde.Det skal vi jo også støtte og holde liv i. Trods vejret var der som altid stor opbakning. Her kom julemanden på besøg og delte slikposer ud til alle børnene. Brugsuddeleren gav slik, gløgg, nybagte kager og varm kakao til alle fremmødte. I år foregik det, p.g.a. vejret inde i butikkens baglokale.

Så’n en tidlig lørdag morgen og lidt om søndagsmad

Når man ikke kan sove, kan man lige så godt stå op. Vi bruger opslagstavlen til korte meddelelser om hvor den anden er henne, hvis vi ikke lige har mulighed for at tale sammen. Jeg skrev ganske kort, ‘går tur’. Så ville Allan se det, når han fik øjne.











Vejret var herligt, og der er så stille alle vegne. Kun nogle få sejlere har fået øjne. Jeg fik en lille snak med en af dem.

Da jeg vendte næsen hjemad, var folk begyndt at vågne. Nu, en uge efter, kan man allerede tydeligt se forskellen på morgenerne. I skrivende stund er det ret mørkt derude. I lørdags var det helt anderledes. Selve vejret har selvfølgelig stor indflydelse. I dag er det gråt og efterårsagtigt, mens det i lørdags var sommervejr.








Da jeg nåede hjem, havde Allan lavet kaffe, og var godt i gang med at indtage dagens første måltid. Det tilsluttede jeg mig, inden jeg gik i gang med at skrælle og koge en ordentlig portion nedfaldne æbler. Det kom der en æblekage ud af og resten af grøden blev lagt i fryseren. Jeg fik råsyltet nogle squash og pillet hindbær og andet i den stil. 
Søndag havde vi lavet en aftale med vennerne om at tage ud i det blå med mad og kaffe. Jeg ville medbringe al maden. Vennerne vil så tage en grill med. Allerede om lørdagen havde jeg lagt et helt kalkunbryst i en marinade af et par dl. øl, frisk hakket estragon, lidt finthakkede løg, 4 knuste fed hvidløg, ½ dl olie, et par spsk. citron og all-round krydderier i form af det køkkenskabene indeholdt, bl.a. paprika og koriander. I denne lage lå kødet og trak i ca.12 timer. Jeg havde også kogt en portion polenta, som også skulle grilles. 
Søndag formiddag hentede jeg nogle pærer i haven, som med udgangspunkt i denne pære-blommesalat, blev skåret i både og vendt på panden i et par skefulde olie og ditto honning. Samme behandling fik en portion blommer. Begge dele blev blandet i en skål og drysset med en blanding af hakkede valnødder og hasselnødder.  
Til den anden salatskål hentede jeg forskellige tomater i drivhuset. Disse blev blandet med en mango i tern samt lidt hjertesalat og grønne asparges. Lidt hjemmelavet  olie-eddikedressing kom henover.
Vi nød hele eftermiddagen med heste, svin og en enkelt lama som tilskuere, mens vi tog et kig ud over vandet og var omsværmet af flotte røde og grønne guldsmede og andre flyvende insekter, alt sammen ved Klodskov, hvor et par af os også tog en lille travetur, mens andre tændte op i grillen og passede den. Efter spisningen og lidt hygge kørte hver til sit.    

Det er blevet lyst, men solen lader vente på sig. Det ser ud til mere regn som vi fik 11 mm af i går.

Om ca. en time sætter jeg mig på cyklen, og ser om jeg kan bunde gennem skoven.

Mozart, mad og stemningsbilleder fra Madeira

Det handler ikke om musik, men om en restaurant, der på alle måder lever op til navnet.
‘Dørmanden’ (ham der tager imod gæsterne og anviser bord) er klædt i det selvsamme tøj som Mozart gik i. Håret er også en tro kopi af slagsen. Tjenerne er i det fineste skrud, nøjagtigt som de er på Fortet.







Da vi skulle på apoteket, havde vi sat næsen op efter atter at spise en lækker menu på Fortet, men som jeg skrev her, var alt optaget. På deres anden restaurant, Mozart, var alt også optaget, med mindre man ville sidde ude i regnen og kulden. Det ville vi gerne godt, når det ikke kunne være anderledes. Der var overdækket, så vi blev ikke våde, og der var også rimelig læ.
Da vi havde bestilt vores menu, kom tjeneren med en lille lakseanretning og en tilhørende Sparkling, begge på husets regning. 

Hovedretten var fyldt hønsebryst med ost og spinat med citronsauce. Tilbehøret var porer, passionsfrugt, gulerødder, hvidløg, bacon, og jeg tror det er en banankartoffel, som bliver brugt rigtigt meget på Madeira. De smagte slet ikke som rigtige kartofler. Pynten i kartoflen er tørret purløg, og fadet er pyntet med spiselige blomster. Jeg har vist fået det meste nævnt nu. Det var en ualmindeligt lækker og flot anrettet menu. Nøjagtig som på Fortet, hvor jeg også tror det var en banankartoffel. Vi havde bestilt brød også. Det skulle vi nok ikke have gjort, for de kom med to store stykker til os hver. Det ene var noget mørkt, næsten sort brød, med en syrlig smag som tranebær og rigtig, rigtig lækkert. Hvor det andet, var noget almindeligt hvidt rundstykke-lignende brød. Desværre er billedet ikke særlig godt.  












Der blev også plads til en dessert. Varm chokoladekage med is. Da vi stak skeen i kagen, strømmede den varme chokolade ud på tallerkenen. Til desserten serverede tjeneren en madeiravin, også på husets regning. For hele denne menu inkluderet rødvin til os begge, betalte vi kr. 472,- ialt.  Absolut et anbefalelsesværdigt sted. Dog skal man kunne holde ud at høre Mozarts musik, for det bliver der spillet hele tiden. Dog ikke højere end at man nemt kan tale sammen.
Vi var mætte og gik tilbage til hotellet, og fik den sidste aftens sanseindtryk med os.

Der var ikke plads til aftenkaffen. Heller ikke hos ham, der normalt ikke kan sove uden at få sin kaffe.