Svigt og forsømmelse

Det er to ord, som jeg i den kommende tid vil prøve at rette lidt op på. Den sidste tid har jeg kun lige fået gjort det nødvendigste i eget hjem. Der har også været rimeligt meget at se til den sidste måned, men nu er der vist ved at være stilhed på hjemmefronten. Der er i hvert fald ingen aftaler i kalenderen før sidst i maj. De kommende dage vil jeg prøve at få styr på mit hjem, og få læst op på nogle blogge. Dagen i går blev nærmest dalret væk. Efter 2½ times nattesøvn før festen og 5 timer ovenpå festen, var der ikke meget spræl i mig. Ikke engang en vandretur havde jeg kræfter til, da Camilla spurgte om jeg ville med ud at gå et par timer. Jeg tullede hvileløst rundt i haven og kiggede håbløst på det hele. Satte mig på bænken for at nyde lidt sol, men det blæste koldt. En tur på cyklen for at hjælpe Mark, men jeg kom for sent. Allan nåede at hjælpe med at sætte borde og stole på plads. Den unge mand havde ryddet op efter festen, og var på vej hjem i seng efter at have holdt sig vågen i 32 timer. Han så altså også ud derefter. Jeg fik vasket gulvet herhjemme i “hundeværelserne” og lå lidt på langs på sofaen i udestuen. Gik ned i drivhuset og sad og kiggede, der var nemlig rigtigt dejligt varmt. Sådan forsvandt dagen i går. Helt ud i det blå. Efter 9 timers søvn i nat føler jeg, at jeg er på vej tilbage til en normaltilværelse. En nattesøvn til må gøre underværker.
Der kommer et indlæg om fødselsdagen senere på ugen. Billedet er den solnedgang vi kunne se på under middagen.

Blev både mor og storesøster samme dag

Det er ikke kun foråret der er gang i på denne årstid, det er der også i fødslerne eller de senere år “bare” familiehyggen.
Kralæggerne kodriverne som vi kalder dem her, blomstrer og anemonerne er allerede på vej retur, erfarede jeg på skovturen i torsdags, hvor jeg skulle have rystet alle momsafstemningerne ud af hovedet i det gode vejr. Det er en fornøjelse at se, hvor meget skoven forandrer sig fra dag til dag. Bøgen er også sprunget ud, men mit makrobillede var elendigt. Det gik lidt bedre med andre skud.
Kort efter jeg var mødt på arbejdet for 30 år siden, ringede mor og fortalte, at jeg var blevet storesøster til en lille dreng. Mine forældre var ikke helt unge, de havde for længe siden fejret sølvbryllup og havde allerede flere børnebørn. Far var fyldt 62 og mor rundede meget snart de 46 år. Allan og jeg ventede også selv barn nr. to. Vi vidste bare ikke hvornår det blev. Der gik vist kun en halv time, så ringede de fra Amtet at vi havde fået en datter i forslag og vi kunne komme og se hende. Mark er altså yngre end 5 ud af 6 af hans nevøer og niecer. Dette mærkværdige familieforhold med så ung en bror eller morbror, har hele familien, sognet og hvem vi ellers møder, haft meget morskab ud af, og har det stadig. Mark og Camilla er blevet passet i den samme dagpleje, de har gået i samme klasse, lige til de skulle skifte skole efter konfirmationen. De gik til præst sammen og blev konfirmeret samme dag, vi holdt dog fest hver for sig. Tre dage i rap. Jeg har nemlig en kusine, der har en søn på samme alder. Så der var virkelig fest og arbejde i disse dage for  nøjagtig 14 år siden. Vi kusinen, min moster og jeg stod for alle tre fester helt alene, med madlavning, borddækning og oprydning i døgndrift. Vi skulle selv være gæster til alle festerne.  
Da Mark og Camilla skiftede skole kom de i hver deres klasse, og ligeledes da de læste videre, men de blev studenter sammen og dannede par til studenterfesten på skolen. Den private fest holdt vi også hver for sig.
Camilla fejrede sin 30 års fødselsdag stille og roligt i sidste måned, ligesom jeg nyder at fejre min. Mark har valgt at fejre den med fuld musik, ligesom Mads gjorde da han fyldte 30, Mads holdt åbent hus og havde inviteret 120 mennesker, så der var ikke så meget “stil” over festbordet, da det hele var tag selv. Mark har valgt en anden model, men vi bliver også “kun” 60. Jeg har bl.a. lovet at folde servietter. En hel kasse slips skal der til. Det er ikke det eneste jeg får lagt i folder. En masse skjorter er foldet og lagt pænt sammen. Jeg har undladt ærmerne. Butterflyen er i skrivende stund fredag formiddag også sparet væk. Om den kommer på vides ikke. Man må jo spare tid et eller andet sted, når der kommer ting på tværs, og ikke alt kører helt efter planen. Hele familien var samlet for at hjælpe til med at dække festbordet fredag aften.

Camilla og Sune kommer selvfølgelig i dagens anledning hjem med hundene og overnatter, så vores Bededagsferie bliver i familiens skød. Vi starter dagen med at møde op hos Mark og drikke morgenkaffen. Vi har alle bagt boller og tager nogle kander kaffe med, for en almindelig kaffemaskiner rækker ikke langt, hvis der kommer det store rykind. Uden at vide noget som helst om hvad der foregår, eller kommer til at foregå, så er jeg næsten sikker på at der sker noget, for det er kutyme her, men det er jo Dølleweekend, og det står altså meget højt på næsten enhver borgers ønskeseddel. Et ved jeg, og det er at Mark glæder sig utroligt meget til dagen, og han håber på en skide god fest med masser af sang og musik. Vi hele familien vil gøre alt for at drengen får sit ønske opfyldt.

Lykken kommer ikke i endeløse baner

Det gør ulykker heldigvis heller ikke, siges det. Den sidste tid har vi, eller vores nærmeste, dvs. søskende med famile inklusive, fået tildelt en pæn portion af ulykkerne. Sygdom, indlæggelse med operationer samt ildebrand og evakuering. Sidstnævnte var Camilla og Sune med deres lille familie. Ulykkerne fortsatte hen over denne weekend, med biluheld, skadestue samt et mere eller mindre ventet dødsfald. Flere i familien er bevægelseshæmmet, også Allan, så nu må det altså godt stoppe. Vi skal jo alle være klar til den store dag i den kommende weekend.
Måske læser han med ham Markmusen! Så jeg kan ikke fortælle så meget om hvad jeg har haft travlt med, men vores lørdag startede med en dejlig lang formiddag. Hverken Allan eller jeg kunne sove, så vi havde 4 arbejdstimer foran os inden vi kunne komme afsted og være i byen når butikkerne åbnede, så vi kunne få købt den gave. Efter byturen fortsatte vi hvor vi slap herhjemme. Vejret var herligt, så jeg nåede også ud i haven flere timer. Allan fik lavet den sidste bedkasse, den vi ikke kunne lave sidste år fordi den var fyldt med jordbær. Vi fik virkelig noget fra hånden den lørdag, men fik også tid at sidde på bænken i haven og nyde en tår eftermiddagskaffe. Min aften blev fyldt med arbejdsopgaver, jeg ikke havde set komme, men vi må hjælpe hinanden, når det brænder på. 












Søndag morgen stod vi op til en hvid græsplæne. Det havde været nattefrost, men så kunne jeg bare glæde mig over, at jeg kun har nået at lægge kartofler indtil nu. Efter morgenkaffen sprang jeg på cyklen og kørte ud for at høste ramsløg. Jeg havde mange planer, men ville også sætte tid af til havearbejde om eftermiddagen, så jeg plukkede kun en posefuld ramsløg. Jeg ville både lave ramsløgolie, ramsløgsuppe, og bage kuvertbrød med ramsløg, som sidste år, samt lave ramsløgsmør og ramsløgsalt.
Jeg startede med at hakke en masse ramsløg og lave ramsløgsmør. Først af færdigkøbt smør, på nøjagtig samme måde som man laver alt andet kryddersmør. Jeg blandede lidt revet citronskal og lidt salt i. Derefter lavede jeg friskkærnet smør efter denne opskrift. Jeg synes dog også der skulle ramsløg i. Vallen gemmer jeg til at putte i bagværk. Det er bestemt ikke sidste gang jeg laver smør selv. 
Det tyndede ud i ramsløgene, så nu måtte jeg vælge. Der var for lidt til både boller og suppe og for meget til olien, så valget faldt på salt. Det kunne jo også næsten passe sig selv i ovnen, mens jeg smuttede i haven og bare var inde og vende det nogle gange i de par timer det skulle stå og tørre ved 50 grader med ovnlågen på klem.
Da jeg kom ud i haven, mærkede jeg hurtigt, at det havearbejde faktisk slet ikke havde nogen interesse. Mærkeligt for i lørdags kunne jeg næsten ikke komme derfra. Søndag så verden bare helt anderledes ud. Jeg ville meget hellere gå mig en tur, så da saltet var klar og et bed var luget og pillet for ukrudt, og redskaberne ryddet væk, smuttede jeg en tur i skoven.

Skoven ser noget anderledes ud end for bare en uge siden. Den brune bund er forvandlet til den grønne farve, og op stikker der milioner af hvide og gule anemoner. Nu mangler vi bare, at der også kommer blade på træerne, men jeg kan se de er på spring.
Trods alle de forhindringer der krydser familiens vej, så holder vi skansen og prøver at aflaste hvor det er muligt. Selv min gamle mor gør det hun magter. Lykken er lunefuld. 

Opdatering: 
Til alle jer der ikke ved, hvor I skal lede efter ramsløg, findes der et ramsløgkort her.

Kandiserede violer og haveliv

Der er så meget i livet jeg gerne vil nå at prøve og der er rigeligt med emner at tage af. Listen er ikke nedfældet, men den ville være alenlang, så jeg når næppe at løbe tør.
Lige siden min grønne ungdom har jeg med jævne mellemrum tænkt på at lave kandiserede blomster til at pynte på isen eller lagkagen. Ikke fordi jeg kan lide det sukkerstads, men det ser godt ud. Det er ikke råvarerne det har skortet på. Rosenblade, stedmoderblomster, violer, morgenfruer, tallerkensmækkere og den slags har jeg haft rigeligt af gennem årene
Da violerne skyder op lige nu, måtte det simpelthen stå sin prøve. Jeg samlede et par håndfulde og brugte denne opskrift. Sikke et pillearbejde med at få dyppet hvert hoved. Det var da også den mindste blomst at vælge imellem, men sådan er det når man ikke kan vente længere. Lad mig bare indrømme, at det ikke blev den helt store succes. Jeg foretrækker både form, farve og smag naturel også i fremtiden. Mit arbejde ryger i en kage en dag og ikke på. Skal der pyntes med violer, bliver det de friskplukkede, som altså er spiselige, hvis ikke du ved det. 
Når nu vi er ved haven, så er kartoflerne sat. Hokkaidoerne, jeg såede for knapt 14 dage siden, er kommet op og kan plantes ud. Arbejdsopgaverne står i kø i denne weekend. Noget skal bare klares og andet håber jeg at kunne få presset ind. Jeg må starte med det nødvendige, og se hvor meget af det andet jeg kan få plads til. Forventningerne og ønskerne er helt sikkert højere end det er muligt at overkomme, men lidt har også ret. Jeg ville gerne tilbringe hele weekenden i haven sammen med alle de skønne blomster og skoven kalder også på mig. 
Til jer der ikke kan have jeres rosenknopper og andre blomster i fred for rådyr, har jeg et godt råd som en ‘veninde’ af mig har fået af en jæger. Drys menneskehår rundt omkring dine roser, og gerne noget på planten også, så kommer dyrene ikke og spiser skuddene, da det lugter for meget af menneske. Rådet er afprøvet af veninden, der må dele have med alle skovens dyr, som hun holder umådeligt meget af, men det gør hun også af sin have og sine planter. Rådet virker på roserne, så nu vil hun prøve på flere planter. 

I Fruens Ly med den varme mad

En booket kalender, kender vi vist alle, og så kan det godt være svært at få presset en ganske almindelig fødselsdag ind, blot for at samle ungerne. Mest fordi Camilla ikke bor lige om hjørnet. Derfor er besøg næsten altid forbeholdt weekender. For at hjælpe hende til også at få lidt frtid, ved at spare et par lange køreture, var Allan sat på en opgave at google et sted, ca. midtvejs mellem vores adresser, hvor vi kunne holde Allans fødselsdag. Gerne i den frie natur, som vi ofte gør, med da det jo nærmest stadig var vinter, måtte det gerne være et sted hvor der var mulighed for tag over hovedet. Sidste søndag kørte Allan og jeg til Næstved, nærmere betegnet Fruens Plantage, for at inspicere det område han havde fundet. Der var ikke meget forår i luften. Skovstierne var både isglatte og smattede. Nogle af dem var dog begyndt at tørre.
Terræn og afstand fra p-plads til opholdsstedet var ikke helt ligegyldigt, for vi skulle have min "gamle" mor med. Godt nok er hun aktiv og en travl dame, men det går lidt meget i slowmotion, jo længere distancen bliver. Ved bakker og modvind mister hun helt pusten og skal stå stille nogle gange. Hun får ondt der hvor rør og slange til respiratoren sad, da hun lå i koma, og så bliver hun bange for at det hele skal gentage sig, så vi tager selvfølgelig hensyn, for det show er der ingen der har lyst til at opleve igen.  
Allan og jeg parkerede og jeg sagde med det samme, da jeg så den stejle bakke, at der får vi aldrig hevet mor med op, men lad os nu bare se området, når vi er kørt afsted. Vi gik og gik, bakke op og bakke ned, uden at finde bålhytten. Vi fandt jagthytten, men det nyttede jo ikke, så vi vendte om og tog en anden vej tilbage, hvor vi igen kiggede på det kort der var opstillet. Nu så vi at det var spejlvendt, men der var ikke afmærket nogen hytte. Allan vidste der var 3 p-pladser, vi kunne komme ind fra, så vi fandt et andet sted, og der var også det skilt vi søgte, så vi gik endnu en tur og sørme om ikke pladsen dukkede op 500 m inde i skoven, med bålhytte, shelter og muldtoilet. Den tur kunne mor nok klare inden maden blev kold.  
I går viste vejret sig fra sin allerbedste side, så vi behøvede ikke at medbringe brænde til bålet for at kunne holde varmen. Solen klarede det så glimrende. Det var et fantastisk vejr. Vi spiste den medbragte tunmousse, og de nybagte kuvertbrød. Bagefter den stadig varme kyllinge-skinkepate med bagekartofler og pastasalat. Så trængte vi til en lille pause. Camilla og jeg gik en tur. Hun med hunden, mens jeg tog hvad jeg kunne slæbe af opvask og madrester, som i bilen blev byttet ud med ostelagkage og kaffe. Vi flyttede fra bålhytten og over i shelterne for at drikke kaffen. Der var nemlig andre der havde gang i bålet til at lave pølser og snobrød og bage nogle små portionstærter.
En god vandretur ville passe de fleste af os rigtigt godt, men vi kunne jo ikke efterlade mor alene i skoven, så i stedet hyggede vi og gik vimsede lidt omkring, legede og slikkede solskin. Det var så varmt at nogen af os måtte smide overtøjet, mens vi drak eftermiddagskaffen. Jeg er helt sikker på temperaturen nåede over de 15 g, som de havde lovet. Herhjemme havde vi haft 17 g om eftermiddagen, og jeg tror vi var lige så heldige i Næstved. Da vi kørte derfra sidst på eftermiddagen, var vi alle stadig godt mætte, og på hjemturen meldte trætheden sig ud i hele skroget, kunne vi alle 4 mærke. Det må være alt den friske luft vi havde indåndet i løbet af dagen.
I dag nåede temperaturen 18 g her på sydhavsøerne, så foråret er endelig kommet. 

Til tv-optagelse med kendisser

Allerede for mange år siden, da ungerne boede hjemme, yndede de at drille Allan med  hans yndlingsprogram Giro 413. Ungerne kaldte det pensionistprogrammet. Jeg ville også hellere høre noget andet. Nu tør han slet ikke lytte til det mere. I stedet er det de senere år blevet tv-kanalen TV2 Charlie, der er hans favorit. Der underholder de med sang og quiz, samt sender gode film efter hans mening. I sidste uge opdagede han, at de søgte publikum til Jarls nye program: Stjerner på Stribe, som du også kan læse om her.
For mere end 20 år siden var vi med i en tv-optagelse, et debatprogram om adoption, hvor Synnøve Søe var vært. Vi var inviteret, i kraft af vi var adoptanter, og jeg sad samtidig også i bestyrelsen. En god og sjov oplevelse trods et alvorligt emne. Det var en helt speciel oplevelse at se kulisserne og ikke mindst hvordan en tv-udsendelse bliver til. Alt det kunne Allan godt tænke sig at opleve igen, så han fik sendt en ansøgning afsted og vi fik billetter til i onsdags, så jeg måtte tage en fridag, da vi skulle afsætte hele dagen.
Det var forbudt at fotografere, også når kameraerne var slukkede. Vi måtte dog godt fotografere publikumspladserne, kamerafolk og kendisserne men ikke med tv-kulisserne som baggrund. Vi havde fornøjelsen af publikumsopvarmeren, Henrik Monty Abel, som vi også stiftede bekendskab med for godt 20 år siden i Lorry. Abels morfar er Ole Monty. Abel slår efter min mening enhver stand-up komiker. Ufatteligt hvad den mand kan lukke ud og underholde med, samtidig med han lytter til alt og alle, og har helt styr på hvornår han skal skifte facade og være tavs og alvorlig.
Vi startede med en reparationsudsendelse. Altså noget der ikke var godt nok under den sidste programoptagelse. Det betød at kun Jarl Friis-Mikkelsen, stod og sagde noget, mens kameraet kørte, og vi som publikum hjalp til med de rigtige lydeffekter, som vi blev guidet til. Først derefter gik “vores” udsendelser i gang og de ni kendisser kom ind, til vores klapsalver. Tre udsendelser blev der optaget den dag, men 3 udsendelser betyder også 3 pauser til os alle, samt pladsskift for publikum og 3 gange tøjskift blandt kendisserne. I pauserne fik vi lækre sandwich, vand, frugt, kaffe i forskellige varianter, småkager, snacks. Alt sammen ved høflig selvbetjening. Jeg hørte nogen klage over at deres sandwich var seje, og ikke til at tygge, men de må have haft forlorent gebis, tænker jeg, eller også er de vant til kedeligt hvide toastbrød, måske endda uden skorpe. Der manglede absolut intet. Vi var over 100 personer den dag og der var rigeligt med madpakker til alle.
Det allerbedste ved at være publikum til sådan et arrangement, er faktisk alt det der ikke vises på tv-skærmen. Jeg kunne altså ikke lade være med at tænke på min skoletid. De evindelige ballademagere og urostiftere, kendisserne altså og ikke publikum, der hele tiden skal have at vide, at de skal opføre sig ordentligt. Ikke strikke, ryge, lege med eller betjene mobiltelefon. Ingen vandflasker eller noget som helst andet på bordet under optagelserne, fordi det ville kunne ses hjemme i stuerne. Tænk det er voksne mennesker, og alligevel pjatter og svarer nogle af dem som børn. Det var ikke mig, jeg gjorde ikke noget, og de mente det, nøjagtig som børn prøver at krybe udenom. Det var lige i overkanten et par gange til mig, når voksne mennesker er så barnlige under et seriøst arbejde. Jo mindre de pjatter, des før får de fri. Det var som at være i en børnehave. Det blev åbenbart også for meget for andre, for vi fik besøg af “rektor” et par gange undervejs. Han formanede omstramning, ro og orden, når filmholdet og Jarlen ikke kunne få ro i klassen. Kendisserne fik fyraften, efter de havde lavet deres rettelser, men publikummet blev, mens Jarl rettede de replikker han havde fået sedler på. Efter 6 timer fik vi også fyraften.
Udsendelsen er ikke programsat, men bliver formentlig vist fra aug. – sept. til nov. - dec. Hvis I til den tid ser programmet, så læg endelig mærke til det fine gulv. Det blev svabret og poleret konstant under hele optagelsen. Faktisk var der ikke engang nogen der trådte på gulvet mellem alle de mopninger. Vi  Allan holder øje med hvornår de sender programmet. Der er nemlig ingen højtalere til publikumsrækkerne, så det var ikke al lyd der nåede os. Slet ikke under klapsalverne. Derfor må vi se og høre, hvad der er filmet og sagt under optagelserne, når det bliver vist i tv.
Billederne af de medvirkende kendisser Amin Jensen, Anne Sofie Espersen, Ivan Pedersen, Pernille Højmark, Lars Knutzon, Lisbet Wulff, Lasse Rimmer, Søs Egelind og Jette Torp er lånt på nettet. 

Spirerne vokser støt og sikkert

Den nye videnskab siger, at man har et større behov for at sove, når man er i en fysisk og psykisk udviklingsfase. Den fase har jeg vist været i den sidste måned. Jeg er træt, som i meget træt, når arbejdsdagen er omme, så der er ikke meget aktivitet om aftenen fra min side. Jeg som plejer at sove 6 timer, sover nu både 7 og 8 timer. Et par gange er det endda blevet til 9 timer. Det må være alt det nye mit hoved skal rumme. 
Erantisserne fik vi ikke meget glæde af i år, de har mest stået under sneen, og nu er de halvvisne, men vintergækkerne har overlevet snedyngerne uden at knække halsen. Påskeliljerne står med store knopper. Rabarberne skyder op gennem sneen, og vi kan allerede nu få purløg på æggemaden. Ligesom estragonen og citronmelissen er fint på vej.  
Lørdag formiddag brugte jeg på at bage en masse til fryseren, mens Allan støvsugede huset og handlede ind. Om eftermiddagen var jeg i haven og fik klippet alt det visne af og fjernet alt ukrudtet fra bedkasserne. Drivhuset blev gjort helt klar. Jeg har sået akelejer, digitalis og studenternelliker af frø jeg har tiltusket mig fra sidste sæsons blomster, samt hokkaido fra sidste års egen høst. Jeg har jo først lige brugt de sidste. Det hele står nu på terrassen, da det endnu er frostvejr i drivhuset om natten. Kartoflerne er lagt til spirring, så det kan ikke vare længe før jeg skal i gang for alvor både i drivhuset og i haven. Det kribler for at komme i planteskolen og købe tomatplanter og andet. 
Lørdag var vejret helt fantastisk, så efter aftensmaden, gik vi en dejlig lang tur. Jeg ville blandt andet se om jeg kunne finde ramsløgene. Allan mente det var alt for tidligt, men jeg vidste de ville være der, hvis altså bare sneen var forsvundet. Der var næsten ingen sne i den skov, så der var masser af ramsløg, selvom de ikke er så langt fremme som sidste år. Nu starter høsten allerede af både det ene og det andet, og det hele går sin gang, nøjagtigt som alle de foregående år.
Jeg skrev før påske, at der var meget i mit liv der ulmede. Nu er jeg for alvor kommet i gang på mit nye job. Der er opstillet en computer til mig og installeret internetforbindelse. Regnskabsprogrammet har jeg også fået gang i, så jeg har kastet mig frygtløs ud i hele molevitten. Det er en branche jeg absolut intet kender til, så der er meget nyt at forholde sig. For hver dag der går bliver jeg mere og mere bevidst om hvad virksomhederne i det hele taget indeholder.
På den arbejdsplads jeg har haft i 24 år, har jeg også fået et par nye opgaver. Jeg har sagt ja til at deltage i møde, foreløbig kun en gang om måneden i en virksomhed, som chefen er medejer af. Deraf følger så også lidt arbejde til mig, som jeg så skal udfakturere. Måske have flere timer? Den virksomhed er også en helt anden branche, så det snurrede noget i hovedet, med alt det jeg hørte under mit første møde. Noget af det behøver jeg heldigvis ikke beskæftige mig med, men det hele hænger jo sammen på en eller anden måde. Nu forstår jeg hvad chefen mener, når han taler om problematikken i den slags virksomhed. Efter flere års hårdt arbejde er den lille lokale virksomhed i god vækst, så derfor er jeg blevet involveret på et par områder.
Den opringning jeg fortalte om, jeg fik, er jeg blevet en lille smule klogere på, men der er ikke landet noget hos mig endnu. Jeg kan fortælle at det har med legater at gøre, og den mand der har passet det i 100 år, nå okay, så et sted mellem 25 og 50 år, er meget syg, så dialogen går igennem flere led. Det hele skal være klar til engang i maj måned. Datoen kender jeg ikke, og hvor meget arbejde der er i det ved jeg stadig ikke, og lønnen tja…. Manden der har passet det, har mest gjort det for egen fornøjelses skyld, men et eller andet beløb vil jeg få ud af det. Alt dette betyder, at jeg her efter påske har meldt mig ud af cirkuset, selvom jeg sammenlagt kun får løn for 32½ time pr. måned. Man kan nemlig ikke få supplerende understøttelse, når man arbejder mere end 29,6 time, og det betyder, at jeg stadig i systemet er arbejdsløs og forpligtiget til at søge fuldtidsjob, samt forlade begge mine arbejdspladser senest til sommer. Hvordan min situation ser ud, når jeg har fået kørt “min nye virksomhed” i rette stilling, og finder ud af hvad mine reelle arbejdstimer bliver ved jeg ikke, men så må jeg jo melde mig ind i cirkuset igen, hvis ikke vi kan leve og eksistere  for den løn.  

I dag har det sneet, det slog senere over i regn, så formiddagen er gået med at få læst op på en masse blogindlæg, og selv skrive dette indlæg. Lige over middag kørte vi en tur ud i det blå. Turen gik til Næstved, hvor vi ville undersøge en skov, men det er en helt anden historie. Billederne af statuerne er dog alle taget i Oslo. 
På tirsdag har Allan fødselsdag, så bliver jeg pludselig gift med en pensionist. Det bliver dog næppe den store forandring, ud over den månedlige indtægt. De sidste 3 år har han været efterlønner. Fødselsdagen fejrer vi først weekenden efter, hvor vi får samlet ungerne.  
Der vil stadig være lidt stille fra min side, men jeg vil prøve at følge med, hos jer der trofast lægger en kommentar hos mig. Jeg satser også på at kunne smide en kommentar hos jer ind imellem, hvis jeg altså ikke sover.

Rundt i Oslo

Det var godt vi ikke tog til Oslo for at tage på shoppingtur eller for at se museer og den slags, for så ville vi være blevet slemt skuffet. Selv i en storby som Norge er alt lukket på søn- og helligedage. Da rejsen blev så spontan, havde vi intet undersøgt, men spurgte os lidt for på skibets reception, hvor vi fik udleveret et bykort. 
Slottet, fæstningen og museet Akershus var det første vi mødte. Vi sammenlignede det lidt med Kastellet. Det er et kæmpe område, så der gik vi rundt meget længe, men hvis vi skulle nå at se andet, måtte vi se at komme videre. Det var varmt og solrigt plusgrader, så iført skitøj, havde vi alt for meget tøj på.
Der var ikke de store folkemængder at se nogen steder. Nogen havde ikke fået sejltur nok, så de tog på en hop on – hop off søtur. Andre sprang på turistbusserne. I centrum kørte sporvognene i fast rutefart, der var god plads. Andre valgte at gå eller bare nyde det stille liv i det modernede Nyhavn, som det blev sammenlignet med. På en caffé var der liggestole med tykke madrasser, som nogen havde fundet vej til. Bemærk huset der er bygget som et skib. Klik evt. billedet større.  Vi tog turen ud til Astrup Museum Fearnley.   
Herefter gik vi hele vejen tilbage til Operahuset, som vi så både ude og inde.
Jeg tog turen til toppen, mens Allan skånede sine ben, som allerede var belastet af de utallige trappeture på skibet.
Der var ikke meget planlægning over de timer vi havde til rådighed i byen. Vi kunne have udnyttet tiden meget bedre, ved at være en smule struktureret. Det var vi så ikke denne gang. Vi satte kursen tilbage hvor vi kom fra, for Allan ville se det Anders Breivik havde bombet.
Nu var vi efterhånden godt trætte i benene begge to, så vi ville gerne sidde ned et sted og nyde en kop kaffe, men selv i Oslos bymidte, fandt vi ikke et eneste sted vi kunne købe os til noget, og gå helt tilbage til torvet, og den åbne caffé orkede vi ikke. Vi håbede på der dukkede et eller andet op på vej tilbage til skibet. Det gjorde der så ikke, så det var spildt veksling til norske kroner. De tager nemlig ikke kreditkort ret mange steder, fik vi oplyst. Jeg stod i kø en halv time på skibet for at købe os hver en tår kaffe, mens Allan holdt en plads, så vi kunne sidde ned. 
Jeg benytter konsekvent aldrig en elevator uanset hvor mange hundrede trapper der er, men denne aften måtte jeg overgive mig, min fod gjorde vrøvl, så jeg skånede den for et par lange trappeture den aften. Vi skulle jo se solnedgangen, eller så meget af den vi kunne nå inden det var spisetid, og vi havde da også dagen i forvejen slidt de trapper tynde tusindvis utallige gange.

Næste morgen ville jeg have solopgangen med, Allan orkede ikke at tage turen op, fordi han mente det var for sent, og jeg kunne ikke overbevise ham om, at jeg havde styr på tiden, selv efter sommertiden. Jeg kom i rigelig god tid. Det var frostvejer, og der lå is på trapper og dæk, men jeg tilbragte tiden på at rende skibet rundt et par gange, mens jeg ventede pænt på at solen tittede frem. Det var nemlig alt for koldt at stå stille. Der er en halv time mellem de to solopgangsbilleder. 
Da solen blev for stærk, gik jeg ned og hentede Allan, så vi kunne få os lidt morgenmad. Turen har været en dejlig oplevelse, og vi vil også gerne opleve turen, når det er sommer og grønt, men 34 timers sejltur ialt, er skisme meget. Heldigvis er skibet stort, så der er masser af plads at motionere på, og det udnyttede vi. Vi havde glemt vores skridttæller, men efter vores bentøj at dømme, har vi gået mindst lige så meget som vi plejer. Jeg plejer i hvertfald ikke at kunne mærke noget, selvom jeg har gået 20–30 km om dagen, men vi har også kun siddet og ligget ned, mens vi har spist og sovet, og det er trods alt ikke det størstedelen af tiden er brugt på. Jeg havde det bedst ved at være i bevægelse.