Uden livrem og seler

Jeg elsker at kaste mig ud i nye oplevelser, men havde jeg vidst, hvad der ventede forude, havde jeg aldrig sagt ja, og jeg var blevet en oplevelse fattigere.
En skindjakke har aldrig sagt mig noget, men Allan har altid drømt om at blive indehaver af en. Da vi var på Rhodos, prøvede hver eneste skindbutik selvfølgelig, som man nu gør på de kanter, at kapre os mig som kunde, men de fik at vide, at jeg ikke kunne overtales. Jeg sagde til dem, at uanset hvor meget de slæbte frem, fik de ikke solgt noget til mig. Så foreslog de pelse, men det er endnu mindre mig. Jeg kunne godt se de var flotte, men ingen får mig i en pels. Indrømmet, det var noget dejligt blødt og lækkert skind, som jeg aldrig har set magen til. De fik mig overtalt til at prøve to jakker, men jeg stod fast på mit. Jeg skulle ikke have noget. Allan fik de overtalt, og han var solgt. Det var jeg sådan set også, bare ved synet af den glæde, der udstrålede sig fra hans ansigt. Jakken klædte ham også godt. Han blev ikke den korte tykke damptromle, han plejede at ligne, når han har prøvet noget herhjemme. 
Jakken var bestemt ikke billig, men Allan er en rigtig krejler, og havde allerede, for at presse prisen endnu mere, fortalt en lille nødløgn, at han ikke havde noget kort at betale med, men kun de kontanter han gik med. Det hele var altså op til mig. Forretningens dankortterminal virkede ikke optimalt, fortalte de. Den kunne finde på at inddrage vores kort, og det ville de ikke udsætte os for, og med den rabat Allan havde tilranet sig, ville de gerne have kontanter, da der med kortbetaling ellers ville gå en måned eller mere før pengene stod på deres konto. Det kender jeg alt til, så jeg vidste, han talte sandt. Derfor foreslog indehaveren, at han fulgte mig ned til en hæveautomat i en af byens banker. Det var nemlig en bestemt bank, vi skulle til, hvis vi ville være sikker på, ikke at blive snydt. Måske var det et lille trick fra deres side, for at holde fast på os som kunder! Allan og jeg havde travet byen tyndt, så vi kunne vel bare gå, når der nu ikke var særlig langt. Hvad jeg ikke vidste var, at jeg skulle sidde bag på mandens scooter. Jo, jo, jeg har da været med til at sidde to på en cykel engang i fordums tid, men at jeg skulle hoppe op bag en vildt fremmed mand, og bare holde fast om maven på ham, havde jeg slet ikke set komme, og det havde Allan heller ikke, men han havde dog nærværelse nok til at hive fotografiapparatet frem, og snuppe et billede, da vi kørte afsted.
Inde i butikken blev Allan beværtet med ouzo, mens han samtidig begyndte at blive en smule bekymret for, om jeg mon i det hele taget kom tilbage igen, fortalte han mig senere. Han vidste nemlig ikke, at indehaveren havde spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at se lidt af byen. Han tilbød at køre en lille omvej, for at vise mig nogle små spændende gader, som ikke var nemme at finde, hvis ikke man var stedkendt. Den var jeg selvfølgelig helt med på. Da vi endelig kom tilbage igen, åndede Allan lettet op og kom ud sammen med en anden ekspedient, som selv mente, at han også skulle være med på billedet.
Der var nu ikke noget fordækt over den forretning og deres metode. Vi blev behandlet aldeles godt, og min chauffør kørte kvikt og godt. Den lille rundtur bevirkede, at jeg senere kunne vise Allan de små snoede og kuperede brostensbelagte gader, hvor vi havde kørt på scooter. Havde jeg vidst jeg skulle sidde bag på en scooter, så havde Allan ikke fået ny jakke. Kan I se det for jer! Allan har motorcykelkørekort, og har altid ønsket at vi kunne køre afsted på motorcykel. Jeg har altid nægtet, og derfor har han ingen motorcykel.

Himmelsk # 57

De sidste dage på Rhodos blæste det ret meget, og om aftenen var det så koldt, at vi måtte have overtøj på. Her laver bølgerne springvand, så vi holdt pænt afstand fra kanten, da det ville være en kold fornøjelse at gå aftentur i vådt tøj. Det var der andre der gjorde, fordi de skulle have en stribe billeder med hjem af overrislingen.   





















Man kan se solen går ned i Tyrkiet. Du kan se andre bidrag her.

Rhodos til fods

Fra min seng kunne jeg nå de tykke gardiner som holder solen og varmen ude. Det var bælgravende mørkt, men jeg kunne bare ikke sove. Jeg har ikke tal på alle de gange jeg har lettet på gardinet, for at se om dagen er ved at vågne. Det var meget tidligt, da jeg røg ud af fjerene og prikkede til Allan, for at høre om han ville med på en morgentur til Mandraki havn. Der tog længere tid at gå derind, end jeg havde regnet med. Vi kunne i hvert fald ikke følge med solens tempo.
Godt mit lille Lumix kan zoome langt, for da vi nåede helt frem, var det blevet lyst, men så fik vi da set hele det historiske havneområde.
Som man også kan se fra den gamle by.
Vi spadserede også en tur på den anden side af muren i den gamle by. Murene var 16 meter tykke, fortalte en guide en flok turister vi gik forbi. Og alle de kugler var kanonkugler, der havde været brugt. Fantastisk store, og lige til at tage et hvil på.
De fleste mure tvivlede vi dog på var 16 m tykke, men vi fandt en der, opmålt med vores skridtlængde, var 26 meter. Vi så et squaschtræ. Selvfølgelig en plante der klatrede op af et næsten dødt træ.
I butikkerne, var der også nogle der arbejde gevaldigt stærkt. Det er ikke alle grækere der er dovne. Hende her havde et imponerende tempo, mens hun vævede dette tæppe. Alligevel tager det 5 måneder, før det er færdigt.
En anden tog sig et hvil. Nogen vil måske mene, det var frækt at tage dette billede. Konen er blind, og sidder og snakker højt med sig selv, mens hun “leger” med det bobleplast, man pakker ting ind i for beskyttelse. Det hændte hun fandt en bobbel hun kunne trykke med et lille smæld.
Udenfor den gamle by, var der også lidt kunstværker at se på. Og som altid er vi imponeret over at træer kan gro midt på fortove, i det rene beton ser det nærmest ud til.
Den allersidste dag, sad vi og nød et måltid mad på taget af en restaurent, og inden vi blev hentet af bussen, nåede vi at se lidt af den sidste solnedgang på Rhodos
Hver eneste dag rundede vi de 10.000 skridt, også de dage vi lejede bil. Ialt har vi gået 124.663 skridt på vores ture, de 8 dage ferien varede, uden de helt store problemer for Allan. Jeg kører af princip aldrig i elevator, og har taget trapperne til 6. etage 2-3 gange dagligt, uden undtagelse. Kun ganske få gange, måtte Allan krybe til korset og blive “hejst” op. 
Ferieberetningen fra Rhodos er slut, selvom der stadig er masser af billeder på lager.

Rhodos 4 – På toppen af øen

Vi udnyttede den sidste bildag i overkommelige km fra feriestedet. Selvom vi var advaret om at køre til Petaloudes Sommerfugledalen, så ville vi alligevel se lidt om, hvad det var for noget. Da vi nåede frem, så det hele ret trist ud. Der ankom en bus med turister som gik derned. Lidt efter traskede vi samme vej. Der var absolut intet at se, så langt vores øjne rakte. Vi droppede det og kørte til næste destination. Men området er åbenbart enormt stort. Vi mødte nemlig flere indgange, og en der var lidt mere tiltalende. Der var et museum med alle de insekter og nogle meget større dyr, der havde deres liv i dalen. Normalt betaler man entré her også, men vi var heldige, at det var gratis, nok p.g.a. årstiden. For at komme ind i selve dalen, skulle vi betale entré, og det så ærlig talt ikke særlig indbydende ud. Med vores viden fra caféejeren i Lardos, kørte vi videre. Højere oppe, gik vi en tur og så en krabbe spankulere på en betonkant i vejsiden. Det viste sig, at det slet ikke var en enlig svale. Den næste jeg så, så helt død ud, så jeg rørte lige ved skjoldet med en finger, og så kan det ellers nok være den rejste sig på alle ben, og skød ryg. På vandreturen, blev vi klar over, at der var ret mange krebs, de boede i sprækkerne rundt omkring. 
7 Springs skulle ligge i det område vi kørte i, og der skulle være skiltning. Nu er det bare sådan, at vi ikke ret tit drøner afsted på de store veje, vi er ude i krogene, og der er altså ingen skiltning. Vi måtte så bare droppe de syv kilder. Da vi nåede til et anderledes kuperet område, med helt tørlagte vandløb Rhodos havde, bortset fra ugen før vi ankom, ikke fået vand siden maj måned, blev vi enige om at vi ville gå en tur rundt der. Da jeg får øje på en bus, går jeg hen til chaufføren, og spørger, om han kan fortælle os vejen til Seven Springs. Han peger opad, og siger vi kan køre et godt stykke ad vejen, hvis vi kører i en almindelig personbil. Nøj, hvor var det en smal og stejl optur. Jeg ville helst have været af ved et enkelt sving. Nu skal I altså klikke billedet større, og kigge godt efter, for bare at finde nogle af de kilder. Der står nr. ved.  Et af dem manglede nr, så vi ledte og ledte og nåede til den konklusion, at vi langt om længe fandt dem alle 7.
Lidt længere væk, var der en tunnel, som man kunne gå ind i. Allan ville ikke med på den tur, og jeg ville ikke gå alene. Jeg havde nemlig absolut ingen idé om, hvor den førte hen, og hvor langt jeg skulle gå. Jeg gik et stykke ind, der var bælgravende mørkt. Så gik jeg ellers samme vej tilbage, mens jeg stadig kunne se hullet i udgangen. 
Da vi ville se den smukke sø, og vandfaldet noget længere væk, stødte vi på udgangen af den tunnel. Efterfølgende har jeg læst om det, og beskrivelsen passer aldeles ikke til det vi oplevede. Jeg ville ikke bryde mig om at bade i den sø. Den smule vand der var, lugtede råddent. Vandfald var der heller ikke noget af. Selvom det slet ikke var, hvad jeg forventede at se, var det et lille hyggeligt sted, der i Epta Piges,   
Derfra kørte vi tilbage mod hotellet, via Faliraki til Koskonou. Der fandt vi et stort supermarked, hvor vi handlede lidt vand og andet, så vi ikke skulle slæbe de store 5 liters vanddunke så langt. Klokken var ikke særlig mange, så vi tog til Filerimos, hvor der skulle være en fantastisk udsigt. Der så vi påfugle, og jeg opdagede dem også meget, meget højt oppe i træerne. Vi har altid kun set dem på jorden.
Vi kom op på topen af bjerget, og så ud over landskabet, også lige ned på lufthavnen. Allan ventede på at der skulle komme en flyvemaskine og lande, så han kunne få et billede af en fra oven. Der var mange fly der skulle lette, så vi ventede og ventede, men ingen skulle åbenbart lande. Da vi igen sad i bilen på vej væk, hørte vi, der kom et fly der skulle lande, men der var løbet kørt for os. Det kunne ellers have været fedt, at have fanget sådan et fly fra oven. Disse billeder er desværre rigtige dårlige i kvaliteten, det var meget diset.
På den relativ lille ø, formåede vi at køre ca. 450 km ialt . Bilen skulle afleveres tidligt, det passede os fint. Vi skulle bare finde en tankstation, hvor de havde det rigtige brændstof. Strejken var begyndt, men det lykkedes os ved andet forsøg at få tanket. Vi blev færdige til at nyde endnu en solnedgang.
De sidste 3 dage brugte vi udelukkende på at trave området tyndt.  Måske er I allerede mere end rigeligt mætte af Rhodos, men det var vi heldigvis ikke ☺

Rhodos 3 – Øen rundt langs kysten

Vi plejer ikke at ligge og snue den på vores fridage, hverken tidlig eller sent, men kunne godt have trukket den en times tid, hvis det havde passet ind i solens døgnrytme. Hele ugen stod vi nemlig op sammen med den.  Allerede kl. 6.13 er denne solopgang fanget fra vores terrasse, mens vi kogte vandet til kaffen.

Efter morgenkaffen, tog vi turen ned langs vestkysten, hvor der skulle et par geder over vejen og op ad bjergskråningen, lige før vi nåede til Kamiros. Klik evt. billederne større og se hvad mit lille kamera kan fange på lang afstand. Billededet til højre er zoomet ind fra billedet i midten. . 
Hele øen rundt, havde vi udsigt til vandet
Vi lavede en afstikker til den lille bjerglandsby Emponas, en lille vinby. Der var smagsprøver alle steder, men vi Allan skulle køre, og jeg er altid solidarisk, når vi er sydpå, for man ved aldrig, om der kan blive brug for mig bag rattet. Vi nøjedes med at se på alle de opstillede flasker på vores vandring rundt i byen.   
Vi kørte ud til vestkysten igen, og da vi nåede Monolithos, og så et vejskilt, hvor der stod “Beach” ville vi en tur derned. Der stod ingen antal km, og vi var jo ude ved kysten. men højt oppe. Allan mente han kunne få en is dernede.
Vi kørte og vi kørte. Vejen blev smallere og smallere, og svingene skarpere og skarpere. Allan sagde jeg skulle prøve at se på vores GPS, hvordan bilen snurrede rundt hele tiden. Men, nej tak, siger jeg, det er da lige til at blive søsyg af, så jeg holdt øjnene fra den. 
Vi nåede ned til Fourni Beach, og jo, der var en bil, der var indrettet som is- og madbod. Vi udvalgte en is på kortet, men desværre var den udsolgt, det var sidst på sæsonen, så vi fik vist en lille kasse med 8-10 is i. Det var alt hvad der var. Vi valgte et bæger med chokoladeis, dem var der nemlig to af. Det viste sig at det var en børneis, en lille klat is, og under det et lille stykke plasticlegetøj.
Vi gik en tur rundt på stranden og klipperne. Der var en grotte, men der var lang, lang vandring, og vi havde lang vej hjem, selvom vi endnu ikke havde besluttet om vi skulle tage samme vej tilbage, eller vi skulle fortsætte hele vejen rundt om øen. Foreløbig skulle vi op fra stranden, og da vi kom det, besluttede vi at vi hellere ville køre øen rundt, end tage samme vej tilbage, selvom vi nok blev nød til at tage turen hjem uden de store stop.   
Vi overvejede meget at køre til Prassonissi, men mente det var for lang en tur, så det blev droppet. Da vi nåede den lille hyggelige by Lardos, som vi havde kørt igennem dagen før,  fandt vi et sted, hvor vi købte os en tår kaffe og en lille muffins. Da jeg sad der med landkortet, for at vise Allan hvor vi havde været, kom ejeren af caféen, og spurgte om han kunne hjælpe med noget. Ja, måske! Kan du fortælle os hvad vi skal se her på Rhodos.
Det han foreslog, havde vi allerede set, og da jeg viste ham hvor vi havde været, og hvad vi havde set, blev han meget overrasket og sagde, at vi havde kørt rigtigt meget, det syntes vi nu ikke, vi er jo vant til større afstande, og at vi allerede havde set det hele, og mere end nogen græker havde set. Det synes jeg lød mærkeligt. Han fortalte at grækerne er dovne, og ikke bevæger sig væk fra deres bopæl. Vi fortalte at vi næste dag ville se sommerfugledalen, men han sagde, nej, nej, gør det ikke. Det er det ikke værd. I bliver så skuffede. De havde selv været der sidste år i højsæsonen, og der var ingen sommerfugle at se. Det var ikke det det blev skruet op til. Det fik vi os en lille snak med ham om. Han anbefalede i stedet “Seven Springs”, som jeg havde læst om, men ikke kunne finde. 
Vi havde bilen en dag mere, og det skulle jo udnyttes på en eller anden måde.