Et nyt år og et nyt liv starter igen

Et par dage før jul, var Allan en tur i Silvan i Maribo. Der havde de fået ny varehuschef, ikke en Allan kendte, men de fik en lille snak om Silvan og afd. i Nyk. F. hvor Allan har været ansat, samt  tidligere kollegaer for Allans vedkommende. Da Allan nævnte sin status i tilværelsen, sagde chefen, nå, så skal du snart ud og lave noget igen! Det er da muligt sagde Allan.

Allerede før Allan gik på efterløn, talte vi flere gange om, at hvis det havde været et job mellem 7 og 17, med fri hver weekend – eller mindst hver anden weekend, så var han blevet på arbejdsmarkedet endnu. Da det ikke var muligt, valgte han at stoppe øjeblikkelig. Han har heller ikke fortrudt en eneste gang, men har dog også hele tiden sagt, at hvis der dukkede et job op, med arbejde et par dage om ugen, så ville han nok springe til. Betingelsen skulle være, fri hver eneste fredag, lørdag og søndag.

I går eftermiddags ringede chefen fra Maribo og ville tale med Allan. Han kørte til jobsamtale med det samme, og jeg gik en tur på en time, i det bidende kolde, men meget smukke vejr, for at skyde disse billeder. Allan er nu ansat 8 timer om ugen, og skal starte allerede i næste uge.

Nytår……..

det har vi for mange år siden fejret i gode venners lag, hvor bordet og stuen var festligt pyntet med serpentinere og alverdens andre ting og sager. Vi selv var pyntet med hatte, hagesmække og andet sjovt. Som aftenen skred frem, nåede mændene for det meste også at blive godt pyntet af diverse alkoholiske drikke, for det meste kun øl og snaps. Ingen af disse dele er jeg nogensinde blevet forfalden til. I halvfjerdserne var vi en årrække 8 personer der skiftedes til at holde Nytår. En klassekammerat, min fætter og min søster med vores kærester og senere ægteviede. Herunder er det min søster og svoger der lægger hus til. 

I firserne, da vi alle havde små børn, ændrede tingene sig, og nytåret blev fejret blandt andre gode venner med jævnaldrende børn. Herunder lægger vi hus til.

Alt dette er en saga blot. De sidste mange år, ca. 10 har Allan og jeg for det meste siddet alene, af egen fri vilje. Vi ER blevet inviteret, men har takket nej. Vi hygger os med rigtig god mad, et glas rødvin… okay..en flaske rødvin, og hvad vi nu syntes vi kunne tænke os. Vi spiller Trivial Pursuit, vi hygger os, måske med andre spil, en sjælden gang tv og eller pc´en. Et par år har mor været hos os, og sådan bliver det også i år.

Jeg vil ønsker aller jer læsere derude i blogland, et rigtigt godt nytår.

Min farmors lån fra 1945

Forleden var jeg i min mors gemmer, for at lede efter de sidste papirer til ejendomshandleren. Jeg stødte igen på mange interessante ting, som jeg på et eller andet tidspunkt, skal have kigget nærmere på, selvom jeg nok har set det meste før, i hvert fald overfladisk, og sidst da vi flyttede for mor sidste år. Som slægtsforsker, er der jo mange ting der ikke må gå til spilde. Hvis jeg ikke selv kan bruge det, skal det afleveres på Sakskøbing Lokalhistoriske Arkiv.

Dette postkort har min farmor lånt af min far, uden tilladelse. Desværre kender jeg ikke hele historien. Men far tegnede og malede meget, og samlede på mange motiver. Dette postkort har han vist købt i Frankrig. Man skal lige huske på, at episoden er før telefonens tid, og hvad gør en mor, når hun ikke har noget at skrive på, og vil sende en besked til datteren. Skriveblokke var heller ikke noget man havde dengang. Jo, sønniken har fine kort liggende, så hun snupper et af dem, og beder datteren returnere kortet ved lejlighed.

Far har lavet en masse frihåndstegninger til alle sine håndskrevne sanghæfter, og mens han endnu levede, spurgte jeg forsigtigt, om jeg måtte få dem, men det kunne jeg godt høre, at han helst ikke ville forære bort. Jeg bad om at låne dem i stedet, så jeg kunne afskrive alle sangene. Ingen tvivl om at det har været hans kæreste eje.

Jeg skrev alle sangene af, nøjagtigt som far havde skrevet dem, dog tilføjede jeg oplysninger fra “Lystige viser” hvis de var udgivet. Der kan man nemlig, i modsætnings fars bøger, både finde noder og akkorder. Jeg printede sangene ud og tegnede derefter hver eneste af fars ca.150 tegninger over på de sange de nu hørte til, og farvelagde dem, nøjagtigt som far har gjort med sine. Fars er dog kønnere, men jeg har mit eget sæt med alle minderne om de sange vi sang i barndomshjemmet. I dag er Mark den heldige ejer af de gamle sangbøger. Det er nok også det helt rigtige sted de er havnet.

Dagens højdepunkt

Jeg har som så mange andre været sneet inde. Nåh, nej, man må jo ikke lyve, så det er lidt at omgås sandheden. Det er bare min ene arbejdsplads, der har været umuligt at komme frem til. Normalt ville jeg have klaret tingene inden jeg gik på juleferie, det var bare ikke en mulighed for mig, så jeg skulle på arbejde i dag, ikke nødvendigvis ret længe. Da vi, Allan og jeg, sonderede terrænet i går var det ikke muligt at forcere vejen med livet i behold. Al udkørsel frarådes stadig på Lolland-Falster, da vi klædte os godt på, og begav os afsted, med ekstra tæppe og skovl. Vi blev glædelig overrasket, det så så fint ud, sneploven havde nemlig været der siden vi kørte turen i går. Pludselig stoppede vejen brat. Det så ud som om to traktorer måske havde mødt hinanden og var “vendt om” Der lå en kæmpe dynge midt på vejen, så vi bakkede og fandt en indkørsel for at vende snuden igen. Man siger jo alle veje fører til Rom, så vi valgte en anden lille vej – noget af en omvej.

Der er ikke så meget plads på de små biveje, at der er plads til modgående trafik, så det håbede vi bare vi ikke mødte nogen af. Hvorfor skal sneen absolut også ligge på vejbanen, når der er masser af plads på markerne! Den sorte jord skimtes let igennem. Jeg kunne gå der, hvis jeg altså kunne komme over diverse vandløb, som ikke er nemme at få øje på under sneen.

Vi jeg nåede frem uden problemer, og Allan fortsatte turen til Nykøbing. Hovedvejene er fint ryddet, men der er meget, meget glat. Jeg havde meddelt chefen, at jeg kom på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen i dag, men da Allan satte mig af et stykke før, og jeg gik det sidste stykke vej, var min bil ikke på gårdspladsen. Chefen kom tilfældigvis på kontoret, og blev noget overrasket over jeg sad der. Vi fik en lille snak om hvor kaotisk alt havde været de sidste 3 døgn, og når nu jeg var kommet frem, så ville han da hente min julegave, så jeg kunne få den med hjem. Ikke fordi der er noget hemmeligt over min julegave, for den indeholder altid det samme, og har gjort siden denne unge chef overtog pladsen efter sin far for 10 år siden. Men det er en gave jeg altid bliver meget glad for alligevel.

Nu kan jeg holde juleferie fra denne arbejdsplads, til efter nytår. Men den anden arbejdsplads kalder allerede tirsdag, hvor jeg også skal afsted, Er du interesseret, har du mulighed for at læse lidt om Bendix Jensens astrologiske forudsigelser for vinteren 2010 - 2011 på dette link. Han forudsiger masser af sne og streng vinter, men også at vi kan få forår først i marts måned, og det er jo ikke så ringe.

Familien spredt og alligevel samlet juleaften

Mens Camilla kæmper sig gennem snemængderne til Lolland, har jeg redt op til Kosta og Bacchus, pakket mandelgaven ind og dækket julebordet. Hos os er det ikke jul, hvis ikke vi får grønlangkål først. Sådan har det været i min barndom, og sådan er det stadig. Et eneste år, prøvede min mor at bytte grønlangkålen ud med hjemmelavet suppe. Selvom det smager rigtigt godt, var alle enige om at det slet ikke var rigtig jul det år. Så vi starter altid med grønlangkål og hvad dertil hører. Anden stod i ovnen og risalamanden var lavet dagen for inden. Da Mads er allergiker, er der selvfølgelig lavet en speciel risalamande til ham. Og af samme grund kommer hundene ikke længere end til denne soveplads.

Jeg har holdt jul rigtigt mange gange, siden vi fik Mads, og vi har altid været rigtigt mange om julebordet, aldrig under 15 pers. Familien voksede og voksede og ingen ville undvære den jul de altid havde haft. For seks år siden, sagde jeg stop. Jeg orkede ikke mere at flytte rundt på møbler, slæbe ekstra borde og stole ind. Hyggen var forlængst forsvundet, set med mine øjne. Jeg var alene om det hele og stod flere dage i forvejen og lavede mad, for at samle et sted mellem 20 og 30 mennesker. Og mens alle de andre hyggede juleaften, var jeg for det meste i køkkenet, dog hjulpet af mor. Jeg blev godt nok ikke særlig populær nogen steder, da jeg sagde fra. Heller ikke blandt Allan og ungerne. Jeg stod fast på mit, uanset hvor kunstig alle syntes jeg var. Så vi har siddet alene - os fire – nogle år. Det var slet ikke så slemt, indrømmede de, inden den første juleaften var overstået. Det havde nemlig været så hyggeligt, at de ikke havde noget imod, hvis det skulle være sådan fremover. Der var fred, ro og ingen stress.

Camilla ankom i går med “børnene” i god behold, men det havde været en lang og streng tur. For som hun sagde, I har meget sne på vejene nede hos jer. I år var min mor og Mark hos os og fejre juleaften. De unge, som ikke har stiftet familie med børn, skilles juleaften, for at fejre den i deres respektive familier. Mine andre søskende har børnebørn, så de har været et pænt antal om julebordet i deres hjem. Min mor har 5 oldebørn.

I dag har Allan og jeg været ude for at inspicere vejene, for at se om det er muligt for mig at komme på job i morgen. Det ser ikke for godt ud, det fyger stadig rigtigt meget, der er kun et spor, og møder man en modgående, som vi gjorde, skal den ene bakke 3 km i disse driver. Jeg er nu ret glad for Allan var med i bilen. Vi nåede ikke frem, det var for risikabelt at tage chancen.

Billederne giver ikke det reelle billede af situationen. Jeg er glad for at vi har været ude og sondere terrænet, så jeg ikke alene havde begivet mig ud i dette i morgen. Jeg er faktisk glad for at Allan siger, at jeg ikke får lov at køre turen alene i morgen, og at han, som det ser ud nu, heller ikke er sikker på at han vil gøre det. Han holder elllers meget af at køre i sne i normale mængder, og lege lidt. Vi må se hvordan jeg kommer afsted. Jeg håber på vinden lægger sig, og sneploven kører.

Camilla er kommet sikkert tilbage til sit hjem. Da hun nåede Køge, var vejene rigtigt fine. Hun var rigtig glad for hun ikke skulle sydpå, for der holdt bilerne i kø, mens den nordgående trafik gled fint.

Ventetid og julespekulationer

I dag ser vejret ikke for godt ud på disse kanter. Jeg skulle have været på arbejde, og “man” ville om nødvendigt hente mig i traktor med plov. Sådan lød meldingen til mig sent i går da jeg forlod kontoret. Ved opfølgende samtale i formiddags, var beskeden den samme. Men det er ikke muligt at komme frem….. Jeg har deadline søndag, så der er håb endnu. Jeg hader at spilde tiden på ingenting, så jeg kan ikke gøre som jeg plejer, nemlig at sætte gang i det hele på en og samme tid, hvis jeg pludselig skal ud af døren. Allan vil gå ned med stress, hvis han skal overtage, skal det kun være EN ting ad gangen.

Det fyger hos os, men ser ikke faretruende ud, men det skal man ikke lade sig narre af. De små og mellemstore veje er ufremkommelige og har været hele dagen.

Som jeg engang har læst, så er der ingen grund til at bruge tid på at bekymre sig, fordi de allerfleste bekymringer alligevel og heldigvis aldrig bliver til noget. Men….alligevel kan jeg ikke lade være at tænke på Camilla, som i morgen skal tage turen til Lolland sammen med sine to børn, for at fejre julen sammen med os andre. Om hun kan komme frem, eller hun skal sidde derinde – nok ikke helt alene men, uden vores gaver. Vi beder og krydser fingre for nogle fremkommelige veje i morgen.

Den bedste julegave

Vi var lige kommet hjem fra Malta, da ejendomshandleren ringede til mig om søndagen, og sagde, jeg tror jeg har en rigtig god julegave til jer, eller din mor. Køberen er lige gået ud af døren, efter at have sat sin underskrift på købsaftalen. Huset har stået til salg i godt 14 mdr. Det var vel nok en dejlig nyhed. Den bliver mor rigtig glad for at høre og jeg selv er også vældig glad. Allan og jeg slipper nu for at passe haven, og holde øje med huset osv. Det er nemlig en ordentlig mundfuld at passe 1.498 kvm grund, som mor klarede helt alene før sin sygdom.

Jeg spurgte ejendomshandleren, hvad vi skulle have klar til ham og til hvornår. Der skulle fremskaffes nogle udvalgte papirer. Mor skulle komme og skrive under om mandagen. Allan har været fuldt beskæftiget som chauffør i dagtimerne. Ifølge ejendomshandleren, skulle vi “bare” fjerne de ting fra huset som Mor, eller vi, ville have, og det skulle være inden sidste weekend. Du milde…. vi fik travlt. Vi selv havde kun onsdag efter arbejde at gøre godt med. Mine søskende havde kun tirsdag formiddag. Da pladsen er begrænset i mors nye hjem, er der mange ting, hun ikke har kunne beslutte sig for, hvad hun skulle stille op med, så det er bare blevet stående, og så har jeg haft hende med derned med jævne mellemrum, for at få sorteret ud i det. Den beslutning ville jeg have hun traf selv, og det har hun haft rigtigt svært ved hver gang. Vi har kørt så mange bil- og trailerfulde hjem og sendt bud efter “loppefolk” som har hentet nogle læs. Men nu skulle beslutningen om de sidste ting træffes, og der var ikke meget betænkningstid. Vi er så heldige, at køber kommer fra noget meget mindre, så den lille familie ville meget gerne overtage alt det, der var muligt. En stor hjælp for os, fordi der bl.a. stod en del møbler. Først og fremmest fordi mor ikke har pladsen i sit nye hjem, og dernæst var det nok ikke nogen ulempe, når huset skulle vises frem, at det tog sig lidt mere indbydende ud, frem for et helt tomt hus.

Det lykkedes os at nå det. Og så håbede vi bare på at køberen ikke sprang fra. Deadlinen var i dag - ejendomsmægleren har ringet, at huset er solgt med overtagelse fra 1. februar 2011. De sidste ting angående papirer skal vi klare mellem jul og nytår.

Vi er bare så glade. Bedre julegave fås ikke i år. Nu mangler vi bare at vejrguderne også holder hånden lidt over os, så vi kan få samlet den lille familie på Lolland, så skal det nok blive en rigtig dejlig jul.

Et par hårde dage

Da Mads havde kigget på den gamle grønne Polo, mente han det var tændspolen, men han turde ikke helt lægge hovedet på blokken. Den dreng, kan stort set finde en løsning og reparere alt der svigter, så vi satte vor lid til at han havde ret denne gang også.

I går havde jeg derfor privatchauffør til og fra job, så Allan kunne komme afsted og få købt reservedelen til bilen, som han med møje og besvær selv fik udskiftet. Jeg har en nærmest ovenud lykkelig mand, fordi den gamle Polo kører igen. ☺ Det letter vores dagligdag, og sparer os for dobbelture og dermed den dyre brændstof, så jeg er også glad ☺

I morges stod Allan stod op kl. 5.10 fordi der var varslet masser af sne. I vores indkørsel lå også ca. 30 cm som han var i gang med at fjerne, da jeg stod op en time senere. Da jeg var kørt kom vognmanden med de briketter Allan bestilte over nettet i søndags. Vi havde kun to pakker og en smule brænde tilbage.

Så da jeg endelig kom hjem fra arbejdet kl. 18 og satte mig direkte til bords, sagde Allan at han var træt. Ja, jeg ved du har været tidligt oppe, og det var midnat før vi kom i sent, men hvad – hvorfor, er der nogen anden grund til din træthed? Det viste sig at han havde båret hver eneste sæk briketter fra indkørslen om i brændeskuret og stablet det. Jeg forstår han er kørt træt.

Det er mit hovede også, med 18 timers arbejde på to dage, men det er en helt anden sag, der ikke skal fylde her.

Nu er der tændt op i brændeovnen, her er dejligt lunt. Det kan man ikke sige der er udenfor. Hos os frøs det 11 grader kl. 18.

Det har ikke rigtigt spillet her

Jeg har aldrig før i mit liv været så meget bagud med købet af julegaver. Selvfølgelig kunne vi lade være at rejse på ferie i december. Det var dejligt mens det stod på, men jeg har enstemmigt besluttet, at det gør vi aldrig mere.

Vi render ind i det ene problem efter det andet. I fredags blev Allan udstyret med en udførlig dosmerseddel på madvarer og et par julegaver, mens jeg atter tog en laa-ang arbejdsdag for at indhente det forsømte, efter at blive sendt hjem fra arbejde og få to ufrivillige fridage, som ikke kunne bruges til noget fornuftigt udenfor egen matrikel. Et instinkt fik mig til at ringe hjem inden jeg kørte fra byen, for at høre om Allan havde fået klaret opgaverne. Svaret var nej… han nåede kun 2-3 km, så strejkede bilen den gamle grønne Polo. Den satte pludselig ud, og ville bare ikke længere, så holdt han der på landevejen og kunne ikke få gang i skidtet igen. Allan ringede til en ven, (vi hjælper hinanden gensidigt når behovet er der) Kan du komme og trække mig hjem. JA, det kan jeg i hvert fald siger H…. så Allan baksede med at skubbe bilen i garagen og kigge på den, ringe til autoforhandleren for hjælp. Lige lidt hjalp det. Allan skubbede lidt rundt med bilen igen, så aftensmad havde han heller ikke nået at få klaret. Jeg fik købt noget og ringede atter hjem og sagde tænd oven, jeg kommer med noget mad, og så må vi spise når det er færdigt.

Jeg havde kun denne weekend til at få købt julegaver, så jeg havde lagt billet ind om at få farbare veje, så vi kunne komme afsted, ellers ville det blive en jul uden gaver i år. Jeg fik lavet en udførlig liste med hvad vi skulle købe til hvem og i hvilke butikker. Min bøn blev heldigvis hørt. Sneen blev sendt til andre egne af landet, så i går morges kørte vi en tur til Næstved. Det gik helt efter planen.

Billederne er taget ud gennem bilruden, undtagen solnedgangen på det sidste til højre.

Både i aftes og i morges pakkede jeg gaver ind, og kørte til Nykøbing da butikkerne åbnede, for at få styr på de sidste gaver, samt madvarerne til juleaften. Det har været en næsten håbløs opgave, at få de sidste julegaver i hus. Kø, kø og atter kø, for at få at vide, at det har vi desværre ikke. Jeg vendte næsen hjemad hvor solen skinnede og mosekonen bryggede. Der kunne jeg dog ikke holde ind og fotografere.

Jeg har tit tænkt på at tage et billede af Majbølle Mølle, så her er den – vinterklædt. Lidt længere fremme så jeg disse svaner og gæs som er gået på land.

Allan har rodet med bil hele dagen og har haft hjælp af Mads, men bilen kan desværre stadig ikke starte. Nu er han låst fast til matriklen, for jeg skal bruge den anden bil for at komme på arbejde. Jeg har styr på julegaverne, mangler kun en til Allan. Om den kommer i hus vil de næste par dage vise. Jeg er i gang med at skrive julekort, så vi når det nok, trods alt.