Gamle frøer og Holberggård

De gamle frøer er os, der var kollegaer i frøfirmaet SN-Frø. For mit vedkommende fra april 1976 til juli 1989. Vi ses en gang om året. Nogen har set hinanden lige siden firmaet lukkede og blev en del af DLF. Andre, som jeg selv, er kommet med senere. De fleste af os fandt et helt andet arbejde, men nogle flyttede med til DLF. Tre af dem er der stadig. En har dog været ude at snuse til andet job, men er vendt tilbage. De fleste af os andre, har haft 25 års jubilæum i det nye job. 

Vi mødtes på Flamez sidste fredag og spiste noget god mad sammen. 


Det er så hyggeligt at ses og blive opdateret på hinandens liv, og tale om gamle dage. 
Hende der underviser unge studerende, bliver jævnligt mindet om at hun er gammel, når hun f.eks. nævner disketter. De unge aner ikke hvad det er. De skulle bare høre os, når vi begynder at tale om kundekartoteket på metalprintplader, håndskrevne kuverter, breve og regninger, fordi der ikke altid var plads til navn, titler og adresser på printpladerne, når det drejede sig om de større gårde. Om telefax, hulkort, hullestrimler. Bogføringsmaskine og kopimaskine, som hver især havde en størrelse som et stort skrivebord. Kontokort på størrelse med hængemapper. Om kæmpe store regnskabsbøger og de lidt nyere, men i dag for længst afskaffede grønne regnskabsark, og at vi skrev med Viking nr. 2 og fyldepen.  Afregninger i kassevis, på papir i endeløse baner kom retur fra LEC i Aarhus, efter de store maskiner havde læst vores hulstrimler.
Om skrivemaskiner uden rettebånd eller kvajelak. Skrev man forkert, var det i gang med en viskeblyant. Om trækpapir og kalkerpapir. Om duplikator og papirtynde stensil. Om postbakken med dagens breve, der blev sendt rundt på kontorene for at alle kunne være opdateret. Og da der kom EDB og elektronisk ETB i huset i DOS version. Den brandsikre boks, på størrelse med et helt kontor, hvor vi kørte alle vigtige papirer ind hver aften, og ud igen om morgenen. Om frankeringsmaskinen, som vel er det sidste, der, indtil videre, er forsvundet fra kontorene. Inden længe, aner man ikke hvad hverken et frimærke eller kontanter har været brugt til.
En af de gamle frøer, ringede til mig og sagde, at nu var hun blevet gammel (83 år) så hun kunne ikke deltage i år. Heller ikke selvom jeg tilbød at hente hende. Jeg lovede både hende og mig selv at besøge hende efter frømødet. Det gjorde jeg i søndags, medbringende kage til kaffen. Jeg kunne godt se at hun var dårligt gående og mærket af alderen, men hukommelsen og snakketøjet fejler ikke noget. Hendes far var med til at starte firmaet i 1945 og hun blev ansat i 1950, så hun har om nogen – og som den eneste – den største viden om firmaet. Sikke en udvikling hun har været igennem. Hun fik også andet job – i branchen i Nakskov, hvor hun var i 9 år, inden hun gik på pension.


I går fik vi indløst mors julegave. En 5-retters menu og 5 vine på Holberggård til 500,- kr. pr.næse. Det synes vi er billigt. Det var rigtig god mad. Der var mere gourmet over den menu, end der var over den jeg fortalte om her. Holberggård kaldte det ikke gourmetmad. 

Vi havde garderet os, og fået privatchauffør af Mads. Vi anbefaler med glæde stedet, og spiser der gerne igen. Vi sad og blev ret fristet til en 10 retters menu om 14 dage, men har dog ikke bestilt noget.

Nytårstanker

Nytår giver anledning til at tænke tilbage, på året der gik, og på året der kommer, men det er egentlig ikke noget, jeg beskæftiger mig ret meget med i forbindelse med årsskiftet. Jeg ændrer på livet, når det, af en eller anden grund, er nødvendigt. Hvorfor vente til nytår, hvis det er nu ønsket, trangen eller behovet er der.
Det forgangne år har været fyldt med mange gode ting og oplevelser, men også mindre gode, som ingen har ønsket sig. I bund er grund er det vel sådan, det er for alle mennesker. Man må prøve at få det bedste ud af den situation, man er blevet bragt i. Generelt har det været et alt for travlt arbejdsår på den gamle arbejdsplads, derude på landet, mens der er kommet ro over det på ‘den nye’ arbejdsplads. Det har jeg ofte, ikke bar tænkt var ret heldigt, men også nævnt for begge mine chefer et par gange eller mere, at det var godt det ikke var samme år, jeg var overbebyrdet på begge arbejdspladser, for så havde min verden uden tvivl set anderledes ud nu.
2018 blev også et utroligt varmt og tørt år. Alt for varmt og tørt. Det blev et år med afbrudt ferie, mange sygehusbesøg, operationer og pasning af syge mennesker, men det blev også et år med et par udenlandsrejser, og en masse andre dejlige oplevelser.
Jeg ved, at det nye år også vil bringe os en masse oplevelser. Både nogle helt nye af slagsen, men også de helt almindelige, trivielle hverdage. Weekender med nye projekter og hjælpearbejde.
Faktisk håber jeg 2019 bliver et helt  almindeligt år med hverdage, solskin, regn og rusk, ferier, travlhed og ro i en skøn tilpas blanding. Lidt skidt kan vi nok ikke undgå, men vi håber, der bliver mest af det gode.

     Godt nytår til alle jer der læser med.

Juleforberedelser er mange ting, og starter tidligere og tidligere, eller…

Vi er bagud på flere fronter. I hvert fald når jeg hører og læser om andre.
I skrivende stund, står det meste af julepynten stadig i kasser på loftet. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Sådan har det altid været. Lige fra jeg var en lille pige, har vi altid først pyntet op til jul, omkring fars fødselsdag den 8. december.
Julegaverne er jeg heller ikke begyndt på endnu. Det var dog noget anderledes da ungerne var små, og jeg skulle købe julegaver til  20-30 personer. Sådan er det heldigvis ikke mere, og har ikke været i mange år. Dengang var jeg færdig med alle julegaveindkøb den 1. december, med undtagelse af de par stykker, der havde fødselsdag i december.
I november slagtede jeg altid gris. Jeg lavede medisterpølser, finker, sylte, svær- og rullepølser, leverpostej, så vi havde julemaden klar til alle juledagene. Der blev lavet juledekorationer og bundet adventskrans, klar til at nyde 1. søndag i advent. 
I december blev der bagt alle de traditionelle julesmåkager. Der blev lavet konfekt, og fyldte chokolader. Kogt klejner og æbleskiver. Den gang havde vi også meget mere urtehave, end vi har i dag, og var selvforsynede stort set med alt til hele året. Grønkålen blev også høstet, kogt, hakket og lagt i fryseren. Der blev flettet stjerner, julehjerter og musetrappe samt klippet og klistret mens julehyggen langsomt bredte sig.  
Når jeg tænker tilbage, husker jeg det som en hyggelig tid med juletravlhed, men ikke som stress og jag, som mange føler det i dag.
Tiderne skifter, så vores jul har set meget anderledes ud i mange år. Jeg tager det ganske roligt, og laver det jeg har lyst til, når jeg har lyst til det. Jeg har ingen faste krav til mig selv udover at juleaften og juledagene skal være hyggelige, og det skal hele december også være. Der skal være plads til andre fornøjelser, for dem har vi ret mange af.
Jeg bager ikke julesmåkager, da ingen (hvis vi ser bort fra Allan) i den nærmeste familie er småkagespisere. Jeg er til æbleskiver og klejner. Resten rører jeg ikke. Bare lugten duften af brunkager og pebernødder er næsten mere end jeg kan klare. Konfekt er de fleste af os også for kræsne til. Marcipan spiser jeg ikke, og andre kan ikke tåle det, så det springer vi også over.
Jeg er derimod vild med al slags mad, så jeg har lavet rullepølse og leverpostej og i løbet af den næste uges tid, får jeg også pyntet op og købt julegaver. Jul bliver det under alle omstændigheder, og både grønkålen, hamburgryggen, medisteren og anden ligger klar i fryseren, så der er ingen grund til at få stress.  

Grønland kom til os

Dette indlæg er inspireret af det spørgsmål Ellen stillede til min kommentar, om en hel sæl, der ankom til vores adresse.
Jeg har aldrig været i Grønland, men har haft en del af den grønlandske kultur tæt inde på livet, da jeg var teenager. Vi havde nemlig en grønlænder, Ruth, boende et helt skoleår 1971-1972. Måske kender du allerede til dette eksperiment, men det er en helt anden historie.  
Det var på mange måder et spændende år for hele vores familie. Ruth var et høfligt og stille barn, der selvfølgelig savnede sin familie. Min søster K, som hun også gik i klasse sammen med, var eminent til at lave fis og ballade, og få Ruth med på den galej. De kunne fjolle sammen. Der var meget i det danske samfund, der var helt nyt for Ruth. For eksempel havde hun aldrig stiftet bekendtskab med en cykel, men det og meget andet fik hun lært. Vi andre hørte om livet i en lille bygd i Upernavik, som Ruth kom fra. Vi lærte nogle grønlandske ord og sætninger. I dag er der kun to sætninger, der stadig hænger ved hos mig, men jeg kan ikke længere stave mig frem til dem. Kun udtale dem.
Som værtsfamilie, var man pålagt en tilsynsførende, der jævnligt kom og holdt øje med om Ruth trivedes, og om vi overholdt de restrektioner, der nu var. Hver måned var der brevveksling mellem Ruth og hendes mor. De kommunikerede også begge via kassettebånd. Det hændte jævnlig at der var små ting til Ruth i den månedlige pakke. Ting man ikke kunne købe i Danmark. Der var også af og til brev til mor, og mor skrev selvfølgelig tilbage.
En dag op mod jul ringede postmanden atter på døren. Udenfor stod han med en meget stor pakke – til mor. Pakkerne plejede at være til Ruth, så det i sig selv, var en overraskelse. Hverken posten eller vi havde, nogensinde tidligere, set sådan en pakke, der partout skulle afleveres samme dag. Pakken var fyldt med is. Posten var lige så spændt som vi andre. Da isen blev fjernet dukkede det hvideste kød op, som vi umiddelbart overhovedet ingen ide havde om, hvad kunne være.
Ruth fik julelys i øjnene og kunne næsten ikke vente med at smage. Mor mente dog, at det skulle tilberedes først, men Ruth sagde det skulle spises, råt, som det var. Vi fik alle et stykke, men kun Ruth syntes, det var en lækkerbisken.
Mor anede ikke hvad hun skulle stille op med en hel sæl, som var renset og ordnet så fint, og lå der i to dele. Der var jo enormt meget kød. Mor talte med den den tilsynsførende, for at få gode råd til hvad hun skulle gøre med sådan et dyr, og fik at vide at hun skulle ryge det. Hun fik en liste over, hvad hun skulle skaffe, og hvor hun kunne købe det. Det var kun apoteker der solgte det, men de ville bare ikke udlevere noget til hende. Det var kun dyrlæger og udvalgte erhvervsdrivende, der måtte købe det. Mor forklarede historien, og fik lov at købe noget af det, så hun kunne starte processen. Derefter kontaktede hun den slagter, som røg de andre varer fra de dyr vi slagtede, for at lave en aftale med ham. Selvom han aldrig havde prøvet at ryge en sæl, sagde han ja, og aldrig har vi smagt så lækkert kød. 
Udover en hel sæl, var sælskindet også vedlagt. Skindet monterede far på en plade, og det kom til at pryde væggen i barndomshjemmet, lige til mor flyttede fra både det og huset for ca. 10 år siden. I pakken lå også julegaver til Ruth, og hver en lille gave til os tre unger. En isbjørnbrosche snittet af en hvalrostand. 
Den pakke har været længe undervejs. Først med helikopter fra Upernavik til Søndre Strømfjord, hvorfra den videre rejse foregik med skib til København, inden den blev sendt med posten til Lolland. Det var den gang man fik breve og pakker fra dag til dag. 

Når vinteren bider, og der er ispanser på husene

Alle sukker efter forår, og mange brokker sig over sne og kulde her i marts. En ting er, at der er sne i de måneder, vi betegner som vintermånederne. Det kan de fleste bedre forholde sig til, men vi kan faktisk ikke, synes jeg, rigtigt tillade os at klage over vinteren, da vi dårligt har haft nogen, men derfor kan man godt længes efter forår.
Når jeg tænker tilbage på min egen, og ungernes barndom, så er dette martsvejr ikke helt uhørt. Jeg har flere beviser på snestorme i marts og frostvejr i april, uden at de dog er gået over i historien som rekorder.
Der findes ikke en egentlig meteorologisk definition af begrebet isvinter, men fire gange i 80’erne, blev vinteren så kold, at den blev kaldt isvinter.
Af isvintre, der er har slået rekorder, i nyere tid, er 1939/40, 1941/42, som dog begge er før jeg blev født. Isbryderne var på arbejde til den 5. maj 1942.
Min første vinter var 1955/56, så den isvinter husker jeg heller ikke, men den hører også til de kortere af slagsen.
Om vinteren1962/63 skriver far i sin dagbog, at der den 27. februar ligger meget sne, men når solen kommer frem, gør den et godt arbejde. Den 14. marts skriver han, at det fryser 10° om dagen, og at de i radioen fortæller, at det nu har frosset 85 døgn. Den vinter husker jeg tydeligt, især når jeg læser hans ord. Vandet frøs i hanerne, ikke kun i barndomshjemmet. Far var som selvstændig håndværker, også rundt i sognet og tø vandrør op. Det kneb for mange at holde varmen i husene, da de ikke var så isolerede, som de er i dag. Han skriver ligeledes at det den 9. april stadig er nattefrost.  
1981/82 har, sammen med 1941/42 slået flere kulderekorder. I 1981 blev den laveste temperatur målt til minus 25,6° i december. Januar 1982 bød på minus 31,2°, (februar 1942 minus 29°) men 1985/86 blev en sværvægter indenfor isvintre.
Vi har ikke haft en ægte isvinter siden 1985, skrives der et sted, og et andet sted at DMI ikke regner alle isvintre med. Hvornår det er isvinter, er man åbenbart ikke enige om. Jeg ved bare, at uanset om de kalder det isvinter eller ej, så kan det være frost og isende koldt. I 2012 havde vi minus 23,1° uden at det betegnes som en isvinter.
Både i min egen og ungernes opvækst, har der været masser af sne og is om vinteren. Vi løb både på ski og på skøjter. Vi kælkede, lavede huler og byggede snemænd. Det var dog ikke altid vi kunne løbe på skøjter på gadekæret. Det var altid far, der var nede at bore hul og måle hvor tyk isen var. Indtil han gav grønt lys, måtte vi nøjes med at løbe på engarealet, hvor vi højst kunne få en våd støvle, hvis vi gik igennem isen. På billedet er mine søskende og jeg på skøjter.
Det er mange år siden, der har været så meget is, nogen steder her i området, at man har kunne løbe på skøjter i det fri. Allan venter stadig på at få en tur på sine skøjter. Mine er for længst solgt. Jeg ved jeg ikke er den ‘skøjteprinsesse’ som jeg var engang.
Den 19.marts 2001 havde vi snestorm og det havde vi også den 11.marts 2013.
I søndags, ovenpå en weekend med forskellige udskejelser og alt for lidt søvn, kørte vi en tur til Faxe Ladeplads for endnu engang at se det fascinerende ispanser, på de små fiskerhuse, som vi så første gang i 2011.
Det har sneet nogle gange den sidste uge,og det har også føget, men ligefrem snestorm, kan man ikke kalde det. I dag skriver vi den 22. marts og der var pænt hvidt derude i morges, men det var dog ikke snestorm, men vi har stadig pænt store driver på udsatte steder, også langs hovedvejen.

Om malersvenden der til sidst fik sin baronesse

Min far (malersvenden) har kendt mor lige siden hun kom til verden i 1937. På det tidspunkt var far, allerede året før, fyldt 17 år. Far var ungdomsven med min mormors bror, og kendte derfor familien rigtigt godt. Faktisk har han kendt meget mere til mors familie, end hun selv har nået at opleve, men det er en hel anden historie. Far har, som han så ofte selv har udtrykt det, måtte vente rigtig mange år, før mor blev gammel nok.  
Min mormor og morfar, var som far, meget aktive i foreningslivet. Min mor og min moster var fra helt små altid med dem og fik arbejdsopgaver, der svarede til deres alder. Far skrev og opførte revyer og var lige så fast 'inventar' i forsamlingshuset som mormor og morfar. Når man kun er 6-7 år, har man måske ikke helt forstået hvad revy er. Far har alle dage været en spasmager og har altid haft en kvik replik på læben eller en masse vittigheder i ærmet. Når far cyklede til og fra arbejde, fyrede han altid et eller andet af til mor, når hun løb og legede. Da mor var omkring 10 år, var hendes mening om den mand ganske klar. Ham på cyklen var ikke rigtig klog. Han var skør i bolden.
Da mor blev konfirmeret, skrev far hendes konfirmationssang, og på dagen kom han og afleverede en kuvert med penge i til hende. På den måde kan man vel sige, at han inviterede sig selv til festen. Far var en flittig gæst i mormor og morfars hjem. Det endte, eller snarere begyndte med at mor og far startede med at gå til dans sammen. Min moster, mor, mormor og morfar var jo alligevel i forsamlingshuset når det foregik.
Mor søgte og fik sit drømmejob på Oreby Slot, på næsten samme ( 'det kan man ikke') måde, som min søster greb det an, da hun var i samme alder og havde samme ønske. Mor flyttede ind på slottet og her boede hun og arbejde nogle år. Far kørte troligt derned hver dag/aften, weekend for at få et glimt af mor. Baronessen, som han kaldte hende.
Min mormor og morfar tog det ganske roligt, og har aldrig blandet sig i noget. Sikkert fordi de selv har kæmpet med min morfars mor, for at få lov til at følge deres hjerter. Far har altid været kendt af alle i hele sognet, så mor og far var et stort samtaleemne. Det ville aldrig går mellem de to. Mor og far lukkede ørene og lod folk snakke.
Min farmor, var bestemt heller ikke begejstret for fars valg. Han måtte da kunne se, at sådan en ung tøs, ikke var noget for ham. Han ville aldrig kunne komme til at tjene så mange penge, som mor kunne bruge. Han skulle jo regne med, at hun helt sikkert havde tilegnet sig nogle fine fornemmelser, når hun arbejdede sådan et fint sted.
Min farmor foreslog at forvalte mors penge, men der fik ‘den unge tøs’ (min mor) sat hende på plads med den besked, at det behøvede hun ikke hjælp til.. Det havde hun altid klaret selv, og det ville hun fortsætte med. Mor har altid været en fantastisk god finansminister. Det er hendes skyld, at vi med få midler, altid har været på ferie, holdt store fester og meget andet. Vi har i det hele taget aldrig haft følelsen af, at det har været småt med penge. Det var hende der fik enderne til at hænge sammen.  
Mor blev gravid som 17 årig, men når nu de alligevel havde dannet par i flere år, var der ingen grund til at søge kongebrev. De kunne lige så godt vente til jeg var født, så i kirkebogen står jeg opført som uægte barn. Først året efter, pinselørdag den 19. maj 1956 blev mine forældre gift. Han fik sin baronesse og 3 prinsesser, som skaffede ham nogle svigersønner, samt en masse børnebørn.
 
Efter 27 års ægteskab fik han også den altid ønskede søn, så han var ikke til at skyde igennem. Han var, som han selv sagde, den eneste i kommunen der både fik folkepension og børnepenge samtidig. Han nåede også at blive oldefar et par gange og fejrede guldbryllup i 2006. Han døde i sommeren 2007. Mæt af dage og ovenud tilfreds med livet. Han mente, han havde fået alle sine ønsker opfyldt og endda mere til.  

Julen er ikke, hvad den var engang

 

Der er selvfølgelig forskel på at være barn og voksen, men den tid vi lever i, gør sandelig også en stor forskel.
Jeg husker at vi 3 søskende ofte spurgte både mor, far og mormor, om de ikke ville  fortalte lidt ‘fra gamle dage’ og vores egne unger har spurgt om det samme. De der gamle dage, de bliver i sagens natur af nyere og nyere dato.
Når jeg tænker på hvordan min far og hans forældre holdt jul, så var der med vor tids børneøjne ikke meget jul over det. Der var nemlig ikke noget der hed julegaver. Far, som blev født i 1920, har altid sagt, at julen var som alle de andre dage på året, og at der ikke skete noget særligt. Det syntes vi altså var meget synd for ham og alle hans søskende.  
Min mor som er 17½ år yngre end min far, fik heller ingen gaver de første leveår. Ikke engang fra sine bedsteforældre, min morfars forældre, som ellers var ret velstående. Alligevel syntes hun at julen var noget ganske særligt. Når min morfar tændte lyset, (vi er jo nogen der stadig husker skumringstimen) og kom ind med hver en stor appelsin til de to unger. Den der store lysende orange appelsin og sukkerskålen, der kom på bordet til at dyppe appelsinskiverne i, har virkelig plantet sig hendes sind. Så var det jul.
Jeg har spurgt mor om hun ikke savner den sukkerskål til sin appelsiner i dag, men det kunne hun ikke drømme om at spise sammen i dag. Selv appelsiner var anderledes dengang, påstår hun.
På et tidspunkt blev julegaver også en   del af min mors jul. Eller julegave, for der var kun en gave til dem hver.
Min barndoms jul, blev en ganske anden. Mor og far skabte i fællesskab en ny jul. Vi unger har altid fået pakkekalender. 24 pakker til os hver. Appelsiner, viskelæder, blyanter og den slags nyttige småting, som ikke var nogen selvfølge at man ‘bare’ sådan lige fik. Nej, man passede virkelig på sine ting dengang. Der var selvfølgelig pyntet op. Vi havde juletræ. Mor kogte risengrød til nissen, som vi bar op på loftet, altså grøden. Julemanden kom altid på besøg med pakker et sted mellem spisetid, opvask og dansen om juletræet. Jeg fik 7 pakker, en fra mor, en fra far, mormor og morfar, moster og onkel, og en fra hver af mine 2 søskende og en fra gudmor og gudfar, men aldrig har jeg fået en julegave (eller fødselsdagsgave) fra min farmor og farfar. Det var ikke noget jeg tænkte på som barn. Sådan var det bare. Du kan læse lidt mere om min barndoms jul her.
Den jul mine forældre har givet os unger, har jeg videreført til vores. Normalt når to mennesker mødes og skal skabe et nyt liv sammen, tager man nok lidt fra begge sider, men der var ikke noget nyt input fra den side, da jeg lærte Allan at kende. Hans jul var der nemlig ikke meget jul over. Der var dog både julepynt og juletræ. De fik også julegaver, men det var så det. Han har aldrig fået en pakkekalender eller en adventspakke, før han kom ind i min familie. Mens vores unger var børn, fik de også pakker af både mine og Allans søskende.
De sidste mange, mange år, (20-25 år) har vi i hele familien droslet ned på det gaveræs. Det er sket langsomt og individuelt efter aftale med hver enkelt person. Vores unger har selv bedt om at komme ud af det gavehalløj. Juleaften, de sidste mange år, har vi kun siddet 4 eller 6 voksne mennesker her. I aften er vi bare 4. Os selv og ungerne. Julen er anderledes nu, når ungerne er voksne, men en ting skal ingen pille ved, og det er vores julemad. Grønlangkål, andesteg og risalamande, da det er det, der afgør om det er jul.  Skulle nogen være i tvivl, så er gaverne ikke helt afskaffet.

Alle mine læsere ønskes en rigtig glædelig jul. Som det kvikke øje måske opdager, har jeg fået installeret den nye Open Live Writer, og at det virker sammen med Blogger. Hvor er det bare dejligt at man igen kan få copyright på alle sine billeder og alt det andet gode der følger med, ved at bruge denne editor. 

Inden vi letter

Kreta tirsdag den 6. oktober. 
Det er sidste feriedag, men vi skal først flyve 21:10, så vi har hele dagen til rådighed.
Mens det stadig er buldrende mørkt, og jeg ikke kunne se hvor jeg gik, lykkedes det mig at komme ned til stranden uden at falde over trin og andre forhindringer. Her gik jeg en tur helt alene, inden det var tid at mødes med C, hvor vi tog strandturen en gang mere. 
Vi havde hotellet til kl. 12 middag, så vi ville blive i området, så vi kunne bade og pakke i sidste øjeblik. Efter vi alle fire havde spist morgenmad, ville M også gerne gå en tur på stranden, som alle vi andre havde gjort, og vi ville alle gerne være ude i det gode vejr, så meget som overhovedet muligt.
Da vi var mætte af sand, vand, klipper, parasoller, liggestole, primitive broer, og det hele bare var gentagelser, gik vi væk fra stranden og tog fortovet hjemad.
Vi var kommet langt væk hjemmefra, og der var lidt at kigge på. Butikkerne havde åbnet, og vi besøgte en enkelt af dem, hvor der var et stort udvalg, men kun M blev fristet og fik sig et par nye shorts.
Restaurant Mithos, var en af dem jeg havde noteret hjemmefra, og havde vi ikke haft flere km at gå til dette spisested, så var det blevet afprøvet. Sådanne flere meter friske 'grøntsagsgardiner' af både tomater, hvidløg og andre spændende ting som en kaktus, på begge sider af indgangspartiet, opfatter jeg som et spisested med gode og friske råvarer. Der var borde og stole lige bag alle de hængende grøntsager, og der så hyggeligt ud. Eneste ulempe, set med vores øjne, er at restauranten ligger lige ud til den befærdede vej. Vi vil gerne have fredelige og rolige omgivelser.
Klokken tolv afleverede vi nøglerne til hotellet og pakkede kufferterne i den lejede bil, som ville være vores eneste hjem de næste mange timer. Vi kørte rundt uden at have et egentligt mål, og pludselig kom vi til en lang og smal gammel træbro. Skal vi over her? Det så ikke særligt sikkert ud, syntes vi, men skiltet viste at broen kunne tage en vægt på 25 ton. Så meget vejede vi langt fra, så vi vovede os over.
Det buldrede og larmede gevaldigt, da vi kørte over. Jeg følte mig ikke helt på sikker grund. Da vi var kommet helskindet over, udtrykte Allan samme skepsis. Mads og jeg måtte ud og kigge nærmere på dette bygningsværk. Mens M lagde sig på knæ for at undersøge detaljer, tog jeg turen over broen til fods. Broen bestod af nogle gevaldige tykke brædder lagt med et pænt mellemrum. Flere af brædderne var bestemt mærket af tidens tand, kunne man se, men inden vi forlod stedet kom en anden bil ‘flyvende’ over også. 
Tre af os gad ikke køre bil, så forslaget var at bilen blev parkeret det næste mulige sted, hvor der kunne være interessant at gå lidt rundt. Vi fandt ikke noget, før vi atter var tilbage ved Chaniakysten. M foreslog om vi ikke kunne gå en tur til Platanias, for at finde hotel Santa Helena, som vi boede på for 20 år siden, da vi rejste med Dansk Folkeferie. I dag er det Apollos gæster, der residerer der.
Indtil nu havde vi kun set hotellet fra vejen, hvor vi kunne se, der var bygget til, så gad vide om vi i det hele taget kunne kende noget af det igen, hvis vi kom ind på området. Camilla og jeg tog turen langs stranden, mens Allan og Mads tog fortovet. Mændene fandt hotellet, og vi fandt hinanden igen ved at sende et par sms’er.



Efterhånden havde sulten også meldt sig, og vi blev enige om at spise ved poolen på vores gamle hotel. En var meget sulten, og fik serveret en hel lille spandfuld kartofler. Selvom der var sket lidt ændringer på området, så kunne de tre af os tydeligt huske det hele. Kun C var lidt blank. 

Det var ved at være tid til at nærme os lufthavnen, så vi var sikker på at komme frem i tide. 
Få kilometer før lufthavnen fandt vi en lille café, hvor vi købte os lidt at drikke. Alle ville gerne have friskpressede appelsiner, og nogle ville også gerne have en tår kaffe. Da vi havde siddet der længe nok, gik vi os atter en tur. Her mødte vi både geder, høns, gæs og får i en og samme indhegning. Der fandtes ikke et eneste græsstrå eller andet grønt bag hegnet, så vi plukkede en masse på vores side af hegnet og smed ind til dem. Det vakte stor glæde hos både dyr og mennesker og så var det tid at køre til lufthavnen, hvor alt forløb nogenlunde planmæssigt.
Ikke en eneste dag var antal skridt under 21.500. Der var dog heller ingen dage, hvor jeg rundede de 30.000. 

Lommetørklæder, snotklude, pynteklude eller næseduge og andre duge

Det gammeldags lommetørklæde af stof, har mere end 2000 års historie bag sig. Næsedugen udviklede sig til et kostbart statussymbol for overklassen. Gennem 1900 tallet blev det hver mands eje. I dag er det nærmest forsvundet fra ethvert hjem. Her i huset har vi dog stadig et pænt lager, og når jeg ser beholdningen, kommer mange minder frem.
Det første vi, som børn, fik lært at stryge, var netop lommetørklæder. Jeg husker det som en kæmpe stak. Vi måtte hver især stryge vore egne lommetørklæder, og syntes det var sjovt nok. Det var jo et 'farligt' apparat at stå med, for små piger. Det var varmt og tungt. Det var dengang strygning let gav brændemærker på både fingre, arme og tøj.

Til alle mine lommetørklæder broderede og syede jeg et lommetørklædeetui, så var der samling på dem. Jeg har både etuiet og lommetørklæderne i dag, og har for nylig været det igennem, for at se om jeg ikke skulle smide noget af det ud. Kun få, som de tykke grove, røg ud, men de fleste kom ned i skuffen igen.
Jeg har også syet lommetørklæder. Både meget grove, de mellemfine og de helt fine af slagsen. Alle fik et lille broderi på, eller der blev broderet initialer. Nogle fik en hæklet kant, måske i en kulørt farve, andre fik fine blonder af orkis eller kniplinger.
Jeg bruger mine lommetørklæder til at pudse briller i. Det er de nemlig gode til. De ridser ikke som papirslommetørklæder, der jo er fremstillet af træ.
Jeg har dog flere lommetørklæder end jeg kan nå at komme igennem, inden der igen er vasket. Nogle af dem er heller ikke velegnet til brug, men kun til pynt.
 

Blandt de ubrugelige af slagsen er mit konfirmationslommetørklæde, som dog er købt, men også andre i den lidt finere stil, som dette tynde hjemmesyede. Lommetørklæder var i øvrigt også noget, der lå i et par af de telegrammer, jeg modtog ved min konfirmation fra nogle i sognet. Jeg har helt styr på jeg fik 2 af slagsen. Jeg lavede nemlig en gave- og telegramliste med alle oplysninger om den store dag.

Så er der de duge, man ikke tørrer næse i.
Jeg går gerne udenom alt tøj, der skal stryges. Det gælder også duge, så det er en af årsagerne til, at jeg ikke har kasseret alle de mange duge vi fik i bryllupsdage. De kan ikke slides op, heller ikke i vask. Derfor holder de sig stadig lige så pæne, som da de blev pakket ud for godt 38 år siden.
Der er dog med jævne mellemrum røget en enkelt afsted. Da Les Tissus Colbert holdt åbent hus i weekenden, kørte vi ned og kiggede efter en ny dug. Butikken har nemlig de fineste franske duge i både stof og voksdug. Jeg har set mange af disse voksduge, og de ligner helt almindeligt stof og føles næsten også sådan. 
Jeg har jo det princip, at skal der en ny ting ind i huset, må en anden ting ud. To duge røg ud til fordel for en ny. Den ene var en voksdug, som altid ligger under en stofdug, for at beskytte bordet for hvad der måtte spildes.