Sommer i Blokhus

I alle de år hvor Allan var medlem af Blik & Rør, søgte vi derigennem næsten hvert år, om at leje et sommerhus. Udlejningen foregik alene ved lodtrækning, og vores ferie lå altid i industriferien, og p.g.a. børnenes pasning, havde vi valgt kun at have 14 dages ferie sammen, så havde vi nemlig 6 uger uden pasningsproblemer. Som i alle andre lotterier, er der bedst plads ved siden, men i 1992 var vi de heldige. Vi fik et kæmpe sommerhus i Blokhus, hvor der var plads til 10 personer. Vi spurgte om der var nogen der ville med, så vi kunne udnytte pladsen. Prisen var jo den sammen. Vi kørte tre familier afsted i to biler. Mor og far med Mark, og søster med sine to børn. Vi var altså 5 voksne og 5 børn. Alle ungerne ville bare være ved stranden og lege i sandet, så mens far sad i sommerhuset og nød freden og roen, så forsvandt alle vi andre ud for at lege.
Små og store var alle lige kåde. Vi trillede ned ad bakkerne i en uendelighed, eller vi kørte på rumpen, som var det en anden kælkebakke. Vi tog den pæne spadseretur til stranden et par gange om dagen. Måltiderne indtog vi i sommerhuset.
Nogle af de voksne, var slet ikke til at styre. Søster mente lige hun kunne vælte Allan, men han reagerede hurtig, så de tog turen ned sammen. De rystede sandet af dem, kravlede op igen, og tog endnu en kamp – revanche.
Hver eneste dag fejede vi store bunker sand væk, ikke bare fra sommerhusets terrasse, men også inde, det lå overalt. Efter den første aften blev søsters den mindste syg, rigtig meget syg, med 40 i feber samt opkast og diarré. Søster og jeg kørte til lægevagten. I løbet af aftentimerne blev søster også dårlig. Mor tog sig af K. I løbet af natten blev hun så ramt. Næste morgen var de fleste blevet smittet. Sikke en hørm og sikke en elendighed at være i stue sammen med. Os der var en smule friske flygtede ud ad huset med de største af ungerne, som mente de kunne klare en biltur til Skagen, mens de andre blev under dynen og med deres spande inde for rækkevidde. Vi nåede til Skagen og gik helt ud på Grenen. Det var en meget lang tur. Ungerne var udmattede og trætte da vi kørte hjemad. Vi hørte intet til dem overhovedet. De sov sødeligt alle tre.
Næste dag var alle igen friske, så der igen var lyst til leg. Resten af ferien gik fint, og vi nåede endda også i Fårup Sommerland. 
Vi har holdt mange vidt forskellige ferier. Hver eneste af dem har været lige skønne, bare på hver deres måde. Dette var endnu en af dem vi aldrig glemmer. Lige nu kunne jeg godt bruge lidt af den sol og varme. Jeg har overvejet om jeg skulle tænde op i brændeovnen.

Pinseløb 10,4 km

Der er ildsjæle, der arbejder rigtigt hårdt for at holde liv i vort lille samfund. I dette tilfælde er det Idrætsforeningen og Fællesrådet der i samarbejde har stået for dette arrangement. Vi er ikke selv med i nogen af disse bestyrelser, men vi giver gerne en hjælpende hånd af og til. Den lille bestyrelse trækker så absolut det allerstørste og tungeste læs. Uden dem så meget anderledes ud. Brugsen støtter op om alle aktiviteter og er altid en villig sponsor af frugt, drikkevarer, præmier og hvad der ellers er behov for. Sidste år var det ganske gratis at deltage i pinseløbet. I år kostede det 25,- kr. pr. næse. Pengene skal gå til at udvikle vores lokalområde, så det bliver endnu mere atraktivt for turisterne at komme og tilbringe nogle dage her. Der arbejdes på projekt Blomstrende Landsby, og en aktivitetsplads skal opføres, så der er brug for en masse frivillige hænder meget snart, da det er et kæmpe projekt. 
Selvfølgelig bakker vi selv op ved at deltage i arrangementerne og i år sponserede jeg to store bradepander med kage. Det var også andre der havde lovet at bage kage og nogen kom med kaffe. 
I år var der gå- eller løbetuter på 4,5 km, 10,4 km og halvmarathon. Desuden var der ruter til rullekøjteløbere på 6,12 og 21 km.
Som sidste år valgte Allan og jeg, at gå de 10 km og søreme om ikke vi fik tilslutning af søster med både en arbejdskollega og vor svoger, og Mads deltog også. I år fulgtes vi 6 af. Derudover var der kun 2 deltagere mere der havde valgt at gå de 10 km. De fleste valgte den korte rute på 4,5 km. Hvor mange der har løbet halvmaratonen eller været med på rulleskøjter, kan vi sikkert læse i avisen om et par dage. Tilslutningen var større i år end sidste år hvor “kun” 90 deltog. I år var det 123 personer der blev indskrevet. Vi ved at flere løbere er nød til at have gennemført ruten, for der var optælling ved vandposterne. Når det antal tilmeldte var nået igennem, pakkede de vandposten sammen og forlod stedet. Det var ikke i orden, for det betød at vi 8, der gik de 10 km, ikke fik vand før vi havde gået 7-8 km. Vi var tørre i halsen, og klistret i ganen. Det var en meget varm tur. Vi prøvede at ringe efter vandforsyning, men der var ingen mobildækning i skoven. Også løberne, som dog nåede de vandposter, der var arrangeret, havde alt for langt til lidt væske i den hede. Det skal gøres bedre til næste år. 
Sidste år kom vi i mål, blandt de allersidste. Sådan var det ikke i år, der var vi selv med til at give klapsalver til nogle halvmarathonløbere. Vores tid var stort set som sidste år. Vi gik turen på to timer og 3 min. Det tog altså 6 min. længere i år, men havde vi ikke skulle vente på min kortbenede søster, som hvert år deltager i 7 km ladywalk, så havde vi snildt slået rekorden fra sidste år. Nu gjaldt det ikke om at vinde, men bare om at være med. Der var udtrukket gevinster, og søreme om ikke der stod en flaske rødvin, sponseret af Viceværten, og ventede på både mig og søsters kollega. Hvor mange gevinster der var, har jeg ikke styr på, men der var stadig et par tilbage, da vi fik udlevet vores.

Endnu en uge i smørhullet

Hvem siger der ikke sker en sk.. på landet!
Jeg har nævnt det før, men for nye læsere, så elsker jeg mine daglige cykelture, og allermest når vejret er godt, og jeg har været "spærret" inde på kontoret hele dagen. Når jeg kommer hjem, vil jeg helst blive ude, så længe vejret er, som det er. Der er altid lidt masser af ukrudt at pille i eller andet at nusse rundt med. Efter vi har fået drivhus, er en regnvandsbeholder slet ikke mere nok. Allan har været ude at købe en, som vi i fællesskab fik samlet. Det var umuligt for en mand alene, at holde både udvendigt og indvendigt, da aftapningshanen skulle skrues på.
Allan har været til møde i vores lille grundejerforening, og da haven trænger til vand, og  derfor næsten er umulig at have med at gøre, tog jeg på en lang aftencykeltur helt alene 23 km, mest igennem skoven, hvor der var lidt læ at hente, for det blæste en halv pelikan.
Vi har haft håndværkere et par dage, til at mure nye sten i vores gavl. Som skrevet her, er stenene udgået. Håndværksmesteren har været på jagt, for at fremskaffe nogen der bare ligner en lille smule. Vigtigst er trods alt, at muren er hel igen.  
Allan har været i Ballerup og aflevere sin børnehøreapparater, og fik i stedet nogle nye voksenapparater han skulle teste.
Vi har været til reception og bogudgivelse i den lokale Brugs. Det mente vi, at vi skulle støtte, både på den ene og den anden måde.
Jeg har skrevet tale til mor. Lavet en prøve på forretten. Den mor mener skal udskiftes med noget andet, der ikke er nær så besværligt. Hun er bange for det ikke bliver godt nok.
Det er åbenbart ikke den store tiltro, hun har til vores evner lige i den sag. Det er ikke spor besværlig, og hun skal jo alligevel ikke lave det, så hun kan tage det helt roligt, har søster 2 og jeg sagt til hende. Mor var skeptisk lige til vi serverede det. Var det gået galt, havde vi bare sagt. Du havde ret mor, da du sagde vi ikke kunne klare det.
Allan og jeg har sammen med en anden søster, stillet borde op, dækket dem, mens en anden søster har lagt servietter. Vi har kørt varer i festsalen, og fået styr på den del ved en god arbejdsfordeling mellem os alle. Nogen arbejder når andre har fri, men alle har trukket sin del af læsset.
Jeg har lavet bårebuket, som Allan kunne tage med til bisættelsen fredag i Glostrup. Jeg har hjulpet mor med at lave borddekorationer.
Søster 1. synes ikke mor skulle drikke morgenkaffe alene, så hun tog til bageren, og vi andre tre søskende mødte også op halv otte. Søster 2 og jeg havde alligevel aftalt at mødes i festlokalet for at lave forret og andre småting. Mens søster 1 var hos mor, og klarede nogle småting der, mens hun samtidig kunne gå lidt til hånde, hvis nogen kunne finde på at dukke op og ønske tillykke. Mark skulle videre på job.
Jeg nåede hjem, fik et bad og lidt andet tøj på, og så afsted igen, så jeg kunne være og tage imod hovedretten, som var bestilt udefra. Allan nåede frem samtidig med resten af gæsterne, uden at blive fanget helt i alle trafikpropperne. Jeg har ikke fået taget et eneste billede under "festen", så desværre kan jeg ikke vise nogen billeder af menuen.
Da Camilla kørte til Kbh. ved midnatstid, tog Allan med hjem. Han var blevet træt, det gamle liv. Klokken var halv tre, da jeg kørte hjem, efter at have lukket og slukket. Jeg satte et par unge mennesker af på vejen, men jeg kunne ikke sove. Da kl. var 7 i morges stod jeg igen i festlokalet og begyndte at pakke lidt mad sammen. Videre til mor, hvor jeg låste mig ind, satte kaffe over. Mor kom ned og vi drak morgenkaffe sammen, mens jeg fyldte mad og andet i hendes køleskab, fryser og skabe, rigede Allan, at han nu havde fået øjne, og ville komme at hjælpe med borde, drikkevarer osv. Jeg havde bare skrevet en seddel til ham, hvor jeg var henne. Mine søskende kunne ikke hjælpe i dag. Søster 2 skulle på arbejde. Mark skulle til pinsefrokost. Søster 1 havde en helt anden aftale.  
Vi spiste lidt rester, bl.a. forretten, som faldt i rigtig god jord hos vores skeptiske mor. Derefter pakkede vi to biler med mor og alle madresterne, og de flasker vin der var taget hul på. kørte hjem til os og nåede at sidde hænge en times tid på drømmesengen og derefter drikke en tår eftermiddagskaffe, inden maden blev delt i en masse passende portioner og frosset ned. Det er i skrivende stund mere end  en time siden mor gik til køjs og hun faldt i søvn med det samme. Hun var også kørt godt træt, men hun har haft en rigtig dejlig fødselsdag. I morgen kører jeg hende hjem, og får ordnet det sidste i festsalen, og afleverer nøglen. Allan vil heldigvis gerne køre til Marielyst med kasser, skåle og fade, indenfor de næste par dage. Jeg håber der bliver et par timer til mig, at nyde det gode vejr i. Jeg har lovet Mark, at bage en kage, og mandag har Allan og jeg en aftale med hinanden om at støtte op om endnu et projekt, som sidste år. Vi får se om min fod vil være med.

Arbejde og fornøjelser i massevis

Her kommer et lille udpluk af livet i smørhullet den sidste uge.
Fredag i sidste uge, havde vi haft skybrud rundt omkring i landsdelen. Allan kørte mig på arbejde, fordi vi skulle aflevere bilen, for aldrig at se den igen. Vi har nemlig købt en ny. 
Vores kalender er godt fyldt med aftaler her i maj måned, og selvom der ikke har været meget forår i luften, har jeg alligevel tilbragt en del timer i haven, med at plante krukker til. Der er plantet stauder og andet rundt omkring i haven, samt fjernet ukrudt. Allan har lagt fliser i drivhuset. Jeg er i gang med at planere gangarealer rundt om drivhuset.
Her er en lille billedkavalkade over lidt af det, vi i denne tid kan nyde synet af. Chili, melon, tomater, kvæder, dobbelte pinseliljer, syren, ribs, hokkaido, gerbera, jordbær, fuglekirsebær, engelsk græs, og meget meget andet, og så selvfølgelig eksperimenterne i drivhuset. Det bliver spændende at se hvor meget vi kan høste der i år.   



























Nu er det ikke arbejde det hele, men jeg må indrømme, at hvis jeg er hjemme, så kan jeg slet ikke lade være med at kaste mig ud i projekter. Derfor må vi somme tider stikke af, enten tid fods, cykel eller i bilen. Vi har været en tur på  Corselitze. Det er nu ikke første gang vi besøgte stedet. Vi møder gerne op for at støtte en god sag, som SOS Børnebyerne. Måske dukker der flere billeder op fra Corselitze en anden gang.  
Mark og L… er stadig i gang med at renovere hus, pudse vægge og lofter i stue og køkken, så de har støv overalt. Derfor har jeg både torsdag og lørdag leget Diner Transportable. I torsdags kørte vi op og spiste med. Vi sad ude i drivhuset, som er det sted de opholder dem, når de ikke arbejder og sover.  I går afleverede vi bare maden, for vi skulle selv ud og spise, og fejre vores koralbryllup. At det så også var nøjagtig 39 år siden, vi lærte hinanden at kende, var jo den perfekte dag, at fejre det på. Vi ville være sikker på der var plads til os, så Allan bestilte bord, hos Fru Holgers Pakhus. Der spiser man nemlig rigtigt godt, og man bliver også mæt. Til forret valgte vi varmrøget laks, og som hovedret helstegt kalvesteg. Vi var mætte. Så mætte, at Allan ikke kunne spise dessert.
Vi gik en tur rundt i byen i det skønne sommervejr. Vi var inde i Staldgården, som vi før har talt om kunne være et rart sted at bo, hvis vi en dag må opgive hus og have. Det er små huse med en lille have eller en skøn terrasse. Perfekt lige midt i byen, og alligevel fredeligt og roligt som her på landet. Da vi kom hjem, havde Allan fået plads til en gang dessert. Hjemmelavet is fra fryseren.
Mens jeg har arbejdet i haven, og lavet rucolapesto, har Allan brugt tiden på at lære sin nye Nokia N8 at kende. Det tager lidt tid og jeg har flere gange hørt ham sige, at det kan han ikke finde ud af. Et par bandeord, er også røget over læberne. Han har i det hele taget talt meget med sig selv. Han mener dog alligevel, at han nok skal blive rigtigt glad for den, når han bliver mere fortrolig med det hele. Kameraet i telefonen bliver der også leget med. Tilsyneladende et rigtigt godt kamera, så han ikke altid skal bære rundt på det store spejlrefleks. Telefonen skal tilsluttes bluetooth i bilen. Der er masser af arbejde, som ikke kræver den store fysiske aktivitet for ham. Han mener dog, at han så småt kan begynde at lave lidt større opgaver allerede i morgen eller tirsdag, så det går fremad.
Denne aften er tilbragt hos et par gode venner, som havde inviteret på mad. De griller året rundt, også i snestorm, så vi var helt sikker på vi skulle grille i haven i det gode vejr. Der tog vi fejl, men det gjorde ikke dagen ringere.

Der bliver formentlig ikke mange livstegn fra mig den næste uges tid. Der er desværre indløbet en kedelig nyhed, så der skal gøres plads til en bisættelse og mor fylder 75 samme dag. Der er masser af arbejde, vi skal have klaret så mor kan holde den fest hun ønsker at holde. Der skal dækkes bord og laves lidt mad  med mere, så festen kan holdes sidst på ugen. Der er også andre aftaler i kalenderen. der skal passes, så det bliver en godt pakket uge, men jeg vender tilbage, så snart der er en ledig stund.

Ufrivillig dukkert

Det kunne være endt frygteligt galt. Hvis du kan se noget morsomt, så er det tilladt at grine undervejs. Patienten har endnu en gang overlevet et styrt. Vi griner selv rigtigt meget, det er nemlig slet ikke til at lade være.
Jeg kunne ikke forstå jeg ikke kunne ringe Allan op på mobilen, allerede da jeg mødte på arbejdet lidt i otte. Der kom bare den besked, som vi nok alle har hørt ind imellem, at der i øjeblikket ingen forbindelse var til mobiltelefonen. Hustelefonen svarede ikke. Jeg sendte en sms, men den kunne ikke leveres. Nå, han reagerer nok, når han ser det, tænkte jeg, mens jeg begravede mig i mit arbejde. Over middag kom jeg til at tænke på, at han endnu ikke havde reageret, og beskeden stadig ikke kunne leveres. Jeg tog lidt tidligere fri, for der måtte da være noget galt. Da jeg havde forladt kontoret, og ringede på hustelefonen, tog han endelig telefonen. Jeg spurgte hvorfor han ikke reagerede på sin mobiltelefon. Det er nok fordi den ligger på bunden af havet, siger han lidt bedrøvet. Nå, hvorfor! Hvad er der sket? Jo, jeg kørte ud for at fiske i morges, og da der var overbefolket af fiskere, og ikke rigtigt nogen plads til mig, tog jeg turen under broen, for at gå om på den anden side, og fiske fra reposen, som jeg så tit har gjort. Jeg skrævede over røret, og trådte lige ud i – ingenting, og røg en tur i havet og blev våd fra inderst til yderst. Var der nogen der så det? Ja, masser, hele striben. Hjalp de dig? Næ, men de holdt øje med mig. En af dem kom hen og snakkede med mig, da jeg var nået hen til bilen.
Allan kørte hjem, hang tøjet til tørre. Det gjorde mere og mere ondt i skulder og nakke, så han ringede til skadestuen, og fik Mads, som havde fri i dag, til at køre for ham. Allan fortæller, at der lød et brag, som han aldrig har hørt magen til, da hovedet ramte stenene. Det lød som om stenen flækkede, og bagefter brød ud i sang. Da de nåede skadestuen, kom en sygeplejerske og tilså ham. Hun ville sætte en halskrave på, men inden hun kom tilbage med den, var han kommet ind til en læge. Efter grundig undersøgelse, og en stivkrampe, kunne lægen give den gode nyhed, at der ingenting var brækket. Det var udelukkende musklerne, det var gået ud over. Lægen mente så åbenbart ikke at du havde brug for halskrave, siger jeg så. Nej, eller også tænkte han, det kunne være lige meget, når jeg alligevel ikke har nogen hals. Er du sikker på du ikke har fået hjernerystelse, siger jeg. Det var han helt sikker på. Allan mener hans hjerne, er hængt op på samme måde som spættens, så den kan tåle alle de stød, uden at tage skade.
Da jeg kom hjem, gik vi en tur. Allan ville for 3. gang lede efter telefonen, selvom den vist ikke er meget bevendt, hvis den skulle dukke op. Den ligger sikkert kilet fast mellem alle stenene, og gemt af en masse tang, hvis ikke den er røget helt ned på bunden af sundet.

 
Allan havde lovet Mads, at hjælpe en af Camillas veninder med at flytte i dag. Den veninde Camilla var til afskedsfest hos i sidste uge. Lægen mente nu ikke det var nogen god idé, at Allan deltog i det flyttearbejde, så Mads måtte ud og finde en afløser, der kunne hjælpe ham i stedet. “Tak for hjælpen - gaven” var indkøbt, og da veninden ikke selv er til nogen af delene, bad hun Mads om at aflevere det med en hilsen og ønske om god bedring.

Allan er allermest ked af, at han har mistet sin telefon. Skidt med hullet i hovedet og hudafskrabningerne på benene. Tænder, briller, høreapparater, ur og tøj, har ikke taget skade. Tøjet er tørt igen og et par smertestillende piller har taget toppen af smerterne i nakken og skuldrene. Hovedet kan han ikke dreje uden det smerter, men det går alt sammen over igen om et par dage. Kun fiskestangen har lidt overlast i faldet. Allan er gjort af et helt specielt stof, og jeg er glad for, at han har mere end 9 liv, for de er brugt for længst. Atter har nogen holdt hånden over ham. 

Opskrift på svensk brød, Pommes Anna og is-te

Siden vi købte det meget dyre brød i Sverige, har jeg flere gange forsøgt at efterligne det svenske brød. Det er blevet mit favoritbrød om morgenen. Selv Allan, som ellers helst vil have blødt hvidt brød om morgenen, foretrækker det også. Jeg er nået frem til en opskrift, hvor brødet er blødt, og lækkert, men stadig ikke så sødt som det svenske, og det passer godt til min tand. De sidste par gange, har jeg brugt denne opskrift:

• 4 dl A38  (yoghurt, ylette eller ymer, kan også bruges)
• 3 dl lunkent vand
• 1 dl æblemost  
• 50 g gær
• 300 g fuldkorns spelt
• 200 g fuldkorns hvid hvede      
• 300 g hvedemel
• 50 g rosiner
• 50 g nødder
• 100 g svesker
• 70 g abrikoser
• 50 g solsikkekerner
• 20 g hørfrø
• 1 spsk. mælkebøttesirup (fordi jeg har lavet så rigeligt) ellers ville jeg bruge honning eller alm. sirup.

Gæren udløses i det lunkne vand, tilsæt mælkeprodukt og most. Bland resten af ingredienserne i. Fyldet kommes helt i. Lad dejen hæve. Form brødene, og læg dem i en form. Lad dem atter hæve. Hvorefter de bages i 220 grader i ca. 35-45 min.
________________________________________________________________________
Det er meget længe siden, jeg vist lovede nogen, at jeg ville lægge opskriften ud på Pommes Anna, når jeg fandt løsningen. Det er faktisk lige så længe siden, men jeg har bare glemt alt om det.

• 1½ kg kartofler snittet i meget tynde skiver
• ½ liter piskefløde (er mere end rigeligt)
• Salt, peber og revet muskatnød

Kartoflerne lægges lagvis med krydderrierne i et ildfast fad. Herpå hædes fløden, som ikke behøver at dække kartoflerne, for så får du helt sikket oversvømmelse. Fadet dækkes med staniol, så kartoflerne ikke bliver brune, hvorefter de stilles under et hårdt pres. Hold øje med fadet, for der kan let blive oversvømmelse. Den overskydende fløde hældes fra, inden fadet sættes i ovnen. I modsat fald bliver det flødekartofler. Fløden kan gemmes i fryseren til sovs en anden dag.
Kartoflerne bages ved 175 grader i ca. 1 time, og kan snildt laves dagen i forvejen og blot varmes.
__________________________________________________________________________
Vi drikker ikke te, her i huset, med mindre vi er rigtig syge. Det er vi heldigvis uhyre sjældent. Inden teen bliver dårlig, har jeg lavet en god portion is-te. Frugt-te egner sig rigtigt godt til det, men jeg bruger hvad jeg har.
Kog en kande te, smag til med lidt sukker, også selvom teen normalt drikkes uden sukker. Afkøl teen og smag til med citronsaft.
Jeg har en enkelt fridag i morgen, og der er nybagt morgenmad, som jeg lige har prøvesmagt.

Koralbryllup

I dag er det 35 år siden Allan og jeg stod ved alteret i kirken, sammen med søster og svoger og lovede hinanden, at følges ad i medgang og modgang. Indtil nu er det da gået meget godt. Det betyder ikke, at vi ikke har haft modgang, for det har vi bestemt. Vi har kæmpet mange kampe, også dem hvor man absolut ikke kan se nogen udvej. De fleste kampe har vi kæmpet sammen, og når tingene ikke står til at ændre, så må vi jo indrette os efter det liv vi så kan få. Livet er som en rutchebane, men helt modsat den rutchebane i Tivoli, hvor det er sjovest, når det går nedad. I det virkelige liv er der bedst på toppen. Vi har taget turen ned flere gange, og ved, at det kan være rigtigt hårdt at komme op igen, men heldigvis har den ene af os altid formået at støtte, holde modet og gejsten oppe hos den anden, eller helt tage over, når livet har været for svært. 
Nu er der jo ingen problemer, der er så store, som dem man selv står i til halsen lige her og nu. Men set i bakspejlet, var den sejeste kamp nok, da Allan, for mere end 10 år siden, blev psykisk syg. Jeg kæmpede helt alene, for Allan kunne ikke se, at han havde brug for hjælp. Jeg læste hundredevis af bøger, for at få indsigt i den verden. Der var jeg ikke så sikker på, at vi kom til at fejre sølvbryllup. Til sidst indvilligede han heldigvis i at få professionel hjælp, men han gjorde det kun “for min skyld.” Han fik antidepressiv medicin, og langt om længe fik jeg ham endelig også overtalt til at prøve NLP Neuro Lingvistisk Programering, for at få hjernen til at “køre den anden vej” og tænke positivt i stedet for negativ. Så skete der endelig noget. To skridt frem og et tilbage. Det blev en lang tur, der varede 5 år, men det lykkedes, og han har været medicinfri i mange år. Men først og fremmest, blev han igen den glade, kærlige, sjove, hjælpsomme og omsorgsfulde mand,  som jeg ikke kunne slippe udenom for 39 år siden, men den historie må I få en anden gang.
Weekenden har været fyldt med besøg af ungerne. Vi blev samlet til morgenmaden lørdag og hyggede et par timer, inden de skulle videre til deres aftaler allerede kl. 9. Vi kørte en tur i Blomstercenteret for at købe lidt planter til krukkerne i haven. En tyttebærbusk og et par stauder kom også med hjem. Resten af lørdagen og hele søndag formiddag gik med at få plantet det hele, samt nogle af de sommerblomster jeg havde sået i drivhuset. Det er en fryd for øjet, at se alt det grønne i drivhuset. Allan passer vandingen perfekt. Hokaido, sommerblomster, chili, tomater, radiser, peberfrugter og rucola gror, så det er en fornøjelse.
I går eftermiddags tog vi mor med på en udflugt rundt på Falster. Vi gik en tur i skoven, hvor vi fik smagt på både bøgeblade og skovsyre. Mens vi gik der fik vi en opringning af Mark, der gerne ville aflevere en lille ting til sin mor. Det blev til et impulsivt besøg hos os, hvor jeg fik stablet lidt aftensmad på benene. Allan fik indviet havegrillen, og jeg fik gang i ovnen. De første rucolablade fra drivhuset kom i saltaskålen til aftensmaden. Det blev en dejlig weekend, fyldt med alt hvad hjertet begærer.

Vi havde talt om at tage ud at spise i aften, men de gode spisesteder har altid lukket mandag og tirsdag eller de har kun åbent fredag, lørdag, søndag, og vi gider ikke køre langt for at spise en pizza eller en gang pommes frites. Sidstnævnte er slet ikke noget vi sætter tænderne i, ikke engang herhjemme. Måske tager vi afsted næste weekend, vi får se hvad tiden bringer. I dag bliver bare en ganske almindelig dag og aften.