På Ferraritur i en Porsche

Det er næsten 3 måneder siden Allan fyldte 70. Det foregik ganske stille på Gran Canaria, som han havde ønsket.
Jeg har aldrig, i mine nu 45 år sammen med ham, oplevet at han er løbet tør for ønsker, men da jeg spurgte, hvad han ønskede sig, var han helt blank. Det kan simpelthen ikke være rigtigt… Du som altid kan fremtrylle en liste så lang…Næh, men jeg kan ikke komme på noget…. Hmm…


Gaven skulle helst være noget jeg kunne have med i kufferten. Vi har før benyttet ‘Du Glemmer Det Aldrig’ så den side blev undersøgt. Her fandt jeg gaven.
Allan har tit talt om at få en tur i nogle specielle biler, men kun hvis han selv kunne sidde bag rattet. Det var, som noget helt nyt, blevet en mulighed, så det blev gaven. Jeg må indrømme, at hans snak om biler, oftest går ind ad det ene øre og ud af det andet. En bil er en bil. Punktum… Skulle jeg nu vælge en Lamborghini eller en Ferrari? Jeg forhørte mig hos vores to bilinteresserede unger, men der var ikke meget hjælp at hente hos dem. Vi blev dog alle enige om, at han nok mest var til en Ferrari.  




Det var en meget rørt mand, der åbnede kuverten på selve fødselsdagen, og der vidste jeg, jeg havde ramt plet, som da han fyldte 60 år.
Vi fandt et hul i kalenderen, og Allan bestilte en tur i den røde Ferrari, men 5 dage før han skulle køre, blev han ringet op. Den røde Ferrari var på værksted, om han kunne tænke sig en tur i en Lamborghini i stedet for. Neeej, nu havde han sat næsen op efter en tur i en Ferrari, så det ville han altså helst. De fandt en ny tid 3 - 4 uger senere, og håbede på at Ferrarien var kommet tilbage fra værkstedet. 
Om eftermiddagen, samme dag han skulle køre, fik han igen en opringning. Ferrarien var på værksted - igen. De må have noteret sig, at han ikke ønskede at køre Lamborghini, for det spørgsmål fik han ikke denne gang. Han fik i stedet tilbud om at køre Porsche.
Nu lå landet sådan, at vi i samme anledning havde lavet en aftale med Camilla, om dette og hint, når vi alligevel skulle helt til Farum. Hun ville også sørge for at lave aftensmad til os, så Allan slog til, da han ikke ville ændre vores aftale med Camilla. Spørgsmålet var nemlig hvornår han kunne komme til at køre Ferrari næste gang, og næste gang ville den måske også være på værksted! Havde det kun været muligt at vælge Lamborghini, havde han afslået, og vi havde bare holdt aftalen med Camilla. 

Bilen, en Porsche 911 turbo S, beundres fra alle sider, og jeg hører om luftindtag til hjulene, automatgear og at den har over 600 hestekræfter og meget andet. For mig er det stadig bare en bil. Jeg ville ALDRIG opdage, det var en Porsche, hvis ikke jeg har fået læst det lille logo, som jeg alligevel sjældent kigger efter. Det er ikke interessant.



Jeg bliver spurgt, om jeg ikke vil prøve at sidde i bilen. Jeg afslår, for det er jo bare en bil. Ja, det er bare en bil, men en af de lidt sjovere af slagsen, siger ham den unge ‘medchauffør’ Jeg synes nu du skulle prøve. Det er noget helt andet. Jeg lod mig overtale, men bortset fra at man sidder helt nede på gulvet, så er det stadig bare en bil og ikke noget specielt i min verden.  Det skulle da lige være farven.
Porschen er egentlig en banebil, og hører normalt ikke til blandt valgmulighederne for at køre på gaden, fik vi at vide. Vores gæt er, at de har måtte gøre noget pga. problemerne med den Ferrari, for folk bliver, forståeligt nok, sure, når de ikke kan få den bestilte tur. Jeg hørte et par historier, mens Allan var ude at køre. Der er rift om at køre i de biler, og de bliver kørt hårdt.
Porschen er oprindelig hvid, men er beklædt med blå folie, for at vække mere opmærksomhed. Ligesom Lamborghinien oprindelig er sort, men beklædt med grøn folie.
Bilerne kører 5 timer hver lørdag og det samme om søndagen. Begge dage fra morgenstunden, for at undgå den værste trafik. Nu har de, som noget ganske nyt, taget en enkelt hverdagseftermiddag/aften med i programmet. Set i bakspejlet, så ville en tur på banen, som Allan ellers ikke var interesseret i, nok have givet ham nogle helt andre oplevelser. Der ville han for alvor have kunnet mærke de mange hestekræfter, for selvom han både kørte på landevej og motorvej, så var der så meget trafik, at han ikke kunne sparke til den, men han synes alligevel det var en god oplevelse sådan en onsdag, sen eftermiddag - tidlig aften, hvor der stadig var masser af trafik alle vegne.  

En stjålen bil, Facebook og politiarbejde

Mads har et hav af venner, og i miles omkreds er hans bil, og historien om den, kendt af gud og hver mand. Alle var derfor klar over, at det ikke var nogen fra området, der havde taget den. Efterlysninger af bilen blev hurtigt lagt på FB, hvor det blev delt og delt. Det gik som en steppebrand rundt i vort lille kongerige. Overalt kiggede folk efter den. Politiet havde også et lille stykke i avisen. Flere venner var ude at lede efter bilen i forskellige afkroge. Søndag ved middagstid, var jeg, som lovet, lige kommet op til M for at hjælpe ham med at komme på plads i det nytapetserede badeværelse, da en af hans venner ringede og sagde, at han havde fået oplyst at bilen stod på en navngiven adresse, godt gemt bag træer og buske i Dannemare. Han kunne ikke se hele nummerpladen, men de sidste par cifre passede fint. M ringede til politiet, men de ville ikke rykke ud, før de var helt sikre på, at det var hans bil. M bad om Allan og jeg ville køre med, for man vidste jo aldrig hvem og hvad man mødte, og han selv havde været til stor fest hele natten, og skulle ikke køre nogen bil. Hvis bilen kunne køre, ville han jo gerne have den med hjem. Selv mig, der synes alle biler er ens, og at der kun er farven til forskel, kunne kende bilen. M ringede igen til politiet. De havde dog lige gang i en anden sag, så der ville gå en time, før de var fremme. Billedet er taget fra bilen, mens vi kørte forbi. Vi turde ikke stoppe op, da det ville vække for meget opmærksomhed.
Vi kørte en tur ud til stranden, og lidt rundt i området, inden vi parkerede ved kirken, hvor vi, på lang afstand havde et frit udsyn til matriklens indkørsel. Efter en time ringede politiet, at nu var de nået frem til adressen, men de kunne ikke se den lastbil M havde fået stjålet. Næh, det er nu også bare en almindelig bil på gule plader, siger M. Den adresse politiet var kørt til, var der hvor bilen var blev stjålet, så vi måtte vente yderligere en lille time før de nåede frem. De undskyldte meget alt det rod.
Endelig kom politiet, så M kunne se om bilen og indholdet var okay, eller den var skrællet for værdi. M låste op, så politiet kunne kigge ind. Bortset fra hans egne ting, lå der handsker, elefanthue, GPS, hammer, boltsaks, koben og andet værktøj. En ‘ung’ mand kommer ud ad huset efterfulgt af den ene betjent, og siger det er ham, der kom til at tage bilen. Yderst høflig, men det passer ligesom ikke til situationen. Tyven rækker hånden ud til M og siger, det er jeg meget ked af, undskyld. M vælger at ignorere den fremstrakte hånd. Politiet siger til tyven, at det værktøj der ligger i bilen ligner noget, han skal bruge til et indbrud. Men han forsikrer, at det er helt nyt. Ja, nyt, siger politiet, hvor har du så stjålet det? Det har jeg købt, fordi jeg skal hjælpe med at renovere dette hus. Det er derfor jeg er kommet herned. Man bruger ikke en boltsaks til at renovere hus med, siger politiet. Jo, der skulle fjernes et skab. Tyven undskylder utallige gange, og kommer med den samme historie igen og igen. Han havde mistet 1.500,- den skæbnesvangre aften, så han kunne ikke se nogen anden udvej til at komme videre. Han havde tomlet den en del af vejen og var blevet sat af ved motorvejen i Sakskøbing, hvorfra han så var gået nogle km og fandt Forden. Havde han ikke mistet alle de penge, var det aldrig sket. 
Politiet ringede og forhørte sig om tyven, som viste sig at være en gammel kending i deres system. Han fortalte selv han boede i Helsingør. Få dig dog et liv, siger de til ham. Det var han skam også ved at skabe sig nu. Dette var hans første overtrædelse, siden han var blevet løsladt, hvornår det så end var. Han vidste vist lige så meget om biler som M gør, og han var klar over, det var et velholdt klenodie han var kommet ind i. Han havde kørt pænt, stille og roligt og kun ødelagt dørcylinder og tændingslås samt brugt en ½ tankfuld diesel, dels til at holde varmen. Det er ikke i orden at gå og tage andres ting, siger politiet. Nej, nej, det vidste han godt, men …samme historie. Du har sikkert ikke noget at betale med, med alle dine sigtelser, men du får i hvert fald en hilsen fra os, og så håber jeg, det gør indtryk på dig, at du nu står ansigt til ansigt, med ham det er gået ud over. Det gjorde det bestemt, og han skulle også nok erstatte det, han havde ødelagt, og oplyste velvilligt sit telefonnummer. Det var et par meget søde og venlige unge betjente, der også havde et skjult smil på læben, afhængig af situationen, som da de siger til M, at han jo ikke kan bruge sin nøgle til at starte med. Næh, men så må jeg jo gøre det på anden måde, siger han. Tyven siger: Du kan få min skruetrækker, den jeg brugte, den er alligevel gået i stykker, og du kan bare beholde den.
Sådan forsvandt 5 timer en søndag på Vestlolland, for at finde og vogte over den kære gamle Ford, og få den hjem igen. Vi har en meget, meget glad og rørt søn. At han fik sin bil igen, og så hurtigt, skyldes alene vennerne og Facebook. Både Mads og jeg har en profil på FB, men det er ikke der, vi færdes. M endnu mindre end mig. Alligevel er der hjælp at hente, når det virkelig gælder. 

Jublen kender snart ingen grænser

Vi har haft mange udfordringer i den sidste tid, men alting får som bekendt en ende. Min A-kasse har nu endelig udbetalt de 3 G-dage, som de ellers mente skulle komme fra min arbejdsgiver. Problemet med SKAT om kørselsudgiften for Allan er også løst. De to historier kan du finde dem her.  
Den “nye” bil, havde en fabrikationsfejl. Bagklappen var så skæv, at den havde slidt malingen af bilen. Vi har kørt i en lånebil i 3 dage, mens klappen blev rettet op, og bilen malet. 
Bankskiftet er også faldet på plads. Netbanken virker allerede, så nu har jeg spredt vores håndører, så der er lidt både her og der, så længe det varer. Vi venter kun på koderne til dankortet. De kommer om et par dage. Derefter kan banken flytte resten. 
Selvom jeg har fået en arbejdsplads mere, så har jeg dog stadig et hængeparti om hvordan jeg er stillet, i forhold til dette cirkus. Jeg ved ikke noget før jeg kender mine ugentlige arbejdstimer, og ikke bare det, men det afgørende er også hvordan min ansættelseskontrakt bliver udformet. Så jeg ser lige tiden an lidt endnu, men jeg tager det ganske afslappet.
Allan tager pænt fat herhjemme. Han skovler sne i massevis, holder hvilepause og puster ud, mens han drikker endnu en tår morgenkaffe, inden hele indkørslen er ryddet, så jeg kan komme afsted. Det er så uheldigt, at vores traktor med sneploven er meget svær at starte. Lykkedes det endelig at få den startet, går den ujævnt og trækker ikke, så det er skovlene der er i brug, indtil hans tilstand tillader at han kan rode med den, og måske få hjælp fra Mads.
På arbejdet fik jeg i mandags en mail om muligheden for at få VIP-fribilletter til Biler i Bella. Jeg spurgte chefen om han ville deltage. Da svaret var nej, spurgte jeg om jeg måtte give billetterne til Allan. Selvfølgelig, lad ham endelig få dem. Tror I lige jeg havde en mand med julelys i øjnene, da jeg kom hjem og forærede ham billetterne, og sagde at han skulle repræsentere vores firma, mens den nye Jaguar F-TYPE blev demonstreret. Jeg selv var nød til at arbejde, fordi bunkerne er store efter en uges ferie, men biler har nu slet heller ikke min interesse, men jeg ville godt have smagt på maden og champagnen.

Grib chancen på farten

I mandags, da vi skulle til dans, så vi en regnbue.

Stop, STOP, hold ind til siden, sagde jeg til Allan. Han nåede kun lige om hjørnet, da jeg sprang ud for at tage dette billede. 






















Mads har en forkærlighed for gamle biler og kører selv i en Ford Escort fra 1988. Bilen fik han meget biligt af en ven, da denne drog et år til Australien, eller var det måske USA? for ca. 6 år siden. Bilen skulle synes, og Mads ville forsøge. Den har nu været til syn flere gange, og er gået glat igennem, efter Mads selvfølgelig har lagt en kærlig hånd på den. 
For mange måneder siden, måske sidste år ved samme tid! var Mads ude at handle dagligvarer, da han så en ældre dame ved en meget, meget flot gammel bil. Model og årgang magen til den han selv kører i. Mads´ bil kan man dog næppe kalde flot, men den er god og meget billig i drift. Han henvendte sig til den ældre dame, da hun var ved at læsse sin bil med varer. De to fik en lang snak og Mads sagde, at hvis hun en dag ville sælge bilen, var han aftager. Han afleverede sit mobilnr. For ca. 14 dage siden ringede hun og spurgte, om han stadig var interesseret i at købe bilen, for nu skulle den snart til syn, så hun havde valgt, at købe en anden. Mads var meget interesseret. De blev enige om en pris, og i fredags blev han ejer af endnu en bil fra 1988, og er nu i fuld gang med at lave det, der skal laves, så den kan blive synet.






















Det gælder om at holde øjnene åbne, og gribe chancen, når den er der.

En tur i vandmasserne

I går morges, da jeg parkerede, overvejede jeg et øjeblik om jeg skulle parkere et andet sted på pladsen, end sædvanligt. “ Min plads” var nemlig så pløret, og smattet, så jeg tænkte det ikke ville være sjovt at sidde fast, og det ville være mere behageligt at holde på det rene asfalt. Jeg valgte dog min sædvanlige plads, fordi jeg vi godt kan lide, at der er afstand til nabobilerne, så jeg ikke kommer ned til en bulet bil. Jeg tænkte, jeg nok kom fri igen. Det kunne jo være det tørrede lidt i løbet af dagen. Da jeg kom frem til parkeringspladsen, og så min bil derinde bag ved vandmasserne, ret ensom, i forhold til det normale, tænkte jeg, at der da måtte findes en smal passage, hvor jeg kunne komme tørskoet hen til bilen. 
Det var da så ikke. Hvis jeg ville hjem, så måtte jeg bare ud i vandet, og sprang så det sidste stykke. Hvor er jeg glad for, at jeg har fået vinterimprægneret mine støvler rigtigt godt. Mens jeg stod der ved bilen og tog et billede af resten af parkeringspladsen, så jeg en mand gå frem og tilbage derude hvor jeg også havde stået. Det er ikke nogen nem opgave at kommer over sagde jeg, men det lykkedes for mig. Ham i små fine sko, kunne ikke bunde, og der kom et par udbrud fra ham, da vandet løb ned i skoene. Han skulle ind og hente sin bil der, hvor jeg overvejede at parkere om morgenen. Hold op hvor var der meget vand, og hvor er jeg glad for jeg valgte at parkere, hvor jeg gjorde, ellers havde min bil stået under vand hele dagen. Gad vide hvor højt det vand har stået ved middagstid, hvor det skulle have stået allerhøjst!
Da jeg kørte ud, begyndte den elektroniske sladrehank i bilen at bibbe, og der kom lys i en lille advarselslampe. Jeg aner absolut intet om biler, det har jeg Allan til at tage sig af, men jeg tænkte, at jeg var nød til at køre videre, da jeg ikke kunne holde der midt i den største sø. Selv ude på vejen var der vand, og da jeg endelig nåede på tør vej, var det midt i byen, hvor jeg ikke kunne holde og lave trafikkaos. Endelig fandt jeg et sted jeg kunne holde ind til siden og ringe til Allan, for at forhøre mig, om det var forsvarligt at jeg kørte hele turen hjem. Allan vidste godt det var slemt, for Mads havde været forbi min parkeringsplads, da han havde fri, og havde selv kørt i det samme vand ude på vejen. Allan mente godt jeg kunne køre hjem i bilen uden problemer, og da jeg når hjem, fandt han ud af, at det er kølervæske bilen manglede. Mads, “det kloge barn” siger det sagtens kan være helt tilfældigt, at det skete lige der, men at det også godt kan være, at bilen er blevet så varm, at kølervæsken er løbet ovenud, da motoren skulle på overarbejde i vandet. I skrivende stund, er Allan taget afsted i den gamle bil, for at indkøbe kølervæske. 
Allan havde også været på rundtur et par gange løbet af dagen i vores område, for at forevige oversvømmelserne. Ved havnen er alle bådebroerne forsvundet ned under vandet, og det kræver waders at færdes på området.    
Flere af sidevejene hvor vi bor, står under vand. Seas har været ude og afbryde strømmen, fordi de var bange for kortslutning da kasserne med elkabler stod under vand. Der er blevet pumpet vand væk fra huse og kældre. Da jeg kom hjem, var vandstanden dog faldet gevaldigt, og det hele var væk fra vejene i vores område.

 

















Hos os er der heldigvis ingen skade sket.

Et par hårde dage

Da Mads havde kigget på den gamle grønne Polo, mente han det var tændspolen, men han turde ikke helt lægge hovedet på blokken. Den dreng, kan stort set finde en løsning og reparere alt der svigter, så vi satte vor lid til at han havde ret denne gang også.

I går havde jeg derfor privatchauffør til og fra job, så Allan kunne komme afsted og få købt reservedelen til bilen, som han med møje og besvær selv fik udskiftet. Jeg har en nærmest ovenud lykkelig mand, fordi den gamle Polo kører igen. ☺ Det letter vores dagligdag, og sparer os for dobbelture og dermed den dyre brændstof, så jeg er også glad ☺

I morges stod Allan stod op kl. 5.10 fordi der var varslet masser af sne. I vores indkørsel lå også ca. 30 cm som han var i gang med at fjerne, da jeg stod op en time senere. Da jeg var kørt kom vognmanden med de briketter Allan bestilte over nettet i søndags. Vi havde kun to pakker og en smule brænde tilbage.

Så da jeg endelig kom hjem fra arbejdet kl. 18 og satte mig direkte til bords, sagde Allan at han var træt. Ja, jeg ved du har været tidligt oppe, og det var midnat før vi kom i sent, men hvad – hvorfor, er der nogen anden grund til din træthed? Det viste sig at han havde båret hver eneste sæk briketter fra indkørslen om i brændeskuret og stablet det. Jeg forstår han er kørt træt.

Det er mit hovede også, med 18 timers arbejde på to dage, men det er en helt anden sag, der ikke skal fylde her.

Nu er der tændt op i brændeovnen, her er dejligt lunt. Det kan man ikke sige der er udenfor. Hos os frøs det 11 grader kl. 18.

Det har ikke rigtigt spillet her

Jeg har aldrig før i mit liv været så meget bagud med købet af julegaver. Selvfølgelig kunne vi lade være at rejse på ferie i december. Det var dejligt mens det stod på, men jeg har enstemmigt besluttet, at det gør vi aldrig mere.

Vi render ind i det ene problem efter det andet. I fredags blev Allan udstyret med en udførlig dosmerseddel på madvarer og et par julegaver, mens jeg atter tog en laa-ang arbejdsdag for at indhente det forsømte, efter at blive sendt hjem fra arbejde og få to ufrivillige fridage, som ikke kunne bruges til noget fornuftigt udenfor egen matrikel. Et instinkt fik mig til at ringe hjem inden jeg kørte fra byen, for at høre om Allan havde fået klaret opgaverne. Svaret var nej… han nåede kun 2-3 km, så strejkede bilen den gamle grønne Polo. Den satte pludselig ud, og ville bare ikke længere, så holdt han der på landevejen og kunne ikke få gang i skidtet igen. Allan ringede til en ven, (vi hjælper hinanden gensidigt når behovet er der) Kan du komme og trække mig hjem. JA, det kan jeg i hvert fald siger H…. så Allan baksede med at skubbe bilen i garagen og kigge på den, ringe til autoforhandleren for hjælp. Lige lidt hjalp det. Allan skubbede lidt rundt med bilen igen, så aftensmad havde han heller ikke nået at få klaret. Jeg fik købt noget og ringede atter hjem og sagde tænd oven, jeg kommer med noget mad, og så må vi spise når det er færdigt.

Jeg havde kun denne weekend til at få købt julegaver, så jeg havde lagt billet ind om at få farbare veje, så vi kunne komme afsted, ellers ville det blive en jul uden gaver i år. Jeg fik lavet en udførlig liste med hvad vi skulle købe til hvem og i hvilke butikker. Min bøn blev heldigvis hørt. Sneen blev sendt til andre egne af landet, så i går morges kørte vi en tur til Næstved. Det gik helt efter planen.

Billederne er taget ud gennem bilruden, undtagen solnedgangen på det sidste til højre.

Både i aftes og i morges pakkede jeg gaver ind, og kørte til Nykøbing da butikkerne åbnede, for at få styr på de sidste gaver, samt madvarerne til juleaften. Det har været en næsten håbløs opgave, at få de sidste julegaver i hus. Kø, kø og atter kø, for at få at vide, at det har vi desværre ikke. Jeg vendte næsen hjemad hvor solen skinnede og mosekonen bryggede. Der kunne jeg dog ikke holde ind og fotografere.

Jeg har tit tænkt på at tage et billede af Majbølle Mølle, så her er den – vinterklædt. Lidt længere fremme så jeg disse svaner og gæs som er gået på land.

Allan har rodet med bil hele dagen og har haft hjælp af Mads, men bilen kan desværre stadig ikke starte. Nu er han låst fast til matriklen, for jeg skal bruge den anden bil for at komme på arbejde. Jeg har styr på julegaverne, mangler kun en til Allan. Om den kommer i hus vil de næste par dage vise. Jeg er i gang med at skrive julekort, så vi når det nok, trods alt.

Med hjertet i halsen – Panik på broen

Broarbejdet er forlænget en måned, så der er stadig kun en kørebane på broen. Jeg kørte selvfølgelig frem, ligesom bilisten foran mig, da der blev grønt lys. Midt på broen stoppede trafikken. Brovagten stod inde til højre og fægtede gevaldigt med armene, og det betød at vi skulle køre fremad, og det kunne ikke gå stærkt nok, broen skullel op. Mit hjerte fløj op i halsen, jeg havde absolut ingen mulighed for at køre fremad, og jeg holdt på broklappen ligesom bilisten foran mig. Jeg kunne ikke se hvad der skete foran mig, men min fantasi fejlede ikke noget, der passerede et par scener revy for mit indre, da et et par broarbejderne røg ud på kørebanen og fik klaret paragrafferne. Der blev plads til mig og den forankørende, på sikker “brogrund.” Jeg var kun lige akkurat kommet i sikkerhed, da jeg hørte signalet, og begge broklapperne blev åbnet. Først der kunne jeg komme ud og se hvad der var i gære.

Mens hjertet prøvede at finde tilbage til sin oprindelige plads, sad jeg og tænkte hvordan jeg kom ud af dette cirkus, da brovagten kom hen til mig og spurgte, om han kunne få mig til at bakke et pænt stykke og køre ind og parkere bag afskærmningen, når skibet havde passeret, fordi han ikke mente det førte til noget positivt, at få dem på den anden side til det, da det var der kaosset var skabt, da en bil og traktor med et roelæs stødte sammen. Den ene trafikant var tilsyneladende bakket ind i den anden, mere vidste brovagten ikke, det hele lød meget mærkeligt i mine ører. Men da store skibe ikke bare sådan lige kan bremse, så skulle broen op, ellers var skibet kollideret med broen.

De to sammenstødte, var nød til at passere broen, før vejbanen kunne åbnes, så et par broarbejdere overtog trafikreguleringen, så jeg og min medfange kunne befries, og trafikken igen kunne blive normal.

Ventetiden er forbi

I godt 7 mdr. har vi ventet på dette øjeblik. I dag skete det endelig – Allan har hentet vores nye bil i eftermiddag.

Det er flere bilhandler siden, vi har fået en flaske vin med i købet, men det fik vi i dag.

Produktionen er gået i gang

Allan er meget overventende, og da han alligevel skulle til Maribo, stak han hovedet ind hos bilforhandleren. Endelig er fabrikken i Spanien gået i gang med vores Polo. Lige nu er de ved at male den, så skal den skrues sammen, for derefter at få monteret ruder, sæder osv. osv. Håbet er lysegrønt.

Bare en bil

Polo bluemotion trendline, Polo bluemotion highline. Polo bluemotion comfortline, eller Polo bluemotion technology comfortline ? Hvad er forskellen ? Det interesserer mig ikke det mindste, skønt jeg ind imellem virkelig prøver. Selvom jeg sætter hjernen på overarbejde, så kan jeg altså ikke få hoved og hale på det. Jeg er virkelig på herrens mark, når talen drejer sig om biler. Heldigvis behøver jeg heller ikke beskæftige mig ret meget med den slags, for der er Allan på hjemmebane. Det kan han i hvertfald sagten overbevise mig om. Biler er nemlig en af hans store interesser, og mig siger det absolut intet. Tvivler jeg et øjeblik på hans udsagn, så er begge unger også bilinteresseret, så der er ekspertise nok at hente. Ikke mindst hos Camilla, som har en chefstilling i bilbranchen, og ved alt om sidste nyt.
Kan jeg blot sidde i tørvejr og bilen starter hver gang, så er jeg tilfreds..... Nåh... jo, når nu det så endelig SKAL være, så vil jeg da gerne have medindflydelse på sikkerhed, farve og ikke mindst prisen, og holde lidt øje med at ekstra udstyrslisten ikke bliver for lang.

Allan mener, at det er en absolut nødvendighed, at vi jævnligt køber ny bil. I mine øjne er det alt for tit, men midt i januar underskrev han slutsedlen, så de kunne sætte bilen i produktion. Vi fik at vide at der var ventetid, for bilen var blevet en rigtig succes. Men i maj ville vi kunne få vores nye bil. Sådan blev virkeligheden ikke.

P.g.a. finanskrisen, i hele Europa, er der fyret en masse mennesker på bilfabrikkerne, så de kan slet ikke følge med. De er end ikke gået i gang med at producere bilen endnu, men det forventes at ske i uge 26-30 hvis heldet er med os.

Vi har solgt den "gamle" bil, så vi kører sådan set gratis og har gjort siden januar, så det er vel ikke så ringe. Men Allan er meget utålmodig, og kan næsten ikke vente til, vi skal hente den nye bil.