Destination Trollhättan

Vi ankom til den næste campingplads, hvor vi fandt en skyggefyldt plads. Pladsen er godt besøgt og ganske fredelig, men ingen mulighed for internet. At man ikke kan købe nybagt brød før tidligst 8:30 og at køkkenet bliver låst mellem kl. 22:00 og 8:30 passer rigtigt dårligt ind i vores program. Det passer os til gengæld rigtigt fint at ankomme om eftermiddagen, så vi kan nå at orientere os lidt, i det område vi skal være i.
Her er vi nået op til Kopparklinten 71 m over elven.  
Vi fortsatte med at gå op og ned… op og ned…. de næste par timer
Det begyndte at blive mørkt, så vi fandt ned til civiliseret vej, hvor broer gik op eller blev hævet, så de store skibe kunne sejle forbi eller under.

Dette enorme skib fra Torshavn fyldte hele kanalen.

Inden vi fik set os om havde vi travet mere end 21.000 skridt i et bakket terræn og taget adskillige trapper. De næste to dage cyklede vi området tyndt flere gange. Eller vi skubbede med cyklerne, når bakkerne var for stejle, eller når vi kom på stier, hvor man kun måtte gå. Dem er der faktisk ret mange af. 
Selvom vi har set det før, cyklede vi ud til sluseområdet, og det mere end en gang. Vi fulgte skibenes vej ud og ind gennem kanalen og sluserne. Vi så også de gamle sluser, som ikke var i brug mere.







Vi cyklede gennem den gamle dal, og krydsede broer og så natur alle vegne.

Vandfaldet skulle vi selvfølgelig også se i funktion, så vi kom i god tid og stillede op sammen med ‘tusindvis’ af andre turister og ventede på det store øjeblik. 
Hver dag kl. 15 i en vis periode, lukker de 300.000 liter vand ud i sekundet.
Efter næsten at være tørlagt, som det fremgår af øverste billede højere oppe, var der hurtigt fyldt op med masser af vand på begge sider

I løbet af 10-15 minutter var der ikke mere vand at lukke ud. I kan selv regne på hvor mange liter vand det er blevet til.
Sådan forsvandt en uges ferie i det svenske.

Sjove og pudsige oplevelser i Sverige

Jeg ved godt vi ikke alle er ens, og heldigvis for det. Derfor kan man jo godt undre sig. Det kommer vist ikke bag på nogen, at vi har en ekstrem varm sommer i år. Det er lige før jeg får hedeslag og åndenød, når jeg ser folk i varme store, ofte tilsnørrede, badekåber på vej til og fra det daglige brusebad på campingpladsen i temperaturer der ligger og svinger omkring de 30°. Jeg studsede også da jeg flere gange så folk cykle og gå rundt i badekåber, ikke bare ved stranden, men også op gennem byen.
Allan faldt over denne tætte parkering. Der holdt biler både for og bag, så nogen skal køre før disse kan komme ud.

Vi var nede i et lille skibsmuseum. Jeg ved godt at mennesker var mindre før i tiden, men en køje på 40 cm i bredden til en voksen mand, var alligevel bemærkelsesværdig. Nej, jeg havde ikke målebånd med, men min arm, fra albue til langfinger, var for lang til at gå ned i køjen, så man har været nød til at sove på højkant.


Tag dig i agt for hugorme, snoge eller små slanger ved Hovs Haller.
Disse bøger, tunge som sten og med plads til at skrive i, lå i den alsidige butik Allan ville ind og kigge i.

På vej nordpå, skulle vi holde en lille pause. Som i Danmark er der ikke særlig mange rastepladser at vælge imellem. Endelig mødte vi en. Hvorfor holder alle de lastbiler her langs tilkørslen, siger Allan, og fortsætter sin tale. Jeg kører ned bagved. Det viste sig at vejen var blind, og der var kun plads til at personvogne uden campingvogne kunne vende. Det næste var, at der var fyldt godt op med biler. Jeg blev sendt hen og spørge om vi holdt i vejen for denne flotte bil.
Det var et par engelske herrer, der lige var ankommet, så de havde tid nok. De havde slået madkurven op på bagagebæreren. Vi spise vores mad, og bilerne begyndte at køre derfra. Allan hægtede campingvognen af, slog moveren til og flyttede campingvognen, så han kunne få bilen ud. Det gav både forskrækkelse og stor morskab os englænderne, som fortalte at de sprang op af stolene, da en enlig campingvogn komme kørende alene hen mod deres bil. De var parat til at skubbe af alle kræfter. De havde aldrig set sådan noget før. En franskmand på den anden side var lige så forundret, pegede, smilte og gestikulerede. Jeg fattede dog først for sent, at jeg skulle tage et billede af den roterende campingvogn og tilskuerne.
På den sidste campingplads, havde vi masser af smilende tilskuere fra Holland, Norge og Tyskland, som aldrig havde set sådan et praktisk hjælpemiddel mover før, og det undrede os.

Vi selv kiggede også lidt, da denne tyske bus kørte ind på campingpladsen og det væltede ud med flere familier. Der var mindst 20 personer i alle aldre, Sikke et mylder af mennesker, Alle tilsyneladende med hver deres transportmiddel. Jeg kunne godt have tænkt mig at se hvordan den bus var indrettet. Måske nogle flyttede til hytter efter ankomsten, eller forsvandt et andet sted hen. Vi så dem ikke samlet på noget tidspunkt, de dage vi boede overfor.  

Bjärehalvöen, cykling og vandring på Hallandsåsen

Som sædvanlig havde vi cyklerne med, men hjemmefra havde jeg sagt, jeg tvivler altså på vi får dem brugt, for der er langt til alting, så vi når ikke at se andet end øde marker og skovstrækninger, og helt ærligt tror jeg altså vi kommer til at skubbe mere med cyklerne end vi sidder på dem. Allan var ikke helt overbevist, han mente vi skulle cykle ud til Hovs hallar, indtil jeg sagde det betød 2 x 35 km.
Lige så meget tjek han har på, hvor vi skal hen. Lige så lidt ved han om afstande til vores udflugter i det område vi skal feriere i. På landkortet ligger det jo rimeligt tæt. Han ville nu alligevel gerne læsse cyklerne og have dem med, for det ville altså være ærgerligt at stå og mangle dem. Der er jo også flade strækninger i bjergene, var hans kommentar. Cyklerne fik dog lov at holde fri, mens vi tog bilen og rygsækken.
Jeg havde fundet et interessant sted, ud fra tekst og billeder: To ‘tosser’ i Ysby, der havde gang i alt muligt i hus og have. Kunstværker, gammelt skrammel, lopper, forskellige dyr. Kort sagt, alt mellem himmel og jord og med tilhørende nyåbnet café. Da vi nåede frem, var der ikke åbent. Det så heller ikke ud til det ville ske. Herhjemme har jeg fundet ud af at stedet lukkede sidste år.


På vores tur rundt efter oplevelser, så vi alt og ingenting. Jeg havde læst, at man kunne besøge isfabrikken. Det kunne da være interessant at se. Desværre var det kun gennem noget meget uklart glas med tremmer for, men vi fik da smagt deres is. En is med smag i, lige fra fabrikken og der var gang i svingdøren, for mange kommer dertil for at købe hele ispakninger med hjem. På vores besøgsdag, var der store og fine tilbud på billig literis, fordi der var fejl i produktionen. Hvad fejlen gik ud på glemte jeg at spørge om, men tænker at det blot er en blandet variant.
I nærheden af Sinarpsdalen, kørte vi en tur ad Axeltorpvejen, og endte med at køre rundt på små bitte smalle og snoede bjergveje, ikke bredere end en god cykelsti. Selv en cyklist kunne vi ikke komme udenom, men det var en cykelrytter, så han kørte pænt stærkt, så vi blev bagved til han drejede af. Vi mødte også et par modgående bilister, så der skulle bakkes, og der skulle bakkes langt, ind imellem og der vil jeg altså helst ud ad bilen, men smukt var der, med de røde blomster i vejkanten. Billederne må I selv fremkalde på nethinden.
I Sinarpsdalen skulle stierne været brede og fine til børnefamilier med klapvogne og lignende, og der måtte der da være dejligt svalt og køligt. Vi passerede det første pæne stykke, hvor der bestemt kun kan komme klapvogne med, hvis de bliver båret over broer, grøfter, sten og trærødder. Da vi kom ud på det åbne stykke, var det opad og opad, nøjagtig som ved Sindbjerg og Stoubjerg ved Silkeborgsøerne. Det er ikke et terræn jeg forbinder med egnet til klapvogne. Allan orkede ikke at tage turen over bjerget, og det var ærlig talt så varmt, at jeg slet ikke prøvede at overtale ham, så vi vendte om igen.
I Boarp var der et lille væveri, som man kunne se, men det var kun færdigvarerne. Selve produktionen kunne følges på et tv der hang på væggen. Det er ikke helt det samme, som at stå lige ved siden af. Tæt på lå flere store butikker, som Allan ville se nærmere på. Efterhånden var dagen ved at være gået, så vi vendte hjem til campingpladsen og tændte op i grillen..


Næste morgen pakkede vi vores habengut og forlod den skønne udsigt, for at fortsætte længere nordpå.  

Camping på Hallandsåsen

Så blev det også vores tur til at holde sommerferie, men inden vi traf den endelige beslutning, har vi været ganske vidt omkring. Første destination var Våxtorp, som er en absolut anbefalelsesværdig ‘lille’ campingplads på et enormt stort naturområde. Nomineret til prisen for årets landsbyforetagende i 2006, læste jeg deroppe.Selvom der intet stod om internet, forefindes det ganske gratis, hvis man opholder sig i nærheden af receptionen.






















Denne udsigt havde vi lige udenfor campingvognen. Nå ja, også inde fra telt og vogn, hvis det endelig skulle være.

Der var mulighed for at se dyr, fugle og fisk i naturen, og da vi ankom om eftermiddagen, var der rig mulighed for at gå en tur, efter at have stillet vognen og forteltet op. Da Allan ikke orkede at gå mere, skiltes vore veje for en stund, og jeg fortsatte min enlige vandring. Jeg var inde at kigge i et telt med loppefund. Da jeg rørte ved en rulle voksdug, var der liv i den og dette firben kom til syne og prøvede at finde et nyt gemmested. Senere på vores aftentur, ville jeg vise Allan hvor jeg så det, men det var væk.


Næste dag gik turen til Hovs Hallar. Her forventede v,i at vi ville tilbringe det meste af dagen med at vandre rundt, fordi temperaturen viste 32° og vi regnede med at der ville være dejligt svalt nede ved vandet.
Det var der bare ikke, det var en rigtig gryde at komme ned i.

Vi svedte så vandet drev af os, mens vi kravlede over stok og sten samt op og ned ad små snoede stier, uden at finde en eneste skyggefuld plet eller en møde en lille bitte kølig brise.  
Hver gang vi passerede en stigning og et sving, var der udsigt til endnu et hjørne og en stigning, der skulle forceres. Jeg så flere hugorme eller snoge ligge eller kravle, så man skal være lidt varsom med, hvor man træder.

Vi besluttede at vende om, og kravlede tilbage og op igen, hvor jeg gik en tur den anden vej, med en nydelig vandresti i faldende terræn. Jeg vendte om inden jeg nåede helt ned til vandet, for jeg kunne se, at det ville blive en meget, meget lang og lige så ulidelig varm tur, uden at se andet end vand og et stort naturreservat, hvor der gik dyr og afgræssede arealet.
I Kattvik, på vej mod Båstad, mødte vi denne selvbetjente salgsvogn, hvor vi stoppede og købte en pose nye kartofler. De skulle på grillen til aftensmaden.
Der var ikke meget planlægning over dagens tur. De samme steder blev krydset mange gange, men den italienske vej er utrolig smuk og blev nærmest kørt tyndt, sådan helt uplanmæssigt. Fra Båstad kørte vi til Torekov, hvor vi spiste vores mad og gik en tur ved havnen, stranden og i byen.

Der så vi at de reklamerede med Farmers Markt, men vi kunne ikke finde det. Ind på turistkontoret, hvor de fortalte at det lå uden for byen, og at det var meget attraktivt og godt besøgt, så vi kørte derud. Det var nu til at overse på ganske få minutter. Under 7 boder med diverse hjemmelavede produkter, men det meste laver jeg jo selv, og der er grænser for, hvad campingvognens køleskab og bilens køleboks kan rumme. Der er kun lige plads til de daglige fornødenheder, så vi forsvandt igen. 
Dagen var langt fra gået endnu, så vi satte kursen mod Norrvikens Trädgårdar, hvor der hele 2014 var gratis adgang. Som ved et trylleslag åbnede himlens sluser sig. Selv med en hastighed på under 30 km i timen, var det umuligt at se noget som helst, så ved først givne lejlighed, smuttede vi ind på en p-plads, og pludselig lyd det som om nogen skød omkring os, men vi kunne intet se for regn. Først da de store hagl afløste regnen helt, gik det op for os hvad det var. Haglene blev igen afløst af et nyt skybrud. Det hele tog vel 10 min. Det rensede kun luften i den tid det stod på. Bagefter var det nøjagtigt lige så varmt, lummert og solrigt igen. Vi genoptog kørslen i masser af store og farlige aquaplaninger og nåede frem til den store have.
Hvad man nok ikke kan se på billederne er, at det store og hele, set med mine øjne, ser noget forsømt ud. At de fleste af blomsterne også allerede var på retur, gjorde ikke synet bedre. Det kan selvfølgelig være den varme tørre sommers skyld. Der var hller ikke mange andre i parken end os selv og en lille guidet gruppe på 10-15 personer. Hvorfor der er gratis adgang i år, ved jeg ikke, men jeg er glad for vi ikke skulle betale 90,- kr. for at komme ind og se det, for det ville være en dyr fornøjelse med det de havde at byde på. Vi var hele parken igennem, og var ikke imponeret. Det skulle da lige være af det kinesiske træ der målte 40 meter fra gren til gren, men egentlig ikke noget kønt syn, da det var undertøttet af bukke flere steder på hver gren. 
Regnen var taget i forvejen hjem til campinpladsen, men det blev da tørvejr, så vi kunne sidde og grille vores mad, mens ‘naboens’ børn hoppede og sprang rundt i vandpytterne, og det mindede os om ferien til Ungarn for mange år siden, hvor vi fik et voldsomt uvejr, og vores unger boltrede sig i de store regnvandssøer, da uvejret var ovre og solen atter skinnede. 
Det var så varmt, at vi slet ikke kunne have døren i campingvognen eller forteltet lukket om natten, og sådan var det under hele ferien.