Ferie på Samsø 1. del

Da Samsø ikke er særlig stor, og vi havde en rimelig tidlig færgeafgang, fik vi god tid til at se os om på øen allerede på ankomstdagen. Campingvognen blev hurtigt stillet op på Sælvigbugtens Camping. Som sædvanlig havde vi cyklerne med og vejret var på højde med det der normalt findes syd for alperne. Det var godt nok varmt, men på cykel lufter det dejligt, så vi fik luft under vingerne med det samme, da vi cyklede ud til Stavns flyveplads og ned til den lille hyggelige havn, hvor et par fiskere var ved at ordne fisk og garn.
Med små afstikkere ned af sidevejene fortsatte vi turen til Langør, hvor ishuset kaldte, inden vi vendte hjemad, fik lavet os lidt mad, og tog aftenkaffen med op på bjerget, for at se den skønne solnedgang, som vi havde fornøjelsen af at se alle dagene.
Fredag var det cykel- og vandretur fra morgen til aften. Det første der stak os i øjene, da vi kørte rundt på øen, var de meget anderledes marker, som mest var grøntsagsmarker. Der var den ene mark efter den anden med rødkål, kartofler, løg, rødbeder, asier osv. osv. Solbærmarker i massevis var der også. De frø- og kornmarker vi så, havde den flotteste solskinsgule farve, som jeg aldrig har set andre steder. Alle billeder kan klikkes større.
Vi cyklede og gik toppen af øen tyndt og krydsede Nordby flere gange, og så utroligt mange der holdt ferie i hestevogn.
Turen gik over Nordbys Bakker til Issehoved, hvor vi spiste vores medbragte mad.
Issehoved er et kæmpe naturområde, hvor vi fik travet en del rundt og kom helt ud til spidsen, som minder lidt om grenen ved Skagen. På Samsø, er der blot mere plads mellem alle turisterne, som dog er der, hvis du klikker billedet større.
Turen tog vi hjem over Ballebjerg. Samsøs højeste punkt. Pyh, nogle seje bakker. Vi måtte af og skubbe cyklerne nogle gange, men vi mødte en mand, endda en ældre en af slagsen, der så ud til at have rundet de 60. Han tog turen op og ned fire gange. De tre af dem, mens vi var på vej op, og han kørte i samme tempo op og ned. Hold k… sikke en fart. Vi blev enige om, at han måtte være på epo og træne til næste års tour de france.
Vi ville ind i Nordby og handle lidt på vejen hjem og ledte efter en Brugs eller lignende, men fandt ingen. I stedet så vi Per Stig Møller og fik også købt en softice. Vaffel til Allan og selvfølgelig et bæger til mig, som ikke spiser de søde vafler. Vi spurgte om vej til et indkøbssted, og fik at vide at vi skulle til Mårup, da der ingen indkøbssteder var i Nordby mere, så vi cyklede selvfølgelig til Mårup for at handle lidt ind. Dagens cykeltur blev på 37 km og flere lange vandreture.
Den opmærksomme vil se, at de fleste af mine billeder, desværre har op til flere mørke pletter. Jeg opdagede de to inden ferien, men jeg ville altså ikke undvære mit lille Lumix kamera. Nu er der kommet to pletter mere, men der er stadig garanti på kameraet, så i dag har Allan været inde og aflevere det. Øv altså, nu er det 14 dage uden kamera.

Ferie – og ting sker

Det gik som min mavefornemmelse sagde mig. Sidste arbejdsdag, inden ferien, fik jeg min opsigelse. Lidt vedmodigt, men sådan er det. Med nød og næppe har jeg fået presset hele 7 dages sammenhængende ferie ind, inden de allersidste arbejdsbyrder kan fjernes fra mine skuldre. Vores ferie overlod jeg derfor helt til Allan, som længe har haft et ønske om at tage til Silkeborgsøerne. Jeg fik dog en lys idé, om at vi skulle tage turen over Samsø. Det syntes Allan var en rigtig god idé.

Jeg har ikke stillet spørgsmålstegn ved hans beslutninger, men bare spurgt, hvor vi skulle hen og bedt ham om at arrangere det hele, også pakningen af alt hvad vi ville få brug for. Normalt er dette ansvar delt imellem os, alt efter arten af arbejdsopgaver. Onsdag i sidste uge, var min første feriedag. Da jeg havde pakket mit eget tøj, og lidt proviant, satte vi kursen mod Saltbæk Camping. Allan har for første gang nogen sinde lagt alt sit eget tøj frem og næsten husket det hele. Da vi nåede Kalundborg, kommer der et udbrud fra ham, så jeg tror der er sket en katastrofe, men han har bare glemt brobizzen. Nåh, ikke andet, glem det, siger jeg. Vi kan da heldigvis komme hjem alligevel. Vi tog en enkelt overnatning i Saltbæk da vi skulle med færgen meget tidligt næste morgen. Der blev også tid til en lang spadseretur og en flot solnedgang.  

Vi fik tre dage på Samsø. Allan havde valgt den eneste campingplads ud af i alt tre, der havde trådløst internet. Dvs. internetudbyderen er gået konkurs, så Samsø er helt uden trådløst internet. 4.000 borgere er ikke nok til at nogen vil arbejde for den sag, fik vi oplyst. Kun på biblioteket og en enkelt café er det muligt, så da vi tilfældigvis cyklede forbi biblioteket i Nordby, smuttede jeg en hurtig tur på internettet. Annemarie ville komme på vores kanter, og vi ville rigtig gerne have været sammen med dem, men desværre var vi ikke hjemme.
På Samsø fik Allan ondt i sit brok, som han kaldte det. Han er blevet opereret for mange år siden. Det gik over, men da vi sad på færgen på vej til Hou, fik han så mange smerter, at han hverken kunne gå eller sidde. Vi talte selvfølgelig om hvad vi skulle, når vi kom i land. Allan kender min indstilling. Jeg nægter pure at køre med dyret campingvognen. Normalt er det heller intet problem, for Allan vil hellere end gerne selv køre. Jeg var dog klar over, at det måske kunne blive nødvendigt, at jeg satte mig bag rattet, for jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set ham så forpint i ansigtet.
Efterhånden mente Allan ikke, at det var særlig sjovt mere for nogen af os, så vi satte kursen mod syd med det samme, da vi i denne situation trods alt helst ville være hjemme begge to. I øvrigt var det også begyndt at regne ret meget. Allan fik det meget bedre, så da vi nåede Horsens, overvejede vi i stedet at blive et par dage på Fyn, Tåsinge eller Langeland. Måske tage færgen til Ærø og cykle rundt derovre. Allan ærgrede sig lidt over, at vi ikke nåede til Silkeborgsøerne, som han havde glædet sig meget til vi skulle cykle og færdes til fods omkring, nu hvor han var helt frisk igen. Da vi nåede til Svendborg, og havde kigget på færgeafgange til Ærø, kom smerterne igen. Derfor besluttede vi at køre direkte til Lolland, hvor han var sikker på, at han skulle konsultere lægevagten, han ville bare lige have et bad først. I skrivende stund er lægebesøget dog udsat, fordi smerterne igen er forsvundet. Han sover sødt, og mon ikke det er på tide, at jeg følger efter!
Jeg følger op på Samsø i et andet indlæg.

Telttur til Velencei-tó i Ungarn

Mens børnene var små, blev vores ferier altid holdt i Danmark, eller i hvert fald i en overskuelig transporttid fra den danske grænse. Vores bedste venner, barnløse, kørte altid sydpå, og havde et par år prøvet at overtale os til at tage med. I 1991, da ungerne var henholdsvis 13 og 9 år, tog vi det helt store spring, efter at have forberedt dem på, at hvis de syntes der var langt til Harzen, så var dette meget værre. Ungerne var fyr og flamme, og de lovede, at de nok skulle lade være at brokke sig over den lange køretur, og hvad der ellers måtte være, bare vi kom til Ungarn. Destinationen var Velencesøen, hvor vi havde bestilt teltplads, da der ellers ikke ville være plads til os, iflg. vennernes venner, som havde anbefalet pladsen.
Vi tog med færgen Gedser-Rostock lige over middag. Mændene var for det meste chauffører på hele turen, så vi piger byttede jævnligt plads. Det gav lidt adspredelse for os alle. Ikke mindst for ungerne. Det var normalt mig der irettesatte børnene, når vi kørte bil, så Allan kunne koncentrere sig om kørslen. Det havde ungerne åbenbart registreret, så de fik meget hurtigt fortalt Allan, at det var den person, der sad på mors plads der bestemte. Det gav også udfordringer til passagereren ved siden af. Vi kørte stort set turen i et stræk, kun afbrudt af små pauser til benstrækning, frisk luft, mad og drikke. Børnene fik deres næsten normale nattesøvn på bagsædet af bilen. Lige på den anden side af midnat, kørte vi over grænsen til Tjekkoslovakiet, men da det jo var mørkt, var det ikke meget vi så i dette land. Midt på natten, fik vi voksne et lille hvil eller blund i grøftekanten på en rasteplads, mens Allan tog en lur i bilen sammen med ungerne. Det var dengang der var fredeligt, og ingen fare forbundet med den slags. Vi fortsatte turen, og da ungerne vågnede, var vi tæt på Ungarn. Præcis 25 timer efter vi kørte hjemmefra, slog vi teltet op på campingpladsen, næsten i kanten af søbreddens børnesikre bademuligheder.
Bortset fra et par heldagsudflugter, foregik ferien på campingpladsen, til stor fornøjelse for børnene, som havde masser af udfoldelsesmuligheder. Ikke mindst da, de før omtalte vennernes venner, med børn på ca. samme alder, stødte til.
Vi havde kalkuleret med, at vi selv skulle lave mad, da vi ikke mente vores feriebudget rakte til at spise ude hver dag, men alt var så billigt. Børnene kunne få en stor isvaffel for under en dansk krone og vi som familie kunne spise rigtig god ungarsk mad på campingpladsens restaurant, den eneste i milens omkreds. To retter mad, en flaske vin og sodavand til børnene. Det blev en daglig udgift på under 100,-  Dkr. for os fire. Til de priser, kunne vi ikke lave det billigere selv, og så slap vi samtidig for både arbejdet og opvasken. 
Det var rigtig sommervejr, 29 - 34 g i skyggen, og Allan døjede med varmen. Det var noget af en omvæltning, for i DK havde det bare regnet og regnet. Børnene kølede sig af med koldt vand, når de ikke badede. En aften, mens vi sad på den udendørs restaurant, var børnene løbet ud at lege, og pludselig kom der, som lyn fra en klar himmel, et uvejr af den anden verden. Allan løb alt hvad han kunne for at hente ungerne. Tjenerne fik tømt bordene i en fart, og hevet alle borde og stole ind. Betalingen kunne vente. Vi løb alle i fuld firspring, for at redde hvad reddes kunne. Da vi kom ned til teltet havde naboen, en hollænder, allerede snurret et tykt tov om vores telt og tøjret det til et træ og hans egen campingvogn. Vi så hvordan rigtigt mange telte på campingpladsen bukkede under. Stænger knækkede som tændstikker. Vi selv stod inde i teltene, som gerne ville lette, og holdt på hver en stang, eller to, som vi nu kunne nå til. På den halve time uvejret varede, blev hele campingpladsen oversvømmet. Rigtig mange gæster forlod campingpladsen, de havde jo ikke mere noget at bo i. Børnene syntes det var sjovt at soppe rundt i alt vandet. Vi har det hele på bånd, men har ingen video mere. Begge vores telte holdt og vores ferie fortsatte med det gode vejr.
Der fandtes ikke en eneste importeret vare. Ingen Mc Donalds, ingen danske retter på noget menukort. Fint nok med os. Vi er i et andet land, for at opleve det på godt og ondt.  Når vi kom udenfor campingpladsen, var der ikke meget luksus at se. Mange huse så ud som på billeder. Vi aner ikke hvorfor, men gætter på det er blevet for dyrt. Da vi gik tur, så vi folk bo i jordhuler. Der var gravet et stort hul i jorden, hvorpå der var lagt en rist af sammenbundne grene, og ovenpå noget tøj. Vi troede ikke vores egne øjne, men det var sandt nok. På campingpladsen blev skraldespandene, hver dag, undersøgt og tømt for alt brugbart, selv ødelagte sko, blev hevet op.
På de store hovedveje, så vi med undrende øjne, på alle de hestekøretøjer vi mødte.
Vi havde sat 14 dage af i Ungarn, men blev enige om, at vi var mættet af indtryk og ferie, så om eftermiddagen på 12. dagen pakkede vi sammen og satte kursen mod DK. Der fik vi set lidt af Tjekkiet i dagslys, men det var ikke noget opmuntrende syn. Gråt, trist, trist overalt hvor vi kørte. 23½ time efter afgang, holdt vi igen i egen indkørsel. Det blev endnu en ferie med oplevelser af de helt store, samtidig med, at det blev den længste og den billigste vi nogensinde har haft. Da vi to år senere, helt uden for alle planer, igen havnede i Ungarn, var der sket en revolution dernede.

Roneklint

Det har været en ganske almindelig weekend, og så alligevel ikke. Der er blevet gjort rent, bagt, vasket tøj, ordnet have og den slags ting. Der er også blevet syet endnu et sæt albuebeskyttere til Bacchus. Men vi har også sagt farvel til Mads. Han har ellers ferie til den 1. august, hvor han skal starte nyt job, men hans nye chef ringede og spurgte om han kunne og ville rejse til Spanien om to dage. Det ville Mads gerne, men der var lige et par ting der skulle falde på plads først. Der blev travlhed for både Mads og Allan. Nu sejler Mads rundt ved Afrikas kyst med en gastanker.
I går tog Allan og jeg til Roneklint, hvor Camilla stod for dagens hundetur. Vi gik langs stranden. Dvs. der var to der gik hele turen i vandet. Bacchus, den vandhund, han har ikke nok af at gå til svømning hver uge. Bare han ser lidt vand, vil han bade. En hundeven, tog ham resolut med ud på badebroen, hvor de sprang i og fik sig en rigtig svømmetur, mens Camilla badede med alle de hunde der havde lyst. Vi sluttede dagen af med den medbragte kaffe. Inden vi kørte hjem og fik mor på en enkelt overnatning.
I aften har vi hygget med vores bedste venner, her på matriklen i det allerbedste sommervejr. En gang i vinters købte jeg et rådyr. Det kom på bordet i dag. Jeg skar fileten fri fra benene, og pudsende den helt fri for fedt. Rygbenene blev stegt i en gryde og alt kødet pillet af til en gang dyreragout.
Fileterne blev skåret ud til bøf, der stegte få minutter på panden, så de stadig var røde indvendig. De blev serveret med nyopgravede kartofler, og tomatsalat. Sovsen er en rigtig usund men lækker estragonsovs. Et løg skæres i små terninger som klares i smør. Derefter tilsættes ren piskefløde, friskplukket hakket estragon, og sky fra de stegte bøf.
Sovsen kan evt. jævnes med lidt maizena, så det kan hænge ved de nye kartofler. Vi fik ingen dessert, men nybagt kage til kaffen.
I morgen er det atter arbejdsdag, og vi har let aftensmad. Det er slet ikke så ringe.

Hjælp

Sådan lød overskriften på en mail, Camilla havde sendt. Jeg ved, at det ikke er mere alvorligt end som så, for er det alvorligt og vigtigt, så foregår det pr. telefon.
I mailen stod: Når du får tid, så prøv lige at se, hvad jeg har syet til Bacchus. Camilla har ingen symaskine. Billedet ligger på min profil på FB. Problemet er at strik giver sig, så det bliver hele tiden længere og længere. Har du mon nogle stofrester, som man kan sy sammen til noget, der ligner det på billedet? Farven er ligegyldig, for han skal kun have den på indenfor. Tanken er, at jeg vil have en velcrolukning i stedet for spænder, og så skal der syes skulderpuder i ved albuerne, fordi han har fået betændelse i dem, og ikke må slikke på dem.
Nu er det bestemt ikke hver morgen, jeg får tjekket mail, men det sker lidt oftere, nu hvor jeg har fået min iPad. Jeg skrev tilbage, at jeg både havde stof, skulderpuder og velcrobånd liggende, men jeg havde brug for nogle mål, så jeg vidste, hvor meget stof der var behov for. Jeg synes det lød som en spændende udfordring, så da jeg kom hjem fra arbejde, ringede jeg til Camilla og fik lidt flere detaljer. Hun sendte mig yderligere et par MMS, så jeg kunne se værket fra alle sider, da jeg sagde, at jeg ville prøve om jeg kunne tegne et mønster, der kunne klippes efter. Jeg blev så bidt af det, at jeg også gik i gang med at klippe i stoffet og sy tøjet sammen, men så gik jeg i stå og var nød til at ringe til hende. Er du også begyndt at sy, siger hun. Ja, og så sendte jeg et par MMS til hende efterhånden som arbejdet skred fremad. Vi har jo ingen hund, som kunne prøve, så der var jo ikke andet at gøre, end selv agere hund, mens Allan tog billeder, vi kunne sende.
Ved I hvad barnet siger? Du er tosset mor :-) og ihhh, hvor bliver Bacchus altså farvestrålende at se på :-). I den glade og muntre tone, det blev sagt på, kunne jeg godt høre, at det ikke var noget stof, der under normale omstændigheder, ville være blevet købt til det formål. Er du allerede færdig med det, siger hun, da det sidste billede blev sendt til hende. Ja, det er jeg, og far vil gerne køre ind med det til dig i morgen. Nej, det skal han ikke, jeg er ikke hjemme, jeg skal på arbejde, og til dyrlæge og… Jamen far kan da bare lægge det i postkassen, eller køre ud på arbejdet med det til dig. Nej, det var for dyrt for os, og det skulle vi ikke have ulejlighed med. Det kære barn, vil ikke være til ulejlighed. Hun havde en bedre idé. Giver I en tår kaffe, hvis jeg kommer en hurtig smut med Bacchus i aften. Selvfølgelig gjorde vi det. Så kunne vi også prøve det på hunden med det samme, og se om det i det hele taget kunne passe ham. Jeg kan først være der 20.45, siger hun. Det er i orden, vi skal nok have kaffen klar. Mens vi ventede gik jeg i gang med at klippe sæt nr. to.
Da Camilla ankom, blev albuebeskytterne prøvet, men de var desværre for stramme. Mens vi drak kaffen, sprættede jeg op, og syede en fartstribe i. Hunden fandt sig godvilligt i alt det tøjprøveri. Jeg blev færdig og det kom til at passe perfekt. Albuebeskyttere nr. to, blev heldigvis ikke syet færdigt, for de passer jo heller ikke. Bacchus hoppede og sprang rundt i haven med sit nye tøj, og var ganske tilfreds, og tøjet holdt til alle strabadserne. Det var en glad Camilla og en glad hund, der forlod os ved godt 22 tiden. At hun så punkterede på motorvejen midt mellem os og eget hjem, er en hel anden historie, der holdt hende, kæresten som heldigvis har ferie nu, og mig vågen det meste af natten.

3½ times nattesøvn og 2½ times skovtur

Da vi kom hjem i nat, efter at Allan havde hentet mig, syntes han, at han havde fortjent et glas rødvin, så vi satte os i køkkenet, mens jeg lige fik læst et par blogindlæg og skrevet et par kommentarer, på min nye iPad. Klokken blev derfor rigtig mange inden vi kom i seng. Selvom jeg fik mørklægningsgardiner til soveværelset af Mads i julegave, i håb om at kunne sove bare til kl. 7 halv 8, men det har de ikke hjulpet på. Solen var bestemt heller ikke generende, snarere tvært imod. Jeg gad ganske enkelt ikke lave noget i dag, og jeg ved, at hvis ikke jeg kommer væk, så ender det anderledes. Jeg spurgte Allan, om han ville med ud og gå en lang tur i skoven og kigge efter kantareller igen. Det vidste han nu ikke rigtigt, det var jo et møgvejr. Ja, men vi har da regntøj. Klokken er da heller ikke særlig mange, siger han. Et par timer senere, spurgte jeg ham igen. Måske, siger han så… Skal du med eller ej, spørger jeg. Jo, han skulle med.
I 1991, da Camilla gik i 2. klasse, havde klasselæreren arrangeret en hyggelig svampetur, i Hamborgskoven, hvor vi deltog, men vi ikke været i skoven hverken før eller siden. Regnen væltede ned, så vi iklædte os regntøj og gummistøvler og kørte afsted i bilen og så blev det tørvejr, men vi turde ikke andet end at beholde regntøjet på. Det blev en varm tur, for solen kom frem, og vi fik ikke en dråbe mere.
Vi kender absolut ikke den skov, så vi anede ikke, hvor vi kom hen. Inde i skoven lå der en græsmark eller et høslet. Ikke unormalt, men lidt mærkeligt at se, synes jeg. Vi kiggede begge efter kantareller, men fandt kun disse.

Vi gik og gik. Pludselig dukkede en Langdysse op. Allans store interesse, arbejdsskade. Da den var inspiceret gik vi videre, og så et træ med en kæmpe knude. Jeg fandt også modne skovhindbær.
Vi vidste at vi ville nå ud til vandet på et tidspunkt. Spørgsmålet var bare hvor langt der var. Vi nåede derud, men desværre der ikke meget udsyn for siv, men det er Nyk. F. sygehus vi har udkig til. 
Vi gik i skarp tempo tilbage, for vi skulle nå hjem og sætte en lille steg i oven, så vi kunne spise i ordentlig tid. Vi skal også i seng i ordentlig tid i dag, så mon ikke det er på tide jeg pakker sammen her ved skrivebordet. En ny hektisk uge venter allerede i morgen.