Det har holdt hårdt, men endelig kom vi i gang, og vi slutter weekenden med en udflugt.

Vi har haft utroligt mange undskyldninger for ikke at gå i gang med et par af de lidt større projekter. I flere år, har vi talt om, at når jeg fik ferie, så skulle vi i gang med at tapetsere gangen. Den ene ferie efter den anden  er holdt, uden at der er sket noget i den retning.
Arbejdsopgaven krævede mere end to hele sammenhængende fridage, hvis ikke det skulle strække sig over et par måneder. For selvom det er weekend, betyder det jo ikke nødvendigvis at kalenderen er tom. Der er mange forskellige ting, der pludselig får fyldt kalenderen godt ud.
Siden vi måtte rive en væg ned, på grund af vi skulle have ny fryser, har jeg truet med at jeg ville tapetsere, fordi vi nu havde to forskellige tapeter i gangen. Hele vinklen ved døren er blå, som man lige kan ane på billedet. Det var okay, da jeg bare kunne lukke døren, og rummet var helt anderledes, men efter historien med den famøse fryser, som gjorde det hele endnu mere grimt, har det redet mig som en mare. Vinduet i rummet havde også set bedre tider. Ikke endt med det trængte til maling. Der skulle også helt nye gummilister i termoruden og noget af træværket, havde det heller ikke helt godt. Vi blev enige om, at det vist var nu, det 40 år gamle vindue skulle skiftes, men der var flere ugers ventetid på sådan et, og det ville være dumt og spildt arbejde at tapetsere, før vi fik skiftet det. For et par uger siden satte Allan det nyt vindue i.  
Da min aftale blev aflyst sidste lørdag, brugte jeg hele dagen fra morgen til aften på at rive tapet af, men jeg blev lige knapt færdig. Jeg skulle jo også pille ting og sager ned fra væggen. Der var ingen hjælp at hente fra Allan, for han havde en anden aftale med Camilla, om at være fotograf, så han kørte hjemmefra tidligt om morgenen, og kom først hjem til aften. Jeg fortsatte søndag, og fik hjælp fra Allan, som fik spartlet det, der skulle spartles, og jeg gik i gang med at tapetsere. Det tager sin tid, for der er ikke mindre end syv døre, et skab, to vinduer og to radiatorer i den gang, men jeg var ovenud tilfreds, med det arbejde jeg havde nået, for jeg nåede længere end jeg havde turde håbe på.
Desværre måtte arbejdet hvile lige til fredag eftermiddag, fordi jeg skulle passe mit arbejde. Jeg gider ikke starte alt det op efter spisetid om aftenen, når jeg alligevel ikke har en chance, for at blive færdig på en enkelt aften.
Da vi havde en aftale både lørdag og søndag, var jeg nødt til at gå i gang fredag og fortsætte lørdag, så jeg kunne blive færdig, hvis ikke det skulle strække sig over en uge mere. Jeg har dog planer om at ændre på dette rum, men vi skal lige have overstået en ‘fest’ i næste weekend, og en mere den efterfølgende weekend og …. 


Allans projekt var vores indkørsel. Når det havde regnet, var der kæmpe store pytter, så det var svært at komme tørskoet frem. Indkørslen lagde vi for knapt 40 år siden, men de sidste år, har der været nogle gevaldige kørespor.

I mandags begyndte han at tage all fliserne op. Eller i hvert fald et stor del af hele indkørslen. Det tog flere dage, og det har taget flere dage at lægge dem ned igen, da alle fliserne også skal renses. Han er lige knapt færdig med sit arbejde, så det var en kærkommen fridag i dag søndag, som var afsat til et lille blogtræf, for alle der kunne være interesseret, på Frederiksdal Gods. (Dem med kirsebærvinen) Her kunne man nemlig plukke gratis stevnsbær (nogle helt specielle små kirsebær) Allan og jeg var der også sidste år, hvor vi også fik en interessant rundvisning og en masse smagsprøver.
Dette blogtræf, blev dog mere et lille familiemøde, da det kun var os selv, samt Ellen og John, der havde meldt sig til. Det vil jeg ikke skrive om, da det, bortset fra kirsebærmængden ikke veg sønderligt fra det vi oplevede sidste år. 
Til sammenligning er høsten pga. den kolde sommer kun 50.000 ton i år, hvor den normalt ligger på 250.000 ton. Det er immervæk en forskel, der både kan ses og mærkes.

Mia, havde inviteret alle på kaffe og kage og en rundvisning i hendes hyggelige butik. Billedet herover viser kun et lille udvalg af hvad Mia har at byde på. Du kan finde flere oplysninger hos Mia selv. Jeg har aldrig mødt Mia. Jeg kendte hende kun fra bloggen, men snakken gik lystigt mellem os alle fem, inden vi valgte at takke for gæstfriheden og sætte kursen mod øst til Oreby, hvor der ligger en lille havn. Vejret har været helt fantastisk. Både solrigt og varmt. Aftensmaden blev indtaget på Oreby Kro, hvor vi sad ude og spiste, mens vi nød synet ud over Sakskøbing fjord. Vi sluttede dagen af med en tår kaffe hos os, mens vi sad og kiggede på alle flagermusene der fløj rundt i haven.
Du kan helt sikkert læse meget mere om dagens oplevelser hos Ellen.

Blogtræf - utroligt hvad bloggeri og en campingtur kan føre til

I Kristi Himmelfartsferien var vi på camping i Vemmetofte. På samme tidspunkt opholdt Jørgen sig også der. Kommentarerne her skulle senere vise sig at give udslaget til en stor del af denne indholdsrige søndag.
Jeg stod op sammen med solen, og gik mig en morgentur i det skønneste vejr. En time senere vendte jeg hjem til den nylavede morgenkaffe, som Allan var i gang med at indtage.
Lidt senere satte vi kursen mod nord. Der var et kæmpe lokalt kræmmermarked, som vi gerne ville give vores opbakning og støtte ved en entrebillet. Det havde vi aftalt med hinanden, at vi ville besøge i lørdags, men vi glemte det totalt midt i alle lørdagens andre gøremål. Først da vi indtog aftensmanden, kom jeg i tanke om det. Der var lige plads til at bruge en time her, inden vi skulle mødes i Vemmetofte til blogtræf.
Vi gik ud til musestenen, som nogen ikke havde set før. Derefter var det meningen at vi ‘bare’ skulle gå rundt i det store område, men det blev aflyst.
Jørgen havde fået en enestående aftale i stand om, at vi kunne få en rundvisning på selve klosteret. Sådan et tilbud kan feje alt andet til side, og det vakte store glæde hos alle os fremmødte. Turen rundt i parken blev derfor ganske kort, men vi selv har også tidligere travet den tynd, og ellers kan den jo besøges hele året rundt.

Marianne Kreutzmann, som er kulturetnolog, var så venlig at vise os rundt. Vi kunne ikke have fået en bedre guide.
Marianne er en af dem der til dagligt bor i klosteret, så hun fortalte levende om klosterets historie og hvordan det er at bo sådan et sted til dagligt.
Vi besøgte kirken og vi fik vist det flotte messehagel som Dronning Margrethe har broderet.
Vi blev taget med rundt i de private stuer.
Jeg bliver aldrig mæt af den slags oplevelser.







Bor man på klosteret, har man en udsigt som denne.

Det var en oplevelsesrig time, hvor vi fik set de fleste kroge på klosteret, og fik en masse viden med os hjem. En særlig tak til Marianne, som i sidste ende var den der gjorde det muligt, at få et indblik i hvad der gemmer sig bag klosterets tykke mure og endda åbnede dørene til sin helt private lejlighed, hvor en flok bloggere, hun overhovedet ikke kendte også blev inviteret indenfor.
Efter dette besøg vendte vi igen snuden sydpå. Dog i første omgang ikke længere end til Den Stråtækte, hvor der blev disket op med kaffe og kage, som vi sad ude i solen og nød.
Vi sluttede dagen af med at køre til havnen i Præstø, hvor vi trissede lidt rundt på havneområdet, inden vi gik ind og spiste lidt aftensmad. Det blev mørkt og vi så solen forsvinde. Inden vi sagde farvel til de sidste, var vi lige en tur rundt om springvandet, hvor man kan gå ind i midten af springvandet og stå.  Man kan ikke rigtigt se det, men jeg har taget dette billede inde fra midten af springvandet.

Det var dejligt at få sat ansigt på et par bloggere, jeg kun kendte fra denne verden, men også dejligt at mødes med gamle kendinge. Deltagerne var Conny, Jørgen med hustru, Kisser, Inge, Hasse, Ellen, John samt Allan og mig selv selvfølgelig, og hos de andre bloggere kan du læse deres version af samme blogtræf. Tak for et rigtigt godt initiativ, og nogle hyggelige timer allesammen.

Skøre idéer

Når vi ikke har planlagte aftaler, så sker det tit, vi får skøre idéer. Søndag morgen talte vi om hvad vi skulle foretage os hele dagen. Det er ikke fordi vi ikke har noget at kaste os over, men det er ikke altid lige interessant. Vi havde faktisk noteret, at der var en vandretur med fuglekig i Maribo. Noget vi rigtigt godt kunne tænke os, men søndag morgen var det altså pludseligt ikke interessant nok alligevel. Det var absolut ikke vejrets skyld, det var det fineste solskin. Allan fik den skøre idé at vi skulle køre en tur til Jylland. Så er det altså vi lige skal tage en alvorlig snak med fornuften, for vi kunne jo ikke nå det vi gerne ville. Jeg foreslog at vi kunne høre om Ellen og John var hjemme, og om de ville give en tår eftermiddagskaffe, så vi kunne aflevere den japanske vognlygte, som jeg kalder blomsten, samt de chili og kvæder, jeg havde lovet Ellen. De var hjemme, for Inge og Hasse ville komme og spise, og vi kunne da spise med. Vi synes nu ikke vi ville blande os i deres aftale, så planen var, at vi lige ville hilse på og så køre hjem. Sådan gik det ikke.
Vi havde den dejligste eftermiddag. Mens Ellen passede kødgryderne, med svinekæber, tog John os med på en lille spadseretur i et dejligt område. John opdagede straks nogle svampe, som han mente var champignon, så vi samlede selvfølgelig ind i hænderne. Om han har ret aner jeg ikke. Allan ville end ikke røre ved dem med sine bare fingre, da jeg bad ham lægge dem i min hætte på frakken. Nu ved jeg at jeg bliver nød til at have en pose liggende i min lomme. Svampene ligger til analyse hos eksperten, som kun nåede at kaste et blik på dem, inden det hele gik op i endnu mere hygge, god mad og snak. 
Vi havde den hyggeligste og skønneste aften i det bedste menneskers selskab. Tak alle fire for en rigtig dejlig dag.

Familiemøde, blogtræf og cykeltur

Allan har, i flere år, været ret misundelig på de fætter- kusinefester vi holder i min familie. Jeg ved det er et stort arbejde, at finde adresser på alle og arrangere, selvom det dog er blevet noget nemmere nu, da mange er på Facebook, og kan kontaktes den vej rundt. Da vi startede var der kun telefonbogen og ingen internet.
Også i Allans familie, har flere med jævne mellemrum sagt, at det kunne være sjovt at mødes alle sammen, men så sker der heller ikke mere. På FB var der et familiemedlem, der lød lidt mere ihærdig, og Allan øjnede straks chancen, men ham og skrivning, hvis der skal sættes mere end tre ord sammen, er en håbløst situation, så hans bøn var: Vil du ikke nok? Jo, men du må selv følge op, og klare resten. Ja, ja, det skulle han også nok. Det har han næsten også gjort. Familien er spredt fra Gedser til Skagen Jylland, så forslaget blev, at hver familie pakkede madkurven og troppede op på Frilandsmuseet, hvor vi skulle mødes, for at få nogle hyggelige timer sammen. Der var lidt stille under spisningen, for flere havde aldrig mødt hinanden, og kendte ikke hinanden, som vi der lever i blogland gør det. Så man aner absolut intet om hinanden. Under traveturene kom der godt gang i samtalerne, på kryds og tværs, og alle har tilkendegivet inde i den lukkede gruppe på Facebook, at det har været en ganske hyggelig dag, der godt må blive en tradition. 
Når nu vi var kommet til staden, havde vi lavet en aftale med Hanne, som vi mødte første gang i Sverige hos Ellen og John. Vi tilbød at tage hende med til Lolland, så vi kunne vise hende lidt af sydhavsøerne. Hanne var straks med på idéen, og vi startede aftenen med et let aftensmåltid, inden vi gik os en lang tur i skoven og langs vandet. 
Vi ved jo, at Hanne også er glad for at cykle, så vi foreslog, at hele søndagen skulle foregår på cykel, også selvom det skulle regne lidt. Vi havde fået lov til at låne søsters cykel i dagens anledning.
I formiddags pakkede vi madkurven til hele dagen og begav os ud på Sundruten som er 46 km. Vi var ikke nået ret langt før Allan måtte af og pumpe.  Det foregik flere gange, inden han indså nødvendigheden af, at cyklen skulle lappes. Vi mærker og lytter alle tre, men kan bare ikke finde det hul. Til sidst lykkedes det endelig, og vi fortsatte turen, og nød det gode vejr, solen og udsigten. Der blev holdt drikke- og spisepauser samt fotostop undervejs. Vi har mest kørt på skov- og grusveje, meget, meget smalle stier, vi har kørt på mountainbikerute mellem trærødder og høje skrænter, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden, for ikke at styrte og ende flere meter nede i vandet.  
Vi har været rundt på Lolland og Falster, og en lille bid af vejen foregik på asfalteret vej. Der er en vis herre der igen har fået ondt i bagen, fordi han som sædvanlig ikke har fået trænet. Hanne kunne også mærke, at det var en anden cykel, end den hun var vant til at køre på. Hjemme igen var der nogen, der fik sig en ekstra kop kaffe, mens jeg fik lavet lidt mad. Vi har nydt, vi har hygget, og vi har kørt Hanne til toget, hvor vi vinkede farvel for en god time siden.
Endnu en dejlig weekend er smuttet, og regntøjet fik vi slet ikke brug for. Vejret har i den grad været med os begge dagene.

Endelig på Ærø

Når nu vi ikke fik den ferie, vi havde planlagt i år, og vi jeg stadig havde et par dage at tage af, besluttede vi meget spontant, at tage til Ærø.
Vi har i flere år talt om, at vi skulle en tur til Ærø. Vi er endda nået helt ud til færgelejets  opmarchbåse for at sejle over, men med min tendens til søsyge, turde Allan alligevel ikke løbe nogen risiko. Han ville ikke have ødelagt vores ferie, selvom jeg ville gøre alt for at klare skærene. Bølgerne var meterhøje, og det har vi før været igennem, med et rigtigt dårligt resultat. Allan fik klemt sid ud af køen og vi fandt et andet feriemål.


I fredags ved middagstid. trillede vi alle hjul ind på Ærø. Vi blev straks meget overrasket over, at øen var så kuperet. Det havde vi slet ikke forestillet os. Vi kørte til Ærøskøbing, hvor Allan fandt et sted at parkere vogntoget, mens vi travede byen tyndt, til vi kunne komme ind på Marstal Camping. Skæve huse, smalle og stejle gader, flere af dem brostensbelagte. Byen minder lidt om vores eget Nysted.
Vi var inde en en skøn “lille” butik hvor de solgte en masse forskellige kvalitetsprodukter, lige fra fødevarer til creme. Butikken startede som et pilotprojekt og drives af frivillige, i hvert fald de første år, om det stadig er sådan har jeg ikke helt styr på. Butikken er absolut et besøg værd, og der findes også en lille cafe.
Vi kørte til campingpladsen, fandt en plads og fik stillet op, og efter en tår meget sen eftermiddagskaffe, begav vi os ud på cyklen i Marstal.

Hele næste dag blev også brugt på cyklen. Mosekonen havde på et tidspunkt skrevet en kommentar om, at hun havde kaffe på kanden, hvis vi en dag kom til øen. Sådan et tilbud kunne vi ikke sige nej til, så vi troppede op, og blev modtaget med åbne arme af både manden og konen. I det skønneste solskinsvejr, fik vi serveret øl, selvfølgelig fra Ærø samt kaffe og kage, mens vi alle fire, grinede og snakkede lystigt på kryds og tværs af bordet, som om vi havde kendt hinanden altid. Vi nød den skønne udsigt, hvor et par heste lå og dasede, og en hejre også kom på besøg.

Hvis ikke det var fordi, vi gerne ville nå at se hele øen, mens vi var derovre, kunne vi sagtens have brugt flere timer i dette hyggelige selskab. Tiden fløj afsted, vi løb på intet tidspunkt tør for samtaleemner. Tusind tak til Mosekonen og manden for et par rigtige hyggelige timer. Jer vil vi helt bestemt gerne møde igen.

Der kommer selvfølgelig mere om vores oplevelser på Ærø

En herlig søndag

Dagen startede med at Camilla kom på besøg, helt fra Kbh., fordi hun havde en aftale i Vordingborg. Vi nåede lige at tale med hende en times tid, inden vi drog til Kbh. fordi jeg havde tilmeldt mig et blogtræf. Der var, om ikke kendte personer, så i hvert fald genkendelige ansigter. Bente, Ellen og Madame. Det var dejligt at få sat ansigt på Jens og Prikker, som jeg kun kendte fra blogverdenen, men lige så interessant at møde, Nina, som for mig var en ukendt person. Blogtræffet fandt sted på restaurent Firefly, en vegansk restaurent, hvor bestillingen foregik på en lille computer. Teknik er dejligt, når det virker, det gjorde denne tilsyneladende ikke, og personalet talte kun engelsk. Det lykkedes dog os alle at få både mad og drikke. Jeg bestilte en bønnesalat. Smagen fejlede ikke noget, og jeg spiste hver en blomst og blad. Man er vel madglad. Jeg sprang dog desserten over, som jeg oftest gør. Snakken gik lystigt ved bordet på både kryds og tværs. 
Efter middagen gik vi en tur i det skønne forårsvejr, ned gennem Nyhavn, hvor alt tilsyneladende var optaget. Jeg var åbenbart ikke den eneste fra Lolland. Nakskov var også repræsenteret i form af et skib.
Jens, som var en fantastisk guide, fortalte levende om det vi så på vor vej. Vi gik forbi Gefionspringvandet, og ud ad Langelinien til Den lille Havfrue.
Nogen forlod os, og jeg ringede til Allan, som havde valgt at tilbringe timerne i eget selskab. Hvad han har oplevet, kan I måske se i løbet af et par dage ved at klikke her.  
Da vi gik gennem Kastellet, kom Allan imod os, og fik hilst på de der var tilbage. Det blev vores tur til at forlade flokken, sammen med et par stykker mere, som også skulle sydpå. Vi forlod hovedstaden og landede på Lolland kl. 19, hvor vi heldigvis havde en rest mad fra i går, der bare skulle varmes i ovnen. Tusind tak til jer alle, for en rigtig dejlig dag. Også tak til de medfølgende familiemedlemmer her og der.

Audiens og blogtræf

Da jeg startede med at blogge, og læste rundt omkring, at der blev holdt blogtræf, havde jeg en klar holdning om, at det skulle jeg ikke deltage i. Hen ad vejen sker der bare det, at man føler man kommer tættere og tættere på nogle af bloggerne og får lyst til at møde dem IRL. Hvordan et blogtræf normalt foregår, ved jeg intet om, men da Ellen inviterede til blogtræf i Sverige, sprang jeg til, helt uden tøven. Nu er Ellen og John ikke helt fremmede mennesker for os, da hun og jeg er kusiner, og har truffet hinanden nogle gange til vores fætter-kusinefester, men faktisk er det først efter, jeg også er begyndt at blogge, at jeg er kommet til at kende meget mere til Ellen.
Da Kong Mor for lang tid siden annoncerede, at man havde mulighed for at søge audiens, den 7. august, hvor hun ville være at finde på Frilandsmuseet, blev det straks noteret i kalenderen. Det må afprøves, men efter jeg for få dage siden konstaterede hvor mange vildt fremmede mennesker jeg skulle møde, har det dog kriblet lidt i maven. Jeg har ikke en gang mødt dem alle her i blogland endnu. 
Selvom vi har været på Frilandsmuseet et par gange før, og trods det, at regnen styrtede ned, startede vi alligevel så tidligt hjemmefra, at vi kunne nå at gå lidt rundt derinde først, iklædt regntøj. Vi kom ud til gården på heden, hvor det kvindelige folk tog imod os. Alle mændende var rejst til Herning. Vi fik nogle gode historier, om hvordan deres liv ser ud i 1840, som er det år de lever i. En virkelig interessant samtale. Det var fristende at blive og tale lidt mere med dem, men vi havde en aftale om at vi skulle mødes ved hovedindgangen med en stor del af blogger-flokken, så vi samlet kunne finde et sted at spise den medbragte mad. Det var lidt mærkeligt, men efter lidt stilhed, kom snakken i gang på kryds og tværs.
Efter vi havde indtaget vores mad, gik vi rundt og så lidt på de gamle huse og det de indeholdt. Øverst er Potteværkstedet og et gammelt ildsted. Vi var også en tur i stationsbyen, hvor Stadager Brugs bl.a. ligger,  og som oprindeligt stammer fra vores nærområde.
Der var gang i symaskinen, og produktion af tøj til høstfesten, som snart skulle finde sted, og i køkkenet var de i gang med at lave mad til brylluppet der skulle holdes i forsamlingshuset.
Det blev en rigtig dejlig dag. Vejrguderne holdt hånden over os. Vi havde tørvejr hele tiden, og endda en hel del sol. Desværre nåede jeg ikke at få talt med dem alle inden det blev tid til at sige farvel til Kisser, Britt, Kari, Madame, Ditte og Peter, Bente og Niels, Donald, Annemarie,  Ellen og John, og selvfølgelig også til Kong Mor og hendes familie, som har brugt en hel feriedag på dette blogtræf.
Klokken havde passeret 18 inden Allan og jeg atter var på Lolland, og ikke længe efter fik vi igen en rigtig regnskylle.