Fod- og rørskade

Egentlig har de to ting ikke noget med hinanden at gøre, ud over fællesbetegnelsen for  skade. Jeg havde lovet Jørgen, at fortælle om udfaldet hos kvaksalveren. Da jeg mødte op til behandling i sidste uge, spurgte han selvfølgelig hvordan det var gået, og om det havde hjulpet. Mit svar som I kender, var nej, desværre. Jeg fik igen den store “undersøgelse” men han måtte erkende, at der ikke rigtigt var noget at sætte på plads. Det han gjorde var småting, som han selv sagde. Han var trods alt ærlig nok, men sagde dog at de allerfleste, der kom hos ham fik det bedre. Jeg aner af gode grunde ikke om det er 51% eller meget højere, men nu har jeg givet behandlingen en chance. Efter 11 år med vals, tango, quickstep, foxtrot, rumba, samba, wienervals, cha-cha-cha og jive er livet på dansegulvet slut. Vi har haft det rigtigt sjovt, i den tid der er gået.  
Rørskaden er straks værre, og dog, det er den jo egentlig ikke, for den kan helbredes. I søndags kom Mads og fortalte, at han havde kæmpet for at få varme i huset det meste af lørdagen, men anlægget løb hele tiden tør for vand. Han mente derfor det måtte være et rør til gulvvarmen på badeværelset, der var blevet utæt, og spurgte om Allan havde tid og lyst til at hjælpe ham med at finde en løsning, så han kunne få varme i huset samt varmt vand i hanerne. Selvom Mads næsten altid er selvhjulpen, er det ikke så tosset når ens far er vvs-mand. Det blev en lang arbejdssøndag for de to, men det lykkedes dem at løse problemet midlertidigt, og så få fat i forsikringsselskabet mandag morgen. Det var held i uheld, at Mads havde bestilt 4 feriedage. De 2 blev afholdt før weekenden og de andre to her mandag og tirsdag. Aftalen i søndags blev at Allan tog op til Mads mandag, så de var der begge to, når forsikringsmanden kom. Da jeg havde fri var Allan ikke kommet hjem. Mads ringede og spurgte mig, om jeg havde tid til at komme derop, så vi kunne snakke lidt. Jeg har ikke forstand på rørarbejde, og skulle i gang med madlavningen, men kørte selvfølgelig derop. Så snart jeg åbnede døren, kunne jeg godt forstå hvad han mente.
Hele huset var sat på den anden ende, efter den udsendte fra forsikringsselskabet havde været på besøg. Mads og Allan have fået grønt lys til at udføre en del af arbejdet, så vvs-manden hurtigere kunne komme til. Et stort dobbelt køkkenskab var tømt for mel, sukker, bøtter og alverdens slags køkkenting, fordi de skulle ned under gulvet, hvor rørene ligger. Det hele var bare stillet på køkkenbordet, i vindueskarmen og hvor de ellers kunne finde plads, de to mænd. 5½ meter køkkengulv er brækket op, og fliser og beton er hugget op i en smal rende i bryggerset. Godt han har skjult rørskadeforsikring.
Dagen i dag har vi alle tre brugt på projektet. Der er indhentet tilbud, kørt affald væk jeg har endda været ude at køre med stor trailer, ikke noget jeg plejer at befatte mig med, men de andre havde travlt med ting jeg ikke forstod mig på, som afpropning af rør og den slags. Der er gjort helt klar til i morgen tidlig, hvor der kommer en og trækker de nye rør. Det store køkkenskab blev flyttet ind i stuen, og jeg har fået placeret alle hans ting i skabet igen. Lige nu er det hverken til at se hoved eller hale i noget af det. Det bliver en langsommelig affære inden der kommer styr på det hele igen. Allan møder op på Mads´ adresse i morgen tidlig. Vi andre kører på arbejde, og så må vi se hvad der sker, og hvornår næste skridt kan tages. 
I sidste uge, inden alt dette skete, kom Mads med en kærlighedserklæring, som lød: Har jeg egentlig fortalt jer to, hvor meget jeg elsker og holder af jer. Jeg går faktisk tit og tænker på det, men jeg kan ikke huske, om jeg har fået sagt det, sådan ordentligt. Jo Mads, det har du sagt før, men det er da dejligt at vide, at det stadig forholder sig sådan. 

På besøg hos en kvaksalver

Allerede i slutningen af sidste års dansesæson, fik jeg problemer med min fod. Jeg har fået rigtigt mange behandlinger, for at afhjælpe generne. Helt godt ville det aldrig blive, det var jeg informeret om. Dansesæsonen startede igen, og problemerne blev absolut ikke mindre. Min behandler havde fortalt mig, at jeg nok ville få et problem med at danse, uden smerter. Han ved også at både Allan og jeg brænder for dansen, så vi blev enige om, at jeg skulle prøve at se hvordan det gik, når og hvis jeg lod være med at gå op på tæerne, som man skal. Det hjalp lidt, men det er ikke nemt at danse på flad fod. Det kan man bare ikke. Dvs. nogen kan, men jeg kan i hvert fald ikke ret godt. Vi har flere gange de sidste 3 mdr. talt om at droppe dansen helt. Allans bentøj skaber sig jo også ind imellem. Det er vanvittigt at jeg hver 2. – 3. uge betaler mere hos behandleren for at få “repareret” end dansekontingentet koster. 

Selvom vi ville være kede af at stoppe med dansen, så kommer helbredet dog i første række, så jeg sagde til danselæreren, at vi nok blev nød til at stoppe p.g.a. af min fod. Hun sagde bare straks, det kan kureres. Njaaa… det tror jeg nu ikke rigtigt på, sagde jeg. Alt hvad jeg har hørt og fået fortalt om det, er at den aldrig bliver normal igen, men man kan afhjælpe med indlæg osv. som jeg også gør. Hun påstod hårdnakket at den behandler, hun selv benytter, kunne klare det.

Da det ikke kun er under dans, jeg har haft ondt, men også ved almindelig gang, var det da værd at prøve. Jeg elsker at gå på bare fødder inde, og tåsandaler er mit allerbedste fodtøj hele sommeren. Begge dele har jeg måttet vinke farvel til i år, for det er som at træde på en stor sten med kniv i. Danselæreren skulle nok sørge for at få en tid til mig, men der var lang ventetid. Han er nemlig en travl mand, den kvaksalver, som han selv kalder sig af profession. Jeg har været afsted en gang, for 4 uger siden. På væggene hang plakater med mange vise ord, fra bogen Visdomsord 1997. Besøget var en ret speciel oplevelse. Han siger han kan se knoglerne. Metoden er kirosomatri.
Har du ondt der, der eller der, spørger han, mens han trykker fast gennem alt mit tøj. Jeg skulle kun lægge frakke og fodtøj.  Nej svarer jeg hver gang, selvom han gav et ekstra tryk. Med jævne mellemrum fik han fat i noget, der virkelig gjorde nas og jeg udbrød: “Av, for …” og han fuldførte selv sætningen, med ukvemsord som jeg helst ikke selv bruger. Jeg fik trykket en masse på plads alle mulige og mærkelige steder overalt fra kranie til tæer og fingre. Kun i højre arm og skulder, kunne han ikke finde noget galt. Heldigvis, for jeg havde lige fået behandling af “min egen” mirakelmand. Det vidste kvalsalveren ikke, og fik det heller ikke at vide.

Den første uge efter besøget, havde jeg en masse ømme pletter og blå mærker fra hans tryk, men bortset fra at foden er blevet “anderledes,” så har jeg ikke mærket nogen forbedringer. Det går stadig jævnt ned ad bakke hver eneste gang, vi har været til dans. Inden jeg forlod kvaksalveren, spurgte jeg, om jeg nu var helt i orden, eller hvad hans erfaring var med sådan en fod. Han anbefalde at jeg besøgte ham endnu en gang, og det gør jeg så, i næste uge. Miraklernes tid er trods alt ikke forbi.

Kvaksalveren var kun vidende om mine fodproblemer, men kunne åbenbart “se noget” helt, helt andet, som ingen andre end jeg selv vidste. Sådan noget har jeg prøvet et par gange før, da Mads var lille. Der er altså mere mellem himmel og jord, end de fleste af os tror. 

Gærklejner, julefrokost med? og middelalderen

Lidt julebag skal der til, men da jeg ikke selv spiser småkager, har jeg ikke bagt nogen de sidste 10 år, tror jeg. Allan er tilfreds med dem der kan købes, og det er meget nemmere. Til julen hører også både æbleskiver og klejner. Dem spiser jeg til gengæld meget gerne, så jeg fik lavet gammeldags gærklejner i lørdags, inden jeg skulle mødes med kollegaerne og chefen, når de lukkede butikken.
Opskriften på klejnerne er meget gammel. Nogen gange laver jeg mega store klejner, på størrelse med de Norske klejner, men denne gang en noget mindre udgave. Bruger man klejnesporer bliver der ca. 140 stk. 

• 500 g mel
• 125 g margarine
• 50 g sukker
• 3 dl mælk
• 2-3 æg
• 50 g gær

Lad sukkeret smelte gæren, smelt margarinen, kom mælken deri, og bland det hele med gæren. Dejen hæver 1-1½ time eller i tupperwareskålen til låget springer af.. Rul tykt ud og vrid klejnerne, som igen hæver 20 min. inden de bages i fedt eller palmin.
__________________________________________________________________________






Chefen er altid meget hemmelighedsfuld om firmaets personalefester. I sommers havde han arrangeret dette. Denne gang havde chefen bare sagt, at vi skulle have træningstøj med. Det var alt hvad vi vidste. Vi gik alle ti fra butikken i samlet trop og var som altid meget spændt på hvad vi skulle kastes ud i. Turen stoppede foran en danseskole, og vi blev modtaget af en meget proffessionel danselærer. Ind og klæde om, og så fik vi at vide at vi skulle danse zumba en hel time. Mændene, som alle er fodboldnørder, blev beordret op foran, og så gik det ellers løs til musikken i et forrygende tempo, med arme og ben. Denne sport lå langt fra næsten alle ansattes interesser og motionsformer. Jeg var glad for at jeg havde dyrket aerobic i rigtigt mange år, for det kom mig i den grad tilgode nu. Vi fik rystet røv, balder og alt andet på plads. Hold op hvor var det sjovt. Benene havde jeg ikke de store problemer med at få til at makke ret, mens det var noget sværere, at få armene til at leve det liv de skulle, samtidig med at benene skulle lave noget helt andet.  Bestemt ikke kedeligt. Den sport kunne jeg godt forfalde til, det var der så andre der ikke kunne, også af pigerne. Vi skiltes sveddryppende, for at køre hjem og bade, klæde om og mødes til selve julefrokosten som foregik hos Ole Hviid. Hver eneste medarbejder får altid lov til selv at vælge sin egen menu. Vi får alt hvad vi kan spise og drikke, der mangler absolut ingenting. Vi sidder bare og snakker på kryds og tværs og hygger allesammen. Sådan som jeg allerbedst kan lide det. Allan hentede mig i nat, og vi var hjemme ved halv 3 tiden.















I dag gad vi ikke rigtigt foretage os noget, så vi kørte en tur i Middelaldercentret, hvor Allan har været men aldrig jeg, selvom vi bor rimelig tæt på. Det ligger et meget smukt sted, og i dag var der julemarked. Selvfølgelig var der også lidt juleting. Jeg synes godt om detaljerne i disse strømpenisser. Bemærk nissen der strammer korsettet med et ben i ryggen på konen.














Man kunne købe alt fra vin og øl, til småkager, marmelade, smykker og meget andet i de gamle huse. Ved ind- og udgangen var der en helt gaveforretning med et udvalg af forskellige gaveartikler, så man kunne købe lidt julegaver med hjem. Vi sluttede dagen af med at spise en sen frokost i Den Gyldne Svane, som udelukkende oplyses af stearinlys, så der er rimeligt mørkt derinde. 
Maden er lavet af friske råvarer. Mange opskrifter er fra middelaldertiden, og bliver serveret på gammeldags fade/tallerkener og krus. Altså intet glas og porcelæn. Allan og jeg bestilte en 3 retters platte. Man vælger helt selv hvilke tre retter man vil have på den platte.
Vi bestilte begge Varmrøget laks med urter og Bedstemors æbleflæsk. Som tredie ret valgte Allan Ribbensteg med rødkål, mens jeg bestilte en Moden brie med druer. Allan fik sig en middelalderøl, som jeg nippede lidt til. Jeg er ikke nogen øldrikker, men den øl her havde ikke den “grimme ølsmag”, som øl nu engang har, efter min smag. Det var rigtig god mad, og helt bestemt anbefalelsesværdigt. Ulempen er at man kun spiser med en minigrydeske af træ og en lille kniv. Gafler findes ikke.  Det skal man lige vænne sig til.

Allan er meget træt, han sad oppe og ventede hele natten på at jeg skulle ringe efter ham, så han kunne komme i seng, så vi skal vist tidligt i seng i aften.

På landet efter dansesko

Jeg har længe talt om at få mig et par professionelle dansesko. Allan fik et par allerede sidste år hos Dansemessen i Kbh. De havde bare ikke nogen jeg kunne lide, så jeg fortsatte med at danse i et par helt almindelige sko, men de er svære at stå fast med, og nu er de også blevet gevaldigt slidt. Da vi var til DM i dans, var der også en danseskosælger fra Kbh, der havde flere hundrede par sko med, så der forventede jeg at jeg kunne købe mig et par. Jeg vidste hvad jeg gik efter, nemlig en lukket sort sko, men det var næsten udelukkende sandaler. De få lukkede sko hun havde var i pangfarver. Altså ingen sko til kunstige og kræsne lille mig. Jeg nægtede at tage helt til Kbh. for at købe sko, så vi har haft den helt store undersøgelse i gang, og med hjælp udefra lykkedes det os langt om længe at få en adresse en smule tættere på.

Ved Bårse mødte vi disse julepyntede træer på begge sider af vejen. GPS´en viste os en vej, Allan ville en anden, men vi fulgte alligevel GPS´ens anvisninger, og kom forbi dette smukke stenhus. Vi kom virkelig ud på landet, og så steder vi aldrig havde set. Vi nåede Askov ved Tappernøje, hvor vi havde bestilt tid i butikken, og jeg fik købt mine dansesko.

Når nu vi var i nærheden af Næstved, så kunne vi lige smutte en tur i Storcenteret. Jeg har nemlig været i hver eneste butik i Nyk. F., for at finde tøj til mig selv, der har de ikke noget, jeg vil eje. Det havde Centeret i Næstved heller ikke, så jeg trækkes med de gamle klude lidt endnu. Der var ikke meget der fristede os i det Stor-Center, ud over lidt at spise, fordi vi efterhånden var blevet godt sultne, og jeg havde ikke i sinde at stå i køkkenet når vi kom hjem. Vi gik i Bilkas cafeteria, hvor en nissepige var plantet midt midt på bordet mellem en masse porcelæn. .
Så stort et Center og ikke noget der fristede. Vi dampede tilbage til Lolland efter at have puttet fire julelys, og en smule dagligvarer, samt en enkelt julegave i indkøbskurven.

DM i dans

Vores lille danseklub har igen i år, sammen med Danmarks Sportsdanserforbund og Danmarks Idræts-Forbund, stået for arrangementet af Officielle Danmarksmesterskaber i Standarddanse. Det er et kæmpe arrangement, der kræver en masse frivillige kræfter.
Der skal stilles borde og stole op, sættes store spotlamper op, musikanlæg, der skal lægges gulv osv. osv. For en trofast hjælpeskare, blev fredag aften og nat brugt på at opstille, så alt var klappet og klart til publikum og de 154 dansepar fra ialt 19 forskellige foreninger og klubber ankom.



Når alt er stillet op, er der stadig brug for en masse frivillige hænder, for at få det hele til at køre. Jeg havde sagt ja, til at sidde ved indgangen og sælge billetter sammen med en danseven. Allan fik tjansen som fotograf og “videofører” for foreningen. Vi mødte op i hallen kl. 11.00 i går, så vi var klar til at tage entre, når publikum strømmede til, og det gjorde de allerede halv tolv. Danserne skulle have udleveret deres rygmærker med numre.
Der var flere kendte ansiget blandt publikum, bl.a. Anne Laxholm og Jens Werner. Der var dommere fra 6 forskellige lande. Et tv-hold fra DK4, optog dansen, som bliver sendt i tv den 29.okt. kl. 18.30 og 30. okt. kl 13.30 samt den 4. nov. kl 22.15, hvis det skulle have interesse.
Vores lille klub, kunne stille op med to par. Øverst er det “vores” børn og nederst, midt i billedet, er det de voksne, der hvor Allan og jeg kunne være med, hvis altså vi var dygtige nok til denne sportsdans.
Mens der blev danset til den store guldmedalje, holdt dommerne skarpt øje med alle par på gulvet. Andre passede tekninkken, lys og kameraer. Et kæmpe apparat i sig selv.
Dommerne afgav stemmer, og nogen kæmpede videre om medaljerne.
Vores egne dansere klarede sig flot. Det blev til en 5. plads til begge par.
Da dansen sluttede kl. 22.30 efter 9½ times effektiv dans, var det slut, og vi kunne starte den store oprydning. Affald, service, sjatter og tomme flasker i massevis. Alt skulle pilles ned igen og køres væk. Musikanlæg, ledninger, spot, lamper, borde, stole osv. Gulvet skulle skilles ad og sendes til København. Klokken var 1 om natten, da Allan og jeg holdt fyraften, efter 14 timers frivilligt arbejde.  
I morgen er det atter arbejdsdag, og om aftenen er vi igen at finde på dansegulvet, men det bliver som dansende par, på et helt andet niveau.
Jeg satser på, at jeg i løbet af et par dage, får læst hvad der er sket rundt omkring på jeres blogge i denne weekend. Jeg vil nemlig skynde mig under dynen og prøve at få indhentet lidt nattesøvn.

Det går ikke længere

Siden midt i februar måned, har vi levet alt for godt, fordi kalender stort set har været booket hver eneste weekend til et eller andet, der har medført lidt ekstra god mad, og lidt vin. Begge dele i større mængder end jeg normalt sætter til livs. Det kan ses på vægten, og nu skal der altså gøres noget ved det. Jeg har fået nogle irriterende  “armlæn” der generer mig når jeg sidder ned. Vægten er langsomt, men sikkert accelereret, med  et snit på 400-500 g pr. måned. Nu er grænsen ingen nået, for hvad der er acceptabelt fra min side. Jeg må sætte ind som jeg plejer, med lidt mere motion, da der skal være plads til de kolonariske udskejelser der byder sig. Dem vil jeg ikke gå glip af. 3 ugentlige cykeldage og en enkelt dansetime er ikke nok, til at forbrænde de kalorier der indtages. I haven er det umuligt at komme til at brænde kalorier af, på grund af den evige regn. Og den kommende weekend står på endnu en gang overforbrug af kalorier.  

Selvom det også regnede i dag, da jeg havde fri, iførte jeg mig regntøj og gummistøvler og begav mig afsted på en af mine ofte benyttede vandreture, opmålt til 7 km ved hjælp af I Forms ruteplanner. Jeg lavede nogle små afstikkere ind i skoven, for at se om der var nogle gode svampesteder, men da jeg ikke anede om de var spiselige, lod jeg dem stå, og smagte i stedet på nogle af de mange brombær. Jeg ved ikke helt hvor mange km jeg nåede op på, men ca. 10 km vil jeg tro. Turen varede 2 timer, og det blev både varmt og tørvejr inden jeg nåede helt hjem, hvor Allan stod klar med kameraet og aftensmaden, som selvfølgelig bestod af masser af grønsager.

Der blev lige lidt tid til nogle omgange med hulahopringen og lidt hop med sjippetovet, inden vi kørte til dans, hvor Allan også fik lidt, eller rettere rigtigt meget, sved på panden og resten af kroppen, ligesom alle os andre, efter at vi havde terpet os igennem den ene quickstep, vals og jive efter den anden. Alle som én kørte vi drivvåde hjem, og det var ikke regnen vi var blevet gennemblødt af.

Fødselsdag og den store dansedag

Vi startede dagen i går, med pakker til morgenkaffen. Allan havde nemlig fødselsdag. Efter morgenkaffen, gik jeg i gang med at forberede aftensmaden. Vejret så lovende ud, så det ville være skønt, hvis jeg kunne nå en tur ud i haven, og nyde det et øjeblik. Mor havde jeg inviteret til eftermiddagskaffen. De andre ville først dukke op til spisetid.
Det går sjælden som forventet. Mads dukkede op til formiddagskaffen, for at aflevere en gave, og ønske sin far tillykke med fødselsdagen. Da han kørte, ringede min kusine for at ønske tillykke med dagen. Vi skulle selvfølgelig lige have vendt, hvad der var sket her og der, siden sidst. Det var ikke småting. Jeg gik ud for at plukke en buket violer. Camilla ringede imidlertid og sagde, at når nu vejret var så godt, havde de faktisk tænkt dem at køre fra Staden nu, hvis vi ville give en tår eftermiddagskaffe. Derefter ville de gå en tur i skoven med børnene, og en tur til stranden, så den lille vandhund kunne få sig en dukkert. Den lille familie ankom, og så var der eftermiddags-kaffe-hygge, mens Allan bl.a. pakkede den ønskede fuglebog ud fra de unge mennesker.
Allan fik scoret en masse skønne gaver. Alle sammen nogen han havde ønsket sig. Han fik et rørende fødselsdagskort fra sin svigermor. “Børnene” var kørt trætte, og lå fredeligt og sov, mens vi spiste en tre retters menu. Vi hyggede og grinede til den helt store guldmedalje. Nogen af os fik en lille smule frisk luft, inden kaffe, kage og slik blev sat på bordet.
Efter kaffen spillede vi et par spil. Bl.a. Cranium, som er et rigtigt sjovt spil. Der blev mimet, tegnet, sunget, modelleret og brugt hjerneceller til stor morskab for hele forsamlingen.
Derefter spillede de unge Piccolo. Vi forældre, nøjedes med at se på. Vi skulle ikke have fingrene i klemme i hotelklokken. Til sidst kastede vi os over tegnebrættet alle sammen. Her er der lidt fra Camilla og Marks hånd, inden alle de unge forlod os lidt over midnat. Mor fik en overnatning.
Opvaskemaskinen blev tømt for anden gang, og startet endnu en gang, inden vi gik til køjs. I morges startede jeg dagen med mors strikketøj, samt gulvvask, efter de to firbenede, mens Allan klarede oprydningen af afspærringen i haven. Jeg pakkede lidt mad ned til mor, så hun havde let aftensmad, ligesom os selv.
I dag har Allan og jeg været til danseafslutning. Hele vinteren, vores 9. dansesæson, har vi terpet, vals, tango, jive, cha-cha-cha, quickstep, rumba, samba, wienervals og foxtrot, også kaldet slowfox. Billedet er, ikke af os. Vi er ikke i så fint og dyrt dansetøj. Det er danseklubbens allerbedste dansere, der her er på gulvet. 
Vi var nu godt tilfreds med vores præstation i dag. Alle de små dansere får præmier, hvert år. Men, når man når en vis alder, er det kun hvert 5. år man får en præmie. Altså - lige bortset fra os voksne dansere, som altid modtager hver en flaske rødvin af klubben til afslutningen, samtidig med det eventuelle 5 års “mærke”. Dagen i dag har også budt på hip-hop, zumba, jitterburg og meget andet, men meget er vi gået glip af, da vi selv har travlt med at øve næste dans, inden vi skal på gulvet. Vi selv, sammen med et enkelt andet par, optrådte også med en showdans, som vi kun havde nået at øve på 3 gange af ganske få minutters varighed. Så vi var noget spændt på hvordan det ville løbe af stablen.  Det hele gik ganske gnidningsløst. Vi var vist bare heldige, men det har man også lov at være en gang imellem.
Den eneste ulempe i denne weekend er, at vi er gået glip af alt det gode vejr, som vi slet ikke har haft mulighed for at nyde.  Der kommer forhåbentlig mange andre solskinsdage til os i den kommende tid.