En tur til Æbelø

Vejret var ikke det allerbedste, og som du kan læse her udsatte vi vores afrejsetidspunkt. Jeg har læst at man sagtens kan gå til Æbelø alene uden guide, men jeg har også læst de frygtelige skrækhistorier, så det var allersidste udkald, at køre fra Lolland om søndagen, hvis vi ville  med på den tur, som Kirsten fra Flyvesandet Strand Camp, havde skiltet med på sin hjemmeside. Vi ville ikke løbe nogen risiko, ved at gå turen alene, så vi kørte hjemmefra i øs-sjask regnvejr, og stillede op i ligeså meget regnvejr. Vi gik til informationen for at forhøre os, om turen stadig blev til noget næste formiddag. Svaret var ja. Hvis vi ville gå, så gik hun med. Nogle timer senere blev det dog så meget ophold, at vi kunne gå en tur til stranden i regntøj og gummistøvler.
Vejret var alligevel ikke helt på vores side, så Allan begyndte at trække i land. Hvis ikke vejret var bedre næste morgen, så skulle han ikke nyde noget. Det blev for koldt, at gå i vandet tre kvarter, mente han. Jeg havde besluttet, at jeg ville gennemføre turen, uanset om det indebar både en lunge- og blærebetændelse. Jeg mødte op i regnfrakke og nærmest bar r.. kl. 10 ligesom et par stykker mere, der også havde sat sig ordentlig ind i turen. Mange var p.g.a. af vejret sprunget fra, det regnede lidt om morgenen, men vi drog tre fyldte biler afsted. Allan kørte, mig, guiden, samt en fransk/dansk kvinde fra campingpladsen til Jersore, hvor der stod yderligere en flok, som gerne ville følges med guiden. Det kom bag på mange, at de ikke kunne bunde i gummistøvler og holde de lange bukser tørre på vandreturen, så det var nærmest en trussetur. 
Efter en lille times vandring gik vi i land på Æbelø Holm, hvor nogen får tørt tøj på, inden vi går videre over Brådet. Især børnene var våde fra top til tå. 
Vi fortsatte turen over tangen, hvor vi kunne gå tørskoet over. Der var spået os lidt vand, dog ikke mere end et par gummistøvler kunne bunde.
På Æbelø, var det kun guiden, der havde lyst til en dukkert. Hun er vinterbader, og måler vandtemperaturen til DMI hver eneste dag. Vandet var 16 grader. Vi spiste den medbragte mad, inden vi gik Æbelø rundt. Nogen frøs, og var pakket godt ind, men vi var stadig nogle vikinger.   
De fleste af os tog turen hele vejen rundt om øen. Guiden havde aldrig oplevet så meget vand på selve øen. Der gik vist nogle kondisko til på den tur. Os med klip-klapper og gummistøvler var bedre klædt på til smattet. Børnene var helt vilde med “eventyrtræet” her i midten, et bøgetræ, med en helt speciel stamme.
Der var en anderledes og spændende fauna. Vi så dådyr, sommerfugle, edderfugle, men desværre ikke en eneste muflon. Det kunne ellers have været rigtigt interessant. Der var meterhøje bregner i massevis, en hel skov. Og fra en hochitz, var der udsigt til søen og det mest sumpede område.
Jeg undrede mig over alle de træer der var skåret i, og da jeg var nede på knæ, for at studere fænomenet, fortalte en jæger, der var med på turen, at det gjorde man nogle steder, så træerne væltede “af sig selv" “, for at hjælpe dyrene til at skaffe føde hele vinteren. Jeg kender en smule til jagt, men havde aldrig hørt om dette før.
Vi nåede ud til fyrtårnet, hvor vi kunne se til Juelsminde.
Vi tog turen hjemad langs kysten, for at se havnen på Æbelø. Den består af en dynge sten.  Vi nåede til resterne af udskibningstedet længere fremme. Lige før vi nåede Brådet, havde “nogen” hængt lidt tøj til tørre på buske og brændestakke, som nu var blevet tørt til hjemturen.  
Klokken 16 sendte jeg Allan en sms, om at vi begyndte den lange vandring igen, hen over Brådet og ikke mindst turen i vandet tilbage til Jersore.
Vandet skulle være blevet lidt lavere, altså til knæhøjde, men det var samme højde, som på udturen. Allerede ude ved fyret, var der et par stykker, der var meget trætte, og godt kunne mærke der var brugt nogle muskler, som ikke havde været rørt megt længe. Det var stadig ikke gået op for et par stykker, at turen rundt på Æbelø var på 15 km. Så de var helt sikker på, at de slet ikke kunne gå dagen efter, fordi det var mange år siden, de sidst havde gået noget, der bare nærmerede sig disse km. Nogen havde stadig energi, til at fortsætte i et rimeligt tempo, mens andre sakkede bagud.

Set i bakspejlet, var det nok en rigtig god beslutning Allan tog, da han valgte at blive hjemme fra denne vandretur, da det er ret hårdt for bentøj og ikke mindst dårlige knæ. Havde han været med, havde han nok skulle sidde ned det meste af resten af vores ferie, og så var vi gået glip af en masse andre oplevelser. Jeg var rigtig glad for at have været med på turen, men det er hårdt at gå i vand. Selvom jeg ikke havde problemer af nogen art, kunne jeg dog godt mærke at benene var lidt brugte. Som det kan ses på mit venstre ben, kom det blå mærke atter til syne i det kolde vand.
Her går vi i land, og Allan har gået langs kysten og fulgt os hele vejen i det våde element. Det blev en vandretur på 6½ time, og kun få dråber regn. Vi var endda så heldige, at solen også tittede frem et par timer. Kl. halv 6 var vi igen tilbage på campingpladsen, og efter spisetid, blev det atter tid til en vandretur langs vandet.

Hjemvendt fra Fyn

Vi skulle være rejst på campingferie sidste lørdag, hvor vi havde en aftale, om at mødes med et par venner, som havde holdt campingferie i Jylland. De ville give aftensmanden på Fyn, og så skulle vi have 4 campingdage sammen, inden de skulle hjem og på arbejde. Fredag aften ringede de og fortalte, at det væltede ned med vand, og spurgte, om vi stadig havde planer om at dukke op. Jada, selvfølgelig havde vi det. De var mest stemt på at køre hjem, men de ville blive, hvis vi kom. Lørdag morgen, meget tidligt, ringede manden igen, og sagde, at nu vendte de næsen hjemad, for nu havde de siddet i campingvognen i to dage, og gad simpelthen ikke mere. Vennerne ville stadig gerne give aftensmad, men det blev på hjemmeadressen. Da de afbrød deres ferie, udsatte vi vores, og fik grillmad i strålende regn. Grillen blev trukket ind på værkstedet. Maden spiste vi på terrassen. Aftalen lød på 4 dages campingliv sammen, så aftenkaffen blev konen og jeg enige om vi skulle drikke i campingvognen. Det blev så den ferie sammen med vennerne i denne omgang. 
Selvom det stadig væltede ned om søndagen, besluttede vi at tage afsted. Vi har nemlig både regntøj og gummistøvler, i modsætning til vennerne manden, og vejret skal ikke forhindre os i at holde ferie. På nogle af vores ture rundt på Fyn, så jeg pludselig, og totalt uforberedt, dette skilt dukke op. Jamen, det er må da være Lavendel. Skulle jeg nu gå ind og vise mit åsyn og sige hej! Njaaa…..Jeg fik en lille samtale med mig selv, og det endte med vi gik derind, men der var desværre ikke nogen hjemme, kun hønsene tog imod. Jeg forstår ikke deres sprog, men er sikker på, de bød os velkommen.
Vi har boet forskellige steder, og har gået og cyklet en del rundt, som vi plejer. Vi var helt enige om, at vi ikke skulle gå mere i aftes. Vi ville nøjes med at nyde denne flotte solnedgang fra campingvognen. Jeg listede ud og ville tage et billede, et andet sted på campingpladsen, og det samme gjorde Allan. Dette syn, måtte vi bare ikke gå glip af, så vi var simpelthen nød til at lade være med at lytte til benene, men gå det pæne stykke vej, i bakket terræn, helt ned til stranden, for at få det hele med. Godt vi gjorde det. De næste billeder, er nemlig lidt af det vi så i aftes ved Hindsgavl i Middelfart.
Vi har haft en dejlig ferie, og de næste indlæg vil uden tvivl indeholde lidt af hvert, fra vores oplevelser i det fynske, jyske og tyske

En vagabond overnatter

Det hører ikke til sjældenhederne, at der kommer vagabonder og ringer på vores dør, for at slibe knive og tjene lidt penge. Men at der blev spugt om en overnatning, havde jeg ikke hørt før. Det var noget, der i min forstand, kun foregik på de omliggende gårde.
Om det var forår eller efterår, kan jeg ikke huske, men det var bestemt ikke højsommer og varmt i vejret, da det ringede på døren, og en vagabond stod udenfor, og sagde, at han kunne se vi havde sådan et dejligt udhus, og om ikke godt han måtte sove der en enkelt nat. Det var jeg ikke umiddelbart ret lun på, for at sige det mildt. Vagabonden spurgte, om jeg kunne undvære lidt mad. Det plejer ikke være det de beder om, men øl, eller penge til ditto. Dengang havde vi sjældent øl i huset, så det kunne de aldrig få her, men jeg har haft tilbudt dem et stykke rugbrød, men næh, tak, det har aldrig haft nogen interesse. Billederne er lånt fra nettet.
Min opdragelse indebar, at holde stor afstand til disse vagabonder. Nok mest fordi mor selv var ret utryg ved dem.Vagabonden prøvede stadig at overtale mig til at give ham logi for natten, og sagde at han nok skulle rydde op efter sig, inden han forsvandt igen, meget tidligt næste morgen. Jeg tænkte nu ikke så meget på oprydning, men mere på hvad han måske kunne finde på at foretage sig i løbet af natten. Da jeg ikke nænnede at sige nej, blev han så glad, og sagde, at jeg skulle vide, at han altid ville huske dette, og at han ville føle sig som kongen der boede på et slot.
Der blev låst op til værkstedet for vagabonden, og han fik derved også adgang til garagen og bilen. Nøglerne havde vi dog inde i huset. Men værkstedet indeholdt cykler, knallert og ret megt el-værktøj og andre værdier, så jeg lukkede ikke et øje hele natten, men rendte der frem og tilbage og holdt øje med ham, men han lå bare der helt stille i sit tæppe på cementgulvet og sov. Endelig ved halv 5 tiden var der liv i ham, og han pakkede sammen og forsvandt lige så stille, kun efterladende sig den tallerken han havde fået mad serveret på, samt den tomme ølflaske. Det kunne i teorien have været ham her! 
Efter den episode tænkte jeg, at nu ville min gæstfrihed nok rygtes i de kredse, så vi ville blive overrendt af disse mennesker, men vi har aldrig siden fået nogen forespørgsler om overnatning fra den side. Jeg har ikke noget dårligt at sige om hele denne sag, ud over at jeg ikke fik nogen nattesøvn. Jeg fik endnu et minde, der var værd at samle på.

De tre prinsesser

Det var den betegnelse mine søskende og jeg gik under i vor barndomsby og tilstødende sogne, hvis ikke det var betegnelsen “malerens piger”. Sidstnævnte er stadig den betegnelse vi bliver omtalt under i kommunen, når folk skal forklare hvem vi er.
Mor havde en mani med, at vi altid skulle være ens klædt på, hver eneste gang, vi skulle forlade matriklen sammen. Hvis ikke vi var ens, følte hun vi var beskidte. Skulle vi på en udflugt en enkelt dag, havde mor pakket et par tasker med rene sæt tøj til os alle. Vi blev nemlig let køresyge, alle tre, og hvis én af os havde kastet op, blev der kaldt på de andre, to, så vi igen var ens klædt. Hold da op et arbejde, mas og besvær hun har haft med det foretagende. Selv badedragter, baderinge og hårsløjfer var ens.
Da mor syede næsten alt vores tøj, havde hun også mulighed for selv at gå kædt som os, så på ferierne var ingen i tivil om, hvem vi tilhørte, hvis vi skulle blive væk.
Et år vi var på ferie, blev mor stukket af en hestebrems, og det var ved at gå rigtigt galt, da hun er overfølsom for det. Den ferie husker vi alle sammen. Far var glad, bare vi selv kunne finde ud af at tage tøj på, og mor lå dødsyg, og orkede intet. Vi tre tøser, nød at vælge det mest spraglede tøj vi overhovedet kunne finde, som mor trods alt havde pakket til os i nødstilfælde. Helt ærligt, er det ikke det kønneste syn, kan jeg godt se i dag, men valget var vores.

Jeg glemmer heller aldrig den dag vi skulle ud af døren, og vi alle var klædt i hvide kjoler. Min søster på 3 år, havde set sit snit til at smutte udenfor, og havde fået fat i cykelpumpen. Den havde hun brugt flittigt. Den hvide kjole, med det blå hulmønster, var kommet i klemme, så den var smurt ind i sort olie overalt. Der blev vi plantet på køkkenbordet, efterhånden som vi blev færdige. Sjovt nok, så har vi alle 3 gemt lige nøjagtigt den kjole, uden at have aftalt det. 

Da jeg fyldte 13 år, og fik fast arbejde i Brugsen, efter skoletid, fik jeg mulighed, for at købe noget af mit eget tøj. Der nægtede jeg at gå glædt som de andre to. Da jeg blev konfirmeret to år senere, var de andre to stadig klædt ens på.

I mit voksne liv, har jeg ikke undladt at fortælle mor mange gange, at hun var lige hysterisk nok, og at hun bestemt ikke har gjort det nemt for sig selv. Hun griner af det, men indrømmer aldrig, at det er at være overhysterisk.

Sjov oplevelse på Kreta

Selvom vi tager på de charterferier, folk umiddelbart forbinder med badeferie, så er det ikke det vi foretager os. Vi ligger aldrig ved poolen eller stranden. Vi vil ud og opleve noget.
Vi boede i Rethymnon, og havde lejet en bil 3-4 dage og kom som sædvanlig ud, hvor ingen turister kommer. Dermed er der også begrænsede muligheder for at finde indkøbsmuligheder og spisesteder. Men et par flasker vand og lidt tørt brød, så kan vi holde den værste sult fra døren. Vi havde kørt i flere timer, og kigget efter et sted, hvor Allan kunne få en af sine daglige is. Pludselig dukkede en lille tarverne op, men ikke et øje var at se. Vi gik ind, og der dukkede en meget, meget lille og spinkel sortklædt gammel kone op, for at servicere os. Vi prøvede både på tysk og engelsk, men hun forstod og talte kun græsk. Vi kiggede os lidt omkring, for at se om vi kunne få øje på fryseren med is, men der var intet at se. Den lille gamle kone snakkede løs, men vi forstod ikke en brik. Konen hentede et “menukort” En A4 side med udelukkende græske bogstaver og uden et eneste billede, eller priser.
Vi blev enige om at vi ligeså godt kunne lukke øjnene og pege helt tilfældigt på en linie, og så vente og se hvad vi fik serveret. Vi anede ikke om det blev varm mad eller noget helt andet. Konen gik med bestillingen, og vendte tilbage med to glas vand, mens hun snakkede og bukkede i den helt store stil. Vandet var dejligt koldt, og det smagte som det vi selv købte i dunke. Vi var meget spændt på, om det mon var det eneste vi havde bestilt.
Konen var forsvundet, og vi hørte hun var omme hos hønsene, som kaglede løs. Et øjeblik efter hørte vi skåle rasle, et piskeris kom i brug, og der kom gang i komfuret i køkkenet. Gad vide om vi fik mere! Eller var hun mon bare i gang med noget helt privat!
Pludselig stod hun med to tallerkener fyldt med en masse små runde valnødde-storre boller med sirup. Klik evt. billedet til venstre større. Jeg var sikker på hun havde været omme og trykke æggene ud af hønsene. Bollerne kan nok bedst sammenlignes med vandbakkelser men alligevel ikke, da de ikke var hule. Siruppen var tynd og helt klar, "honning." Da den gamle kone serverede kagerne for os, lod jeg mærke til hvor beskidte hendes hænder var. Neglene var kulsorte og fyldt med jord, og jeg tænkte, at det spisested ville blive lukket i Danmark omgående. Jeg er helt sikker på, at det var længe siden hun havde været i nærheden af en smule vand.  Kagerne var yderst delikate og smagte fantastiske, og det var oven i købet rørende billigt, så hun fik selvfølgelig en ekstra skilling. Dem ville hun ikke have, men tog dog imod dem. Hun samlede hænderne foran brystet, bukkede, nejede, og bakkede da vi gik derfra. Vi fik endnu en oplevelse vi aldrig glemmer. 
Vi prøvede at kigge efter de kager i feriebyen, men fandt dem ikke. Vi lavede en lille research, og fandt ud af, at hver kvinde har sin helt egen opskrift og udformning på den kage, som selvfølgelig kun har et græsk navn, jeg ikke ville kunne stave til, hvis jeg kunne huske udtalen, så det vil være svært at finde den kage andre steder, end der hvor vi fik den serveret.