Viser opslag med etiketten butik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten butik. Vis alle opslag

onsdag den 26. november 2014

Engle-træf



Hånden er langsomt ved at være klar igen og på lørdag holder vi engle-træf med disse to smukke og lidt sjældne Jangaard-engle i Anneksbutikken.
Hende her er helt særlig, for hun har en indbygget julelysholder i sine hænder, og det virker!


Den trompet-truttende engel er lidt større, men i de samme, klare blå farver kombineret med et lille skud gyldent.
De to har boet hos mig længe, men på lørdag, når Anneks-butikken har ekstra jule-åbent, er de klar til at få et nyt, godt hjem.
Der er også juleløbere, juletræstæpper og adventsstager i den gode retro-stil på lørdag og masser af julegave-ideer, både af den bløde og den hårde slags.
På vores facebook-side er der flere billeder.

fredag den 31. oktober 2014

I morgen er lige om snart



... og så går det løs bag lågen her, inde i Anneks-butikken på Vestervej 3 i Harlev.
Vi har Anneks-butikken fyldt med alskens lækkerier, der er kaffe og te - og en lille muffin og hvis ellers vejrudsigten holder, hvad den lover, så er der også solskin.
Kan man forlange mere ?

søndag den 26. oktober 2014

Søndags-stramaj



Søndagen blev brugt på det sidste store ryk i Anneks-butikken og Hjælpepige 2 er her ved at lægge stramaj-puslespil.
Lad os bare sige, at hun var kommet på arbejde, men det lykkedes til sidst og nu hænger Stramaj-puslespillet på endevæggen i indgangspartiet til Anneks-butikken og byder velkommen.

HUSK at søndag er sidste chance for at deltage i vores lidt nørdede, men velmente konkurrence.

søndag den 19. oktober 2014

... og nu på facebook



Den nye Anneks-butik er også blevet startskuddet til at Tulipaner og tomater nu er på facebook.
Jeg har vægret mig længe, fordi det også kræver tid at have en facebook-side, og den tid går jo fra noget andet, nemlig arbejdet med stof, symaskiner og udviklingen af nye ideer.
Mange omkring mig har skubbet på, og nu er skridtet altså taget og jeg håber, at facebook-siden bliver taget godt imod.

Bloggen lever videre, ganske ligesom web-shoppen, men med facebook-siden som et vigtigt supplement- og det bliver da lidt spændende at se, hvad det fører med sig :-)

... og husk konkurrencen, ikk´?

onsdag den 15. oktober 2014

Gæt et hybenmønster




Langt om længe sætter vi gang i en ny konkurrence, og den lægger sig smukt i kølvandet på tidligere tiders højdepunkter som Find Karry-kaninen, 10-posersturneringen og ikke mindst Hvad er det værd.

Denne gang har marketingsassistenten været vaks med nål, tråd og hørlærred og har broderet fem  udgaver af efterårets hyben. De afspejler både tiden, de er lavet i, og firmaet de er lavet til, men hvem har lavet dem?
Find din kompetence udi korsstingsmønster-oprindelse frem og kom med dit bud på, hvordan de fem broderier skal matches med flg. fem firmaer:

Hendes verden 2000
Christiane Dahlbeck 2003
Håndarbejdets Fremme 1953
Alt om Håndarbejde 1989
Søndags BT 1972

Læg dit bud som en kommentar til dette indlæg senest søndag d.26.10.
Hvis der er flere, som fundet frem til den rigtige løsning, så trækker vi lod blandt dem, og det blive endnu en gang Hjælpedrengen, som vil finde den heldige vinder.

Præmien er 500,-kr som vinderen kan fornøje sig med enten i web-shoppen eller i Anneks-butikken, når den åbner d.1.11.
Rigtig god fornøjelse

tirsdag den 30. september 2014

Tre på rad og række



Samtidig med at vi sætter annekset i stand, forbereder vi også den første åbningsdag i Anneksbutikken.

Min far er sat på opgaven med at forvandle gymnastiksals-gulvbrædderne til to borde, og i søndags leverede han tre fine pærer, som repræsenterer hver sin pæresort.
Til venstre har vi en Clapps Favorit, som de har i haven, i midten  en Clara Friis, hvor modellen er indkøbt i føtex i Vejle og yderst til højre tror jeg, vi er ude i en Grev Moltke, som må være lavet på erindringen, for det er efterhånden mange år siden, de to Grev Moltke-træer i mine forældres have blev fældet.

Pærerne kan købes til Anneksbutikkens åbning d.1.11.14 sammen med de fineste træ-svampe, som min træ-drejer-far også er ophavsmand til.

søndag den 21. september 2014

Arbejd, arbejd



Lørdag formiddag mødte marketingassisten, hendes mand og ikke mindst hjælpderengen op, for sammen med chefen og hendes mand, at give annekset en skalle.



Mens mændene hentede stikkontaker og andet vigtigt grej,  så grundede marketingsassistenten og hjælpedrengen krydsfinervæggene - og det gik dælme hurtigt.
Senere blev der trukket ledninger og lavet nye stikkontakter og spartlet loft til den store guldmedalje.


Marketingsassisten var nys hjemkommet fra England og havde købt sig halvfattig i den dejligste Walkers-kuffert fyldt med shortbread. De blev fortæret under pauserne og nydt til fulde, mens vi sendte skotterne en venlig tanke.

I dag har vi så spartlet videre og slebet og vasket ned og mandag kommer fætter Morten og pudser væggene færdig.
Tirsdag sætter chefen så rullen på loftet, og med den slags hjælpere vi er begavet med, så jeg tror skisme, at vi når det hele i tide til åbningen d.1.11.

søndag den 14. september 2014

... og op af arkivet kom en lille kanin



Marketingsassistenten er også Tulipaner og tomaters arkivar, som gemmer og passer på alle vores fotos - og det er chefen rigtig glad for.
I dag dukkede herreskjorte-pude-med-kanin op og den tager vi fluks på programmet igen, for hvilken lille tumling vil ikke elske at have en lomme-pude at gemme ting i ?
Lomme-puden får sit come-back, når vi åbner Anneks-butikken til november, og vi skal nok sørge for, at der er en lille flok at vælge imellem.

torsdag den 11. september 2014

Fra Holstebro til Harlev via Skave



Vi har mange planer for den nye Anneks-butik og en af dem er et langt smalt bord, som vi selv laver - og helst af gamle, brugte brædder.

I tirsdags kørte jeg så en tur til Skave for at hente en favnfuld asketræs-parket, som tidligere har været gulv i gymnastiksalen på Sønderlandsskolen i Holstebro. Jeg er helt vild med striberne, eller resterne af striberne, som nu kommer til at sidde hist- og pist på den nye bordplade.
Foreløbig står parketten i garagen og venter på, at det bli´r deres tur, men inden da skal vi lige have pudset lidt vægge og spartlet et loft!

... og hvis du har den mindste lille, bitte gør-det-selv mand gemt et sted i dig og elsker genbrug, så er der ingen vej uden om at aflægge et besøg hos Skave Nedbrydning. Jeg tror de har alt :-)

søndag den 24. august 2014

Fra anneks til butik



Vores gamle hus har et pænt stort anneks, og sådan ser det ud lige her og nu, men det bliver det ikke ved med.
Vi tømmer det nemlig, maler det, trækker friske el-kabler og indretter det til slut som en lille Tulipaner og tomater-butik med alle de ting og sager, som ellers ligger pakket ned det meste af året.

Overskriften på hele projektet kunne meget vel være  "Sommersalget flytter i annekset" for ideen er, at det fremover også skal være muligt at få fingre i både porcelæn og småmøbler hele året rundt. Selvfølgelig flytter alle de bløde sager også med i Annekset, og vi glæder os til at kunne vise jer alle herlighederne i en mere permanent ramme.

Indretningsideerne står i kø og det gør hjælpen heldigvis også, men først skal vi luge ud i vores mange personlige kasser - og så skal vi i gang med malerruller, boremaskiner og masser af knofedt.

Første åbningsdag bliver d.1.11.14 og jeg glæder mig vildt meget til at sætte skiltet op ude ved vejen, slå døren på vid gab og byde jer allesammen velkommen i Anneksbutikken.

På med arbejdshandsken Fru Chef :-)