Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forår. Vis alle opslag

tirsdag den 15. april 2014

Fugle-huse-nyt



Bestanden af fuglehuse var blevet noget tyndslidt, ja faktisk halveret, men der er også blevet udruget mange kuld musvitter i dem.
Når man nu holder af småfugle i haven, så dur det ikke at være fuglehuse-løse, så der udgik en bestilling til min gamle far på nogle nye.

... og her er de så,  klar til at blive skruet op på hegnet i de fjeneste hjørne af haven - og sikke farver han har givet dem .-)

mandag den 7. april 2014

Når man tynder ud i haven...




... får man Stjernemagnolie i vindueskarmen.

Per Plæneklipper bad så mindeligt, om jeg ville trimme Stjernemagnolien, inden plæneklipningsæsonen for alvor gik i gang. DET ville jeg, for det gør ikke noget godt for nogen, når han kommer i karambolage med grene, der hænger ud over plænen. Det ved vi af erfaring ;-)
Nu er den - og nabo-æbletræet - behørigt studset, og afklippet pryder vindueskarmene. Det kan man vel godt kalde for form for genbrug, smukt er det i hvert fald.

fredag den 28. marts 2014

Torve-glæder



Onsdag morgen skumler jeg, når jeg kommer på arbejde, for så er det torvedag på Ingerslev og så er der max. 2 timers parkering og det forslår som en skrædder i helvede i forhold til min arbejdsdag.

MEN, når jeg så senere kan køre hjem med bagagerummet fyldt af smukke løgplanter indkøbt for en slik, ja så er jeg mildere stemt.
Påskeliljerne har min mor overtaget sammen med en flok af både tulipanerne og de hvide perlehyacinter. Resten kommer i jorden her hos mig og med den vejrudsigt der er for week-enden så bli´r det lige om snart.

mandag den 17. marts 2014

En stolfuld til Grün



Grün manglede puder og store tasker, så symaskinen snurrede lystigt i den forgangne uge og fredag kørte jeg så mod Odder, med Albert som passager. Han er altid frisk på en køretur, og vi nåede både omkring Ukraine, savnet af Hera og Arsenals mulige pokalsejr, mens vi kørte frem og tilbage gennem Østjylland.

Fru Skau havde bedt om puder med forårs-motiver og ditto-farver, så den fik med både franske anemoner, erantis, pinseliljer og masser af grønt. Heldigvis faldt puderne i god jord, og så beder jeg ikke om meget mere.

mandag den 10. marts 2014

Forårstegn



Det er meget sikkert forårstegn, når Sune igen åbner Retrogaragen efter sit vinterhi.
Det sker på lørdag og der er både åbent lørdag og søndag 11- 15 og sørme om ikke også sidegade-garagen nu har fået sin egen hjemmeside med praktiske oplysninger og små opbyggelige artikler, hvor Sune øser af sin store viden om fx Inger Waage.

Citroënen er ved at gøre sig klar til en tur til Brædstrup og chaufføren, hun ER klar :-)

søndag den 5. maj 2013

... og således kom Kaptajn Haddock til konfirmation på Djursland



Der er stillet telt op i haven et sted på Djursland i dag og der er bestilt umådelige mængder af flødekartofler til ære for dagens konfirmand, Rasmus.

Vi skal heldigvis være med til at fejre ham og gaverne er hentet i England, for den unge mand er glødende Aston Villa-fan.
Her i Arsenal-land ved vi alt om, hvor glad man kan blive for ting og sager om sin yndligsfodboldklub, så internettet har hjulpet os med at få fat i nogle velvalgte AVFC-ting til konfirmanden.

Katrine har lavet det sejgeste  konfirmations-kort med fuld knald på Tintin, Kaptajn Haddock og Terry i gangsterjagt med store franske biler - og så bliver det altså ikke meget bedre i min konfirmationskorts-bog.

fredag den 12. april 2013

Forventnings-glæde i højeste gear



Foretagsomme mennesker i Odder står bag et nyt kunsthåndværkermarked kaldet KIP 2013 - og Tulipaner og tomater skal være med!

Alt kommer til at foregå i udendørs i parken til VitaPark, der kommer dejlig, dejlig cafe-mad fra Madhimlen og hele 47 forskellige kunsthåndværkere kommer og viser deres smukke ting .

Grün, som forhandler Tulipaner og tomaters sager i Odder, bliver vores nabo den dag og det bli´r det hele ikke ringere af :-)

Sæt kryds i kalenderen og kik forbi på 
KIP 2013 
lørdag den 18. maj fra 10.00 - 16.00 
VitaPark Odder


torsdag den 4. april 2013

Forårs-farveklatter



Vi trænger vist alle til lidt forårs-pep, så der kom ekstra godt med farver på 3 små tasker, som røg ud af systuen i sidste uge.

Taskerne hænger nu i Grün i Odder, og i morgen får de friske puder - også med indbygget forårs-pep :-)

torsdag den 7. marts 2013

Marts og solskin


En kurvestol med tæppe placeret op ad den lune vestgavl, varm te i verdens mest gule tekrus og solskin ad libitum.
...  jamen, så kunne chefen og Striber, rib og løst-sagen  da ikke få en smukkere udendørs-debut!

Vinter-rodet i baggrunden tager vi os af en anden dag ;-)

onsdag den 30. januar 2013

Det endte lykkeligt



Mit Striber, rib og løst-projekt er endt med at blive en omgang dårende, dejlig yndlings-strik.
De sidste masker blev strikket i går og så røg den fluks i vaskemaskinen på den mildeste uldvask, lå til tørre på gæstesengen i nat og nu er den bare så klar og så dejlig.

Farverne er jeg så glad for, formen, som er løs og med swung, fordi den er strikket i rib, er jeg så glad for og de lidt stramme ærmer er jeg så glad for.
Den er blevet luftet i haven og det er en vindersag, for den er både lun og let - og så er jeg tilfreds.
Vi har aftalt, at det er os to, der skal sidde sammen ved gavlen, når den første kop te skal nydes udendørs.
Indtil da har den fået lov til at komme med i skole!

... og den har været så hurtig og nem at lave, at jeg allerede har planlagt næste projekt strikket over samme læst.

mandag den 2. april 2012

Ventetid


Kenneth er blevet ekstern udstiller på Uldfestivalen til maj og holder i den anledning Åbent hus.
Han spurgte Tulipaner og tomater, om vi vil være det ekstra pift på gårdspladsen denne dejlige forårsweek-end i maj - og det skal jeg da lige love for, at vi vil.

Derfor starter vi udendørs-sæsonen i Gug d.12. og 13. maj, så du ud over at se, mærke og købe alle Kenneths vidunderlige garner også kan aflægge Tulipaner og tomater et besøg.
Vejrguderne er som sædvanlig adviseret og hvis vi kan få ørenlyd, så får vi et fantastisk forårsvejr.

Hvis du har du lyst til at reklamere for Garnudsalgs Åbent Hus, så er du velkommen til at bruge banneret.

torsdag den 23. februar 2012

Dagens dont


... med pudesyning som afveksling :-)

Jeg kan for min død ikke huske, hvor jeg har lånt billedet ovenfor.
Hvis det er hos dig, som læser med her, så smid mig en mail og du skal straks bliver krediteret.

tirsdag den 12. april 2011

Påskesalg hos Spagat



Sidsel og Line holder Påskesalg i deres nye studio på torsdag.
Læg vejen forbi, hvis du er til plexi-pynt, kunstprint og collager - og deres nye studio er hele turen værd.

torsdag den 17. marts 2011

Glædelig St.Patricksday


Søndagens grønne fotosession resulterede blandt andet i dette billede, med en ny pude broderet til lejligheden og noget af alt det grønne som skabe og skuffer gemte.

Sønnen spiser morgenmmad, det grønne dress hænger klar og om lidt kaster vi os ud i den grønne hårfarvning.
Hvis du er i Købehavn, så er der St. Patricksdays parade igennem byen med Tom McEwan i spidsen udklædt som St. Patrick. 
DET gad jeg godt se :-)

fredag den 11. marts 2011

Næsten i hus


Årets St. Patrick´s day - udstyr til sønnen hænger klar.

Han startede sin egen lille Sct. Patrick´s days tradition sidste år, og i år bliver den eneste ikke-grønne del af hans beklædning de elskede, sorte Ecco-sko. Han har sågar indskrevet moderens gamle, grønne uldjakke, som han fandt i skabet med uudsmideligt tøj.
Den havde moderen ikke lige set komme!

Den grønne hårfarve er afprøvet og den KAN vaskes ud så let som ingenting, så d. 17. står vi tidligt op, så alt kan være på plads og i orden, når ungersvenden indtager gymnasiet.

HVORFOR, tænker du måske iklæder en ung, dansk, ikke-katolsk mand sig grønt for at hylde en irsk helgen?
For skæg, fordi han er vild med et irsk/amerikansk band OG fordi dem der er i grønt må nive alle dem, der ikke er i grønt!

Marketingsassistenten og chefen er blevet så inspireret, at vi pønser på en TT-Sct. Patrick´sday-opstilling.

torsdag den 27. maj 2010

Torsdags-fridag


Maj måned har været den travleste, jeg kan mindes, siden foråret ´93, hvor jeg tog min lærereksamen. Kalenderen har været pakket tæt med konfirmationer, 3x TT-salg, mundtlig eksamen, vagter ved skriftlig eksamen og min fødselsdag ikke at forglemme, men i dag er siden blank og hvor er det velkomment.

Mændene er taget afsted for længst, og jeg har været en tur i haven, hvor der heldigvis var et par æble-grene, som kunne bruges i min nye vase.

Min nabo på Trapholt, Helle, har lavet den og hendes koncept er intet mindre end vidunderligt. Med en osthøvl skærer hun tynde, lange strimler af porcelæns-ler, og ud af dem former hun de skønneste vaser. De ser så skrøbelige ud, men er bomstærke og de er så tynde at lyset skinner igennem dem, så man nærmest tror, at de er lavet af papir.

Herligheden står på den dug, som min mor vævede og forærede mig i fødselsdagsgave og den er selvfølgelig syregrøn.

Det bli´r en dejlig torsdag :-)

torsdag den 20. maj 2010

Little green apples...

... var der en Burt Bacharach-sang der hed. Om det er den, som har været Sidsels inspiration ved jeg ikke, men hendes nye neon-grønne æbler er da for fede.


Blomsterne fås også i neongrøn og i en ny ferskenfarve og det hele kommer med til Pinsemarkedet på Trapholt, som jo er allerede i overmorgen.....

I morgen skal jeg SY og nyde at første omgang i dette års eksamens-ring er vel overstået.

mandag den 3. maj 2010

Disse smukke, unge mennesker


Konfirmationen i går var den skønneste, og da konfirmanden blev afhentet ved kirken i denne røde Ford Galaxie med kit-farvet læderindtræk, var der ikke et øje tørt.

Efter middagen gik fædre, onkler og bedstefædre ned for at behørigt at sparke på dæk og bese køretøjet.

Lidt senere indtog dette firkløver, som er jævnaldrende og hvis første gruppebillede blev taget til Katrines 2 års fødsesldag for 15 år siden, i den grad bilen. De blev kørt rundt på halvøen med blæst i håret, solbriller af de sejge slags og falske overskæg til alle, mens de tog så mange fede billeder og havde det så skægt.

Nu håber vi bare, at der ikke går 3 år før de alle er sammen igen, for skønnere, sjovere og dejligere firkløver gives der simpelthen ikke.

lørdag den 1. maj 2010

Åh, hvor skønt...


... når et nyt tiltag som markedet i Ridehuset, bliver godt modtaget. Fra dørene blev åbnet kl. 11 i går vrimlede det med glade, afslappede, venlige og interesserede kunder- så vi har haft travlt rundt omkring på standene.

Vi kan hilse og sige at bloggere også har fundet frem til Ridehuset, for blandt andre Karen, Wenche og Gitte har været forbi Tulipaner og tomater... åh, hvor jeg elsker blogland :-)

Lige nu - klokken ikke ret meget over 6 lørdag morgen - skal jeg lige have lavet et par nye puder og jeg er sikker på, at der er flere standholdere, som har dugfriske varer med, når vi står klar igen kl. 10.

Sidsels blomster går som varmt brød og der kommer nye forsyninger af de neon-røde i dag, så kom bare forbi, hvis du gik forgæves i går.

I dag stikker min husbond hovedet ind forbi, sammen med sit kamera og SÅ kommer der fotodokumentation af herlighederne.

Vi ses :-)

lørdag den 24. april 2010

Kom til Århus

Om en uge kan du møde Tulipaner og tomater lige midt i mylderet på Århus´ nye spændende marked i Ridehuset.

Vi deler standen med "pigerne" - dem der laver knapper ud af mine allermindste rester, og sætter dem på fingerringe, hårspænder og andet godt. Som om det ikke var nok, er vi så superheldige, at vi har fået lov til at sælge Sidsels smukke, smukke blomster .... så bli´r det ikke meget bedre, vel ?


Dette marked er en nyskabelse i Århus blandt andet fordi, der både sælges kunsthåndværk, kitsch og genbrug. Så udover tasker, puder og andet blødt, tager vi også nogle retro-porcelænsgodbidder med og en skammel eller to, hvem ved måske også en bogrække eller en dukkeseng :-) 

Hvis du er i Århus eller omegn i bededagsferien, skulle du tage og lægge vejen forbi Ridehuset, for der vil være masser af skønne ting og sager, som vil kunne pifte foråret op. Vi glææææder os, gør vi :-)