mandag den 28. april 2008

Pelargonie-pude


Som sagt, så er der gang i produktionen for det er pinse lige om lidt og så holder jeg pinsesalg i Ebeltoft.
Denne pude er een af en lille serie, hvor broderierne stammer fra den samme Håndarbejdets Fremme kalender og de forestiller alle et vindue med blomster i.
Her er det pelargonierne som både står og hænger og i den grad er smukke. Selve vinduerne minder i øvrigt om dem, vi skal have sat ind i vores gamle hus istedet for de stooore 70´er vinduer som vi har lige nu. De nye vinduer står klar ovre i garagen og udskiftningen starter i næste uge.... bare vejret holder!

lørdag den 26. april 2008

Sommerdrømme


Jeg er i gang med at planlægge først Pinsesal-get i Ebeltoft d. 9 og 10. maj og senere sommer-salget på Helgenæs i uge 28,29 og 30.
I den forbindelse var vi i billedarkivet for at finde materiale til årets flyers og plakater og så sad vi der i gråvejret og sukkede. For det ene sommer-i-haven-med-udsigt-til-vandet-billede efter det andet dukkede op fra filernes vinterhi.
Se bare her for en dejlig tørresnor med pigekjole, poser og en lille rygsæk.
Vi satser hårdt på, at Vorherre er klar til at kompensere for sidste års vååååde sommer og sender noget solskin til landet, når sommereferien rammer de Helgenæske kyster. Og alle andre kyster i Danmark, s´fø´li´.

onsdag den 23. april 2008

Sommertaskernes indtog


Så blev det tid for årets første sommertaske og den er lys og let, som sådan en skal være.
Broderistykket er - igen igen - Håndarbejdets fremme og stammer fra en lunch-serviet, som min skrappe håndarbejdslærerinde fru Hald, kaldte det. En smuk skærmplante med svagt lyserøde blomster i skærmen og sidestykkerne er så lidt efeu og lidt lyserødt Kaffe Fasset fra lagerbunken.
Jeg har 2 forskellige størrelser af denne taske og dette er iflg. min søster Cafe-modellen, for der er lige plads til pung, nøgler, solbriller mm. Den store model kan udover det rumme solcreme, håndklæde, madpakke mm. derfor bliver den også kaldet strandtasken.
Jeg lover at strandtasken nok skal dukke op, men måske først lidt senere, når varmen har sneget sig op på strand-grader.

tirsdag den 22. april 2008

Fødselsdagsbarn

Denne unge, selvbe-vidste herre holder fødsesldag i morgen.
Det er vores fætter Anton, som fylder 4 år. Billedet er fra Alberts konfirmation sidste forår, men glimtet i øjnene er ikke blevet mindre, i løbet af det års tid der er gået.
Anton er stor-aftager af mosterens hjemme-syede sager, men denne gang må han nøjes med købe-gaver, for stoffet fra USA er ikke nået frem. Han er meget glad for maskiner, værktøj, gravkøer mm og jeg har bestilt det fedeste stof med netop den slags sager på, men det ligger altså et sted i posten fra USA.
Pyt, han får et par sommershorts, når stoffet når frem og jeg er sikker på han vil elske dem og slide dem i laser!

søndag den 20. april 2008

Solsikke i stort format

Her i landet har der været flere store broderi-firmaer og min absolutte favorit er Håndarbej-dets fremme.
Deres broderier er let genkendelige for deres høje, næsten kunstneriske standard og så er der et umiskendeligt moderne udtryk over alt hvad de laver/har lavet.
Denne KÆMPESTORE solsikke er et af Håndarbejdets fremmes mange pragtstykker. Den er broderet på grov hørlærred - 7 tråde pr. cetimeter - og med 3 tråde i nålen. De forskellige gule farver, er så mikset i nålen for at få den rigtige gule farve frem. Med andre ord er det Kaffe Fassetts broderiteknik der er brugt, længe før Kaffe fassett dukkede op i broderi-billedet. Den måler sine 55x55 cm og lige nu ligger den henslængt på en centralt opstillet rulle pladevat, så jeg ser den flere gange dagligt.
Den er selvfølgelig fundet i en genbrugsbutik, hvor de havde broderi-dage med vinduerne fyldt med alskens slik og gode sager. Jeg forbløffes gang på gang over, hvad jeg finder af broderier, som er kasseret, smidt ud, blevet til overs osv. og som er af fantastisk høj kvalitet. Jeg glædes, hver gang jeg gør endnu et broderi-kup, og undrer mig over vores alle sammens smid-ud-mentalitet.
Men jeg skal være et skarn, hvis jeg klager, for mit lager bugner, fordi andre smider ud :-)

mandag den 14. april 2008

De 4 årstider - som broderi!


Af og til er jeg heldig, rigtig heldig, som i lørdags.
Der var hele 3 loppemar-keder på program-met og det ene var på vores lo-kalcenter, hvor det altid er hyggeligt og roligt, i modsætning til de "rigtige" loppemarkeder.
Der stod dette utrolige broderi.
Jeg tabte mælet totalt og det kom med hjem i bilen med det vuns! Det forestiller de 4 årstider, er broderet med de fineste kontursting og af flere brodøser, har vi opdaget, for der er forskel på både trådens farve og tykkelse, samt i stingenes længde og finhed. Jeg har lånt det ud til Pelse - indehaveren af Århus´ eneste brodeributik - og vi savlede i takt, mens vi tog det nærmere i øje. Vi mener det må være broderet inden krigen, klædedragt mm taget i betragtning.
Jeg har taget adskillige nærbilleder af fx uglen øverst mellem forår og sommer, og af de meget fine forårshøns. Måske dukker de op ved en senere lejlighed ellers ender de på min Flickr-side!
Mon der er nogen ude i blogland, som kan genkende dette utrolige broderi ?

søndag den 13. april 2008

Alberts puder


Vores søn er bidt af et galt Atlas!
Han elsker kort og atlas og har eftehånden en større samling, som blev udbygget i lørdags, da Per fandt et tysk Handatlas fra 1892 på et loppemarked.
Hvad gør en syende mor med enorme lagre af alskens broderier så for at glæde sin Atlas-gale søn?
Hun laver en treenighed af Danmarks-korts-puder!
Broderiet som er brugt er - endnu en gang - en Håndarbejdets fremme-sag, nemlig et smukt Danmarkskort, med både bølger, skove og byer på. Et kort som minder lidt, om det jeg brugte på Joops pude for et par uger siden. Albert elsker puderne og de er konstant at finde i hans seng. Gad vide om de skal med på efterskole til august?

fredag den 11. april 2008

Ny pudetype


Nyt skal der til og da vi var i Berlin i sommer, så jeg de fedeste bogstav-puder i en trendy børne-shop.
Så her er prototype af Tulipaner og tomaters nye Bogstavpude. Den er aflang, godt stoppet, ca 25x40 og skal selvfølgelig laves med mange forskellige bogstaver, farver stoffer osv.
Når vi snakker om bogstaver, så skal de selvfølgelig afspejle navnene på de nye små, så jeg har været på navne-research og for første gang i den tid Albert har heddet Albert, er det navn kommet med på Top 50 over foretrukne drengenavne i året der gik. Til gengæld er Hanne er uddøende navn. De fleste af os er på den anden side af 40 og der er altså ikke mange småpiger, som render rundt og hedder Hanne.

onsdag den 9. april 2008

Anno 1961


I løbet af påsken scannede min mand alle min fars gamle lysbilleder ind. Der var små 1600 stk og nu ligger de på en cd og venter på at blive sorteret, så de kan blive brændt ned på flere cd´ere og komme ud i de små hjem.
Det er fantastisk, så mange ting man har glemt eller pludselig får lyst til at finde frem igen, når man sådan ser det meste af sit liv i billedform.
Se fx dette billede med mit legetøj stillet fint fremt til parade. Min far og jeg er blevet enige om at det må være taget i foråret 1961, for min elskede Bamse, som jeg fik til min første jul i 1960, sidder bagerst til venstre, lige bag Dukke Lise. Ham har jeg endnu og han er slidt, kan jeg fortælle jer. Pelsen er flad og hans oprindeligt røde flonelspoter er erstattet af gullige vaskeskindspoter, som min mor syede på på sit Bamsehospital. Et hospital som Alberts bamse Benjamin har frekventeret endda meget ofte og vi må konstatere at bamser anno 1993 ikke holder lige så godt som bamser anno 1960!
- og så lige en ting til. Læg mærke til den lille rød/hvide Lego VW som står foran voksdugshunden. Den er hjembragt af min far, som arbejdede på Lego i en menneskealder og jeg kan sige jer, vi havde Lego-klodser så det forslog, men det er en helt anden historie.

tirsdag den 8. april 2008

Nu med hjorte


Stolen her var født med sort nappabetræk af den slags ens lår klistrede fast i, når man som barn sad pænt til kaffebord på den.
Den er endnu et loppefund og da jeg kort tid efter fandt det STOOORE stramajbroderi med hjorte på, var ideen klar:
Væk med nappaen og ind med stramajen.
Så efter behørig stole-vask i sæbevand og fjernelse af stramajen fra en ikke særlig køn ramme, blev broderiet til et stolesæde af de mere funky.
Et par jæger-koner har haft et godt øje til den, meen de var alligevel bekymrede for, om mændene kunne se komikken i den, så den står stadig og venter på en frisk køber.
I øjnefaldende er den i hvert fald!

søndag den 6. april 2008

Hvem er bange for den stygge ulv !


Så er der grise på tapetet - eller i vindues-karmen!
6 stk i forskellige størrelser og farver og hvis man skal dømme efter deres snuder, ører og udtryk i øjnene, med ganske forskellige gemytter, tror jeg.
De er som kaninerne reslutatet af adskillige krimier, Spise med Price, Peter Lund Madsen-programmer mm. og er af den fornøjelige, overkommelige slags, som jeg elsker.
PS: Jeg tror det er 2. gris fra højre, som er Praktiske Gris!

lørdag den 5. april 2008

Finsk genbrugsguf


Min mor har siden 70´erne haft en stor, klar Pala-vase og da jeg begyndte at gå på loppemar-keder, fandt jeg dem pludselig i mange farver og størrelser.
Nu samler jeg på dem og bli´r helt vild når jeg finder en nye farve, som fx den grå-turkise til højre på billedet. Indtil videre har jeg vaserne i klar, 2 grønne, limegul, koboltblå, turkis og aubergine og grå-turkis, men har set 3 andre rundt omkring på nettet. De findes i mindst 4 forskellieg størrelser og den mindste er perfekt til vintergækker og andet småt. Den store størrelse får med en blomstrende kirsebærgren i et nærmest japansk udtryk.
Disse 4 er alle købt samme sted, som havde minus 50% på alt dims - dejlig ting - og de er alle 4 i den største størrelse. De er som sagt finske og hedder Pala og er designet af Helena Tynell, men jeg tror der er flere producenter, for jeg har et par stykker, som dels har et rundt hul til blomsterne i modsætning til det firkantede, dels har en anden overflade end de andre, fx vasen længst til højre.
Foreløbig vil jeg nyde solens spil i de skønne farver og senere dukker nogle af vaserne så op på Sommersalget på Helgenæs.

fredag den 4. april 2008

Match made in heaven


Albert er lige kørt til Holland, sammen med sine kammerater fra 8.årgang på skolen.
I september kom deres udvekslingsklasser fra Leiden på besøg her i Harlev og det viste sig at Albert og hans udvekslings-hollænder passede fuldstændigt perfekt sammen.
5 minutter efter de havde mødt hinanden og pænt givet hånd, spurgte Joop Albert " Do you know anything about dutch politics?" og SÅ var de venner. Begge er de lige vilde med mærkelig musik, lige vilde med politik, enige om at fester er spild af tid og begge lidt anderledes i forhold til kammeraterne, kort sagt: Mates.
- og at deres humor passede som hånd i handske viste sig, da vi pakkede den gave op, som Joop havde med. Det var en opdatering af den hollandske vindmølle, men udført i typisk gammeldags hollandsk hvid/blå porcelæn. God værkstedshumor !
Så Albert har medbragt en pude i samme stil - selvfølgelig fremstillet af moderen her - med et oppiftet Danmarkskort i ny sammensætning.
Han glæder sig vildt til at gense Joop og opleve Holland, og vi håber, han får sit livs tur og kommer hjem sprængfyldt med oplevelser og indtryk.

tirsdag den 1. april 2008

Kuld nr. 2


Så er næste kuld klar!
Denne gang er der fx er stor gråsort vildkanin med stritpels, ses øverst til venstre, en gulerods-elskende orange kanin og en lille flok små pastelkaniner.
Nu skal der gang i de tæpper, fru Christensen!