fredag den 27. februar 2009

Så kører vi


...altså om et par timer, men dværgene her OG Snehvide er klar til turen tværs over Danmark.

Nu skal der tjekkes lister, printes huskesedler osv. og sidst men ikke mindst, bilen skal pakkes efter alle kunsten regler. Der må ikke være noget som helst spildplads, når alt er lastet.

Så jeg skal til at lægge real-life puslespil, og se hvor meget af alt det vi gerne vil have med, der KAN komme med.

- og så skal der lige provianteres, for uden mad og drikke....

Hvis du kikker forbi på Børnebazaren og får øje på Snehvide og de 7 små dværge, så har du fundet Tulipaner og tomater :-)

torsdag den 26. februar 2009

Nye varer


Selv om jeg har været syg, og selv om jeg har syet i hvert ledigt sekund, så kommer jeg også over til naboen i ny og næ.

- og se bare hvad der lå parat til mig. En kaffedug :-)

De fleste kaffeduge er broderet på hvid bund, hvilket man jo godt forstår. Så når der dukker en op, som er borderet på farvet bund, ryger hænderne over hovedet.

Denne er vel nærmest senneps-karry-farvet, lidt corny, men slet ikke dum. Måske den først kommer under saksen, når det igen bli´r efterår..... om laaaang tid.

Broderiet er skønt og i rigtig dejlige farver og mønsteret har givetvis været påtrykt bundstoffet. Heldigvis er der ingen blå streger at se under blomsterne, så jeg tror, det er en garvet brodeuse, der har ført nålen her.

onsdag den 25. februar 2009

Pigebukser - tjek


Kan man andet end elske disse mønstre og farver?

Bunken her er pige-Libertybukserne, som nu er klar til en tur til hovedstaden

De er løse i snittet, har en blød elastik i taljen og så har jeg givet dem små, søde læg og en lille, fast manchet ved anklen, så de poser lidt.


Så, kom græsplæner, kom sandaler, kom sommerfester. Vi ER klar.

Inden da går de altså fint med en lille strømpebuks indenunder ;-)




tirsdag den 24. februar 2009

Fastelavn - lidt forsinket


I går der blev der raslet og sunget i det ganske land, men da lå jeg altså helt underdrejet, så mit fastelanvs-indlæg er en kende forsinket.

Jeg har i tidens løb været sat på en del fastelavnsdragst-prøver af hhv. sønnen, kusinen og fætrene. Nogle af dem er blevet syet efter sirlige tegninger og skrappe instrukser - kære niece - andre har været nok så iderige, men nemmere at gå til - kære søn.

Her er bemeldte niece og søn anno 1998. De er på billedet 4 år og prinssesen en så lyserød, som en prinssesse skal være når man er... 4 år. Bemærk roserne, som kækt pryder tylsskørtet og den fiine satin-sløjfe.

Batman kunne knapt fylde dragten ud, til gengæld blev den brugt osse næste år. "Batman" fik iøvrigt specialsyet et Dracula-slag til Halloween sidste år, selv om han på et tidspunkt hævdede, at han ALDRIG skulle klædes ud igen. Som om.

Begge dragter findes endnu i Søstrene Christensens lager for fatelavnskostumer, sammen med Ariel, Sherlock Holmes, Darkwing Duck, en korsridder mm.

De to unge mennesker er nu lange, tynde og mand for deres hat og starter begge på gymnasiet efter sommerferien.

Godt der er en lille fætter, som skal til fastelavn i mange år endnu og som har en god, stor og frodig fantasi. Han ville være citrontræ i år..... men der trak jeg mig altså ;-)

søndag den 22. februar 2009

København kalder


- og det højt og tydeligt.

Næste week-end krydser vi Storebælt for at deltage i Børneba-zar på Remisen.

Da det er en BØRNEbazar, så syr jeg børnesager i et væk og de 5 små pigetasker her er en del af produktionen. De passer lige til de små uundværlige ting, som enhver lille pige MÅ have med sig, når hun skal i byen.

På klippebordet ligger der Libertybukser til småpiger, et par babytæpper + det løse, men mit arbejdstempo modarbejdes voldsomt af en ordentlig forkølelse, som ikke lige har til sinds at vige.

Nå, bilen skal nok blive fuld alligevel, meeen jeg ville jo gerne have MASSER af nye varer med, når nu Tulipaner og tomater kommer til hovedstaden.

PS: Dugen under taskerne er et af mine yndlingsfund. Den er rivende limegrøn/hvid, mønstret så fedt grafisk, som man kan ønske sig og så er den vævet i den fedeste merceriserede bomuld. Den bli´r slidt i laser!

onsdag den 18. februar 2009

- og lageret vokser!


Lørdag bød på en turne til nogle af vores foretrukne vandhul-ler, sådan genbrugs-mæssigt set.

Per fik suppleret sin LP-samling og jeg fik lidt med hjem til Sommersalgs-lageret.

2 Roses Lime kander i en fed grøn farve, 6 karrygule desserttallerknerafden gode engelske slags og en skøn kande med solsikker og grønne blade på.

Sidste år havde jeg en bunke tallerkner fra samme stel som kanden med solsikker på. Gad vide om de blev solgt eller de blot ligger i vinterdvale ovre i annekset.... det vil tiden vise.

tirsdag den 17. februar 2009

Brille in memoriam




Voldsom inspireret af etceteras limefar-vede briller, fandt jeg min brillekasse frem for lige at tjekke og grine lidt.

Jeg har været brillebærer siden 1968, og jeg har gemt næsten alle de briller, jeg har båret siden da. Der mangler 4 par, nemlig 2 par fra min barndom og 2 par jeg som voksen har glemt at få med hjem fra optikeren ved et brilleskift. FJOLS!

Men de ældste briller, børnebriller anno 1968 har jeg. De er nu nærmest ved at gå i opløsning, og jeg er bange for, at det er sidste gang de har været oppe af kassen. Det var en stor ting at få briller, men udvalget var meget begrænset og min mor og jeg var ikke helt enige om, hvilket stel jeg skulle have.

Det endte med den lille blå brille, selv om jeg helst ville have haft dem i rød... men mor skar igennem, og det var klogt gjort. De fulgte mig i tykt og tyndt i det meste af 3 år ind til de var så meget for små, at stængerne simpelthen var knækkede.

Næste brille var ræverøde med en lille, fiks metaldims på hjørnet og utåleligt sarte, slet ikke noget for en drengepige som jeg. Det par holdt ikke længe, og er et af de par jeg mangler i min samling

torsdag den 12. februar 2009

Tirsdags-kup i forårssol


Et kæmpe-broderi, intet mindre fandt jeg i en ofte besøgt genbrugs-butik i tirsdags... og til en dejlig pris. Broderier med guldramme er ofte rivende dyre, men denne ramme havde set bedre dage, og prisen var derefter, så det røg direkte i Xantiaens nærmest endeløse bagagerum.

Køerne alene er fantastiske, og stendiget og søen med båden og den fine allé med stendyssen i det fjerne og hele herligheden er dateret 1991.

Her er broderi-bidder til mange fede puder, tasker, tæpper og alt muligt andet godt, så saksen er nyslebet og klar til at tjene til føden.

Men først skal kalorius slagtes, dvs. pilles ud af rammen og vaskes og jeg kan se, der har været en professionel ramme-mand på banen, så der venter mig lidt slid med masser af små søm eller klammer, som skal fjernes, før det rigtig sjove kan begynde.

tirsdag den 10. februar 2009

Trækfugl


Det varer ikke længe, inden trækfuglene vender tilbage sammen med foråret og hvad er så mere nærliggende end at lave en pude med en trækfugl på.

Som tænkt, så gjort, så her er Klyden i de smukkeste gråblå farver, sat sammen med lidt tern, lidt terapidug og lidt super-retro stoftryk.

Den stammer fra Haandarbejdets Fremmes kalender 1976, som bragte danske fugle holdt i grå-blå farver, tegnet af en af min barndoms tv-helte Claus Bering. Han var tegner på de naturprogrammer, jeg tror de hed Ud i naturen, hvor Jan Arentzen var fortæller og jeg var bjergtaget af, hvor let han fik nogle streger til at ikke blot at ligne, men være, den fugl, det dyr aller den plante, han sad og fortalte om.

Kalenderen har jeg - heldigvis - og klyden her lå alene og forladt i en genbrugsbutik.... og den slags går jo virkelig ikke. Nu får den forhåbentlig et godt hjem, hvor den kan puste til både forårsfornemmelserne og længslen efter lunere dage.

onsdag den 4. februar 2009

Udsalg


En af yndlings-butikkerne blev besøgt sidste lørdag og sørme, der var halv pris på udvalgte Marimekkostoffer og da prisen ellers er halv-pebret, slog jeg til.

Nu ligger der et par nyklippede bukser til fruen selv i denne skønne brune udgave af Citron-stoffet. Vinterferien giver en masse dejlig sy-tid, så bukserne skulle gerne være klar til at møde verden i uge 8.

I Salling var der lige TOTAL-tilbud på det fine hampe-garn fra T&T, så der røg også lige 3 nøgler med hjem.

Når jeg lige så stille kan luske rundt og finde gode sager til gode priser, så er udsalg altså ikke at foragte..... men at stå forrest i køen foran Magasin den første dag..... tak for kaffe!

søndag den 1. februar 2009

Ens, men forskeliige




Der blev bestilt puder til et par små, søde søstre.


Gavegiveren havde selv lavet- og sødere, mere pigede broderier er svære at finde.

Så havfruen med glimmergarn i rigelige mængder og den flyvende, lilla alfepige blev sædvanen tro, sat i godt selskab med både nye og gamle stoffer.

Summa summarum, 2 lyse og lette pigepuder, som jeg er rigtig glad for at have fået lov at lave.

Det viste sig, at den ene søster var syg, da hun fik puden og den blev omgående taget i brug som medicin :-)