Viser opslag med etiketten Tøj. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tøj. Vis alle opslag

fredag den 6. juni 2014

Historien om t-shirten der ikke kan dø



Som mange andre mænd har Albert er nært forhold til sine fodbold-og band-t-shirts. Uanset hvor små og slidte de bliver, så kan de ikke smides ud, de er en del af hans egen lille historie, og den smider man da ikke ud, vel ?

Hans allerførste, lille, gule udebane-Arsenal-bluse ligger i en mindekasse samme med de andre drengebluser, han er vokset fra.  Hans vokseri er stort set overstået, så nu er hovedproblemstillingen slid, og så er det godt at have en mor, som ved, hvad der er op og ned på en symaskine.

Han ejer adskillige Ramones-t-shirts, men denne, hans første band-t-shirt er hans yndlings. Jeg har allerede  lappet den under begge ærmer, den er endog noget slidt i kanten forneden og for nylig sprak den i ryggen lige ned imellem M og O - og så landede den på mit sybord igen.
Jeg stillede mig tvivlende overfor redningsaktionen, men Albert insisterede på, at den skulle ordnes og så var der ingen vej uden om.
Nu er den forstærket med et tyndt lag jersey på bagsiden under hele RAMONES, og der er kommet en ekstra stikning på begge sider af revnen - og sønnen er lykkelig.

Hvor længe der går, inden den igen ligger på mit sybord, er ikke godt at vide, men den kommer igen, det ved jeg!

tirsdag den 7. maj 2013

Kedelige skjorter bruger vi ikke.



Sønnen fremsatte et ønske om en skjorte i små-psykedelisk stof omkring kl 14 i dag.

Først gik vi på lageret, hvor adskillige metervarer fandt nåde for hans kræsne blik, men der var ikke nok til en skjorte!

Ud i bilen og til Holme, hvor den velassorterede Butik Himmelblå ligger, hen til hylden med det absolut mest storblomstrede stof, 2,20 meter målt af og betalt og 7 minutter senere sad vi i bilen igen.

Hjem til klippebordet, symaskinen og det velafprøvede skjortemønster samt et krav om, at syersken blev fritaget for aftensmads-tjansen.

Voila - en ny skjorte til afkommet, og jeg elsker, at jeg igen har fået lov til at udvide hans skjortekollektion.

Han er ikke meget for at lege fotomodel, men indvilligede i dagens anledning, og vi endte, som det ses, med at more os ganske godt.

torsdag den 16. februar 2012

Niece-jubel


"Det er sejgt" var det første Katrine sagde, da hun så denne forside på Tidens kvinder januar 1968.
Jeg har en meget stor samling Tidens kvinder, de ældste er fra begyndelsen af tyverne, de nyeste fra ´69 da bladet gik ind.
De har ligget gemt væk alt, alt for længe, men i søndags blev de hevet ud af mørket og frem i lyset igen.


Katrine bladrede, grinede og undredes, især over den meget markante skrævende positur, som gik igen og igen i både modereportager og reklamer.

Det er dobbelt Lancier-år i år, for både Albert og Katrine går i 3.g, og så må familiesyerksen jo i gang.
Alberts outfit klares med en frisk skjorte, som jeg godt vil love ikke vil gå ubemærket hen, og Katrine har bestilt mønster til kjolen hjem fra USA.
Nu skal vi så have syet en prøve og fundet det rigtige stof i den rigtige mørkeblå farve, og det er vi uheldigvis nødt til at tage en tur til København for at finde ;-)
Frisuren har hun styr på, og såvidt jeg kunne høre, så fandt hun god inspiration til make-upen i bladet fra ´68. Gad vide, om hun snupper et par kunstige øjenvipper af den lange og mørke slags til at sætte kronen på værket?
Vi får se - og billeder skal vi nok sørge for at få taget.

tirsdag den 13. december 2011

Moster-hjælp


Min ældste yndlingsnevø Frederik er stor, stor fan af Paul Smith, og han har spinket og sparet for at kunne købe det stribede PS tørklæde.
Han passer på det som en smed og det bliver lagt nænsomt sammen, når han tager det af - ikke noget med tilfældig teenage-skødesløshed der.

Alligevel er der kommet nogle små, men dog irriterende tydelige trådudtrækninger, som den kære nevø gerne så hen hvor peberet gror.
Ved nærmere inspektion viste det sig, at striberne er trykt på og sidesømmen hverken vendt eller overlocket, så ved det aller-mindste træk bliver trådene trukket ud på forsiden med falske, vandrette stiber til følge.

Frederik må leve med de falske striber, og jeg skal efter bedste evne forsøge at få de viltre tråde hevet ind på vrangsiden igen, men jeg synes ikke helt kvaliteten lever op til prisen, Mr.Smith.

... og så skal mosteren også lige stoppe et hul på sms-tommelen af Frederiks PS-handsker, men det hul står helt og aldeles for nevøens egen regning ;-)

lørdag den 15. oktober 2011

Når en car-coat årgang´58 møder en gymnasieelev årgang 2010...


...så bliver der slidt hul på ryggen, lige der i rygsæk-højde - og det ganske eftertryggeligt, for det går hele vejen igennem.
På opfordring køber moderen en "ny"car-coat hos Kirkens Korshær, men den er ikke ligeså god som bedstefaderens aflagte.

"Kan du ikke bare reparere den, jeg fik af Bedstefar?"
"Tjoeh, men så er vi nødt til at sætte en kæmpe lap på"
"Gør det, bare den bliver rød"


Som sagt så gjort, så nu kan sønnen gå vinteren fortrøstningsfuldt i møde, iført sin bedstefars gamle car-coat, som nu er forstærket med røde lapper både indvendig og udvendig.

Den ene af blankt, glat foer-stof, den anden af stærkt, tyndt møbelstof!

Sønnen siger det ikke højt, men han er ret glad for at have en mor, som kan sy !

mandag den 15. november 2010

TT goes to Istanbul


Katrine har været på studietur til Istanbul med gymnasiet og sørme om hun ikke havde sine Tulipaner og tomater-Liberty-bukser med på turen. Der blev mosteren lige lidt glad :-)

Der røg en del kommentarer i Katrines retning fra de tyrkiske mænd, men topscoreren er denne, som hun fik på en tur rundt i basaren " Are you for real - or is it plastic?"
Om han mente håret, de lange ben eller noget helt andet melder historien ikke noget om, men der er blevet grinet en del af den kommentar.

onsdag den 5. august 2009

Alfepigerne fra Rønde



Tidligere på sæsonen blev jeg med kort varsel booket til at fremtryller 3 fe-nederdele.

Ret hurtigt efter afleveringen blev jeg klar over, at nederdelene havde været igennem en gang re-design af de store, inden de var klar til at gøre sig på sidste skoledag.

Pigerne er gået friskt til saksen og det fryder mit hjerte at se 3 piger, som selv har haft hånd i hanke - og på saks - med deres udklædning. De lavede tilbehør til hver fe og til Nanna/den blå fe havde de lavet de yndigste rygmonterede fe-vinger.

På tirsdag starter trekøveret i 1.g. og jeg er sikker på de får 3 forrygende år..... syerksen melder klar til næste opgave :-)

tirsdag den 28. juli 2009

Vesten, kjolen og skjorten



Guldbrylluppet er vel overstået med både sang og taler og gensyn med familie og venner.

Guldgommen i ført sin Prins Henrik-vest ses her. Det er et stykke Kenzo-stof fra gemmerne, som pryder forsiden. Ryg og for er rivende koboltblå, som blomsterne på forstykket. Han kunne lide den og den blev set, kan I tro.



Det gjorde Katrine også, for hun var bedårende i den moster-syede kjole. Skoene gjorde sit til, at alle både moderen, mosterne og bedstemoderen i den grad måtte se op til hende.



Ryggen med sløjfen var perfekt og der var flere gæster som mente, at den kjole da måtte kunne bruges til lancier-turen på gymnasiet.
Syersken har nu en fornemmelse af, at hun må til symaskine igen, når den tid kommer.



Alberts orange skjorte klædte ham supergodt.
Habitten, han har på, er guldgommens skræddersyede bryllupshabit, som Albert fik forærende for nogle år siden. Den har hængt i skabet og ventet på, at han skulle kunne passe den - og det gør han så nu, på en prik. Vi fik en del grin ud af, at bedstefaderen som 25-årig stort set havde haft samme statur som en 16-årig!

Vi fik senere vristet ud af guldgommen, at han d. 25.7.59 vejede 60 kilo, hvorefter Albert sprang på vægten og vejede 60,8 kg . Ikke så sært, at den habit sad som støbt på ham :-)

søndag den 19. juli 2009

Færdig taske



Broderiet
er blevet vist tidligere, og jeg lovede den gang et billede af den færdige taske.

De broderede blomster fik selskab af nogle grønne ditto og så kom der en Tricia Guild-blå kant, som snakker godt med den blå der er brugt i blomsterne, på hele vejen rundt.

På sybordet ligger lige nu nogle klippede pc-tasker og Katrines kjole. Begge dele skulle gerne være klar til onsdagens sidste Sommersalg. Måske kan Katrine lokkes i sagen til lidt fotosession udendøre !

Please Vorherre, send tørvejr ind over Helgenæs på onsdag :-)))

fredag den 10. juli 2009

Tulipaner og tomater i Italien !



Mens vi andre ser frygtsomt mod den skydækkede himmel og håber på tørvejr i morgen, ja så går min søster med familie rundt under Italiens lune himmel.

Her sidder sorellaen på Piazza del Campo i Siena iført endnu en Tulipaner og tomater sag i det allestedsværende Tana Lawn-stof fra Liberty. Forbrugeroplysningen siger at både stof of model er perfekt til det varme Italienske klima....

- og der er også et par stykker af denne model med på Sommersalget.

tirsdag den 30. juni 2009

Skal der være fest,...



... så lad der være fest!

Mine forældre har guldbryllup i juli og fylder desuden hhv. 75 og 80 i år, så vi skal til bal-faldera alle sammen, og i den forbindelse har min lille systuen rygende travlt.

Min far ville gerne have en vest a la Prins Henrik og vi har fundet et skønt stykke Kenzo-stof og modellen er prøvet af.

Albert har bestilt en orange skjorte og både stof og model er på plads. Når ynglingen kommer hjem fra Hamburg, skal han måles igennem, så syersken kan tilrette mønstret og gå til klippebordet.

-og så er der Katrine. Hendes guldbryllups-kjole bli´r denne sorte sag fra Vogue. Stoffet er købt, pigen målt igennem og i dag skal den så sys. Hun bli´r fabelagtig i den kjole og stod det til hende belv sløjfen dobbelt så stor som på billedet, meeeeen moderen og mosteren har sine betænkeligheder. Hun skal jo også kunne sidde på stolen :-)

Igennem årene har jeg syet mange, meget dejlige ting efter Vogue-mønstre, og jeg kan ikke anbefale dem nok. Mønstrene er gennemarbejdede til perfektion og ALT er forklaret. Ikke noget med at skulle gætte sig til halvdelen og der er stregtegninger, som ledsager stort set alt. Kort fortalt kan man lægge sine sy-hjerne i et hjørne og alligevel sy et fantastsik skrud, bare man følger Vogues syanvisning ! Eneste hage er, at syvejledningen kun står på fransk og engelsk.

Også i Vogue-sammenhæng er jeg lidt samler-agtig, for jeg/vi har gemt alle vores Vogue-mønstre - og det siger ikke så lidt - og nu kan jeg se på e-bay, at nogle af dem handles til forbavsende summer....

Så drømmer du om sy-mæssige udfordringer med masser af kyndig vejledning eller at sy din egen Donna Karan eller Issey Miyake-sag, så er Vogue-patterns stedet.

lørdag den 20. juni 2009

Sommerbluse



Jeg har truet med det længe, og inden vi tog til Odense, fik jeg endelig syet 3stk. sommerbluser med vidde og ynde. De er -igen - syet op i Libertys Tana Lawn og trykket på denne bluse hedder Edenham.

De har masser af rynk i halsen sammen med en lille slids og der er en fast manchet m. læg på de trekvart lange ærmer. Let og lækkert og perfekt til sommerens varme dage.... de kommer i næste uge, er der nogen der siger :-)

Modellen hedder Katrine, og er opkaldt efter min niece, som fik een af bluserne, da hun blev 16 sidste lørdag. Tulipaner og tomater har været på banen så længe, at hun faktisk også har en pigekjole opkaldt efter sig.... time flies when you´re having fun !

onsdag den 27. maj 2009

En grøn, en blå, en rød



- øh Hanne, vil du lave 3 nederdele med meget strut til Nanna, Rebekka og mig. " Ja da, søde Katrine, hvornår skal I bruge dem?" På fredag til sidste skoledag !!!!!!

Min kære niece, som i en alder af 8 takkede mig " for alt det tøj du har lavet til mig i hele mit liv" er nu vendt tilbage til min ydmyge systue, efter en længere tur omkring Dolce Gabana mfl. Bestillingen på nederdelene blev presset ind, på betingelse af at hun var indkøbsassistent på lørdagens loppemarked på Helgenæs...

Nederdelene er færdige og udstyret med både strut og elastik med knaphuller, thi man kan jo få lyst til knapt så snærende en hvepsetalje i løbet af en laaang sidste skoledag.

Så på fredag vil man i Rønde og omegn kunne se 3 feer afholde sidste skoledag for fuld udtræk. Syersken har udbedt sig et billede !

søndag den 19. april 2009

Ny forårsfrakke



I mandags kom det snigende. Jeg kunne mærke der ikke var andet at gøre end at gå i gang, for det lod sig simelthen ikke udskyde: Jeg TRÆNGTE til en ny forårsfrakke og det skulle være NU.

Faktisk var det allerede på tale sidste forår og stoffet blev også indkøbt, meen så blev det eksamenstid, og så blev det havetid og så var det sommer.

Stoffet var altså givet - Ikeas det bedste, til en dejlig pris - og natten mellem mandag og tirsdag dukkede ideen om de grønne kantebånd så op.

Tirsdag oprandt, manden blev sendt på arbejde, hunden fandt en solstråle-plads og jeg gik til klippebordet. Det hele gik slag i slag, og i løbet af et par timer havde jeg fået mig en ny forårsfrakke.

Alle sømme er kantet med grønne kantebånd, kraven er foret med det grønne æblestof, der er store rummelig lommer, den er uden for og der er 6 forskellige sorte knapper til de 6 grønne knaphuller.

Visse læsere af denne blog vil muligvis omgående komme i tanker om min KÆMPE-store 80´sommerfrakke m. pink zig-zag-striber. Den blev syet, efter det mønster Søs Drasbæk lavede til Alt for Damerne, efter hun havde fået den allerførste Guldknap. Hold op, hvor jeg brugte den frakke meget med opsmøgede ærmer a la Don Johnson og Wham-hår....

Nå, den nye frakke er selvkomponeret og jeg er svært tilfreds, selv om sønnens kommentar da han så den var : HVAD er det ?... det er min nye forårsfrakke... Den grønne var pænere og jeg vil IKKE ses sammen med dig, når du har den på.... Ak ja, man kan jo ikke gøre poderne tilpas altid.

Så, hvis du ser denne frakke et sted - sandsynligvis i Århus og omegn - så er det mig der er indeni.

onsdag den 4. februar 2009

Udsalg


En af yndlings-butikkerne blev besøgt sidste lørdag og sørme, der var halv pris på udvalgte Marimekkostoffer og da prisen ellers er halv-pebret, slog jeg til.

Nu ligger der et par nyklippede bukser til fruen selv i denne skønne brune udgave af Citron-stoffet. Vinterferien giver en masse dejlig sy-tid, så bukserne skulle gerne være klar til at møde verden i uge 8.

I Salling var der lige TOTAL-tilbud på det fine hampe-garn fra T&T, så der røg også lige 3 nøgler med hjem.

Når jeg lige så stille kan luske rundt og finde gode sager til gode priser, så er udsalg altså ikke at foragte..... men at stå forrest i køen foran Magasin den første dag..... tak for kaffe!

lørdag den 13. december 2008

Libertybuks


Der er blevet ryddet op, siddet i sofa og i det hele taget har her været meget roligt efter julemarkedet, men nu er jeg på banen igen.

Altså det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg er vild med Libertys Tana Lawn, den fine, tynde kammerdug med den store holdbarhed og nu har jeg også syet bukser af det stof.

Nogle kalder dem yoga-bukser, fordi de er så dejlig løse og lette, andre bare Liberty-bukser, men uanset hvilket navn man giver dem, er de super-dejlige at have på.

Billedet er taget en kold dag, med rim på tage og træer - eller græs og tørresnor - og sådan et vejr, er de nok trods alt for tynde til. Men i sofaen, med te i koppen og et strikketøj i hænderne er de perfekte.

Der ligger flere par på hjemmesiden :-)