Viser opslag med etiketten orange. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten orange. Vis alle opslag

torsdag den 12. juni 2014

Dobbelt held



Hvor heldig kan man være!
Først fandt jeg den orange og fuld funktionsdygtige skrivemaskine, fra dengang alle vidste, hvad slettelak var.
En uge senere på samme sted lå så den mindst lige så orange og fuldt funktionsdygtige arkitektlampe fra samme periode - MED skruetvingen til bordmontering.
Jamen, for hulan da - og som kronen på værket har jeg også fundet nye farvebånd til skrivemaskinen, så den kan komme at skrive så tydeligt, som aldrig før.
Der er dømt Sommersalgs-opstilling er der, med hullemaskine, A4-mapper i sort pap og hele dynen og jeg døber hermed opstillingen Det orange kontor.
- og hvis nu chefen hun opper sig, så får hun ombetrukket den kontorstol fra samme periode, som hun har stående i annekset.
Det bli´r en rigtig god opstilling kan jeg mærke.

søndag den 21. juli 2013

Mens vi venter på, at det bli´r onsdag


Sommersalget er højsæson for opstillinger.
Der bli´r gået til den fra både Hjælpepigernes  og Marketingsassistentens side, og et bord får sjældent lov til at stå urørt ret længe.

Vi har nye opstillinger på bedding til på onsdag, og derfor er syersken kaldt på overarbejde, for der skal liige laves en håndfuld nye pudebetræk og det samme i små sommerduge.

Syersken har bedt så mindeligt, om hun må komme på morgenarbejde, så hun med ro i sjælen kan holde pause, når temperaturen på systuen når over 25 grader.
Den altid venlige chef har selvfølgelig intet imod morgenarbejde, så syersken går tilbage til de snurrende maskiner, så såre hun er færdig med at være blog-redaktør.

fredag den 31. maj 2013

Frisk fra fad



I går stod jeg nærmest på hovedet i boucle-afdelingen i Gug og for at hente de dejligste og bedste og vildeste farver op fra dybet.
Ingen tvivl om, at det kilomæssigt er mit største garnindkøb til dato, men der kommer jo ikke mere boucle, når Kenneth har solgt det sidste, så hamstergenet fik lov til at løbe linen ud.

I morgen afleverer jeg det hele til min mor, som tripper for at få skåret ny trend og sat væven i gear, så der kan rulle flere plaider i stil med den grønternede ud af vævestuen.

... og jeg står klar til at tage i mod med åbne arme:-)

fredag den 17. maj 2013

Forberedelsernes tid er næsten omme



... og bilen er pakket, pengekassen talt op og den sidste tehætte er på vej ud af symaskinen.

I morgen kommer vi i bogstavelig forstand på græs igen og mulighede for, at vi gør som køerne, når slippes ud af vinterstalden, og snupper os en lille græs-dans bestemt er tilstede.

Vi ses - og jeg vil godt love, at vi IKKE går ned på puder :-)

torsdag den 4. april 2013

Forårs-farveklatter



Vi trænger vist alle til lidt forårs-pep, så der kom ekstra godt med farver på 3 små tasker, som røg ud af systuen i sidste uge.

Taskerne hænger nu i Grün i Odder, og i morgen får de friske puder - også med indbygget forårs-pep :-)

lørdag den 16. marts 2013

En god gang genbrug


Vi snuppede en genbrugstur på 2 timer, 3 byer og 4 genbrugsbutikker - og det var i grunden ikke så galt.

Brio-færgen er for skøn og ikke af den aller nyeste slags. Det samme må siges om blitz-pærerne, som er af den slags min far brugte og brændte fingrene på, når de skulle skiftes ud.

Liggestolestoffet er knaldhamrende orange og der nok 10 meter på rullen, så måske skal mine gamle instruktørstole endelig have nyt betræk.

... og så er der den lille lyseblå Holmegård-ting. Dem elsker jeg og de får sjældent lov til at blive stående, når først jeg får øje på dem.

onsdag den 23. januar 2013

Broderi i nye rammer


Hvem der fandt på at lave et Broder-dit-eget-I-Phone-cover-kit aner jeg ikke, men det var altså godt tænkt.

På messen lå de fremme ved min yndlings-grossist, og jeg var da helt og aldeles sikker på, at de skulle i Kiosken, og i mandags havde posten dem så med. Foreløbig er der 3 farver at vælge mellem, men der kommer flere - og der er også et Broder-selv-I-pad-cover på trapperne.
HVIS chefen nu havde en I-phone eller en I-pad, så sad hun allerede i sofaen med broderigarn flyvende om ørerne, men pyt så får I andre bare chancen i stedet :-)

fredag den 2. november 2012

Fredagsslik


Ventetid kan være en lille helle på en travl dag, og i dag havde jeg 2 ventetimer som lige nøjagtig blev den pause, jeg trængte til.

Første stop var i den nyeste af Sigfreds kaffebarer, og som altid var der dejlig kaffe, dejlig sandwich og munter betjening - det kan jeg lide.

På indkøbslisten stod der nødvendigheder som basistekstiler i basisfarverne brun, grå og grøn og dem fandt jeg i Skumhuset. Ned i posen faldt også en rivende syregrøn rest, for man må aldrig gå ned på grønne metervarer!

Og så til det sjove, nemlig et kik ind hos altid velassorterede Stof og Stuff - og jeg kom hjem med det jeg kom efter og lidt ekstra.
De tre stykker på billedet var ikke nødvendigheder fra indkøbslisten, men i stedet er de det rene fredagsslik.

... og så ligger der en spritny week-end forude :-)

søndag den 21. oktober 2012

Til Margith


En eftersøgning efter et stykke sort single jersey, har som sidegevinst resulteret i en sæk frasorteret jersey-stof af noget varierende størrelse, alder og farve.
Den sækfuld får Margith nu glæde af,  for hun er blevet tæppevæver på sine halv-gamle dage, og  bruger først og fremmest blødt, strikket stof til strimlerne, og hun bruger en del, skal jeg hilse og sige :-)

... og jeg fandt den sorte single jersey !

onsdag den 10. oktober 2012

With at twist



Man tager et motiv fra Haandarbejderts fremmes første kalender og opfordrer marketingsassistenten til at lege med farverne på både garn og baggrund.
Hun har før med stort held opdateret broderimønstre, så jeg var ganske sikker på, at det også ville lykkes denne gang.


... og det gjorde det, for Tulipaner og tomater-versionen af broderiet fra 1960 byder nu på en blå kanin med lilla poppel på limefarvet baggrund.


... og hjorten, som godt nok har fået lidt sidelys, stråler nu i petrolblå på mørkorange baggrund sammen med det gråblåt træ.

Er det ikke mageløst, hvilken forskel det gør?

Broderierne er tiltænkt et liv på hver deres pude, og nu er marketingsassistenten slet ikke til at stoppe, så hun fortsætter sin opdaterings-leg, - og det er chefen SÅ fornøjet ved.

tirsdag den 31. juli 2012

Fra cones til plaids


Kenneth har en udsøgt evne til at finde gode garner, og på et tidspunkt købte jeg et mindre lager af en forrygende, let lambswool-kvalitet af mærket "vi-får-ikke-mere-af-denne-slags".


Alt blev leveret til min mors vævestue, sammen med en bestilling på 3 plaider. Hun får altid frit valg i farvesammensætningen, for så bliver resultatet bedst, og denne gang er ingen undtagelse.


De 3 plaider er så forskellige som nat og dag, men lune og lette, som kun plaider af kvalitetsgarn bliver det.
Den småternede er min personlige favorit, men jeg vil ikke afvise, at de alle kunne få et godt hjem her hos os - selv om vi vist allerede har 5-6 plaids fra min mors hånd, liggende rundt omkring i huset.

Væven skulle jo nødig stå tom, så inden længe sætter mor hør op til nogle lange på-tværs-af-bordet-dækkeservietter, som skal ligge på Kenneth og Liselottes smukke plankebord :-)

tirsdag den 22. maj 2012

Sommersalgs-fornemmelser


Sikke temperaturer, sikke solskin, sikke det smager af sommer, og med sommeren kommer også årets Sommersalg.

Vi slår som sædvanlig lågen op til marketingsassistentens have tre gange i løbet af den dejlige danske sommer og i år sker det

d. 14., 18. og 25. juli. fra 10-18
Asgilhøjevej 59 i Kongsgaarde på Helgenæs, lige over for Brugsen.

Alt disponibelt personale er indkaldt og lagrene er fyldt med goodies, som venter på at få gode, nye hjem.
Før vi kan byde velkommen i haven, skal chefen ud at shoppe et nyt telt, som afløser for det hårdt prøvede af slagsen, som sidste år endte sine dage i Småt brændbart på Genbrugspladsen i Knebel.

... og vejret bli´r fantastisk :-)

lørdag den 31. marts 2012

Prikker-bomber-cirkler


Så sidder Lørdags-stramajen til tørre, og jeg venter utålmodigt på at kunne flå den ned fra tørrepladsen

Jeg er blevet helt forlibt i de farver, der kommer frem, når jeg blander mit eget garn ved lystigt at bruge tynd, tynd bomuld sammen med den gode gamle kending Zephyr-garnet.
Faktisk, så gør jeg jo bare, som Kaffe gjorde, da tilbage i 80´erne han introducerede sin tilgang til broderi: Brug det du har, for at få det udtryk du vil have.
Den tilgang er slet ikke dum - og der er altid nye rester, som trænger til at blive brugt

onsdag den 25. januar 2012

Nordpå


Tidligere i år vævede min mor dette tørklæde til Liselotte.
Kenneth bad så mindeligt, om hun ville lave et herre-tøklæde til ham, hvis han leverede garnet - og det ville hun med glæde, "faktisk blev det til 2, når nu jeg er i gang"

Om lidt kører mine forældre ind i indkørslen, og mens mor og jeg kører til Gug for at aflevere tørklæder, gramse på garn og snakke så ørerne falder af, så, slænger min  far sig i sofaen med krydsord, fjernbetjening og lidt frokost.
Den arbejdsfordeling passer os alle som fod i hose :-)

Kender jeg min mor ret, så har hun tasken fuld af væveprøver, garn-ditto og små sedler med udregninger over, hvor meget garn hun skal bruge til både det ene og det andet.
Under alle omstændigheder, så vil hun nyde at gå rundt i Kenneths garn-paradis - og det vil jeg også.

Så sæt kaffen over Liselotte - vi er på vej og vi har solskin og høj himmel med.

fredag den 11. november 2011

Flag til jul og barnedåb


Her ser I resultatet af en mors ønske om, at hver gæst ved hendes datters barndåb, skulle have et Dannebrogsflag med et moderne twist med hjem fra festen.

Ønsket lød på "mange forskellige farver og mønstre", så jeg har skåret strimler røde, gule, orange, lilla og pink nuancer, syet dem sammen, skåret dem fra hinanden, syet dem sammen igen og endelig forsynet dem med det hvide kors og en rød bagside.

Flagene er kommet fint frem til København og jeg synes de er blevet så fine, at jeg regner med at lave nogle stykker til Julemarkedet på Trapholt.
De kan lige så fint hænge på juletræet, som de kan være bordpynt juelaften - og så er de et perfekt resteprojekt :-)

tirsdag den 13. september 2011

Sensommersalgs-serie


Jeg foretrækker at arbejde i serier, så Master Lambton slænger sig nu på klappen af den først pc-taske i Sensommersalgs-serien.


Han er flankeret af efterår-orange og chokoladebrunt og lommen under klappen er mørk lime-ish med et hidsigt, orange kantebånd, som sørger for lidt ballade.

Resten af Pc-taske-serien til Sensommersalget ligger i venteposition på klippebordet.
Når dagens lærer-dont er omme, sætter jeg mig ved symaskinen, og især klippearmen vil sætte pris på lidt afveksling fra de sidste dages taskeklipning.

søndag den 21. august 2011

Cashmeretårne til afhentning


På mit bord står der lige nu en smaling cashmere-tårne og venter på afhentning.
De skal til Vejle, ned til min mor, som skal i gang med at lave et herretørklæde af den enkle slags, men med en enkelt distinkt stribe spræl i.
Når det er færdigt, skal det til Gug op til Kenneth, hvor garnerne også stammer fra.


Hun fik første sending cashmere i foråret, og det er blandt andet blevet omsat til det tørklæde, jeg i  onsdags havde med op til Liselotte.
Cashmeren er brugt som kæden, mens der er skudt med ren silke - og det er en meget dejlig og stærkt vanedannende kombination.

mandag den 25. juli 2011

Oprydning og loppemarked


Jeg er i gang med noget så uvant som at rydde op - og ud - i mit stoflager.
Det trænger virkelig og jeg trænger til et lidt mere overskueligt syrum!

SÅ jeg har booket en stand på Aarhus´ nyeste loppemarked på søndag.
Det afholdes foran biblioteket i Mølleparken på den nyrenoverede plads, og VW-cafe er med, så vi kan få den dejligste kop kaffe i miles omkreds.

Med mig ned i Mølleparken tager jeg fx en kurvekuffert fyldt med stof-rester til Fyld-en-pose for en 20´er, stakken med retrosengetøj på billedet her, noget porcelæn og hvad jeg ellers snupper med i farten.

Men inden da kalder årets sidste Sommersalgsdag på onsdag, og med både hjælpedrengen, marketingsassistensten og hjælpepige 1 hjemme igen fra det varme udland, så bliver det en ren fest.

... og husk, at på sidste Sommersalgsdag holder vi sædvanen tro udsalg på udvalgte dele af både de bløde sager og porcelænet :-)

fredag den 15. juli 2011

Og vinderen er...


.... Unikarina

Navnene på deltagerne i Et net for et link var lagt i en lille skål, og op kom altså Unikarinas. 
Stor tak til jer alle, fordi I gav et link :-)

Nettet kommer med til Helgenæs,så du kan hente det på Sommersalget i morgen, Unikarina.

Om en times tid kører vi, og i morgen er det tørvejr, måske endda solskin og så holder vi Sommersalg for fulde gardiner :-)

tirsdag den 28. juni 2011

Et net for et link :-)


Vi vil så gerne have besøg af rigtig mange, sommerglade gæster på vores Sommersalg, og derfor sætter vi et af vores farverige Sommersalgsbanner-net på højkant.

Hvis du vil være med i lodtrækningen om nettet, så snup flyeren, som ligger i dette indlæg, læg den ud på din blog og læg så en kommentar til dette indlæg.



Nettet, som er i spil, er det orange med den lilla tulipan på, og vi trækker lod d.15.7., så du har mulighed for at komme og hente nettet på en af  Sommersalgsdagene.