Viser opslag med etiketten fødselsberetning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fødselsberetning. Vis alle opslag

I dag er det præcis...

13 år siden Marcus kom til verden...
Og sikke meget der er sket siden - Feks. er han ikke længere min preteen, men rent faktisk teenager (WHAT!!!! hvad skete der lige der?)

Jeg tænkte at jeg også ville skrive min fødselsberetning med ham (sådan som jeg nu husker det - der kan være visse elementer der er forsvundet hen i det uvisse på de sidste 13 år)

-----------

Denne beretning starter fredag den 16. Marts 2001...

Jeg var højgravid - godt 34 uger henne, og gik til kontrol hver uge fordi jeg havde helt utrolige mængder af væske i kroppen.

Denne fredag, fandt lægen et lille spor af protein i min urin - Men som han sagde, så kunne det jo sagtens være noget der var smuttet med i urinprøven.
Så der blev blot aftalt en ny tid til kontrol ugen efter, og så gik min mor og jeg ned i Fredericia by lidt...

Jeg husker, at da vi gik rundt i Vendersgade, begyndte jeg at mærke et lille ubehag i området omkring skulderbladene - Men jeg tænkte at det nok bare var fordi jeg havde overanstrengt mig, så min mor og jeg valgte at tage hjem igen så jeg kunne hvile mig...

...

Min søster havde fundet en hundehvalp til ingen penge på "den blå avis" som hun gerne ville se nærmere på, så om aftenen kørte vi afsted...
Min far og mor på forsæderne, og min søster og jeg på bagsædet af bilen...
Mens vi sad og fandt ud af hvilken hvalp vi gerne ville have, lagde jeg da godt mærke til at jeg stadig gjorde ondt, men jeg var så opslugt af den her hvalp, at jeg ikke tænkte over det...

På vej hjem i bilen, begyndte det at blive værre - og jeg nævnte for min mor at jeg stadig havde ret ondt...
Der var jo intet til at distrahere mig i bilens mørke, så det gjorde det lidt tydeligere...

Da vi kom hjem, var jeg træt, så jeg tog lidt Panodil og gik i seng...

Lørdag morgen var smerten stadig ikke væk..!

Jeg klemte lidt morgenmad ned, tog nogle panodiler for at klare det værste og undrede mig såre over hvorfor det gjorde så ondt...
Resten af dagen kan jeg ikke huske - Jeg kan bare huske glimtet af min far, der står i døren til mit værelse om aftenen/natten, og ser på at jeg sidder og rokker frem og tilbage i sengen på grund af smerter, mens jeg prøver at synge for mig selv og bider mig i knoerne...
Min mor fortlate senere at han var gået direkte ind til hende og sagt "hun har virkelig ondt, vi må hellere tilkalde vagtlægen"...

Vagtlægen kom...

Han troede jeg måske havde fået omgangssyge, og rådede os til at søge læge om mandagen - hvis ikke jeg havde fået det bedre...

Søndag var en tåge af smerter og opkast...

Mig der ligger på gulvet fordi det var det eneste sted jeg kunne finde ro, og hundehvalpen der ligger klistret op af mig, lige der hvor jeg gør ondt.
Det var så dejligt at han lå der og trøstede og varmede mig...

Mandag får jeg en akuttid ved lægen - Ikke ham jeg normalt går ved, men en læge som min mor almindeligvis går i en stor bue uden om, fordi hun ikke mener han er særlig kompetent.

Han kan ikke have set særlig grundigt i min journal, for han tjekker ikke engang mit blodtryk - men udskriver blot noget mavesårsmedicin, med besked om at hvis det ikke er blevet bedre onsdag skal vi komme igen...

Flere ulidelige smerter...

Jeg har ikke spist noget i et par dage pga smerter og opkast...

Og jeg gør ondt...!

Min far er rykket ind på mit værelse og sove, og jeg er inde i soveværelset ved min mor så hun kan hjælpe og holde øje med mig...

Tirsdag eftermiddag står jeg og krammer min mor - Og pludselig siger hun "Karen, du har jo veer"...

Tidligere på dagen havde jeg ringet til jordemoren, som mente jeg blot havde plukveer, og mente jeg skulle hvile mig...
Men mens jeg havde krammet min mor, havde hun åbenbart mærket hvornår min mave spændte og talt intervaller (Jeg kunne ikke selv mærke det pga de smerter jeg havde i forvejen)...

Efter selv at have født 7 børn, følte hun sig ret overbevist om jeg havde veer - Så da min far i det samme kommer ned og siger at "de skal i bad nu hvis de skal nå til det der i aften", ser min mor på ham og siger "Ja - vi tager et bad, og så kører vi på hospitalet med Karen!"

På hospitalet tager det ikke lang tid før de kan se den er helt gal...
Min urin slår meget ud på protein og mit blodtryk er meget meget højt (det er det der giver smerterne) - Så jeg får noget hurtigtvirkende blodtryksnedsættende medicin, og de tager en del tests...

Det viser sig at jeg har udviklet HELLP, og at mine blodplader er faldet til 50. Samtidig er jeg gået igang med at udvide mig og har veer, så de sender mig akut til Kolding Hospital med ambulance for at føde dernede, da der er bedre kompetencer til at varetage sådan en situation (og de har en neonatal afdeling)... 

Selv er jeg bare lykkelig fordi mine ekstreme smerter er væk, og jeg opfatter slet ikke hvor tæt jeg er på at dø...
Så da jeg kommer til Kolding, og fødselslægen kommer ind til mig og siger de er ved at gøre klar til et akut kejsersnit ser jeg bare på ham og siger "NEJ"...
Det er slemt nok at jeg har fået strækmærker og er enlig mor på 19 - Jeg skal i hvert fald ikke også have et ar fra et kejsersnit!!!
(Forfængeligheden længe leve).

Min mor fortalte mig siden at lægen blev meget nervøs og stod og vred sig i hænderne mens han prøvede på at overtale mig til et kejsersnit...

Til sidst blev aftalen at jeg ikke måtte indtage føde så jeg kunne være klar til akut kejsersnit, at jeg skulle have vestimulerende drop, og at de ville komme cirka hver/hver anden time og tage blodprøver og blodtryk på mig for at se hvordan jeg havde det...

Jeg snakkede i telefon med min ene søster (som også var højgravid), og undskyldte at jeg alligevel ikke havde kunnet komme til hendes førstefødtes 3-års fødselsdagfest...
Derefter hyggesnakkede jeg lidt med min mor - og lagde mig til at sove...

For mig var veerne VAND i forhold til de smerter jeg havde haft før, så eftersom jeg ikke havde fået vanvittigt meget søvn de sidste mange dage, udnyttede jeg chancen for lidt hvile...

Omkring 5:15 om morgenen vågner jeg ved at de tager blodprøver på mig (yep - jeg er rent faktisk sovet igennem op til flere blodprøver), og mine veer bliver kraftigere...
Jordmoderen kommer ind og tjekker mig lige før vagtskiftet klokken 6 for at se om hun skal blive der til resten af fødslen - Men vurderer at der stadig går lang tid før jeg føder...

Min nye jordemoder kommer ind og præsentere sig efter vagtskiftet (og konferencen) og konstaterer at tingene da vist er ved at udvikle sig...
Hun vælger at give mig noget morfin i låret (som jeg bestemt ikke havde bedt om, og blev ret overrasket over at få - ikke at jeg havde mange tanker om naturlige fødsler, mere fordi jeg hader at få sprøjtet ting ind i kroppen ,og det havde for mig været mere end rigeligt med det lungemodnende stof jeg havde fået sprøjtet ind oppe på Fredericia Hospital)...

Ved denne fødsel skældte jeg ikke ud - Min mor siger at jeg var meget stille...

Jeg koncentrerede mig også mest om at ligge stille fordi de blev ved med at tage blodprøver (ikke sjovt når man har veer imens), og fordi jeg ikke ville hænge for meget på min mor som har dårlig ryg.

På et enkelt tidspunkt ligger jeg på alle fire og råber "Det gør ondt" - Men det føltes også mest som om veerne bare kom oven i hinanden...

Senere har jeg sagt om det morfin, at det bestemt ikke tog smerterne - men bare gør én ligeglad med dem... 
Meget sær fornemmelse!

Pludselig råber jeg "jeg skal presse" hvortil jordemoderen svarer "nej, det skal du ikke - men jeg tjekker lige"...
Dybt overrasket kigger hun på mig og siger, "jo - du må godt presse" og får mig kørt over til fødebriksen.
Indtil nu har jeg ligget i en almindelig hospitalsseng...

Jeg tager en presseve i sengen (mens jordemoderen får tilkaldt børnelæge og dets lige)... 

En ve på vej over på fødebriksen...

En ve  mens de får sat mine ben i stigbøjlerne...

Jordemoderen spørger mig om jeg vil have at vide når hun klipper?

Jeg råber at jeg er ret ligeglad...

Hun klipper...

Og mens hun ligger saksen fra sig, smutter Marcus ud i bækkenet på fødebriksen.
Klokken er 7:43

Lige efter kommer bønelægen, og får Marcus tjekket...
På et tidspunkt siger han "Hold da op" - Der løfter Marcus sig helt op på armene med hovedet flot løftet...

2650 g og 56 cm var han da han blev født 6 uger for tidligt...

Endelig får jeg ham op til mig og udbryder som det første "Men han er jo en lille Marcus" (og nej, jeg havde ikke planlagt nogle navne overhovedet) - Og i en times tid nyder jeg bare at se på min lille rødhårede søn der ligger og knirker...

Knirker er noget skidt kan jeg konstaterer - for efter en times tid kommer de med en kuvøse til ham, og han får iltmaske på...

Min mor går op på neonatal afdeling med ham, mens jeg ligger alene tilbage på fødestuen...

Jeg tror nok jeg græd, selv om jeg ikke ville vise det til nogen...

---------

De første par dage var jeg lænket til min seng - jeg måtte ikke engang gå på toilet selv for at tisse.
Jeg så kun Marcus et par timer om dagen - Mest fordi jeg ikke ville ligge nogen til last (dumt, dumt dumt)...

Jeg brugte meget tid de første dage på at græde...

I min journal udtrykker sygeplejersken bekymring for om jeg er ved at få en fødselsdepression...

Med det samme jeg får lov til at komme ud af sengen, er jeg oppe på neonatal-afdelingen ved Marcus hele dagen...
Her er Marcus heldigvis kommet ud af kuvøsen, men han er stadig indlagt på Neonatal.

Om aftenen har jeg smerter igen, og sidder og hænger over min mad på spisesalen.
Sygeplejersken (eller jordemoren) lægger mærke til det, og får mig sendt ind i seng igen...

Den næste lille uges tid skal jeg have medicin, og skal køres rundt i rullestol - Jeg må kun gå på toilet selv, alt andet foregår i rullestol.

Samtidig er Marcus kommet i lys pga. gulsot...

Jeg påbegynder udmalkning, og det går som en leg...
Faktisk malker jeg så meget ud at jeg næsten kunne give mælk til alle babyerne på neonatal ;0)

Den nat hvor de vækker mig og siger han ligger og søger efter mig, græder jeg af glæde da jeg farer op på neonatal for at kunne lægge ham til brystet for første gang...

Efter 11 dage bliver vi overført til Fredericia sygehus, og efter 14 dage kommer vi hjem...
4 uger før min reelle terminsdag!

----

Det var ikke en dårlig fødsel, det har jeg aldrig følt det var - og alt gik som det skulle....

Men jeg er vred på den læge jeg var til konsultation ved som gav mig mavesårsmedicin.

Havde min mor ikke været så handlekraftig og taget mig på hospitalet, er der en reel risiko for at hverken Marcus eller jeg var vågnet op dagen efter...

Det sagde lægen mens han roste min mor uden for døren på Kolding hospital (så jeg ikke fandt ud af hvor slemt det stod til).

----

Jeg havde sagt lige fra starten af, da jeg fandt ud af at jeg ventede mig, at jeg troede jeg ville føde for tidligt...
Alle havde fortalt mig det var noget pjat...

Jeg fik ret!

I dag er dagen...

Hvor jeg har været mor til tre i tretten uger...

I morgen skal Arn vaccineres, og på fredag bliver han præcist 3 måneder
Og hvor er tiden dog gået hurtigt!

Jeg har ofte overvejet at skrive en fødselsberetning, men slet ikke fået det gjort - Så nu skal det være...
Så må vi bare håbe at Arn sover lidt længe her til morgen så jeg ikke behøver at gøre det alt for forhastet...
I tiden op til min fødsel gik jeg til kontrol hele tiden...
Dels skulle jeg afsted hver anden fredag for at få akupunktur for min bækkenløsning (og det virkede fantastisk på mig - med akupunktur var jeg i stand til at bevæge mig langt mere frit, og i større grad være der for Alba).
Der ud over skulle jeg ugentligt til kontrol for at få tjekket urin og blodtryk + jeg skulle tjekke mit blodtryk dagligt derhjemme...

Jeg endte jo ud med at have en smule svangerskabsforgiftning... Ikke superslemt, men heller ikke helt godt.
Der havde på min terminsdag, allerede været tale om at sætte mig igang ugen før (men de havde for travlt på fødselsgangen, og min livmoderhals var slet ikke modnet overhovedet - så de valgte at udskyde igangsættelsen og se tiden an)...

Som nogen af jer husker - så var der også problemet med at Arn lå på tværs.
14 dage før termin blev der lavet et vendingsforsøg på ham (hvor de samtidig lige besluttede sig for at tjekke hvor slem svangerskabsforgiftning jeg havde og holdt mig til observation i et døgn)...
Han smuttede tilbage i tværleje i løbet af den næste uges tid...

Anden gang jeg skulle til vendingsforsøg opgav de, fordi han bare roterede frit rundt i maven som han selv ville (det var også her de konstaterede at min krop på ingen måde havde gjort sig klar til fødsel), og jeg blev sendt hjem fra hospitalet med besked om at hvis mit vand gik - så var det ned at ligge og ringe efter en ambulance...
Og så fik jeg ellers en ny kontroltid til min terminsdag, med beskeden om at jeg nok skulle være forberedt på at de "måske" ville vælge at sætte mig igang...
(anden gang de sagde det - første gang valgte de jo at lade være med at gøre noget, så jeg var nok lidt skeptisk)...

Nå - Tirsdag aften sidder min mand og jeg og ser TV...
Taskerne er pakket, huset er gjort rent og vi slapper af efter at de store er kommet i seng, med at se lidt serier sammen...
Jeg husker tydeligt stemningen - lidt nervøs, lidt anspændt, lidt vemodig...
Vi snakkede om det at få en lille baby, og at vi måske dagen efter ved denne tid ville holde endnu et lille mirakel i vores arme...
Og Arn gjorde opmærksom på sig selv - Det er hans hoved som laver den mærkelige bule i min mave!

Onsdag morgen står vi op ved 6-tiden...
Marcus bliver sendt i skole med besked om at han skal blive ved sin bedstemor...
Alba får pakket en taske med tøj og yndlingslegesager...
Der bliver skiftet sengetøj, og jeg tager dette billed for at have et minde om maven på selve terminsdagen.
Indtil nu er alt foregået i god ro og orden - Men så er min søster (som skal køre os til hospitalet) forsinket, så jeg kimer hende ned uden at få fat i hende - og ringer i ren desperation til min anden søster om hun måske kan hente os... I samme øjeblik køre min søster op foran huset, og vi er klar til at tage afsted...

På vej til Kolding blev jeg på Instagram tagget med #widn (en leg hvor man skal fortælle hvad man laver), og jeg fortæller at jeg er på vej til jordemoderkontrol...
Og alle derinde spørger til om jeg ikke snart skal sættes igang - Og jeg fortæller dem intet, for jeg har ikke lyst til endnu en "live"-fødsel...
(Min svigerinde kom på facebook til at udbasunere at jeg skulle igangsættes med Alba, så jeg blev stormet med beskeder under det meste af min fødsel - lettere irriterende når jeg tænker tilbage på det)...

Vi er der nede en smule over 8, og vinker farvel til Alba som er kørt med til Kolding - Det er min søster der tager hende med sig hjem, og hun og min mor har planlagt at se efter børnene sammen (selv om det nu ikke kan undgåes at en af mine andre søstre også er med i den proces idet hun jo ligesom bor sammen med min mor).

Vi venter på at komme ind, og mens vi gør det sidder jeg lige og får udvalgt præmier og sender mails med adresser afsted, idet jeg har vundet intet mindre end 3!!! give aways dagen før...

Vi kommer ind, og jordemoderen tjekker min livmoderhals (som stadig på ingen måde er modnet), kører en strimmel på Arn - konstaterer at han stadig ligger forkert, og gør klar til et vendingsforsøg...
Og så er hun egentligt parat til at sende mig hjem igen - Men beslutter dog at tjekke min urin... Og der viser mine tal så at svangerskabsforgiftningen er værre...

Der bliver konfereret om hvad de skal gøre, for Arn ligger stadig på tværs i maven, mine tal er værre så de synes han skal ud - Men min krop er ligesom ikke klar til at de kan tage vandet i forbindelse med vendingsforsøget...
(Almindeligvis vender de babyen, hvorefter de tager vandet for at få skubbet babyen ned og stå fast i bækkenet, så barnet ikke vender sig igen - men den mulighed var der ikke for mig fordi min livmoderhals var lukket så de ikke kunne komme til)...
Og så er der også det faktum, at man normalt tager tværliggere ved kejsersnit...
Men nu havde jeg jo haft to vaginale fødsler før, så de syntes liiiige de ville overveje den mulighed lidt.

Helt præcist sagde lægen: "havde du været førstegangsfødende, så havde der ingen tvivl været om at du skulle have et kejsersnit - men nu har du jo vist at du godt kan selv to gange..."

Ja tak, jeg synes faktisk ikke det er synderligt morsomt at spytte kæmpebabyer ud (Alba vejede 4600g og var 56 cm lang - Arn var vurderet til omkring 4300g ugen før ved vægtskanningen).

Oh well - Min mand og jeg snakkede lidt om det og besluttede at vi bare ville følge med i hvad læger og jordemødre nu end besluttede...

Det blev til et vendingsforsøg, hvor de derefter ville spænde Arn fast i maven, ved hjælp af nogle håndklæder og lagner (dødbesværligt at gå på toilet med skal jeg hilse at sige)...
Det var sådan man gjorde i gamle dage, selv om det egentligt er en praksis man er gået fra for længe siden...

Og så ville de derefter prøve at modne min livmoderhals ved hjælp af drop, så de kunne komme op og tage vandet...
Her er jeg, mens de giver mig drop, og Arn stadig er spændt fast i maven... På ingen måde et særligt charmerende eller flatterende syn..!

Da jeg kom op på fødegangen, startede jeg ud med en vældigt sød ung jordemor, som havde sidste dag inden hun skulle på barsel med sit første barn...
Der ud over var der også en ung lægestuderende med - en rigtig sød kvinde, som ikke var sikker på hun selv nogensinde ville have børn...

Dropveerne nev lidt, men ingen af os troede at de egentligt havde nogen effekt, for jeg mærkede ikke meget til dem, selv om droppet var sat på max - Så det meste af tiden hyggesnakkede jeg med min mand, og de to andre...
Eller svarede på beskeder på IG, hvor jeg gjorde meget ud af IKKE at gøre opmærksom på at jeg egentligt var igang med at "føde"...
Det var vældig hyggeligt...!

Lige før vagtskiftet tjekker hun om jeg har udvidet mig nok til at de kan komme op og tage vandet... For ellers skal jeg nok have kejsersnit...

Pyyyyha, det ville lige kunne lade sig gøre med nød og næppe - Så nu ville hun gå til vagtskifte (hvor de også holder en lille konference) og overdrage mig til den næste jordemor...
Samtidig sluttede den lægestuderendes vagt, og de kommer begge og siger held og lykke og pænt farvel...

Efter vagtskifte kommer en gammel og garvet jordemor ind...
Meget effektiv kvinde - Lidt sær til at begynde med, synes Martin og jeg.

Og så havde hun for resten knaldrød læbestift på.

Hun gør klar til at tage mit vand, Martin spørger hende om et eller andet og hun kigger op på ham for at svare...
Og så går mit vand ellers af sig selv...

Jeg var dødforvirret, ved begge mine andre fødsler er vandet blevet taget, så jeg afbryder hende og siger "øhh - jeg tror måske lige mit vand er gået"...
Hun kigger ned, og siger "ja, det er det sørme også" og så skifter hun ellers lagner og dims og vejer hvor meget væske der er kommet ud (hvilket hun gør gentagne gange - Hun sagde bagefter at jeg havde temmelig meget fostervand, så det var klart at Arn kunne fare rundt inde i min mave)...

Og så er det ellers tilbage på vedroppet...

Og den her gang, der kan de mærkes...

Og den her jordemor, hun er ikke sådan en der bare lader en ligge og lide - næhhh nej, jeg skulle op og stå, læne mig ind over briksen når jeg havde veer (og husk vejrtrækningen Karen - husk nu vejrtrækningen)...
Og imellem veerne skulle jeg gå rundt (du fredsens, siger jeg bare)...

Det gav da, om ikke andet, én noget andet at tænke på!

Ret tidligt i det her forløb, kommer den lægestuderende tilbage og spørger om hun må blive til resten af fødslen - og siger jeg da frejdigt ja til (og jeg fortryder det ikke!)

Da jordemoderen kunne se det begyndte at blive ret smertefuldt, fik jeg lidt akupunktur som lige tog toppen (i et stykke tid)...

Og så skulle jeg op på briksen at ligge - først skulle jeg vende til den ene side, og så til den anden side...
Jeg havde virkelig ikke lyst, for det gjorde virkelig, virkelig ondt...
Men hver gang jeg brokkede mig sagde hun bare "men Karen, babyen har brug for at du gør det - det kan jeg se her"...
Og så var der ligesom ikke andet at gøre...

Mens jeg er på briksen, står Martin ved mit venstre knæ (og gjorde ihærdigt hvad han kunne for IKKE at se noget af hvad der foregik dernede) - og den lægestuderende står ved mit højre knæ og støtter...

Lige pludselig mærker jeg en nusse mit knæ, som IKKE er min mand - Der stoppede jeg lige op lidt, og overvejede hvad jeg skulle sige til det...
Men efter lidt overvejelser, finder jeg frem til - at havde det været mig havde jeg gjort præcist det samme, så det er egentligt okay med mig at hun gør det...

Nu begynder det hele at blive lidt tåget - Det består mest af uendelige smerter, mig der ånder i et iltapparat - og jordemoderen der herser rundt med mig...

På et tidspunkt skriger jeg af dem alle sammen, og slår min mand fordi han vil trøste mig - Men jeg kan bare ikke ha' at nogen rører ved mig...

Og hold fast hvor gjorde det ondt...

Jeg bad om en epidural...

Jeg har aldrig bedt om smertestillende før - og er faktisk hunderæd for tanken om nåle i nærheden af min rygrad...

Men lige der var jeg ligeglad...

Jeg ville bare have smerterne til at gå væk...
På et tidspunkt lå jeg (dybt urealistisk) og tiggede jordemoren om at stoppe mine veer så jeg kunne få lov til at sove lidt...

Hun sagde ja, og bestilte epiduralen og fortalte mig at anæstesilægen (fik jeg stavet det rigtigt?) ville komme om cirka et kvarter...

For mig er der bare smerter, og smerter...

Den lægestuderende har trukket sig over i et hjørne at stå - Martin svæver rundt et eller andet sted over mit hoved...
Pludselig farer der alle mulige mennesker rundt på fødestuen mens de råber at jeg ikke må presse...
Babyen er stresset...
Jeg må ikke presse...

Og jeg kan ikke forstå hvorfor jeg ikke må...

Jeg registrerer svagt at anæstesilægen kommer og går, fordi det er for sent til epiduralen...

Og jeg må stadig ikke presse...

Jeg forsøger at spørge om hvorfor jeg ikke må - om det ikke vil være bedre at få babyen ud...

Men de siger bare at jeg ikke må presse, at det er bedst for babyen...
Martin svæver rundt over mit hoved og gentager lægen og jordemoderens ord...

Og jeg gør noget så grusomt ondt...

Endelig må jeg presse, og 1, 2, 3 er han ude...
Helt blå, og uden en lyd...

Men han kommer op på maven - tager sin første vejrtrækning...

Og så stikker han ellers i et hyl...

Min smukke dejlige søn er kommet til verden...
Urkvinden i mig er godt tilfreds med at have født selv...

Og jeg ryster over hele kroppen...
Faktisk bliver jeg ved med at ryste, og ryste, og ryste i en times tid - mens jeg ytrer små kærlige ord til den lille varme, sovende klump i mine arme...

Jeg bliver syet...

Jeg får sendt min mand ud at klare de obligatoriske telefonopkald til forældrene, og får postet nyheden på IG og facebook
På et tidspunkt vender jeg mig om mod den lille lægestuderende, og spørger hende om hun nu er totalt afskræmt fra at få flere børn...
Og hun ser bare på mig med beundring og siger "at aldrig har hun mødt en sejere person"...
Det er lidt cool - Selv om jeg egentligt er lidt flov over at have råbt og skældt ud - og sågar slået min højtelskede mand 2 gange...
Og egentligt får jeg også sagt undskyld til dem alle - som bare affejer min undskyldning med ordene "at de har hørt værre"

Jeg bliver sendt i bad og på toilet (Arn, den lille bandit, har præcis ligesom Alba, selvfølgelig besluttet at skide på mig umiddelbart efter fødslen)...
Og imens holder Martin sin 3. fødte... Udtrykket af stolthed i hans øjne ved synet af hans søn i hans arme er et af de indre billeder jeg aldrig kommer til at glemme...

Og endelig er der ro på, og lidt i 23:00 er vi kørt ned på stuen, hvor Arn og jeg bliver indlagt - Jeg vender mig om og siger til Martin at han må høre efter Arn - for nu vil jeg sove...

Og det gør jeg indtil lidt over 5 den næste morgen - helt tabt for omverdenen, men fuld af kærlighed til min mand og alle mine tre børn..! 
De sidste billeder her, er taget dagen efter jeg fødte...
Jeg fik for ørigt at vide at grunden til det havde været så meget mere smertefuldt den her gang, var pga. Arn fik skruet sig skævt ud af bækkenet...

Det er vildt hvad kroppen kan klare!

Måske skulle jeg en dag også fortælle om Alba' og Marcus' fødsler...
Det må jeg overveje...