Viser opslag med etiketten Mig. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mig. Vis alle opslag

Det er den 7. marts...

Og lige om lidt skal jeg ud i den virkelige verden igen...

Jeg er ikke klar endnu...

Jeg klarer mig næsten igennem hverdagen - Vi får mad, der bliver vasket tøj - Nogle uger når jeg rent faktisk også hele rengøringsprogrammet igennem...

Men jeg kan stadig ikke rigtigt fokuserer...

Teenageren benævnte det i forgårs "Mor, du er ligesom moster M. I flagrer begge to rundt og kan ikke koncentrere jer om en samtale"...

Han har helt ret, nu har både min søster og jeg stress - Og han havde observeret de samme symptomer ved os begge to...

Han tolkede det som at vi lignede hinanden meget, og jeg hørte de ensartede symptomer vi begge har...

De små har også lagt mærke til det...

"Mor, hvorfor smiler du ikke så meget...?"
"Synes du ikke jeg smiler?"
"Nej, ikke så meget - Ikke sådan rigtigt...!"

"Mor - Smil til mig, nu..."

De ser det - Uden rigtigt at have begrebsverdenen til at forklare deres følelser...

Manden derimod, han vil gerne have jeg finder noget arbejde...

Som han sagde den anden dag: "Du må da også snart være færdig med det der stress"...

Jeg forstår ham godt...

Økonomien stresser også mig voldsomt meget - Et eller andet sted tænker jeg at det potentielt set kommer til at trække mit helingsforløb i langdrag...

Jeg havde håbet jeg havde det meget bedre nu...

At jeg ville begynde at være klar til at komme videre...

Det er den 24. januar...

Ungerne er syge for tiden...

Specielt Arn er ramt med både øjenbetændelse, feber og opkast...

Jeg er i mor-mode, og bruger mest tid på at putte med det ene eller det andet barn...

Jeg er mere fokuseret når jeg har børnene omkring mig, og overkommer mere...
Jeg tror det er fordi jeg tærer på nogle skjulte mentale reserver, for lige så snart de er tilbage i børnehave falder jeg helt sammen...

Eller - sådan har det i hvert fald været indtil nu..!

Jeg prøver at huske på bloggen, men dagene flyder sammen for mig - Måske er det hele for monotont..?

Opvaskeren gik i stykker for nogle uger siden, og reparatøren mente ikke det kunne betale sig at reparere den.
Heldigvis har jeg fået solgt mit gamle aluminia-stel og tvillingeklapvognen, så vi havde penge til at købe en ny...

Den er lige kommet i dag...

Egentligt var jeg igang med at spare penge sammen til ungernes sandaler og sommerovertøj - Jeg må se hvad jeg så kan finde på for at tjene penge til det...

-------------

Penge bekymrer mig - meget..!

Marcus kom i går og fortalte mig at hvis man får meget dårlige nyheder, så falder intelligensen med op til 15 point - Jeg vidste det godt i forvejen, og som jeg sagde til ham, så er jeg på ingen måde i tvivl om at det er sandt...

Ikke hvis jeg skal gå ud fra mine egne erfaringer...

Martin har nok lidt ret i når han siger vi bare ikke kan slippe for uheld - Selv når der sker noget godt,  så er der altid noget andet der sker som tynger det gode ned...

Jeg tror ikke det er godt at være konstant bekymret, så jeg prøver at skubbe det til side længe nok til at mit sind kan få nok ro på til at finde en løsning...

Men nogle gange kan det godt være svært...

Det er den 17. januar...

Og det har været godt i den sidste tid...

Jeg har fået hvilet nok så overskuddet har været der til børnene...

Jeg har haft styr på mit temperament...

Jeg har lavet mad og vasket tøj, og sørget for at der er ryddeligt - omend rengøringen stadig halter lidt, men her ligner ikke en svinesti...

Jeg har været tilfreds...

Og så selv om jeg bruger meget af min dag på bare at zone ud foran fjernsynet - Men det er hvad min krop fortæller mig at jeg har brug for...
Det er det jeg har brug for for at have overskud til resten af dagen...

Jeg lider ikke nær så meget af hovedpine længere - Jeg har ellers længe undret mig over hvorfor jeg pludselig havde så meget hovedpine...

Men det kan stress åbenbart gøre - give hovedpiner...

Jeg sover meget - og når jeg vågner føler jeg mig slet ikke udhvilet, jeg tror godt jeg kunne sove mindst et par timer mere hver dag...

--------------------

Men i dag fik jeg lov til at mærke hvad det handler om...

Jeg havde godt set at det var turdag på Albas stue.
Jeg havde bare ikke fanget beskeden om at hun skulle i svømmehallen.

Så der står vi så, jeg er vældig godt tilfreds med at vi rent faktisk er kommet et kvarter før afsted så hun kan komme med på tur - Og så spørger pædagogen om hvor hendes badetøj er...

PIS!!!

Det må jeg jo indrømme at det har hun ikke med, samtidig med at jeg føler mig som den ringeste mor på denne jord...

"Jamen jeg har ellers skrevet det på intra" - Ja, jeg ved godt jeg skal tjekke intra og havde stået og tjekket skærmen dagen før i børnehaven for at se om der var nogen informationer om ture...

(Jeg ville virkelig ønske at vi bare kunne fået et skema for en måned af gangen så jeg kan få det skrevet i kalenderen, det plejer nemlig at hjælpe...)

-------------------

Men igen endte jeg med at gå fra børnehaven og begynde at græde...

Græde, fordi jeg er så frustreret over at glemme alting og bare ikke have noget overblik - Og når jeg så står i sådan en situation så overvælder det mig bare...

Og jeg føler igen at jeg bare ikke slår til - Jeg magtede jo ikke engang at sikre mig at min datter havde badetøj med..!

Nå, hun endte med at komme med det andet hold i biografen fordi der heldigvis var et sygt barn og derfor en ekstra billet til Alba...

Og jeg har besluttet at købe en ekstra badedragt til Alba som bare fast kan ligge i børnehaven sammen med et håndklæde, en børste og en plastikpose til det våde tøj...

Så står jeg da i det mindste ikke i den situation igen..!

Det er den 2. Januar...

Bloggen har ligget næsten stille hen i lang tid efterhånden...

Jeg har mest brugt instagram til at få mit opmærksomhedsfix. og til at vise langt de fleste af de ting jeg får produceret frem...

Jeg fremviser kun halve og kvarte sandheder - For livet har været hårdt.

Fra maj måned har jeg ikke længere et arbejde...

Siden oktober har jeg været sygemeldt med stress (dog er jeg fritstillet nu, så jeg behøver ikke en sygemelding fra nu og til maj)...

Jeg er for kort for hovedet, og snapper og snerrer af dem jeg elsker på de særeste tidspunkter...

Flytter supermarkedet om på deres varer er jeg klar til at sætte mig ned at tude, og det at handle viser mig i allerhøjeste grad hvor lidt overblik jeg har tilbage...

Mit selvværd er knækket - Mit selvværd vel at mærke, min selvtillid har aldrig fejlet noget...
Jeg ved udmærket godt hvad jeg er god til...

Jeg har bare meget svært ved at tro på at JEG er god nok...

Det har altid været svært for mig at tro...
Hver lille fejl jeg kommer til at gøre, gør bare at jeg mister mere og mere tro på mig selv...

Tro på at jeg er god nok.

Tro på at jeg er det bedste jeg kan være.

Tro på at jeg ikke er dårligere end alle andre...

I mit liv har folk udtalt at de synes jeg er stærk, at jeg kan være svær at leve op til...

Jeg ved ikke hvad de mener, for inden i er jeg et dirrende nervebundt der krøller sig mere og mere sammen i frygt for at leve - og fejle i processen.

At fejle gør stærkere siger de kloge...

Hvordan stærkere?

Er jeg nødt til at fejle i alt indtil jeg har lært hvordan jeg bliver stærkere af det - Og så fejle videre derefter?

Hvad er vejen frem - Hvordan får jeg troen på at jeg er god nok?

Hvis der er noget jeg har brug for at fortælle om, så er det det - Kampen om at tro på at jeg er værd at elske, bare fordi jeg er mig...

Tankerne, drømmene, håbet, troen, den overvældende magtesløshed...

Jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde, og det er på tide at vende ansigtet mod land - Så nu sætter jagten på et kompas ind..!