Viser opslag med etiketten Mor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mor. Vis alle opslag

Det er den 7. marts...

Og lige om lidt skal jeg ud i den virkelige verden igen...

Jeg er ikke klar endnu...

Jeg klarer mig næsten igennem hverdagen - Vi får mad, der bliver vasket tøj - Nogle uger når jeg rent faktisk også hele rengøringsprogrammet igennem...

Men jeg kan stadig ikke rigtigt fokuserer...

Teenageren benævnte det i forgårs "Mor, du er ligesom moster M. I flagrer begge to rundt og kan ikke koncentrere jer om en samtale"...

Han har helt ret, nu har både min søster og jeg stress - Og han havde observeret de samme symptomer ved os begge to...

Han tolkede det som at vi lignede hinanden meget, og jeg hørte de ensartede symptomer vi begge har...

De små har også lagt mærke til det...

"Mor, hvorfor smiler du ikke så meget...?"
"Synes du ikke jeg smiler?"
"Nej, ikke så meget - Ikke sådan rigtigt...!"

"Mor - Smil til mig, nu..."

De ser det - Uden rigtigt at have begrebsverdenen til at forklare deres følelser...

Manden derimod, han vil gerne have jeg finder noget arbejde...

Som han sagde den anden dag: "Du må da også snart være færdig med det der stress"...

Jeg forstår ham godt...

Økonomien stresser også mig voldsomt meget - Et eller andet sted tænker jeg at det potentielt set kommer til at trække mit helingsforløb i langdrag...

Jeg havde håbet jeg havde det meget bedre nu...

At jeg ville begynde at være klar til at komme videre...

Det er den 24. januar...

Ungerne er syge for tiden...

Specielt Arn er ramt med både øjenbetændelse, feber og opkast...

Jeg er i mor-mode, og bruger mest tid på at putte med det ene eller det andet barn...

Jeg er mere fokuseret når jeg har børnene omkring mig, og overkommer mere...
Jeg tror det er fordi jeg tærer på nogle skjulte mentale reserver, for lige så snart de er tilbage i børnehave falder jeg helt sammen...

Eller - sådan har det i hvert fald været indtil nu..!

Jeg prøver at huske på bloggen, men dagene flyder sammen for mig - Måske er det hele for monotont..?

Opvaskeren gik i stykker for nogle uger siden, og reparatøren mente ikke det kunne betale sig at reparere den.
Heldigvis har jeg fået solgt mit gamle aluminia-stel og tvillingeklapvognen, så vi havde penge til at købe en ny...

Den er lige kommet i dag...

Egentligt var jeg igang med at spare penge sammen til ungernes sandaler og sommerovertøj - Jeg må se hvad jeg så kan finde på for at tjene penge til det...

-------------

Penge bekymrer mig - meget..!

Marcus kom i går og fortalte mig at hvis man får meget dårlige nyheder, så falder intelligensen med op til 15 point - Jeg vidste det godt i forvejen, og som jeg sagde til ham, så er jeg på ingen måde i tvivl om at det er sandt...

Ikke hvis jeg skal gå ud fra mine egne erfaringer...

Martin har nok lidt ret i når han siger vi bare ikke kan slippe for uheld - Selv når der sker noget godt,  så er der altid noget andet der sker som tynger det gode ned...

Jeg tror ikke det er godt at være konstant bekymret, så jeg prøver at skubbe det til side længe nok til at mit sind kan få nok ro på til at finde en løsning...

Men nogle gange kan det godt være svært...

Det er den 17. januar...

Og det har været godt i den sidste tid...

Jeg har fået hvilet nok så overskuddet har været der til børnene...

Jeg har haft styr på mit temperament...

Jeg har lavet mad og vasket tøj, og sørget for at der er ryddeligt - omend rengøringen stadig halter lidt, men her ligner ikke en svinesti...

Jeg har været tilfreds...

Og så selv om jeg bruger meget af min dag på bare at zone ud foran fjernsynet - Men det er hvad min krop fortæller mig at jeg har brug for...
Det er det jeg har brug for for at have overskud til resten af dagen...

Jeg lider ikke nær så meget af hovedpine længere - Jeg har ellers længe undret mig over hvorfor jeg pludselig havde så meget hovedpine...

Men det kan stress åbenbart gøre - give hovedpiner...

Jeg sover meget - og når jeg vågner føler jeg mig slet ikke udhvilet, jeg tror godt jeg kunne sove mindst et par timer mere hver dag...

--------------------

Men i dag fik jeg lov til at mærke hvad det handler om...

Jeg havde godt set at det var turdag på Albas stue.
Jeg havde bare ikke fanget beskeden om at hun skulle i svømmehallen.

Så der står vi så, jeg er vældig godt tilfreds med at vi rent faktisk er kommet et kvarter før afsted så hun kan komme med på tur - Og så spørger pædagogen om hvor hendes badetøj er...

PIS!!!

Det må jeg jo indrømme at det har hun ikke med, samtidig med at jeg føler mig som den ringeste mor på denne jord...

"Jamen jeg har ellers skrevet det på intra" - Ja, jeg ved godt jeg skal tjekke intra og havde stået og tjekket skærmen dagen før i børnehaven for at se om der var nogen informationer om ture...

(Jeg ville virkelig ønske at vi bare kunne fået et skema for en måned af gangen så jeg kan få det skrevet i kalenderen, det plejer nemlig at hjælpe...)

-------------------

Men igen endte jeg med at gå fra børnehaven og begynde at græde...

Græde, fordi jeg er så frustreret over at glemme alting og bare ikke have noget overblik - Og når jeg så står i sådan en situation så overvælder det mig bare...

Og jeg føler igen at jeg bare ikke slår til - Jeg magtede jo ikke engang at sikre mig at min datter havde badetøj med..!

Nå, hun endte med at komme med det andet hold i biografen fordi der heldigvis var et sygt barn og derfor en ekstra billet til Alba...

Og jeg har besluttet at købe en ekstra badedragt til Alba som bare fast kan ligge i børnehaven sammen med et håndklæde, en børste og en plastikpose til det våde tøj...

Så står jeg da i det mindste ikke i den situation igen..!

Det er den 5. januar...

Og jeg kæmper virkelig med ikke at gå rundt i en trist døs...

Vejret er smukt, men jeg ville ønske der var sne til at lokke mig og børnene udenfor at lege...
Verden er smuk med sne - Og sjov..!

De sidste par dage har jeg ikke kunnet tage mig sammen til meget mere end det mest nødvendige - Jeg havde ellers et par gode dage hvor jeg fik noget fra hånden og hvor jeg kom igang med at rense og reparere Albas dukkevogn...

Men nu sidder jeg bare det meste af dagen uden rigtig at vide hvad det er jeg har fået tiden til at gå med.

Jeg har puttet en masse med de små, og snakket med dem - Givet dem alle de kys og kram de kan udholde...
Lavet mad, taget tøj på, ryddet op (sådan næsten)...
Stirret på det meget rodede gulv på de små's værelse, mens jeg endnu engang har undret mig over hvordan de kan rode så meget til på så kort tid...

Og overvejet hvordan de får lært at hjælpe til med at rydde op, i stedet for bare at gå...
Ikke at de ikke hjælper, de har bare en meget kortvarig interesse i det...

----

I dag kom jeg i tanke om at man da vist nok kan tage en uddannelse på dagpenge, såfremt den ikke er SU-berettiget og ikke er normeret til mere end 20 timer om ugen.

Det tror jeg at jeg skal have set lidt nærmere på...

Jeg tænker at der må være mere end ejendomsmægler og meritlærer man kan blive på de vilkår?

----

Tiden går så hurtigt, men jeg bemærker det ikke rigtigt...

Det er allerede januar...

Jeg har ikke arbejdet siden den 10. oktober...

Der er gået næsten 3 måneder.
Jeg har holdt halloween, jul, og alle de forberedelser der følger med - Men lige nu føles det som meget langt væk og ret tåget...

Jeg har gået 3 måneder uden at arbejde...

3 måneder..!

Det er den 2. Januar...

Bloggen har ligget næsten stille hen i lang tid efterhånden...

Jeg har mest brugt instagram til at få mit opmærksomhedsfix. og til at vise langt de fleste af de ting jeg får produceret frem...

Jeg fremviser kun halve og kvarte sandheder - For livet har været hårdt.

Fra maj måned har jeg ikke længere et arbejde...

Siden oktober har jeg været sygemeldt med stress (dog er jeg fritstillet nu, så jeg behøver ikke en sygemelding fra nu og til maj)...

Jeg er for kort for hovedet, og snapper og snerrer af dem jeg elsker på de særeste tidspunkter...

Flytter supermarkedet om på deres varer er jeg klar til at sætte mig ned at tude, og det at handle viser mig i allerhøjeste grad hvor lidt overblik jeg har tilbage...

Mit selvværd er knækket - Mit selvværd vel at mærke, min selvtillid har aldrig fejlet noget...
Jeg ved udmærket godt hvad jeg er god til...

Jeg har bare meget svært ved at tro på at JEG er god nok...

Det har altid været svært for mig at tro...
Hver lille fejl jeg kommer til at gøre, gør bare at jeg mister mere og mere tro på mig selv...

Tro på at jeg er god nok.

Tro på at jeg er det bedste jeg kan være.

Tro på at jeg ikke er dårligere end alle andre...

I mit liv har folk udtalt at de synes jeg er stærk, at jeg kan være svær at leve op til...

Jeg ved ikke hvad de mener, for inden i er jeg et dirrende nervebundt der krøller sig mere og mere sammen i frygt for at leve - og fejle i processen.

At fejle gør stærkere siger de kloge...

Hvordan stærkere?

Er jeg nødt til at fejle i alt indtil jeg har lært hvordan jeg bliver stærkere af det - Og så fejle videre derefter?

Hvad er vejen frem - Hvordan får jeg troen på at jeg er god nok?

Hvis der er noget jeg har brug for at fortælle om, så er det det - Kampen om at tro på at jeg er værd at elske, bare fordi jeg er mig...

Tankerne, drømmene, håbet, troen, den overvældende magtesløshed...

Jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde, og det er på tide at vende ansigtet mod land - Så nu sætter jagten på et kompas ind..!

Kan I huske den mave jeg har snakket så meget om...

Altså, den der mormave der bare ikke vil gå væk...

og at jeg efter fødslen af Arn ikke kun døjer med en gravidt udseende mave, men også har fået navlebrok (som ikke får maven til at se mindre gravid ud)...

I har læst masser om tøj til at skjule det, hulahop-rings træning og jeg ved snart ikke hvad...

Og tak for at I har stået det igennem gennem de sidste to år - Det er bare noget der fylder virkelig meget i mit liv...

Jeg har været vant til at i løbet af 4 måneder er jeg nede på min før-graviditets vægt, og maven er løsere, men stadigvæk svundet ind...

Det her faktum at jeg ikke kan bruge mine bukser fordi jeg stadig er en str 36/38 om ben og bagdel, men pludselig er en str 44 om maven har været/er et kæmpe problem for mig...

Jeg bor pludselig i leggings og oversize bluser - Og jeg har taget på...

Meget på faktisk...

Mest af alt fordi jeg bare er ligeglad...

Jeg spiser mere usundt, bevæger mig mindre, er holdt op med at se mig i spejlet...

I små perioder prøver jeg at gøre lidt mere ud af mig selv, som da jeg brugte 3000,- på nyt undertøj - Besluttede mig for at farve hår, fik pandehår igen og den slags...

Men det hele løber ud i sandet fordi jeg bare ikke rigtigt har det godt med mig selv...

Og i bund og grund er det jo essensen i at se godt ud - at jeg har det godt med mig selv og mit udseende...
Og så længe jeg ikke har det, så kommer jeg ikke rigtigt videre derfra...

Og så kan det bliver råbt ud fra bytagene at alle andre stadig synes jeg ser godt ud - Hvis det ikke er det mine øjne ser, så ændrer det jo ikke på noget...

Nå...

Jeg var så på hospitalet lige inden jul for at få tjekket hvad der egentligt sker med den her mærkelige mave jeg har tillagt mig...

Og jeg har tilsyneladende noget der hedder "rectus diastase" - Som lægen i øvrigt sagde der ikke kunne gøres noget ved, men han ville gerne operere mit navlebrok...

Jeg ved ikke med jer, men når det stykke der normalt er med til at holde det hele på plads er for slapt, så tænker jeg det er lidt af en lappeløsning at ordne brokken (og tænker at det ikke fjerner brokken på langt sigt???)...

Den besked kunne jeg bare slet ikke acceptere...

Skal jeg virkelig gå rundt og se sådan her ud resten af mit liv?

Jeg er blevet ansporet til at prøve noget speciel træning, som jeg nu er gået ind i min 3. uge med (yeah - jeg har rent faktisk trænet hver dag i 14 dage)...

Det er ikke hårdt, og det tager kun et kvarters tid om dagen - Så jeg er meget spændt på om jeg kan se nogen virkning af det om en måneds tid...

Jeg håber lidt at hvis jeg rent faktisk kan se en bedring på min mave, at det så kan anspore mig til at komme "back on track"...

Jeg har også hørt om nogen (og set billeder af) kvinder som får tapet deres mave for at afhjælpe det - Det har jeg dog ikke kunnet finde noget nærmere om...

Nu må vi se...

-------------------

Er der nogen af jer derude der ved noget om rectus diastase og har nogle "happy endings" I kan fortælle mig om?

Har I nogensinde hørt historien...

Om dengang vi fik smækket os selv ude af vores lejlighed nytårsaften?

Da Martin og jeg først flyttede sammen, var det i hans lejlighed som kun lå et par hundrede meter væk fra mine forældres hus...

Vi havde et år valgt at holde nytårsaften selv, bare mig, Martin og Marcus (der måske var 4 eller 5 på det tidspunkt)...

Der blev lavet god mad, og vi hyggede med noget spil - Og så skulle vi ned og fyre noget fyrværkeri af...

På det tidspunkt var det sådan, at når både Martin og jeg gik ud af døren, så havde han normalt altid en nøgle med...

Altså lige bortset fra den aften...

Så da vi havde fået skudt nytårskrudtet af, og skulle til at op i lejligheden igen stod vi lige pludselig der med lange næser og ingen mulighed for at komme ind i lejligheden...

Heldigvis boede min mor og far jo tæt på, så vi gik derover og nytårshyggede lidt med dem mens vi ventede på låsesmeden som grinede af os hele tiden mens han (meget hurtigt må man sige) fik låst os ind i vores lejlighed igen...

Derefter uddannede Martin sig til låsesmed (selv om han nu aldrig har brugt de kurser til noget), og vi lærte at have ekstranøgler liggende rundt om ved folk vi kendte der boede i nærheden...

Billedresultat for mejlshede
---------------

Indlægget er bragt i samarbejde med Mejlshede.dk

"Du kan jo bare formulere en sætning og bede om hjælp"...

Det sagde Martin til mig den anden dag -
Og det er en sætning jeg har gået og tænkt meget over lige siden...

For han har jo ret, det burde jo ikke være sværere end det - vel?

Men der er så mange lag i et så enkelt spørgsmål...

Først og fremmest, så skal jeg erkende at jeg har brug for hjælp...

Og jeg ved godt jeg kun kan tale for mig selv (og derfor vil prøve at lade være med at bruge det anonyme "man") - Men det der med at stoppe op længe nok til at indse at det er ved at brænde på for mig, det er jeg ikke s....god til...
Og her kan vi sagtens bare tale om den ugentlige rengøring af huset - Jeg har så travlt og farer rundt med den her liste inde i mit hoved over gøremål og bliver mere og mere stresset hvis jeg ikke føler at jeg er med...
Og det her er noget der specielt kan ske hvis jeg udskyder rengøringen lidt for længe, så i stedet for at være organiseret (hvilket jeg i perioder kan være megagod til) og lige bruge en halv time dagligt på noget rengøring, så får jeg udskudt rengøringen af samtlige 200 m2 hus til sidste øjeblik (=søndag eftermiddag/aften)...
Og i al den her målrettehed (vælger jeg at kalde det), hvor jeg arbejder ud fra min interne liste og giver hvert enkelt punkt et lille mentalt flueben, bemærker jeg ikke hvor opkørt og overgearet jeg til sidst kan ende med at blive fordi jeg faktisk har påtaget mig en lidt større opgave i det øjeblik end jeg  reelt magter...

Og det går ud over både mig selv og alle andre i husstanden...

Men jeg er bare så fokuseret på det jeg skal nå, at jeg ikke får stoppet op og tænkt "Hey, måske jeg skulle bede nogen om hjælp???"...
For et eller andet sted, så tænker jeg at de da burde kunne se at nu ville være et godt tidspunkt at springe op fra diverse sofaer/stole/senge og komme og tilbyde hjælp...

Jeg mener, jeg har jo lavet den her fantastiske liste som hænger på køkkenskabet, hvor alle kan se hvad der skal gøres (dagligt, ugentligt, 14 dags, månedligt, kvartalsvis, halvårligt og årligt) både inde som ude...
Hvorfor rejser de sig ikke bare fra deres flade r.v og spørger hvad jeg har nået på listen, fordi så kunne de måske tage næste punkt???

Og jeg forklarede det her for dem da jeg hængte listen op - Se på liste, tjek hvad der er lavet, gå igang af jer selv...

Men nej, sådan kan det ikke fungerer her i huset - Jeg er nødt til at bede om hjælp, og det er jeg bare ikke særlig god til...

Bare spørg ALLE...

Jeg kommer gerne og hjælper andre, men hellere lade det hele brænde sammen om ørerne på mig selv, end at bede om hjælp...

That's me...

Og det er temmelig idiotisk, det kan jeg jo godt se...

Men lave om på det?

Det magter jeg tilsyneladende ikke...

Nogle gange så kan jeg heller ikke se skoven for bare træer...

Når hovedet er ved at kortslutte, følelserne render af med mig, og begivenheder hober sig op inde i hovedet på mig og bliver analyseret, fortolket, omfortolket og fejlfortolket i en køre...

om og om igen...

Og der bare bliver lagt endnu flere ting ovenpå, fordi der så blev sagt dit eller gjort dat...

Så magter jeg slet, slet ikke at bede om hjælp...

For det lilel spørgsmål åbner op for alskens ting jeg skal tage stilling til...

a - at jeg har behov for hjælp
b - hvad jeg har brug for hjælp med
c - hvori hjælpen skal bestå
d - hvem jeg skal bede om hjælp
og e - om jeg overhovedet føler at jeg kan tillade mig at bede om det (eller orker at tage konflikten når man har stærkt optaget hankønsvæsen der overhovedet ikke har lyst til at lave noget ud over det vedkommende lige er igang med)...

Så ja - Det er "bare" at bede om hjælp, et lille ord på fem bogstaver, som det kan være virkelig virkelig svært at formulere og udsige over for andre...

Det er lige gået op for mig...

At min blog er fyldt 4 år, uden at jeg har skænket det en tanke...

Jeg burde egentligt skamme mig lidt ;0)

Og hold da op hvad der er sket på den tid, blogland er et helt andet sted end det var dengang...

Det var dengang retrobølgen var på sit højeste, og man næsten ikke kunne vende eller dreje sig uden at støde ind i kreablogs...

Og det virkede som om alle var venner, og kendte hinanden supergodt...

Men det er vist mest på instagram og facebook at det sner nu - Eller tager jeg helt fejl..?

Nu synes jeg hovedsageligt det er ved at være Mummy- og fashion-blogs der er de mest aktive og produktive...
Gad vide hvorfor..?

Anyways - Tillykke til min blog, jeg har stadig ikke fortrudt at jeg oprettede den i et spontant øjeblik mens jeg ventede Alba...
Det er vildt sjovt at se tilbage på mine gamle indlæg - Og jeg kan fortælle jer, jeg synes jeg er ret god til at ævle ;0)

God weekend alle sammen...!

I lørdags overtalte jeg min ene storesøster til...

At vi skulle tage os en "hurtig smuttur" til Stof og stil i Odense...

Jeg skulle have Arn og Alba med mig, men de er almindeligvis så gode at have med ud at handle, at det ikke er noget problem og jeg gerne gør det...

Faktisk synes jeg det er virkelig hyggeligt at have dem med, men det betyder at det tager et par timer længere for mig at handle fordi de små skal have tid til at kigge og spørge om alt muligt...

Nå, også denne gang gik det så fint at have dem med - Specielt Alba var en hyggelig oplevelse fordi hun fandt så meget smukt stof som enten jeg eller hun skulle have en kjole i...

Og der gik faktisk ikke lang tid før hun havde forelsket sig i den opsyede model af deres peplumkjole til piger...

Og hun viste mig den, igen og igen og igen - Så til sidst forbarmede jeg mig over den stakkels pige og købte mønsteret med hjem (heldigvis havde jeg stoffet liggende, omend i lyserød i stedet for mintgrøn)...

Efter hun så var blevet puttet, satte jeg mig til symaskinen og næste dags morgen kunne jeg præsentere hende for denne kjole...
Jeg har egentligt fulgt mønsteret meget præcist med undtagelse af at have tilføjet foldeelastik i halsåbning og på peplumskørtet...

Jeg tænker det er en model der lægger op til at lege lidt med materialerne en anden gang, og så dropper jeg nok det stramme skørt  og laver leggings til i stedet da skørtet hæmmer bevægelsesfriheden lidt...
Et styks tilfreds pige

Noget om maver...

Efter jeg fik Arn, så har jeg fået flere og flere problemer med mit udseende...
Jeg vejer lidt mere end jeg har lyst til, men det er der en vej ud af...

Nej, det der gør mig virkelig ked af det er min mave (ja, I know - Total kliché)...

Det er som om mine muskler ikke rigtigt kommer ind at ligge rigtigt igen, men bliver ved med at stå skråt ud af...
Og så har jeg fået navlebrok (suk)...

Jeg ved ikke om det er brokken der er medvirkende til at min mave føles, og ser helt forkert ud - Men da jeg var ved lægen for at få det tjekket, sagde hun at hun ikke troede de ville gøre noget ved det på hospitalet, fordi jeg ikke virker til at være særlig generet af det...

Og det er jeg da heller ikke...

Med mindre jeg støder maven ind i for mange ting i løbet af dagen, eller ungerne kommer til at ramme mig på navlen, eller hvis jeg bare generelt set prøver på at træne min mand...

Det er blandt andet derfor at mit hulahop-eventyr afgik ved døden...
Min mave (og brok) bliver simpelthen for ømt når jeg prøver...

Men det går ud over min selvtillid, min lyst til at tage tøj på...

Jeg føler mig bare ikke feminin på samme måde som før, men mere som et slasket morvæsen...

Og det har også sine konsekvenser på andre områder af mit liv...
(Host, host...)

----

Suk, jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre ved det, men et eller andet er jeg nødt til at finde ud af...
Snart..!

Noget om at være tøsefornærmet på den stille måde...

For andet kan jeg nok ikke kalde det...

For ret lang tid siden efterhånden, begyndte jeg stille og roligt at trække mig lidt fra både blogland, instagram og real-life venner...

Jeg holdt op med at være opsøgende, og begyndte i stedet at bruge tiden på kreative sager og mor-rollen...
Det var helt ubevidst, men når det bare ikke rigtigt virkede for mig - Så gjorde jeg det bare mindre...

Og da det så viste sig at jeg kunne forsvinde i tavshed, uden nogen bemærkede det - Ja, så blev det helt envejskommunikation...
Jeg sender noget ud, men følger ikke rigtigt selv med og forventer ikke noget tilbage...

Det har gjort mig trist i lang tid...

Det at føle at jeg ikke er vigtig for nogen ud over min nærmeste familie, det er hårdt..!

Men sådan er det, og det har jeg lært at finde ud af at leve med...

Jeg er sammen med mine børn, mand og min søster - Jeg møder op og hygger mig til familie-tamtam og fælles sammenkomster...

Men veninder, det føler jeg nok ikke jeg har længere...
Nok mere gode bekendte som jeg ind imellem får presset til at lave noget sammen med mig, eller hvor jeg får hægtet mig på flokken, men som jeg intet forventer af...

Og bloggen - den smerter også...
Den er nok også mest bare blevet en god bekendt som jeg holder kontakten med...

Og det samme gælder nok også for Instagram...

Det gør mig trist at tænke på, så for det meste fylder jeg bare mit liv med alt mulig andet, og lader som ingenting - For det er lettere..!

Men sandheden er, at jeg nok føler mig lidt ensom...

Se lige hvad Marcus kom med til mig i fredags...

Så kan det godt være han er teenager, og vi har vores mindre sjove momenter til tider - Men det der, det er da lige noget der farer ind i mor-hjertet og får mig til at glemme alt det negative der ind imellem er...

Lidt hjælp til ideen fik han af min søster, men altså...

Hvor skøn en buket er det ikke lige?

Dejlige dreng..!

Når man får lovet guld og grønne skove...

Og så bare ikke rigtigt kommer videre med det...

Hele maj månede var jeg på kursus i Odense, med dertilhørende transportproblemer og ting der skulle gå op i en højere enhed (som børnepasning, rengøring, hvem der skulle lave mad og sådan noget)...

Det var egentligt meget interessant at mærke hvordan andre mødre der er udearbejdende har det...

Jeg tror i hvert fald ikke jeg tog skade af at mærke det på egen krop igen - Og så var det heldigvis også et superfedt kursus hvor jeg fik rigtigt mange teknikker og redskaber til min hverdag som dagplejer...

Og hvad har jeg ellers lavet?

Været træt - I drømmer ikke om hvor træt jeg er for tiden..!
Martin tog det her billede den anden dag - klokken er nok omkring 19:30, og jeg skulle bare lige putte Arn...
Det er lidt hyggeligt at Arn og jeg ligger og holder hinanden i hånden mens vi sover, så det er et af den slags billeder som jeg slet ikke er i tvivl om vil blive set på igen og igen...

Jeg tror trætheden meget kommer af at jeg glemmer at tage mine vitaminpiller...
Ikke at jeg havde troet det ville få så stor betydning med sådan nogle vitaminer - Men det passer med at hvis vi har glemt at tage dem i en uges tid så går både Martin og jeg trætte rundt, og når slet ikke alt det vi plejer...

Jeg skal have fundet en aflåselig transparent æske som jeg kan opbevare vitaminpillerne i - For som dagplejer kan jeg jo ikke bare have dem stående fremme på bordet, men jeg har brug for at se dem for at huske at tage dem..!

Hvad med jer, hvad bedriver I tiden med?

Så gik der næsten en månede...

Tiden er virkelig gået absurd hurtigt...

Jeg har strikket, syet, gravet, luget, renset, gjort rent, renset ovn (den kommer bare aldrig til at se ud som ny igen)...
Og foran mig ligger der mere lugning, gravning, rensning, rengøring, vasketøj, sytøj og strikketøj...

Gåture, arbejde, overskud, nærvær, positivt livssyn og kreativitet i de mængder der er tid og overskud er mine keywords for tiden...
Og prioriteterne er altid familien før rengøring, og rengøring før kreanørklen...

Til gengæld, så sker der også vilde ting og sager i huset...
Jeg tror snart ikke der er den afkrog jeg ikke har luftet, renset og omrokeret...

Og jeg er VILD med det...

Det er egentligt sjovt, for jeg har jo mere end en gang sukket over alle de ting jeg var overbevist om jeg manglede at købe for at kunne skabe det jeg gerne ville have...

Men nu kan jeg se, at jeg bare trængte til at se på mine ting på en anden måde..!

Så hvad der startede med et projekt for at få DVD-samlingen til at fylde mindre - er endt ud med at skabe de luftige, ryddelige rammer omkring mig som jeg sådan har tragtet efter...

Samtidig, så er jeg på ingen måde færdig med Marts månedes 12-mok projekt, det er strandet lidt ved at strikke ærmer...
Men det kommer der et indlæg om...

April måneds 12-mok projekt er jeg ved at lægge sidste hånd på (de ærmer er ikke helt så strandede) - og så har jeg syet næsten en hel ny garderobe til Arn...

Og alt sammen har jeg planer om at fremvise i løbet af den næste månede...

Så glæd jer, der kommer både syning, strik, indretning, have og life in general på programmet...

Det eneste jeg lige mangler, er at få prioriteret at få taget nogle billeder, og skrevet nogle indlæg!

Av, min skulder...

Nogle gange, så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg tænkte på da jeg gik igang med et projekt...

For et par uger siden købte jeg nogle forskellige rengøringsprodukter i Netto, i erkendelse af at jeg har brug for mere end knofedt og vand når det kommer til kalk på badeværelserne og beskidte gulvfuger...
Og i og med at jeg faktisk ikke er helt sikker på hvad det egentligt er jeg laver, så prøver jeg mig lidt frem indtil jeg finder ud af noget der virker - For jeg er flov over at alle der entrerer mit hjem med få øjekast kan se at jeg sov i timen da jeg lærte om lige præcis de rengøringsemner...

...

Men fysse føj da jeg får ondt af at få skuret de gulvfuger...
Det er vist ikke lige bevægelser jeg har gang i i mit daglige virke (piv).
Så PLEEEEEEASE fortæl mig at I har nogle übergeniale tips og tricks, som jeg kan afprøve for jeg må helt ærligt indrømme at jeg synes det er svært at finde ud af hvad jeg egentligt skal gøre...

(Og nej, det er ikke endnu en reklame....)

Men jeg syntes lige I skulle have lov at se hvor langt jeg er nået i min oprydning....

Jeg er endelig blevet færdig med at reducere DVD-samlingens størrelse, så den nu kun fylder 8 kasser (Yeah, før fyldte den 36)...
Alle de dejlige kasser har jeg valgt at genbruge til at organisere størstedelen af mine kreasager i...
Der var mærkater med indhold på dem - men Arn har en fest ud af at pille dem ud og krølle dem sammen, så jeg tænker lidt at jeg vil prøve med noget malertape i stedet...
Eller har I nogle andre og bedre forslag?

Jeg skal have fundet en bedre måde at opbevare dem på end bare at have dem i en stabel på gulvet, men det kræver vist en større omorganisering af kreareolen i kontoret...

Jeg har også endelig været ved at se lidt på alt det stof jeg har sorteret fra...
Der skal tages billeder af bunkerne, og så bliver de pakket ind så de er klar til at blive sendt med det samme...
Sådan en bunke kommer nok til at koste 150 + porto, eller en halv bunke til 75 + porto

Til sidst har jeg været ved at gøre klar til et krea-påskeprojekt med ungerne...
Det endte med at blive dyrt at købe ind til fordi jeg købte porcelænstusser - Men jeg vælger at tro på at det er en investering jeg nok skal blive glad for i det lange løb...

I får billeder af det endelige resultat senere!

Hvor er mine ord blevet af???

I de år jeg har haft bloggen har der ofte været perioder med stilstand...

Mest fordi jeg har haft travlt med børnene, lige har haft født eller har været syg...

Lige for tiden, der sker der godt nok noget på bloggen - men det er mest bundne opgaver...
Men det er så meget lettere at skrive om noget en anden beder mig om...

Normalt plejer det ikke være svært for mig lige at gribe et øjeblik i hverdagen og skrive om det, men jeg kan ikke se dem for tiden...
Jeg synes ikke de kreative ting jeg laver er interessante nok, anekdoterne er ikke sjove nok, og mit liv som mor er ikke interessant nok...

Hvilket jo er dumt, for lige meget HVOR kedelige vi er - så har vi vores eget individuelle og unikke liv, som ingen andre lever;
Og selv de små øjeblikke kan være rørende, sjove eller smukke....

Måske kan jeg bare ikke se skoven for bare træer...

Måske har jeg bare for travlt med at nyde livet til at have tid til at sætte ord på det...

Lige meget hvad, så håber jeg I bærer over med at I får anekdoterne på en anden måde end normalt...
Og jeg håber at I stadig kan fornemme mig i de ord og tanker der alligevel bliver luftet herinde!

Og om ikke andet, så kommer havesæsonen snart, så kan jeg altid vise jer billeder af alle de smukke ting vi kan se derude i naturen ;0)

Hvor er foråret fantastisk i år...

Og atter engang nyder jeg at tage dagplejebørnene med på ture, eller bare tage et smut ud i haven med dem...

Det er nok også meget godt, for sammen med lyset og årstiden er min vilde trang til oprydning, organisering og forandring også kommet over mig...
Så det er ikke meget jeg får set til hverken computer, fjernsyn eller kreative hobbyer for tiden...

Til gengæld, så får jeg kigget godt i gemmerne, og forhåbentligt også skabt mere visuel plads nede i kontor/hobby-området (jeg siger jer, skal jeg nogensinde have et andet hus end dette - så skal der være en pæn stue og et familie hobbyrum!!!)

Jeg skylder jer en opdatering på 12mok-projektet for februar (som for længst er færdigt og taget i brug), og jeg har besluttet, at jeg får det skrevet og udgivet i morgen...

----

Er jeg den eneste der får trang til at gennemgå samtlige skabe, skuffer, kasser (og andre sære gemmesteder) når lyset skinner ind gennem vinduerne???

(På den anden side, så kan det være at jeg gør det for at undgå at pudse selvsamme vinduer, som VIRKELIG trænger til en grundig omgang rengøring)...

Her ser I en sofa...

Ikke bare en hvilken som helst sofa - Men en vaskeægte familiesofa...
Sådan en der bliver hoppet, danset, grædt, råbt, leget, spist, pruttet og kastet op i...
Sådan en hvor man helt sikkert skal passe på med at lade hænderne kravle ned bag hynderne, for det er ikke til at vide hvad man får fingrene i...

Det er en sofa der kan holde til det hele - Og gør det så godt at jeg knap har tænkt tanken at skille mig af med den...

MEN!!!

For der er et men...

Den trænger MEGET til at blive renset - Specielt efter al den sygdom vi har været forfulgt af de sidste par måneder...
Og så trænger den til at få fjernet fnuller (men det er bare af rent kosmetiske grunde)...

Vores gulve trænger også til at blive renset godt igennem (og forhåbentligt lidt mere effektivt end når min kære husbond er igang med dem)...

Så jeg har været ved at kigge mig omkring, og har overvejet at få sådan en af de der tæpperensere der kan det hele, både rense tæpper og møbler, vaske gulve og støvsuge...
Jeg kan huske min mor havde sådan en da jeg var barn - Og hun havde den indtil den var slidt op, så helt dårlig kan sådan en dims ikke være...

I min søgen faldt jeg over en hjemmeside hvor I kan se deres udvalg af tæpperensere her
I forhold til hvad det koster at få en sofa renset professionelt, så vil sådan en tæpperenser hurtigt have tjent sig selv ind!!!

Men hvad siger I - har I erfaring med sådan en fætter og er I i så fald glad for den???

------------------------

Indlægget er bragt i samarbejde med Stov