Strikkepinde og panik før lukketid samt orden med tapetserede æsker

PANIK lige før lukketid... Kender I dét, at man sidder der med sine dyre Knit Pro strikkepinde af træ i hånden, skal i gang med et nyt projekt - og så knækker den ene?! 

Og selvfølgelig en lørdag 4 minutter i 1 og butikkerne lukker kl. 1. Bandeordenen blev luftet skal jeg love for. Fat i telefonen - heldigvis ligger strik-og stofbutikkens tlf. nr. på "harddisken" - Hjæælp, træk lige lukketiden lidt - jeg har knækket min strikkepind - jeg er der om fem minutter. De kender mig, så de lukkede mig ind. Meeen, de havde ikke løse strikkepinde til Knit Pro i str. 5. Hmfr! Hvad gør man så? Ja, man køber selvfølgelig et helt nyt sæt - de havde et af de her sæt med 3 størrelser i, og i pink plastik. Kr. 140,- værsgo' og spis.

Nå, men det er jo vigtigt, så pindene blev købt og glad drog jeg hjem til alle mine andre strikkepinde. De roder ret meget og jeg har aldrig fundet noget rigtigt system til dem. De lange alm. strikkepinde samt strømpepindene står i en krukke og nogen ligger i en skuffe. De almindelige rundpinde er spredt rundt omkring. Og Knit Pro pindene, som er så smarte, ligger i en gennemsigtig plastik-taske med lommer. Egentlig godt nok, men tasken er ikke så pæn. Hmmm...

Ud fra devisen: man tager hvad man har - i dette tilfælde en firkantet småkagedåsei sølv med et frosted hjerte på låget - fik jeg lavet en æske til min Knit Pro pinde. Jeg limede filt fra gemmerne i bunden, og i låget. På filten i låget syede jeg lidt elastik, som jeg også havde i gemmerne. Nu er der orden.

Lige i starten, da jeg strikkede med de nye pink plastikpinde, var det lidt fremmed, men nu er de faktisk de bedste, fordi de er en smule eftergivelige. Det er træpindene ikke. Og det ærgrer mig, at stå med 1 1/2 strikkepind. Den ene af mine pinde nr. 6 knækkede for længe siden i spidsen - den fik jeg gjort fin igen med sandpapir og smergellærred, omend den er lidt tyk i det. 

Så jeg tror jeg vil forsøge mig med superlim, lidt fint sandpapir, smergellærred og poleremiddel. Mon så ikke den kan repareres uden at garnet hænger i pinden? Hmmm... det må blive en anden søndag!

Nu kan I også lige så godt se mit andet ordens-projekt:

Jeg har som så mange andre i blogland brugt noget tid på at rydde op i alle de mere eller mindre mærkelige, men brugbare ting, jeg gemmer på. 

Man kan jo ikke være kreativ, hvis ikke der er noget at være kreativ af, vel? 

Det er i alle fald mit svar, hvis Klaus ymter lidt om, at jeg da vist fylder lidt meget :-)

Gemt i et skab stod en meget gammel, grim brun metaltingest med små praktiske plastskuffer. Den gemte på alt muuuligt mærkeligt, som jeg aldrig har fået taget mig sammen til at sortere. Så tingene fik en tur med hård hånd - hmmm... en hel pose affald. Så fik den en omgang med spraymaling og nu er den kommet til ære og værdighed igen.

Jeg købte lidt tapet hos Fluesvampen, lidt papir i Søstrene Greenes og jeg havde noget selvklæbende plast liggende. Og så fandt jeg ellers alle de bøtter, glas og æsker frem, som jeg kunne finde, og beklædte dem. Til tapetet og papiret brugte jeg decoupagelak. Klaus satte hylder op (det drillede lidt, med det resultat, at sådan ca. 1000 bitte små perler lå og flød over HELE gulvet og ikke nok med det: farverne var blandet sammen (det er de stadig) ;-), men nu er der fin orden på alle småtingene.

Nu er kunsten, at huske, hvad der gemmer sig hvor!!

Frække Frida nåede det lige

Frække Frida nåede lige, at støtte brysterne på Brittas blog :-)

Super flot poncho

Denne uge har strikkepindene glødet! Jeg faldt totalt for denne poncho hos Melody. Fik min datter i København til at købe Noro Kureyon og Noro Kureyon Socks hos Sommerfuglen. Hun sendte det med luftpost, og så ellers i gang på pinde nr. 6.

Melodys vejledning voldte lidt problemer, så Anne Studsgaard var så venlig at sende mig en dansk oversættelse samt hendes kommentarer. Det løste de problemer jeg ikke helt forstod. Dog vil jeg belært af erfaring lave tingene i en anden rækkefølge næste gang.

Melody har brugt garn, der begge er lige tykke, men mit det ene garn er tyndere end det andet, hvilket giver en god effekt synes jeg.

Ponchoen er strikket i dominostrik, og enderne er hæftet med undervejs. Jeg har lavet lidt om på ærmernes afslutning, men har også lavet en fejl, hvilket jeg opdagede, da de par ender der var, vár hæftet! Men SÅ skulle det altså ikke pilles op igen! Det er nok kun mig, der kan se det og ellers så ses det ikke, når musikken spiller :-)

Ponchoen er syet sammen under "ærmerne" og sidder brandgodt og giver en god figur bl.a. pga. de lange linier, som sidepanelerne giver.

(Jeg er alene hjemme, så jeg kan ikke vise jer et billede, hvor jeg har den på.)

Jeg kunne som sagt godt tænke mig at lave en mere - måske med det ene garn ensfarvet sort og den anden Noro Kureyon med de smukke changerende farvespil?

Garnet er fra Japan og på garnlabelen på Noro Kureyon står der:

Dry Clean, så det må øjensynligt ikke vaskes?! 

DET gider jeg ikke - er der nogen, der ved om det er rigtigt? 

Og som har prøvet at vaske det?

KOLDT og SORT!!

Dagen i dag har været KOLD som bare pokker!

Stærk vind: 24-25 m/s sammenholdt med 5-6 minusgrader giver en kuldefaktor på -16 godt og vel. Dét er dælme koldt skulle jeg hilse og sige. De sidste margueritter i krukkerne uden for, har endelig måttet give op, og har skiftet den hvide klædedragt med brune, triste blade.

Havet er grønt og oprørt med store hvide skumtoppe, som fejes af af blæsten.

Nu er vinterfrakken kommet frem for første gang sammen med de lune støvler i sælskind. Og sælskindslufferne er også lagt frem.

Pigdækkene er kommet på bilen i går, selvom der ikke er så meget som skyggen af sne - pludselig kommer den forhåbentlig! Den første sne plejer ellers at falde omkring 20. sept. Vi har kun haft 5 minutters snevejr i starten af oktober.
Fjeldtoppene rundt omkring vidner dog om, at kulden ligger i højden, hvor nedbøren er faldet som et smukt hvidt pudderdrys på tinderne.

Vinter er lig med sne, klar luft og frostknirkende skridt. Sneen lyser op - mange mennesker ved jo godt, at vi ikke ser solen ret meget i vinteråret og spørger om ikke der er meget mørkt om vinteren her?
Nej, det plejer det ikke at være, netop fordi sneen lyser alt op og kaster den smule lys der er, tilbage.

Sne har vi altså ikke fået endnu og ved du hvad? Ikke bare er der "koldt, som i en brøndgravers røv", som min ynglingssanger og sangskriver Allan Olsen synger i "5 under 0", der er også SORT!

Lille sælhund i sølv

Jeg har helt glemt at vise dette lille vedhæng med sæl, som Nûno har kreeret til mit Pandora armbånd.
Det er lavet i Silver Art Clay. Hun har lavet en lille isbjørn til sig selv - den har jeg desværre ikke billede af.

Skulpturelle filtede skåle (samt DIY)

Min fridag i går blev brugt til at lave skulpturelle filtede skåle - hermed mener jeg skåle, som faktisk er kunsthåndværk, helt unikke og ikke brugsskåle.

Jeg fik samtidig lavet en DIY, så du også kan forsøge dig.

Du finder DIYen her - den viser tilblivelsen af en af de små skåle herunder.

Denne store skål er helt unik og lavet i olivengrøn og gyldent uld med strejf af blåt og med cremefarvet inderside.


Stor skål i sort og hvid uld med strejf af turkis, gul og grøn krøluld.

Samme skål set fra 4 forskellige vinkler.

Tre forskellige små skåle i hvid, lilla, grøn og turkis.

Mon de kan sælge på Amio.dk?

Rypejagt - hvem ejer byttet?

Er du ikke til en lille jagt historie, så er det ikke nu, du skal blive hængende. 

Og er du ikke til billedtunge indlæg, så skip dette indlæg.

Eller bliv lidt og nyd billederne fra en aktiv og skøn lørdag 

 på jagt i fjeldets pragtfulde, healende natur.

Frosten er kommet, og der ligger nyis flere steder, bl.a. dér, hvor vi ankrede op, så åren skulle SLÅES ned gennem isen og hives op igen til næste tag. Issplinterne flyver omkring.

Vi tog på rensdyrjagt og havde Klaus' bror Mads med. Der var ikke så meget som skyggen af rensdyr, så vi måtte nøjes med det, der var, nemlig ryper. Det er endnu alt for varmt for rensdyrene herude og -nede ved kysten. De går inde ved indlandsisen, siges der.

Her ses fjeldet i al sin "kedelige" pragt. Der er rimfrost i skyggerne og når solen rammer, har den ikke rigtig magt til at smelte den - det er koldt! Det er nok svært at forestille sig, hvor vederkvægende det er at færdes her - det sér jo kedeligt ud; der er ikke mange farver tilbage. Der er en del blåbær, men de er bløde og smattede. Til gengæld er sortebærrene søde og lækre.

Når man, som gravhunden Ronja er vildtfarvet, er man svær at se. Kan du se hende? (Hun er lige akkurat i centrum af billedet ovenfor). Heldigvis er hun rimeligt følgetro, så hun kan godt løbe løs, bare hun ikke krydser et rype- eller harespor. Kan du forestille dig, at hun blev væk, og vi skulle finde hende????

Til gengæld er ryperne nemme at se - de har skiftet til vinterdragt. De følger jo bare tiden og lige nu er tiden kommet, hvor vi skulle have haft sne. Blot har vejrguderne svigtet os, og sneen er ikke faldet endnu. Alt er brunt og gråt, så ryperne er nemme at se - de ved det bare ikke, og bliver troskyldigt siddende trods vores nærhed.

På dette billede er der 5 ryper - kan du se dem?

Her er den ene - øverst på spidsen af klippen sidder den i solen og fordøjer alle de blåbær den har spist.
Men siestaen varede ikke længe...

Klaus klatrer op og henter fuglen - den var, ligesom i en anden tegnefilm, drattet direkte om på ryggen og lå med benene i vejret på den lille hylde bagved.

Fin, fin fugl. den skal blive god i gryden. Her i Grønland spiser mange dem til jul, men vi får altså rensdyrryg juleaften, og vé den, som forsøger at lave det om! Tøserne SKAL have rensdyrryg, så disse ryper bliver til en almindelig aften.

Det kostede en mindre kontrovers med lille Ronja om hvem, der ejer fuglen. Hun var bestemt ikke enig i, at det var "min"! Vores lille blide engel var pludselig ikke så blid længere!

Stadig ikke enig.

Uhm, hvem, der bare måtte få den. Læg lige mærke til Ronja.

Senere så vi lidt flere.

Den ene døde dog ikke helt i skuddet, og den fløj lidt væk og satte sig. Den sad ikke længe førend Ronja havde fundet den og gjort det af med den. Den forsøger at flygte, men det lykkes ikke.
Så var det med at være over hende, inden hun fik den helt splittet ad. Igen en lille diskussion!!

Vidste I godt at hunde kan flyve?

I går ryddede Klaus jagtudstyret væk og tog ryperne ind, så vi kunne plukke dem og få dem i fryseren. Ronja fulgte naturligvis interesseret med - og sådan så hun ud, da hun kom ind.

"Ryper? Hvilke ryper? Hvem, mig? 

Neeej, jeg har ikk' set noget!!" 

Gad vide om der er noget til fryseren?

Hvis ikke der er noget til fryseren ;-) så reddede jeg dog rypekroen fra en af ryperne. Den er fuld af små blade og bær. Blæren/kroen pustes op og hænges til tørre. Når den er tør bruges indholdet til kryddersnaps til julefrokosten. Eller hænger og er dekorativ.

Hvad gør man ikke for sin bedste ven...

... når den/de har lyst til at være ude, vejret SER dejligt ud, men det er bare snyd, for det er alt for koldt til bare at ligge stille og nyde det? Ja, man sørger selvfølgelig for, at de ikke fryser og slæber uldtæpperne ud!

Endnu en skude - skulpturelt genbrug

Skabt i strandingstræ og fund på skrammel- og både-oplagspladser. 

Gitteret er "skovsvins" efterladenskaber - nemlig et stykke af det gitter, 

som er på engangsgrills, 

og som ofte efterlades i naturen - forstå det hvem, som kan, 

når man betænker nedbrydningstiden og miljøpåvirkningen.

Det blå og grønne glasfiber er fundet ved en smadret båd, som bare ligger...

Toplanternen er en ekstra pære til en jule-lyskæde. 

Ellers rustne søm og et stykke reb fundet et sted...

Nu hænger den i min entre og siger lidt om den ene beboer i dette hus... :o)

DIY - Personlig gaveindpakning

Forleden skulle vi til fødselsdag og skulle pakke gave ind. Jeg gør ofte det, at jeg pakker ind, så også indpakning passer til modtageren. Denne gang var det "plejebarnet" Alberths far, der skulle have gave. Og så fik hangaven pakket ind i en æske med de to små firbenede på.

Albert er Ronjas bedste ven - han er en langhåret gravhund og som I ved er hun ruhåret. 

Alberth tilbringer sine dage her i selskab med Ronja -

 hun er dagplejemor om formiddagen og fritidshjemsleder om eftermiddagen.

Jeg har printet de to billeder ved siden af hinanden på et ark tyndt karton. Falset en bue i hver ende af billedet og ladet en stribe papir stå på den ene langside til sammenlimning.

I kan se min skabelon her - papiret er A3.

"jeg er ikke blevet til noget, jeg er blevet til nogen!"

... pragtfuldt citat af Anne Marie Helger, netop hørt på DR2.

Festlig kvinde - elsket af mange, hadet af andre. Hun er "sgu sin egen", som hun siger. Hun går ikke i ét med gulvtæppet; hun tør gå mod strømmen, og ser sin egen særprægethed som en styrke. Hun er tro mod sig selv.

Hatten af for hende!

Her bor jeg...

Da vi kom hjem fra Danmark sidst fik vi en flot indflyvning til Nuuk trods det gråtunge og disede vejr.
Vi havde en rolig indflyvning. Det sker jævnligt, at der er turbulens, så vi kommer hoppende og dansende ind, og flere må have brækposer frem. Og når man tror, at ens sidste time er kommet - slam, så smækker piloten hjulene i asfalten, og vi lander som en anden vingeskudt and. Flyet er et STOL fly - short take off and landing, pga de korte landingsbaner. Og piloterne er virkelig trænede - vejrforholdene her er ofte ekstreme og flyene/piloterne kan klare lidt af hvert. Jeg har stor, stor respekt for deres kunnen.

Hvis du har lyst så læs her en historie, jeg har skrevet til Air Greenlands hjemmeside, 

om en diskussion med kaptajnen - hvor i verden oplever man sådan noget?

Her ser I  kysten, hvor jeg bor. Det er altid et dejligt syn. Godthåbsfjorden er under os. Nu har I set mange billeder af min udsigt, her ser I det oppe- eller "udefra".

Lufthavnen/landingsbanen ses i øverste venstre hjørne. Dette udsnit af Nuuk er blot en af "forstæderne" - selve byen ligger til højre ude af billedet. Aller fjernest i øverste højre hjørne anes en ny bydel "Qinngorput", 10-15 km uden for byen, hvor der i disse år skyder moderne boliger op som paddehatte.

Herunder ser I noget af iskappen, som vi flyver henover ved Evighedsfjorden, når vi skal til/fra Kangerlussuaq / Sdr. Strømfjord. Det er lige betagende hver gang at se disse enorme ismasser presse sig ud i fjordene og havet. Desværre kommer farverne ikke til deres ret her. Søerne har den smukkeste dybe aquamaringrønne farve - ses bedst i sollys. Min ynglingsfarve!

Måske har nogen af alle jer uden for Grønland lyst til at 

komme og opleve den fantastiske natur in real ??

Syet strikkekurv med det sjove, men umulige materiale...

Jeg skulle bruge en værtindegave og ville gerne gøre den personlig. Det var Alberts mor, som skulle have en værtindegave, og da hun strikker ville jeg gerne lave en strikkekurv. Og som I måske ved kæmper jeg for tiden med ideen om, at bruge personlige billeder i det syede arbejde.

En metode, som jeg eksperimenterer med, er et printet billede på almindeligt papir, 

hvorpå der stryges stof på bagsiden ved hjælp af vlisofix. Forsiden beklædes med klart, 

selvklæbende bogbind. Det har voldt mig lidt problemer - det er OK at få det lavet og syet, 

men når tingene så skal vendes, fordi jeg godt kan lide skjulte sømme, så kommer balladen. 

Papiret krøller jo, og det kan ikke stryges ud igen pga. plasten.

Så her nøjedes jeg med en indsats i materialet og resten er stofrester fra skabet. 

Den er foret med tyndt fiber-vliseline, så den får lidt fasthed.

Faktisk er jeg stødt på en teknik med rammelim på Mette B's blog - produktet hedder også: Transfer- og folielim. Jeg kunne jo sige mig selv, at noget sådant fandtes... hmmm... det er måske den vej jeg skal gå?

Faktisk bruger jeg ofte teknikken i mine malerier - et print "pålimes" lærredet med et medium, 

tørrer og papiret nulres forsigtigt af med vand (opløses). Billedet er nu overført (spejlvendt) til maleriet 

og det kan bearbejdes yderligere med akryl eller lignende. 

En fortræffelig teknik, som giver mange spændende resultater.

Poncho i dominostrik

Jeg har længe haft lyst til at lave en poncho a la Vivian Høxbroes Marimekko - nu er jeg gået i gang, bare efter egen "opskrift". Garnet er Cascade 220 fra Slavi. Det er utroligt blødt og lækkert  og 100% peruviansk højlandsuld. Blot synes jeg ikke det rækker så langt (200 m pr. 100 gram).

Hver firkant er strikket over 21 m og som I kan se bliver den strikket i både glat- og retstrik for at få noget struktur.

Det er et dejligt nemt "TV projekt", man kan strikke næsten i søvne og alligevel er der en smule kreativitet i det.

Hæklerier - what not to do

Jeg har skrevet en mail til min to døtre med følgende ordlyd:

Hej Nûno og Sara

Det er ved at være tid til at skrive ønskesedler til jul. Jeg vil bare lige fortælle jer, at det slipper I for i år. Jeg har nemlig fundet rigtig mange fine ting, som jeg har tænkt mig at begave jer med i år. 
Jason og Klaus behøves heller ikke skrive ønskesedler - der er også noget til dem, og til jeres hjem. Kikki er heller ikke glemt.

Det er dog ikke sikkert, at jeg kan nå det alt sammen inden jul, men så får I det bare til jeres fødselsdage. Det er altid skønt, at have noget at glæde sig til.

Knus fra
Mor


Tror I ikke de bliver glade - Især svigersønnerne vil glædes tror jeg - det må da være lykken, at have sådan en svigermor, som gider den slags ting!! ;o)

Tjek denne side ud :-0