Viser opslag med etiketten keramik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten keramik. Vis alle opslag

tirsdag den 23. december 2014

Slappe af?

JULEFERIE på Ragna – hvor er det skønt at gå rundt i nattøj og morgenhår og bare slappe af. Efter et par dage bobler den kreative hjerne dog over, jeg bliver rastløs og må lave et eller andet :-)


Det blev til disse juletræer i glimmer og sælskind. Og lidt julepynt, og lidt strik, og lidt… men jeg nyder det.


Og hvor ville jeg ønske, at jeg havde lavet disse meget smukke keramiske fyrfadsstager, men det har jeg ikke, desværre. De er lavet af Camilla Hvidberg.

Jeg købte dem på Nordatlantens Brygge, da jeg var til møde med dem om, at sælge min glaskunst derinde. Hvilket jeg i øvrigt fik en aftale om. Hvis det går okay med de varer jeg havde med ned til dem, fortsætter vi. Hvis ikke, ja, så stopper aftalen bare.
Lige nu har jeg en sød hjælper derhjemme, som passer butikken, og som sælger r... ud af bukserne. Så jeg er bange for, at det er en tom butik jeg skal hjem til.


Med dette smukke juletræ ved Rådhuset i Nuuk, vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul.

I øvrigt rigtig mange TAK for hilsener og gode ønsker i forbindelse med mit sidste indlæg om den ældste trolleunges graviditet. Ja, jeg skal være bedstemor, og det er jo glædeligt! Bagsiden af medaljen er, at jeg så skal til at sove sammen med en bedstefar!!

torsdag den 13. juni 2013

Livets træ - fra Grækenland til Grønland

På Santorini kom vi forbi mange spændende keramik værksteder. Dette træ hang på væggen i Egli's Pottery og bad så mindeligt om, at komme med hjem til Grønland. Det kom det så, forsvarligt pakket ind. Og det holdt til de mange kilometer i luften og på transportbånd i lufthavne. Utroligt.

Og her hænger det så i stuen.

onsdag den 16. januar 2013

En uges arbejde...

Det ER vist kun mig, der kan være så åndssvag, at bruge en hel uge på at samle en smadret keramik krukke. Som én sagde: "køb dog en ny". Jamen, det er netop problemet. Jeg kan IKKE købe en ny.

Da Klaus og jeg sidst var i Helsingør (hvor vi har boet en del år, og stadig elsker at komme), fandt vi (læs: jeg :-) i en lille butik på Stengade, to turkise krukker, som stod og bad så mindeligt om, at komme med til Grønland. Der var kun de to. De ville passe perfekt som nyt hjem til de to kaktusser, som jeg tog med hjem fra Fuerteventura i 2006. Dengang var kaktusserne babyer, nu er de velvoksne og kræver nye potter.

Der skete blot det, at den ene krukke ikke overlevede turen over Atlanten. Sådan cirka 10 stykker keramik faldt ud af kufferten!! Øv, øv og atter øv.

Og så er det, at vi kommer det til åndssvage: jeg brugte en uge med superlim, to komponent keramisk metal og maling, men så har kaktusserne også fået nyt hjem!


Prøv lige at spørg, hvordan Klaus og jeg klarede det? Piggene er skarpere end barberblade og spidserne går gennem ALT! Det endte med, at Klaus hentede en mavebælte-taske i skuret, spændte bæltet rundt om kaktussen og så kunne han løfte planten, ved at tage fat i tasken. Smart! Og jeg kunne komme til at fylde jord i, mens han holdt.

torsdag den 17. maj 2012

Gravhunden Ronja i keramik

Husbond har for nylig haft fødselsdag. Han fik bl.a. det malede brædt med fugle, som jeg viste for nogle dage siden. Men det vigtigste - og som vi har ventet lææænge på, fordi det norske postvæsen tilsyneladende ikke kan læse og forstå - er denne keramik hund (Postvæsenet havde ikke forstået, at 3900 Nuuk, Grønland, rent faktisk ikke er i Norge, så pakken har været en tur rundt til diverse byer, hvor postnummeret begynder med 39).

Jeg har fået Lisbeth Vågoy, som har bloggen bistelsbrenneri.blogspot.com, til at lave den. Jeg bøjer mig dybt i støvet og er fuld af beundring: hun er bare SÅ DYGTIG. Hun laver mange forskellige dyr i keramik, men det er især hundene, som jeg synes er ualmindeligt vellykkede. Hun klarer at ramme hundens karakteristika i dén grad, samtidig med at jeg synes, der er en anelse karikatur over dem.

Mini Ronja er ca. 40 cm lang og vejer vel omkring 5 kg.
Bemærk det fine læderhalsbånd og ikke mindst det fine hundetegn.
Det er her jeg synes, at karikaturen, kommer ind over.
Jamen, se lige det udtryk - præcis som Ronja i levende live. 
En lille fræk numse og halen lige i vejret - her kommer jeg!!
Hvis I vil se gravhunden Ronja, som hun ser ud i virkeligheden så klik på denne samling af indlæg vedr. gravhunden. Og besøg også Lisbeths blog.

mandag den 27. september 2010

Hvad var der i kufferten?

Det slog mig lige, at jeg da vist havde en del turkise ting med hjem fra DK denne gang...

Jeg samler på Johannes Hedegaards kvindefigurer - dem med turkis glasur. De er ikke altid nemme at få fat i, men engang imellem kommer de på auktion hos Lauritz.com.
JH er dansk billedhugger,  levede fra 1915-99 og modellerede kvindefigurerne i årene 1958-62.

Hende her ses ikke så ofte - sidst hun var til salg var jeg for nærig, så jeg fik hende ikke. Da hendes søster dukkede op, var jeg fast besluttet på, at hun var min - og som I kan se vandt jeg :-)

Disse to glas fik jeg af Mogens og Inge Rode - Mogens har lavet dem selv. De har stået i husbåden siden maj måned, men egentlig ville jeg gerne have dem hjem, så jeg kan nyde dem hver dag. Så ned i kufferten med dem også. Nu står de i min vindueskarm sammen med en turkis glasvase. Som I kan se changerer glasset - næsten som et undervandsbillede lige under havoverfladen, hvor solens stråler når ned. Når solen står på her giver de det smukkeste lys. Jeg eeelsker disse farver - måske er det derfor jeg er så glad for at svømme??


Sidste år i december fandt jeg denne Kähler lampe på Bella Centerets store loppemarked - den har stået på husbåden siden, men også den måtte hjem - vi købte tre, men de andre blev dernede. Svoger Mads har skiftet fatning og pære på dem, men denne mangler - den har sådan en grim brun ledning...
Mads er min nabo her i Nuuk, så Maaads, please??

Skærmen fandt jeg i Det Mondæne Skur på Gl. Kongevej i København. Klaus har cuttet lidt af den, så den passer bedre til lampen.


Dette papir faldt jeg over i Søstrene Grenes - det skal bruges til at beklæde diverse æsker og dåser med, tror jeg. Står du og mangler papir, så tag et besøg hos Søstrene.


Jeg var også så heldig at få fat i to store tapetbøger hos en farvehandler, men de var altså for tunge til kufferten, så de må med hjem en anden go' gang.






Copenhagen Jewellery Fair fandt jeg disse flotte agater fra Brasilien - de skal bruges som pynt på mine sælskindsarmbånd, som jeg sælger på amio.dk



Disse homemade keramikknapper fik jeg hjem fra USA - de skal også bruges til armbåndene.


Ja, så var der vist ikke mere i kufferten...

Nåe jo, der var lige denne kedel, som vi faldt over i Det Mondæne Skur - den måtte vi bare eje... selvom den ikke er turkis, men den smukkeste lavendelblå farve.