Viser opslag med etiketten Cheesecake. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cheesecake. Vis alle opslag
lørdag den 9. marts 2019
Passionsfrugt karamel cheesecake
Super lækker kage med smag af den skønne passionsfrugt og med en let salt undertone fra kiksebunden. Mellem mousse og kiksebund ligger et lag smeltet karamel med passionsfrugtpuré. På toppen valgte jeg en cirkel af hvid chokolade drysset med guldglimmer og bladguld samt blåbær rullet i guldglimmer.
Opskriften findes hos Maja Vase, der har udviklet en fin og inspirerende app med nemme og overskuelige vejledninger - den kan jeg virkelig anbefale.
Lige i denne opskrift vil jeg ikke vælge karamellaget en anden gang, da det blev meget hårdt og svært at skære igennem - og få et pænt stykke ud af det. Man kunne vælge en chokoladganache med karamelsmag i stedet, for de to smage klær' hinanden.
fredag den 5. januar 2018
Lys start på året - små cheesecakes med Oreo
Disse små Oreo Cheesecakes er nemme at tilberede og smagen er super lækker. Let med en svag smag af pebermynte. Og chokoladeflødecremen på toppen... så skøn.
Oreo Cheesecakes - med mint
8 stk.
Bunde
100 g knuste Oreo
20 g smeltet smør
Fyld
170 g stuetempereret smøreost, ikke light, f.eks. Philadelhipa Original
50 g sukker
12 g mel
55 g Creme Fraiche 18%
1 tsk. pebermynteekstrakt (f.eks. fra Dr. Oetker)
1 tsk. vaniljeekstrakt
1 æg
70 g groft hakket Oreo, evt. med mintsmag
Evt. grøn spiselig pastafarve
Chokoladeflødecreme (mums, siger jeg bare)
180 ml piskefløde, kold
3 spsk. flormelis
3 spsk.usødet kakaopulver
1/2 tsk. vanilje ekstrakt
Bunde
Bland de knuste Oreos med smøret og fordel i formene. Pres det sammen. Bag i en 160 grader varm ovn i ca. 8 min.
Lad dem køle helt af mens fyldet blandes.
Fyld
Sænk varmen til 145 grader. Pisk med lav hastighed flødeost, sukker og mel til det er godt blandet. Det er vigtigt med lav hastighed for ellers kan kagerne få revner, da der kommer for meget luft ind i dejen.
Tilsæt creme fraiche, mynte og vaniljeekstrakt og evt. den grønne pastafarve, og bland igen med lav hastighed.
Tilsæt æg, rør forsigtigt. Vend til sidst de hakkede Oreos i dejen.
Fordel fyldet på de kolde bunde og bag i ovnen i 13 minutter.
Sluk derefter ovnen, men hold ovndøren lukket. Lad kagerne stå i 15-20 minutter.
Åbn så ovndøren lidt - sæt en træspatel i klemme, og lad kagerne stå i ca. 5 minutter. Tag så kagerne ud og afkøl helt i køleskab.
Chokoladeflødecremen
Når kagerne er afkølet og faste kan de pyntes. Pisk fløden med sukker og kakao og vaniljeekstrakten. Pisk til cremen begynder at holde formen. Overpisk ikke, men kun lige til der kan dannes små toppe.
Pynt kagerne med cremen og en halv Oreo (det er nemmest at dele dem med en lille takket knik, der forsigtigt "saver" gennem Oreo'en).
Opbevares i køleskab indtil servering.
Opskriften er fundet hos Life Love and Sugar
søndag den 6. august 2017
Toblerone cheesecake
Super lækker cheesecake, der tilmed er nem at tilberede. Jeg valgte at pynte kanten med halve chokoladevaffelrør og ovenpå med mini Toblerone og mini Oreos samt pulveriseret Oreos. Man kan pynte som man vil, jeg valgte at gøre lidt ekstra ud af det, for kagen skulle serveres til min fødselsdag sammen med den smukke og skønne Citronmoussekage.
Toblerone Cheesecake
12 personer
200 g Digistive, fint knust
90 g usaltet smør, smeltet
300 g Philadelphia flødeost (ikke light)
300 ml piskefløde (let pisket)
200 g Toblerone, smeltet (plus ekstra til pynt)
Lidt smør til formen/fadet
Evt. kageplast langs kanten af formen
Smør kanten fra en 20 cm springform eller en moussering med smør. Hvis du bruger kageplast, er det ikke nødvendigt. Placer da ringen på et ønsket kagefad og smør så bunden, dvs. kagefadet. Dette er for at fastholde kiksebunden. Hæld de knuste kiks i en skål og tilsæt smeltet smør. Bland det godt sammen. Pres blandingen ud i bunden af formen. Stil på køl.
Smelt 200 g Tobleronechokolade over et vandbad. Lad det afkøle lidt.
I en anden skål røres Philadelaphia flødeost til en glat konsistens. Hæld den smeltede chokolade i flødeosten og vend det sammen til en ensartet creme.
Tilsæt den let piskede fløde og fold forsigtigt til alt er godt blandet. Spred blandingen jævnt over kiksens bund med en paletkniv.
Sæt kagen i køleskab i mindst 5 timer, gerne over natten.
Fjern formen og evt. kageplast forsigtigt. Pynt kagen. Hvis du vælger vaffelrør og mini Oreos er det vigtigt, at du først pynter kagen kort inden den skal på bordet, da rør og de små Oreos ellers bliver bløde. Vaffelrørene kan sættes fast med smeltet chokolade.
Når kagen skæres, så tør kniven af efter hvert snit - det giver det pæneste resultat.
Toblerone/Oreo Cheesecake
Tilsæt en rulle hakket Oreo-kiks - gerne dem med chokoladefyld i midten, efter du har tilsat det let piskede flødeskum. Følg ellers opskriften.
Opskriften er fundet hos Little Cake House
søndag den 30. april 2017
Cheesecake med granatæble
Denne kage kan synes lidt omstændig at tilberede, men den er absolut det hele værd. Start evt. dagen før med at tilberede selve kagebund og mousse, så kan gelé tilberedes dagen efter. Kagen skal nemlig have nogle timers fred undervejs i køleskabet. Efter geléen er hældt på kagen, skal den hvile i køleskabet mindst 1-2 timer.
Cheesecake med granatæble
10 pers.
Bund
100 g mandler
125 g digestive kiks
3 spsk. kakaopulver
85 g smør, smeltet
Creme
4 blade husblas
1½ dl piskefløde
½ vaniljestang
3 spsk. kakaopulver
170 g lys chokolade
2 pasteuriserede æggehvider
1 knsp. salt
50 g flormelis
300 g flødeost
200 g cremefraiche (38% eller 18%)
Topping
Kernerne af 1 granatæble
2 dl ufortyndet granatæblejuice/saft eller hindbærsaft (findes f.eks. hos Irma)
evt. citronsaft
2 blade husblas
Bund
Rist mandlerne på en tør pande ved middel varme i 7-10 min. til de er gyldne. Husk at røre i mandlerne jævnligt under ristningen.
Hak kiks, mandler og kakaopulver sammen i en foodprocessor eller minihakker. Rør smeltet smør i og fordel blandingen i jævnt lag, i bunden af en smurt springform, foret med plastfolie/kageplast. Sæt formen på køl og lav ostecremen imens.
Creme
Læg husblassen i blød i koldt vand.
Bland piskefløde, vaniljestang og kakaopulver i en gryde og lun det ved middel varme. Smelt chokoladen i den lune fløde under omrøring og tag gryden af varmen, når chokoladen er helt smeltet.
Pres husblassen fri for vand og rør den i den varme chokoladeblanding. Hæld blandingen gennem en sigte og over i en kold skål. Lad blandingen køle yderligere 10 min.
Pisk æggehviderne stive med salt, tilsæt flormelis og pisk yderligere et par minutter til blandingen er blank og lidt sej.
Rør flødeost og creme fraiche i den afkølede chokoladeblanding og vend de stiftpiskede æggehvider i til sidst. Fordel cremen over bunden i springformen og lad den stivne i køleskabet i 2-3 timer eller natten over.
Granatæblegelé
Læg husblassen i blød i koldt vand i 5-10 min. Varm saften i en gryde og smag den evt. til med lidt vand og citronsaft. Det må ikke koge.
Pres husblassen fri for vand og rør den i saften, så den opløses. Fordel granatæblekerner på kagen.
Når blandingen er blevet kølig, fordeles den stille og roligt på toppen af cremen. Det er meget vigtigt, at kanten/kageplasten sidder helt tæt til kagen, ellers vil den flydende gelé sive ud! Lad geleen stivne helt på køl, ca. 1-2 timer, inden kagen serveres.
Opskriften er set hos Carletti.
Abonner på:
Opslag (Atom)