En nok lidt mærkelig titel i en blok, der handler om min have :-)
Men dette indlæg handler om noget vi har set frem til i meget lang tid. Vi har fået sat hegn om hele haven.
Da vi flyttede herud for mange år siden,( ja for søren, til april er det 30 år siden vi købte gården,) var der selvfølgelig også en dejlig masse dyreliv omkring os og det er da helt bestemt en af grundene til at vi er så glade for at bo her. Vi har hegn om juletræerne, men de sidste år er det også blevet noget af et problem, at få lov til at have planter og træer i haven i fred. Det gælder både gamle frugttræer, nyplantede træer og buske og ikke mindst vores køkkenhave. Javsen har gennem mange år fodret med både korn og roer i marken, men krondyrene har en forkærlighed for rødbeder, persille og gulerødder og dådyrene, dem kan man sige om, at de bestemt ikke er kræsne, de tager alt, hvad de møder på deres vej. Rådyrene er ikke så slemme, de nipper bare lidt, som de kommer frem.
I dag har jeg været et smut rundt og jeg har taget lidt billeder, det er ikke så let at få det hele med, men måske kan I få lidt ide om hvordan vi nu er hegnet ind :-)
Dette har nu ikke noget med hegnet at gøre, men der er kommet lidt sne i nat og jeg kunne ikke står for Hængebirken i sne, den er nu så fin.
Hegn og pæle er ankommet, så det er bare om at gå igang.
Hegnet er et vildthegn, der er 1,8 m høj og der er træpæle ved hjørner og låger. Ellers holdes hegnet oppe af jernpæle.
Der er låger, som er lette at åbne forskellige steder og der hvor vi skal kunne køre med traktoren, kan hegnet tages væk.
Lågen op til nabosommerhuset.
Lågen ned til marken.
Et kig langs hegnet i enden af haven.
Markvejen, hvor hegnet kan tages helt væk.
Endnu en låge ud til marken.
Her går hegnet sammen med et hegn omkring et stykke juletræer.
Dette er det eneste sted, der stadig er åben, vejen fører ned til huset fra landevejen og her skal der graves en færiste ned.
Til sidst endnu et snebillede. Juletræerne er nu også fine i sneen.
Jeg har læste lidt hist og her på forskellige blogge, de sidste dage. Jeg kan se, at der igen er lidt snakken frem og tilbage om det at blogge.
Når jeg læser det bliver jeg faktisk lidt ked af det, for hvem er det der skal bestemme, hvornår en blog er god eller ikke, det kommer vel an på, hvad den skal bruges til. Er et en blog for amatøren, der gerne vil dele sin haveglæde, er det en havearkitekt, der gerne skal sælge sit arbejde, er det en butik, der skal sælge et produkt eller er det noget helt andet.
Jeg har haft min blog nu i 4 år og jeg bruger den kun til at skrive om min have, haver jeg har besøgt og andre haverelaterede ting. Den er egentlig en slags dagbog, som jeg kan gå tilbage i, for at se hvornår jeg lavede forskellige ting. Jeg er selvfølgelig glad, når der er en der kommer med en kommentar med et forslag til forbedringer i haven eller bare en hilsen.
Jeg læser med på rigtig mange blogge, det er med vilje jeg skriver læser, for jeg er ikke altid så god til at kommentere, men det betyder da ikke, at jeg ikke nyder at læse om hvad der sker rundt om i haverne. Jeg er mest til haveblogs, men kan godt se, at der er mange, der også skriver om hus og andet. Det betyder da ikke at jeg ikke læser bloggen, hvis der er et indlæg jeg kan se ikke har min interesse, kan jeg da bare springe over :-)
Jeg har mødt rigtig mange af jer bloggere rundt omkring, både når vi rent tilfældigt er rendt ind i hinanden på plantemarkeder eller lignende, men også i forbindelse med blogtræf. Og jeg må sige at det altid er en fornøjelse. Vi er alle meget forskellige, lige så forskellige som vores haver og blogge er og hvor er jeg glad for det. Hvis vi alle havde samme mening og ideer om det at have have, ville der da ikke være det samme ved at mødes. Jeg er mange gange kommet hjem med nye ideer og tanker, som jeg ikke ville være kommet på, hvis jeg ikke havde snakket med andre, der ser haven på en anden måde end mig og hvor er det skønt at "flytte" sig lidt en gang imellem.
Der er også lidt snak om Facebook og diverse andre sociale medier. Jeg er både på Facebook, Instagram og Pinterest og jeg mener ikke de kan erstatte hinanden og da slet ikke det at blogge, men det er bare min mening ;.)
Men når alt det er sagt om forskellighed er der en ting vi alle er fælles om og det er vores store haveglæde og lad os nu nyde den og glæde os over, at et nyt dejligt haveår venter lige om hjørnet.
Kan I alle have en rigtig god uge, jeg er på vej ud for at dække lidt med noget gran, der loves frost de næste par nætter.