Kære Blogland
Glad i låget? Jo det dækker det vist meget godt...?
Jeg har gennemlevet nogle af de mest begivenhedsrige måneder i et liv, som jeg faktisk troede var pretty actionpacked!?!
Men det var altså 33 år med opvarmning. For er du vimmer det har været 'med kul på' i de seneste par måneder. Med møder i banker, statsamt og afvikling af gammelt forhold! Det var virkelig en surrealistisk oplevelse. F.eks. oplevede jeg et ildebefindende midt i mødet med juristen i amtet. Luften var tør, og begreberne og paragrafferne endnu tørrere. Jeg sad der i et trist kontor og skulle forholde mig til om min pension i tilfælde af min død skulle gå til MUM eller børn? Er det det? Er det det mit liv er reduceret til? Det var sgu nærmest som at planlægge sin egen begravelse, og det blev endnu mere underligt af at juristen snakkede sort som et b-menneske fra Somalia. Alle forsøg på at udspørge blev mødt af en overbærende "jamen det er jo jer selv der har valgt det her!"-agtig attitude!
Og JA, gu valgte vi selv, men vi gik ind til mødet, om ikke med hinanden i hånden, så i hvert fald med hinandens tillid og ve og vel i hånden. Det blev forsøgt destrueret fra første minut, og efterhånden som papirerne sprøjtede ud af printeren gjorde juristen sit for at splitte vores forudgående snakke om hvordan vi gerne ville dele børn, gæld og guld. Jeg kan sagtens forstå at folk kan ryge i totterne på hinanden under sådan en omgang, men MUM og jeg er nogle viljefaste cirkusheste, så derfor fik hun ikke held med projektet.
Vi fik papirer på det hele, også selvom juristen ikke forstod os.
Så skulle man lige pludselig til at være solofar! Gulp! Med juristens "Ja, du har jo selv valgt det!" i baghovedet, hver gang et problem meldte sig, blev det ligesom en meget viljepræget præstation i starten. Alt skulle helst klappe fra dag et, og det har det sådan set også gjort. Give or take a few letters! Som f.eks. den sidste skoledag, hvor det igen sneede helt sindsygt. Dagen inden havde jeg holdt ungerne hjemme fra skole, men så bare hentet mine elever hjem til mig og haft hyggedag i privaten, med mine private og mine professionelle børn. Men den gik ikke sidste skoledag, så SuperDad stod op kl. 5.15 og fik ungerne i gear! To en halv time og en snestorm senere havde jeg kørt ungerne de 20 km, for at de kunne komme til afslutningskælkning med klassekammeraterne og sige tak for i år. So far so good, men stolheden holdt kun til jeg var tilbage på min egen skole, 20 minutter efter ringetid, men med god samvittighed over at have taget en for holdet, kun for at konstatere at da jeg satte bilnøglen i døren for at låse stod jeg face to face med drengenes skibukser, Kridtiglens kælk og Gnavpots madpakke! So much for SuperDad!?!?
Men mine elever i 4.a. var helt vildt cool. På trods af juleafslutning og afsløring af en hemmelighed* de længe havde presset mig for, sagde de "Kør ud med det, så sidder vi og læser selv imens" (Hvor seje er de unger ikke blevet? De var umulige og uselvstændige da jeg overtog klassen for 9 måneder siden!). Jeg fik "GO", af min leder, og gik tilbage i klassen og svarede "JA" på deres nysgerrighed, hvorefter de sagde "tillykke og kør nu".
Endnu to timer i bil, og udbringning af kælk og skitøj fuldført. Faderligt ego genoprettet!
Stor credit til mine dejlige elever og stor cadeau til min leder for situationsfornemmelse.
Endelig blev det juleferie. Først julefrokost med al det hejs det medfører, f.eks. brækkede en kollega hånden, jeg tror det var i forbindelse med en floorballkamp på gangen iført kontorstol og fuld kollega!
Men status som eks-mand og solofar er suppleret med status som kæreste! En udfordring af de store, fordi det er så længe siden jeg har stået i den situation, og lidt rusten kan alle vel blive? I mange år har alt været VORES, men nu er er der lige pludselig DERES, HENDES, DIT og MIT, og det er sgu et paradigmeskifte af de helt store. Jeg skal dele min opmærksomhed mellem hvordan børnene har det, og hvornår jeg har dem, samtidig med at jeg og MUM naturligvis skal ses, mailes, snakkes ved om hvordan og hvorledes, herunder hvordan vi har det, imens skal jeg være ens nye kæreste, med hvad det indebærer af prioritering, og pludselig sidder jeg helt alene med kun elektronik som selvskab. Det har været en skitzofren oplevelse af de store. Det har været drønhårdt, for søvn er åbenbart det der kommer nederst i bunken af behov, men det har også været lærerigt, sjovt og underholdende.
Nå, men julefrokosten sluttede og jeg kunne overnatte en sidste gang hos a certain someone. En sidste gang, fordi MUM, unger og jeg skulle 10 dage på juleferie. En tur vi ikke var tvivl om på noget tidspunkt, men som da det blev virkelighed pludselig også blev MEGET virkeligt! Det blev en god tur. Ingen tvivl om det, både børn og voksne hyggede sig, men alligevel var tiden også ufattelig lang. Jeg fandt ud af hvad det vil sige at savne. Savne så det gør helt ondt. Mine tanker gik mere end en gang til dem som sidder i fængsel, er udstationeret i fjerne krigszoner eller langturschauffører. Jeg skulle bare 10 dage på ski, mit fængsel var smukt, koldt og hvidt, og fyldt med latter og gode oplevelser, så det er selvfølgelig forkælet at tillade sig ynk og ondt over det, men ikke desto mindre var det præcis hvad jeg følte, hvergang tiden stod stille.
MUM havde det vist lidt identisk, hun syntes også at det var hyggeligt at være afsted, men havde alligevel også så mange løse ender derhjemme, at 10 dage var i overkanten. Så vi afkortede turen med en dag.
Så meget desto større var gensynsglæden, da jeg kom hjem til Danmark. Jeg havde ikke fortalt noget over mail eller sms om det, så en dag før stod jeg pludselig foran hendes dør, eller mere præcist foran hendes fars, for hun var til julefrokost, men så fik jeg mødt ham!
Det blev startskuddet til en firedages kærestetur i sommerhus, med alle de udfordringer det medfører, som f.eks. kulde, sne og ingen vand! I to døgn var vi uden vand, indtil jeg tjekkede om der var åbent ude i vejen? Derefter var det noget nemmere. Men vi tog det hele med højt humør, også at skulle tisse i haven i minus 5, midt om natten! Faktisk blev det nærmest højdepunkter, for så føltes huset pludselig dejligt varmt, indtil man igen vænnede sig til de ca. 16 graders varme der blev når brændeovnen fik fuld pedal. Når den så gik ud om natten, og man vågnede med frost på indersiden af vinduerne, sin egen ånde tydeligt i skyer i stuen, var det fristende at blive liggende under dynen resten af ferien. Men vi kom ud, vi fik varme, og vi lavede den hyggeliste tomandsfestival i frost, mørke og tosomhed.
Nu sidder jeg igen hjemme. Ungerne er her, flokken er samlet, og ilden knitrer i brændeovnen. Indtrykkene fordøjes og tømmermændene plejes. Der er ikke tømmermænd fra alkohol, men fra banken! Den store kabale lægges og januar står på suppe!
Godt Nytår
*Hemmeligheden var om det virkelig var rigtigt at vi er kærester? Eleverne har i et par måneder nu forsøgt at lege Kirsten-giftekniv for os, uden at vide at de havde ret, men jeg lovede dem et ærligt svar sidste dag inden juleferien, og det fik de jo så...