Ekspertviden?

Vi har fået nye genboer. Det er ved at gå op for os. I starten troede jeg bare at det var genboen der havde gæster, men nu har de været der i flere dage, så der er to muligheder:
Enten er de flyttet ind
Eller også er der Sjællandsgadefestival i pinsen

De er nok tæt på 15 år ældre end os. De sidder som strandede hvaler i bare maver og kæver bajere mens de vender verdenssituationen. Temmeligt højlydt endda. Det er sommer og springvandsfilosofferne er sprunget ud. Det er egentlig hyggeligt, men nogle gange får jeg bare lyst til at bidrage til samtalen. Som før, da den ene af dem belærte de andre om målmandens rolle i fodbold.
- Det er egentlig ikke målmandens kvaliteter med en fodbold der er de vigtigste. Da jeg stod på mål i gamle dage blev jeg også inviteret til at stå for Horsens førstehold, for jeg kunne nemlig råbe op (det tror jeg gerne). Der er intet Peter Schmeichel kunne som var særligt, andet end at styre et forsvar (her får jeg lyst til at påpege at Schmeichel snuppede to straffespark i semifinalen i 92, har vundet Champions League, vistnok flere gange, er mangefoldig engelsk mester og er kåret som verdens bedste målmand) Jeg kunne præcis det samme! Jeg gad bare ikke træne, men talentmæssigt var jeg nok større...

Det er som onside i båndsløjfe, bortset fra at alle påstande er uunderbyggede, at alle der deltager i samtalen taler mere end de lytter, og derfor gentager alt de siger... For meget 'ekspertviden' selv for mig!

Hvem er ham den pervert i bilen der?

Ja så blev det lige min tur til at dele en pinlighed:

Fredag kl. 14. Tæt trafik både ind og ud af Horsens. Solen brager ned. Alt står stille.

I en venstresvingbane sidder Overblikket på vej til drengenes skole for at hente dem, SHM og Kridt-Iglen efter en lang uge. Fik jeg nævnt at alt stod stille?

Nå, men jeg sidder altså halvvejs og sover, mens det snegler sig afsted: Tre biler slipper ud af svingbanen ad gangen...

Jeg har kronisk dårlige fingre (ikke gigt-agtig, mere ombygningsmørtelætsedesplintfyldtehammerramtesavedeguitarslidtetørreefterhåndvaske-agtige) Derfor har jeg altid en tube håndcreme indenfor rækkevidde. Ja jeg ved godt det er girly, men hvis fingrene skal blive siddende på hænderne er jeg altså nødt til det. Og i bilen ligger der en salveagtig creme med mentol. Tyk, drøj, sej og effektiv.

Så Overblikket tænker: Jeg kunne da lige fordrive ventetiden med at smøre mine hænder!
Så jeg finder tuben, skruer låget af (fik jeg nævnt at solen havde skinnet hele dagen fra en skyfri himmel?) og vender bunden i vejret på cremen og klemmer...!?!
Ud kommer en kæmpe portion/stråle af hvidlig creme der i udseende og konsistens mest ligner... ja gæt engang! Og det er bare over det hele, begge hænder, mine busker og rattet.
Samtidig skifter lyset fra rødt til grønt i svingbanen, og de to biler foran mig kører gennem krydset. Blir man rød i hovedet?

Det søltes som om alle de andre i køerne kiggede lige ind i min bil for at se... Hvorfor kører han ikke... Men det var vist kun ham truckeren i modsat bane (som sendte anerkendende blikke - sikkert pga. mængden?) og så den familie der kom til at holde ved siden af i 'ligeudbanen' da det igen blev rødt... For ligesom at redde situationen lavede jeg de internationalt gangbare håndtegn for "Det er bare creme". Jeg gned begge hænder voldsomt og demonstrativt, hvorefter jeg bare for at understrege pointen gned lidt på kinderne... Det forstod de! Eller det håber jeg da...

Slagt fedekalven - eller Farvel til Bank-koen

Det er overskrifterne for denne weekend. For nu kom pengene.

Jeg kunne godt tænke mig at komme med en intertekstuel reference til "Madagascaer 2", hvor vandhullet løber tør for vand. Der er scener hvor en fisk ligger og 'halvvejs dør af tørst' på den bare jord, men Løven Alex får opsporet vandet og fjernet dæmningen så vandet igen finder vej til vandhullet. Der bliver zoomet ind på fisken der ligger og gisper på jorden, og pludselig hører den noget... VANDET!

Sådan tror jeg godt man kan kategorisere vores økonomi. Vi gik fra absolut ingenting til faktisk at kunne lave en liste over hvad pengene skal bruges til... Mest at nedbringe gæld, men i går fik vi allegevel:

Nye sko til Professor Teflon (så han ikke længere skal gå i sine vinterstøvler)
Sandaler til samme dreng.
Nye sko til mig
og nye sko til SHM
Et nyt kamera (Så nu kommer der billeder, billeder, billeder på bloggen)
OG lavet invitation til sommerfest (sidste år droppede vi at holde housewarming i drømmehuset pga. dårlig økonomi!?!)
Besluttet os for at købe Nibe-billetterne (som btw snart er udsolgt!)

Det er da tegn på at 'vandet' er tilbage i vandhullet!

Jeg - en dinosaur?

Hørte lige i P3 i morges at unge fornyer sproget med deres sms-forkortelser (lol, asap, wtf, osv.) Jeg sad og tænkte at
"Det var da underligt forfladende at vi skal til at tale i stavefejl og digitale forkortelser. Ikke med mig! Nej tak! Og hvis jeg hører nogle af mine elever sige LOL eller lignende, så skal jeg da rette det..."
Og pludselig så jeg mig selv udefra: Der sad jeg med hænderne knuget om rat-muffen, med stråhatten på sned og røg majspipe med buskede øjenbryn og daggamle skægstubbe og en hullet cardigan. Jeg lignede en mavesur version af min morfar. ØV! Det er jo ikke det jeg vil...
Jeg er kun 32. Jeg er for ung til at være gammel og alt det der... Men pludselig sad jeg bare der som en forstening i lavaen. Dinosaurne uddøde. Om de gjorde det fordi der var vulkanudbrud, meteornedslag eller manglende udvikling, så uddøde de.
Jeg kommer ikke til at snakke sms forkortelser, nok mest fordi jeg ikke gider lære dem! Det virker underligt at sige LOL, mest fordi det lyder latterligt. Jeg synes ikke det er 'korrekt' nok. Jeg vil bare sidde magtesløs under slumretæppet og se verden gå af lave. I don't give a FUCK!

Men hvordan er det nu liiige det forholder sig med det ord? FUCK? Mener at det stammer tilbage til en religiøs strid mellem kirken og kongen i England, hvor kongen gik ind og velsignede borgerlige vielser i konkurrence med kirken? Fornicating Under Command of the King? Den forkortelse har da sneget sig ind et sted eller to på min blog... Jeg bruger det da også i daglig tale... Så måske er jeg en moderne dinosaur?

Tirsdag formiddag...

Ugideligheds-blues...

Jeg har sagt farvel til SHM og drengene i morges. De skal 4 dage på lejrskole. Kridt-Iglen er syg, så vi er hjemme i dag. Hun sidder ovvenpå og leger nu, og virker ikke særlig sløj længere. Selv har jeg svært ved at finde ro til at bare være. Det er så gråt, mørk og koldt, at jeg både har måtte tænde brændeovnen og det elektriske lys her i stuen.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med tiden, stilheden og ensomheden. Jeg savner allerede SHM og drengene, men nu har jeg endelig tid for mig selv. Jeg har masser af løse ender der mangler at blive bundet sammen:
Entréen mangler at få det sidste puds og maling
Bagtrappens lysning skal pudses op der hvor vinduet nu sidder, så man rigtig kan nyde lysindfaldet.
Bank-koen skal have de sidste papirer for ikke at lukke vores dankort. Skal jeg til at gå til Bank-ko?
Der står en 'låne-guitar' i stativet og venter på at blive spillet på
Jeg skal have min klasse på besøg til film-dag i morgen, så TV-kælderen burde ordnes i bund.
Jeg skal have møde med et par kollegaer herhjemme kl. 14, så måske jeg også burde smide vasketøj i maskinen og gemme opvask i opvaskemaskinen?
Jeg har så mange muligheder, men næsten intet overskud lige i dag. Jeg har sovet dårlig da et trykket ribben har spoleret nattesøvnen de sidste 14 dage (hvor vi så også lige har skullet holde fødselsdagsfestival for Gnavpot fre-søn). Mon ikke ribbenet både har punkteret en lunge og trykker på hjertet? Det er nok derfor jeg ikke er så veloplagt til action. Måske jeg bare skulle tage en lur?

Lidt senere:

Lidt er der da kommet ud af dagens slæb gennem cyberspace... Overspringshandlingerne førte mig nemlig ind på solarventi's hjemmeside. Her blev en gammel drøm genoplivet. Nemlig at få et driftsomkostningsløst solvarmeanlæg til at varme bagtrappen op og samtidig forsyne huset med frisk luft. Sådan en fætter skal bare monteres, så kører den vedligeholdelsesfrit og uden noget forbrug.

Den koster 7600,- men dengang vi arvede SHM's far aftalte vi faktisk at arven skulle financiere det. Vi var bare i knæ, tynget ned af regninger på to huse osv. så SHM's arv røg i Bank-koens gemmer! Nu er det tid til revanche. Huspengene kommer snart, og så skal vi have solvarm - ja vi skal!

Det må jeg prøve en dag...

Jeg har et læsekursus, med titlen læseforståelse og skriftlighed for de dygtigstei 3. klasse. Vi har en hel del højtlæsning, og nogle gange bliver det rigtig svært, men ikke helt så svært som dette...

Bare lige så I ikke tror jeg har glemt det...

Det er en fornøjelse... Gør det så færdigt i dag!

Entré-sagaen del III

I vinter da det var pivende koldt sagde vi flere gange til hinanden: Det ville godt nok hjælpe hvis der var varme i gangen!

Problem: Gangen var lille og kringlet og smal. Der var to døre, og ingen plads til radiator.

Løsning: Af med kokostæppe, gulvbrædder og alles... Ned med svalehaleplader (det er en blikplade der forstærker beton), på med gulvvarmerør og beton og så fliser. Fix lige vægge og loft med brædder og isolering og træk ny strøm til lyset. En ny hoveddør med glas i og vupti... Fra hyggelig, men nusset og dunkelt til hyggeligt, praktisk, lyst og varmt.

Nyt problem: Den nye dør var piv utæt og uden håndtag, dog med defekt låsetøj!

Løsning 2: Jeg skiller da karmen ad og saver den til og samler den igen, så døren passer. Klager samtidig over den ringe stand (gabet og låsetøjet) og klunser mig til et kompromis der indebærer et flot gammelt Arne Jacobsen-greb fra SAS-Radisson hotellet som kompensation for svie og smerte...

Problem 3: Låsesmeden skal have min. 2600,- for at lave døren klar...

Løsning 3: Jeg laver det selv for en tusse og har et nyt stemmejern bagefter...

Finanskrisens dobbelthed... hvis der er noget der hedder det?

Vi blev ramt big-time af krisen! Vi købte hus da det var dyrest og solgte da det var billigst i mellemtiden mistede vi et uoverskueligt stort antal hundredetusinde kroner. Det 1½ år det stod på kostede os måske i bedste fald 500.000 i værste fald 800.000? Det var jo imaginære penge i form af friværdi, udbetalinger og lån, men logikken var klar for os alligevel:

VI HAR IKKE RÅD TIL NOGET!

Sådan ramte krisen os. Vi var i en økonomisk skruestik indtil huset var solgt. Vi sagde nej til mange ting vi gerne ville, vi lånte penge af familien mod vores vilje og vi skulle altid forklare alle hvordan det nu gik - og vi vidste det ikke! Det var som da SHM var gravid og folk (af god vilje og interesse) stillede de samme spørgsmål igen og igen. Til sidst orker man bare ikke at svare på det mere. Forskellen på en økonomisk krise og en graviditet er dog at graviditeten er en lykkelig begivenhed og der er en slutdato som holder nogenlunde. Og så alt det med barnet selvfølgelig;-D

Men hvorfor skirver jeg om det?

Fordi vi følte os så fucking lost og alene om at have været dumme nok til at chance den med to huse, risikere alt, tage det store spring. Selvom omgivelserne godt forstod det, så var det jo ikke dem der stod i det! Hver eneste fucking dag! Alle vi kender gav os masser af sympati og det både varmede og irriterede, for vi følte os så ydmygede og bitre over os selv og situation.
Måske var vi heldige med vores venner, men alle omkring os virkede så fornuftige/heldig at de gik fri, men havde ondt af os?
Værst var det nok da jeg blev fyret for at have ytret min mening, og mange velmenende men misforstået spurgte om jeg ikke burde have holdt igen med min kritik, min situation taget i betragtning? Jeg havde ikke engang råd til at have en mening?

I de allersorteste øjeblikke kunne man godt komme til at sidde og ønske andre prøvede det. Barnligt? Ja, men 'alene-følelsen' er en grim en. Det var selvfølgelig ikke alvor. Hverken SHM eller jeg sad med voodoo-dukker af vores venner og smeltede 50-ører om til økonomiske kanyler. Men i går fik jeg alligevel dårlig samvittighed over at have tænkt som jeg nu indrømmer: En af vores bedste, nye venner her i Horsens blev fyret!

Jeg håber for ham, at han får en anstændig aftrædelsesordning, at han finder nyt arbejde hurtigt og at forandringerne bliver til det bedre, også selvom de ikke er valgt af ham selv. Min dør vil være åben, øllene kolde og om vi skal snakke om hans jobsituation, vil være op til ham. Han vælger, hvornår han har brug for eskapisme og hvornår han har brug for opbakning og gode råd.

I går handlede jeg i FAKTA, og da jeg stod og kørte flasker gennem deres automat (og vi er stadig der at pantpengene kan være en væsentlig del af vores livsgrundlag, for pengene fra hussalget er ikke kommet til os endnu), så jeg et skilt med at man kunne donere sin pant til fattige i den tredje verden. Jeg er fattig i den rige verden, tænkte jeg og proppede flere flasker i automaten, mens jeg læste videre... For 9,75 kan man holde et menneske med mad og rent vand i en måned i den tredje verden --- Jeg havde nu puttet for 21 kroner flasker i automaten, og selvom de penge skulle bruges på lokumspapir, kammerjunkere og hvidvin, trykkede jeg på "Donér". Pointen: Selvom vores egne problemer kan synes store og uoverskuelige er der folk der virkelig ikke kan klare sig selv. Evnen til at hjælpe betyder i hvertfald noget for mig, det er også rigdom!

Byg dig i form!

Eller i hvertfald solbrændt!

Jeg er gået i husbygger-mode igen. Hurra, jeg lever! De sidste par uger har jeg støbt gulv, med varme i entreen, skiftet hoveddøren og døren fra bagtrappen til haven samt et vindue. Alt sammen i et forsøg på at efterkomme SHM's inspiration fra Fjang-Solo-indretning.

Dvs. det lader jeg som om. I virkeligheden synes jeg bare det er pissesjovt at bygge. At jeg så laver det hun gerne vil have, der hvor hun peger og sådan som hun ønsker det giver jo bare os begge fornøjelse af det.

Noget af det jeg har fortrudt omkring husbyg, er fraværet fra resten af familien. Derfor skal de være med. I tirsdags holdt jeg så Professor Teflon hjemme fra skole og lærte ham at lægge fliser i stedet. Det er da også matematik. Han skulle skære med vinkelsliber og fik en sandwich fra bageren og en cola til frokost. Fed dag! Dem skulle man have nogle flere af!

Så flot fik vi lagt fliserne!

Vores gamle bagtrappe leder os ud til den hyggeligste gårdhave jeg nogensinde har set - OG SÅ ER DET MIN! Men døren der sad i åbnede den gale vej (indad), bandt og var piv utæt og havde punkteret termoglas i ruden. At den var rådden og grim trak ikke ligefrem op. Ovenover sad et lille kedeligt vindue, som bare var flækket tilfældigt i. Nu fandt vi en dør på nettet, som åbner den rigtige vej, udaf mod lyset, som slutter tæt uden at binde, og som har smalle sprosser.

Og sørme om jeg ikke et par dage senere fandt det rigtige vindue at sætte i ovenover?

Der skulle godt nok liiiige fjernes en 1m2 mursten fra hullet først, men nu...

Jo tak. Nu hvor det hele er lavet (minus puds og maling, strømmer lyset ind på trappen og inviterer én ud i haven. Fungasi-teorien er at vores trappeopgang er placeret i vores velstandsområde. Hvad siger det om ens velstand at man går fra besværligt, upraktisk, utæt, kold, skæv, rådden, skummel og grim, til funktionelt, lyst, enkelt, stilfuldt, varmt, praktisk, let og rigtigt?

Tjah, nok lidt det samme som vores entré; Den var mørk, crowded, kold og nusset. Nu er den lys, charmerende og varm. Jo hvis lykken er den tykke mand, kan han godt komme ind. Når altså låsesmeden har været her og sætte håndtag og lås på. Pt. er døren bare skruet fast med et brædt, mens vi venter på pengene til at sætte lås i...

Før & Efter: Den tunge mørke hoveddør er blevet skiftet til en dør med ruder i, udskæringer og krummelurer. Kokostæppe er pillet af, gulvet brækket op og isoleret, støbt varme i og belagt med lyse fliser. Væggene og loftet har fået perlestaff-beklædning og hvid maling, og knagehelvede er blevet udskiftet med en bøglestang. Det eneste der er tilbage er faktisk buen ind til 'jakkeland'. Den fredede SHM da jeg gik igang!

Da jeg skiftede dør og vindue i haven gik jeg lige i solen, og blev nok en anelse skoldet...hmm Thats life for you, når ens gårdhave er sydvendt!

At skrive dette indlæg er nok en af de største tekniske udfordringer da SHM's bærbare er så ustbil at billeder og tekst konstant forsvinder. Bær derfor over med fastetejl og dårlig illustrationer og opsætning. Hvis ikke Blogger automatisk gemte, ville dette aldrig være lykkedes!

Haven netop nu...

En soccermom...? Nej tak!

Okay, jeg ved jeg har været fraværende fra blogland. Undskyld! Jeg har altså bare haft travlt. Og når både min computer og mit digitalkamera er stået af, så er det svært at finde ork til at få blogget... Nu 'humper' jeg afsted på SHM's bærbare, med min telefon som kamera, så må vi se om det kan lykkes?

Nå, men hvad har jeg så haft travlt med? Arbejde og fornøjelse. Mit arbejde er fedt! Det er som om jeg bare passer ind på stedet og i de opgaver jeg tildeles.

Fornøjelse? Fodbold først og fremmest. På tre niveauer. Det professionelle, det personlige og Soccer-dad-niveauet.

Sidste weekend var vi et smut i København. Dels for at hente et vindue, dels for at se FCK-FC Nordsjælland i Parken (mit gamle revir). Begge drenge har været med, ligesom SHM har en fortid som FCK-tifosi. Men for Kridt-Iglen var det nyt. Solen skinnede, pop-cornene var varme, ungerne fik flag, kasket og halstørklæde og vi fik en fadbamse, FCK vandt 3-1 og 800,- senere kunne vi glade spise en Shawarma til en 20'er og køre hjem til Jylland. Fan-fucking-tastick.

Jeg er selv begyndt at spille, og FUCK hvor er det hårdt! Jeg har spillet tre kampe (sammenlagt 3 halvlege cirka) nu og været til træning fem gange. Totalt gasblå i hovedet løber jeg rundt alle andre steder end bolden. Men det bliver langsomt bedre. Træningen i går var faktisk helt ok!

Gnavpot er også begyndt. Og det går bare godt. Drengen har talent, udholdenhed og vilje. I onsdags spillede han kamp for første gang. Sådan. Han er startet i en klub, som hvis man havde kunnet sige det pænt i gamle dage ville være blevet kaldt en arbejderklub. I dag er de fleste der er tilknyttet klubben nok arbejdsløse, men billedet af det nedslidte, skumle klubhus, med kantinedamen, der med permanentet hår, rynket hud og en smøg i kæften langer pommes frites og grillkyllinger over disken i et tempo, der får vægtvogterne i knæ, er intakt. Det er en klub hvor alle tilsyneladende kender hinanden, og og hvor ingen har travlt eller skal andet, end at sidde i plaststolene på cementen og kigge på børnene i alle farver, der spiller bold, mens de drikker den gratis, men ringe kaffe.

Man kan sige hvad man vil, men jeg synes faktisk det er hyggeligt! De er socialt bevidste og empatiske på deres egen lidt akavede facon, men Drengen er allerede tryg deroppe, og det er fanme ikke mange steder han bare falder ind!

I onsdags skulle de så spille kamp mod Stensballe. For dem af jer der synes det lyder lamt, kan jeg indvie jer i at Stensballe er den dyre nordkyst i Horsens. Vores whiskeybælte. Hver forælder kom i sin store AUDI-firehjulstrækker-BMW-Mercedes-Volvo med børn der var langhåret på den frisørplejede måde og hed Augustinus Martiniusen eller Christopher Ryes-Smith-Jones something eller noget. De skulle nu spille mod Ronny, Chris og Galakshan. Alle drenge i ca. 9-årsalderen, men med Urundi-urundi-hulla-hulla-bobba-provinsens BNP til forskel i ressource.

Deres forældre var så overambitiøse på deres børs vegne, at de stod på sidelinjen og pacede børnene frem, diskuterede indkastkendelser med dommeren (en 15 årig frivillig) og hånede modstanderen. Der stod fanme en mor og grinede hver gang modstanderne lavede fejl. Hun havde stillet sig lige ved siden af målet (Malte-André var nemlig målmand) og så grinede hun højrøstet af dem der forsøgte at score mod hendes søn.

(Jeg mener godt jeg kan tillade mig at lægge dette paprazzifoto af hende ud, da hun bære dyr solbrille, og delvist er dækket af Antonius von der Walderhof)

Det gik som det skulle. De rige vandt stort, og kunne glædesløst tage hjem vel vidende at de gjorde det forventede. Vores unger derimod jublede som om de vandt VM-finalen, da de scorede deres 4 mål i 10-4 nederlaget. De bakkede hinanden op hele kampen igennem, trøstede målmanden da han fik bolden i hovedet og opførte sig eksemplarisk overfor dommeren. Jeg behøver vist ikke at sige jeg er stolt over at knægten spiller for De Smukke Tabere?

De Smukke Tabere er iøvrigt et lånt tilnavn som FCK fik i slut 90'erne da de aldrig vandt noget. I onsdags tabte de også, men smukt var det ikke. Bundstad AB vandt i går, så nu skal FCK vinde på søndag for at blive danske mestre. ØV PIS LORT!

Den sværeste...

Min lillebrors bedste ven, Rasmus døde som et lyn fra en klar himmel. Det er snart tre år siden. Han faldt om på fodboldbanen til den sidste træning (!) inden han havde besluttet at lægge livet som professionel fodboldspiller bag sig og hellige sig familien. Begravelsen var for meget. Kirken var fyldt (og langt udenfor var der også mennesker, det blev vurderet til 500) med hulkende unge mennesker og blomster (selvom moderen i medier og andet havde frabedt sig blomster til begravelsen).

Da min lillebror holdt tale i kirken og iøvrigt fik nævnt det som alle vidste; at den i kisten skulle have været gift i samme kirke en måned senere og min lillebror skulle have været forlover, blev det for meget selv for mig. Den meningsløshed der kunne skæres i lårtykke skiver; Det hele var forkert, mennesker først i 20'erne skal ikke begrave deres venner. Den lille dreng de havde sammen skulle ikke mangle sin far. Lise som havde siddet og planlagt bryllup skulle ikke sidde deroppe i sort og mangle sin mand. Min mors venninde stod og holdt tale over sin søns kiste. Hvad fanden var det lige der foregik?

Da Rasmus lillebror holdt tale i kirken, mens han græd og jamrede, var der ingen der sad og undrede sig over hans tilstand. Alle kunne mærke det indeni. Talen handlede om alle de gode ting Rasmus havde gjort og alt det han manglede at få oplevet.

Ved siden af mig stod min bedste ven, Anders, som selvfølgelig havde taget fri så vi kunne være der sammen. Vi havde jo kendt Rasmus næsten lige så længe som min bror. Tævet dem i fodbold i gården, indtil de blev for gode.
Omkring os sad Mohammed Zidan, Martin Albrechtsen, Peter Løvenkrands, Jan Michaelsen og andre af de virkelig store stjerner fra Europæisk topfodbold. Den dag var det ikke vigtigt at de var stjerner. Det der var værd at bemærke, var at de havde sat en ellers ustoppelig verden i stå, var rejst hjem fra deres eller stramme program i en egoistisk verden. For at være der, selvom det var mange år siden de sidst havde spillet på hold med Rasmus. For han var en atypisk fodboldspiller, ligeså meget som han var en atypisk personlighed udenfor banen. Han var nemlig overempatisk i en ellers kynisk og egocentreret verden. Han var principfast og en god kammerat. Ingen kunne beskylde Rasmus for urent spil og Rasmus bakkede altid sagen op. Det blev både bemærket mens man spillede sammen, men altså også længe efter, af personligheder som ellers ikke lige var kendt for bløde værdier.

Præsten holdt en god prædiken til en totalt upassende lejlighed. Pointen var at de efterladte havde brug for Rasmus-historier.

Gennem hovedet for to episoder, den ene hvor Anders og jeg saboterede en teltovernatning for Rasmus og min lillebror, ved at kaste grus på deres telt, vande det med vandslange og støvsuge det med en håndstøvsuger kl. 4 om morgenen. Til sidst trak vi pløkkerne op og væltede hele teltet. Vi var nok bare misundelige, men da "spejderne" rasende fik viklet sig ud af det møgbeskidte, drivvåde telt, inviterede vi dem ind til Anders, hvor vi så en af hans stedfars pornofilm og gav en øl... De var nok 11-12-13 år dengang, Anders og jeg tre år ældre.
Den anden episode var da Rasmus og min bror var helt nye venner. Rasmus var på besøg, og gennem de papirtynde vægge kunne man så høre:
(Lillebror) Hvad skal vi lave?
(Rasmus) Det ved jeg ikke?
(Lillebror) Det ved jeg heller ikke!
(Rasmus) Skal vi så ikke bare drille din storebror?
Den lille flab! Han lignede en lille engel, men da han var dreng havde han også en lille djævel indeni. Den samme djævel der fik ham til at overtale min lillebror til at de plukke blomster i folks haver og ringede på døæren og spurgte om de ville købe en buket! Jojo, den er god nok - køb dine egne blomster billigt!

Jeg husker da Rasmus var 12-13 år år kørt med sine mindre søskende på børnesædet på cyklen, fordi han hentede dem i institutionen. Hans mor siger det ikke passer, men jeg ved jeg har ret! Min indre nethinde lyver ikke, og det gjorde han fanme!

Jeg lovede Rasmus mor, at skrive nogle af de her ting. Men jeg har aldrig fået det gjort. Måske er jeg først klar til det nu? De sidste par måneder har jeg mødt Rasmus mindre brødre et par gange. De er et hovede højere end mig og den ene købte bajere på tanken. Måske er det det der satte tankerne igang igen. Nu er jeg startet!

Hvem bestemmer om en dag er international?

Eller en kampdag for den sags skyld?

Det har nysseligt været Kvindernes internationale kampdag (en begivenhed jeg måske fik nævnt lidt i forbifarten?) og senest 1. maj og dermed arbejdernes internationale kampdag.

Men er det nok at kende nogle over grænsen og proklamere at "Den 32. septober er International Sur Kvinderøvsdag" - og får man så fri? Eller bare en halv fridag...

Eller skal man hyre et fadølsanlæg, bestille solskin og spærre bytorvet af, nedkomme med et par gøglere og holde dundertaler i Karl Marx stil, før det tæller?

Handicap, hvem mig?

Har en del timer i c-klassen med elever der er meget bevidste om at de har større eller mindre handicap. Når det passer dem hævder de at deres 'sygdom' eller handicap er årsag til at de ikke kan høre (det er de vil-døve), ikke kan tale rent (de hidsige) eller ikke kan lade være med at slå, kaste med grene eller sparke (de aggressive). Meget af det handler ikke om handicap, men en undskyldning for at gøre som de synes. Men de prøver altid lige at undervise deres omgivelser om kendetegn ved deres diagnose. Det er sgu ret underholdende nogle gange og minder mig om Andy...

Selv føler jeg mig nogle gange som Lou, når jeg står og forsvarer dem i en konfliktsituation i skolegården som de udemærket selv ved de bærer et ansvar for. Jeg holder af arbejdet og eleverne, og kan mærke at det er gensidigt. God weekend!