Hip Hurra Det er min fødselsdag!

Eller rettere sagt, det er Ældsteknægtens 14 års fødselsdag. 14 år!!! Det er fanme mange år siden. Før den blå blok, før 11. september, før finanskrisen... det er længe siden!

Jeg var 20 år dengang. I dag er jeg 34, og er flyttet flere gange, er blevet skilt, har taget en uddannelse og fået endnu flere børn. Ak ja, tiden går...

Everybodys Talking

Der er nogen, specielt kollegaer, som tror FCK's lille resultatdyk påvirker mit humør. Og ja, efter 5 år med opadgående formkurve, så er det da ikke så sjovt som det har været, men alligevel er det jo stadig sådan at ligaen føres suverænt og de stadig ligger til i Europa League.

Jeg har oplevet tre magre år i slutningen af 90'erne, hvor Brøndby samtidig løb med alt. Det var dengang, da FCK fik tilnavnet De Smukke Tabere, fordi de insisterede på at spille flot, også selvom de tabte. At andre, Horsens og FCN, byder sig til for tiden med flot fodbold aftvinger respekt. Så den nuværende parentes, er ikke noget der rigtig bider. Mon ikke vi ser et topmotiveret FCK-hold torsdag mod Brøndby? Det håber jeg...

Leaving On A Jetplane

Microbølgeovnen er et stridspunkt herhjemme. Vi er nu seks i familien, men Absalon er for lille til at sige sin mening. Hans mor mener dog at hun kan tale for ham. Derfor er optællingen af stemmer 5-1 til microbølgetilhængerne.

Økotossen, aka undertegnede, er dog modstander af microbølgeovn, simpelthen fordi jeg ikke helt forstår princippet, og derfor mener det er farligt! Stråler der kan folde indersiden ud på majs skal ikke have frit spil på min matrikel...

Men jævnligt udfordres mit enevælde af undersåtterne der spørger:

- Far, må jeg få en microbølgeovn?

Jeg er blevet træt af plageriet, så jeg er begyndt at drille tilbage:

- Jada!.... (Når de så håbefuldt klarer op)... når du flytter hjemmefra! Så får du en i indflytningsgave!

Kridt-Iglen:

- Må jeg også få en?

Som en magtsyg mellemøstlig diktator slår jeg ud med armene:

- Jada, der er microbølgeovne til alle der flytter hjemmefra!

PS. Læg mærke til ordet microBØLGEovn! Det irriterer mig grænseløst at folk konsekvent omtaler det som microovn, for godtnok er den lille, men ikke micro!

Power To The People

Imperiet Falder hedder det spritnye album som Magtens Korridorer udsender 31. oktober. Det er klart på ønskesedlen når jeg fylder år om en måneds tid.

Jeg har været vild med det band siden Tæskeholdet og deres ultraplatte Hestevise. Jeg har alle de andre, og derfor må jeg også eje den nye. Oftest synes jeg ikke at det er lige så godt som det gamle, indtil jeg har lyttet det igennem nogle gange. Oftest tager jeg fejl. Oftest synes jeg det er rykket et nivaeu til det bedre efter lidt tid.

Hele herligheden kan forudbestilles her, sammen med en portræt-DVD og en limited edition T-shirt (X-large)...

The Sound Of Silence

Kender I det at en baby sover? Altså som i, har været uterlig og gnaven hele aftenen, og er endelig faldet i søvn? Jeg ved godt, at man ikke bør lære børn at der skal være helt stille før der kan soves, men når endelig  krapylet har overgivet sig, så bliver man automatisk den der tysser på resten af flokken ved at spile øjnene op, hæve øjenbrynene og stirre intenst på alle der nærmer sig mens man sætter en finger på læberne og dermed signalerer "STILLE!" uden lyd...

Sådan var det i går. Absalon havde været vågen hele aftenen, og skreget gennemt Twentes ydmygelse af OB, og faldt endelig i søvn ved siden af mig, da FCK løb på banen i Hannover. Kridt-Iglen dukkede op 21.15 og blev mimende instrueret i at gå op og børste tænder og tage nattøj på. Det vandt 5 minutters uafbrudt stilhed med minimal lyd på TV'et. Så var hun tilbage og fik lov til at tegne ved sofabordet, bare hun var stille.

21.30 dukkede The Boys op. Shhhhh! mimede jeg... Hvad ser du? mimede de tilbage... Hannover-FCK, I må gerne se med, hvis I er stille.

21.35 scorede Hannover, og vi sad alle tre og græmmede os i tavshed, mens vi bandede Claudemirs fejlaflevering langt væk. Totalt på mute men med fagter;-D

22.15 Dame N'Doye scorede til 1-1, og lydløst klaskede vi hænder og jublede.

22.36, med 9 minutter tilbage gav dommeren et tyndt frispark til Hannover, som endte med at de scorede til 2-1. Lydløst sad vi igen og græmmede os og indså at kampen nok var tabt.

22.45, i det 89.minut spiller Santin og N'Doye sig smukt gennem og med en brasilianertå sender Santin bolden mellem Zielers ben til 2-2, hvorefter vi flyver op af sædet og lydløst hopper rundt i jubeldans og krammere. The sound of silence...

PS. Efter kampen opdagede jeg, at Kridt-Iglen stadig sad i sofaen og tegnede. Hviskende gik hun i seng kl. 23.

Feels like home

 Kender i www.hjembytte.dk? Det er en boligbytteportal, hvor ca. 40.000 mennesker kloden over sætter deres bolig på byt, mod at kunne benytte en andens bolig et sted i verden. Som en anden form for dating tager man et par billeder fra sit hjem, og kvarteret. De uploades sammen med en beskrivelse af hvad man har og hvad man søger, ja måske endda hvornår. Det er jeg sgu lidt fristet af.  Det eneste der holder mig tilbage er familiære erfaringer.

Min far, DMO og hans kone, DKNO har praktiseret det i årevis, og har kun gode oplevelser fra boligbyttene. Det er ikke så meget tanken om hvis 'de andres hjem' nu ikke lever op til forventningerne. DMO og DKNO er altid kommet frem til pæne velholdte hjem, som har holdt hvad billederne lovede. Det er ikke det at have fremmede til at låne mit hjem, eller sove i min seng som giver mig bange anelser. Det er mere tanken om hvis det skulle lykkes at finde nogen der gerne vil bruge vores hus. Der skræmmer DMO og DKNO's erfaringer, for ugerne op til er fyldt med stress og arbejde, for hvad vil belgierne ikke sige, hvis badeværelset ovenpå stadig er under ombygning? Hvordan vil amerikanerne synes om at låne så lille en bil?

Jeg synes jeg har et dejligt hjem, jeg synes det ligger skønt og jeg kan se masser af muligheder og fornøjelse i at være lige her, i centrum af Horsens, i en halvgammel halvruin. Jeg kan faktisk se, at med barsel i maj og Giro d'Italia-mål i Horsens, så er der basis for at lokke nogen fremmede til byen, og måske låne en lejlighed i Rom eller Paris? Men sikke et show det ville være at 'lappe alle huller'!

Her kommer 'mutter' med kost og spand

Så så man lige den lille husmoder i aktion. Eller rettere husfader, for i dag har jeg syet til den store guldmedalje. Ja, kære læser, de læste rigtigt, jeg har syet.

For jeg ihukom da lige, at jeg havde en stor skummadras i overskud i klassen (det er en jeg selv har doneret, men som mine elever ikke gider bruge mere). Den passer lige til Mellemsteknægtens megasen, hvor jeg manglede en gæstemadras der i det daglige fungerer som ryghynde. Samtidig kunne det fraskårne bruge til ryghynde i briksen i stuen. Det eneste der manglede var nogle betræk, så Overblikket måtte i STOF2000 og hustle stoffer!

Siden har jeg syet, bandet og kæmpet, men efter tre knækkede nåle og utallige spoler undertråd, så lykkedes projektet. Lige nu ærgrer jeg mig over at jeg ikke fik taget billeder til en DIY. Det er sgu ikke så svært...

Nå, men i halvlegen blev alle i familien der ikke bruger barnevogn udstyret med pensel og lærred og bedt om at male familien...

Radiosong

Så er den gnavne gamle mand tilbage. Hvad sker der med P3? Hvor er den gode varierede musik, og de sjove idérige studieværter? Jeg savner programmer ala Tæskeholdet, De Sorte Spejdere og Mads & Monopolet (som det var i gamle dage). 

Det sidste er faktisk det værste: Den nye generation af studieværter virker provokerende på mig. Hvad er det de kan? Hvad bidrager de med? Hvad kvalificerer dem til at sidde i stolen foran mikrofonen? 

For mig at se er de efterhånden så idéforladt metervare, at det primært er op til lytterne at bidrage til programmets indhold. Det er mig en gåde at man lod Huxi gå, når man ser på, eller rettere lytter til det der nu fylder sendefladen ud. Jeg synes det er uinteressant, uintelligent og uopfindsomt.

Selv mit favoritprogram, Mads & Monopolet har udviklet sig i en trist retning, fra at beskæftige sig med panelets bud på problemer, til at 50% at sendetiden nu er genudsendelser fra sidste program, og interview med panelets deltager om deres uge der gik... Dillemmaerne som tidligere var det der berettigede panelets sendetid er kommet mere og mere i baggrunden til fordel for genfortællingen af Hella Joofs torsdagsbanko og Søren Pinds audiens hos Mærsk.

Desværre afbrydes studietiden ikke som før af kvalitetsmusik, men derimod af Den Græske Tragedies renæssance aka Den Androgyne Støjgenre med kunstnere som Winnie Who, Andy and the Johnsons og andet skrammel i samme rille. Hvorfor skal mænd forsøge at synge som kvinder? Jeg får kriller.

P3-fri ferie for mig!

Eight days a week

Så skal jeg da lige love for, at der er efterårsferie! Kridt-Iglen var med veninde i LEGO-land i går. Der ryger 8 liter mælk i døgnet til morgenmad, kaffe-latte og varm kakao, og vi har allerede spillet Matador.

Knægtene stod op kl. 7, for at tage med bussen til en kammerat i dag. De fik en håndfuld mønter, og så ser jeg dem først i aften 18.30 foran CASA-arena, når vi skal se Horsens-FCK.

I morgen er det Bowlingdag, med hjemmelavede pizzaer til aftensmad!

Onsdag skal der males billeder og torsdag skal vi på kaffevisit hos CPB's far.

Fredag har CPB arrangeret hårdag med børnene. Dem med krøller skal have det glattet og dem med glat skal have det krøllet! Mon ikke os med lidt hår passer hinanden imens?

Lørdag skal jeg i biffen med KRidt-Iglen og evt. veninde og se Smølferne. Drengene tager Biler2. Søndag er der Matadorrevanche, og opladning til næste uge.

God ferie!

Det er en kold tid

Så man må skrive sig varm. 

Længe har jeg ligget brak skrivemæssigt, men det skyldes mest at det der barn, det der skoleår og en lejrskole trak tænder ud af mit program.

Men nu tror jeg efterhånden at overskuddet er ved at være der igen. På en måde mangler jeg bare lidt inspiration til at trykke tasterne i bund. Jeg vil i gang igen, men ude af form og uden egentlig indhold, kan det godt være, at I bliver hevet gennem noget forfærdeligt sludder de næste par dage!

God ferie!

Don't let me down

Kære Helle, Kære Villy, 

Kære Margrethe, Kære Johanne og ikke mindst Kære Christine

Tillykke med et flot valg. Tillykke med udbyttet af en lang kamp i opposition. Det er glæder mig, som lærer, at vi nu skal til at kigge på skolen i et helt nyt lys, for det trænger den til. Valgkampen har tydet på, at I ved, at der er behov for det. Men den borgerlige panikskolepolitik gennem ti år har fået mig til at frygte, at I ikke ved hvor slemt det står til? 

Da jeg blev lærer for ti år siden, startede mit lærerliv med et opstartsmøde på skolen, forud for sommerferiens afslutning. Det altoverskyggende punkt på dagordenen på det møde var ikke undervisning, men derimod økonomi. Kommunen skulle spare, og havde meldt ud, at det blandt andet ville blive børne/ungeområdet og dermed skolerne der måtte holde for. Konkret betød det, at det budget man havde haft året før skulle barberes med 5%. Dengang, som nyuddannet lærer, sagde det mig ikke så meget. Jeg havde jo ikke nogen erfaring fra tidligere år, og dermed ikke et indblik i hvor meget det var.

  Ledelsens melding til os var, at man ville spare pengene ved at reducere i kursuspuljen til efteruddannelse. Det blev ikke vel modtaget, men desværre har meldingen år efter år været den samme. Gennem de seneste ti år har jeg arbejdet i tre forskellige kommuner, på fem forskellige skoler, og desværre var mit første opstartsmøde ikke en enlig svale, tværtimod. Hvert eneste år har ledelserne skulle fortælle os lærere, at året igen ville blive præget af det, som jeg i medierne bedst har kunnet tolke som en ‘borgerlig satsning indenfor folkeskoleområdet’, men som konkret har betydet at vi har reduceret ude på skolerne på områder som ansættelser, undervisningsmaterialeindkøb, vikardækning, efteruddannelse, skoleudflugter, hytteture og lejrskoler. Det har været hårrejsende at skulle høre statsministre og undervisningsministre hånd i hånd fortælle om hvor mange ekstra milliarder folkeskolen blev tilført, når den virkelighed jeg har set, har handlet om det modsatte. Hvor blev pengene af?

Skoleledelserne er blevet pålagt af byrådene at finde besparelser i skolernes budgetter hvert eneste år. Nu er vi begyndt at fodre hunden, ved at skære halen af servere den. Klasserne sidder ofte og arbejder selv, lærerne udvikler sig ikke i deres undervisning og de oplevelser der skulle tale til læring med andre sanser er sparet væk. Mange af bøgerne i fag der ikke er dansk, matematik eller engelsk er trykt i 1980‘erne.

Jeg ved ikke hvorfor det er sat sammen som det er, men skolernes ansatte skal tage stilling til problematikker som skolens vand- og varmeforbrug, rengøringsstandard og omtale i medierne. Hvorfor skal lærerne bruge deres arbejdstid på det? Faktisk ville vi hellere undervise!

Læringen er ikke i fokus - De borgerlige har hele tiden snakket om læsning

Den skrabede økonomi har ført til at skolens kerneydelse, nemlig undervisning, bløder. Når det er blevet sådan, så er det fordi at det er lykkedes for den borgerlige regering at ‘få sat fokus på folkeskolen’ i en grad der aldrig er set før. Man har i medierne fået opbygget en myte om ‘den ineffektive skole’, med udgangspunkt i nogle internationale læsetest, som eksperterne indenfor undervisning sætter en hel del spørgsmålstegn ved. Men det har passet regeringen at kunne himle op om videnstab, effektiviseringbehov og international konkurrenceevneforringelse, fordi det passer i deres tankegang. Måles og vejes. De har sat lighedstegn ved at danske elever læste dårligt og at danske elever lærte dårlig. Derfor kunne man i valgkampens sidste dramatiske debatter også høre Lars Løkke Rasmussen stolt fortælle at danske elever nu læser relativt bedre. Og de regner også bedre.

  Problemet er bare at læsning og læring er to forskellige ting. Læsning er ikke et mål i sig selv. Læsning er en kompetence, til at skaffe sig læring, og den del har Lars Løkke Rasmussen, hans foregænger og deres undervisningsministre forsømt! De har sænket niveauet i folkeskolen, fordi de ensidigt har sat fokus på deres favorittænkning, måles og vejes. Det er ikke så svært at måle om eleverne kan læse noget. Det kræver en computer med en multiple-choice-test! Det er meget sværere at måle om nogen har lært noget, om de ved noget. Det kræver dialog, altså samtale mellem lærere og elever. 

Undervisningministrene har været bannerførere for stereotyp kassetænkning, og skamløst slået på tromme for at testning og kontrol, sammen med individuelle handleplaner er vejen frem. Ministeren har villet kunnet se ind i klasselokalet, ved at følge planer og målinger. Udover at det er forkert, at tro vi får en klogere ungdom ud af den borgerlige folkeskole, ved at teste dem ofte, så er det også skadeligt, fordi testenes resultater offentliggøres som kvalitetsstempel for undervisningen på den enkelte skole. Det har været de liberales vildeste våde drøm, for med det frie skolevalg, de hyppige kvalitetsmålinger og den offentlige rangordning farer forældre forvirret rundt i kommunerne og forsøger at finde klasser, hvor der er plads til deres barn på de skoler der får et flot tal i test. I vid udstrækning har de købt den borgerlige tese, måles og vejes!

Er konkurrence det der bringer vores folkeskole videre?

Skolerne er nu, med de tiltag om måling og offentliggørelse, i direkte konkurrence om eleverne, fordi de skrabede budgetter ikke bliver bedre af at være tildelt efter antallet af elever. Det sørgelige i fortællingen om den borgerlige folkeskole er, at ved at spare lærernes efteruddannelse væk, og hænge deres resultater offentligt til skue, så har man indledt et ensidigt ‘våbenkapløb’ om at teste flot. Derfor målretter lærerne deres undervisning på at teste godt. 

På den måde er ‘vidensflugt blandt eleverne’ et næsten lige så stort problem lokalt på skolerne, som arbejdspladsflugten er nationalt. Hvis elever som er gode til test samles på nogle skoler, så dræber det jo de skoler der sidder tilbage med elever der ikke er gode til test. Det medfører færre elever og dårlig økonomi, i sidste ende skolelukning. De borgerlige har dermed skabt en folkeskole fuld af tabere!

Det er den største omkostning, ved at sætte læsning lig med læring! De svageste læsere blive dødvægt. Men er det det, som Danmark skal leve af i fremtiden? Dygtige læsere? 

Næppe! Der er ikke noget der tyder på, at vi skulle være udstyret med bedre forudsætninger for at læse end folk i Indien, Kina eller Afrika. Faktisk er det at kunne læse dansk en relativ unyttig kompetence i en globaliseret verden med  7 milliarder mennesker, hvoraf kun ca. 5 millioner benytter dansk som sprog!Hvis en billigt drevet, effektiv skole er målet er vi chanceløse i det kapløb. Danske børn er for dovne og uopdragne til at stå distancen. De gider simpelthen ikke! Tag temperaturen på virkeligheden, hvis I ikke tror mig, men de unge i dag er født med en fjernbetjening i hånden, og zapper væk, så snart de keder sig. Specielt de børn som hænger tungest fast i de borgerliges læsepolitik!

Derimod har vi kulturelt set en fordel. Vi har frisind, demokratisk tænkning, innovation, teknologi og forbilleder til at udvikle os som samfund i en retning, hvor samarbejde, nytænkning og medmenneskelighed ikke kun er ‘ubrugelige  bløde værdier’, men er eksportvarer der kan veksles til hård valuta i international konkurrence. Og der er behov for det! Både indenfor bæredygtig fødevareproduktion, miljørigtig energi og demokratisk samfundsstyring. Vores velfærd, menneskesyn, og tradition for individdets ukrænkelighed og muligheder er en eksportvarer som er i restordre på store dele af kloden. Hvordan kapitaliserer vi vores demokratiske tradition?

  

Den farlige kur

Folkeskolen er blevet beskrevet som dårlig i medierne af politikerne, først og fremmest på grund af PISA-resultater for vores læsefærdigheder, men også en rundspørge blandt folkeskoleelever om deres kendskab til Danmarks geografi gav hak i tuden. 

Det har betydet at man har indført en politik, som er helt i tråd testningens ånd: Måles og Vejes, man vil have mere undervisningstid. Fordi man tror at kvantitet er lig med kvalitet. Altså at den enkelte lærer skal være mere sammen med sine elever, udfra tankegangen, at mere samvær mellem lærere og elever, giver mere læring. Tanken om mere undervisning til eleverne er rigtig og god, men først og fremmest er den til at forklare for vælgerne, så det kommer til at se ud som om man styrker folkeskolen. Men regneteknisk har man snydt på vægten.

Den mest enkle måde at forklare hvorfor mere undervisningstid ikke bare er en mirakelkur, er at ude i folkeskolen i kommunerne, øges kravene til at lærerne skal dokumentere og analyser hvad de har gjort, og den tid kan kun tages fra at overveje hvad de vil gøre (det der i gamle dage hed forberedelsestid). Sagt firkantet: Hvis den enkelte lærer skal være mere sammen med eleverne, så er der noget andet han eller hun gjorde før, som de ikke længere skal gøre.

  Det er altså ikke en forbedring af kvaliteten i samværet, det er en forringelse. Hvis man oveni det mener, at der skal flere elever ind i klasselokalerne, så har den borgerlige skolepolitik altså ikke resulteret i mere tid mellem den enkelte elev og en lærer, men i mindre tid og dårlige tid. Hvorfor skal eleverne ikke have MERE tid sammen med FLERE lærere?

Ekspertredningernes tid bør være forbi

De voldsomme besparelser på kursus og efteruddannelse er blevet imødegået med at fjerne folkene på gulvet, og i stedet bruge penge på at hyre eksperter. Lars Løkke Rasmussen stod i spidsen for at købe en bus til 6 millioner kroner, og nedsætte et ekspertpanel som skulle rejse riget rundt og komme med bud på effektiviseringer i folkeskolen.

Det er et meget godt eksempel på den tro, der har sneget sig ind på, at svaret på, hvordan vi kunne læse bedre, ville blomstre op af den golde jord udenfor skoleverdenen. De lærerværelser jeg har bevæget mig på, har ikke været slået af overraskelse over, at Lars Løkkes Rasmussens eksperters konklusion var at større skoler, mere testning og flere elever i klasserne ville give en skole, der  både var billigere at drive og give bedre læseresultater. Den konklusion tror jeg godt man kan gennemskue, at eksperterne var hyret til at komme med!

Hvis vi leger med tanken om, at eksperterne havde peget på mindre klasser, mere forberedelsestid, øget budgetter til kurser og indkøb af teknologi og materialer, så var deres konklusioner næppe blevet trykt, endsige fremdraget i debatten.

Eksemplet er kun et af mange. Indenfor det offentlige har der længe været en tendens til at man ansætter konsulenter og eksperter, der skal rationalisere afdelinger (læs: pege på hvilke medarbejdere eller funktioner der skal bort). Hver eneste gang en ekspert har trådt ind på min skole for at tale til et samlet lærerkollegium, har det været for at lave en besparelse i form af en ekstra opgave lærerne nu skal løse, eller en ‘fin’ metode til at kunne gøre tingene billigere. Det bliver pakket ind i ord som forbedringer, optimering, opstramning  og effektivisering, men realiteten er, at det altid dækker over forringelser.

Der har f.eks. hersket en tro på at et 12 timers foredrag/kursus og et hæfte på 80 sider kan gøre 50 lærere i stand til at løse sociale problemer hjemme hos familierne. Sikke noget pladder!

Men kongstanken har været at skolerne skal rumme ALLE elever, uanset hvor udfordret de er på omsorg, helbred eller intellekt. Den blå blok har været fortaler for at fjerne specialundervisningen og dermed spare.

En venstreborgmester har foreslået, at en lærer skal kunne undervise 100 elever i tre-fire forskellige klasselokaler via computer. Det er meget sigende for effektivitetstænkningen, så kan vi jo spare tre lærerstillinger. Desværre er det ikke i tråd med min opfattelse af hvordan læring foregår. 

Denne borgmester har vist ikke mødt en 8-klasseselev for nyligt. Hvor mange er på facebook efter 5 minutter? Hvor mange kan læreren hjælpe ad gangen? Hvordan med den del af læringen der kommer af respons på elevens arbejde? Vi har vist at gøre med en måles-og-vejes-multiple-choise-tænkning? I parentes kan det bemærkes at skolernes IT-udstyr mange steder halter i en grad, som ingen private virksomheder kunne overleve. delemaskiner med forældet hardware rimer jo ikke ligefrem på ‘auditorieundervisning’ af tre klasser på samme tid, vel?

I fodboldens verden er det en gammelkendt sandhed, at når klubledelsen offentligt giver træneren deres fulde opbakning, så bør han frygte en fyring! Ligesom lægen i middelalderen var ilde set, for når først lægen kom, så døde folk af behandlingen! På samme måde har slingrekursen og kravet om konstante forandringer og hoplakurser med eksterne eksperter fået lærere og pædagoger til at frygte for fremtiden, når byrådet vil sætte fokus på kvalitet i folkeskolen. Det er blevet synonymt med besparelser og kontrol!

Hvor står vi nu? - Og hvor skal vi hen?

Men et overblik over de væsentligste ændringer den blå blok fik gennemført, og de næste forslag de havde på bedding:

• Flere elever til færre lærere
• Mindre tid til forberedelse
• Flere elever med særlige behov i normalklasserne
• Øget dokumentation af praksis
• Mere testning
• Mindre metodefrihed
• Færre penge til indkøb af materialer
• Færre vikarer til dækning af sygdom
• Færre kurser

Så er det at jeg er nødt til at sige, at skepsisen har bredt sig på gulvet. For er det de ting der skal til? Jeg tror det ikke, og nu hvor jeres mission er lykkedes, så er det tid til at sætte handling bag de flotte ord fra valgkampen.  Jeg har med stor optimisme og glæde fulgt jer alle fem når I i debatter har talt om investering i mennesker, undervisningspoilitik, international konkurrenceevne og fremtid. Det har nemlig lydt som om I på netop skoleområdet er tæt på at være enige. Vil I ikke godt love mig, at folkeskolen ikke bliver gidsel i jeres øvrige forhandlinger?

Vil I ikke indføre et loft på 24 elever i klassen?

Vil I ikke sikre at der er to lærere i de små klasser?

Vil I ikke sikre at der er specialundervisning til specielle børn?

Vil I ikke holde fast i at lærerne der er i folkeskolen skal tilbydes uddannelse?

Vil I ikke kæmpe for at kommunerne for at redde deres økonomi ikke kan spare på folkeskolen, ved at indføre rimelige minimumskrav til hvor meget den enkelte lærer skal undervise?

Vil I ikke fjerne noget af administrationsbyrden?

Vil I ikke give lærerne mulighed for at vende tilbage til en hverdag, hvor de først og fremmest skal undervise?

Dette er de realistiske bønner, men hvis jeg må komme med et par visionære ønsker så overvej venligst

- Vil I ikke fjerne de nationale test, og i stedet genindføre mundtlige gruppeevalueringer, og endda implementere dem tidligere i skolen? (Det minder mere om de jobs eleverne skal kvalificere sig til i fremtiden)?

- Vil I ikke igen prioritere specialskoler, så de børn der i dag frarøves en målrettet indsats pga. forskellige vanskeligheder undgår blot at blive opbevaret i normalklasserne? (De svigtes, men de er også stor kilde til uro og dermed ufortjent syndebukke i snakken om disciplin i klasselokalerne).

- Vil I ikke slå et slag for en ordentlig IT-satsning, så ventetiden qua tekniske fall-outs og komplicerede procedurer reduceres så undervisningstiden rent faktisk bliver brugt på undervisning?