- Fornægtelsen, hvor man virker som om situationen ikke er gået op for en. Krisens første reaktion er et adrenalinchock, hvor man pludseligt handler meget på automatpilot. Der frigøres nervebedøvende stoffer i kroppen, som også sløver følelser og forstand. Man tager måske på arbejde, selvom en kone døde i går. Måske handler man ind, selvom man lige har fået konstateret kræft, ringer hjem og spørger om man mangler tandpasta. Måske bestiller man skiferie, selvom man lige har fået amputeret begge ben. Man er ved siden af sig selv, og omgivelserne undres: Hvordan kan det lade sig gøre? Har man ingenting forstået?
- Fortvivlelsen, så ramler korthuset. Man giver udtryk for sin smerte, frustration og mangel på håb og tro. Man rammes at en følelse af ensomhed. Ingen kan helt forstå den sorg man er ramt af. Resten af verden lever upåvirket videre omkring en. Det er voldsomt provokerende og man skælder ud på de nærmeste, lader al sin harme ramme dem der står tættest på en.
- Erkendelsen. Det er sket. Det er uigenkaldeligt. Efter tid, opdager man at man ikke kan stå stille i verden. Den bevæger sig videre, og det må man også selv. Man er stadig i sorg over det mistede, men man må også erkende at ikke alt er mistet. Man har sig selv - måske har man børn eller kæreste, som man igen skal være noget for.
- Genopbygningen. Man finder andre værdier, andre pejlemærker i livets landskab, og livet for nyt indhold. Kriserne gør os stærkere, hvis de gennemleves sundt. Man ender med at huske det gode, og nedtone de ubehagelige minder. Det der ikke dræber os gør os stærkere, er en lidt fortærsket floskel, men dækker det krisens gennemlevelse gør ved os, hvis man får tid, plads og forståelse fra sine omgivelser på de rette tidspunkter, og pres og krav når det er tid til det.
Jeg ved ikke om han har ret, men det er tankevækkende, når man oplever kriser, at man kan føle sig så alene, at man næsten ønsker, at ens omgivelser ville blive udsat for det samme, så de kan forstå det. Man kan blive jalous på sine nærmeste, nærmest bitter over, at man føler de har det for let. Det pudsige er, at efter genopbygningen ønsker man ikke at ens værste fjende ville havne i det samme.
Jeg har også oplevet at fornægtelsen igen og igen har indfundet sig, og man opfører sig som om man overhovedet ikke er presset, og at erkendelsen derfor rammer dobbelt hårdt.
Selv har jeg oplevet dødsfald i familien, parforholdskriser, arbejdskriser, børnekriser, økonomikriser og pt. er jeg krisefri, så overskuddet til at forholde sig til andres er tilstede, men uden selvoplevede kriser, tror jeg evnen til det er svækket. Man gider måske godt at høre, men fingerspidsfornemmelsen for, hvornår man skal give plads, og hvornår man skal presse på den kommer efter min overbevisning kun med erfaring.
Da jeg jeg skulle finde en illustration, ledte jeg på googles billedsøgning efter "krise", og udover alle de nedadgående kurver, dukkede dette billede op. Det er malet af Rie Klit, som jeg absolut intet kender til, men jeg synes det er bedre til at illustrere at krise er en menneskelig betingelse, bedre end en graf i hvert fald.
