Make up your mind

I Ekstra Hadets netavis i går fremgik det at en kvinde i mellemøsten får sin chance for revanche. En forsmået arrangør/frier overfaldt hende med syre og vansirede hende for livet, herunder mistede hun synet på begge øjne. Nu er manden blevet dømt, og gæt engang... man har konstrueret en mekanisme, så den blinde kvinde selv kan dryppe 20 dråber syre i øjnene på gerningsmanden (som naturligvis er fikseret og bedøvet mens der udlignes).

Jeg ved ikke hvad jeg skal mene? Jeg bliver trist over kvindens skæbne. Det gør jeg hver gang jeg hører om konsekvenserne for de kvinder der siger nej i mellemøsten, de kvinder der kræver mere af livet end de i første omgang bliver tilbudt, og derefter lider de værste skæbner. Men hjælper det at dryppe syre i øjnene på den stakkels mand? Jeg tror det ikke...

Han skulle tvinges til at forsøge hende, en form for samfundstjeneste, hvor hans liv også konfronteres med det han gjorde. Måske?

Nu er det egentlig interessant nok i sig selv, men det hele bliver lidt perspektiveret af at avisen har et debatforum 'nedenunder' artiklen. Her kan læserne give deres meninger tilkende, lade den indre svinehund få frit løb. Ikke overraskende er der masser af dem jeg skyder til at være DF-vælgere, som bruger det som en anledning til at skyde på mellemøsten, islam og indvandrere. Er det dem vi ønsker ind i Danmark? LUK GRÆNSERNE NU! De har ikke udviklet sig siden middelalderen! Vi er klogere end dem! (indsæt selv mere åndsamøberi).

Jeg er slet ikke uenige med dem i deres forargelse, men konklusionerne er jeg mindre skråsikker på. Jeg bliver ikke mere rolig, når jeg i samme organ læser at der er en klan, (jo jo, det hedder det i avisen) der hedder Levakovic, som består af røvere, tyve, banditter, fartbøller, svindlere og trickspecialister. Det er en bande romaer som har slået sig ned omkring øresund, hvor de på danmarksiden kører rundt i dyre biler de køber på sverigesiden. De bryder ind hos pensionister og stjæler deres guld. Kort sagt, de er en skidt forsamling i avisens optik.

Det er da slet ikke fordi, jeg er uenig i, at de handlinger er forkastelige, men lige præcis i nordsjælland, langs med øresund er svindel, svenskregistrerede biler, spritkørsel, franarring af penge fra demente ældre kvinder mm. ikke et indvandrefænomen. De lærer af det omgivende samfund, og de er ikke engang dygtige sammenlignet med Mærsk, Stein Bagger og Erik Skov.

Det er i sig selv tankevækkende nok, men læser man kommentarfelterne når artikelserien ruller over skærmen, så er de samme der forargedes over den mellemøstlige mands gerninger, og herefter fordømte hans dom, de er underligt nok fortalere for at Levakovicklanen skal have "millioner af los i røven", stenes, sparkes ud, henrettes, eksporteres til steder hvor de passer bedre ind (min personlige favorit, hvor passer de bedre ind end mellem Amalie og Erik Skov? og hvem vil have dem?).

Men dobbeltmoralen, den indre svinehund og forargelsen, den kan de ikke tage fra os, vel?

Ekstra Hadet kalder deres kommentatorer for Nationen, og måske er det ganske passende at tage skridtet fuldt ud og kalde det nationalisterne? Sprogligt set er det i hvertfald misvisende at kalde det for Nationen, når man efter sørgelig gennemlæsning kan konstatere at de fleste hverken kan stave eller tænke. Det er avisen imidlertid ligeglade med. Hvis der ikke er nogen nyheder en dag, så summer de holdninger fra Nationen op til en 'nyhed baseret på en folkestemning' under overskriften "Nationen mener".

De finder de tre-fire værste tågehorn og konfrontere en stakkels minister med et folkekrav om en dansk berlinmur i sønderjylland, halshugning på Køge Torv af voldtægtsmænd eller gratis fadøl i Parken den sidste hverdag i tredje måned efter Trinitatis.

Jeg tror faktisk det er noget af det værste ved at sidde i regering? Når Nationen kræver svar... Så skal de forholde sig til de mest outragious i det her samfund, eller læse en artikelserie om "Magtarrogance i ministerkontoret" dagen efter... Hvis ikke vi har nyheder, så skaber vi dem!

Føj for pokker!

Postkort eller Blog?

Min mormor har sagt at jeg skal opføre mig pænt... og at hun altid vil skrive postkort til fødselsdage, jul, og når hun er i udlandet, indtil den dag hun dør! Helt så konsekvent har jeg ikke tænkt mig at gå til værks. Men måske et blogpostkort er en gylden mellemvej?

Når jeg sidder på et hotelværelse, en cafe eller hænger i en skilift, falder det mig altid meget svært at få plads til at fortælle det hele. Eller at koge det hele ned så det kan være i skrivefeltet. Derfor ender jeg altid med at blive total frustreret, over at sidde og skrive om turen, i stedet for at opleve den. Jeg synes der er sådan noget midtvejsevaluering over postkort, fordi min mormor har lært mig at de gerne skal sendes så de kan nå at komme hjem, mens man stadig er afsted (sikkert noget med at det er mere autentisk at skrive "Sidder i Spanien", hvis man rent faktisk sidder der, når modtageren læser det, men come on, alle er da klar over at papirposten transporteres via tog/fly/bil og er flere døgn undervejs, så det er jo ikke som en 'direct line', er det vel?).

Jeg ved, at jeg aldrig når det, at jeg ikke kan huske adresser og postnumre, at jeg ikke får dem sendt eller at de ikke når frem. Derfor har jeg droppet det! Det er meget ensidigt, hyklerisk og fyldt med dobbelte standarder, for jeg bliver altid megaglad, når min mormor skriver postkort til mig. Eller når andre gør. Jeg læser dem igen og igen, og studerer billedet og forsøger at forestille mig hvordan der mon er... der på kortet?

Det er ikke noget vi formelt har sat i system, men siden jeg oprettede denne blog, har jeg gjort mig den ulejlighed at skrive om mine rejser og ferier, krydret med oplevelser og egne fotos, som en slags digitalt postkort, især til min mormor, som er den sejeste cyber-olde jeg kender. Hun købte f.eks. sin Kitchen Aid på nettet, og bestiller billetter og rejser online på trods af, at internettet for mange ældre (og det har hun efterhånden accepteret at være) har langt større tillid til face to face interaktion. I ny og næ sender hun mig en email, og fra tid til anden forsøger hun sig også med en kommentar til mine blogindlæg, selvom hun tror jeg har 'blokeret' for at hun kan!

Nuff talk - lets boogie!

Kære Mormor (og morfar)

Her er en hilsen fra Sverige, hvor vi afholdt juledagene med sne og ski. Rejsen herop gik fint, og på trods af den lange køretur undgik vi større uheld. Vi så endda en elg. Det tog ca. 17 timer sammenlagt, så det var nødvendigt at holde lidt pauser og drikke kaffe. Vi fik set Göteborg by night og to gange så vi Billerud Papirfabrik i den svenske midnat.

Om morgenen kørte vi gennem Mora, som er en by ved Siljan Sø, hvor der lå tæt ved en meter sne og var minus 18 grader. Det var uhyggelig smukt, men også barskt. Selvom der lå meget sne i Danmark da vi kørte, så syntes jeg lige det fik en tak opad i højden.

Vel ankommet til Klövsjö, fik vi installeret os i lejligheden, som var i et helt nybygget

kompleks 50 meter fra liften. Perfekt.

Drengene blev sat til at grave sig v

ej fra lejligheden over til skiliften...

Ungerne er heldigvis vilde med at være ude i det kolde, og derfor har vi fået masser af skiløb. Herligt!

Som altid på skiferier er det udsigten, det rå og kolde, den barske, smukke natur og den friske luft og megen motion der sætter dagsordenen. I Klövsjö kommer 795 meter over havets overflade, og udsigten er fantastisk.

Når det er aften sidder vi indenfor og drikker varm kakao ud nyder udsigten, til de oplyste pister fra panoramavinduet i køkkenet.

Lejligheden vi bor i har to værelser og stue/køkken, samt badeværelse med sauna og en entre, som vigtigst af alt rummer et tørreskab til alt det skitøj der i løbet af dagen bliver vådt.

Det bliver tidligt mørkt, for vi er kun ca. 400 km fra polarcirklen, men efter en lang dag på ski sover man også tungt og godt, selvom man ofte sover fra 20-8 i streg.

Både voksne og børn!!!

Men hvad betyder det, når man vågner til en solopgang som denne? Det kan godt være at det er koldt, men det er så smukt, at man ikke sanser når kulden bider, snottet i skægget fryser til og ungerne boltrer sig som vilde på bakkerne.

Snart går turen hjemad til Danmark af de samme

tilsneede veje, som vi kørte af herop. Godt vi har DVD-skærmene med på bagsæderækken...

Håber alt er vel i Danmark?

Kh

Thomas

PS. Fordi deres far er en sjuft til at poste et kort, betyder det ikke at ungerne nødvendigvis er det. Jeg købte selvfølgelig et kort til hver af ungerne og et frimærke, så de kunne skrive hjem til deres mor... Men hvad gør man når man er 5, og alle bogstaver skal tegnes af fra en blok hvor ens far har skrevet det man ville sige? Tjah... Kridt-Iglen gik død efter "HEJ MOR OG RENE", så "JEG ER SEJ PÅ SKI" blev fortolket i billedet af hende og mig, der sammen drøner ned af bakken, men jeg synes hun slap hæderligt fra det, omend hun har fået plads til mine ti ekstra kilo!!!

Om at sætte sig spor i tilværelsen 2

Jeg har skrevet om at være tilstede i nuet. Og jeg forsøger at være det. Senest har jeg haft dem med på polarsafari til broderfolkets revir. Her har jeg forsøgt at sætte mig visse spor i børnene ved at vise dem hvordan tingene kan gøres.

Jeg har allerede skrevet stolpe op og stolpe ned om at lære børnene at læse et kort og notere sig de omgivelser de bevæger sig rundt i, så det skal jeg ikke trampe mere rundt i... i denne omgang!

Noget jeg til gengæld har trampet rundt i, er svensk sne.

Kridt-Iglen var faktisk ved at have lært at køre uden sele* sidste år, men usikkerheden havde grebet hende, så derfor insisterede hun på at køre i sele de første to dage, hvilket bl.a. betød at jeg 1) kørte uden stave 2) at hver gang det blev fladt måtte vi bytte så jeg måtte trække hende. Nu fik jeg også et chok, da jeg trådte op på badevægten, da bindingerne skulle indstilles forud for turen, idet jeg lå 10 kg over min forventede vægt. Jep, du læste rigtigt, jeg vejede 10 kg mere end jeg selv troede!!! Og det er ikke engang sådan at de sidder tydeligt, så det er åbenbart rundt omkring de har gemt sig. Nå, men to af dem blev i Sverige takket være trækdyrsmotionen...

Tilbage til temaet om at sætte sig spor: For de spor jeg tænkte over at jeg satte, var ikke i sneen (selvom man med min nyfundne idealvægt sætter betydeligt tydeligere spor). Næh, de spor jeg taler om, er dem man sætter sig i sine omgivelser, og selvom jeg er midt i processen, og kun lige er ved at fuldende barn nummer tre, så har jeg lært mine børn at stå på ski.

Når jeg tænker på hvor mange gange jeg har kørt ned af norske fjelde med Ældste-Knægten mellem benene og en skistav på knæene som han kunne holde i, bliver jeg helt træt af tanken. Han blev ikke træt af tanken, men af at køre mellem mine ben, og den uge, mens han var fem år, der lærte han at stå solo på ski, med plov und alles! Et par år stod han stadig på ski, og blev faktisk ret habil til det, mens jeg lærte Yngste-knægten fidusen.

Ældste-knægten kiggede dog beundrende på de store drenge på snowboard, og ønskede sig hvert år at være en af dem. Et år blev jeg så træt af plageriet, at jeg lejede et board til ham for en dag, hvorefter han blev efterladt på børnebakken med beskeden: "Find så lige ud af hvor svært det egentlig er?", da vi kom tilbage havde han næsten lært sig selv at køre på skidtet!!! Der manglede ikke meget, men skiferien var ved at være slut, så han måtte vente til næste gang.

I mellemtiden lærte jeg selv at stå på sådan en indretning, da jeg var med specialefterskolen på skilejr, og pludselig havde eneansvar foro undervisningen af 12-15 normalt sentudviklede, ADHD-drenge og piger, som gerne ville lære det. Hvis det kunne lykkes, og det kunne det, så kunne jeg faneme også lære Ældste-knægten det! Så vi købte et board til ham, men jeg var faktisk kun nødvendig en enkelt formiddag, så var drengen selvkørende...

Nu er han vokset 3 skostørrelse og har fået nye støvler, og for julegavepengener købte han et nyt board deroppe, hvor han fik et super tilbud på et tidligere udlejet board. Det betød også at vi pludselig havde et board/støvler i størrelse Yngste-knægt, og ham har jeg endda kun slæbt rundt på kælkebakken et par dage i juleferien, men han kunne nøjes med sin bror at 'støtte sig til' for Ældste-knægten har allerede selv lagt så meget på sit eget løb, at det faktisk var ham der tog over, da Yngste-knægten fik lyst til at prøve.

Han faldt et par gange, men hurtigt var han på den igen, og efter han lærte liften på børnebakken gik det stærkt: ti ture op og ned, og han var klar til at prøve med en lift på en rigtig bakke.

Den kørte noget hurtigere, men efter 5-6 styrt, lærte han at tage liften op og køre bakken ned, UDEN at vælte. han var pisse stolt og det var fantastisk at se.

På et tidspunkt tog Kridt-Iglen og jeg en pause i en bålhytte, hvor vi kunne hvile vores trætte ben mens vi kiggede på de andre der kom susende i et væk, kom der en ca. 10 år gammel svensk knægt susende ned og styrtede lige foran hytten, så skiene fløj omkring ham og hans korpus lavede en flot plovfure i den komprimerede sne.

Han skreg og hylede og tog sig til det ene ben, og voldsomt så det da ud, men det der slog mig mest, var at der ingen voksne var i nærheden som udstrålede nogen form for ejerskab over knægten, så Karen blev bænket ved bålet og så trådte Dr. Overblik ind på scenen, med ubehjælpeligt svensk og uden egentlig forstand på what to do, men bare for at signalere til drengen, at "bare rolig, der er nogen til at skaffe hjælp". En svensk kvinde havde det åbenbart ligesom jeg, og sammen fik vi tilset drengen, der hylede og skreg som om alle knogler lå i bunden af posen nu, men som tilsyneladende mest var forskrækket. Vi fik ham rettet ud og beroliget, samlet hans ski sammen og bænket ham ved ilden, indtil han fem minutter senere kørte afsted igen... På max speed!!!

Senere, på en af de allersidste ture, kører Kridt-Iglen og jeg på en tallerkenlift mod toppen af en rigtig bakke. Det foregår ved at jeg har liften mellem benene og bliver trukket af liften, mens at hun står foran, med en ski på hver sin side af min højre ski og bare lader sig skubbe af mit højre ben. Hun står og synger noget fra De eneste to... "HVA MED DIN FAR? STYRER HAN STADIG SINE BRILLER?" (mener det korrekte ord er brandert, men jeg så ingen grund til at korrigere hendes tekst).

Foran os kører der en pige på ca. 8-9 år. Hun er svensk, og har hele dagen taget liften lige op, og ræset lige ned! Ikke andet, ingen sving eller noget, bare fuld fart, og hver gang tænker jeg "ikke se, ikke se, det der går galt!".

Det gør det dog ikke. Hun overlever hver gang. Faktisk er det værste uheld der sker for hende, da hun taber sin ene stav på vej op med liften. Den ligger der da vi kommer drivende, og selvom jeg egentlig har mit at se til med et barn viklet om højre ben, lykkes det mig alligevel at få bukket mig ned og samlet staven op med venstre hånd og give den tilbage til 'ræs-jenten' da vi når toppen. Jeg kunne ikke overskue, hvis hun forsøgte at stå på ski ned efter den.

"Du er sådan en der hjælper folk", siger Karen.

"Hvad mener du?"

"Du hjælper mig med at lære at stå på ski, du hjalp ham der faldt ned ved bålet og nu hjælper du hende der har tabt sin stav", hun lyder stolt, og det bliver jeg egentlig også. Jeg ser jo ikke på det som om jeg har anstrengt mig, eller gået ud over mine egne grænser for at gøre noget, men jeg kan godt se at hvis jeg ikke havde gjort de ting, så havde det været en anderledes skiferie. Og her er et vigtigt spor, som jeg slet ikke var klar over jeg havde sat mig i Karen: Hendes far er en der hjælper! Det synes jeg er vigtigt og godt at hun så kraftigt havde bidt mærke i. Det leder mig hen til næste blogindlæg, som ganske vist omhandler begivenheder i Sydhavnen i en anden tid, men alligevel vil binde sløjfe til de her indlæg...

*Børn i sele!?!? Det er da ydmygende... sådan tænkte jeg dengang jeg så det første gang. Jeg fik billeder for min nethinde af min onkel i ført lignende mundering, lænket til en pæl i græsplænen, når bedsteforældrene var på landet om sommeren i 60'erne, og tænkte "Er vi ikke kommet videre?". Men jeg må sige, at jeg på ski har glædet mig overordentligt over den gensidige tryghed der har ligget i at kunne få børnene på ski allerede i 3-4 års alderen. Det smarte er at man kan styre fart og retning, og hvis det bliver for stejlt kan man hale linen ind og køre med ungen mellem benene. Jeg vil anbefale det til alle der skal lære børn under 7 års alderen at stå på ski...

Husk dog at afmontere selesnoren efter hver nedfart, FØR du tager liften, men det er en anden historie...

Om at redde en elg...

Som lovet i indlægget om at finde til Klövsjö, så ville jeg uddybe The moose incedent. Vi havde kørt hele natten, og da ungerne begyndte at vågne, og man samtidig begyndte at kunne se på omgivelserne, var det flade Skåne de faldt i søvn til afløst af mægtige fjelde og vidtstrakte sneklædte skove. Det var fantastisk smukt!

Ulempen ved at de nu kun så bjerge og træer var at det gav anledning til 'hvornår er vi der stemningen', med ca. 3 timers kørsel tilbage. Så for at fordrive ventetiden blev ungerne sat på udkig efter elgen, som helt sikkert stod derude og frøs i snevejret. Det kunne vi se på skiltene som blev hyppigere og hyppigere...

(Nej, det er ikke synsbedrag, der er ikke sne på billedet her;-D)

Og det gik da også godt krydret med en bogstavleg der inkluderede ordet elg mest muligt, f.eks.: "Mon elgene hør Elgvis i radioen?" eller "bliver de forelgskede?"... Plat, men vi var pænt overtrætte på dette tidspunkt, så alle kneb elger!

Men da vi nærmede os, og bilen nu også virkede utålmodig efter at parkere, troede jeg at vi missede et sving i Sveg (og i Sverige er der ikke bare sådan mulighed for at vende, jeg har engang kørte 18 km i en retning jeg vidste var forkert*, men ude af stand til at vende (pga. svensken trang til autoværn, før jeg fandt et sted og dermed måtte 18 km tilbage). Så stor var glæden da der kom en stikvej blot 100 m efter. Jeg sænkede farten og lagde an til et sving, men underlaget var glat, og selvom vinterdækkene var nye og farten lav, så gled vi med hue, vanter og pakkenellikker langsomt men sikkert mod afgrunden, som dog blev undgået fordi svensken i et anfald af forudseendhed havde opstillet autoværn her?

Der var noget balletagtigt over den stille yndefuldhed, hvormed vi krampagtigt, dæmpet men usvigelig sikkert dunkede mundtøjet i stålet i vejkanten.

Der var ingen skade sket på hverken mandskab eller materiel, så efter en rundering af fartøjet besluttede jeg at vi fortsatte som planlagt. Vi kører tilbage til krydset, hvor jeg mente vi skulle være drejet, blot for at konstatere, at vores første kurs var den rigtige; vi skulle altså blot være fortsat!

Vi sidder i bilen. Evaluerer hændelsen, og ungerne begynder pludselig at snakke om hvad mon deres mor vil sige, når hun hører det?

- Kan vi ikke bare sige at der stod en elg på vejen, og at jeg, for at redde den og os, var nødt til at tage en på kyssetøjet i vejkanten?

- Men far, du siger altid at vi ikke må lyve! mumler Ældste-knægten, som i alle andre sammenhænge har et meget subjektivt-selektivt forhold til hvilke ting han fortæller og hvilke han holder tilbage, samt hvilken version der evt. forsøges med, indtil han ikke længere kan snige sig udenom sandheden!

- Ja, det ved jeg godt, men det plejer sgu da aldrig at afholde dig! Nu har jeg brug for at I lyver bare en lille smule...? Der kunne have stået en elg, så du ikke skiltet?

Men den går ikke, for knægten har jo ret, og havde det været omvendt, så ville jeg jo også blive tosset, hvis hun instruerede dem i at bagatalisere hvis hun havde udsat dem for fare, så derfor fik hun historien i går, da jeg afleverede dem, men der kunne jo godt... det kunne der altså... teoretisk set... der kunne godt være en elg mere i verden nu, fordi vi IKKE kørte ligeud med 90 i timen, men derimod sagtnede farten og tog en lille pause... kunne der ik'?

*Og jeg kører naturligvis aldrig forkert! Jeg kører på opdagelse, og sidste år var jeg på natsafari mellem Grums og Karlstad, selvom jeg skulle være drejet mod Torsby!

Kort og godt

Som det måske allerede fremgår, så sætter jeg en ære i at kunne finde vej. Jeg ved hvor det meste er i Danmark, og jeg har også en ret god fornemmelse for skandinavien (minus Island, Færøerne og Grønland). En gang var MUM og jeg på vej på ski i Sverige, hvor vi besluttede at tage en afstikker gennem Norge, men pludselig var vejen ikke den vi troede. Derfor måtte jeg købe dette norske spiral Veiatlas.

Det måtte naturligvis frem, da vi 1. juledag skulle afsted til Klövsjö/Vemdalen for at stå på ski. Så op på side 4, og sætte sig ind i præcis hvor i Sverige det ligger og hvordan man finder derhen.

Som man kan se er Danmark et forholdsvist småt og overskueligt land, specielt fordi det kun er halvdelen af Sverige man kan se på dette kort. Norge og Sverige kan virkelig lære os noget om afstande, som vores egen lille andedam ikke begribe blot ved at høre om det. Det skal opleves. Min bror, Teknokraten arbejder en del i Norge, og hans norske kollegaer siger ALLESAMMEN som noget af det første når de snakker om Norges størrelse, at hvis man klipper norge ud af kortet, sætter en tegnestift i Kristianssand (sydligst) og drejer Norge omkring tegnestiften, så ender Kirkenes (Nordligste Norge) i Rom i Italien!

Nu er jeg imidlertid glad for mit norske veiatlas, så jeg kunne aldrig drømme om at efterprøve det, men det er da tankevækkende, er det ikke?

Vi skulle nu ikke så langt igen. Fra Horsens til Vemdalen er der ca. 1300 km, for 1. juledag sejlede der ingen færger, og dermed gik turen via Fyn/Sjælland/Skåne, dog med mulighed for pitstop i København, hvor min far gav aftensmad og frisk kaffe. Så ind med et 'via-punkt' i København.

Den første etape Horsens-København var imødeset med en del spænding. Dels havde ungerne fået ski, hjelme, rygskjold og vanter i julegave (så deres spændings- og forventningsniveau var helt i top), dels havde ingen af os nogen forudanelse om hvor mærkede vi ville være efter juleaften (og planen var jo at køre 1. juledag - om natten, så vi havde vejene for os selv, og var fremme til at stå på ski næste dag), endelig havde vejret op til jul været ekstremt med sne og kulde, så vi var ret usikre på om vi overhovedet kunne komme afsted (specielt da Borholm og Skåne lukkedes helt op til jul)!

Men det gik godt, vi kom til København, fik gaver, mad og kaffe. Vi kørte igen 20.45, og forberedte os på en lang nat i bilen, god musik, sovende unger og lange snakke i mørket. Som det kan læses andetsteds, fløj jeg solo, da vi kørte gennem Göteborg.

Men det skal man ikke hidse sig op over, for da vi kom til Grums (det hedder byen nord for Väneren, hvor man skal dreje ind i landet), gav CPB til gengæld en omgang, underforstået hun overså et skilt og undgik dermed den direkte vej, blot for at vi igen kom forbi Billerud papirfabrik, og den er et imponerende syn efter kulsort nat.

Det ligner en månebase fra en science fictionfilm. Grums er markeret på kortet med brun!

Efter Grums gik det af E45 (kaldet Inlandsvägen) ganske naturligt ind i landet. Vi kørte efter punkterne Sunne, Torsby, Värmlandsporten, Malung, Mora, Siljansøen, Sveg og Vemdalen, før vi kl. 12 trillede i mål i Klövsjö. Jeg er nødt til at sige det som det er: Sverige er pissesmukt om vinteren, se selv vores udsigt fra stuebordet i lejligheden!

I Sveg havde vi et lille intermezzo med et autoværn, fordi undertegnede ville lave en u-vending, fordi undertegnede troede at vi var kørt den gale vej. Underlaget ville dog ikke føje undertegnede, så med 5 km/t kyssede mundtøjet på C5'eren autoværnet i Sveg. CPB var sød nok til at påpege, at "det ville aldrig være sket, hvis vi havde haft en GPS, for så havde vi ikke været i tvivl om vejen!"

Jeg har markeret Sveg med en brun brik påtrykt en Okapi, fordi jeg ingen Elgbrik havde, men det er en historie der følger imorgen...

Stifinder eller oldsag?

GPS står for Glem Parat Start. Det er en af den slags teknologiske 'landvindiger' som langsomt men sikkert fjerner vores naturlige anlæg og gør os umyndige, hjælpeløse og totalt fremmedgjorte for den verden vi befinder os i og befærder. En sådan helvedesmaskine finder aldrig vej til instrumentbrædtet i mit automobil.

Ligtheren, køledisken og nu GPS'en er jo nogle af de tekniske hjælpemidler der fjerner os fra vores instinkter, og jeg er sikker på at folk uden GPS er bedre til at finde vej, genkende landskaber og markeringer, kort sagt: Rigtige mænd finder vej... SELV!

Stolt fortæller jeg dem der gider høre på det aka CPB og børnene (fordi de sidder spændt fast med seler i køretøjet), at en rigtig mand kan finde vej ved hjælp af solen, stjernene, en våd finger, et kompas og et kort. Faktisk er kompas og kort lige i overkanten, men princippet gælder.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg efterhånden har landkending i det meste af landet, måske bortset fra vestfyn, men resten har lagret sig i hjernebarken som et fintmasket kort, hvor der aldrig er større 'hvide pletter' end 30-35 kilometer, hvilket vil sige, at jeg altid kan køre til et sted 'på kortet' indenfor max. en halv time. Samtidig lagrer jeg de nye steder i det etablerede kort. Jeg kører ikke forkert, men jeg tager muligvis på opdagelse nye steder engang i mellem...

Således sad jeg og blærede mig på vej gennem svenskens land og den råkolde, mørke nat, mens ungerne faldt i søvn og CPS sad ved roret på vej mod Göteborg. Da vi kom til Varberg var det også ved at være lights out for CPB, og jeg overtog styringen, klar til en lang nat gennem det rå og barske Sverige. Kaffen var frisk og humøret højt.

Kort tid efter faldt CPB i søvn, og C5'eren trillede gennem Göteborgs forstæder sydfra. Missionen var faktisk simpel. Kør ind, mod elven, drej til højre og kør af E45 mod Trollhättan, se selv, det ser let ud...

Men så kommer der lige et par krydderier på retten: Nat som i sort, børn der snorker, kaffen der damper og musikken der lige skal lyttes. Jeg ved ikke præcis hvad der ikke gik som planlagt, men der er basis for en lille tur i karrusellen, men ikke på den frække måde. Hvis man betragter dette ovenfrafoto, vil den opmærksomme læser bemærke at der er en tunnel under elven. Den røg vi igennem... to gange... og vi skulle da til at køre nordpå, men pludselig lå færgerne på min højre side, og så ved man jo godt hvad klokken er slået: Så kører vi sydpå!

Jeg ramte hurtigt en afkørsel og fik drejet skuden, så skibene kom tilbage på bagbord side, og kursen gik igen nordpå. Men idet vi kører af motorvejen, ændres kadancen, og CPB vågner.

- Vi vender da vel ikke?

Ærgerlig over at hun nu er ved at få fært af min fejl, korekser jeg hende:

- Nej, vi er på vej ned på den rigtige vej!

Hvilket jo kun delvist var løgn, idet det var den rette vej, og turen herfra og ud af Göteborg gik glat, men der var ingen grund til at udbrede at hun og ungerne havde sovet gennem hele indre by... adskillige gange!

Betragtninger om forskelle på Danmark og Sverige

I Danmark hedder det en motorvejsafkørsel. I Sverige hedder det "motet", at sammenligne med "mødet", undeforstået hvor to veje mødes. Jeg ved godt hvad jeg synes lyder mest poetisk, "Brøndbystrand afkørsel" eller "Segmo-motet"...

Derfor tavshed

Lad det være sagt med det samme: Det Forkromede Overblik har været på fjeldsafari med Camping-Pingvinen Bella!

10 dage i Åre i Sverige...

Vi startede med at DSB lavede køreplanen om pga. sne!?! Det gjorde de fra d. 8.-11.2. Vi skulle med tog 12.2., så hvad gjorde vi nu? De søde folk i DSBrejseservice anbefalede os at tage et tog tidligere for at være sikre på at ramme toget i Malmö!

Fri to timer før på en fredag? Chefen var villig og aftalen billig, sådan skal det være... Vi fik frikøbt os på job, skaffede pladsbilletter to timer før, så Horsens-Kbh-Malmö havde 6 timer... det skulle kunne gå... Men hvad så? Jo altså først og fremmest ringede vi til DSB på dagen for at høre om Øresundforbindelsen? De kendte nu intet til ændret køreplan eller problemer over sundet pga. sne? Fedt nok... Nu skylder vi 4 timer på job og havde to sæt pladsbilletter til Kbh... Nå men good spirit og ferien i udsigt... Vikøber bare dyr kaffe hos jernbanekrejlerne, og glemmer tid og problemer...

Turen Horsens-Kbh er ikke bemærkelsesværdig, men var nødvendig, og her mødte vi en veloplagt Mama-cash, som overrakte mig et styk nyindkøbt snublekyse og to økologiske blodappelsiner. Hun helmede ikke før hun så dørene lukke mellem os og hende og Øresundstoget trillede fra Kbh.

- De bedste sanwich er derovre...

- Nej køb dem ved den skranke...

- Skal I ikke snart have jeres billet?

- Fryser du?

- Skal jeg lige tjekke jeres billetter?

- Er din bagage pakket hensigtsmæssigt?

- Jeg lægger lige appelsiner i dine skistøvler...

Ikke særligt umyndiggørende, når man er 33 1/2 år og skal rejse med sin nye kæreste for første gang. Heldigvis har de mødt hinanden tidligere, og CPB ved at min Mama er en engel med Fjällräven og fodformede sko!

Nu troede vi at den hellige grav var velforvaret... Billetterne i Sverige så nemlig betydelig mere skudsikre ud end DSB's.

16.45 Ankomst på Svågertorp

17.14. Afgang med x2000 Malmö C - Stockholm

20.48 Ankomst Stockholm

23.50 Afgang Stockholm-Åre

8.25 Ankomst Åre...

Det kunne ikke gå galt. Men jo!

Vores biljet var påklistret et klistermærke "Observera at tåget avgår från Malmö Syd/Svågertorp da Malmö C er under ombygning!

Intet problem. Vi havde masser af tid...

17.00 var der stadig intet på skærmen på Svågertorp, og deres rejsearrangør mindede mere om Det Forkalkede Underblik! Nu kunne vi se at selv med taxa kunne vi aldrig være på Malmö C 17.14, så hvor fanden var vores tog???

Vores fæle mistanke blev mere og mere begrundet... Som tiden nærmede sig 17.14 smuldrede vores x2000 ud i den blå luft. Det kom simpelthen aldrig!!!

Der stod jeg med ny kæreste, som jeg havde lokket med til Sverige, iført skitasker, støvletasker, masive vandrerrygsække og store forhåbninger... Glæden over at have trukket sig sejrrigt ud af kampen med DSB om at komme gennem og ud af landet, blev forvandlet til fortvivlelse over at stå i Malmö i stiv kuling, minus 8 og ubrugelige togbilletter og uden mulighed for at nå til stockholm på 6 timer og nå det næste tog...

At jeg rejste for penge jeg ikke havde pga. et bagatelagtigt mellemværende med den danske stat gjorde ikke glæden større!

Men når nøden er størst er hjælpen nærmest!

En Skimusse fra DK stod med mand, fire børn og bagage til en mindre hær og så meget tilfreds ud...

Frustreret spurgte jeg: Skal I til Åre og stå på ski?

Skimusse - Ja! Det bli'r fedt!

Yadayadayada... blablabla... jeg forklarede vore kefufle

Skimusse - Vores tog kommer om en halv time. Det er et liggetog med direkte forbindelse. Der står I bare på!

Tak til SJ's personale på toget som kiggede to sekunder på vores biljet og derefter fandt os køjer og forplejning til turen og pladser ombord!

Og her er resultatet af anstrengelserne...

Den utopiske jul

Næste år holder vi jul i Sverige - på ski!

Sådan har SHM og jeg sagt mange gange til hinanden, når vi står omkring 20. december og al logistik minder om den sovjetiske planøkonomi. Vores rejseaktivitet er naturligvis høj, da vi har familie i både vestjylland, østjylland og København. Indtil for nylig boede vi selv på Falster.

De kære mennesker kan jo ikke gøre for at de alle bor langt væk fra os. Der ligger bare en forventning om at børnene kommer hjem til jul.

Men hvor er er det nu hjem det er, når SHM's forældre er skilt, mine forældre er skilt og jeg stadig har tre nulevende bedsteforældre?

Derfor tanken om at droppe julen; gaverne reduceres til at være rejsen, opholdet, skilejen og liftkort. Så tager vi en uge i sne, frisk luft og hinandens selskab. I år var vi tættere på end nogensinde, men det krævede liiiige at vi fik solgt et hus... Måske har vi i virkeligheden aldrig været længere væk fra at det var realistisk?

Men næste år... Der er vi bortrejst i julen!