søndag den 30. juni 2019

Et høne forløb



Jeg tror bestemt dette er en mariehøne, der foretager sin fantastiske forvandling, totalt og lige foran mig!

Jeg har hørt at ingen del, af den originale larve, indgår i den nye bille. Alt nedbrydes og genopbygges så. Kun hylsteret sidder tilbage.
Der er ingen pletter på den ferske mariehøne, og den bevæger sig næste ikke

Her er den et par dage senere
De karakteristike pletter er kommet, men farven er noget bleg endnu. Det ligner en normal syvplettet mariehøne -Coccinella septempunctata-

Dagen efter er den væk.

3 uger før så det hele sådan ud:
Mariehønerne lever primært af bladlus - dem har jeg endnu ikke set så mange af? Vi må håbe de kommer senere i år!

Insekterne gør i det hele taget noget af et comeback i år
Liljebillen -Lilioceris lilii- foretrækker liljer, men ses stadig oftere på Fritillaria og også på storkonvaller, her: den flotte Polygonatum curvistylum.

Og invasionen fortsætter:
Tidselsommerfuglen -Vanessa cardui- har jeg set i stor mængde i alle de lande jeg har været i. 
Her er den dog fotograferet i min egen have, 

Mens den hjemlige bestand reetablerer sig, er det super at have denne gæst!



onsdag den 26. juni 2019

Og roserne overlevede!




Roser er altså robuste!

2 måneder på en varm balkon, hos gode venner i Tyskland, og ja, i en alt for lille potte. Så 12 timer i bil på dum steghed sigthtseeing omkring Berlin og resten af nordtyskland. Og så et par dage i Danmark og nu her:
Tja - hvad skal jeg sige? 
Den blomstrer og løvet er uskadt - imponerende!

Rosen har du måske genkendt som 'Strange brew' -  Eller måske ikke? 
rosemageren Bob Matthews  med base i New Zealand er vist ikke så kendt herhjemme - rosen registrede han i 2012. 

Sådan er det med de aller fleste roser jeg fik i denne omgang. 

Lidt morsomt er det at jeg på CPH-garden snakkede lidt med de venlige damer på rosenselskabets stand, de havde aldrig hørt om en rose dernede fra.  - 
Italien så, Barni? Nej det var også ukendt...  Hans 'Occhi di fata' håber jeg at kunne vise senere!

Min pæon har fået selskab:
Det er 'White Innocence' -Saunders, 1947- Et emodi x lactiflora kryds der siges at kunne blive 2 meter høj, hvert år!
Min dingler nu lidt, For der har været meget og ganske hård regn hidtil i år. 

I stubbene i stubberiet spirer de små træer
Jeg tror disse små frølinger er 'sälg' -Salix caprea- sejlepil, 

Nu går det atter sydpå,

Turene er korte i år!



mandag den 24. juni 2019

De første og det sidste





Mit oprindelige og første bed heroppe er brøndbedet:
Det passer stort set sig selv, med planter jeg dengang fik fra naboer og det er i frodig vækst. Alt jeg gør er at fjerne det gamle engang i foråret, og sådan lige se at alt er ok når jeg nu er her.

Bagved nede i lunden ligger det nyeste: Stubberiet.
Jeg satser også på at det bliver nærmest vedligeholdelsesfrit her, men endnu er der en del der ikke er i overbevisende vækst, mens andet vælter frem.
Her er stadig meget bar jord, noget breder sig - andet ikke endnu.

Årene er så forskellige. Jeg vil gerne have sager der passer både til sidste års tørke og dette års våde lummervarme. 

Det skal nok lykkes!

Det er jeg ved at opnå i de andre bede
Her er det 'White Cap' en Paeonia lactiflora. Den står i ormen og må siges at være i flot flot vækst.

Og jeg har nyt med herop!

Når man nu er i bil hele vejen, har jeg fået roserne med fra Tyskland og ryddet lageret i Danmark.

Det hele skal i jorden idag - det bliver super morsomt!




torsdag den 20. juni 2019

Deltagere i 'blogtræf' ved CPH-Garden 2019




Mit egentlige nedslag om CPH-Garden må vente lidt, men jeg lovede at skynde mig med billeder fra det blogtræf haveselskabet havde inviteret til.

Man kan sige at nedslaget her er sponsret: Jeg fik indgangsbilleten på 200kr betalt og blev trakteret til arrangementet.

Jeg har det dobbelt med at Haveselskabet sådan hvert andet år et par måneder benytter haveblogland til at gøre opmærksom på deres arrangement.
Mens de ellers stort set totalt ignorerer os...

Første et par billeder fra teltet:

Måske du genkender nogen? 

Senere fortalte Hannu Sörenstam os om sin showhave!
 Han vandt sølvmedalje.


Jeg tror der er en del instagrammere imellem.

Dette var så de første hurtige billeder.

Min rigtige rapport og anmeldelse af arrangementet, den kommer når jeg får det lavet. Mange udstillere fortalte mig ting, der gør, at jeg gerne vil give mig god tid. 
CPH-Garden er den eneste mulighed for en større havemesse i Danmark, den skulle gerne blive en succes! 

Jeg ønsker mine svenske blogvenner en glædelig midsommer - imorgen. 
Vi andre venter med Sankt Hans til på mandag!





Jeg ønsker

Afsted igen



Så går det snart afsted til CPH-Garden 2019

Jeg skal have pumpet cyklen - synes den taber luft på baghjulet. Og ja, så lidt mere strøm på kameraet.

Man ser ud til at have lært noget af første gang, der ser ud til at være mindre livsstil og mere have.
Aktiviteterne virker også mere relevante!

Kl 13 idag fortæller en planteskole ejer fra Hillerød feks om "skyggebedet". Der regner jeg da med at dukke op!

Kl 16:30 kan Havebloggere mødes i Haveselskabets Café til eftermiddags te.

og kl 17:30 vil Hannu Sörenstam fortælle os om sin showhave!

Altsammen noget der lover godt!

Nå ellers blev det et gensyn med haven igår.

Roserne blomstrer super i år:
Her i hjørnet af min suppe-slev er det fra venstre den stibede OH WOW, Morden Snowbeauty. lidt af Alfred Sisley og Jacqueline du Pré.

Det er bare så frodigt!
Her Rosenresli, en selvsået Geranium og Ghislaine de Filigonde.

Jeg troede først dette var en liljebille larve:
Men nej, jeg tror det er en larve af en Mariehøne - Den vil jeg passe på!

Der er i det hele taget et godt insektliv i år!

Nogen gør comeback, andre invadererer.
Tidsel sommerfuglen -Vanessa cardui-. Jeg nu set den i 5 europæiske lande og i stor stor mængde alle steder.

Den skal være så velkommen!



tirsdag den 18. juni 2019

Rosarium




Europa-rosarium i Sangerhausen hævder at have den største rosesamling ikke kun i Europa. Nej det er i hele verden!

De har bare det hele, siges det.

Det sidste passer jo nok ikke, men når jeg alligevel er på de kanter kigger jeg da ind!

Det kan ikke nægtes: Det er unægtelig en imponerende, stor og omfangsrig samling.

Det var overskyet da jeg besøgte dette udflugtsmål i søndags, overskyet og med torden i luften. Jeg har valgt ikke at korrigere for det...

Roserne omkring stien fra parkeringen var særdeles lovende.
Som feks denne Noack sag fra 2011. Det skulle vise sig at det var her de nyeste roser var. De stod alle udenfor Rosariet.

Flotte moderne velholdte bygninger,
Entré koster 12,50€  og der er helt rimelige priser i det store cafeteria derinde.

Roserne er opdelt i temaer - efter vokseform som her:

Men også efter klassisk inddeling, som her: The-hybrider
Denne mindede mig meget om Jacqueline du pré.

Her er god information om hvordan de har inddelt det hele.

Rosariet ligger flot med god udsigt over landskabet

Der var ingen trængsel her i gråvejret

Her afprøves der 'nye' roser
Sådan datomæssigt var de dog ikke specielt nye, de yngste her var fra 2010 og der var en overvægt af endnu ældre sager.

Rosariet er opbygget omkring en lang midterakse med stor symmetri. I haverne udenom har man dog helt forladt denne stil, de ser ud til at være arrangeret mere efter landskabet.

I tilknytning til Rosariet er der salg af roser.
Det er nogen helt andre roser end de der vises i Rosariet - jeg så ingen historiske roser til salg men mere de gængse: 'Blue for You' så jeg mange købe, og en del Carruth sager som 'Diamond eyes'. Mens jeg inde i selve Rosariet, paradoksalt nok, slet ikke så nogen roser fra USA overhovedet.

Jeg forstår at Rosariet havde 100 års jubilæum i 2003, og i den forbindelse modtog en større sum penge. På mange måder virkede det som en tidslomme fra den tid.

Sådan er der så meget. Alligevel må jeg anbefale dette Rosarium.

Nu går det hjemad- 4 timer til Rostock i bedste fald. Det blev den lille varme Polo, jaja.

Måske nogen af os ses til CPH-Garden torsdag?


søndag den 16. juni 2019

Polen




Polen, ja hvorfor ikke?

Den lille bil skulle prøves, så når man nu alligevel er mobil på de kanter, er det oplagt med en smuttur til Polen, hvor jeg så har besøgt en stribe planteskoler.

Med temperaturer over de 34 i skyggen, og med den særdeles variable kvalitet på det polske vejnet var det ret udfordrende, men den lille Polo klarede det ok.
Jeg købte jo lidt alle stederne. De har forstået at specialisere sig!

Billederne er fra et sted med primært små buske, Magnolier og Azalea:
Og der er meget mere bagved.

Personalet var alle steder venligt og ok vidende. Her vidste ekspedienten uden videre de latinske navne og vidste at sieboldii var udsolgt. 
Og priserne er i bund, her typiskt 19 og 29 polske zloty.  for at få danske kroner skal man gange med 1,75. Så jeg ganger med 2 og det er jo på ingen måde dyrt.

Jeg håber at få den større bil imorgen, og at kunne myldre til Danmark i den på tirsdag. Vi får se - her tager jeg ikke noget for givet!

Roserne er det på høje tid at få i jorden, de er begyndt at blomstre. 

Jeg er begejstret over mine valg!
Den absolut mest kendte er  'Eddy Mitchell', Meillands sag fra 2008

Den er meget mørk, men mange af kronbladene er markant lysere på bagsiden

Først kendt under navnet 'Garden Director Bartje Miller', men nu registreret som ja: 'Eddy Mitchell'.
De andre 7 vender jeg jo nok tilbage til!

Nå som sagt, jeg satser på min nye Vito imorgen. 

Dette skal kun være en smuttur!





tirsdag den 11. juni 2019

En pjusket og de andre



Det var i 2012 jeg foretog mine store pæonindkøb.

Nogen af anskaffelserne er ligesom gledet ud, mens andre har vist sig mere holdbare:
"Green Halo" pjusket og ret lækker! Det er en silkepæon -Paeonia lactiflora-...

Humlebierne har fået lavet de første kuld, godt at det summer i haven!
Min Paeonia delavayi er til gengæld lidt lysere i år - det er humlen heldigvis ligeglad med!

De lyse Iris benytter sig også af det gode vejr:
Roy's Repeater er et kryds mellem I. versicolor og I. pseudacorus

Jeg har også to rene pseudacorus i blomst:
 'Foxcroft Full Moon' -Steele 2002-.

Og en svovlgul sag:
Iris pseudacorus 'Seakrill' -Jill Copeland 2004-. 

Også her kommer humlen på besøg.

Jeg synes insekterne gør noget af et comeback i år - Alletiders!





søndag den 9. juni 2019

Efter skybrudet




Jeg ved ikke hvormange millimeter der kom, men det varede kun en 10 minuter: stormvind. masser af regn og store hagl.

I haven måtte en birk give sig: 
Der væltede træer lidt overalt i skoven. 

Søen steg 12 cm:
 Den er nu over det normale for årstiden. Godt med lidt reserver.
I haven bøjede tulipanerne sig, de rettede sig nu pænt op senere på dagen. Tulipa whittallii er det ja.

Min Fritillaria camschatcensis var som totalt uberørt: 
Den oprindelige plante er i blomst nu, og til højre er der en aflægger, Den ser endnu mere livskraftig ud. 

Der kom også fint besøg:
Papilio machaon - der på dansk bliver kaldt Svalehale, på svensk Makaonfjäril og på norsk Svalestjert. 

Om eftermiddagen myldrer den hastigt omkring, jeg tror den lægger æg. Men her om formiddagen suger den honning og æder pollen, så der lod den sig lige fotografere.

Her er Ormen, set fra hovedet:
Det hele er i supergod vækst, Træpæonerne har haft en god vinter!

Der er masser af knopper og de første blomster
Alle disse Rockii pæoner er kryds jeg oprindeligt fik fra Ole Larsen i Grenå. 

Det var en heldig idé at sætte dem her i Ormens Punkerhår, jeg har kun mistet en enkelt!

Jeg ønsker alle en dejlig pinse.


torsdag den 6. juni 2019

Efter 7 måneder



Der er gået syv måneder siden jeg var her sidst.

Havde jeg vidst hvordan jeg blev sat til at vente i Tyskland, havde jeg lavet en helt normal tur i slutningen af april. Sådan blev det så ikke...

Og haven har stort set klaret sig ok uden mig.
Hvis man ikke lige ved det, skulle man ikke tro at dette er mit stubberi!
Lærken er bøjet af sneen, og har ikke kunnet rette sig op, den omgivende vegetation er virkelig godt igang.
Det har regnet rigeligt, dette år er bare helt anderledes end sidste år. 

I stubberiet har jeg min første "store" Rhododendron blomst:
R. keiskei var. ozawae 'Minimal' er måske nok en dværgform og er ved at være afblomstret, men det er da morsomt at se!

Måske får den følgeskab af endnu en:
Knoppen i midten ligner noget der godt kunne være en blomst? R. calophytum er det!

En enkelt rhododendron er gået til - tror jeg - men den endelige dom venter jeg med.

Min Gypsophila cerastioides -brudeslør- er i kraftig vækst:
Den har egentlig en køn lille blomst.

Det har næste også!
Anemonella thalictroides 'Tairin' er en superfin lille sag der ser ud til at trives her.

Det var lidt fra stubberiet. Jeg har masser af billeder, men det tager en evighed at uploade dem, og jeg bliver ædt af myg på min internethøj. Jeg har også haft svært ved at følge andre blogge. Især dem med mange billeder.

Jeg har noget til gode!




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...