onsdag den 31. december 2014

Frølisten 2014-15 og Godt Nytår!



Ja jeg nåede det lige - nu skal jeg til en slags nytårsfest!

Og ja, så er frølisten online, den ses som en fane øverst oppe.

Der er links, masser af links til de blomster og planter der er frø fra. Men der hvor jeg ikke lige kunne finde billeder, at linke til, så her kommer de her, altså billederne!

Først ud er Crocosmia x curtonus "Lucifer":
Fin blomst og flot stilk altså, jeg kommer til at tænke på aftenens Barolo. 
Og nå ja, en lille fætter der også vil med:

Så følger Tulipa fosteriana sagen:

Og tilsidst 4 fra Griesbachs Pearl serie:
"Pearl Jessica" er længst til venstre, med en farve jeg ikke rigtig tør give navn til, og "Pearl Stacie" er i front.

Nytår ja. 2014 er snart forbi, og det blev et totalt unikt og fantastisk haveår! 
Et nedslag eller 2 om det, kommer der jo nok i løbet af januar.

Mon ikke der bliver tid...?

Godt nytår ønskes alle!


lørdag den 27. december 2014

Så fik vi vinter



Sikken dejlig solskinsdag idag. Blå himmel, vindstille og en smule varme fra den klare lave sol.

Og julen er vel overstået!

Kunne det have været bedre sådan en 27 december?

Frosten har sat sit præg på det hele.
Denne rose kan du måske huske fra sidste nedslag, det må være frosten der holder sammen på det hele.

I solen starter forfaldet.
Rosen i solen er ved at falde fra hinanden. Men det ser godt ud i modlys.




Den sidste sommerblomst -Voksurten- er smattet helt sammen, jeg havde håbet på frø fra den. Men nej, ikke i år. 

Jeg havde ventet på den, før jeg ville lave årets frøliste, den (altså listen) kommer så nu en af de næste dage.


Zebragræs blev den kaldt - flot var den, denne fantastiske dag!


søndag den 21. december 2014

Vintersolhverv



I 2014 falder vintersolhverv i Danmark og Danmarks tidszone klokken 00.03 den 22. december. Sådan skriver DMI så mon ikke det passer?

Og vintersolhverv er noget af en mærkedag for alle havefolk: Ja, nok for alle der har et liv, hvor årstiderne og solen har betydning. 

Det er vendepunktet, nu går det fremad igen med dagslængden.

Og efter det mørke og grå efterår, vi har haft, er det som om denne dag er ekstra vigtig i år.

Haven kvitterer med en ny blomst:


Den franske anemone -Anemone coronaria- hævder sig, mens så meget andet visner ned.
Voksurten -Cerinthe major "Purpurascens"- vokser, som fornægtede den årstiden. Den første rigtige frost vil få den til at falde sammen.

Og en rose? 

Det er den eneste med en ok intakt blomst, så jeg bliver vel nødt til at vise den: En gul rose!

Det er jo en jeg gerne fortrænger, købt i NETTO som værende orange. 

Men her er den, fotograferet ved middagstid idag:
Imponerende med så frisk en rose nu ved vintersolhverv, ikke?
Hvad det er? Jeg ved det virkelig ikke, og det er første år den har remonteret så overbevisende. 
Historisk er den næppe. Mange mener der overhovedet ikke findes historiske roser der er gule, altså nogen fra før 1867?

Det undersøger vi lige...

Og det gør der da:
Rosa chinensis var. pseudoindica blev beskrevet i 1820, da den blev "opdaget" på den legendariske "Fa-Tee Nursery" i Canton, der var den iøvrigt kendt som "Wang-jang-ve".  

De gule gyldne farver der blev introduceret med Rosa chinensis var. pseudoindica gav helt nye revolutionerende mulighedder for rosenforædlerene.
Rigtig mange af de nutidige haveroser indeholder elementer herfra.

For at få gult havde forædlerne førhen været henvist til den lidet attraktive persiske Rosa foetida, der som navnet ligesom antyder har en ganske ubehagelig lugt, en lugt der ikke sådan bare lader sig krydse væk  - Det lykkedes vist først omkring 1900 med: "Soleil d'Or".

Rosen-verdenen har ellers stået i stampe i mange år, man har hvilet på laurbærene. Men det lader til at dygtige forædlere, med nye baggrunds-arter, har en lovende lignende udvikling igang. 

Men mere om det, når nogle forhåbentlig blomstrer om ½ år tid.

Spændende er det - men først skal vinteren og mørket lige klares!

torsdag den 18. december 2014

På det sidste



Det regner let og er 8 grader udenfor og de lover 10 grader i nat, men selvom det lune vejr bliver ved, så er der ingen tvivl om at vinteren nærmer sig.

En efter en takker planterne af, selv de mest standhaftige lukker stille og roligt ned.
"Summer Song" har simpelthen bare smidt sin sidste blomst. Den ligger nu på bunddækket og har fået en ganske anden kulør - smuk selv i forfaldet.


Også Bjergløvefoden -Alchemilla alpina- er på det sidste, kun dens blomster viser livstegn. 

Det grønne skud er en Scilla hyacinthoides.


En enkelt rose skyder stadig nyt: Rosa chinensis "Viridiflora". 
Denne interessante mutation/sport fra "Old Blush China" blev opdaget i USA af en John Smith omkring 1827 og senere introduceret i Europa af Pierre Guillot i 1855. Og det iøvrigt, som var det en selvstændig art: "Rosa viridiflora".

Men mon ikke den første dagfrost stopper også den?
DMI har jo lavet en langtidsudsigt, hvor de lover at der vil blive koldere dage næste år. 
Måske en udsigt vi alle kunne have lavet?
Ja ikke! - Og meget i haven og naturen skal jo have frost for at trives og gro, så det ser vi frem til!




søndag den 14. december 2014

Frostfrit - foreløbigt



Det ser ud til at december fortsætter stimen af milde måneder.

Stadig har vi endnu ikke rigtig haft nattefrost.

Gråt har det været, men den orkan, de døbte "Alexander", fik rusket godt op i det hele, og også revet lidt huller i skyerne.

Vi fik sol!


I haven blomstrer der fortsat nyt, her er det "Okseøje" - Chrysanthemum carinatum. Ja, en fin sommerblomst her i december.


Knopsvanerne nede ved broen over mølleåen, ser ud til at danne fast par.

Mens jeg står og roder med kameraet, tror ænderne at jeg vil fodre dem. Pludseligt er freden forbi. Her er fyldt med ænder:

Og svanerne? Nej, de gider ikke denne uro og svømmer adstadigt væk. 

De næste 14 dage lover de vestenvind, det har lange udsigter til frost og vinter.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...