mandag den 30. september 2013

At vande i oktober



Ja imorgen skal der vandes!

Det tror jeg ikke jeg før har gjort på denne årstid - jo måske noget nyplantet, men aldrig hele bede, over det hele.

Alt er bare så total tørt.

Så det er morgendagens program i haven: Vanding!

idag gik med at se hvad der var sket siden sidst - jeg har været over 14 dage i Sverige.

Her var hvad jeg valgte at få i kassen:

Flotte larver på mine planter, der er Pieris brassicae -kålsommerfugl- der har disse flotte larver - som ses på henholdsvis radisse -Raphanus sativus var. radicula- og grønkål - Brassica oleracea var. acephala-.


Honningbi på asters, jeg har også de mere lilla asters, men denne her er flottere, synes jeg.

Denne årstid er den mest gavmilde!


Du kan ligefrem se de store frø inde i voksurten -Cerinthe major purpurescens-.


Dette JL kryds håber jeg meget på frø fra!


Og radissen igen -  Disse "små chillier" er totalt sunde, de indeholder de rigtige olier fra frøene, og vitaminer i skallen, langt bedre end plantens fortykkede rodklump, som nogen stadig spiser. 

Jeg lader nogen frugter sidde, så spirer de ny radisser af sig selv næste år!



søndag den 29. september 2013

Blandet ved afgang




Nu -undervejs hjem- er det lettere at få ordentlig hul igennem til det store internet.

Så her er lidt blandede septemberbilleder:


 Svampene skyder op overalt, her er det  lige midt i græsplænen.


 Mine AO liljer "First Crown" har virkelig formeret sig og står alt for tæt.


 Op med dem - der er mange, og de ser godt ud!


De fleste får en ny plads her. Jeg laver en slags næb på "Ormen". Og så har jeg vandet, men vandet preller ligesom af i den knastørre jord.


Sådan så blomsten ud i juli i år.


Her er en enlig enorm hveps, den ser ud til at have haft det bedre engang! 


 Og lidt der stadig blomstrer - Her Phlox.


Og her Astilbe.


Jeg fik sat de små Rhododendron fra Danmark, og ja: En hel del andet også.


Og ellers høstet en masse frø - Her er det fra en martagonlilje.'


Men mest har jeg nok været i naturen, her har Viveca lige fanget mig mens jeg tager et billede.


Det kunne da godt være dette!  
Jeg er blevet glad for vidvinklen!


Der bliv fotograferet mange dramatiske solnedgange.



Og dem der er helt rene - skyfri.

Og nu går det hjem til Danmark igen, hvad mon der er sket der?





fredag den 27. september 2013

Nybyggerne



Et noget andet nedslag:   


Fra tid til anden kommer der nybyggere her til egnen.
Her i de store skove søger man af mange forskellige grunde væk.

Oftest finder man et øde torp uden el og vand, men nogenlunde brugbart. 

Andre bygger nyt.

For 2 år siden forsøgte et dansk par og deres børn sig, det er vel en 25km syd for mit sted.  Andrea og Jeppe har været meget omtalt i de danske medier. Men de måtte fraflytte deres projekt "Monumentet" allerede første vinter, det blev for hårdt.

Men den meget omtale af det hele, har givet andre samme idé.

Og i år gik Mik igang.

Oppe på bjergsiden, der hvor Andreas søster havde forsøgt sig en kort tid. Der fik Mik bygget et fantastiskt lille hus - vinterisoleret godt og ja, med noget af en udsigt.

Claudia og jeg var forbi, for en god måned siden, men Mik var ikke hjemme.

Her er et par billeder fra den dag:




Da jeg igår ville forbi for at sige farvel for denne sæson, fik jeg noget af et chok:








Ja, hvad skal man sige?

Mik tror selv at det er komfuret -spisen- der om natten fik antændt væggen gennem noget beton, der ikke var godt nok. 

Da han vågnede, havde han grebet ud efter sine bukser, hvor hans papirer og bilnøgler og den slags var - men da han fik reddet sig ud, viste det sig at han kun havde fået fat i en skjorte.

Hvad skal man sige til en mand der har mistet alt?

Andreas blog er der hendes ord.


Tilbage igen, med ild i min egen tjekkede kakkelovn, i den trygge velordnede verden, sidder jeg så og sorterer lidt af årets frø.

Glad for det jeg har, og med en påmindelse om ikke at tage noget for givet.



torsdag den 26. september 2013

Frost



Nu kan vi ikke nøjes med mark frost - Minus 4 grader skåner ikke meget.


Humlebien overlevede! Men planten Ligularia dentata -Nøkketunge- døde!


Og LeVern som jeg havde ventet på:
Jeg skal forskåne alle for et billede at disse blomster  - efter at de tøede op.
Jeg forsøgte iøvrigt at sende dette fra min normale internetplads, men der var så dårlig forbindelse, at jeg først får sendt nu hvor jeg er i byen.
Men sådan så morgenen ud.
Over søen dannes der denne flotte dis.



tirsdag den 24. september 2013

Min sidste lilje



Det er ved at være sent på året, og jeg kunne se at den var på vej i mål. Så jeg måtte lige udskyde min hjemrejse, for at få denne favorit-lilje med: LeVern Friemann
Denne morgens Levern Friemann! Der er rim på græsset og det blæser koldt fra nord. 

LeVern er den seneste Black Beauty hybrid, af dem jeg kender. I Danmark blomstrer den gerne i sidste halvdel af august.

Men her i Sverige er det altså over en måned senere - og sidste år tog frosten den - Først i år lykkedes det

Her følger lige forløbet:


Det tog usædvanlig lang tid, over en uge!

Stilken ved siden af er fra sidste år, hvor den jo netop ikke nåede at blomstre, og den sendte kun et lille skud op i år.

Nu er jeg spændt på næste år!


En væsentlæig del af dens ophav er Lilium henryi, der så til gengæld ikke blomstrede her hos mig i år - jeg tror det er en tørkeskade.




søndag den 22. september 2013

Jævndøgn

Det er vist idag og næsten lige nu at det er jævndøgn - dejligt at det er klart - og at min internet forbindelse faktisk er ok hurtig.


Sådan er solnedgangen netop nu - lige her:

Og til den anden side lidt tidligere:

Det er allerede vildt koldt - vinden fra nord har blæst skyerne væk.

Med ønsket om at frosten inat bliver mild.....

lørdag den 21. september 2013

Brønden



Bortset fra lidt køkkenhave er dette mit første bed her i Sverige, lavet som en halvmåne ved brønden.

Det står stort set som da jeg anlagde det, en stor stormhat -aconitum- i midten, og mine lancifoliumliljer på nordkanten plus lidt stauder jeg aldrig rigtig har lært navnene på, kun giverne kan jeg huske.
Det er nok veneration der har fået mig til ikke at ændre noget.


Og så er der lige brønden:


Det er mig og mit kamera der kigger ned.


Hvad mon det ville koste at få lavet sådan et fantastiskt stenarbejde idag?

Og vandet: Rent og godt, men, 6 meter nede, det er 4 meter for meget på denne årstid, det giver armmuskler at hive det op!
 



Og stadig tømmes søerne, er det imorgen det er jævndøgn?.

torsdag den 19. september 2013

Månen åbner øjnene



Det var fuldmåne inat, og helt klart længe, så det blev sent.
jeg tog en del billeder og fik funderet lidt
Her er lidt af haven i fuldmåne:



Teknisk var det 30 sekunder, 1600 ISO og fuld blænde, og så fik jeg faktisk farver med!
Og koldt var det 4 grader, dog ingen markfrost.

Men det er godt at komme indendøre igen, sidde lidt med en Barolo i glasset og se hvad der er kommet ud af det hele - Og ja, fundere lidt.


Året har været specielt


Denne besynderlige tørke får godt nok sat gang i lidt tankevirksomhed. Nye planer må lægges!
For jeg er usikker på den gamle, den har simpelthen ikke taget højde for ekstrem tørke.
På dette http://g2karsten.blogspot.dk/2013/01/planer-i-kulden.htmllink ser du den gamle plan.
Og her ser du søen:


Nej, ikke meget vand der 1½ meter nede.
Hullet har været tørt siden midten af juni måned - 3 måneder uden en sjat vand i bunden. Sidst der var tørt var vist i 1996.
Og nu igen, bare meget meget længere tid. Ikke godt for min gamle plan, slet ikke!
Året bragte også lidt andet med sig. Jeg havde håbet at de store gamle træer ville stå på roden og forfalde oppefra og ned, eller måske pænt lægge sig ned , jeg forudså ikke at de ville knække på midten og brage fuldstændigt ukontrolleret til jorden.

Det er tydeligvis svampe, der indefra sprænger det ældede træ.
Når sådan en stor stamme kommer bragende ned fra 5 meter oppe, har den fået en helt anden fart på, den smadrer alt under sig.  Der står nok en 10 træer hvor det kan ske.

Her ses området, med min vidvinkel, når jeg står oppe på jordkælderen.

Der må tænkes nyt, de store maskiner må afbestilles!
Og mon ikke der kommer en ny plan en af de lange vinteraftener?

mandag den 16. september 2013

Haverum eller hanekam?





Pludselig havnede jeg selv midt i ingenmandsland, midt i roderiet mellem tidens to store ideer om haveretninger: Det stringente og det organiske.

Det var igår, før regnen. Jeg havde lige fået placeret de sidste store sten i hanekammen, og skyndt mig at få pæonerne i jorden.
Himmelen blev mørk- og så fik jeg besøg.

Andrea smilede: "Du har lavet haverum".

Jeg så forbavset på hende: "Haverum, uha nej, hvor, hvad?".

"Du har lavet et haverum til hver enkelt buskpion" Andrea grinede.

Jeg så på det, jeg bestemt mente var en hanekam, var det nu haverum? - "Det er en hanekam, en hanekam!" fastholdt jeg usikkert. "Og vi kalder det træpæon, det er Rockier." Sagde jeg værdigt.

Men Andrea lod sig ikke sådan aflede: "Nu skal du vel til at skrive bøger, og iøvrigt lave et point de vue et eller andet sted derovre" sagde hun og pegede ned af den snoede sti, ind i skoven. "Og der henne skal der stå en masse kedelige pænt afstemte krukker". Hun fægtede den anden vej.

Andrea er god til at provokere, at give modspil, og hun fik mig der, for jeg havde på en måde lavet en inddeling til hver enkelt pæon:


Ialt 8 pæoner med 7 sten mellem sig. 

Ormens hoved var lidt kedeligt og trængte til lidt nyt, så jeg havde besluttet at give det en hanekam.


Nej, jeg synes ikke selv at jeg er faldet i, og ved et slemt uheld skulle være kommet til at lave noget trist og forudsigeligt, noget konformt og ordinært?



Så haverum eller hanekam?

Det blev en munter havesnak. Vi sad inde, og udenfor styrtede det ned - Tak Andrea!



lørdag den 14. september 2013

Lidt sol før afgang - opdateret

Nu går det mon det svenske igen!

Jeg er i bil og den er proppet med en masse planter og selvfølgelig en enkelt kasse Barolo - eller to.

Og vejret kunne egentlig ikke have været bedre - den heftige regn er ikke nået frem endnu - jeg kører forhåbentlig i tørvejr det meste af vejen.

Et par billeder fra før afgang:








Kører du din pil henover billederne får du teksten - smart ikke?

Hyg jer i blogland - jeg vil nok få noget svært ved at komme online der oppe - når det regner og træerne er våde er der bare ikke rigtig noget særlig stort hul igennem, og gode billeder tar laaaaang tid... 

Opdatering søndag morgen i Sverige:


Sådan så det ud her for ½ time siden mørkt og med småregn i luften, dette er fra min sø mod syd - fra vest (Norge) ser det endnu mørkere ud!

Det tog kun 12 minutter at få dette billede op.....

Når træerne er rigtig våde er det umuligt.

Men vi trænger jo til regn - jorden er knastør, det støver vildt efter bilerne på grusvejene. Ja,  som var det højsommer. 



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...