Min overskrift her til dette indlæg har jeg ”lånt” fra et jubilæumskrift om børn og barndommens vilkår.
Da jeg fandt dette jubilæumsskrift på biblioteket, ramte titlen mig lige i hjertekulen! For det var jo lige netop dét, der er årsagen til, at vi havde valgt at passe vores unger selv. Hele humlen var - og er - jo netop, at det er den ene gang, der gives mulighed – den tid, hvor jeg har mulighed for at være nær ved og give mig selv lov til at opleve og være på i forhold til mit afkom – barndommen er en tid, hvor der ikke kan udskydes noget om helst, en tid der bare ikke kommer igen! Den tid vil jeg så nyde og selv gøre mit allerbedste for at gøre både minderig, sødmefyldt, hel og nærværende – kort sagt; vores børn skal have en nær og kærlighedsfyldt barndom – derfor har de fornøjelsen af at være sammen med deres forældre stort set døgnet rundt i deres første 6 leveår! Nu har vi haft småbørn hjemme gennem så mange år, at jeg knap kan fortælle om fordelene, fordi jeg jo slet ikke kan se bagdelene…
Ikke mellem os – men sammen med os
Da vi for mange år siden fik vores første barn, var vi… overvældede. Hun var – og er – fantastisk, og der var ingen tvivl om, at vi kunne lide at være sammen med hende. Nyde at se hende udvikle sig og folde sig ud som menneske. Vi var famlende og i vildrede – vi skulle til at finde ud af alt det med at være forældre. Før vi fik hende, var vi ikke i tvivl; vi var nok noget nær verdens bedste og mest gennemtænkte kommende forældre!!
Vi havde tænkt og talt om alt vedrørende det at få et barn. Om alt dét vi ville sørge for, alt dét vi ville vise vores barn; sandet ved havet, luftens påvirkning af vindmøller, grankoglerne i skoven, mennesker med glade smil og i det hele taget glæden ved livet.
Vi syntes, det var besnærende, at vi skulle få lov at følge dette kommende menneskebarn ud i livet, at vi kunne blive en del af alt det, barnet skulle sanse, opleve, se, mærke og høre…
Det var heller ikke, fordi vi ikke kunne gennemføre alt dette, da hun så kom. Der var meget, vi fik til at fungere, præcis som vi havde forstillet os.
Bla. fik hun ikke en plads MELLEM os!
Rikke fik en plads SAMMEN MED os!
Der var stadig en masse lyst til og overskud til kærtegn og nusseri mellem os to nybagte forældre. Vi var stadig hinandens fortrolige, vi nød stadig at ligge ”i ske” med hinanden, vi henvendte os stadig til hinanden og komplementerede hinandens op- og nedture, og vi fik begge en klar position i forholdet til vores datter.
Hun blev vores fælles glæde, vores fælles opgave og som planlagt en del af vores – i forvejen eksisterende - fællesskab.
Vi gjorde, som vi havde tænkt – lod hende være en del af vores liv – ikke et lille vedhæng ude på siden, der skulle makke ret, vises frem, beklages over eller som skulle bekræfte os i at vores liv var gennemsnitligt! Nej, vores barn blev én, der skulle deltage i vores liv og i den dagligdag, der var vores – med sin egen personlighed og integritet.
En hjertevrider…
Det, der så ikke lige var til at forholde sig til, var jo alle de følelser, dette lille nye menneske bragte op i os. Alt det kaos hendes ankomst skabte – nok især hos mig. Jeg plejede at have styr på mig selv, kunne åbne og lukke for mine følelser og attituder, alt efter hvor og hvornår de skulle i brug, og hvor det var hensigtsmæssigt … Men med ankomsten af vores ældste datter blev alle mine ”skuffer i kommoden” revet ud, og indholdet lå nu hulter til bulter, og jeg skulle til at finde nye pladser til det hele, i min personlige følelseskommode.
Hold da op – det var hårdt arbejde – og hold da op, hvor dette lille menneske greb mig om hjertet – og vred det rundt!
Jeg kunne have valgt den umiddelbare lette vej, have lagt hende lidt fra mig – have distanceret mig lidt fra hende, anskuet hende som en del af mit materielle habengut – efter devisen; et barn eller rettere to må man da have – og jeg kunne have valgt at vende tilbage til et velordnet og velfriseret liv, med alt på rette plads og uden udsving af nogen art.
Det kunne nok have fungeret – og vi forsøgte det også i en kort periode, i de første år, efter vores nye familiestatus.
Adskillelse
Da Rikke var 18 måneder, fik vi anvist en fin vuggestueplads – og planen var, at jeg skulle tilbage til mit job som nyuddannet tandplejer på en reguleringsklinik på Frederiksberg. Vi besøgte vuggestuen – en stor sag, der lå på Frederiksberg. Der var lyst og fint, der var dejlige unger og gode voksne. Rikke vadede ind som om hun kendte vejen og lod sig villigt tage op og blev taget med i leg og spisning. Hun var helt okay med dette arrangement fra første færd. Hun var sød, kær, kæk og tillidsfuld. Og vi var vel lettede - og en anelse skræmte over, at nu ville dette nye liv tage fat på vores hverdag. Vi ville blive adskilt. Vi begyndte en forsigtig og langsom indkøring. Efter den første uges tid blev vi godt hjulpet på vej af personalet til at beslutte, at Rikke skulle prøve at være i institutionen alene – uden os!!! Og vi kyssede farvel og gik… med hinanden i hånden og hjem til lejligheden.
Hm…det var da hyggeligt at kunne spise frokost sammen – uden at skulle tørre leverpostej af bordet og uden at skulle få grineflip over barnets påhitsomhed med fiskepostej eller minitomaterne…
Det var dejligt at kunne lægge os (– jeg var nemlig atter højgravid) – og tage en kort lur sammen – uden at have Rikke kravlende hen over os eller liggende i den ene side af sengen og snorke…
MEN det var også …underligt tomt. Vi havde levet tæt i snart 1½ år nu – og så var hun der pludselig ikke længere - sammen med os. Vi stod op og hentede hende tidligt om eftermiddagen… og hun strålede som en sol, også da hun så os. Hun havde hverken været ked af det eller på anden måde vist, at hun var utryg ved at skulle være i institutionen alene, men hun gik straks ud og tog sin jakke ned af krogen og gjorde mine til at ville hjem.
Hun var glad og trallende … og vi så undrende til fra sidelinjen.
Starte forfra
Per var færdiguddannet og havde søgt - og fået! – job i sin fødeby, Viborg. Han havde søgt sådan lidt på skrømt – jeg var jo højgravid og dette var nok 5-6 år før forventet, at vi skulle flytte…men nu var chancen der, og dermed var Rikkes dage som institutionsbarn talte….
Bare 3 uger efter at vi havde fået barn nummer to, flyttede vi til det jyske. Her etablerede vi os med lejlighed, to små piger og en ny hverdag. Rikke var hjemmebarn igen, nu hvor jeg havde orlov – og vi nød det.
Der var naturligvis kaotiske og trætte dage indimellem – som der jo er, hvad enten man er udearbejdende eller hjemme, med to små børn. Men hvor vi bare var hjemme alle sammen og ikke skulle hænge i en klokkestreng, så var hovedparten af dagene med to små og med familien sammen også skønne dage. Dage fulde af glæde og dage hvor vi to forældre kneb os selv i armen i undren over, hvor heldige vi var at have så dejlige børn.
Månederne gik, og jeg mødte stor, stor modstand over, at jeg havde Rikke hjemme – og at jeg synes om det – og ikke mindst, at Rikke kunne ”stilles” ved det. Også til trods for at jeg jo selv var på orlov og derfor sagtens kunne have hende hjemme. Jeg var ikke ved at gå mere op i limningen, nu hvor jeg var hjemme med to små, end hvis jeg havde skullet passe en bestemt mødetid i en vuggestue, eller hvis jeg skulle have børn i tøj, ned ad trapperne, ned i barnevognen, pakkede tasker hist og pist og ud i kulden.
Jeg fik aldrig konkrete svar, når jeg spurgte ind til, HVAD det var, folk tænkte på, når de mente, at barnet havde bedst af at komme i pasning. Det var sådan lidt flydende … noget med samvær med andre børn, frihed for mor, at jeg ville kunne koncentrere mig om bare ét barn ad gangen o. lign. Ting, jeg end ikke havde sagt eller beklaget mig over – jeg fik det indtryk, at når folk sagde sådanne ting til mig, så var det mest fordi, det var sådan, de fleste bare helt pr. automatik mente at vide, tingene forholdt sig…
Mest fordi det bare ikke var kutyme at have sine børn hjemme hos sig, har jeg indtryk af.
Det gode liv
Når familien, sundhedsplejersken, mødregruppen og vennerne fortale mig, at de syntes det var synd for Rikke, at hun skulle tulle rundt her hjemme hos mig og en baby, så tænkte jeg; ”Hvad…??” Og så gik jeg lidt og tænkte over, hvori de så problemet?? Jeg så en glad, aktiv og udadvendt pige på 21 måneder, der i alle henseender trivedes. Jeg så en hyggelig hverdag - præget af god tid, langsomme timer, god mad, ordentlig påklædning, naturlig medleven i dagens gøremål og med tid til både fordybelse, god tid til middagssøvn og hygge dagen lang. Jeg så også en lille pige, der fik rum til at klare ting selv – alene fordi mor sad og ammede lillesøster jævnligt og dermed ikke lige kunne rejse sig og tage vandfarverne ned eller finde en bog øverst på reolen. Rikke tog det i stiv arm. Jeg oplevede ikke, at hun gik i baglås (- som nogle af hendes senere søskende af og til gjorde i slige situationer!!), eller at hun på nogen måde var inaktiv og træt af at skulle lege og være i dette ikke-institutionaliserende miljø.
Vi så andre børn jævnligt – men ikke så tit, at det fyldte alle vores dage. Vi tog på biblioteket, til stranden, i parken og i byen. Per havde skiftende vagter. Det betød, at han kunne være væk fra 23 aften og til 7 morgen, eller fra 7 morgen til 15 – eller fra 15 til 23. De skiftende vagter betød, at han jævnligt var hjemme i de vågne timer – eller at han kunne være der til fx aftensmaden, hvor der var lidt mere kul på, og alle var trætte, og så var det godt at være to voksne. Han havde altid sine fridage samlet i klynger – havde måske 5 eller 9 fridage i træk, og så blev vores dagsrytme jo ændret, for med to voksne til rådighed blev der god tid til andre ting – tid alene med én voksen eller til at lave noget sammen alle sammen – eller til at en af os voksne kunne tage af sted alene og lave noget, vi hver især gerne ville. Vi nød det og havde mest lyst til bare at fortsætte med denne livsform.
Gør nu som de andre…
Men vi mødte ingen – absolut INGEN - forståelse fra vores nære i denne sammenhæng. Nu skulle vi se at rette ind til højre, spare penge op til at købe et nyt hus, få gang i vores karriere og få de to små sendt til pasning i dertil indrettede institutioner… og det gjorde vi så! Da Stine var 1 år og Rikke var 2½, fik vi plads til dem i offentlig pasning. Det var 2 gode steder, vores børn blev sat i pasning – glade mennesker og fine fysiske rammer… og jeg begyndte at arbejde i den kommunale forbyggende tandpleje.
Jeg stod bla. for et stort projekt i byens børnehaver. Om sund kost for små børn. Jeg blev klog af at arbejde - klog på, hvordan sådanne institutioner fungerede indefra og var at færdes i, for både stor og lille. Og klog på, hvor meget jeg savnede at være sammen med min familie, når jeg brugte tiden på lønarbejde.. Jeg havde gode mødetider og lange ferier – men mødte jo hver eneste hverdag. Havde Per så aftenvagt, så var jeg alene med børnene, når vi kom hjem, efter at jeg havde hentet dem i deres pasning. Og jeg savnede børnene helt vildt, når jeg var på arbejde - og Per, når ikke vi havde hans frie tid sammen. Det var dejligt, når han havde weekend fri sammen med os – men det var kun hver anden weekend! Jeg syntes, det var underligt at hente to børn og faktisk ikke vide, hvordan deres dag havde været. Jow, altså vi fik fine beskrivelser af dagen fra professionel side og det var dejligt at se, hvordan mine børn var vellidte af deres pasningsvoksne – men JEG havde ikke del i en stor del af deres hverdag.
Det var der andre, der havde…. og var det derfor, vi havde fået børn? Var det for at andre skulle have fornøjelsen af dem, om jeg så må sige? NEJ…det var det bestemt ikke! Både Per og jeg mistrivedes i den tid dette stod på – og børnene var tydeligt anderledes i løbet af sådan en hel uge med fuld tid i pasningen.
Efter 4-5 dage hjemme var de som før de startede i pasning!
De blev sig selv, slappede af, var hyggelige og græd stort set ikke. Legede både sammen og for sig selv, de var afslappede og holdt ikke øje med os voksne konstant. De deltog i det omfang de kunne i de gøremål vi havde for; hudlige ting som tøjvask, støvsugning, oprydning, bære affald ned og fodre kaniner, skrælle kartofler osv. De spiste og sov roligt og de nød det med hele kroppen og med glade smil når vi var sammen flere dage i træk.
Vi begyndte så at lade børnene blive hjemme i de mange dage, hvor Per jo enten havde fri eller mødte forskudt af mig. Det førte til, at deres pasninger begyndte at fortælle os, at børnene helst skulle komme kontinuerligt og helst ikke skulle have den uro, det gav med for mange uens dage og fridage her og der….
Nye veje
Efter et par måneder med fuldtids pasning – sådan on/off besluttede vi sådan helt akut at tage begge børn ud af pasning! De 2 måneders pasning det blev til i alt, var nok for os til at få syn for sagen om at det ikke var sådan vi ville leve sammen – eller rettere hver for sig…. Vores plan var at Per fortrinsvis skulle arbejde eftermiddagstjeneste – dvs. fra 15 – 23 og dermed være hjemme hos pigerne om formiddagen, mens jeg gik på arbejde fra 7.45 til 14.45. Jeg overtog så et par glade, mætte, humørfyldte og velpassede piger, der bla. selv havde ”hjulpet” med at gøre aftensmaden klar til os tre til om aftenen, og som havde fået en kæmpe far-dosis, så de nu trængte til en stor dosis mor også! Dette arrangement kunne vi få til at køre, dels fordi vi vidste, at jeg snarligt ville få sommerferie i 6 uger, og fordi Per jo kunne placere sine fridage på hverdage, så vi i realiteten kun skulle være ene hver især 3 ud af 7 dage – og dermed være helt opdateret med, hvordan vores døtres dag havde været, vi kunne være SAMMEN med vores børn, og det var en god løsning. At jeg så, kort før sommerferien – efter at have haft pigerne passet hjemme i næsten 6 uger - også kunne teste positiv på en graviditetstest, var bare super dejligt!
Det blev tre børn på 3½ år – det var krævende, men dejligt! Især nu, hvor vi så tydeligt atter havde fundet rytmen og måden at få familielivet til at klinge igen. Da jeg havde født – endnu en dejlig pige – i marts og skulle have været vendt tilbage til mit job i oktober samme år … sagde jeg efter endt barselsorlov mit lønarbejde op! Og derfra blev vores hverdage kun bedre og bedre – og vores fællesskab blev endnu stærkere og langt mere harmonisk.
Der kom endnu nogle børn til i de forløbne år, og hver eneste gang tænkte vi på, hvor godt det var, at vi traf valget nogle år forinden og besluttede at leve for bare én indtægt og med en masse tid til hinanden.
Tid eller penge
For at jeg kunne sige mit job op og blive rigtig gammeldags forsørget hustru, havde vi gjort os en del overvejelser og lavet en del ændringer i vores stræben efter en god tilværelse. Vi havde endevendt vores økonomi og budget – fjernet enhver unødig og uoverkommeligt udgift… reduceret vores forbrug til et absolut minimum. Det var svært, men nødvendigt. Vi havde købt et gammelt, lille og forfaldent hus langt ude på landet. Det var vanvittigt billigt – vi sad netto for langt mindre end den 4 værelses lejlighed, vi boede i inde i byen – og nu havde vi landlige omgivelser, frisk luft og masser af jord under neglene. Vi havde også en meget slunken kasse og kun lige akkurat til ”det daglige brød” – men vi havde oceaner af tid til hinanden og blev med tiden mere og mere opfindsomme mht. alt det, der koster intet!
I vores baggang her i huset hænger der en lille mahognieramme med et, efterhånden let falmet, postkort sat i. På det er der hverken uendelige badestrande eller kunstnerisk reproduktion – der står med store bogstaver; ”Tid er penge, men det bedste, forældre kan give deres børn, er ikke penge, men tid.” Side om side med denne ramme hænger der også en anden ramme. Heri er der sat artikel 1 fra Verdenserklæringen om menneskerettigheder; ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.” Det er for os to centrale punkter i vores fælles liv.
Et offer? For mig er det at få og have børn ikke en venstrehåndsgerning… og det er bestemt noget, jeg tager vanvittigt seriøst. Der gives kun det ene liv til at gøre det bedste – og ikke alt for mange sure dage skulle gerne fylde op, i den tid jeg har! Og jeg vil da slet ikke kunne udholde at have valgt at leve et liv jeg fortryder… Derfor har vores familieliv til enhver tid højeste prioritet – og dermed også en tidsmæssig første prioritet. Det kan af og til betyde, at der er andre – mere materielle – ting, vi må give køb på. Men da hverken jeg eller min mand tror på, at lykken ligger i penge eller gods og guld, så kan vi sagtens holde os selv fast på, at det ”offer” er let at bringe. Jeg kan bedre leve med, at mine børn som halvvoksne måske beklager, at de ikke havde bærbar computer, eget værelse, charterferie eller de nyeste hippe bukser, end jeg kan leve med, at de beklager, at vi aldrig var der for dem – rent tidsmæssigt!
”Fundament-skaber”
Vi har fået børn for at være sammen med dem, lære dem om livet og følges med dem en god bid af deres liv – for så at kunne sende dem af sted ud i verden, med alt det bedste både rent menneskeligt og som sociale væsner. Og alt dét synes vi helt oprigtigt ikke kan lade sig gøre, hvis ikke man som forældre tilbringer meget tid sammen med sine børn. Det betyder ikke, at jeg er fordømmende over for forældre, der vælger anderledes – eller skulle jeg måske sige; vælger det sædvanlige! Men jeg er ærgerlig på deres vegne, ærgerlig over at de ikke ser hvad det er de vælger fra med deres liv. Og det er bare ikke sådan, jeg/vi vil være forældre. Vi vil selv være vores børns vigtigste bolværk og den berømte mur, de kan spille deres bolde op ad. Vi vil gerne selv være vores børns guider – selv danne den kerne eller base, som vi mener der skal til i et menneskeliv, for at man er sund langt ind i sjælen. Det betyder for os, at man som forældre må bruge tid – masser af tid – på at være sammen med børnene og i umiddelbar tilgængelig tilstand hele deres barndom. Vi vil selv skabe vore børns fundament. Det er jeg ikke længere flov over at sige – der var engang, hvor jeg kun sagde det med halvhøj stemmeføring, fordi jeg vidste, det i manges øre kunne lyde som hjernevask og indoktrinering, men da jeg jo i dag kan se, at det i allerhøjeste grad ER blevet sådan, som vi forventede med vores børn, så kan jeg med løftet pande sig det højt.
Vi tror på, at mennesket har brug for en fast og sikker kerne, før det er klar til alle de påvirkninger udefra, som skal og bør komme – bare ikke når de er små prutter på 1-1½ år og slet, slet ikke har rodfestet endnu og er robuste nok til at møde alt det, der sker med mange mennesker, fremmede værdier, forskellige værdisæt, nye og anderledes tiltag mv. Det er vores børn til gengæld klar til, når grundlaget er på plads – efter lang tid i sikkert miljø og med fast struktur omkring sig. Den indre sikre menneske-kerne er ikke dannet, når man lige har smidt bleen eller er klar, fordi man siger hej til hvert et barn man møder på sin vej. Så jeg kan sagtens stå distancen, når/hvis andre får uklare associationer, når jeg siger, at vi selv vil præge vores børn.
Lad verden komme til os
Jeg - eller vi - for vi er to om forældreskabet her hjemme – vil gerne introducere verden og holdninger for vores børn. Vi vil, i de første 5-6 år, være dem, børnene mest lytter til og søger oplysninger hos – dem, der sætter tydelig pris på dem og som altid er nær ved og hele tiden kan rumme deres behov og trængsler og deres forskellige udviklingstrin og faser – og ikke mindst temperamenter! Når så fundamentet er grundlagt, har de meget at gå ud i verden med – stadig med viden om, at de kan vende hjem og få ro, tid og mulighed for at få sat alle deres nyvundne færdigheder og påvirkninger i system, får ryddet op og kategoriseret… det kræver tid og masser af omsorg for en lille 6-7 årig at skulle gå i skole fx – eller at skulle danne nye venskaber og knytte nye bånd og forstå hele den verden, der ligger for deres fødder. Alt det gør man lettest, hvis ens fundament ikke vakler eller er under stadig konstruktion, fordi der er så mange uklarheder og så mange håndværkere og tilsynsførende, der vil ind over!
At have den nærhed med vores børn har for os også betydet, at vi er helt rolige og sikre, når de begynder at bevæge sig ud i livet på egen hånd. Om det er når de første gang tager rutebilen hjem fra den friskole, de går på eller siden hen når byture hitter, eller når de skal på egen hånd ud i den store verden. Vi véd, at de kan klare sig, og vi ved, at de er så sikre i deres fundament, at de ikke vakler eller slår køb på sig selv og deres egen fornemmelser, når de møder ting, de allerede har fået en fornemmelse af hvor hører til, og i hvilke sammenhænge de kan opstå. Sidst men ikke mindst, så har vi set dem være respektfulde og handlekraftige mennesker, og dét kommer man rigtig langt med. Vi får hele tiden tilbagemeldinger om vores poders gøren og laden. Altid er det positivt – af og til med overrasket stemmeleje – for der er folk, der er fyldt af fordomme, når de ved, at børnene har været hjemme deres første del af barndommen – men det har ikke været vores børn, der har haft brug for at få en bisidder med i skolestartsfasen – trods deres manglende institutionalisering før skolestart. De er glad og fro gået ind til den nye del af deres liv og virke – uden at kny eller frygte, hvordan de nu skulle gebærde sig. De er dem, de andre vil lege med – vi har aldrig skænket det en tanke, om hvorvidt vores børn ville kunne få venner – vi er simpelthen gået ud fra, at vi jo har opfostret så dejlige nogle mennesker, at de naturligvis vil være attraktive og gode kammerater – og det er de så! Når forældre finder deres børn elsk værdige så er der ret stor sandsynlighed for at andre også vil gøre det! Vores børn møder verden med åbenhed – selv når den viser sig at række tunge!
Tid og opgaver der skal løses…
Mange siger til mig, at det naturligvis sagtens kan lade sig gøre at være hjemme med børn, når de har så mange søskende – men jeg påpeger hver gang, at det handler om indstilling og om, hvad det er man som voksen forventer sig af det at leve dag ud og dag ind med et barn – for jeg gik også hjemme med vores ældste til hun var 18 mdr. og igen fra hun var 21. mdr. og frem til hun var 2½ og hendes søster var 1 år … og med vores 6. barn var jeg ene hjemme med hende i hen ved 2-3 år før der atter var en baby. Og der gik jo så yderligt et par år før man kunne kalde ham en egentlig legekammerat for Agnes, på dengang 5-6 år… så nej, det er sikkert ikke let at være hjemme med få børn – eller mange for den sags skyld, men det er for mig at se heller ikke spor let at være udearbejdende med børn i institution… begge dele kræver noget af den voksne – på hver sin måde! Men også det handler mere om os voksne end om barnets temperament. Hvis man som voksen tror det er en sand ferie at være ene ansvarlig for et barns hverdag så tager man fejl. Jeg er ikke den der smider mig på gulvet med legoklodserne eller leger te selskab dagen lang, men jeg er heller ikke den der har fine skemaer for hvilke dag vi gør hvilke aktiviteter. Vores hus er i brug 24 timer i døgnet, året rundt – der er ting der bare skal ordnes og dertil kan man få sine børns deltagelse – og også dét kræver mere end hvis man stod ene voksen og kunne arbejde med at gøre et wc rent uden forstyrrende elementer. Der er daglige prøvelser som voksen i at tolerere afbrydelser og langsommelighed – men det gir’ pote i den anden ende – man får nemlig det, jeg vil påstå der sjældent er meget af i danske børnefamilier; brug for hinanden og et arbejdsfællesskab der er unikt! Det er fx heller ikke mig der tager mig af rengøringen - der er jo folk nok her i huset til at jeg i princippet ikke behæver røre en finger vedr. rengøring - når førstd e små vokser til og man har villet tage dem emd mens de var oprigtig interesseret, så kan man sagtens gå fra et kaos køkken og vende tilbage og finde det totalt opryddet en time senere - af tre raske børn på 9. 14 og 15 år!!!
Hos os er der fx altid nogen hjemme – vores hus er ikke lukket af – og børnene kommer ikke hjem til et tomt hus når de har fri fra skole. Vi er her …i gang med noget og klar til at tage imod dem og lytte til deres dags oplevelser, til at møde deres venner eller til at trøste og opmuntre når livet er barsk. Vi har tid til at deltage og køre dem til aktiverer, hvis der er brug for det, og vi kender de steder hvor vores mellemstore børn færdes, fordi vi har tid til at følge dem af sted til de forskellige ting. Er vores børn syge er de hjemme – ingen slinger i valsen der – og det er os der kan pleje dem, os der tager dem til læge og tandlæge og de får – som i gamle dage – altid en hel feberfri dag hjemme før de atter kommer af sted til skolen. Dét er ikke sådan deres klammerater er vant til at det foregår. En af de ældste havde en veninde med hjem for nylig, da de to i hhv. 3. og 4. klasse havde været syge i næsten en uge med influenza. Veninden spurgte hvorfor de to ikke var i skole og da hun hørte at de var syge, sagde hun, at sådan så de ikke ud, og at hun aldrig ville have fået lov til at blive hjemme hvis hun var så…”frisk” – de havde begge småfeber og hostede i et væk – men var oppegående og i gang i det små med tegning og med at bage småkager. Jeg priser mig lykkelig for, at vi aldrig har behøvet at aftale hvem af os der skulle melde fra vores arbejde for at passe syge børn eller skulle sende bare halvraske børn af sted til institution – og dermed er vi i øvrigt ganske sikkert sluppet for meget sygdom!
Vi har tid til at deltage i vores skolebørns morgensamling og morgensang på skolen – og vi kan til hver en tid dukke op og nyde at deltage i undervisningen – vi behøver ingen formel rundvisnings-dag og ej heller at vælge at tage en fridag for at kunne se skolen an.
Livet fortsætter … og fortsætter… og …
Nu har vi efterhånden sendt 6 hjemmebørn til skolestart. Ingen af dem gav anledning til store bekymringer – og to af dem er allerede videre ud i livets skole – den ældste blev student sidste år og er på vej på en Europatur, hun selv har arbejdet penge sammen til – vi glæder os på hendes vegne. Og hun har stadig overskud til – efter at have arbejdet på en træls montagefabrik fra 6 morgen til 15 eftermiddag - at komme hjem med smil på læben og grin og ballade til de små søskende – og når hun drager af med rygsæk om tre uger og bliver ude i de næste 6 måneder, så er det med hele sit overvældende væsen; sit strålende humør, gode sindelag, rummelige temperament og handlekraft, der kan klare enhver forhindring, hun måske møder på sin vej - og vi herhjemme? Jamen, vi fortsætter bare, som vi begyndte for mange år siden…..
© Copyright 2004-2010
HeleHerligheden
Alle rettigheder forbeholdes.
HeleHerligheden
Alle rettigheder forbeholdes.
Ovenstående er som sagt del af et temahæfte om valg af pasning - og nogle år gammel, men indholdet og holdningerne - de står stadig til troende, nu i 2012!!
