I SANDHED EN FESTDAG, 26. april 2015

I dag, for præcis en uge siden, så vores spisestue sådan her ud…. 

Fyldt med nystrøget festtøj til en hel familie med mange børn, flere svigerbørn og et par børnebørn. 

Lauritz havde nemlig valgt at ville konfirmeres. 

Vi havde inviteret til fest for og med ham som midtpunktet. 

Det i sig selv er jo ofte en smule nervepirrende – især vist for forældrene. 

Lauritz er vores 7. barn så man kan vist roligt sige at vi har prøvet det hele før… og så alligevel ikke. 

For Lauritz er infantil autist og middelsvært retarderet – og det har naturligvis præget hele hans hverdag - og nu også denne festdag! 

 Naturligvis har det gjort det anderledes for os at skulle holde konfirmation for vores superseje autistiske søn. 

 Naturligvis…! 

 Så naturligvis var vi to forældre, hvor garvede vi end kunne være, mere nervøse og mere anspændte end ellers,
når vores børn har valgt at blive konfirmeret! 

 M A N G E tanker er tænkt, mange forbehold er taget – og meget var detaljeret planlagt og gennemtænkt. 

 MEN alt – som i A. L. T. - gik som smurt
og det var virkelig en FESTdag! 

 Fra første vågent blik, tidlig søndag morgen og til Lauritz og jeg faldt i søvn i familiesengen, med hinanden i hånden og småpigerne sovende ved siden af - sent om aftenen!

Og dagen derpå - Blå Mandag - holdt Lauritz i selskab med ...sine forældre! Vi var hjemme halvdelen af dagen - hvor Lauritz i ro og mag fik gnedet søvnen ud af øjnene og fik taget hul på sine gaver - især Lego kasserne gik han stille og langsom til. Og alle musikinstrumenterne ... sent på eftermiddagen valgte han selv at NU skulle vi tage ind til byen og gå rundt og kigge, spise på en café og så havde vi to gamle bestemt at vi skulle prøve at bowle med Lauritz. Det var helt nyt land for den unge mand - og i vanlig stil havde vi forberedt os godt; valgt at frekventere alt andet end det populære bowling sted hvor der er larm, musak, blinkende lys og winner-jingles og diverse. Og dét vidste vi var for meget for Lauritz så i stedet tog vi ind på det undseelige sted for bowlingklubbens gamle folk der allerhøjest lidt højrystet sagde skål i den daglige fælles øl efter endt spilletid! Og det blev sådan en fin, sjov og dejlig oplevelse at vi bare MÅ gentage det engang. Og for Snøvsen da osse - han slog både mor og far i bowling!!!! Lavede flere strikes ...og han har aldrig rørt en bowling kugle før!!!! Oh, han var sååå sej!

Efter en times spilletid var Lauritz færdig ...som i HELT FÆRDIG!!!!!

GAVEUDFORDRING...OG SNE PÅ VEJ IND I APRIL

Det er en fridags-morgen og derfor sover de tre yngste længe... Det er ikke så tit dét sker, men i dag har jeg måtte vække dem, for der kom tv de havde fået lovning på, at de må se her til morgen - FØR morgenmad og påklædning!

Det er jo ferie.... 

Så jeg gik op og vækkede de tre - og fortalte hvad klokken var - og at det sneede udenfor! 

Sku' jeg ved nærmere eftertanke så nok ikke have gjort...fortalt det med sneen, altså! 

For det havde været bedre om Lauritz - vores søn på 13½ og infantil autist - selv havde opdaget det! 

I et tempo hvor han selv, langsomt, kunne opfatte det!

For mit pludselige åbenbaring af fakta gav hans reaktion en voldsomhed som kun andre der er i familie med børn som Lauritz kender og tror på kan ske.

Han vendte vrangen ud på sig selv, skreg og var vred - helt ubegribelig vred - højlydt og for andre sikkert en anelse skræmmende. 

Det tog lidt tid før hans reaktion var nedtonet så vi kunne snakke sammen. Hans vrede blev til forståelige ord...at han jo mente det er forår og om foråret er der ikke sne.

Jeg kunne snakke fra nu og til næste år om, at det sker af og til, at jeg har oplevet det før og det bliver ikke liggende og hvad jeg ellers fandt på af "trøstende snak" ...
han hørte intet. 
Intet kunne få ham til at lægge låg på alt det der var antændt i ham; vrede, sorg og hyrlig trang til at fortælle sin omverden, at der var rod i systemet hos ham nu - og det gør ham ondt!
Han kan - for de der ikke kender ham, jo virke en anelse grinagtig, latterlig og overreagerende...nærmeste temmelig irriterende og dårligt opdraget. 
Han er ingen af delene...eller jo, han har vitterlig en anden orden i sit indre system end det de fleste af os har! Men han er ikke latterlig, grinagtig eller overreagerende. Og han er med sikkerhed godt opdraget...så godt man nu kan være det som infantil autist og mentalt retarderet.

Og sådan er det at leve med vores Lauritz - og i mange henseender vedbliver han sikkert at være sådan livet igennem.
Og vi vedbliver altid at skulle være på forkant, altid at skulle forestille os hvordan det kan forebygges at hans system går i udu - gennem vores meget bevidste handlinger.

Det er ikke så håbløst som det kan lyde. 
Det er også vældig....inspirerende og fyldt af kærlighed - og vældig, vældig trættende, krævende og af og til ødelæggende for den gode stemning!

Men det er bare et lille bitte flig af hvordan det er at leve med et barn som Lauritz.
Jeg kunne med sikkerhed skrive utallige ordrige indlæg om afmagt, ked af det hed, frustration hos ham og hos os, voldsomhed, kærlighed, opslidt-hed og en masse om glæde og sorg.


Det vil næppe hjælpe mig stort at skrive alt det, det vil næppe heller alt sammen være inspirerende læsning. Eller noget man ville have brug for at svælge i.

Men det ville være ægte.
Det ville være indsigtsfuldt.

Og enkelte ville måske kalde det mere ærligt end når jeg sorterer i mine fortællinger om vores herlige, hverdagsagtige familieliv og mest fastholder enkelte ting og episoder....?

For mig er det hele jo herinde - i mig  og i mit og vores families liv. 

Det sker, at vi må lukke op for posen om livet med og for Lauritz - nu fx hvor han står for at skulle konfirmeres! 

Det er vores intention at ville gøre hans festdag så lidt frustrerende for ham, som overhovedet muligt.

Her er konfirmationsgaver et emne vi har måtte gøre status over - og vi har valgt at tage et, for os, grænseoverskridende tiltag ud i en handling vi ikke helt ved hvad gør for og ved os! 

For en normal konfirmand er pengegaver jo en middel til at opnå ønsker de har. en almindelig konfirmand ved jo at pengen gør at de i uden efter konfirmationen kan indkøbe lige det de ønsker sig.
Men Lauritz er ingen normal konfirmand. 

Han har fx intet begreb om pengesedlers værdi -han kan ikke tænke sig frem til, at de mange pengetelegrammer vil kunne opfylde hans ønske om en basguitar med forstærker eller hele lego togbanen med station, masser af skinner og IC-tog, godsvognen og deslige... eller den kran han så brændende ønsker sig.

Han skal se tingene foran sig, for at forstå, at det er hans, at det er gaver...

Så vi har sendt et brev ud til alle hans gæster.
Et brev hvor vi har bedt folk indbetale deres gavebeløb på en konto. 
Så vil vi, i takt med at beløbene matcher hans gaveønsker, indkøbe de store gaver til selve dagen - så de helt konkret står foran ham - udpakkede eller i gennemsigtig cellofan - på gavebordet.
Så sender vi, inden konfirmationen, et lille billede til hver gæst, af emnet der er indkøbt for de indbetalte gavebeløb, som gæsterne så kan klippe-klistre det ind i deres telegram-hilsen til Lauritz. 

Dermed kan Lauritz se og forstå, at det var gaverne fra alle hans gæster, når han i dagene efter festen skal gennemgå sine oplevelser.

Lauritz fordre ikke meget i retning af gaver.
Han har ingen forventninger om, at han på sin konfirmationsdag skal modtage gaver. 

Vi har forsøgt at forberede ham - mange gange og på mange forskellige måder. Det har tydeligvis ikke forandret det for ham. Han har intet begreb om, at hans søskende fik gaver til deres konfirmationer... Det er for abstrakt.
Han får gaver til jul og til fødselsdag. Det er jo let at styre for os. Vi gir' gaver og han får ikke gaver andre steder fra. 

Han ved næsten hvad der er i de indpakkede gaver i den sæk han får overrakt, med den mængde gaver han skal åbne juleaften. Det er timet og tilrettelagt.
Man kunne sidde og mene, at det kunne han trænes i at klare - tja, det kunne han sikkert ...med god tid og fokus lige dér.
Men der er så meget Lauritz skal trænes i, og så meget han dagligt bliver trænet i at kunne kapere og forstå, eller i det mindste genkende og med tiden måske systematisere... og så virker gavedelen såmænd ret ubetydelig!

Nu er brevet sendt til alle gæsterne.
Vi håber, de forstår hvad der er vores intention - og at de forstår, at de dermed kan lette Lauritz' tilgang til dagens festlighed betydeligt! Og dermed også vores.....

BLIV I EGNE SKO, TAK!

Igår skrev jeg om en anden side af en herlig fødselsdag....

Jeg holder af og til oplæg/foredrag om livet med børn med autisme.
 Og vores familie rummer to slagsen!
- en nu voksen søn med Asberger og så Lauritz der altså er infantil autist. 

Jeg forholder mig mest til den måde vi herhjemme
har valgt at stykke vores liv sammen på.

Det er den virkelighed vi kender og som vi forsøger
at få til at blive som vi gerne vil have den!

I mit indlæg igår var jeg omkring vores fravalg af professionel aflastning.
Jeg havde på forhånd tænkt, at det nok kunne afføde reaktioner her på bloggen.
Dem vil jeg gerne være imødekommende overfor - især når afsenderen selv ønsker at være respektfuld og sender en kærlig tanke... som nu denne anonyme kommentar;

Anonym sagde ... Kære mor til 9 Jeg følger din blog jævnligt og har selv en dreng der er infantil autist + han også er retarderet. Så jeg ved hvad det vil sige at have et særligt barn. Og jeg vil nødig ha´skudt i skoene, at vi har aflastning, fordi vi ellers ikke kan udholde vores dreng. Aflastning er pusterum for resten af familien. Så børn, der ikke er handicappet - en gang imellem - får oplevelsen af, at autisme ikke styre hele familien 24/7. At der godt kan blive en tur i Legoland i højsæsonen.
 At man kan tage til fødselsdag og blive der til den bitre ende, 
uden at mor eller far køre hjem med brorman i utide. Vi bruger også aflastning som træning i at flytte hjemme fra. Jeg hader, at nogle tillægger aflastning den betydning, at man mangler ressourcer som forældre. Vi anerkender vores "normale" barns behov for at være sammen med os, som andre "normale" familier. Autisme fylder meget - og det er altid de "normale" børn der betaler prisen. Aflastning er til for at du har overskud til dine andre børn, uden at hensynet til autismen hænger i dit skørt hele tiden. Når jeg læser dit indlæg herover tænker jeg - hvor er de andre 8 dejlige unger - ude på sidelinjen, med en stille accept af, at mor og far er nødt til at løse endnu en situation, som opstår ud af det blå og de skal så lige, endnu en gang sluge en kamel. Prøv at give dem "center stage" en gang imellem. Det er ingen skam at prioritere hele familien på bekostning af en anden. Det er i jo nødt til hver dag med et autistisk barn - det er bare på bekostning af 8 børn. Aflastning er ikke et godt ord i det hele taget - vores søn er på "lejr skole" hver anden weekend og det er hvad det er i dag. Her får han udfordret sit potentiale og det flytter ham og os. De tager på ture og han oplever andre unge mennesker, som har tilsvarende nørdede interesser som ham selv. Her er han "normalen" og vi er de mærkelige. Håber ikke du tager mig ilde op - det er kærligt ment. I dyb respekt... 


Hmmm... og mit svar til den anonyme er først og fremmest; TAK for din kommentar på min blog
Jeg er naturligvis ikke umiddelbart enig med dig i dine betragtninger om vores fejl mht. at fravælge aflastning – og jeg havde forventet, at der ville komme reaktioner som din på mine linjer vedr. vores søns behov og vores valg.
Men ret skal være ret, for omvendt er jeg heller ikke helt uenig med dig i betragtningerne om, at hvert et barn skal ses….
Vores forskellige opfattelse er nok så meget om,
 hvilke børn der så ikke skal ses og rummes. 

Men jeg kan betro dig, at vi er vanvittig tilpasse med hele vores flok af børn! 
Vi er tætte med dem, og vi er dem alle nær!
De er alle godt skåret for tungebåndet, der er plads til at vi alle giver lyd om hvordan vi opfatter en situation, der er rum for at ethvert emne de finder nødvendige at få snakket om kan smides på bordet her hos os.
De er alle individuelle og unikke mennesker i et fællesskab her - og de får alle vidt forskellig opdragelse!
Netop fordi de er… forskellige! 












Og vores fornemste opgave som forældre – autisme eller ej – er altid at sikre os, at de alle som én bliver set og hørt - og taget hånd om i det hele taget. 
Og tro mig, du er ikke den eneste der mener at have brug for at give lyd om, at der nok er forsømmelser i så stor en børneflok – dertil kræves ingen forkundskaber åbenbart!
Eller reel insider viden!
Det er helt nok for dig, at du forestiller dig – ud fra DIN virkelighed – hvordan det går til i så stor en flok af børn.
Og at DU tænker dig til, hvordan det ville være FOR DIG at skulle rumme dette. 
Og når så vi ydermere har børn med særlige behov, så er der ligesom topping på…. og jeg tænker, at det er fordi jeg beskriver vores overvejelser om vores forhold til fast aflastning, at du reagerer – og jeg kan jo ikke lade være med at forestille mig, at har man brug for at komme til orde og retfærdiggøre sine egne valg, så er det fordi man føler sig …angrebet? Men jeg har IKKE angrebet forældre der vælger at tage imod professionel aflastning! 

Jeg har beskrevet hvilke følelser der rør sig hos OS, når vi er blevet forslået aflastning! 

Fordi jeg fortæller om vores søn, om det der er mellem ham og os, om de forældre-tanker vi gør os, om hans behov, hans tilhørsforhold og vores families liv sammen! 
Du vil gerne være respektfuld, men ikke ved at fortælle hvordan du og I føler det, men blot hvad der anses for at være common sense i autisme og handicapkredse.
Den slags skal man være usædvanlig varsom med, i hvert tilfælde når det er os man bruger det overfor!
Uanset hvilket tema vi behandler, så er der hos mig en afsky overfor, at der er ting, tiltag og emner man sådan bare skal igennem, skal tage sig af og tage imod bare fordi man kan puttes i en eller anden bestemt kasse!
FOR SÅ STRITTER ALT PÅ MIG!
Og nej, det ER ikke alle familier der er som ”de andre”!
Så når et forældrepar/familie har brug for fast aflastning betyder det altså ikke, at alle bør tage imod netop det samme. Når et barn med AD-HD får ritalin/concerta, så betyder det ikke at alle børn med AD-HD diagnoser skal have det!
Når et autistisk barn profilerer af at være i ugentlig aflastning, så betyder det ikke, at alle autistiske børn ville profilerer af det!
At nogle børn tror på julemanden betyder ikke at alle børn gør det samme…….!
Jeg har kommentarmoderation på min blog, og jeg kunne have valgt at udelade din kommentar. Det har jeg ikke gjort – tværtimod.
For jeg er så pokkers træt af netop dén der frelsende tilgang, pegen fingre af de der vælger anderledes - selv når de gør det med velovervejet mod! - og jeg er SÅ træt af den evige trækken-os-alle-i-samme-retning som alt, alt for ofte er det der driver folk af sted som lemminger….
Så i stedet for et bortsende denne kommentar, så vil jeg hellere lade den danne baggrund for en vigtig sag der skal synliggøres….
Vi har fået tilbudt aflastning igen og igen i form af institutioner med hhv. hverdagspasning og weekend aflastning. Vi har valgt at takke nej. 

Jeg kunne have undladt at fortælle om hvorfor VI har valgt sådan – men det gør jeg ikke.
Jeg beretter i forrige indlæg kort om OS, om de følelser og den fornemmelse der for OS og med VORES dreng gør sig gældende.
Jeg har ikke noget sted skrevet, at de der vælger modsat af os så nødvendigvis må føle og fornemme det modsatte. Det er derimod hvad du selv begiver dig ud i at beskrive - tillægge os og vores børn bestemte følelser som åbenbart så er dét der er gældende og accepterede som forventelige!?
For DU fortæller om et behov hos søskende, hos MIG og OS, som du end ikke har en kinamands chance for at vide OM er tilstede?

Men beretter du om hvilke overvejelser I har haft om og for JERES egen søn og jeres egen familie??? Næh, kun ud fra at drage tvivl om vores forehavende….
Fortæl mig hellere om den måde I har valgt til på.
Fortæl mig hellere om din søn og om jeres forhold og om hvad I – præcis I – har af omdrejningspunkter, ideer og hvad I hver især mærker gør jer ømme, kærlige, kede, glade og til det, som I gerne vil være overfor Jeres søn.
Men hold venligst os og dine forestillinger om os ude af dine egne valg…. gå i dine egne sko, tak! For så er der respekt og så vil der kunne flyde gode ideer for andre i samme båd...

DEN ENE DAG...OG SÅ ER DER EN ANDEN SLAGS DAG

Igår sendte jeg et indlæg ud om afholdelse af fødselsdag her hos os. Det var i sandhed lige sådan en dag vi synes om. Det var berigende. glædes-fyldt og godt - for os og for vores børn! Næsten alle vores børn.... for midt i den dag var der jo Lauritz og hans oplevelse af dagen igår.
Den er helt klart meget anderledes end den oplevelse vi andre fik os.
For Lauritz er autist. Infantil autist. Og meget er anderledes for og med ham af denne grund. 

Og lige meget hvor gerne vi vil, hvor ihærdigt vi prøver og hvor god vi umiddelbart opfatter hans dagsform, så kan ting forandre for ham og for os på ganske få minutter!

 

Sådan var det med igår.

Vi syntes, vi var gode til at gennemgå og forberede ham på den dags indhold i god tid.

Vi syntes, hans måde at tage det hele til sig gennem de sidste dage, mens vi forberedte ham, så ud til at være ok!
DERFOR lavede vi ikke yderligere arrangementer for ham men tænkte at han skulle deltage i dages festligheder. 
Noget han i høj grad ser frem til, for Lauritz er en meget, meget selskabs-syg autist!






Vi vidste, at de børn der kom på besøg alle som én er både rummelige og overbærende, når Lauritz er i nærheden.
Ja, flere af dem tænker nok ikke engang specielt over, at Lauritz er så anderledes....og når de gør, så accepterer de lynhurtigt vores korte, præcise forklaring om hvordan og hvorfor.
Hurtigere end voksne, faktisk!

Og vi var indstillet på, at én af os bare måtte være hans mandsopdækning dagen igennem.
Dét er nødvendigt til hverdag og har gennem de seneste måneder været absolut påkrævet alle døgnets 24 timer....så det følte vi var indlejret i os som en sædvane.
Og et af vores vigtige pædagogiske omdrejningspunkter i forhold til at have en autistisk søn, er netop at han skal være og føle sig som en af os, en del af fællesskabet i hans familie. Og derfor være med i alle dele af vores liv og færden....og vi strækker os laaaangt for at det kan lade sig gøre.
Vi har valgt ikke at have aflastning til Lauritz.
Vi synes det må være en skrækkelig og følelsesmæssig alt for tung ting for ham at vide sig så svær at omgås at hans forældre skal have "aflastning" af at udholde ham!
Han har nok at skulle deale med rent tilknytningsmæssigt og følelsesmæssigt, så han skal ikke også bringes ud i at han skal opbevares andre steder eller passes af andre på en institution fast i løbet af en uge og i weekender! For os passer det bedst sådan og for os er det sådan vi har valgt det skal være.
Det betyder ikke at der ikke er tider hvor det FOR HAM er mest hensigtsmæssig at blive skærmet og aflastet fra belastende situationer......og sådan endte det igår. 

10 minutter før børnegæsterne skulle ankomme var vi stensikre på at der måtte findes en nødløsning for at han ikke skulle deltage i fødselsdagsfesten! Det blev en nødløsning og den gjorde ondt på os alle. ondt fordi det var en meget, meget uforstående og ked af det Lauritz der skulle af sted med storesøster til andre aktiviteter. Hans lille tunge hoved og snart dybe stemme gentog i et væk; jeg vil gerne være med, jeg vil gerne være med.... og senere igen og igen "hvorfor ikke, mor" - og jeg svarede enkelt, konkret og  ligetil og med påtaget tilpashed i min stemmeføring.

Men han mærker og lever jo med hjertet den dreng, så han ved godt at det var svært og at der blev en del panik fordi hans far og jeg var kede af det, ærgerlig (på os selv!) og urolige over hele sammenhængen! 












Jeg er generelt en skrap mor i manges øjne.
Jeg har det ikke svært med at sige nej eller være hjertelig direkte og fornuftig konsekvent.
Dårlig samvittighed er ikke min følgesvend, fordi - tror jeg - at jeg altid véd præcis hvorfor jeg gør eller ikke gør/ vil eller ikke vil, være med til forskellige ting, 

Jeg har tænkt det igennem, og jeg har overvejet for og imod og så tager jeg en velovervejet beslutning om, at sådan her skal det være hos os. Der er altid en plan og jeg står til fulde til ansvar for mine beslutninger, hvad enten de er af holdningsmæssige karakter eller fx handler om at vælge at leve for få penge eller passe vores børn selv osv. det er ikke et problem, alt kan løses og jeg kan godt tåle at få kritik og møde modstand.
Jeg kan være til fals for andres gode argumenter, men jeg er en hurtig-tænker og har nemt ved at vide hvad jeg mener og føler for.

Derfor tror jeg det er underligt for vores omgivelser, når jeg igen og igen rammes af en stor og øm sorg over ikke bare at kunne forklare, fremføre og bevise min rigtighed i de tiltag der ramme Lauritz. Han er mentalt retarderet i middelsvær grad og det er netop lige her, at han kommer til kort i vores verbale- og tankemæssige verden. 

Jeg er god til at tale konkret til og med ham, jeg kan i situationen holde mig ude af at lade mine følelser få overtaget, men jeg er dybt, dybt inde så ked af det, når sådan en uforvarende ting som det igår kommer til at gå ud over ham. Jeg kan næsten gå i knæ, og når også at tænke, at så er der ikke andet der kan gøre det af med mig...... og det var tungt igår at skulle sende ham af sted på den vis.
Tungt overfor ham især - og naturligvis også over for hans søster, der blev hevet ud af sin egen kontekst og lynhurtigt adopterede vores ide om og med hendes brors aktiviteter denne søndag eftermiddag! 
Fantastisk at have så hurtige, fleksible og omstillingsparate unge i vores nærhed! 
Og dermed blev dét der var på vej mod et inderligt dødsdømt kaos for lillebror, trods alt til en helt igennem tålelig dag - for ham også!

Og da han i morges så på mig, to minutter før hans elskede taxa kom for at hente ham til skole kl. 06.35, kyssede han mig farvel og sagde; "Du lovede mig en af de der flødeboller igår, mor - hvornår får jeg så den"? - ja, så var det inderligt nemt at smile til ham og tilbyde ham, at han - ovenpå de to daglige havregryns portioner - kunne få lov at morgenhygge med en flødebolle lige nu og her - en november-morgen i halvmørket, dér sammen med mig i køkkenet i det morgenstille hus! 

11. december - MENTAL TRÆTHED

 

 

Træthed er een ting... mental træthed er noget helt, helt andet.
Det er sådan noget det er en smule svært at gøre ret meget ved.
Jeg klynker normalt ikke over mit liv.
Valget af formen og rammerne er jo mit
- helt og holdent
og der er intet
der er mere væsentligt for mig
end friheden til at vælge selv.
Det sker en gang imellem
at det hele
bliver en tand for broget
selv for mig
og så går jeg mentalt død
og ønsker at lukke ned
så jeg får mulighed for at genstarte....
Det er ikke nogens skyld,
det er mere et spøegsmål om
at finde og bryde koden...
ind til mig selv...
til genopladning - mentalt - så jeg atter er totalt i vatter,
har klarsynet og min skarphed i behold .
For så ved jeg, at jeg kan udrette en del og få ting til at ske!

Indtil genstart er muligt
vil jeg drage uforfærdet omsorg for mig selv....
ved at klippe snekrystaller i fint papir,
sy røde julehjerter i smukt stof,
finde opskrifter på kager at bage,
ved at drikke den allerbedste the,
spise julesmåkager
og lave dej til godt brød!




 

AUTISEM AWARENESS MONTH

Der findes

særlige øjeblikke.

Øjeblikke

der minder os om,

at vi har alt hvad vi behøver.

 

Øjeblikke

der får de tunge timer

  til at føles lettere.

Lauritz

er

af og til

 sådan

et

øjeblik.

 

Lauritz

 er

næsten

altid

sådan

  et øjeblik...

GO HOME, Obama...

Ihhh, nu er jeg ellers liiige så glad for ham, Obama…

Rigtig, rigtig glad - og som millioner andre blev jeg inderligt godt tilpas, da han blev valgt til præsident. Så er det skis’me da træls, at det skal være HAM der laver rod i min private cirkus Herligheden!!

Så derfor siger jeg; Gå så hjem, Obama!!

Gå hjem og bliv dér indtil alle de andre også havde tænkt sig at komme til København - i SLUTNINGEN af næste uge!!!

For alene fordi HAN har lyst til at komme til Klima-topmøde tre dage FØR det egentlig var meningen, så vil alle de andre landes ledere også dukke op i Dronningens København tre dage før… og DERFOR bliver min gode mand nu – i sidste øjeblik - udkommanderet tre dage før forventet!!

AT han skulle af sted i december har vi vidste siden før sommeren.
Hvilken dato det blev og hvad han skulle lave derovre har han vidst siden august-september …
Så dét har vi planlagt og regnet den ud efter.
Forberedt os og lavet en plan for.

Sådan at det meste ku’ bli’ godt, trods kun én voksen til hele menageriet.

Det betød, at jeg fx kunne nå mine forskellige møder bla. i NIP’s indikatorgruppe, FRISK-bestyrelsesmøde og en enkelt julefrokost – for de lå alt sammen før min gode mands udkommandering.

Og julegaverne er jo købt, og stort set alle pakket ind og lagt til skue på julegavehylden nede i stuen. I dag lå kalkunen klar til at komme i fryseren og der er købt alskens kolonialvare til alle julemiddagene og det hele er timet og tilrettelagt.

Der er gjort alt klar til et par julefester, Lucia-optog mv. som nogle af os skal til, mens jeg er ene på skansen, og der er aftaler med barnepiger mv. til de aftener hvor jeg må ud af døren, selv om der ikke er en far til at tage over…
Vi har ingen indflydelse på hvordan min gode mands dage bliver - ved kun at de bliver...laaaaange!
Jo, jo vi har forberedt os godt. Det hedder at være velforberedt – og det ku' andre lære noget af, hr. Obama!!!

Tre dage kan man måske undre sig over gør den store forskel - for mig.

Men i mit – i forhold til hr. Obamas – lille liv, betyder tre dage mere end en hel del.
For planlægningen, for mig og ikke mindst for vores autistiske søn!!

Nu bliver det ikke ti, men tretten dage, at han skal forstå, at far er væk…
Forstå at det ikke er for altid, men bare sådan længere end nogensinde før!

Det bliver 12 nætter hvor han skal sove uden sin far i sengen ved siden af.

Dét gør så gu’ en forskel – en væsentlig forskel…….
Så derfor siger jeg; Please, stay home mr. President – og vent med at komme til du rettelig er inviteret, søde Obama.

Du kan vel nok bruge tre dage derhjemme?
Tre dage mere til at få købt de sidste julegaver til din skønne viv og dejlige børn.
Tre frie dage i DIN kalender må godt nok være meget dejligt!
Vi kan sagtens vente med dit besøg til den tid alle de andre også er inviteret, ikke?

Men skidt, ved nærmere eftertanke, så har jeg såmænd nok af overskud til liiige at lægge planerne lidt om og gi' den en skalle mere – for Obamas skyld..For hane er jo vigtigere og derfor skal han naturligvis passes godt på, når han kommer til lille Danmark!

Klædt på ...

At klæde sig på - sådan i overført betydning - til, hvad der end måtte komme... det er sådan vi altid anskuer vores liv!

Nogen gange er det så ikke den bedst påklædning til lige netop dét der bydes os...
Men vi fortsætter - og forsøger så at tilpasse vores påklædning til det der sker for os!

Og igår sendte næstældste mig dette link til en dejlig, dejlig tankevækkende lille video fra Disney/Pixar; "Partly cloudy".

H E R L I G T - og meget, meget tankevækkende i al sin humoristiske og skønne tegnefilmskunst!

Jeg blev i alle tilfælde dybt berørt!

Skrøbeligt hverdagsliv...

Vores hverdage kører som regel på skinner.

Det meste af hvad vi skal foretage os er lagt i plan, her rytme, er forudsigelige og gentagelser.

Det er forberedt og er i mange henseender lagt i gode fastlagte rammer.

Det kan - modsat af hvad mange tror - give os voksne lige dén extra grad af overblik og fleksibilitet...Det nyder vi godt af - alle sammen.

Det er derfor vi har herlige hverdage og skønne festdage her hos os.

Ingen tvivl om det.

Og vi har altid brugt at have planer og været dem der var gode til at planlægge og tage højde for stort set det meste. Også før vi fik børn!!

Men med tiden er summen af belastninger øget...og som regel kan vores gode logistiske evner følge med, og erfaringen gør, at der er luft og rum - sædvanligvis (!) - til det meste uforudsete.

Men af og til - i perioder - føler jeg, at det løber af med os.

Og vi er sprøde i kanterne lige for tiden.Har været det en rum tid efterhånden.

Har forsøgt at holde fast i rytme og få overblikket, overtaget om man vil - for dermed at føle os på forkant og ligevægtige.

Desværre skal der i sådanne perioder ganske, ganske lidt til, før det bliver FOR sprødt, FOR energikrævende... for ubehageligt.

Og snart - meget snart - må vi må handle på vores manglende overskud - ellers ender vi heeelt i bund begge to.

Kys det liv, det satans liv..... og nyd det før det er forbi!

At der i dag revner en bremseklods på vores minibus, at min kære mand får overarbejde fordi en retsag trækker ud og at en af vores halvstore børn skal af sted til en ikke forventet aktivitet - ja, det er lige nu nok til at der skete en større forskydning af andre ting, så den intense plan faldt sammen og jeg føler mig fastnaglet i ikke at nå det jeg skulle og har forpligtet mig på.

Jeg er normalt god til at lave eller have en plan B ...men når jeg er brugt op og er alt, alt for sprød i kanterne - af andre grunde og helt andre ting end disse små praktiske ting - så er det egentlig ikke meget der skal til, før plan B er næsten uopnåelig og uoverkommelig.

Heldigvis kender jeg mig selv godt; jeg véd, at jeg kommer igen - men jeg er i tvivl om omkostningerne ved at VILLE KLARE mig hele tiden, nu også er min stolthed værd?

Så jeg må se at trække mig selv ind i handle-fasen, se at få taget kontakt til de instanser der kan - eller skal spørges om de kan - gøre en forskel for overskuddet herhjemme.

Dét kræver dog også både indsigt, planlægning og at ha' styr på det hele ....såhhhh....det får vente lidt endnu!

Liv ER ord - for mig!


Har været lidt stille i den sidste tid - ikke fordi jeg ikke strikker, men fordi der bare har været så meget andet at få hold på og tage sig til.



Dels har jeg skullet afholde generalforsamling på Friskolen - og dels har jeg stået for at arrangerer landsmøde i den forening jeg arbejder for - det trak vældig meget på overskuddet og energibægeret blev drænet! Det var et stort arbejde....men dejligt og vi fik lavet en skøn weekend på Brendrup Højskole på Fyn. Herligt!



Vel hjemme derfra var der jo liiige en familie at være næn om - og sørme så, om ikke også der var et arbejde at passe - referatet af sådan en begivenhed i foreningen skal jo dokumenteres, fortælles og samles - og så skal medlemsbladet redigeres, lay outes og trykkes og sendes ud!


Og så var der en stor fest at deltage i - alle sammen - en fest hvor vi kun kendte fødselaren og dennes børn og ægtefælle - men det blev en dejlig dag. En dag hvor vi lærte nye mennekser at kende, nød en fest i en anden familie med andre traditioner og vaner end vi kommer fra. Hvor vi nød samtaler og hygge, sange og god mad - og hvor vores børn brillierede med deres musikalske kunnen! Vi forældre kunne nyde at være tilstede, nyde god mad og nyde at vi var velforberedte og al ting klappede dén dag; både med at få gave, tøj og deslige klar i god tid og med en morgen hvor det hele forløb helt efter planen - alle spist fornuftigt af og fint påklædt, afsted på den 2 timers køretur, ingen punktering eller andet - og fremme 5 minutter ( som er MEGET GOD TID for os!) FØR tid! Se, dét ku' da kun blive en god dag!



Siden kom der et par storslåede dage i begyndelsen af den forgangne uge til en kæmpestor konference i Odense. Dér stod jeg IKKE stod for noget som helst af alt det praktiske, men skulle "bare" deltage og tage imod .... sammen med 1100 andre!!! Det var... STORT! På flere måder;

• stort fordi det ER kæmpestort at så mange mennesker skal mødes og der skal være fuldstændig styr på alle dele af sådan et arrangement - og det var der!


• stort fordi det ER stort at mødes om noget der ligger een så meget på sinde - noget der rør een hele tiden og som rør en stor del af alle de andre der deltager...


• og stort fordi det for os to herhjemme bare ER kæmpestort at være så tæt og alene sammen i to hele dage - alene uden børn - alene mellem så mange mennesker - alene og tæt sammen. Og samtidig at kunne fordybe os og dele noget der fylder en stor del af vores fælles hverdagsliv.

Om et år har vi været hinandens kæreste i ...hold nu fast; 30 år! Dét lyder altså mere vildt end det er!! Tro mig...

I i alle de år har vi også været hinandens "samarbejdspartner" udi privatlivet og på forskellige fronter, vi har haft og fået fællesskab gennem levet liv, gennem fælles oplevelser og gennem vores fortrolighed og kærlighed og venskab med hinanden. Den fortrolighed skal der mere end børn med særlige behov, til for at spolere... To af vores børn har gennemgribende udviklingsforstyrrelser og det har ikke bare været let, nemt eller ren sjov, og er ikke en dans på tornefrie roser - det har været en kæmpe opgave at løfte, en daglig opgave af de helt tunge at få dem til at fungerer i og med vores familie - men med os begge som fuldgyldige opgave-løftere så har det været - og er det - en opgave vi også bryster os af at have løftet til fulde og med hinanden som sparring i både medgang og modgang.

Vi er langt fra enige, og langt fra har vi samme tilgang til fx det at opdrage, inddrage og håndtere vores børn - både de såkaldt almindelige og de to med særlige behov - men vi kan noget sammen! Vi kan supplerere, håndtere og skabe fællesskab og konsensus - og med fælles mål for øje, en aldrig uddøende trang til at delagtiggøre hinanden i de ting vi tænker (- om end lige den del det går lidt mere trægt for den ene og lidt mere spontant for den anden af os!) og kærlighed så har vi fundet fælles fodslaw, fundet indre glæde og ro, givet god plads til hinanden og de forskelligheder vi bringer med os. Og frem for alt, så har vi - på en enkel og ligetil måde - givet vores kærlighed og samhørighed masser af næring og plads til at folde sig ud - i nogle perioder mere end i andre!

Men var vi nu nogle af alle de frø vi går og sår i disse tider, så ville der sikkert på vores poser have stået noget om, at vi KRÆVER MASSER AF PLADS, LYS OG NÆRVÆR, men også at vi ville kunne TRIVES FINT I SELV NÆRINGSFATTIG JORD!! For vi kræver ikke så meget - og vi har så laaaaange rødder, at vi selv kan hente det vi får brug for og som ikke lige falder ned foran os! Vi er nøjsomme - og vi forventer ikke, at noget eller nogen gør arbejdet for os - vi kan og vil helst selv!

Og så vil vi hinanden ... dét er ret væsentligt, tror jeg!

Oh ja, og hvem ville ikke være vild med ham her?? ;0)

Allermest så tror jeg, at vi begge lever med en kæmpe ærlighed, en stor og god fornemmelse af hvem vi hver især er og vil være - sammen og hver for sig. Og så lever vi ikke bare for hinanden men i høj grad med hinanden.


Ord er det hele måske bare for nogen - men for mig betyder ord ufattelig meget, så derfor har det for mig været væsentligt altid og til alle tider at lade ordene flyder, samles og manifestere følerlser i og omkring mig!

"Mentalt retarderet"... come on

Hen over morgenmaden i dag spørger den 14 årige lavmælt;
"Så er Lars Løkke statsminister nu?"
"Ja det er han" svarer jeg
- hvortil lillebror Lauritz der ellers sidder fordybet at knokle med en vogn med anhænger, som ikke lige vil dét som han gerne vil ha den til;
"Ja, det sagde de i fjernsynet igår, ikk' mor? Du så det, mor - det ER ham Lars Lykken, igår - da jeg hvilede mig, mor?!"

Diagnose; Mentalt retarderet i middelsvær grad????

Armene omkring min hals - de holder hårdt....han har svært ved ikke at bruge alle sine kræfter på een gang - hvad enten han vil være kærlig og give knus og kram eller han vil hælde saft op i en kop.... alle muskler tager fat og han anstrenger sig voldsomt....

Nu flytter han begge hænder op og tager fat omkring mit hoved...boink; hans pandeskal - der MÅ være lavet af beton - stødes hårdt mod min pande...jeg mærker et knæk i min ømfindige nakke og han presser sin pande hårdt mod min... jeg ømmer mig lidt ... men stopper da han sige; "Jeg ka li dig, mor"!!!!

Det bliver sagt med tryk på alle ord, med en stemme så kraftfuld, at mindre end det halve vil svare til det almindelige stemmeleje, som de fleste af os bruger.....

MEN for søren...alle disse detaljer er så inderligt ligegyldige... for samme lille, stærke unge er jo ham, som jeg, både direkte og indirekte, må slås med flere gange om ugen. Kæmpe med fordi han får en total nedsmeltning... uforudsigeligt og helt uden at det er gennemskueligt HVAD det er der tænder ham! En nedsmeltning af sådanne dimenssioner, at jeg er nødt til at være en lidet favnende mor for at holde bare nogenlunde sammen på både ham, mig og resten af flokken.... Sådanne nedsmeltninger får mig til at være stresset i timer bagefter.

Være ud af mig selv og være i uro indeni.

Være tankefuld, overveje for og imod, finde fejl jeg begik og få røde øren af al den manglende pædagogik der føj omkring os....

Men lige nu og her, med hans tydelige kærligheds erklæring til mig, dér synger det bare dybt nede fra mit moderhjertes dyb..."Han ka li mig, han ka li mig...la la la tra la la laaaa"...

Alt dét der for og med andre af vores børn er så let og ligetil, så tydeligt og så behageligt, positivt ensidigt - alt dét er så ugennesigtigt, uforudsigeligt, voldsomt, komplekst og til tider også direkte SVÆRT med ham her.....!

Men når så det lykkes, når der er kontakt og der er en fornemmelse for tilhørsforhold, kærlighed, tillid og nærvær, så skal jeg da lige love for at hjertet vrides rundt og klemmer i brystet!

For det er så pokkers stort - også selv om jeg kan forstå med min hjerne, og ved af erfaring og fordi jeg er gennem år er fyldt af alt mulig viden om autisme og autistiske reaktioner, at det er en her og nu tilkendegivelse......ægte i nuet og helt klart dybfølt.

Den kærlighed og det tilhørsforhold skal, som med alle andre børn, styrkes dag for dag - men med vores autistiske søn skal det vedligeholdes, påmindes og fastholdes HVER eneste minut...for hans skyld, for hans gode udviklings skyld og for vores skyld!

Derfor vil mit ønske for i dag - World Autisme Awareness Day - være, at ALLE der har med autisme at gøre, har den mindste forbindelse til autister og har indflydelse og muligheder, også får indsigt og forståelse - ikke bare accept, men FORSTÅELSE - nok til at være ÅBNE, LYDHØRE og MODIGE, så alle forældre til autistiske børn kan mødes af og indgydes den åbenhed, den lydhørhed og lige netop det mod der skal til, for at hver og een kan få overskud, opbakning, kræfter, indsigt, og alt det andet der skal til, så de kan/vil og tør knytte sig til deres autistiske barn på lige netop DERES måde......

VI HAR SKOLDKOPPERNE!!!!
I onsdags skulle jeg melde Lauritz syg på hans skole for første gang i 2 år - ja, i al den tid han har gået der! Jeg sagde dengang at han var mediumramt af skoldkopper......dét tager jeg i mig igen her fredag – Lauritz ER skoldkopper!!!!!!!!

Lauritz har en halv million skoldkopper! De har taget bolig hos ham – de er OVERALT; i hans mund, på tandkødet, i ørene, i håret, på hans læber, på hans øjenlåg – både de øverste OG de nederste, i hans endetarm, på hans tissemand og pungen, ja, i hele bleområdet (Lauritz bruger ble døgnet rundt) såvel som over hele hans 7 årige krop …. Tæt, tæt, tæt sidder de…. i millionvis – og de klør…hans hovedbund er næsten én stor åben byld af at klø…han kan slet, slet ikke klare det! I onsdags tænkte jeg at hans dårlige smertesans måske friholdt ham fra at kunne mærke kløen.... nixen bixen - tvært imod, ved jeg nu!

Så Lauritz er både ked, træt og frustreret af alt det kløen – han vil sidde hos mig hele tiden og det er som at ha ham under huden, som før han startede i skolen hvor vi var sammen i døgndrift i 6 år…
Det fordrer enorme mængder tålmodighed og ro hos mig – og det kan vi heldigvis mønstre, alene fordi vi ved det er nødvendigt – for en tid i alle tilfælde! - og så naturligvis fordi vi har skruet vores liv sådan sammen, at vi aldrig tænker over det når et barn er sygt...for der er altid een af os hjemme og der er ikke en arbejdsplads der venter på mig - sådan på klokkelset altså! Jeg kan melde til og fra som vi nu kan få det til at passe ind herhjemme.

Lauritz skal aes og kløs i op til 20 minutter ad gangen, men at høre ham tilkendegive et Aaaahhh dét er dejligt – fordi man har rørt ved ham, er simpelthen det hele værd…
Desværre blev han vældig forskrækket første gang vi sprayede ham med zinkliniment – men nu har han - vist nok - forstået at det afhjælper den værste kløe…

Så en god og stille dag i dag – med lidt bytur og god mad og ellers bare roligt tempo….!

GOD WEEKEND.....

PS. Verden er urimelig; lillesøster Dagmar har bare 189 skoldkopper – og kun 5 i ansigtet – bette Gudrun har sølle 24 stk. men Lauritz har ……. alle dem de andre ikke fik!

WAAD?

Hvis jeg siger autisme eller asperger, hvad tænker du så på?

Måske har du ikke den fjerneste anelse om hvad ordene betyder, så glæd dig til den 2. april, hvor du har alle chancer for at få mere at vide.

Måske ved du allerede mere om det end de fleste?

Så del ud af din viden den 2. april.

Måske har du kun en svag fornemmelse, så sæt ord på dine tanker og følelser den 2. april.

Kom nu, lad jungletrommerne og en lille fugl synge om, at alle kan være med til at støtte denne sag. Spred ordet, spred viden, spred kærlighed og glæde! - og lad os sammen øge rummeligheden for menneskers forskellighed, og for en bedre og bredere forståelse.....

Se fx den lille video på Think diffently about autism

Jeg blev så glad....

men også lidt stille indeni, da jeg forleden modtog denne her;



Og senere, da jeg læste hvad Mona skrev på Spektret.dk om mig ...;

"Og sommerfuglen fløj hen til Mor til 9 og hendes "Herlige Hverdage" ,
fordi hun hylder hverdagen og er en kvinde med en helt usædvanlig integritet.
Og så fordi hun også af og til selvfølgelig skriver om autisme."

...tænk, at Mona, som jeg ikke engang rigtig kender, synes at ha' så tydelig et billede af mig!

Og efter et par tanker måtte jeg simpelthen lige slå ordet Integritet op - for at sikre mig, at det nu også betød dét som jeg gik og troede det gjorde!
Og dét gør det - så det var for mig helt på sin plads, at jeg blev så stille... og lod award-sommerfuglen slå sig rigtig ned her.

Uhm... det er SÅ godt at blive set, hørt og at fornemme at vække netop den genklang, som jeg gerne vil!

SÅ 1000 tak, Mona!

Du er for nem, mor…

Jeg var vist for let at overtale – alt for let at røre og indfange i ideernes spind… men mand, hvor er dét bare heeelt i orden med mig – Yihaa! Dét i åår-d-en!

Lauritz sagde forleden – lige ud af det blå og mens han så direkte på mig;
Vil du så strikke en trøje til mig, mor?
Øhhmm, hva’? HVAD sagde han????
På et splitsekund gik jeg fra total overraskelse henover utrolig undren til en jublende, boblende glæde…. Lauritz ikke alene udtrykte et ønske om noget uhåndgribeligt, noget der endnu ikke var konkret, men dette ”noget” var oven i købet strik fra mine pinde!

En trøje – fra mig til ham….
Nej, det er vist ikke helt muligt for mig at beskrive her hvad det er for følelser og tanker det fik til at strømme gennem mig – men det er bare SÅ STORT.
Men det er inden i mig og jeg er i dén grad blevet ramt – ja, jeg er for nem!

Lauritz har da før haft strikkede ting på, som jeg har lavet – mange gange og mange forskellige ting – men det har været som baby og småbarn.
Der har været alt lige fra sokker, huer, blebuxer, bluser, barnevognstrøjer og så var der jo også lige den der hjemmestrikkede heldragt, i råhvid lækker uld...uhmmm, som jeg møjsommeligt -vordende mor for 7. gang - ihærdigt nød at strikke, møjsommeligt monterede, syede smukke knapper i og dampede i facon… ...alt imens varmegraderne udenfor steg og steg så jeg til slut måtte indse, at med en fødselstermin nær min egen fødselsdag i august, så var det nok nærmest utænkeligt at denne lille babydragt ville komme i brug til hjemturen fra fødegangen - Åh ja, så tjekket var denne mor til mange!!!

Men fra Lauritz var godt 1½-2 år og frem til det ebbede naturligt ud i bunkerne af hjemmestrikkede aflagte drengetrøjer (- en del var jo blevet givet væk efter vi fik 6. barn, for da troede vi, at vi ikke kunne få flere børn da Per nok var blevet steril efter behandling af en livstruende sygdom!) var Lauritz’s små og store særheder jo begyndt at være meget tydelige – og da én af dem var et tydeligt ubehag overfor tøj der kunne ”mærkes”, så var det at strikke til ham ikke lige dét der lå først for – og så til nu, hvor han jo godt nok har en del mere hukommelse at bruge af, men hvor han ikke kan huske, at jeg nogensinde har strikket til ham! Han ser mig jo derimod dagligt strikke til de øvrige søskende, mig selv og andre – og så blev det til at han forleden ytrede ønske om også at få en trøje…

Jeg tjekkede alle de mønstre jeg gennem tiden har tænkt på kunne være en trøje jeg gerne ville lave – og det blev ikke svært at vælge; Annette Danielsens ”Spire” fra ”Hønsefødder og gulerødder”.
Den blinkede og råbte nærmest på at ville strikkes, og den havde jeg flere gange kigget på og tænkt om jeg kunne lave i fx rød til en af pigerne…..
Jeg havde ikke vovet mig ud i den – før NU!
Men … ikke i uld, det vidste jeg nok ikke så let ville slå an for Lauritz. Det ville nok være at stramme den for meget i forhold til ham, for nok er han er ikke umiddelbart særlig taktil sky, men han reagerer af og til uforudsigeligt kraftigt på fx sømme i buxerne, mærker i nakken og overflader der ligesom ”føles for meget”, så jeg tænkte at skulle succesen hjem med en strikket trøje, så bliver jeg nødt til at styre min aversion mod bomulden og strikke en ”Spire” i et mere bomuldsagtigt garn!!!

Det blev i Bom-mix fra Hjertegarn, på pind 4 og strikkefasteheden passede lige nøjagtigt!

Så det var bare at gå igang.... – ærmerne blev der strikke tre af – for selv om Lauritz nogenlunde villigt lod første ærme prøve et par gange, endte det med, at jeg alligevel lavede dem om – for jeg vil ikke at den sidder for tæt omkring ham, og der skal jo være plads til den lange bane i forskellige farver inde under ”hullerne” i ærmerne… så med lidt ændringer så er trøjen nu blevet til i en str. 9/10 år og dét passer Lauritz bedre! Desuden så fylder bomulden mere indeni ærmet end ulden ville have gjort!

Uha, masser af tråde at holde styr på - den flerfarvede kant skulle jeg prøve at strikke og det lykkedes - til trods for at der var rigtig mange tråde at holde styr på.... så rooooolig nu! '

Og om lidt kan jeg samle ærmer og nederste del af trøjen på en længere rundpind og begynde raglanindtagninger – og ih, hvor jeg glæder mig! Både til at få den helt færdig og se Lauritz i den – men også i det hele taget til at være færdig med den…. tænk om den bliver færdig til at være 2 af 12?!