I forrige indlæg havde jeg ikke rigtigt tid til at fortælle om weekendens aktiviteter, men ville gerne vise billederne af de skønne høstfarver.
- tak for jeres søde kommentarer dertil.
I dag øsregner det, så nu kan jeg passende vende tilbage til indlægget med lidt flere billeder og lidt mere uddybende tekst.
De fleste af vores Dahlia blev gravet op og renset for jord og lagt til tørring før de bliver pakket væk for vinteren. Der er dog et par af de mørke Dahlia som stadig står utroligt smukt med blomster og dem nænnede vi ikke at grave op - så der venter en session mere senere.
Det er utroligt så meget knoldene har udviklet sig - de kan sikkert deles til flere planter næste år.
Naboen har etableret nyt hegn og i den forbindelse har vi haft fjernet klatreroserne og clematis som voksede op ad det gamle hegn.
Nu hvor det nye hegn er færdigt, er roserne og nogle af clematisserne plantet igen, dog kun i de få sektioner, hvor der er rionet.
Det er tanken at der skal plantes langsomtvoksende rhododendron i de ledige pladser ud for hvert hegn.
Jeg har rhododendron oppe på halvmuren længst inde i haven og det ser forrygende godt ud om foråret, så det skal udvides.
"Kenzo-kassen" er også blevet tømt for de smukke Creme-de-Cassis Dahlia og i stedet er der lagt ca. 85 tulipanløg "Blue Diamond". Det forventer jeg mig en hel del af - dels er der Blue Diamond i bedet lige ved siden af og dels matcher Blue Diamond perfekt til magnoliens blomster - også lige ved siden af.
Du kan læse mere om hvad jeg tidligere har haft i Kenzo-kassen
her.
Andre haveaktiviteter gik ud på at luge, rive stien og alm. oprydning - det var dejligt at være ude i det skønne vejr - på denne årstid er jeg kun i haven i weekenderne og kun hvis vejret er godt ...
I øvrigt er rosenhækken stadig i blomst:
Med nærbillede af "Rozanne" i solskinnet vil jeg slutte denne smøre for i dag.