Frk. Anemone

"Frk. Anemone" hedder min blog, fordi netop de blå anemoner er nogle af de aller skønneste forårsbebudere.
Velkommen til min blomsterverden, hvor du gerne må lægge en hilsen eller kommentar.
Klik gerne ind på nogle af mine andre faner, hvor du kan følge mig på haverejse i England,
nærstudere nogle af mine plantegrupper eller følge mig i strikkens verden.

lørdag den 31. august 2019

Valmue helvedet



Her på den sidste såkaldte sommedag - 31. august - vil jeg fortælle en historie fra begyndelsen af juli måned...

Jeg er jo vild med valmuer og kender ikke begrænsningens kunst.

Dette resulterede i at bl.a. vores relativt nyplantede højbed var totalt fyldt med de smukkeste lyserøde valmuer - dem med de fyldte blomster, som jeg fik frø af fra en sød dame i Søndbjerg for et par år siden.

Af flere årsager fik jeg jo ikke tyndet ud og det blev til nogle gevaldigt store planter.

De endte faktisk med næsten at kvæle både floks og nyplantede Koko Loco og Hot Chokolate roserne.

De dækkede helt vores hostaer i kanten af bedet - men de tålte det nu fint nok.

Jeg fik hevet alle valmuerne op før vi tog på vores 3-ugers ferie, så de har ikke smidt frø, men vi får alligevel helt sikkert lyserøde valmuer igen næste år.

Da vil jeg huske at tynde ud og ikke have så mange.

Men smukt var det:


Vi havde også valmuer med mere enkle blomster og CD-valmuerne er også rundt i haven, men i mindre overflod.





Her sammen med rosen Benjamin Britten



Det blev til flere store vasefulde af valmuer - umådeligt smukke, men efter nogle dage var det igen et helvede med alle de blade der nu lå på dugen :)


Ha' en dejlig weekend og tak for jeres altid søde kommentarer.

Måske I vil dele jeres valmuehistorier også.

onsdag den 28. august 2019

Vi vælter os i tomater

Her hos os har vi arbejdsfordeling.

Jeg køber frø og Mr. M sår og prikler.

I år er det gået helt grassat med tomatplanter. 

150 planter blev det til i forsommeren og noget måtte gøres for at udbrede tomatglæden - så venner og bekendte, kolleger og familie, naboer - allesammen har fået nogle af vores små tomatplanter og jeg hører af og til tilbage om det har været en succes eller hvad.

Selv har vi beholdt så mange planter som overhovedet muligt og vi har 8 planter i det nye drivhus og 11 i det gamle drivhus samt 20-30 på friland i krukker.

Heldigvis modner de da ikke allesammen på samme tid :)






Her er vores sorter:


  • Black cherry - Små lækre lysebrune tomater, der smager som slik og er gode til snack og i salatskålen
  • Apricot Dream - Abrikosfarvede og aflange. Bare så smukke at se på og smager dejligt
  • Sleeping Lady - Frøene fik vi af Tim Skovrup, den helt store tomatnørd. Meget saftige og kæmpestore
  • Artisan Pink Tiger - igen frø fra Tim. Tomaterne er stribede og aflange, meget flotte.
  • Orange Banana - Gule/orange blommefacon-tomater - smager skønt
  • Malina - Rød og saftig - men ikke med nogen særlig smag
  • Roma - blommeformet - mest egnet til tørrede tomater og tomatsovs
  • Indigo Rose - den sorte tomat, som bare er en af vores favoritter. Den modner allersidst og er først moden, når den går fra sort til brun. Smager skønt og er så dekorativ i salatskålen
 Her er lidt blandede billeder.

Artisan Pink Tiger
 
Orange Banana
 
Apricot Dream

Sleeping Lady
Sleeping Lady
Malina

Black Cherry
 
Roma

Indigo Rose
Flere af sorterne er planter lavet af egne frø, så det der med at købe mange frø var ikke så galt i år... Det har været sjovt at have mange forskellige, men man har jo sine favoritter.

Næste år skal jeg have flere Black Cherry - de kan godt hjælpe lidt på den søde tand og så smager de så fantastisk.




fredag den 23. august 2019

Besøg hos Bruuns Have


Sidste lørdag var vi også på besøg i Bruuns Have ved Vristed, nær Skive.

Gitte, Mr. M og jeg.

Haven er kendt rundt om i det ganske haveland, men det var vores første besøg hos Bruun's og godt vi nåede det, for haven er ikke åben for besøg næste år - ja, måske slet ikke mere.

Så hvem ved, måske er dette historiske billeder ...


Haven var umådelig smuk, fyldt med dejlige stauder med masser af blomster, mange forskellige haverum, masser af Stilleben - Margit Bruuns pyntegen fornægter sig bestemt ikke og det var så flot altsammen.

En af de ting, der betog mig allermest, var de lange kig.

Kig gennem haven, kig gennem træerne, kig ud til marken.  Dét gad jeg godt at have hos mig, men det findes ikke i en lille parcelhushave.

Så det var godt at komme ud og se denne skønne landbohave.

Kig med her.






Hernede forenden af stien var et shelter og en lille sø og så flere uendelige kig ud over landskabet.


Sjov detalje med en brændestabel-mur som rumopdeler.




Mine to medrejsende fotograferer den flotte violfrøstjerne - aldrig har vi set så stort et eksemplar.














Håber at du nød turen og at mine billeder har ydet haven retfærdighed.
Der var utroligt meget at se og mange haverum at pause i og jeg nød det hele.


Her i weekenden er der som bekendt havefestival, så der er masser af haver at komme ud og se. Jeg har så bare fået planlagt gæster her - og det bliver også skønt - men havebesøg må jeg gemme til næste års havefestival.

Hyg jer derude :)

søndag den 18. august 2019

Besøg hos græssernes dronning - Jeannett Fruergaard



Motiverne stod i kø i går da vi havde lagt kursen mod Stoholm-området for at besøge Jeannetts flotte sensommer have.
Det var sidste weekend med Åben Have hos hende, så jeg havde længe haft planlagt at besøge haven sammen med Gitte fra MajasArv.

Det regnede da vi først ankom, men iført gummistøvler, regnjakke og paraply kom vi fint rundt i haven.

Derefter en kaffepause i den hyggelige garage, som på fornemste vis er omdannet til kaffestue med flot pynt af tørrede blomster og et utraditionelt møbelarrangement - virkelig smart.

Her fik vi også en hyggelig sludder med Jeannett.

Så kom solen sandelig frem og vi måtte ud på en haverunde igen, for vi havde ikke nået det hele.

Jeg er totalt begejstret for bedene med græsser og solhatte, som også rummer solbrud, pileurt, mandstro og andet.

De hvide bede var også forrygende flotte - ja, faktisk var der slet ikke noget, som jeg ikke var begejstret for.

Her er billeder i lind strøm:


Landlig idyl:  Hvide borde og bænke og en vild blomstereng ved siden af og så hele frugtlunden som kulisse.


For enden af skærehaven er der mulighed for at tage et hvil og betragte herlighederne.


Lidt fra skærehaven. Jeannett dyrker en masse - som i EN MASSE sommerblomster, som hun binder buketter og kranse af - meget fint og dygtigt.






Så er vi kommet ind i den store del af haven med de store græs- og staudebede.
Forrygende flot, altså :)









Her er lidt fra de hvide bede.





Til slut lidt fra allén, som er så fin.
Lige nu er der lodden løvefod, kæmpestore hortensia Annabelle, græsser og russisk kulsukker (som ikke findes så mange steder i Danmark) - og for enden den berømte blå havelåge.
Om foråret blomstrer her guldregn og lilla allium sammen med euforbia og lodden løvefod mm.

Hvordan pokker får jeg plads til sådan et lille hjørne i min have - gad godt !






Tak fordi du åbnede havelågen :)

Med os hjem fik vi købt 1 stk. russisk kulsukker og 2 stk græs "Fairy Tails". Det glæder jeg mig til at få plantet når vi skal lave et Jeannett-hjørne i vores have.