Det forsømte forår?

Forår er lig med sprudlende liv, friske nye skud, en ny begyndelse og optimisme. Alt det vi kender fra haven og naturen, og som vi nyder i fulde drag lige nu - der er fuld fart på nu - fuld fart på livet!

#projektbuket_uge13

Dette forår er dog anderledes. Ja vist, der er fuld fart på derude. Men inde sidder mine unge mennesker og savner det sprudlende liv. De sidder med hver deres skærm i timevis og løser opgaver og test. Når de er færdige med dagens dont, går de ud, hjælper til, kommer og snakker eller slapper af - men dag for dag bliver det tydeligere og tydeligere, at der mangler noget. De længes efter at mærke deres jævnaldrende - at se dem i øjnene - at agere i relation til dem. Der er ingen stjålne øjekast i den udkårnes retning - eller sommerfugle i maven og hvisken og tisken med veninderne. Fællesskabsfølelsen og forårsforelskelserne har trange kår. En ny form af det forsømte forår.

Jeg har plukket vinca i skoven

For mine piger er det blevet pinefuldt tydeligt, at varme relationer og det sociale liv ikke kan leves gennem skærmen - de er blevet meget bevidste om, at der skal nærhed og øjenkontakt til for at venskab skal gro. Om ikke andet er det måske noget, vi kan tage med os fra dette forår: no man is an island. Vi har brug for hinanden.

Endnu engang udvikler mit blogindlæg sig i en anden retning end først tænkt. Virkeligheden uden for mit haveunivers trænger sig på, og hvad hjertet er fyldt af, løber munden som bekendt over med - også her på bloggen :-)

Men noget af det der hjælper på tankemylder og bekymringer, er alt det, der sprudler af liv derude. I krukkerne har forårsblomsterne ualmindeligt travlt i disse dage.

De skulle have strålet til konfirmation i maj, men nu må vi selv nyde dem i fulde drag. Der er bestilt dahlia til at overtage krukkerne senere - de bliver fine til september, når yngstepigen skal fejres.

I haven arbejdes der stille og roligt fremad. Roserne er gødet, nogen af dem er også blevet beskåret - især Lykkefund ved terrassen har fået en ordentlig tur. De hvide bede er gjort forårsklar - de kunne godt trænge til noget jordforbedring, men det må blive næste år. Jeg har fået godt begyndt, der er dog lang vej rundt, og det går kun i små nøk. Men med hjælp fra de unge mennesker skal vi nok komme igennem hele haven - engang!

#projektbuket_uge11





Ugens buket fra haven - det er stadig i minilængde, men der bliver mere og mere at tage af.

I buketten er der bl.a. perlehyacinter, primula, judaspenge, skvalderkål og friske grønne skud fra en busk.

De seneste corona-dage har været præget af beskeden om udsættelse af alle landets konfirmationer. Det var en stor lettelse, at der allerede nu kom en afklaring på lige præcis det. Nu ved vi, at vi ikke skal have konfirmation til maj.

Og helt ærligt, så tog det en hel del stress af mine skuldre. Jeg har nemlig været bekymret for, hvordan jeg på én gang skulle kunne starte op på arbejde igen med et nyt knæ, have afgangsprøver og gøre både hus og have klar til konfirmation. Nu kan jeg tage det roligt i haven og koncentrere mig om jobbet - hvilket sikkert er rigeligt.

Vi har allerede fået en ny dato - den kom i dag. Der er længe til - især hvis du spørger konfirmanden. Lørdag den 19. september skal vi holde fest for hende - forhåbentlig på god afstand af corona. Fordelen er, at jeg pludselig har fået alle chancer for at kunne give forberedelserne fuld gas, for knæet vil alt andet lige være nemmere at arbejde med til den tid.

Konfirmanden er træt af, at det er i efteråret - og jeg ser den skønneste, lune sensommerdag for mig - der er hun ikke helt endnu. Hun er ked af, at tulipanerne i krukkerne ikke bliver brugt til formålet, men mon ikke vi kan fylde krukkerne med noget andet skønt? Haven vil i al fald være langt fyldigere, og måske bliver vi så også færdige med pavillonen inden!

Der er stadig nogen ting, som skal falde på plads, men i store træk er linjerne lagt for en skøn fest på den anden side af corona.

Projekt pavillon #3

I januar fik vi endelig samlet og sat vores pavillon op i haven - du kan læse tidligere indlæg om pavillonens vej til haven her og her.

Næste fase har været at fjerne det sidste græs i og omkring jernkonstruktionen. Før min operation fik jeg fjernet det udenom og plantet lidt, og i lørdags fjernede pigerne det sidste inde i pavillonen, fik bunden rettet af og kørt sand ind.

 

Vi har bestemt os for at belægningen i huset skal være træ. Og her bevæger vi os ud på dybt vand, for vi har ingen anelse om, hvordan sådan noget konstrueres. Så vi har kigget youtube-videoer og valgt materialer.

Jeg har været i gang med at måle op, tegne og beregne areal, så jeg kunne lave en indkøbsliste. Pavillonen er bygget som en femkant - det gør altså ikke tingene nemmere! En femkant kan åbenbart være regulær med ens vinkler og sidelængder - så er det forholdsvis nemt at beregne arealet, kan Google fortælle mig. Nu ligger landet bare sådan, at min selvfølgelig ikke er regulær - hvem har også sagt, at det skal være nemt? Så skal man dele arealet ind i firkanter og trekanter og beregne arealet for dem - og nå frem til et samlet tal. Der er blevet grublet, regnet og regnet om igen. Nu er jeg nået et resultat, som giver forholdsvis mening.

Min næste store udfordring er, at jeg med mit knæ er afhængig af hjælp. Både til at hente tingene, få dem slæbt ind i haven og så sandelig også til at få bygget. Stod det til mig, var vi kørt i byggemarkedet for længst og stod nu i haven og var i gang. Men der er gået forår i bondemanden - der er fuld gang i markarbejdet, og han er optaget fra morgen til sengetid. Så jeg må væbne mig med tålmodighed og måske endda håbe på et ordentlig omgang regnvejr? Det kan jeg næsten ikke få mig selv til!

I mellemtiden har jeg fået slået græs og fortsætter med at luge på min lugestol.

Det eneste bed, som jeg er helt igennem, er det halvmåneformede hvide bed her i forgrunden - det er så sandelig små skridt!

Alting har en tid

I disse dage trædes nye stier - der er vendt op og ned på vores verden, og der skal tænkes anderledes.

Man kan kun gisne om konsekvenserne, måske skal man forsøge at stoppe tankestrømmen, i stedet være til stede i nuet og holde fast i håbet. 

Der er en tid for alting - lige nu står vi ved foden af et bjerg, som skal bestiges - vi ved ikke, hvor højt eller stejlt det er - under alle omstændigheder drejer det sig om at tage en dyb indånding og tage et skridt ad gangen. På toppen venter nye tider, nye horisonter - og hvem ved - nye erkendelser.

Tvunget af omstændighederne er vi rykket sammen i familien, kontakten ud ad til er begrænset, og vi må få det bedste ud af det.

Måske er det en storm i et glas vand? Jeg ved det ikke - når vi står på den anden side, er det tid til at være bagklog. Eller bare klogere.

Min tro på, at mennesker står sammen og hjælper hinanden i slige situationer, har både fået knæk og er blevet løftet. Jeg forundres over og forsøger at styre forargelsen over hamstring, tyveri og omgåelse af regler - og bruger i stedet energien på at hylde de, som på hver sin måde, står i orkanens øje. Et stort og inderligt tak til sundhedspersonalet og beslutningstagere - samt alle andre, som lige nu knokler for at klare skærene. 

 

 

Der er en tid til at tale

En tid til at tie

En tid til at græde

Over en vi ku' li'

Der er en tid mest til latter

Når venskab fornys

Jeg tror at vi er her

For at tænde lys

Tænde lys

For hinanden

Der er en tid til at kæmpe

En tid mest til leg

En tid er vi sammen

En tid hver for sig

En tid må vi vente

Når sejlene sys

Jeg tror at vi er her

For at tænde lys

Tænde lys

For hinanden

Vi slår op vore øjne

Og begynder at se

Alt det vi troede var ukendt begynder at ske

Vi så vi var nøgne

Når nætterne kom

Alt det vi troede var sikkert gisner vi om

Der er en tid til at tale

En tid til at tie

En tid til at græde

Over en vi ku' li'

Der er en tid mest til latter

Når venskab fornys

Jeg tror at vi er her

For at tænde lys

Tænde lys

For hinanden

Lars Lilholt

 

 



 

Det er tid til at plante - foråret er lige om hjørnet.

Tid til at se alting folde sig ud.

Tid til at se det gro.

Tid til håb!

 

 

 

 'To plant a garden is to believe in tomorrow'

Audrey Hepbrurn



Pusletid

Opdatering: Blogger opfører sig lidt underligt i dag, og de fleste af mine billeder har ikke været synlige. Nu har jeg forsøgt at lægge dem ind igen og krydser fingre for, at det hjælper.

 

 

I går blev endnu en dag med regn, så jeg tilbragte lidt tid i drivhuset, hvor jeg puslede om de overvintrende planter.

 

 

I år har Angel Wings, lammeører, sølvsalvie, pletter i luften og Drumsticks haft plads i drivhuset. Sølvsalvien og Drumsticks har jeg ikke prøvet at overvintre før, men indtil videre ser det ud til at lykkes.

 

 

Planterne trængte til at blive nippet og befriet fra alt det visne. Et rigtigt pillearbejde.

 





Men en okay havebeskæftigelse, når hverken vejr eller knæ lægger op til andet havearbejde.

Det pyntede på samtlige planter. Nu er de klar til en ny sæson.

Bunden i den gamle rustne zinkspand, som lammeørerne stod i, faldt ud, da jeg flyttede på den, så de blev plantet om i ny jord og en bedre spand. Der skal også lige noget mere jord ved Angel Wings - de er blevet lidt langbenede, og der er jo plads i krukken.

Faktisk er mine Angel Wings lavet som stiklinger af et overvintrende eksemplar sidste forår. Det er meget nemt - skuddene klippes af, befries for blade på den nederste stykke og stikkes i jord. I år vil jeg forsøge at lade sidste års stiklinger vokse videre og se, om de kan blive større.

 

Jeg er meget spændt på, hvordan Drumsticks arter sig. Den blev forspiret som sommerblomst sidste år og stod fin i bedet, men med få blomster. Jeg håber, den kvitterer for vinteropholdet med mange flere blomster i år. Vi får se. Vinteren har været så mild, at nogen af de Drumsticks, som jeg efterlod i bedet, også ser ud til at overleve - de er dog i betydeligt dårligere stand.

Dagen i dag er oprundet med sol, så måske bliver det i dag, det kan lykkes at få plænen slået - jeg har en havetraktor, den, tror jeg godt, mit knæ og jeg kan tumle nu. Og det ville i den grad gøre en forskel, for plænen er langhåret i mange forskellige længder....

#projektbuket_uge10

Sådan en diset, fin forårsmorgen i marts er smuk, om end lidt kølig. Ugens buket fra haven består af tete-a-tete fra skovhaven, og den er også fotograferet derude på en gammel stub.

De gule forårsbebudere får lov at stå helt enkelt uden nogen form for garniture.

Synet af de små, gule farveklatter minder mig om den glemte og forbudte have, vi som børn besøgte, når påskeliljerne blomstrede. Vi måtte ikke være på grunden, for det gamle, stråtækte stuehus var styrtet sammen og lå som ruin. Derfor var det et lige så selvfølgeligt forårsprojekt for os som legen ved bækken og hulerne i skoven.

Det fortryllende var, at i den uberørte have havde påskeliljerne fået lov at brede sig. Og det havde de gjort! Hele haven var fyldt med gule, stærkt duftende påskeliljer. Det var det eneste, der var tilbage af en engang fin have - udover et par forkølede, tislugtende buskbom. Bagerst lå resterne af huset og hele grunden var omkranset af et hegn af buske og træer. Et vildnæs.

Typisk cyklede vi hen til haven sådan en diset lørdag formiddag i foråret - allerede på vejen derhen fik vi glade sommerfugle i maven - dels var vi på vej udi forbudt land, og dels vidste vi, hvad der ventede. Vi smed cyklerne i hegnet og lod os indhylde i den eventyrlige verden af forfald og skønhed. Vi indsnusede duften af de hundredvis af påskeliljer og tjekkede lige, hvor meget huset var faldet sammen siden sidst.
 

Så skete der det helt uundgåelige. Vi gav os til at plukke! Vi plukkede kæmpe buketter af sødtduftende, enkle påskeliljer - vi kunne slet ikke lade være - hverken piger eller drenge. Vi stak næsen i de gule bundter og lod os beruse af forår og nyt håb.

Når børnehænderne ikke kunne rumme flere påskeliljer, ja tænk, så cyklede vi hjem og forærede de store buketter til vores mødre, som godt vidste, hvor de stammede fra - de skældte lidt ud - og satte de fantastiske bundter i den smukkeste vase på hæderspladsen i stuen, hvorfra duften af forår bredte sig til hele huset!

Seancen gentog sig hvert forår - men kun én gang hvert år.

Jeg husker fornemmelsen af fællesskabet i spændingen blandet med angsten for at blive opdaget af den sure nabo (han var sikkert bare bekymret for, at vi kom galt af sted), fryden over synet af alle de glade forårsbebudere og så den der berusende duft.
 

Et ritual fyldt med fascination af det forbudte, forfaldet og skønheden. Et velkommen til foråret!

Afhængighed

Dette megalange efterår, vi har været igennem, viser mig med al mulig tydelighed, hvor afhængigt mit humør og mit velbefindende er af vejret. Det kræver sin kvinde at holde modet oppe, når blæst og regn i den grad er hverdagskost.

 

Til gengæld giver det også fuldt udslag på humørbarometret, når solen viser sig, og vinden stilner af. Som nu de seneste dage. At slå øjnene op til sol og klar luft giver et boost som intet andet.

Vi har haft lidt nattefrost og sammen med morgensol løfter det hele dagen for mig.

Mirabelletræet i baggrunden blomstrer, og jeg er bange for, at frosten igen har taget livet af frugtsætningen. Det går nok, vi bruger ikke mirabellerne til andet end en lille snack i forbifarten - til gengæld nyder vi den smukke blomstring.

Primulaerne i skovhaven hang med hovedet i går morges - heldigvis kommer de sig hurtigt.

I skovhaven får grene og stammer lov at ligge og rådne. Det er kun på stien, at der bliver ryddet op. Det giver plads for insekter og svampe samt fine motiver i morgensol :-)

Godt for noget

Jeg forsøger at holde modet oppe, men det er godt nok svært med den evindelige regn, som gør haven tung og - ikke bare fugtig - men gennemvåd!

Det gode er måske, at foreløbig har det ikke gjort den store forskel, at havekonen er på krykker, for regnen forhindrer ethvert tilløb til havearbejde. Måske ville jeg have været endnu mere ked af godt havevejr, som ikke kunne udnyttes? Men derfor må det altså godt snart blive tørvejr og forår for alvor, måske ville krykkerne så ryge endnu hurtigere?

Forårsblomsterne klør på uanset regn og krykker - faktisk tager jeg nu min daglige haverunde uden mine 2 støttestokke - jeg tror nok, familien har fået sig nogen billige grin de sidste par uger, når de har stået inde og set mig bakse med 2 krykkestokke, kamera og motiv i jordhøjde! Det må have været et syn for guder.

Jeg har ledt efter mine martsvioler, men de er endnu ikke dukket op. Til gengæld har jeg tete a tete og anemoner, som mange andre.

I drivhuset sker der lidt i potter og krukker. De frøsåede stauder skyder, og de overvintrende planter trives og trænger til at blive nippet, så er de snart fine igen.

Hvad angår knæet, så arter det sig, som det skal - det skal nok blive godt!