Jeg kan ikke adskille mine oplevelser omkring min have fra det, som ellers fylder i mit liv, og i årets sidste 4-5 måneder har der ikke været fokus på haven, hvilket bloggen også har båret præg af.
Men alligevel vil jeg igen i år vise en fotokavalkade af billeder fra min have og supplere med lidt tekst om, hvad der fyldte i de måneder, som blev til endnu et år. Jeg har taget et billede ét bestemt sted i haven hver måned - eller i al fald næsten hver måned og næsten samme sted....
2017 i min have og på bloggen
Februar bød på både sne, frost, sol og tø. Der var skønne dage, hvor der ligefrem blev arbejdet i havens bede. Og dage med noget, der lignede snestorm. Der blev taget forskud på foråret med drivning af grene indendørs, og de første blomster blev sået i drivhuset. En af de sidste dage i februar hørte jeg lærkens triller.
Marts kom med både kulde og lune dage. Bedene blev klaret, området omkring drivhuset blev påbegyndt - også en terrasse med pigsten.
April blev kold - men havde også sine fine dage. Der blev sået, priklet og drømt i drivhuset, som efterhånden blev fyldt til bristepunktet med små planter. Haven blev fyldt med tulipaner - og jeg fik en masse afblomstrede løg foræret, som blev plantet i bedene.Maj var frodig, tør og også med regn. Der blev plantet tomater og agurk i drivhuset, sommerblomsterne blev plantet ud, og alting foldede sig ud på skønneste vis. Det var en fantastisk måned.
Juni kom med en lille smule sommer - i al fald i én weekend. Masser af blomstrende stauder, og der var endelig gang i roserne. Og så var der jo CPH Garden med inspiration og møde med mange bloggere. I drivhuset voksede det med lynets hast, og vi høstede de første agurker.
August blev en af de stille måneder på bloggen. August var skolestart og en vanskelig høst præget af regn. Haven blev forsømt, men de mange farverige blomster blev nydt.
Det var også i august min mor begyndte at skrante, hun blev indlagt første gang i slutningen af august - og det blev desværre første ud af mange og lange indlæggelser, som har stået på til helt hen her sidst i december. Det har fyldt meget og krævet meget tid hen over efteråret.
September - kun 3 indlæg på bloggen. Haven blev forsømt - den havde dog en vigtig funktion, for den var stedet, hvor jeg kunne samle kræfter og bare være.
Oktober kom til at ligne september. På ganske få dage i haven nåede jeg at luge bedene, klippe stauder ned og gøre klar til vinter. Bloggen lå fortsat forholdsvis stille.
December kom med hygge og familietid. De fantastiske besøgstal fortsatte- lige før jul overhalede besøgstallet novembers. Indlæggene var præget af julestemning i form af nogle få binderier, bordpynt og smuk sne i haven.
Det har været en dejligt haveår, jeg har nydt tiden derude og især mit drivhus. Det skønne glashus er helt sikkert kommet for at blive! Haven har i den grad fungeret rekreativt for mig - også selv om arbejdet derude i perioder stod helt stille.
På bloggen har det været en fantastisk glæde og drivkraft at opleve besøgstallet bare stige og stige - det har været en stor opmuntring i et ret tungt efterår. Tusinde tak for hvert eneste besøg og kommentar - det har i høj grad været med til, at jeg trods alt har haft lyst og overskud til at skrive indlæg og holde lidt liv i bloggen.
Godt nytår!
Jeg lavede året-der-gik-kavalkade for første gang sidste år - da var billederne taget fra en anden vinkel. Du kan se den her.