tirsdag den 27. marts 2012

5 dage til ferie!!

Må lige huske at minde jer om, at jeg om 5 dage er på vej til Mallorca.
Søndag morgen kl. 05:45 letter jeg fra Kastrup og forude venter en uges afslapning og laven-ingenting.

Hækletøjet og et par gode bøger kommer med og så er det ellers bare med at nyde ugen :-)



søndag den 25. marts 2012

Jeg blev en anelse forarget!!!

I dette øjeblik sidder jeg hos mine forældre på Møn og slapper af.
De holdt fødselsdags/bryllupsdags-kombi i aftes.
Mine forældre har fødselsdag her i marts to dage op af hinanden og de har bryllupsdag på min fars fødselsdag.
Så er det hele da overstået på én gang, kan man sige!

Når jeg nu sidder her, kommer jeg til at tænke på lørdag for en uge siden hvor jeg mødtes med min mor i Kvickly i Vordingborg.
Vi går igennem butikken og jeg kommenterer henne ved Delikatessen, "at de der lakseruller ser lækre ud".
Jeg handler lidt hist og min mor handler lidt her, så vi ser ikke, hvad den anden køber.
Da vi kommer ud til bilerne, rækker min mor en bakke med 4 lakseruller over til mig og siger "vær´sgo, så har du aftensmad til i dag".
Det var jo sødt af hende og jeg blev mægtig glad.
Men derefter var jeg lige ved at besvime af chok og forargelse...

Gæt selv hvorfor...!!!

 


lørdag den 24. marts 2012

En (gen-) bestilling

I sommers syede jeg en solhat og en suttesnor til en kollegas søn. De bestilte også et par t-shirts og et par bukser. De har været meget tilfredse og glade for tingene og det er jo altid dejligt.
Endnu større blev glæden da kollegaen for et stykke tid siden ringede til mig og spurgte, om jeg kunne sy en ny solhat og endnu en suttesnor. Denne gang til en veninde der lige havde født en søn.
Som han sagde... "man kan jo købe alt muligt i H & M men vi har været så glade for dine ting, at det skal andre da også ha glæde af".
Han ville gerne ha det i samme stof som sidst (hvis jeg havde mere..) og som sagt så gjort.

Gaven landede i Risskov i sidste uge og modtageren blev glad for den og så kan jeg jo ikke forlange mere!


fredag den 23. marts 2012

Og tømreren sagde "Lad der blive lys..."

Måske husker I, at jeg snart for længe siden viste dette "vindue" frem...


















Nu er projektet endelig kommet et stykke videre og i tirsdags blev der åbnet til den nye kvist.
Nu ser udsigten således ud...


















Og i soveværelset ser det sådan ud...


















Bemærk de dybe vindueskarme. De bliver omkring 80 x 110 cm når der er kommet vinduesplader på. Jeg glæder mig allerede til at sy nogle puder der skal stå i et par af vinduerne. Ingen blomster.. kun puder til hygge, the-drikning og afslapning.
Rigtig New Yorker-agtigt ;o)

søndag den 11. marts 2012

Jeg bliver nødt til at blære mig..

... det er dog på en andens vegne. Kan desværre ikke tage æren selv ;o)

Se lige hvad én af mine venner har lavet sammen med datteren i anledning af hendes 6 års fødselsdag. Jeg ved godt, at der bliver lavet mange flotte kager rundt omkring men jeg er helt vild med farven og det enkle "tema".

Jeg var desværre ikke med på en smagsprøve men jeg er sikker på, at den var en succes.


lørdag den 10. marts 2012

Det går da fremad..

Langsomt men sikkert kommer jeg for hver dag der går lidt videre med mit hækleri.
Det skal selvfølgelig tage lang tid at blive færdig med projektet, når jeg op til flere gange har været nødt til at trævle 3 - 4 rækker op. Sidst havde jeg lavet en fejl hvor ærmegabene slutter og jeg kun skal hækle krop. I mønsteret havde de venligt oplyst, at der nu gerne skulle være 102 ruder hele vejen rundt...... og der var jeg så oppe på 115 eller deromkring. Så måtte jeg tre rækker baglæns og så tage den matematiske studenterhue på og beregne mig frem til hvordan jeg skulle lave hjørnerne ud fra hvor mange ruder jeg havde "til rådighed".
Det er muligt, at jeg endnu ikke er den store haj til hækling men matematik har jeg altid været god til ;o)

Nu mangler "kun" små 20 cm á 102 ruder.... OG to ærmer.... OG en blondekant..


fredag den 9. marts 2012

Av av av min øjne..

Ja, det er jeg sikker på, at vores lille hund tænkte i går - og det gjorde vi andre i øvrigt også...

Hun blev lagt i narkose i går efter et par dage med meget røde øjne og voldsom trang til at klø i de små øjne.
Det viste sig, at hun på indersiden af blinkhinden (også kaldet det tredje øjenlåg) havde en masse små knopper. Disse knopper kan ikke fjernes medicinsk men skal skrabes væk.
Dyrlægen havde heldigvis plads i kalenderen, så han beholdt hende efter konsultationen og fik sagen ordnet med det samme.
Da vi hentede hende i går eftermiddag, var øjnene endnu mere røde end da vi afleverede hende og hun så noget sølle ud. Det er vel alt i alt ikke så mærkeligt eftersom han havde været inde og rode ved hendes øjenlåg og hun jo også lige var vågnet af narkosen.

Nu skal hun så ha dryppet øjne tre gange om dagen (antibiotika og binyrebark) i 14 dage og så skal vi ind til kontrol igen. 5 - 10% af de hunde der får skrabet deres blinkhinde, skal ha det gjort en gang mere for at fjerne knopperne helt men det håber jeg altså ikke, at hun skal igennem.

Den rare dyrlæge skulle såmænd kun ha 4000 penge for at klare den lille opgave... så er kontrollen om 14 dage til gengæld også med i prisen!!
Godt at vi har sygeforsikring på hende!

























En lille sølle hund efter øjen-operationen

søndag den 4. marts 2012

I sort denne gang..

Jeg har sørme fået en bestilling mere på et lommelette-etui.

Fra en mand... til hans bil!

Og derfor var ordren også helt klar... etuiet skal være sort og hvidt for det er bilen.

Og det blev det så :-)