Vores dygtige niece - og alle de andre!

I dag har jeg købt "Søndag". Der er nemlig en artikel om "Jul hos Rebecca Uth". Rebecca er vores niece. Herfra hvor jeg sidder, kan jeg se hendes køkkenvindue - de bor på 4. sal på den anden side gården - vi bor på 3. og 4. sal. Rebecca er designer og har været ansat hos Georg Jensen, for hvem hun bl.a. har lavet juleserien Johanne. Jeg er ret vild med det romantiske julepynt i serien. I dag arbejder Rebecca i et nystartet firma RO, som hun har sammen med en kollega. Her arbejdes der med et mere enkelt design.
I morgen er det juleaften, og i de kommende dage skal vi være sammen med det meste af den store familie i flere omgange. Det er dejligt! Rigtigt dejligt. Jeg nyder at have fri og kunne lave mad, løbe, pakke gaver ind, bage, være sammen med svigerforældre, husbond og børn, det er første gang i mit 34'årige arbejdsliv.
Og i morgen kommer William!

Nu med tv

Mette Blomsterbergs ligner de ikke - men de smager dejligt!

I dag, årets korteste, er der sket noget usædvanligt i vores familie. For det første har vi fået mine svigerforældre på besøg. De er kørt til hovedstaden med DSB, og de skal bo hos os hele julen. I alle de 32 år vi har været gift, har husbonds forældre aldrig overnattet i vores hjem, og at de overhovedet er taget herover i julen er også stort. I den anledning har vi indkøbt et tv. Det er så også første gang. Vi har haft tv det meste af vores ægteskab - jeg havde ikke noget, de første 2 år i eget hjem. Først arvede vi min mormors og sådan er det gået siden. Dvs vi har arvet tv fra min mor, far og venner. Da vi boede i Strandby forsvandt kanalerne en efter en, fordi det var gammelt og ikke kunne modtage de nye signaler. Så vi flyttede uden at tage det med. I dag har vi været i IKEA og investeret. Nu har vi pludselig tv, dvd, cd-afspiller og radio igen! Og mine dejlige svigerforældre på besøg. Det skal nok blive en dejlig jul!

Lidt ordblind er man vel altid?

Der findes et utal af sprog på kloden - jeg kan begå mig på dansk, svensk og engelsk - men staver ikke sikkert på noget sprog.

En af mine løberuter går forbi Østerport station og ud til Søerne, som jeg så løber langs nordsiden. Der er grusunderlag og ingen biler - faktisk en ret god tur. Alt efter tid og energi løber jeg helt ud til Planetariet og tilbage samme vej. På Dag Hammarskölds Allé passerer jeg den franske skole, som på gavlen har en stor reklame. Jeg skal altid lige læse den to gange for at se, hvad der står:
"BLIV BILINGUAL." I mit hoved bliver det nemlig til "BLIV BINDEGAL"

Sorrig og glæde de vandrer til hobe

Jeg har set mange film i mit liv. Og rigtigt mange af dem har jeg set i biografen. "Sorg og glæde" er en af de smukkeste! Jeg har set de fleste af Nils Malmros' film - en af dem, oveni købet i Århus, hvor salen hele tiden genlød af ivrig snakken om, hvor den og den scene, nu var optaget, og om hvorvidt den statist, var fætter til den ene eller anden af ens egne klassekammerater!
Jeg vidste, at Malmros havde mistet sin datter på denne forfærdelige måde. Af og til har jeg tænkt på, hvad der mon blev af hans kone. Og så kom filmen! Hvor alt bliver rundet af og bundet sammen. Hvor vi ser, hvor meget hans elskede Marianne har givet inspiration til de kvindelige hovedpersoner i filmene. Og med fortællingen om, hvad der skete - og er sket siden.
Jeg har hørt, at nogen (Klaus Rifbjerg fx) ikke kan lide filmen. Og at en amerikansk anmelder ikke mener filmen har store chancer i USA - den er alt for urealistisk for et amerikansk publikum!! (som dog ser ganske meget, der efter min mening er temmelig usandsynligt)
Der også nogen, der finder Jakob Cedergrens figur usympatisk og kold. Jeg elsker ham! Mennesker sørger ligeså forskelligt, som de gør alt muligt andet. Hans sorg-arbejde er delvist defineret af praktiske omstændigheder, og han klarer det suverænt. - At de to voksne formår at leve videre i et tilsyneladende harmonisk ægteskab, er et under, de begge bidrager aktivt til.
Hvad filmen handler om? Kærligheden er stærkere end døden! Vi har mulighed for at vælge livet! Psykisk sygdom kan helbredes! Malmros er en stor kunstner - og hans skuespillere er fantastiske (Nikolas Bro)
Måske er det sandt, at filmen ikke vil blive forstået/troet i USA. Jeg kan også være usikker på, om forløbet havde været det samme i dagens Danmark - ville forældrene fx. enstemmigt have ønsket deres børns klasselærer tilbage i dag? - Hvis ikke, er det så ikke netop et resultat af, at vi ser alt for mange dårlige og u-realistiske film om fx. mord, ulykke og død?
Læs anmeldelse og se trailer HER

Endnu en adventssøndag

3. søndag i advent har bestået af gudstjeneste i Jerusalemskirken, hvor husbond prædikede og sang med i koret.  Også en kollega fra Skåne med familie var i kirke, dejligt at vi kan besøge hinandens kirker!

Om eftermiddagen fulgte vi Mandelas begravelse. Og jeg løb en tur i det smukke vejr.

Så fik vi købt det dyreste juletræ, vi nogensinde har haft, det er vel København, man bor i. Nu er vi til Luciafest med bla gospelkoret, hvor datterbarnet er med.

Juleeventyr på tåspidser!

Mellemsønnen, der er rytmisk musiker, har altid holdt af en bestemt klassisk cd - "Nøddeknækkeren" forsvandt ligeså stille ind i hans meget store cd-samling. Som mor har jeg mulighed for at vælge advents-gaver, og i år, hvor vi bor i gåafstand til Det Kongelige Teater, kunne vi så følges til juleballet af fineste kvalitet. Det er skønt at være mor - og det bliver bedre og bedre. Nøddeknækkeren

ROVfugle!!!

Vi er flyttet fra landet til storbyen og har været vant til at leve nær naturen. I dag fik jeg dog rigeligt med natur.

 Vi har, som bloglæsere måske husker, to små altaner ud for stuerne på 3.sal. Her om vinteren bruger vi dem til at opbevare drikkevare og mad, der ikke er plads til i køleskabet. Da jeg i dag lukkede en af dørene op, så jeg!?!  - en flæskesteg i tagrenden på altanen ud for den anden stue!

 Først troede jeg, den på en eller anden måde var faldet ud, men det kan jo ikke lade sig gøre, der er gelænder omkring altanen. Da jeg kom ind og fik lukket op for at undersøge sagen, fløj en stor skade op. På poserne kunne vi se, at de har hakket, spist og flyttet på en flæsesteg og en hamburgryg. Og den ene steg har de altså formået at løfte op over gelænderet. - Da Jesus talte om himlens fugle og markens liljer, der klarer sig og får mad uden at arbejde for føden, var det næppe den tyvagtige skade, han tænkte på.

Det var godt, de ikke fik smidt stegene ned i hovedet på folk på gaden. Med lidt held havde de måske kunnet ramme den store altan på 1. sal, hvor Anette og Oles hund sikkert havde sat pris på at dele byttet!

Farvel

Tak til Rebekka Højmark for foto

I dag havde jeg mulighed for at deltage i mindegudstjenesten for Nelson Mandela i Københavns domkirke. Jeg synes ikke, det var et sted, der skulle tages billeder, men på Twitter fandt jeg dette - af mig selv! Det er min sorte jakke med stjernen til højre i billedet. - Det var en fin gudstjeneste med taler af både Folketingets formand Mogens Lykketoft og statsministeren, som jeg er en stor beundrer af. Hun er dygtig, flot og overlever til syneladende alle de tåbeligheder hun bliver udsat for i medierne. - Sydafrikas ambassadør holdt også tale og Peter Skov-Jakobsen, Københavns biskop prædikede. Vi sang danske salmer - men vi havde også glæde at høre koret Papaya, et dansk kor, der synger sydafrikanske sange og som har sunget for Mandela. Koret sang os ud, men efter kirken var tømt fortsatte sangen og blev en lille fest med dans og høje råb. Du kan høre, hvordan koret lyder HER

Blomsterne i Domkirken

God nat! Og tak for i dag.

Vi synger med Maria!

Køkkenet er ryddet, datterbarn og husbond er gået i seng. Det er næsten midnat, så det forstår jeg godt. De to har hjulpet mig hele dagen. Jeg har haft 25 ansatte fra Regionen til julehygge, og uden min familie var det aldrig gået. Selv har jeg hygget mig med madlavning og bagning dagene før, men alt det praktiske i dag, har jeg ikke kunnet gøre meget ved. Vi lånte kirkens krypt til spisning, sangøvelse og kaffedrikning og vi holdt andagt i kirken, men vores eget køkken, hvor alt var blevet fremstillet - det ligger på 3. sal. Så der er løbet noget på trapper i dag!  

2. søndag i advent

Datterbarnet i midten synger alt i Kefas

 Weekenden er gået med at holde julefrokost for datterbarnets studiehold - de unge mennesker fyldte lejligheden og spiste med god appetit. Jeg hyggede mig i køkkenet og glædede mig over, at vi kan hjælpes ad. På onsdag har jeg brug for hendes hjælp, når jeg får kollegaer på besøg.
I går lørdag blev der endelig mulighed for en fornuftig løbetur uden at blive våd eller blæst omkuld. Om aftenen fik vi besøg af en del af familien til aftensmad og hygge. Og i dag kom husbond endelig hjem efter en uge i Zimbabwe. Han fortalte, hvordan de sidste dage naturligvis bar præg af Mandelas død. Gudstjenesten i Jerusalemskirken til formiddag havde også indslag om ham - et menneske, der har betydet en forskel til det bedre for mange, mange mennsker.

Til aften var vi igen i kirken, hvor de 3 gospelkor, der er knyttet til huset (de øver fx. lige over vores soveværelse:-) gav julekoncert. Aftenen sluttede med, at de lavede et stort kor - både de røde, "Saints and Sinners," de hvide, "Revelation" og de blå, "Kefas."

Der er noget i luften!

Sidder i mit hyggelige køkken, bager rugbrød, drikker kaffe og forbereder mig til datterbarnets julefrokost senere på dagen. I mens kører p1, hvor samtalen handler om gårdsdagens vejr-dækning i medierne. Personligt er jeg taknemmelig over at blive advaret i tide - via opdateringer på telefonen - så jeg kunne tage en hurtig beslutning i Stockholm og ændre hjemrejsen fra tog til fly. Jeg nåede hjem midt på eftermiddagen uden problemer. Altså bortset fra, at jeg glemte at checke ud med Rejsekortet, igen! Så efter at have siddet lunt indendøre og drukket the med datteren, måtte jeg ad sted igen for at få det ordnet. - Blæsten var slem, og nogen steder i landet var den meget slem. (Hov! Der kom min kommentar fra Facebook lige med i programmet "Ordet er dit":-)
Men ud på aftenen kom så beskeden i samme nyheder, at Nelson Mandela er død. Det viser, hvor fantastisk vores hurtige kommunikation også kan være. Få minutter efter jeg havde læst det på nettet, skrev jeg på Facebook, og strax begyndte venner at kommentere og skrive egne opdateringer. At Mandela er død, er ingen overraskelse, han var 95 år og har været syg gennem længere tid - men at vi i et fællesskab kan dele tanker og følelser - det holder jeg egentlig af. Også selvom det foregår på nettet.

Julefest i Equmeniakyrkan

Jeg er, som skrevet, i Stockholm i anledning af julefest og personale-samling dette døgn. Vi har vel været mellem 80 og 100 mennesker. Det er første gang alle ansatte i de 7 regioner og alle andre har været samlet. Jeg fik lov, som en af tre, at fortælle kort om kirkens rødder: Missionskirken, Baptistkirken og Metodistkirken. Senere hørte vi fra mennesker, som brænder for at være kirke og at møde andre med det glade budskab: At Jesus lever, og at mødet med ham forandre - dig, mig og verden!
Og så var det tid til dejlig mad, lidt konkurrencer og samvær.

Dagen sluttede med nadvergudstjeneste i den lokale Svenska Kyrka, som vi fik lov at låne. Nu har jeg travet en times tid og set julepyntede huse. Det er snart tid at gå til køjs. Spændende, om jeg når helt hjem i morgen aften, vejrudsigten taler om storm og sne i grumme mængder!

Og påklædningen? Det var vist ok:-) Ørestikkerne med Equmeniakorset, Clara har lavet til mig, pyntede i hvertfald.

Sverige - igen.

Alteret i Kapellet på Överås, hvor husbond og jeg giftede os for 32 år siden!

 I fredags kørte husbond og jeg til Göteborg, hvor han havde arbejde på universitetet. Vi nåede en tur omkring Överås, hvor jeg for 37 år siden gik mit første semester. Her er metodistpræster fra hele Norden blevet uddannet siden 1924. Men nu er det slut. Huset summer i dag af andre aktiviteter. Rummene er lejet ud til mange former for kirkelige grupperinger. På et tidspunkt skal også mine kollegaer i Equmeniakyrkans region Väst flytte ind i de smukke omgivelser. - Huset er oprindelig bygget som sommerbolig for en af Göteborgs mægtigste mænd, (læs mere  HER) og det har senere været en dejlig ramme om mange studenters liv. Nu optræder huset af og til i film og tv-serier, seneste så jeg et glimt af den store sal i et afsnit af "Johan Falk."

 Fra Göteborg tog vi færgen til Frederikshavn for at tilbringe weekenden der og i Strandby. Her skulle aflægges besøg, lægges gran på forældregraven, fejres fødselsdage og så skulle vi til gudstjeneste og bagefter være sammen med de Nordjyder, som skal med på turen til Israel i uge 8!Nu er jeg igen på vej i Sverige. Denne gang mod Stockholm, hvor jeg har et møde i dag og onsdag/torsdag skal til "Julefejring" med alle ansatte i hele Equmeniakyrkan. Jeg har kigget efter et program - for: Hvor fin skal man være klædt på? Hvor meget skal vi arbejde? - Er der mon teambuilding med "Lav din egen Surströmming?

En ny begyndelse!

Vi fejrer 1. søndag i advent i Strandby. Kirken er pyntet med lilla blomster og adventskransen har fået det første lys tændt. Det er skønt at være tilbage i det stærke kristne fællesskab, hvor jeg oplever at have hjemme. William fylder 3 i morgen, og hans far, Johannes blev 31 sidste mandag. Så i går fejrede vi fælles fødselsdag for de to kære mennesker. - Som bloglæsere, der følger Tro Håb & Kærlighed ved, så er der sorg i Strandby. Alligevel taler vi om at med Advent, er der en ny begyndelse! Kirkeåret begynder, vi synger "Vær velkommen," og fortællingen om, hvordan Gud i sin uendelige kærlighed sendte sin Søn til verden - ikke for at dømme verden, men for at frelse verden - denne fortælling begynder forfra!- Må det blive et velsignet nyt (kirke-)år!

Tak

Det er store-takke-dag i USA. Jeg sad gerne med ved min søsters middagsbord og spiste kalkun sammen med hende og familien. Men jeg har tilbragt dagen i Skåne, og der er også meget at sige tak for - dedikerede medarbejdere, der rundt om i menighederne længes efter forandring og fornyelse! Det er der, det begynder: i vores egen længsel. Der møder Gud os! Tak, også for det!

Lasse!

 I disse minutter er Strandby Metodistkirke fyldt med mennesker, blomster musik og Guds nærvær. Netop nu bisættes Lars-Henning Clausen, en god og kær ven, netop fyldt 60. Det første møde, jeg husker, med Lasse var en patruljeførertræning. Han var soldat i Livgarden, jeg er millitærnægter, så han måtte finde sig i en del kommentar og drillerier fra mig. Senere har jeg forstået, at det naturligvis var de store idealer i tilværelsen: Gud, konge og fædreland, der gjorde det helt naturligt, at Lasse var garder! Jeg har stadig svært ved at se ham for mig med et gevær i hænderne - undtagen som på vagt hos dronningen på Amalienborg. Dét kan jeg sagtens forstå.
Lasse er fra Strandby - fra to markante familier med rødder der. Og han elskede sit sted på jorden! Da vi, for 25 år siden flyttede til den lille by 30 km syd for Skagen, blev Lasse og Anne-Kirstine en del af vores liv og hverdag. En typisk Lasse-kommentar: "Når det er sommer, og vejret er godt, så er der intet sted på jorden så dejligt som Strandby!" - så hvorfor tage på sommerferie?
Jeg fik glæden og æren at vie de to kære mennesker for snart 25 år siden. Hjemmet, hvor bryllupsfesten blev holdt, er det dejligste hus med "Anne-gård" (åh denne underfundige nordjyske, lune, der beriger tilværelsen) klematis i mængde, skulpturer i træ og sten - kreativitet og hygge. Og med et af Strandbys ældste huse i baghaven! - For her begyndte metodismen i Strandby, da Lasses morfars far Niels Tvilling indbød den første metodistprædikant til møde.
Hverdagen delte Lasse, som mange andre i byen, mellem hjemmet og havnen. Familiefirmaet Tellfisk, på den nordre mole dannnede ramme om hele hans arbejdsliv. Her bliver den fineste, friske gourmet-fisk forarbejdet. Glad var Lasse, når han kunne vise de forskellige fiskearter frem for nysgerrige besøgende. Brorson spørger i sin salme: "Hvad skal jeg sige, når mit sind i havets dybe grunde kun dog så lidt kan kige ind og ser så mange munde?" - Ja, jeg er nok kommet til at sige, at fx. en Havtaske er grim. Men nej, sagde Lasse: "Alle fisk er smukke!" Så han tegnede og malede dem - som han malede, helst akvarel, måger, kirken, Hirsholmene, havet, stenene - eller lettere karikeret: sine sang-kammerater i mit absolutte favorit "drengekor," Wesley-Chapel-singers. Det begyndte som et lejlighedskor i 1988, og de er aldrig stoppet. De synger også i dag ved Lasses båre. Til alle konfirmationer, Allehelgen og juleanledninger er de selvskrevne. Men de er altid klar - til både sjov og alvor, og de synger så dejligt!
Lasse giftede sig som sagt med sit livs kærlighed Anne-Kirstine! Og dermed blev musikken en endnu større del af tilværelsen. Hun er dygtig organist og holder sammen på musik og kor med både voksne og unge. Og hun har holdt styr på Lasse og hans lidt rastløse, sprudlende kreativitet - og givet ham lov til at lege. Lasse, der også styrede virksomhed og var frimurer, tog ansvar og var pligtopfyldende.
Da de to kære mennesker blev forældre til først Amalie og snart efter Christiane, blev livet endnu større og rigere. Familien var en gave og en rigdom for Lasse, og hans tre "piger" var det bedste i hans liv.
Kattene, flyglet (både hjemme og i kirken), rejser og venskab, god mad, sjov og alvor. Lasses kære forældre  - der er så uendeligt mange gode minder - de mange samtaler på kontoret om politik, tro og kirke, musik, famlie, historie og fremtid - sorg og glæde!
- En af mine sønner sagde, at Lasse var lidt som en onkel for ham. Det forstår jeg udmærket, for i venneflokken havde han en slags store-bror-status. At ære Lasses minde bliver ikke svært! Men at undvære ham?
I sommer blev det klart, at han var syg - det var kræft, og de forskellige behandlinger hjalp ikke. Det hele er gået uhyggeligt stærkt og i sidste uge kom beskeden, at Lasse ikke er her mere.
Det er ikke til at forstå - hvilket vi heller ikke skal. Der er ingen mening i sygdom og død, i at vi mister vore kære.  Men Gud er med os i livet, som i døden; som Salmisten skriver i Samle 139:
"Stiger jeg op til himlen, er Du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er Du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: Mørket skal dække mig, lyste blive til nat omkring mig," så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset!"
Og som "Chaplerne" ofte har sunget:
Led mig Gud.
Led mig i retfærdighed.
Ban du din vej og gå foran mig.
For det er dig Gud,
Herre, dig alene,
som lader mig få
hvile og fred i dig.

Intensive dage i Gävle

Denne uge har jeg tilbragt i Sverige. Kirken her er en af de to Equmeniakyrkor i Gävle. Sammen med de øvrige ledere tilbragte jeg dagene i de to fine gudshuse.

Der blev dog også tid til at følge en meget vigtig fodbold kamp, vm- kvalifikationskampen mod Portugal. Sverige skulle vinde med to mål men tabte 2 - 3.

Vi talte om forsoning, nadver, kriseberedskab, fik orientering fra ungdomsorganisationen og fra missionsfolkene. Vi fejrede nadver og bad for hinanden og nåede slet ikke alt på dagsordenen.

Togrejsen hjem tog 8 timer, og desværre blev jeg syg og har ligget brak. Nu er jeg frisk igen. - Men en kær, elsket ven er død denne uge. Det kommer der mere om på bloggen.  

Kollega-dage i Gävle

 Dagen begyndte for mig meget tidligt. Kl. 12 skulle jeg være i Gävle (som ligger noget nord for Stockholm). Rejsen begyndte i Hässleholm, hvor jeg overnattede efter en dag i regionen.

 Alle kirkelederne fra Equmeniakyrkan er samlede, og vi har masser af vigtige ting på dagsordenen. Bl.a. blogs og anden kommunikation. Vi får hjælp af nogle af de ansatte - her Åsa Runström.

Dagen begyndte som sagt tidligt. Men også kirkeledere har brug for at være sammen om andet end tjeneste. Så i aften er der nogen, som har bedt om at få en eller anden fodbold-kamp på dagsordenen:-) Selv er jeg mindst ligeså interesseret i at følge med i valget hjemme i kommuner og regioner.

Væve i kirken?

 Javist kan man væve i kirken! Det har vi gjort i mange år i Strandby Metodistkirke. Dvs - vi har været sammen om at læse Martin Lönnebos bog Væven, som vi har ladet fylde og påvirke vore liv. - Gruppen væver fortsat hver tirsdag - og det er godt at tænke på, når jeg nu ikke længere kan være med.

Mandag aften var jeg og mine to kollegaer i RegionSyd på besøg i Equmeniakyrkan i Tyringe. Her bor en lille menighed med masser af aktiviteter. Hele huset summede af, at her er der plads til mennesker - fra en stor baby-sanggruppe og til kælderen, som tidligere havde dannet ramme om ungdomsgruppen. Nu er der ikke så mange unge længere. Hvad gør man så? Sætter sig ned og begræder fakta? Nej i Tyringe så de, at her i lokalet var plads til vævestole. Kvinder fra byen har nu anbragt deres store væve, og fået nøgler til kirken, så de kan væve sammen. Både de to gange om ugen, der er programsat, og hvis de lige skulle få lyst til at slå lidt mere ind. - Hvad enten vi væver på den ene eller den anden måde, kan ord fra Salme 139 i Bibelen være til inspiration:
Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt,underfulde er dine gerninger,jeg ved det fuldt ud!Mine knogler var ikke skjult for dig,da jeg blev formet i det skjulte,blev vævet i jordens dyb.Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje;alle dagene stod skrevet i din bog,de var formet,før en eneste af dem var kommet.Hvor er dine tanker dyrebare for mig,hvor stor er dog summen af dem, Gud!Tæller jeg dem, er de flere end sandet,bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Søndag med Lomma og Leuenberg

 I byen Lomma nord for Malmö ligger Strandkyrkan - en fin lille kirke, 20 år gammel. Menigheden er er meget ældre men har flere gange bygget nyt.

 Jeg indser, at det kun er blevet billeder af kirkerummet og ikke af de dejlige mennesker, som jeg fejrede gudstjeneste med. Der var smuk solosang af Katarina Rydén, musik af menighedens præst Per, der også ledte, mens jeg fik lov at prædike.

 Ved kirkekaffen fortalte jeg om arbejdet i Regions Syd. Efter et besøg med samtale om arkivering efterfulgt af en dejlig middag, gik turen i al hast tilbage til København.

 

 Her var der indbudt til festgudstjeneste i Den Reformerte Kirke i Gothersgade i anledning af 40 året for Leuenberg-fællesskabet. I 1973 begyndte teologiske samtaler og senere også gudstjenestefejring med lutherske og reformerede kirker. Senere er også metodistkirker kommet til. Repræsentanter for de tre kirker, som også i det daglige arbejder med disse spørgsmål, og venner fra andre kirker deltog i fejringen. Husbond er en del af dette arbejde og jeg glædede mig over at kunne være med.

Der er meget, som skiller kirker og kristne - men langt mere som forener. Det foregår i praxis på mange forskellige planer og måder - Equmeniakyrkan, min kirke er en måde, Leuenberg-fællesskabet er en anden. Kristus er én og den samme!
Læs mere om Leuenberg HER

København

Stilheden på bloggen skyldes travle, intensive dage i København. I morgen rejser min søster tilbage til USA - men vi når meget i den tid, vi har sammen. I dag har vi fx. været på Rosenborg. Lige nu har vi spist frokost, og så tilbage til slottet for at se kronjuveler. Som det fremgår af billedet, har vi også været i Vor Frue.
Vi har været i biografen og set The broken circle breakdown, en film jeg havde glædet mig meget til. Og, åh den var god! En film om passion, kærlighed, sygdom og død. Og en film om, hvad det kan gøre ved to forældre at miste et barn. Den næste "must-see" er Sorg og glæde af Niels Malmros. Den handler på en måde om det samme. Men det får helt andre konsekvenser!

Lille-Mortensaften

Vi fejrer aldrig Mortensaften. Men vi havde aftalt, at Søs skulle lave thanks-giving-kalkun til os. Det viste sig meget svært at skaffe en kalkun. Så det blev andesteg med alt godt her til aften. Alle børn, sviger- og barnebarn + søster var her. Bare så skønt. - På facebook blev jeg, af en engelsk kollega gjort opmærksom på, at denne aften er det 75 år siden, Krystalnatten fandt sted. Det er naturligvis ikke noget at fejre. Men det er noget at mindes! - I morgen er det søndag, "Opstandelsesdag." Jeg skal fejre gudstjeneste i Stadionkyrkan i Malmö.

Menneskets bedste ven?

I dag bragte mit arbejde mig til Helsingborg hele dagen. Jeg havde medarbejder-træf, en uformel samtale og et møde med to menighedsråd. I en pause gik jeg på en café for at spise. Der var flere hunde på det ret checkede sted. Pludselig tog manden her sin ret store hund op på skødet - og der fik den lov at sidde længe. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, hvordan man i Danmark diskuterer, om kvinder må amme deres børn på cafeerne, og om børn i det hele taget må være med på restauranter. På en eller anden måde var der her lidt grænseoverskridende for mig - der ellers er "hunde-menneske". Min søster har været rundt i København på egen hånd.  Hun mødte naturligvis kronprinsessen på cykel:-)

Her og nu - i tid og evighed.

 Dagen med Søs har budt på sightseeing i København. Og den sluttede med Ørkenmesse i S:t Andreas i Ordrup. Peter Halldorf fejrede denne gudstjeneste inspireret af helt gamel liturgi og de koptiske kristnes gudstjeneste. Festligt, højtideligt og spændende.

 I søndags var jeg, som tidligere fortalt i Falkvikskyrkan i Sölvesborg - her har de denne smukke altertavle. Jeg holder så meget af disse vævede billeder, hvor Jesus færdes på svenske klipper blandt svenske fiskere.

Ikoner, vævede billeder, klassisk liturgi, ny lovsang - Guds kirke er stor og rig - til alle tider og til alle mennesker.

Endelig!

Min søster Birgitte landede i dag til middag. Her er hun "fanget" i vores køkken inden hun fik en velfortjent middagslur oven på 16 timers rejse fra Memphis TN, hvor hun bor. Stor glæde! Mere følger.
PS - det er over 2 år siden, vi så hinanden sidst, det var i USA. Og det er 6 år siden hun sidst var i Danmark. Og vi har kun hinanden.