søndag, juni 28, 2020

Åbne haver bl.a. hos Nina Ewald

Vi har været på en meget inspirerende tur rundt og set flere haver i 'Haveslangen i Rudersdal', som Nina Ewald er primus motor i. Nina er en kendt havebogsforfatter og forfatter til bogen 'Kreativt genbrug - idéer til haven'. Det var en stor inspiration at se, hvordan hun har udformet sin egen have og pynter med fx gamle zinkvandkander. Hun har de smukkeste roser, og vi fik en liste på navne på de 32 sorter, hun har. Der er klippede buksbom, stauder, græsser og en lille køkkenhave med drivhus og bigård.


Lige rundt om hjørnet fra Skolevej i Holte lå den næste have, vi så,  hos familien Pagh-Schou. Deres stil er lidt anderledes, mindst lige så smukt - mere 'fint'. 



Overfor lå en tredje åben have med en masse fine detaljer. Det var hos Jette Lindskou og Helge Skovborg - en gammel have, som er Jettes barndomshjem. Køkkenhaven var anlagt i store højbede, og der er en bro gennem et rododendronbed. En idé, jeg tog til mig, var om foråret at lave nogle snore sat på pinde, så der dannes et net, som dahliaer kan vokse op igennem og dermed være sikret mod at vælte i regn og storm.  
   Jeg kan varmt anbefale at tage ud og se, når der er åbne haver. Man får så mange nye idéer til sin egen have.

lørdag, juni 27, 2020

Stegende varme og åbne haver

Det er ikke kun her, vi har haft stegende varmt vejr i de sidste dage og 30 grader i går.  Nord for Uppsala i Sverige har det været 31,7 grader. Finland har haft tropenætter og 30,7 grader i Utti i den sydøstlige del af landet.

Efter min mening er 25 grader lige til at holde ud, men derover?  Det bedste ved det varme vejr er de lange, lyse og lune aftener, hvor man kan sidde ude, til solen går ned.

Jeg læste i torsdagens Frederiksborg Amts Avis om Haveslangen i Rudersdal. Det er Nina Ewald, der står bag de 10 åbne haver i kommunen i morgen søndag den 28/6. Jeg glæder mig til at se et par af dem.  

Jeg er glad for, at jeg har min regnvandstønde i haven. Der bliver flittigt vandet. For nogle dag siden var hanen i tønden stoppet til, og jeg var nødt til at tage hanen ud, hvorefter der selvfølgelig stod kaskader af vand ud i hovedet på mig :-)

Jeg har fået en ny havevandkande, da den gamle var revnet. Og til min store overraskelse så jeg en havevandkande i en genbrugsbutik, netop som jeg havde bestemt mig for at købe en ny. Den slags pudsige tilfælde kaldte psykiateren  C.G. Jung for synkronicitet. Jeg har været ude for det tidligere. Jeg skulle bruge nogle muffinsforme, men kunne ikke finde dem i Kvickly. Pludselig kom en anden kunde gående med en indkøbsvogn, hvor der kun lå én ting: Muffinsforme. Og så var det jo nemt at spørge hende, hvor i butikken jeg kunne finde dem. 

onsdag, juni 24, 2020

Tur ved Esrum Sø

Jeg  har set årets første vandnymfe. Det var ved Esrum Sø, hvor jeg har set dem mange gange før i vandkanten.

Et spændende sted at gå tur er fra Skipperhuset ved søen og op gennem den smukke Skipperalle til Fredensborg by. I hele juli kan man samtidig komme ind og se den private slotshave, der hører til Fredensborg Slot. Men på grund af faren for coronasmitte er det i år desværre ikke muligt at besøge Orangeriet.

I slotsparken, den del der hedder Nordmandsdalen, kan man se den fantastiske samling af 70 sandstensfigurer fra 1700-tallet, som kong Frederik V lod udføre af almindelige mennesker fra Norge og Færøerne fx fiskere og bønder. Norge var jo en del af Danmark dengang. Det var noget helt nyt at afbilde jævne mennesker til en slotshave på den tid.

Fra 1764 til 84 bliver de 70 sandstensfigurer til én efter én, og de bliver udstillet som i et amfiteater i haven i 1784. I dag giver figurerne os et billede af, hvordan almindelige mennesker gik klædt dengang, og hvilke redskaber de brugte i marken og til fiskeriet.

Og her tilbage igen ved Esrum Sø. Vi fik gået fire kilometer i det fineste vejr. Det er en tur jeg varmt kan anbefale. Man kommer også forbi det smukke haveanlæg, Dronning Ingrids anlæg, foran Fredensborg Slot.

fredag, juni 19, 2020

Havens pryd

Havens pryd lige nu er den uægte jasmin (pibeved) ’Belle Etoile’. Den dufter helt fantastisk, hvad vi nyder godt af i disse dage, hvor dørene står åbne! Jeg købte den for cirka 20 år siden på Asserbo planteskole og valgte denne sort på grund af den fine, røde farve midt i blomsterne. Herunder kan man se, hvordan busken står ved vores nye stenbelagte indgang og med høje bregner overfor. Jeg fik brolæggeren til at lave indgangen snoet for at skabe en mere organisk oplevelse af haven her mod vest. 
    Helt tilfældigt opdagede jeg til min glæde, at der er en blog med links til alle nordiske havebloggere. Det er Karsten F, som har haft det store arbejde med at lave denne fine liste.

Min mamelukærme sprang også ud i går. Den har jeg selv sået, men Ellen var så sød at fortælle mig, at de også findes som en busk og har foræret mig to stiklinger. Tusind tak!



 Og som det ses, er det ikke kun os mennesker, der sætter pris på blomsterne i haven :-)
 

tirsdag, juni 16, 2020

Storkerede - og min have

Det er fantastisk, at det er muligt at se livet i forskellige rovfuglereder rundt omkring i Danmak. Man kan også  følge livet i en storkerede i Bækmarksbro og stille spørgsmål til storkeeksperter.   Storkene Yvonne og Kjeld er et ud af kun tre ynglende storkepar i Danmark.  Hanstorken Kjeld er fem år og fra Bremen i Tyskland. Det ved man, da han er ringmærket. Hunstorken Yvonne ved man derimod ingenting om, fordi hun ikke er ringmærket. Hun kan derfor være kommet hertil fra Østeuropa - eller måske mere sandsynligt fra Holland, hvor mange storke ikke ringmærkes.

Min have er så smuk lige nu, men jeg har svært ved at følge med, sådan som alting vokser i øjeblikket, og ukrudtet vælter op.  
  

fredag, juni 12, 2020

Et par spørgsmål om haven

Al den regn vi har fået i den sidste uge har fået alt til vokse med lynets hast.  Jeg kan ikke følge med, men tager et par timer hver dag med lugning og beskæring. Vores vilde kaprifolier er gået helt amok og klatrer op i alt, hvad de kan få fat i. De er jo ganske kønne, men skal helst ikke fylde hele haven :-)

Se hvad jeg har fundet! Noget af et dyrekranium. Er der nogen, der kan fortælle mig hvilket dyr, det er fra? Det måler 10 centimeter. 

Og så vil jeg høre, om der er nogen, der har et godt råd mod stråleplet på mine roser? Det ser jo skrækkeligt ud, og jeg forsøger at fjerne alle angrebne blade.  

Her er lidt nye billeder fra haven, som er min store glæde og stedet, jeg kobler af - selv om den er temmelig vild :-)      

Rødklokkebusk, hyld,   klatrerose, rododendron, kaprifolium. Og mig midt i kaos :-)  

   

tirsdag, juni 09, 2020

Noget af det bedste

Noget af det bedste, jeg ved, er at gå lange ture i naturen. Jeg kan blive helt ekstatisk over at se nogle smukke gamle træer som fx disse rødel.  Se bare barken! Den ligner næsten barken på det træ, man får kork fra. Og ud over synet på sådan en travetur, er der lydene og lugten. Her gik vi ad Chr. Winthers Sti i Holte til Vaserne i Birkerød. Vi har gerne mad med hjemmefra på vores vandreture.  

Noget andet, jeg nyder, er gode film, serier og bøger - ja, og havearbejde. I øjeblikket ser vi spændingsserien 'Hamilton' med norske Jakob Oftebro - og 'Krigsdøtre', som er en dansk serie om piger født under 2. verdenskrig. Man følger deres liv op gennem 50'erne, 60'erne og 70'erne.  

Og så har vi netop fået genstartet vores oplevelsesgruppe efter min sygdom og coronapausen. I næste uge skal vi på Frilandsmuseet. Det glæder jeg mig meget til.  

lørdag, juni 06, 2020

Kratlusker

Vi har fået 28 mm regn over de sidste par døgn, og det var tiltrængt. Alt var så frygteligt tørt inden regnen. Nu kan jeg vist godt indstille mig på nogle dage med lugning og beskæring - men det giver jo heldigvis god motion :-)

Mon der overhovedet er nogle boder i dag på Torup Marked? Jeg har heldigvis nogle gode regnfrakker, for regnen styrter ned …

torsdag, juni 04, 2020

Besøg af ræveunge og Torup marked

Et mindre stykke af vores have er lidt vildt, og netop det er fugle, egern, ræve, grævlinger og rådyr meget glade for. Der er skjulesteder - og solsikkefrø. Her til morgen stod der en rævemor med sin hvalp lige uden for køkkenvinduet, og der blev de stående selv om Hannibal og jeg kiggede på dem i lang tid. 

Vi bor ikke langt fra Torup, hvor der fra begyndelsen af juni er marked hver anden lørdag med mad og andre lokale varer her fra Halsnæs. Markedet har et udvalg af friske grøntsager, planter, stiklinger og krydderurter, marmelade og saft, friske økologiske grøntsager og nyopgravede kartofler,   korn og lokalt produceret mel, honning og  mange flere lækkerier og overraskelser fra de lokale ildsjæle.   

Første marked er på lørdag, hvor markedet kaldes Melets dag, og man selv kan male mel, og der er pandekagebagning.     

Markedet er lige ved siden af Dyssekilde Station og er meget populært. Det er ti lørdage i løbet af sommeren og efteråret:  Den  6.6 , 20.6, 4.7, 18.7, 1.8, 15.8, 29.8, 12.9, 26.9. og 10.10.2020.

mandag, juni 01, 2020

Frederiksberg Have, Hejremanden og et blogtræf

Forleden dag var jeg i Frederiksberg Have - og også i Zoologisk Have. De ligger jo lige ved siden af hinanden.  Her er lidt billeder fra denne dag. Jeg har flere gange set Hejremanden fodre fiskehejrerne i Frederiksberg Have, men det gør han ikke mere, efter det er blevet fodre forbudt at fodre dyrene her. Men hvad er der blevet af Hejremanden? Det fandt jeg ud af ved at google ham. Hejremanden er jo kendt i hele landet, fordi han har et helt særligt forhold til fiskehejrerne i Frederiksberg Have. Jeg har flere gange set ham med hejrer ganske tæt på, mens de ventede på en fisk fra hans pose. Hejremanden har trænet og fodret fiskehejrerne i Frederiksbergs Have i omkring 21 år, hvor han hver dag kom med fisk.

I maj 2012 havde Jens Drejer arrangeret et hyggeligt blogtræf i Frederiksberg Have, hvor vi først mødtes til frokost i Krøgers Familiehave. De små haver i Pile Allé er nok mest for traditionalister og tilhængere af opulent smørrebrød, stjerneskud, pariserbøf og stegt flæsk med persillesovs, men også her følger man med tiden.     

Efter frokosten var vi i Haveselskabets Have  og bagefter i Frederiksberg Have, som næsten dannede centrum for kunstnermiljøet i Guldalderen. Det lyder måske som en lang tur, men det er det egentlig ikke. Det tager kun få minutter at gå fra Krøgers Familiehave til Haveselskabets Have, og en rundtur i Frederiksberg have tager mellem 45 og 60 minutter afhængig af tempo og hyggepauser. I 2012 var vi så vidt jeg husker Madame og Monsieur, Jeanette og Finn, Pernille, Jens, Britt, Kisser og Rasmine.  Var du med Donald?

De fleste, der har været med til blogtræf, har haft sommerfugle i maven første gang, de var med. Til gengæld er der vist ingen som har fortrudt, at de har deltaget 😀